IX

409Det laa ligesom i Luften, at Napoleons Fald var ensbetydende med den legitime Kongeslægts Gjenindsættelse; derfor kunde der over de Allieredes Indtog i Paris – skjønt de var Fiender og Erobrere – alligevel falde et festligt Skjær. Der var jo – tiltrods for Revolutionen og Napoleon endnu megen Kongetroskab i det store Folk, derfor mødte Damer og unge Piger op med Blomster, og der blev gjort meget Væsen af de fremmede Fyrster – især tilbad man Zaren i visse Kredse af Paris.

Han lod sig ogsaa dyrke, medens hans vilde Horder i Spidsen for alle de fremmede Soldater brandskattede Paris og Nordfrankrige. Imidlertid gjaldt det jo ogsaa for de fremmede Fyrster at komme hjem igjen til deres egne Lande og faa alting i Orden igjen. Der var flere blandt dem, som med Angst tænkte paa, hvad de 410havde maattet taale af Sang og Tale og farlig Begeistring i den saakaldte Befrielses-Krig; det var paatide at slaa alt dette ned igjen. Og desuden maatte Evropas Grænsepæle atter komme paa Plads, de laa jo i et Røre efter det skrækkelige Menneske. Den store Congres i Wien var berammet til den 20de Juni.

– Saa snart al Fare var over, kom ogsaa Bourbonerne væltende med sine forsultne Skarer af Emigranter og med den tykke Kong Ludvig den 18de i Spidsen. Der blev med et Slag helt andre Tider. Tuillerierne fyldtes med nye Ansigter, gamle Familie-Ansigter, som ikke havde været her paa tyve-tredive Aar.

Istedetfor de raske Officerer, hvis Vaaben og Gehæng klirrede henover Gulvene, gik der nu forsigtige Parykker i ældgamle Hofdragter; eller unge Sprader, som ingenting havde bestilt rundt omkring i Landflygtigheden. Og istedetfor Keiserens faste smaa Skridt i de stramme Silkestrømper og Sko eller i de blanke Rytterstøvler med en liden Sporeklirr, kom nu den fede Bourbon vraltende i sine uhyre PodagraPampusser af violet Fløiel.

*

411Naar man skal forklare sig, hvorledes det gik til i 1814 mellem de Mænd, som havde staaet omkring Napoleon, maa vi, som ved, hvad der kom bagefter, glemme De hundrede Dage og forestille os, at Bourbonernes første Tilbagekomst var den endelige Slut paa Napoleons Historie.

Under denne Forudsætning føltes det for mangfoldige Officerer i Armeen som noget ganske naturligt, at man blev i sin Stilling og aflagde Ed til det nye Statsoverhoved; man tjente Frankrige som før og var rede til at kjæmpe mod dets Fiender under de Generaler, som Regjeringen kunde finde.

Marechallerne Macdonald, Oudinot og Lefebvre kunde saaledes uden Skam beholde sine Commandoer under den franske Konge; ligesaa Victor, St. Cyr og Kellermann, Generalerne Maison, Lauriston og mangfoldige Officerer gik paa denne Maade over til Bourbonerne, mens Napoleon var paa Elba.

Men der var ogsaa dem, der havde staaet i et saa nært personligt Forhold til Keiser Napoleon, at det var dem umuligt at tjene under nogen anden. Blandt disse var Vicekongen Eugene, Napoleons Slægtninge Arrhigi og Sebastiani, 412Generalerne Mouton, Savary, Cambronne, Grouchy og mange andre.

Bourbonerne stod færdige til at tage imod de store Navne – især Napoleons tvivlsomme Venner. De trængte til dem paa mange Maader. Men ligesaa ivrige som de var, naar det gjaldt at sikre sig et Navn, som havde Klang i Evropa, ligesaa ubarmhjertige var de mod det fattige Underbefal og de simple Soldater.

Thi overalt, hvor de uden at resikere noget, kunde komme til at saare og tilsidesætte alt det, som Frankrige nu i 20 Aar havde elsket og været stolt af, der var de paafærde med den smaatskaarne Ondskab, som var egen for denne Slægt.

Hæren blev oversvømmet af gamle Generaler, som ikke viste Besked om nogenting; og som ikke vilde vide Besked om Hærens nye Organisation, dens Hæder og dens Traditioner. De yngre Adelsmænd var opvoxede i Udlandet i hovmodig Foragt for Napoleon, hans Hære og alt, hvad der kom fra ham.

Til Krigsminister valgte man strax den Mand, hvis Navn vakte de mest krænkende Minder for Armeen: General Dupont, som havde capituleret ved Baylen. Masser af Underbefal blev fjernet for at give Plads for Lakaier og Skrab; 413tre Tusinde Veteraner fra Republikens og Keiserdømmets Krige blev drevne ud af InvalideHotellet, hvor de havde faaet Tilhold, og maatte vandre om i Landsbyerne som tiggende Krøblinger, medens deres Plads optoges af gamle Kongetjenere fra Vendé, som havde strittet imod Revolutionen og Napoleon i det Længste.

Et uhyre Raseri voxede stumt og stille op i Folket i Løbet af faa Maaneder, og uden at de forblindede Bourboner og deres Mænd forstod det, var der næsten overalt i Frankrige en Stemning, der blev saa meget farligere som han, der nylig havde ført Landet til uhørt Velmagt og Glans, han levede endnu og var dem ganske nær.

Om alt dette viste Keiseren god Besked. Han kjendte sit Land saa nøie, at han i de Aviser, han fik, kunde læse sig til, hvor aldeles bagvendt Kong Ludvig greb Sagen an; og hvorledes ikke blot Armeen, men hele Folket saaledes som det var efter Revolutionen, maatte forarges og oprøres ved den taabelige og haarde Behandling.

Thi der kom igrunden ikke mange Personer til ham paa Elba – dertil passede Englænderne altfor godt paa. Men Kong Joachim havde atter gjort en af sine Svingninger og nærmet sig 414Napoleon. Han havde fra Italien den bedste Anledning til at correspondere med Øen Elba, og da han i Begyndelsen af 1815 kunde melde, at Wiener-Congressen beredte sig til at følge Talleyrands Raad at flytte ham til St. Helena, – da var Keiserens Beslutning tagen.

I al Hemmelighed samledes der lidt Ammunition fra Neapel, nogle Vaaben fra Algier og fra Genua nogle Smaaskibe. Og pludseligt paa et aftalt Tegn gik hans Folk ombord i Porto Ferajo den 26de Februar 1815 Klokken otte om Aftenen. Det var ialt c. 1000 Mand, hvoraf de fire hundrede Grenaderer gik ombord med Keiseren paa en liden Brig armeret med 26 smaa Kanoner. De andre fordelte sig paa Smaaskibene.

For at aflede Opmærksomheden gav Keiseren samme Aften en Fest, hvor hans Moder og Søster gjorde honneurs; selv listede han sig ombord i Mørket, og seilede med 6 andre Smaafartøjer afsted til Frankrige.

Den Lykke, som altid fulgte ham paa Middelhavet, var denne Gang lige saa vidunderlig som før. Han kom ind i fransk Havn den 1ste Marts med sin lille Flotille, uden at være opdaget af Englænderne. Det eneste, som hændte paa Overreisen var, at han blev praiet af en 415fransk Fregat, som spurgte, hvorledes Keiseren levede paa Elba.

Napoleon raabte selv Svaret tilbage, at Keiseren levede meget godt. Ellers blev der arbeidet, dicteret og skrevet Proclamationer under hele Reisen. –

– Den Mand, som kom fra Øen Elba – siger en moderne Forfatter – var ikke længer den General Bonaparte, som sprang i Land fra Egypten. Den lille Officer fra 1799 – mager og uimodstaaelig sikker i sin Vilje – var bleven en fed Statschef – ubeslutsom og sanselig. Alt afhænger af den legemlige Organisme. Det er de magre Folk, som fører sin Sag tilende, og dem tilhører Fremtiden; medens de som gribes af Fedmen, faar at kjæmpe med Ubeslutsomheden – eller rettere: deres Egenskaber forandrer og omformer sig.

Hos de Fede forbliver ganske vist de oprindelige Egenskaber at være de herskende: den aandrige forbliver at være aandrig; Handlingens Mand bevarer Evnen til at styre og befale. Men hos begge Slags Mennesker forandrer sig deres herskende Evner: den Aandrige bliver grovkornet og cynisk, og Energien bliver udpræget personlig og egoistisk.

Hertil kom for Napoleons Vedkommende 416andre Grunde til Nedgang og Forandring. Han var vant til den mest skandaløse Imødekommenhed fra alle de Kvinders Side, som kom i hans Nærhed. Den uforsigtige Pauline skrev Breve fra Elba, der blev opsnappede og læstes af andre. Til to Oberster af sine Intime skrev hun – til den Ene, at han ikke maatte komme, fordi Napoleon var saa skinsyg; og til den anden, at han maatte skynde sig at komme, for hun havde saa megen Tid til overs. Det synes saaledes sikkert, hvad der ogsaa har været sagt om denne skrækkelige Familie, at Napoleon stod i Forhold til sine Søstre.

Man har ogsaa altid vist, at han led af en Blære-Kathar – eller noget lignende, som voldte ham megen Pine, især naar han var forkjølet – som ved Borodino. Desuden havde han hæmorrhoidale Lidelser, som øgedes med Aarene. Imidlertid godtgjør nok Paulines Breve og nyere Forskninger, at Keiseren i de senere Aar havde veneriske Sygdomme, hvad der er af Betydning til Forstaaelse af den gradvise Nedgang og Forandring hos ham.

Men at han ingenlunde var forandret saaledes, at der var kommet noget fremmed eller nyt i ham, eller at noget af ham selv var kommet bort, det skulde snart vise sig.

417– Dersom det ikke var, fordi man ikke kan glemme al den forøgede Lidelse og fornyede Skjændsel, som kom over Frankrige for denne Hjemvendelses Skyld, saa er selve Begivenheden noget af det mest ophøiede, som nogensinde er faldet i et Menneskes Lod at opleve.

Den samme Mand, som med Nød og neppe var sluppet gjennem sit forbitrede Folk uden at blive sønderrevet, han vender nu tilbage til de selvsamme Steder ti Maaneder senere, og alle de Hære, som sendes imod ham, faar ikke før Øie paa hans graa Frak, før de bryder ud i endeløs Jubel: Leve Keiseren! Keiseren leve! og strax lystrer de denne Stemme, vender om og følger ham som før i Død og Grav.

Det begyndte ved Grenoble; Veien var spærret; Kongens Soldater stod færdige til at give Ild paa Napoleon og hans lille Flok. Da gik han frem tilfods foran sine Grenaderer, slog sin gamle Batalje-Frak tilside og sagde med sin rolige Stemme:

«Er her nogen, som vil dræbe sin Keiser?»

Saa var alt forbi. Et eneste: Leve Keiseren! brød løs fra Rækkerne.

Et eneste Geværskud fra den ene eller den anden Side vilde have vendt det hele.

Den tapre Oberst Labedoyère førte det 7de 418Regiment over til ham; han drog ind i Fæstningen Grenoble; Borgerne knuste selv Portene; Jubelen var ubeskrivelig; og Keiseren var med en Gang igjen Soldaternes Afgud og Frankriges Herre.

Saasnart det rygtedes i Paris – det gik ikke fort for hundrede Aar siden – indeholdt «Moniteuren» en kongelig Resolution, som satte General Bonaparte udenfor Loven; medens Bladet samtidig fortalte Paris, at det formastelige Forsøg var fuldstændig mislykket, og at Bonaparte uden Tilhængere holdt sig skjult for Folkets Hævn oppe i Bjergene.

Imidlertid var Kongens Brodersøn Hertugen af Angoulème sammen med Marechallerne Massena og Macdonald og Generalerne Marchand og Duvernet i Lyon, forat stanse Napoleon der.

Men Tropperne forlod dem; Hertugen og Macdonald maatte flygte ud af Byen og Lyon modtog Keiseren ligesom Grenoble.

Han havde i Grenoble sagt de Ord, som mange knyttede de største Forhaabninger til: Jeg vil herefter ikke være Frankrigs Enehersker, men dets bedste Borger.

Men alt i Lyon kom det for en Dag, at Eneherskeren var i ham, og værre end før.

419Han udstedte et Decret, hvori han ophævede Kammerne og indstævnede en ny extraordinær Forsamling af Rigets Valg-Collegier, som skulde revidere Forfatningen og krone Keiserinden og Kongen af Rom. Men samtidig udkom der ogsaa et andet Decret, hvorefter en Række af de frafaldne skulde anklages og deres Godser strax inddrages – blandt andre Talleyrand, Marmont og Bourienne. Augereau blev paa Generalernes Forbøn strøget af Listen.

Selv General Bertrand – ja selv Maret vægrede sig for at underskrive disse Decreter.

«Jeg vil ikke underskrive. Dette er ikke, hvad Keiseren lovede os,» sagde Bertrand.

Og ved en Banket i Lyon, da Keiseren spurgte sin Borddame Madame Duchatel, om hendes Mand, der var Directeur for Statens Eiendomme, havde skyndt sig med at confiskere Talleyrands Godser, svarede denne Dame tørt: Det har ingen Hast – Deres Majestæt!

Keiseren bøiede af og talte om noget andet.

Den arme Marechal Ney, hvis Hoved og Forstand ikke paa langt nær stod i Forhold til hans Mod og Tapperhed, havde paa en Maade lovet Ludvig den 18de, at han skulde bringe ham Napoleon fangen i et Jernbur.

420Men da han nærmede sig sin gamle Herre, faldt ogsaa han tilfode.

Napoleon tog vel imod Ney og omfavnede ham. Men alligevel! – de følte begge to, at dette Jernbur var mellem dem; og Forholdet blev aldrig som før mellem Ney og Keiseren; – og hellerikke blev Ney mere den, han havde været før.

Den 20de Marts Klokken fire om Morgenen red Napoleon atter ind i Slotsgaarden i Fontainebleau, hvor han havde været Fange Aaret før og taget Afsked med sin Garde. Nu havde han hele sin Hær igjen.

Og i den samme Nat forlod Ludvig den 18de sine Fædres Slot omgiven af en liden forskræmt Skare, som bare tænkte paa at slippe bort fra Paris.

Wiener-Congressen, hvor det efterhaanden var blevet smaat med Enigheden, smeltede strax sammen i et fast Forbund mod den fælles Fiende. –

– Den 20de Marts om Aftenen kom Keiseren kjørende ind i Paris. Foran Tuillerierne blev han grebet af Mængden, som ikke længer kunde styre sig, løftet ud af Vognen og baaret op ad Trapperne ind i sine oplyste Sale, hvor han fandt sine gamle Ministre og Marechaller, 421Officerer, Embedsmænd og Hoffets Damer. Alle Bonaparterne var der ogsaa – lige til Lucien.

En improviseret Livvagt bestaaende af bare Generaler tog Plads i hans Forgemakker, og Glæden var almindelig overalt.

Næste Morgen stod der i «Moniteuren».

«Hans Majestæt Keiseren vendte iaftes tilbage fra Fontainebleau.»

I en utrolig Fart omskabtes Paris og tildels det store Land; og Frankrig blev atter i De hundrede Dage Keiserriget i Kamp med det øvrige Evropa.

Mange af hans trofaste Tilhængere var strax rede til at indtage Stillinger, de havde havt før, saaat meget af den vidtløftige Administration gled tilbage i det gamle Leie og fungerede næsten uden Stans. General-Postmesteren Lavalette, som Kongen havde afsat, bemægtigede sig uden videre sine gamle Kontorer ved de første Efterretninger om Napoleons Landstigning.

Men mange havde nu vanskelige Tider. Officererne havde i tusindvis svoret til Kong Ludvig, og nu var Keiseren der igjen og bød dem at komme tilbage. Det var ikke saa godt at staa imod, og ikke godt at vide, hvorledes 422alt dette vilde ende. Selve hans Gjenkomst og den Maade, hvorpaa hele Landet tog imod ham, syntes at borge for, at Fremtiden atter var hans.

Men hvad Nationen først og fremst ventede paa, da man nogenlunde var kommen til Ro efter den store Overraskelse, var, at Napoleon skulde gjøre Alvor af de Ord, han gjentagende havde udtalt, fra han steg i Land – nemlig, at han vilde give Frankrige en fri Forfatning og selv styre Staten i konstitutionelle Former.

Men tiltrods for alle sine gamle Venners og Tjeneres Raad og Modstand, lod Keiseren offentliggjøre en Tillægs-Akt til Keiserdømmets Forfatning, der forudsatte og opretholdt det absolute Enevælde som før.

Med en Gang forstod Frankrig, at Napoleon var kommen tilbage ganske uforandret, uden Forstaaelse af Folkets Krav paa Frihed, saaledes som man kunde have ventet det af en stor Karakter efter saadanne Prøvelser. Alle Venner af lovlige Tilstande under en fri Forfatning, og som med Glæde havde hilset ham igjen som den Dictator, der skulde frelse Landet for Bourbonernes uforstandige og ondskabsfulde Tvangsregimente, de følte sig bittert 423bedragne, og trak sig tilbage – skuffede og ulykkelige.

Fra denne Dag var der intet at stille imod den nye Ydmygelse, Evropa beredte Frankrige: en Hær i den ene Mands Haand, og en Nation, som forholdt sig taus, og som mistrøstig saa det uundgaaelige komme.

Keiseren udnævnte 118 nye Medlemmer af Pairs-Kammeret. Med denne Hædersbevisning havde han ikke denne Gang vendt sig fortrinsvis til de gamle adelige Navne, som han ellers havde en Svaghed for. Der var en fem-sex, som frabad sig Æren – blandt dem var Marechal Macdonald, hvilket gik Keiseren meget nær. Bagefter løb alle Emigranterne rundt og roste sig af, at de havde afslaaet at modtage Pairs-Værdigheden af Napoleon.

Videre lod han ogsaa afholde det store Møde, han havde indvarslet. Det blev kaldet Champ de Mai og skulde gjenkalde den høitidelige Ed, som Ludvig den 16de havde svoret i 1790 paa den samme Plads.

Et uhyre Alter var opført paa Marsmarken. Napoleon optraadte i en fantastisk ImperatorDragt med en uhyre Fjær-Hat, som vanklædte den lille tykke Mand. Ceremoniellet, som han selv havde ordnet, var pompeust, der var store 424Ord, Eder og Løfter i Manifest-Stilen; Armeen jublede, men ellers var Stemningen mat; og der kom ikke noget ud af det hele. Det var den 3die Juni.

Endelig brød Krigen løs; Napoleon forlod Paris Natten mellem den 11te og 12te Juni.

Feldttoget blev kort og førtes kun i Nord ved den belgiske Grænse mod Englænderne under Lord Wellington og Preusserne under Feldtmarschal Blücher.

Murat fik aldrig mere Fred i sin Sjæl. Nu var han igjen svinget over til Napoleons Side. Den 3die Mai tog han i utide og imod Napoleons Ordre og angreb Østerrigerne ved Tolentino, hvor hans Neapolitanere blev ynkeligen slagne. Selv kastede han sig Gang paa Gang imod Fienden; men han var og blev usaarlig. Efter en planløs Omflakken blev han fangen, stillet op mod en Væg og skudt.

– For siste Gang mødte de op i den siste Hær de store Navne. Men der manglede mange af Keiserens beste Generaler. Davoust havde truffet Napoleon i Paris og havde modtaget Stillingen som Krigsminister. Marechal Soult kom fra Spanien og tog en Commando; ligesaa Generalerne Clausel, Decaen og Labord. Der kom kanske forholdsvis flest Officerer fra 425Spanien, hvor de ikke havde oplevet det russiske og sachsiske Feldttog og Napoleons Nedgang. Ney var med; Exelmans, Gèrard og Girard, Morand, Friant, Lefebvre-Desnouettes, Pajol og Vandamme.

General Grouchy var bleven Marechal.

Napoleons Plan var, at Marechal Ney med venstre Fløi jo før jo heller skulde tage Stillingen Quatre bras henimod Brüssel, hvor Lord Wellington havde sit Hovedkvarter. Samtidig skulde Marechal Grouchy tage Landsbyen Fleurus; derved vilde Wellington og Blücher været blevet skilt fra hinanden.

Planen var god, og alt saa ud til at gaa efter Beregning. Den 14de Juni om Aftenen var der fuldkommen Ro og Tryghed i Brüssel, Charleroi og Namür; Ingen anede Keiserens Planer, og Hæren rykkede frem.

Men den 15de om Aftenen deserterede en fransk General og gik med to Oberster over til Preusserne, hvorved Napoleons Plan blev kjendt for Blücher.

Det var General Bourmont, som blev Forræder. Han var en tapper Officerer og havde kjæmpet med uforfærdet Mod lige til Slaget ved Montereau i 1814, hvor han blev saaret. Han var forresten af de Officerer, som Napoleon 426selv ikke havde nogen synderlig Tillid til; men Ney og Girard havde anbefalet ham saa stærkt, at han fik en Commando; – der var ikke længer saa mange Generaler at vælge mellem, og Napoleon fulgte ikke længer bare sit eget Hoved.

Den samme General Bourmont, som svigtede Napoleon Aftenen før et Slag, kom til Ære og Værdighed hos Bourbonerne og endte som Marechal efter Krigen i 1830 i Algier. –

Men værre end dette var den Omstændighed, at Ney slet ikke førte sit Corps saaledes som han pleiede. Istedetfor at gaa raskt frem med hele sit 2det Corps til Frasnes, hvorved 1ste Corps kunde taget Stilling i Gosselees, og hvorved Quatre bras, som kun ligger et lidet Stykke Vei fra Frasnes, med Lethed kunde været besat, lod Marechallen bare en liden Styrke avancere til Frasnes, hvoraf Følgen blev, at den venstre Fløi blev liggende for langt tilbage.

Den 16de Juni slog Keiseren Blücher i det store Slag ved Ligny. Her faldt General Girard – en af Heltene fra Lützen.

Baade før og under Slaget sendte Napoleon Bud paa Bud til Marechal Ney, at han med al sin Kraft maatte gaa østover fra Quatre bras 427og kaste Preusserne tilbage paa Grouchy, som var ved Sombreuf. Dette vilde fuldstændig have indesluttet Blüchers Armé.

«Frankriges Skjæbne er i Deres Haand,» lod Keiseren sige til Ney; «i Løbet af 3 Timer kan Krigen være afgjort.»

Men nu indtraf der det Uheld, at General Drouet – Greve af Erlon –, ikke Artillerigeneralen Drouot – gjorde en misforstaaet Maneuvre, hvorved Øieblikket til at omslutte Preusserne gik tabt.

Napoleon brød da tvers igjennem Fienden. Blücher, som allerede troede, at han havde Sejeren i sin Haand, blev stanset af det franske Cavalleri under Milhaud og Gérard. Den gamle Feldtmarechal faldt selv indunder sin Hest, og de franske Ryttere jog over ham uden at blive ham var.

Der faldt ved Ligny 20,000 Preussere; 40 Kanoner og 8 Faner erobredes. Det var en fuldstændig Seier; men Ingenting imod, hvad det kunde blevet uden Grev d’Erlons Misforstaaelse, og om Ney var kommen frem med den venstre Fløi i rette Tid.

Efter Slaget sendte Napoleon sin Adjutant Flahaut til Marechal Ney med Ordre til nu endelig at sætte sig fast i Stillingen ved Quatre 428bras og opholde Wellington, indtil Keiseren kunde naa frem.

For nu at holde Blücher og General Bülow væk, mens han gjorde det af med Englænderne, sendte Keiseren Marechal Grouchy med hele 50,000 Mand østover forat passe paa de preussiske Generaler.

Dette blev Ulykken. Blücher, som ganske rigtig havde fundet Bülow, vandt saa megen Tid og marscherede saa hurtigt, at han kom forbi Grouchy nordenfor og kunde ile vestover mod Waterloo, hvor han ankom paa Slagmarken om Eftermiddagen.

Slaget var begyndt Klokken et; og den hele Slagplan var baseret paa, at Grouchy skulde komme med sine 50,000 Mand før Tyskerne.

Og i Virkeligheden var Slaget udpaa Eftermiddagen saa godt som vundet over Englænderne. Ney havde gjenfundet sig selv paa Slagmarken og gjorde Vidundere af Tapperhed. Tilslut løb han tilfods i Spidsen for sine Batailloner af Garden – sammen med Friant, Cambronne og Duhesme.

Men Grouchy marscherede den Dag paa en aldeles uforklarlig Maade bort fra Kamppladsen; ikke agtede han paa de Bud, han fik fra Exelmanns og Gèrard; eiheller fulgte han den gamle 429General-Ordre i Napoleons Arméer: altid at marschere efter Kanonerne; og da han ikke kom frem til Slaget, men derimod Bülow og lidt efter Blücher, var Slaget uigjenkaldelig tabt for de Franske.

Hele Arméen gik fuldstændig tilgrunde. Nogle trodsige Rester af Garden blev staaende paa Sletten og reddedes tilslut bort af Morand og Colbert.

I begge disse Slag – ved Ligny og Waterloo – er det paafaldende, hvor ofte alt synes at hænge i et Haar.

Havde Ney været snar, kunde han have fanget Lord Wellington paa Ballet i Brüssel. Havde d’Erlon ikke giort den feilagtige Maneuvre, kunde Preusserne været indesluttede ved Ligny; Blücher kunde været fangen, om nogen bare havde faaet Øje paa ham; og Slaget ved Waterloo kunde Napoleon vundet, om Grouchy havde gjort sin Pligt.

Alt dette betyder formodentlig, at hele dette Apparat, som før var saa akkurat og feilfrit, det var udslidt – ligesom selve Chefen. Hans Generaler havde i Rusland tabt den blinde Tillid til hans Uovervindelighed; og denne Tillid viste sig nu at have været den egentlige Grund til deres egen Uovervindelighed.

430I den ubeskrivelige Forvirring, som endte dette Slag, red Napoleon alene og ukjendt bort med Strømmen af de flygtende.

Efter Slaget havde Generalstaben med Hertugen af Bassano og Keiserens Secretairer tabt ham afsyne. De ledte længe efter ham, indtil de fik vide, at han var seet at ride paa Veien til Laon; de skyndte sig da efter ham gjennem Forvirringen og det fiendtlige Rytteri, som over alt var paafærde.

Tilfældigvis mødte de Keiser Napoleons egne Rideheste, som blev ført bort; de tog strax hver sin Hest; kun Maret var saa indgroet i sin Ærbødighed, at det kostede de andre den største Møie at faa ham til at stige op paa et af Keiserens egne Dyr, da Preusserne allerede var lige over dem.

De gjenfandt Keiseren i Philippeville i en ubeskrivelig Forfatning, i et elendigt Hus, uden Vogne – uden nogen Ting!

Hans Officerer var sønderrevne og ukjendelige af Søle og Blod, deres Øine var opsvulmede af Graad, og de var ganske ude af sig selv.

Lykkeligvis kom Marechal Soults Vogne denne Vei. Keiseren steg ind i en Calesche med Bertrand. I den næste sad Maret og Drouot og et Par Generaler; og i den tredie kjørte de yngre 431Officerer: Fleury, Labedoyère, Flahaut og Corbineau.

Officererne talte sammen underveis.

Labedoyère mente, at Ulykkerne vilde samle hele Frankrige.

Fleury var derimod af den Mening, at Kamrene snart vilde kaste sig over Keiseren som den, der havde ødelagt Fædrelandet.

«Ja isaafald,» sagde Labedoyère, «har vi de Allierede igjen i Paris om otte Dage, og dernæst Bourbonerne; og den første, som blir skudt, det blir jeg.»

Flahaut mente, at Keiseren var fortabt, hvis han gik til Paris. Alene ved Hjælp af Arméen og i Spidsen for den kunde han underhandle med de forenede Fyrster til Fordel for sin Søn.

«Men» – tilføiede han –, «kanske er allerede i dette Øieblik de fleste Generaler ifærd med at indsende deres Underkastelse til Kongen.»

«Jeg mener som Flahaut,» sagde Fleury, «han er fortabt i Paris. Aldrig i Verden vil man tilgive Keiseren, at han fire Gange har forladt Arméen: i Egypten, i Spanien, ved Smorgoni og nu her – midt i Frankrige.»

I Laon var der samlet en 3,000 Mand omkring 432Kong Jerome, der endelig var bleven en Mand i Ulykkerne og opførte sig godt. Her var ogsaa Marechal Soult og Generalerne Morand, Colbert og Petit.

Det var den almindelige Mening blandt de høiere Officerer, at Keiseren burde ile til Paris, og de drev stærkt paa, for at bevæge ham hertil.

Men Keiseren stred længe imod; og da han tilslut gav efter for de indtrængende Raad, sagde han:

«Velan! jeg gaar til Paris. Men jeg føler mig overbevist om, at I lader mig begaa en Dumhed.»

Disse Ord ligner ikke meget General Bonaparte.

Han overlod til Marechal Soult, der indtog Berthiers Plads som Chef for General-Staben, at samle og organisere Levningerne af Armeen og satte sig til at dictere Bulletinen for Slaget ved Waterloo og forelagde den for Generalerne.

Keiseren gjorde i denne Slagberetning ligesaa aabent rede for Nederlaget som i den 29de Bulletin i Smorgoni; men underligt nok, det var næsten ikke muligt for Generalerne at faa ham til at medtage, at alle de keiserlige Vogne var faldne i Fiendens Hænder. I dem var hans 433Klær, Penge og Papirer og intimeste Smaating samt et meget kostbart Diamant-Halsbaand, som hans Søster Pauline havde givet ham som en Hjælp i et Nødsfald.

Ved Ankomsten til Paris steg Keiseren af ved Palais Elysée – ikke ved Tuillerierne; der kom han aldrig mer.

Hvis han – som han selv havde tænkt var traadt frem i Deputerkammeret, saaledes som han kom lige fra Slagmarken, og med sin uimodstaaelige Veltalenhed havde skildret, hvilke store Forsvarsmidler der endnu i Virkeligheden stod til hans Raadighed – takket være hans storartede Forberedelser – det kunde kanske endda hændt, at han havde revet Forsamlingen med sig og opnaaet nye Offere af det udpinte Land.

Men en uhyre Udmattelse havde endelig overvundet den stærke Krop. Fra den 15de Juni havde Keiseren siddet paa Hesten næsten uafbrudt – tildels under store Smerter, ført an i to Slag i tre Dage og gjennemgaaet den skrækkelige Nat efter Waterloo, – han var ganske ude af Stand til at tale i en stor Forsamling.

Imidlertid fik Fouché vendt Stemningen mod Keiseren i Deputerkammeret; Pairskammeret 434fulgte efter, og Napoleon blev nødt til at frasige sig sine Kroner for anden Gang; han gjorde det til Fordel for sin Søn Napoleon den 2den. En provisorisk Regjering blev dannet af Fouché, Carnot og General Grenier, som skulde forhandle med de allierede Fyrster, der nu for anden Gang nærmede sig til Paris.

Den 22de Juni androg Keiseren om at faa til sin Disposition to Fregatter, som laa i Rochefort, for at føre ham og hans Familie over til America. Han besluttede at afvente Svar paa denne Anmodning i Malmaison, da der efterhaanden blev en saadan Trængsel af Nysgjerrige omkring Palais Elysé.

Havde han faaet Skibene, dengang han bad om dem, kunde han med Lethed sluppet ud; thi Englænderne holdt endnu ikke Kysten bevogtet. Men Fouché, hvis høieste Ønske det var, at en eller anden skulde tage Napoleon afdage, forhalede Tiden og fandt paa med stor Ostentation at sætte de to Fregatter istand; medens han samtidig sendte Bud til Wellington med Anmodning om Passer for Napoleon med Følge.

Der behøvedes ikke saa meget, for at vække Englændernes Aarvaagenhed, og det blev herefter umuligt at forlade den franske Kyst.

435Mens Keiseren var i Malmaison, hvor han havde levet Sin lykkelige Tid som Førsteconsul, red Grev Flahaut en Dag ind til Paris, for endelig at faa disse Passer, saa at man kunde komme afsted. I Tuillerierne traf han Fyrsten af Eckmühl.

«Eders Bonaparte tager Tid med at komme afsted» – sagde Davoust, sig ham fra mig, at det er best, han skynder sig; og hvis han ikke reiser paa Øieblikket, vil jeg lade ham arrestere, – jeg skal selv komme og arrestere ham!»

«Aldrig havde jeg troet,» svarede Flahaut, at faa høre saadan Tale af en Mand, som for otte Dage siden laa for Keiserens Fødder.»

Davoust fór op og vilde have Adjutanten straffet; men Grev Flahaut indgav strax sin Afskeds-Ansøgning.

Da han kom tilbage til Malmaison og fortalte om Mødet med Davoust, sagde Keiseren ganske sagtmodigt: «Lad ham komme, jeg er beredt til at række ham min Hals.»

Raadvildheden og Forvirringen mellem Napoleons Officerer var nu paa sit høieste; mangfoldige havde compromitteret sig i De hundrede Dage; og alle anede, at naar Bourbonerne nu kom igjen, var de ikke til at spøge med.

436Savary og mange andre tog Afsked. Massena var gaaet over til Kongen allerede ved den første Restauration, og Napoleon havde forgjæves sendt Bud til ham, da han kom fra Elba. Marechalen fik Commandoen over National-Garden i Paris efter General Durosnel – den samme, som reddede sin Kone paa Ballet hos Fyrst Schwartzemberg.

Under Feldtoget i Rusland kom der Efterretning til Paris, at General Durosnel var falden. Hans Gemalinde klædte sig selv og hele sit Hus i dyb Sorg. Men da der en Tid efter kom Bud, at Generalen bare var saaret, rev hun Sørgeklæderne af sig og befalede alle sine Tjenere at bringe deres sorte Klær ned i Hotellets Gaard, hvor hun brændte det altsammen op i en stor Houg under den mest levende Glæde.

Marechal Jourdan og General Rapp var ved Rhinarmeen og blev staaende i deres Commandoer.

Napoleon bad General Drouot, som havde været med paa Elba, om at følge ham til America. Men Drouot syntes ikke, at han kunde forlade sin Commando over Keisergarden, som ellers vilde gives til Pris for Bourbonernes Mishandling. Keiseren henvendte sig da til 437Savary – Hertugen af Rovigo, og han var villig til at følge.

Imidlertid nærmede de forenede Armeer sig, og Preusserne syntes at stile lige paa Malmaison. Keiseren tog da Afsked med Dronning Hortence og de faa trofaste Venner og Tjenere, som endnu var omkring ham.

Den 3die Juli kom han til Rochefort med Savary og Bertrand.

Just den samme Dag blev Paris overgivet til Feldtmarschal Blücher i Saint Cloud, hvor han havde opslaaet sit Hovedkvarter. Den franske Armé blev sendt over Loire for at afvæbnes.

Samtidig offentliggjorde «Moniteuren» en Declaration fra Kongen:

«Jeg erfarer at en Dør til mit Kongerige er aaben; jeg iler tilbage …»; det er ganske vist en anden Stil end Napoleons.

Denne Declaration, der var expederet af Talleyrand som Ministeriets Chef, indeholdt ogsaa Kongens Tilgivelse til alle undtagen Deltagerne i De hundrede Dages Frafald.

I Rochefort og paa den franske Vestkyst var der endnu megen Stemning for Keiseren. Ved Bordeaux havde General Clausel nogle Skibe i Beredskab. Men da det vitterligt var 438umuligt at slippe forbi Englænderne, gik Napoleon efter sin egen Vilje og Beslutning ombord paa den engelske Fregat Bellerofon og sagde til Capitaine Maitland: Jeg overgiver mig til det engelske Folks Ædelmodighed.

I Virkeligheden kunde han ikke gjøre noget andet eller noget bedre. Om han var bleven taget til Fange, kunde det ligefrem blevet livsfarligt for ham. Og hvor liden Pris Napoleon satte paa Livet i dette Øjeblik, er det dog altid for en Officer en utaalelig Tanke at blive taget tilfange, afvæbnet og kanske skudt af en Peloton Soldater.

Til alle de fremmede Fyrster havde hans Forhold været af en saadan Art, at et Gjensyn med dem i hans nuværende Stilling maatte være en Pine værre end Døden. Kongen af Preussen, som han paa det ubarmhjertigste havde plyndret og haanet; Keiseren af Østerrige – hans egen Svigerfar, hvis Hære ha havde slaaet i 20 Aar, og endelig Keiser Alexander af Rusland, som paa den koldblodigste Maade havde holdt ham for Nar og anført hans Ødelæggelse.

Af Englændere kjendte han dog bare Undersaatter; Fiender var de, men han havde jo ikke andet.

439Og naar han stolede paa den engelske Nations Ædelmodighed, havde Manden ogsaa Ret. Thi naar det blev en saa grundig Skuffelse, saa var dette ikke blot en Skuffelse for Napoleon, men for den ganske Verden, som baade dengang og idag har langt bedre Tanker om den engelske Nation: og jeg tror, at Storbritaniens gentlemen skammer sig den Dag idag.

Thi selv om der er overdrevet stærkt, saa er der saa meget sikkert og vist, at Napoleon blev behandlet med en udsøgt Smaalighed og pint og fortrædiget paa den smagløseste Maade. Havde der blandt hans Fiender været en eneste virkelig stor Mand, kunde han forhindret, at de Allesammen blev overleveret til Efterverdenen med Skammen over sig for den lave Hævn, de tog.

Napoleon skrev et Brev til Prins-Regenten – til den mægtigste, den standhaftigste og den ædleste af hans Fiender.

Men det gik med dette Brev som med alle Napoleons Haandskrivelser til Souverainerne – ja værre; thi Gourgaud, som var Overbringeren, slap ikke engang i Land i England. Og da Bellerofon havde krydset i det uendelige under Englands Kyst, kom der Besked, at 440General Bonaparte skulde føres til Sankt Helena. Han selv og alle hans Ledsagere blev afvæbnede og visiterede. Diamanter, Penge og Værdisager blev dem fratagne, forat «anvendes til deres Underhold.» Alle Breve frem og tilbage skulde læses af Gouverneuren.

Generalerne Bertrand, Montholon og Gourgaud samt Kammerherren Las Cases fik Lov til at følge med. Derimod maatte Generalerne Savary og Lallemand, som allerede var dømt til Døden af Kong Ludvig, gaa fraborde.

Den 7de August blev Keiseren og hans Følge ført over paa Fregatten Northumberland, og den 17de October blev han sat iland paa Øen St. Helena.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.