V

241Allerede i 1808, medens endnu Alliancen mellem Rusland og Frankrige stod ved Magt, laa Marechal Bernadotte med spanske Tropper i Jylland, for at true Sverige med Indfald fra den Kant, saaat Rusland kunde faa des mere Magt til at erobre Finland. Men i Virkeligheden havde Marechalen bestemt Ordre fra Keiseren til Ingenting at foretage sig mod Sverige. Denne Del af Ordren skjulte han imidlertid, og roste sig siden af sin Uvirksomhed, somom det var noget, Svenskerne skyldte ham stor Tak for.

Men saa snart det i 1811 blev vitterligt, at Krigen mellem Napoleon og Alexander maatte bryde ud, forestillede Bernadotte den franske Gesandt i Stockholm, at en svensk Hær, der faldt ind i Finland, vilde være en god Støtte for Napoleon. For denne Hjælp forlangte den svenske Kronprins Norge.

242Ja han havde endog den Frækhed – siger Thiers – at true med at gjøre de Franske Skade, hvis han ikke blev hjulpet til at erobre Norge, – en Frækhed, der var saa meget mere oprørende, som han selv for kort Tid siden havde baaret fransk Uniform.

Bernadotte kunde ikke nedlægge, at Napoleon ikke gik ind paa hans Plan med Norge. Da han navnlig skyldte de franske Armeers Glans sit Valg til Tronarving; og da han ingenlunde vandt ved at læres nærmere at kjende; – thi man opdagede snart, at han var forfængelig, stortalende og rundhaandet med taabelige Løfter, medens hans militaire Talent aldeles ikke var saa stort som han selv troede, var det hans store Drøm at indynde sig i Sverige ved en Erobring.

I November 1811 havde han en Samtale med den franske Gesandt i Stockholm Monsieur Alquier.

Efter nogle undvigende Forklaringer angaaende visse Begunstigelser, som de engelske Kjøbmænd allerede havde nydt i Gøteborg, spurgte Bernadotte paa en uforskammet Maade: hvorfor Frankrige lønnede hans Fortjenester saa slet?

243Gesandten mente, at Sveriges Trone maatte vel være Belønning nok.

Hvis man – siger Thiers – i hint Øjeblik havde kunnet se ind i Fremtiden, maatte man vistnok behandlet dette taabelige Hovmod med Skaansel. Men man vil forstaa den franske Gesandts Forbitrelse; thi der gives Ting, som man ikke kan taale, selv om Døden truer.

Den nybagte Kronprins optraadte idetheletaget i denne Samtale med et høist mærkværdigt Praleri. Han mindede om alle de Slag, han havde deltaget i og paastod – som han pleiede i en fortroligere Kreds – at det var ham, som vandt Slaget ved Austerlitz, hvor han ikke løsnede et Skud, Slaget ved Friedland, hvor han sletikke var tilstede og Slaget ved Wagram, hvor han begge Dage flygtede med sin «Granitcolonne».

Derpaa fór han op og sagde, at han meget godt kjendte den ugunstige Stemning mod ham i Paris. Men nu regjerede han over et Folk af Kjæmper, som forgudede ham, og for hvem ingen Fiende vilde holde Stand, naar han commanderede: fremad!

Dette er for galt! – raabte Gesandten.

Men Bernadotte, som befandt sig i en feberagtig Ophidselse, raabte til sin lille Søn Oscar: 244Ikke sandt! du vil følge din Faders Exempel og foretrække Døden for Skjændsel!

Monsieur Alquier indberettede hele denne Samtale for Keiseren, som bare smilede og afbrød al Forbindelse med Sverige.

Men herover blev man igjen ængstelig i Sverige; og den gamle Konge saavelsom Kronprinsen prøvede Tilnærmelser. Men samtidig knyttede Bernadotte paa egen Haand hemmelige Intriger med Rusland og England, idet han til Forklaring af sit Frafald og sit Forræderi mod sin Velgjører lod sige, at Napoleon desværre gjennem hele deres Liv havde forfulgt ham – Bernadotte – med sin Misundelse.

Men Sandheden var jo netop den, at Grunden til Bernadottes Had var fra først af og hele Tiden Misundelse.

Misundelig, som han var af Naturen, vovede han endog at være skinsyg paa den Mand, som altid burde have staaet ham altfor høit til at kunne være Gjenstand for hans Misundelse; thi General Bernadotte kunde aldeles ikke taale nogen Sammenligning med General Bonaparte.

At Bernadotte kunde være skinsyg paa Moreau, Massena, Lannes eller Davoust, det kunde 245man endda forstaa, skjønt hver af disse var ham tusinde Gange overlegen. Men til at blive skinsyg paa Napoleon hørte der isandhed hele Misundelsens Vanvid hos en Mand af hans sneverhjertede Tænkemaade og ringe aandelige Begavelse.

Det var underligt for mig, som netop havde læst alt dette om Bernadotte, i 1896 at høre Kong Oscar den Anden sige: Den Eneste, som kunde have remplaceret Napoleon, var min Bestefader.

Kongen sagde det saa roligt og afgjørende, at man kunde mærke, at saaledes havde de lært ham Verdenshistorien.

– Den 20de Mai 1812 var det franske Keiserpar i Dresden.

Napoleon blev bange for, at som Sagerne nu stod mellem det russiske og det franske Hof, skulde det muligens ikke lykkes Grev Narbonne at naa helt frem til Zaren personligt med sin Sendelse. Og da dette for Napoleon var alt, vilde han forsøge et endnu mere afgjørende Skridt gjennem sin Ambassadeur i Sanct Petersburg – Grev Lauriston.

Han sagde derfor til Maret – Hertugen af Bassano: Skriv til Lauriston, at han skal begive sig til Wilna, (hvor Keiser Alexander var ved 246Armeen), og lad ham sige, at jeg, som længes efter at gjøre Ende paa denne Pennekrig, har givet han Ordre til at gjennembryde alle Skranker og naa frem til selve Zarens Person, for at høre af dennes egen Mund et forklarende Ord, der kan aabne Veien til Forstaaelse mellem os To.

Da Grev Lauriston fik dette Brev, bad han strax om sine Passer, forat forlade Hovedstaden og afgaa til Wilna; men han fik dem ikke.

Imidlertid forsamlede der sig i Dresden hos den gamle Konge af Sachsen et Hof omkring den franske Keiser og Keiserinde, som Evropa aldrig havde seet Mage til, og heller aldrig mere faar se Magen til.

Keiseren og Keiserinden af Østerrige vare komne af sig selv, for at hilse paa deres Datter og Svigersøn og ønske ham tillykke med det store Tog. Kongen af Preussen var der ogsaa. Han tilbød Napoleon sin Søn til Adjutant noget Napoleon afslog af Delicatesse. Alle Konger og regjerende Fyrster fra det øvrige Tyskland mødte frem med de varmeste Ønsker og med Forsikring om Troskab i Kampen mod den russiske Zar, som nu syntes at være Alles Fiende.

Det var under Opholdet i Dresden, at Grev 247Ségur den Ældre sagde sin berømte Vittighed. Det hændte ham, at han en Dag kom lidt for sent til et Møde; Keiseren sendte ham et Par Øine. Men den smidige Ceremonimester svarede:

«Deres Majestæt maa undskylde, at jeg kommer lidt sent; men jeg blev opholdt; – der var en saadan Trængsel af Konger i Deres Majestæts Forgemakker.»

Fra alle disse Fyrster skulde der følge Troppekorpser med paa Toget. Keiseren, som i Paris var kommen til at synes godt om Fyrst Schwartzemberg, havde forlangt, at han skulde anføre den østerrigske Hær, som skulde rykke ind over den russiske Grænse i sydvest og være til Dækning og Støtte for den store Armé paa den Kant.

Blandt alle disse Fremmede var der vel neppe En, som ikke inderst inde ønskede, at det maatte gaa Napoleon saa galt, at de kunde vove at forlade ham og lade ham i Stikken. Det ulmede overalt i Tyskland; den folkelige Reisning var begyndt at smelte de unaturlige Grænser mellem den mishandlede Nations Smaastater. Det var ikke at undres over, at der overalt sukkedes efter Hævn og at Alle stod rede til at afkaste den forfærdelige Byrde.

248Derimod maa det vække alle Tiders Forundring og trodse ethvert Begreb om en Mands Hæder og Ære, naar Bernadotte i Begyndelsen af 1812 spandt sine mangfoldige Rænker.

Til det engelske Parti i Sverige sagde han, at han ikke vilde være Napoleons Træl, men først og fremmest tænke paa sit Riges Handel og Fordel.

Til sit eget Parti, der havde valgt ham som Napoleons General, talte han høit om Æren og de svenske Vaaben.

Og til de Allierede sagde han, at han stod rede paa første Signal til at afkaste Frankrigs Aag. Han skulde gjøre Landgang med 30, ja med 50,000 Svensker og ødelægge Franskmændene i Polen – naar man bare vilde sikre ham Norge.

De fremmede Magter kunde næsten ikke tro paa saa megen Falskhed, især følte den skikkelige Konge af Preussen sig saaret og frastødt.

Bernadotte drev det endog saa vidt, at han tilbød sig at bringe en Fred istand med Tyrkerne for at lette Rusland, – overalt optraadte han som Frankrigs mest virksomme Fiende.

Den 5te April afsluttede Sverige en Forbundstraktat med Rusland, som lovede at hjælpe 249til ved Erobringen af Norge; denne Overenskomst skulde være hemmelig.

Officielt skulde det svenske Cabinet erklære, at det ikke var Ruslands Allierede. Denne Neutralitet skulde da paa et passende Tidspunkt forandres til Krig med Frankrige. Saaledes skulde Overgangen dannes til denne Troløshed, der er en af de afskyeligste, Historien omtaler.

Imidlertid havde Kronprinsesse Desideria, som fremdeles opholdt sig i Paris og som ikke var at formaa til at komme til Stockholm optaget som hun var af andre Ting, hun havde følt det pinlige i Misstemningen mellem Sverige og Frankrige, og hun forsøgte nu at indlede Tilnærmelser.

I Forbindelse hermed sendte Bernadotte Monsieur Signeul til Maret. Hertugen af Bassano, som var med Keiseren i Dresden, med tvende Documenter. Det ene – det officielle – indeholdt, at vistnok stod Sverige for Øieblikket nærmest paa Ruslands Side; men Bernadotte kom fremdeles med det latterlige Tilbud at optræde som Mægler mellem Alexander og Napoleon!

Den anden – den hemmelige – Note indeholdt: Bernadotte havde ingen Fordel af Finland; men hvis man tilstod ham Norge, var 250han rede til strax at slutte Forbunds-Traktat med Frankrige.

Napoleon, som meget vel kjendte den hemmelige Traktat af 5te April med Rusland, raabte: Den Usling! nu vil jeg ikke høre mere om det Menneske!

*

La grande Armé – saaledes som den var i sin største Glans, da den i Foraaret 1812 dirigeredes fra sine Hovedkvarterer østover, var saaledes sammensat:

1ste Corps under Marechal Davoust bestod af 6 Divisioner, hvoriblandt Kjærnetropperne Morand, Friand og Gudins Divisioner. Resten af Corpset var opblandet med badensiske og hollandske Regimenter samt Polakker. Under Davoust commanderede desuden den preussiske General Grawert 17,000 Preussere. Davoust’s Corps var ialt paa 114,000 Mand udmærkede Tropper. Foruden de tre: Gudin, Morand og Friant, havde han ogsaa Generalerne Compans og Pajol, Ingenieuren Haxo og den smukke General Friederich.

2det Corps førtes af Marechal Oudinot. Han havde med sig Generalerne Merle og Maison, Legrands og Verdiers Divisioner – Lannes og 251Massenas gamle Soldater – 40,000 Mand ialt med Cavalleriet under General Dumerc.

3die Corps førtes af Marechal Ney med 2 Divisioner af gamle Soldater oplærte af Hertugen af Montebello, desuden Würtembergere, som havde tjent før under Ney – ialt 39,000 Mand. Dertil 2 Corps Kyradserer af CavalleriReserven: 10,000 Mand.

4de Corps under Prins Eugen med Junot som Næstcommanderende. Her var Generalerne Grouchy og Broussier og de to Brødre Delzon. De beste Soldater fra den italienske Armé – tilsammen 45,000 Mand.

5te Corps talte 26,000 Mand af alle Vaabenarter – mest Polakker, under Anførsel af Fyrst Poniatowski.

6te Corps. General St. Cyr. 25,000 Mand, for største Delen Fremmede, som havde tjent mellem de Franske siden 1809.

7de Corps under General Regnier. 17,000 Mand, som skulde tjene sammen med Polakkerne.

8de Corps. Kong Jerome med 18,000 Westphalere og Hesser.

Desuden var Cavalleri-Reservens 4 Corpser fordelte mellem Davoust, Oudinot og Ney. Resten: 15,000 ypperlige Ryttere marscherede sammen med Keisergarden.

252Denne commanderedes af Marechallerne Mortier og Lefebvre og var delt i 2 Corpser: den gamle Garde, bestaaende af grønne Jægere og blaa Grenaderer tilfods, og den unge Garde: Tirailleurer og let Rytteri – tilsammen 47,000 Mand, hvori 6,000 udvalgte Ryttere og 200 Kanoner med Betjening.

Hertil kom Ingenieur-Parken bestaaende af Sappeurer, Mineurer, Brobyggere, og militaire Haandværkere af alle Slags.

Artilleri-Parken og Vogntrainet med Betjening og Heste. Der var 18,000 Heste alene til de to Train.

I den aktive Arme, som marscherede mod Rusland, var der 423,000 øvede Soldater, hvoraf 300,000 Fodfolk, 70,000 Ryttere og 30,000 Artillerister med 1000 Kanoner, samt 6 Brotrain, Lazaret-Stel samt Proviant for en Maaned.

I Reserve stod det 9de Corps under Marechal Victor omkring Magdeburg, og l0de Corps under Augereau, som skulde complettere Armeen efterhvert.

Den hele Hærmasse mod Russerne var 620,000 Mand. Desuden laa der i franske Depoter og Fæstninger 150,000 Mand; 50,000 Mand var i Italien; og paa den spanske Halvø kjæmpede 300,000 ypperlige Soldater anførte 253af Navne som Massena, Soult og Suchet saaat Frankrige ved denne Tid havde samlet i en eneste Mands Haand over en Million bevæbnede Soldater.

Men ser man hen til, hvorledes de forskjellige Nationer vare repræsenterede i den Hærmasse, som gik mod Rusland, forat kjæmpe sammen under den ene Mand, saa stiller Tallene sig saaledes:

370,000 var Franskmænd, 50,000 Polakker, 20,000 Italienere og 10,000 Schweitzere – altsammen Folk, som kunde regnes til de paalidelige Soldater.

Men saa var der ogsaa 150,000 Preussere, Bayrere, Sachsere, Würtembergere, Westphaler, Croater, Spaniere og Portugisere, hvilke alle vare farlige og mer eller mindre til at stole paa.

Men – som sagt – Napoleon brød sig ikke om det; Soldater var Soldater for ham og ikke andet. Og forresten var der saa meget Fiendskab mellem de smaa Stater indbyrdes og mellem Nord og Syd, at der mange Gange sloges tysk mod tysk af Hjertens Lyst under Napoleons Faner – ialfald indtil Nøden blev saa stor under Frankrigs haarde Vælde, at Fyrsterne maatte paakalde sine Folks Hjælp med det Gode.

254– Den 7de Juni kom Keiseren til Danzig, hvorefter han paa Vejen til Königsberg holdt Revu over Davoust’s sex Mønster-Divisioner.

Den 18de kom han til Insterburg, hvor han fandt Flodbredderne langs Pregel bedækkede med Proviant af alle Slags; og samtidig mødte her frem fra fire forskjellige Veie 220,000 kampberedte Soldater paa én Gang.

Den 19de Juni fik han endelig sikker Underretning om, at Keiser Alexander ikke paa nogen Maade vilde se Lauriston.

Altsaa maatte der Magt til; Zaren skulde tvinges; enten paa den ene eller paa den anden Maade; men Zar Alexander maatte han have fat i.

Dermed gik Napoleon over Niemen.

*

I det Mellemrum, som dannes mellem Dnjepr, idet den ved Orschka bøier sydover, og Dwina, hvor den ved Ostrowno bøier nordover, vilde Napoleon trænge ind i Rusland.

Russernes første Bevægelse var at trække sin Nord-Armé under General Barclay de Tolly sammen ved den befæstede Leir Drissa, hvor Zaren selv havde begivet sig hen og syntes at ville modtage et Slag. Russernes Syd-Armé 255under Fyrst Bagration skulde komme i Forbindelse med Nord-Arméen derved, at Bagration marscherede rask mod Nord og slap forbi de indtrængende Franske.

Det blev da Napoleons Plan ved Hjælp af Davousts Corps at forhindre denne Forening og holde de to russiske Armeer skilt fra hinanden; lokke en enkelt af dem til Slag og kaste Bagration ud i Moradserne.

Imidlertid havde Zaren allerede trukket sig saa langt tilbage uden at ville modtage det store afgjørende Slag, som Napoleon var saa ivrig efter, at de Franske naaede helt frem til Polens gamle Hovedstad Wilna.

De saa ofte skuffede Polakker troede nu, at deres Dag endelig var kommen. Den polske Adel erklærede Kongeriget Polen gjenoprettet og sendte en Deputation til Keiser Napoleon med Bøn om, at han vilde anerkjende det gjenoprettede Kongerige, saa vilde det være nok for dem.

Men Napoleon, som aldrig havde havt noget tilovers for de polske Nationalkrav, svarede undvigende og paa en saadan Maade, at det ganske nedslog Haab og Mod hos de trofaste Polakker og vakte megen Misstemning ogsaa i Frankrige.

256For at Napoleons Maneuvre skulde lykkes, og Foreningen forhindres mellem de Tolly og Bagration, maatte imidlertid Kong Jerome være kommet saa meget længer frem med sit Armecorps end han var. Men selv en duelig General kunde ikke være kommet saa langt paa Grund af det Uveir og de svære Regnskyl i Slutten af Juni Maaned. Men Napoleon, som laa og ventede i Wilna blev utaalmodig, Davoust ligesaa; og tilslut fik Kong Jerome paa en saarende Maade Ordre til at stille sig under Davoust’s Commando.

Herover blev Kong Jerome fornærmet som rimeligt kunde være; han forlod Armeen og vendte hjem igjen.

Men denne Strid mellem Brødrene forspildte det beleilige Øieblik, da Bagration kunde været isoleret og tilintetgjort; og hvad værre var: der blev spildt 11 kostbare Dage af Juni Maaned til ingen Nytte i Wilna.

Og det var jo Ruslands Haab og deres Uro paa fransk Side, som forstod sig paa Klimaet i de russiske Egne – vil Feldttoget vare til Vinteren kommer?

Der fortaltes allerede i russiske Kredse om den Landsbysmed, som lo, da de bragte ham en fransk Hestesko, som var fundet paa Veien.

257Ikke en eneste af disse Heste slipper ud igjen af Rusland, hvis de blir her til Frosten kommer, sagde Smeden. Thi de franske Hestesko var uden Græv og Hager, saaat Dyrene umuligt kunde slæbe Kanoner og svære Vogne opad Bakker og Skraaninger, naar Veiene blev haarde og glatte.

Naar man mindes, hvorledes den unge General Bonaparte, naar der i de første Feldttog af en eller anden Grund opstod en længere Stans i Colonnernes Fremmarsch, pleiede at stige ud af Vognen, sætte sig i en Grøftekant og pege paa en af de svære Train-Vogne med Spørgsmaalet:

Hvad er der i den Vogn?

Saa maatte den Officer frem, som havde Ansvaret. Hele Vognens Indhold blev pakket udover Marken og eftertalt: Sæletøi, Hestesko, Søm, Værktøi, Skruer og Beslag – den arme unge Officer maatte gjøre Rede for hver minste Ting; og Generalen viste paa en Prik, hvad der skulde være.

Det kunde for det unge Menneske, hvis der var Feil, blive evig Forglemmelse; eller han kunde komme til at dø som General i Intendanturet, hvis han var af de Rette.

258Feldttoget til Rusland var ikke saaledes forberedt.

– Da Napoleon endelig i de sidste Dage af Juni marscherede mod Drissa, forlod Zaren denne stærke Stilling, hvis Forskansninger man i et Aar havde arbeidet paa at gjøre uindtagelige. Han trak sig helt tilbage til Sanct Petersburg; og der blev han.

Efter Napoleons Ordre mødte alle de franske Corpser paa samme Dag ved Dwina; men de fandt ikke andet end den tomme Leir; og Feldttoget maatte fortsættes uden noget afgjørende Slag med det samme Maal for Øie: at holde de to russiske Armeer adskilte fra hinanden.

Barclay de Tolly trak sig fremdeles tilbage foran Napoleon med Hovedarmeen, men syntes i de sidste Dage af Juli at ville sætte sig fast ved Witebsk forat give Bagration Tid til at komme frem, saaat deres to Armeer kunde forene sig i Smolensk. Men ved Mohilew mødte Bagration Davoust, som her havde en af sine store Dage. Han tilføiede Fyrst Bagration et saadant Nederlag, at der for denne ikke kunde være Tale om nogen Forening med Tolly i Smolensk.

Det lykkedes Fyrst Bagration at faa sendt 259Budskab om sit Nederlag udenom eller gjennem de franske Linier paa en ubegribelig Maade, og den 27de Juli om Formiddagen, da Napoleon og hele Hovedarmeen brændende ivrige efter et Hovedslag gik mod Witebsk, var Barclay de Tolly atter i fuldt Tilbagetog.

Der blev altsaa hellerikke her noget Hovedslag, som man havde haabet paa i den franske Hær; men ved Ostrowno seirede Murat og Eugen i en alvorlig Træfning. Det var her, at en liden Flok – en 300 Mand – af unge Mennesker fra Paris af det 9de Linie Regiment slog sig gjennem en Sky af russiske Kyrasserer i hele den franske Armés Paasyn. Keiseren selv saa deres glimrende Tapperhed; han raabte: de har fortjent Korset hver Mand!

Det var en ny Skuffelse for Napoleon, at det hellerikke ved Witebsk kom til et saa afgjørende Opgjør, at der kunde være Tale om Forhandlinger.

I disse Dage led den franske Arme enormt af Hede; og Opløsningen begyndte allerede især mellem de tyske Tropper. Napoleon slog sig ned i Witebsk for samfulde fjorten Dage; – han lignede idetheletaget ikke sig selv paa dette Tog.

Mange har undret sig over, at han, hvis 260Uimodstaaelighed ellers laa i den forbløffende Hast, hvormed han var over Fienden og satte Fart i Feldttoget, – at han ikke var mere gjerrig paa hver eneste Dag, som gik. Thi om han end havde mindre Begreb om, hvad en Vinter i Rusland vilde sige – mindre end det sømmede sig en Feldtherre af hans Rang og meget mindre end den unge Bonaparte vilde nøiet sig med, saa var det dog saa uligt ham at give sig saa god Tid til ingen Nytte – først i Wilna og saa i Witebsk.

Det forekommer mig, at alt tyder paa, at Napoleon hver Dag har ventet paa den Adjutant fra Zaren, som skulde forvandle den hele Krig til en Forhandling mellem dem personligt. Han var den hele Tid sikker paa, at Zaren blev ført bag Lyset af sine Omgivelser; Zaren behøvede ikke andet end fuld Besked, for at slutte sig til de moderne Fremtids-Ideer, som Napoleon vilde bringe ham.

Den samme Mening om Zaren af Ruslands Forhold til de moderne Ideer har mange kloge Folk havt hundrede Aar senere.

Armeen blev lagt i Kvarter omkring Witebsk, man samlede Forraad og drev Desertører og Efternølere tilbage under Fanerne. Skjønt der til Dato ikke var faldet mere end høist 7,000 261Mand, manglede der alligevel allerede 150,000 Mand i Rækkerne.

Den store Armés Ødelæggelse paa Toget til Rusland kan ikke skyldes bare paa Kulden og det forfærdelige Tilbagetog. Armeen var i Virkeligheden allerede ødelagt, inden den naaede Moscou, – først fordi der var saa altfor mange Fremmede med, og dernæst fordi der var drevet en vanvittig Udskrivning af unge Gutter, som nok kunde slaas, men som umuligt kunde bære de uhyre Anstrængelser og Savn. Dertil var der allerede nu en stor Del Ryttere, som maatte gaa tilfods.

Naar man betragter Kortet, hvor Slagstederne paa Ind- og Udmarschen viser, hvor langt det franske Angreb trængte ind, er det ikke noget dybt Dolkestik i den kjødfulde Kolos. Fra Niemen til Mohilew, Ostrowno, Polotsk, Krasnoe 1ste Gang, Smolensk, Valoutino, Borodino og Moscows Brand, og tilbage gjennem Slagene ved Winkowo, Malo-Jaroslavez, Wiasma, Vop, Krasnoe 2den Gang, Berezina, Wilna og Kowno – er ikke saa langt Stykke Vei, men det er et langt Stykke Historie.

Under sit Ophold i Witebsk regjerede Keiseren med den samme Regelmæssighed, somom han sad i Tuillerierne, foruden at han Dag og 262Nat tænkte paa sine Troppecorpsers Bevægelser, paa Soldaterne og de Saaredes Forpleining.

Intet kunde skræmme ham; hverken Bernadottes Frafald eller den Folke-Reisning i Rusland, som Zaren selv reiste imod ham og som kom tilsyne deri, at de franske overalt kom til øde Landstrækninger og tomme eller brændende Byer.

Hellerikke lod han, somom han mærkede noget Omslag i Stemningen eller den svage Knurren i hans nærmeste Kreds. Alene med sine Planer og urokkelig i sit Forsæt blev han ved med at forfølge de vigende Russere med Hovedarmeen, og samtidig holde Øie med sine Flanker i Syd og Nord.

Der blev givet Ordre til Fyrst Schwartzemberg og til Marechallerne Victor og Augereau at ile General Regnier tilhjælp, da General Tormasoff trængte frem søndenfra.

Mod Nord stod Macdonald fra Riga sydover mod Dynaburg og Marechal Oudinot ved Polotsk i Kamp med General Wittgenstein. General Gouvion Saint-Cyr med sit Corps af Bayrere fik Ordre til at forstærke Oudinot i hans Stilling.

Den 17de August vilde Marechal Oudinot gaa 263lidt tilbage for at indtage en mere fordelagtig Stilling. Wittgenstein som tog Maneuvren for et Tilbagetog, kastede sig over ham, og i den Kamp, som derved opstod, blev Marechallen haardt saaret og maatte bæres bort.

Commandoen tilfaldt General St. Cyr, som ogsaa var saaret og som sad og commanderede hele Slaget i en liden polsk Vogn.

Denne koldblodige Hærfører og store Taktiker udførte den 18de August ved Polotsk en mesterlig Maneuvre, hvorved han pludselig forandrede det formentlige Tilbagetog til et heftigt Angreb, som bragte ham en Sejer, der vilde have været endnu smukkere, om ikke Generalen selv i det afgjørende Øieblik var væltet med sin lille Vogn midt i Tummelen. Han kom ind under Hestene og blev med stor Møie halet frem, for strax at fortsætte Commandoen.

Der blev gjort 1500 Fanger og taget 14 Kanoner, Wittgenstein fik en gavnlig Skræk i Livet.

Efter Polotsk udnævnte Keiseren General St. Cyr til Marechal.

I dette Slag faldt der to bayerske Generaler: Derois og Lieben. Derois havde anført Bayrerne i 1805 ved Ullm og i 1809 ved Wagram. 264Han og hans uadskillelige Ven Lieben havde fulgt hinanden opigjennem Livet fra den tidligste Ungdom; begge var blevne Generaler i deres Tjeneste under Keiser Napoleon og begge faldt de paa samme Dag ved Polotsk.

Den 17de August naaede Napoleon frem til Smolensk, hvis befæstede Forstæder han angreb Klokken 2 om Eftermiddagen med de to berømte Divisioner Morand og Gudin. General Ledru af Neys Armecorps trængte ind i Forstaden Krasnoe; i alle de befæstede Stillinger omkring selve Byen gjorde Russerne en haardnakket Modstand.

Paa høire Fløi kjæmpede Polakkerne som Løver under Poniatowsky, for at gjenerobre deres Fædres Stad Smolensk. Klokken 5 toges Stillingerne paa den venstre Flodbred under Keiserens Øine. Men General de Tolly trak endnu store Forstærkninger til sig: General Baggowouth med hele hans Corps, Prinsen af Würtemberg med en Division Grenaderer og 2 Batailloner af den russiske Garde.

Først Klokken 6 var man kommen saa langt, at Kanonerne beskjød selve Byens Mure, saa man kunde snart tænke paa at storme.

De Franske tog ogsaa Byen med Storm; men da var det allerede saa mørkt, at det 265lykkedes Barcley de Tolly at trække Resterne af sin Armé ud af Smolensk.

De franske Regimenter rykkede ind under klingende Musik – stolte over en Sejer, som bragte Rusland umaadelige Tab; men der var tomt overalt og snart stod hele Smolensk i Brand. Og i Frankrig fremkaldte denne Sejersbulletin om Erobringen af en By i Aske liden Begeistring, snarere en nedslaaet Stemning; og i selve Armeen begyndte enkelte af de høiere Officerer at anstille urolige Betragtninger.

Men Napoleon drev paa fra Dag til Dag for endelig at faa slaa et af de russiske Armecorpser foran ham.

Fra Smolensk udsendte han Divisionerne Compans og Gudin, General Bryières Cavalleri og Kong Joachim Murat, forat indhente Barclay de Tolly. Samtidig fik Junot Ordre til at tage Stilling ved Valoutina for at stænge de snævre Passager for Russerne.

Imidlertid forandrede General de Tolly sin oprindelige Plan at trække sig nordover mod Sankt-Petersburg. Han vilde endnu engang gjøre et Forsøg paa at forene sig med Bagration paa Veien til Moscou.

Dette fik Napoleon vide og sendte i al Hast Marechal Ney imod ham. Hærene mødtes ved 266Valoutina, og Ney vandt en glimrende Sejer; men ogsaa her var der noget iveien – som ved alt i dette Feldttog.

Barclay de Tollys Arme var man endelig kommen i Kast med, adskilt fra Fyrst Bagration og i en Stilling, hvor ikke én Mand kunde undslippe, hvis General Junot havde gjort sin Pligt og efter Ordre taget Stilling ved de trange Defiléer, som førte ud fra Slagmarken ved Valoutina.

Da General Grouchy bragte Keiseren Efterretning om Slaget, red denne hen til Ney, og alle var ved at se Kamppladsen enige om, at det ene og alene skyldtes Hertugen af Abrantès’s Forsømmelse og Sløvhed, at ikke den russiske Arme var bleven fuldstændig ødelagt eller taget tilfange.

Denne Mands glimrende Løbebane gik hermed til Ende.

Napoleon havde overvældet Junot med Rigdomme, som denne forødte paa den smagløseste Maade; medens han ved hensynsløse Udsvævelser ødelagde sit stærke Legeme. Tapper var han som de aller forvovneste, den første Pistolskytte i Armeen, en lystig Fyr og en god Kammerat, men et farligt Menneske med ganske utøilede Lidenskaber.

267Enten det var den store Lykke han gjorde, eller det var hans vilde Liv, eller det var et Sabelhug i Hovedet, som Hertuginden af Abrantès altid undskylder ham med – nok er det, han blev efterhaanden fra en uberegnelig Fusentast værre og værre helt til Stormandsgalskab og Vanvid.

Allerede ved Smolensk, hvor Junot skulde begyndt Angrebet, var hans Commando forvirret og tøvende.

Murat satte i Galop hen til ham: Hvad bestiller du? hvorfor kommer du ikke frem.

Mine Westphalere vil ikke gaa paa – svarede Junot.

Jeg skal sætte Fart i dem! raabte Kong Joachim og kastede sig over Russerne med nogle Eskadroner, huggede ind og væltede alt overende, som mødte ham.

«Se saa!» raabte han igjen til Junot, «der er din Marechalstav halvveis vundet, gaa nu du selv og tag den! Russerne ere fortabte.»

Men Junot blev siddende uden at røre sig; han var allerede sindssyg, uden at de andre forstod det.

Da han nu ogsaa svigtede ved Valoutina og forspildte Ney’s smukke Sejer, vilde Napoleon i Sinne tage Commandoen fra ham; men de 268andre Generaler bad for Junot; og for gammelt Venskabs Skyld tilgav han ham.

Men imidlertid gik det rask nedad med Junot, saa han maatte sendes hjem fra Rusland – til Illyrien, hvor han var Gouverneur.

Her opførte han sig ogsaa paa en mærkelig Maade. Han gav et stort Bal i sin Residens, hvor han selv mødte op i blanke Sko, Gehæng med Kaarde og alle sine Decorationer om Halsen, Haaret krøllet, trekantet Hat under Armen, hvide Hansker og forresten nøgen som en Orm.

Herfra blev han skyndsomst sendt til Mailand. Her lod han spænde 6 Heste for sin fineste Galla-Vogn, satte sig selv i fuld Uniform paa Kuskesædet, og eftersom han kjørte gjennem Milanos Gader, fyldte han Vognen med alle de uanstændige Fruentimmer, han fik Øie paa.

Men saa blev han sendt hjem til sin Fødeby Montbard i Frankrige; og her endte det med, at han i Vildelse lemlæstede sig selv paa en frygtelig Maade, sprang udfor en Havemur og brak Laarbenet. Han var saa voldsom, at det var umuligt at faa ham forbundet og saaledes døde han i Juli 1813.

Hertuginden af Abrantès taalte alt af ham, 269og søgte paa alle Maader at holde ham oppe saa langt hun kunde – ogsaa i Forholdet til Keiseren. Men tilslut havde Junot tabt hele sin Plads i Napoleons Venskab, og de havde dog fra Ungdommen været saa gode Venner som nogen overhovedet kunde være gode Venner med Napoleon. –

– Da den franske Armé kom frem til Wiasma den 29de August, fandt den – ligesom ved Smolensk – Befolkningen paa Flugt og halve Byen i Brand; de Franske maatte selv slukke Ilden, for at redde de store Forraad af Levnedsmidler, som endnu var i Behold.

Her var det, at Striden brød ud mellem Davoust og Murat. Den ordentlige og solide Hertug af Äuerstädt havde længe ærgret sig over den flotte Konge af Neapel, som hver Morgen fór afsted og udmattede Cavalleriet, som allerede svandt ind fra Dag til Dag. Endnu mindre vilde han finde sig i at støtte disse unyttige Cavalleri-Demonstrationer med sit gode Infanteri. Han forbød derfor i hele Corpsets Nærværelse General Compans at adlyde Kong Joachim.

Nu kom Napoleon selv til, og skjønt han udentvivl i sit Hjerte maa have givet Davoust 270Ret, bøiede han dog af for Familieskabet og for Kongenavnets Skyld og gav Compans Ordre til at stille sig under Murats Commando ved Avantgarden.

Efter Smolensk var Armeen smeltet sammen paa en foruroligende Maade; og Berthier tog Mod til sig og forestillede Keiseren, at det saa galt ud. Men Napoleon kaldte ham en gammel Kjærring og spurgte, om han havde Lyst til at reise hjem til Paris.

Ligefra han rev dem løs, for at føre dem i dette Feldttog, efterat de alle vare komne nogenlunde til Ro – nogle i Paris, andre paa sine Godser, og mange som Gouverneurer og Commandanter udover hele det Evropa, som dengang var Frankrige, var der fra først af nogen Misstemning blandt hans Officerer især blandt de høiere og de ældre.

De høie Stillinger, han havde skabt dem, og de rigelige Indkomster havde givet dem og deres Damer Smag paa en luxuriøs og glimrende Tilværelse. Desuden var de nu – de Fleste ligesom deres Herre kommet op i Aarene mellem firti og femti; Ærgjerrigheden havde ikke længer saadan Hast; de havde faaet nok; og den Familie, som de kun havde levet sammen med i korte Stunder mellem to 271Feldttog, de klyngede sig nu til dem og holdt fast.

Alligevel mødte de alle, da Keiseren kaldte; og da de først havde faaet rystet alle Kvindfolkene og Børnene af sig og sad overskrævs i Sadelen igjen, mens deres gamle Soldater og de utaalmodige Unge jublede omkring dem, da gjenfandt de snart sit Humør, og de gik til nye Savn og nye Seire som de tapre Mænd, de var.

Især i Begyndelsen, naar de med sine prægtige Regimenter marscherede østover gjennem erobrede Lande, fra By til By og fra Slot til Slot som Verdens Herrer; naar de i Dresden samledes med Krigskammerater og Venner og saa foran sig alle Evropas kronede Hoveder bøie sig for deres Keiser, da var la grande armée atter i sin Glans og hver eneste Mand en Helt fra den øverste til den nederste.

Men om end intet Menneske kunde have anet de Rædsler, som de gik imod, var dog selve Indrykningen i Rusland lige fra Begyndelsen saa ulig alt, hvad de var vant til, at Officererne meget snart begyndte at se paa hverandre.

Der var jo altid nogle Misfornøiede; men de kom ellers aldrig til Orde, fordi Napoleon bestandig hobede det ene Held ovenpaa det andet, 272saa der blev ingen Tid og ingen Sans for den sure Kritik.

Anderledes denne Gang; de begyndte at synes, at han var anderledes. Det var han kanske ogsaa; men de var hellerikke selv, hvad de før havde været.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.