273Efterhvert som de Franske nærmede sig Moscou, blev Stemningen i Rusland mere ophidset og Misfornøielsen med Barclay de Tolly mere almindelig. Et stort Parti ved Hoffet og selve Folkets Masse fik en uimodstaaelig Trang til at forlade Retrait-Systemet; og pludseligt forlangte alle, at der skulde stanses og kjæmpes.
Den offentlige Mening udpegede den gamle, enøiede Feltmarechal Kutusow til Fører. Han havde ikke tabt Slaget ved Austerlitz; det var imod hans Vilje, at man fulgte General Weiroths Plan. Derimod havde han slaaet Tyrkerne mange Gange og var en stor Hærfører og en forsigtig og snedig Mand.
Strabadser og Udsvævelser havde ødelagt ham, saa han nu vanskeligt kunde sidde paa en Hest; han var falsk, troløs og løgnagtig og 274i Bund og Grund fordærvet; men han var taalmodig og seig.
Han blev nu udnævnt til Overanfører og fik General Benningsen – Sejerherren fra Eylau til Stabschef.
Det blev sagt, at Barclay de Tolly vilde levere et Slag, før Kutusow kom til Armeen; men den gamle Feldtmarschal havde allerede selv valgt til Slagmark Høiderne ved Landsbyen Borodino.
Den 5te September fik den fremrykkende franske Arme Øie paa hele den russiske Hær opstillet i Slagorden paa Høiderne foran sig.
Det vigtige Punkt Schwardina var stærkt forskanset som en Redoute og forsvaredes af Fyrst Bagration personlig. Men Divisionen Compans tog Redouten med vanlig Glans allerede om Eftermiddagen den 5te. Dette var den første Triumf for de Franske.
I Løbet af Natten og den følgende Dag kom de franske Hærafdelinger frem og indtog sine Stillinger.
Efter et Par Timers Søvn i sit Telt steg Napoleon til Hest i den aarle Morgenstund. Midt opi alle de Ting, som skulde ordnes Dagen før Slaget, indtraf Monsieur Bausset, en tyk og gigtsvag Paladsofficer, som stod den keiserlige Familie 275meget nær. Han kom lige fra Tuillerierne og bragte Breve fra Marie Louise og et Portrait af den lille Konge af Rom.
Keiseren viste Billedet for alle de Generaler og Officerer, som stod samlede for at modtage Ordres for Morgendagen, og lod det dernæst stille paa en Stol foran sit Telt til Glæde for de gamle Grenaderer.
Men den samme Morgen kom ogsaa Oberst Fabvrier fra Spanien og bragte Efterretningen om Marschal Marmonts ulykkelige Nederlag.
Men Napoleon lod sig ikke forstyrre af noget, hele Dagen var han paafærde og traf alle Forberedelser til den Sejer, som hverken han selv eller nogen Mand i Armeen tvivlede paa.
Den næste Morgen – den 7de September traadte han munter ud af sit Telt og raabte til sine Officerer: Se – Mine Herrer! for en smuk Sol! det er Solen fra Austerlitz!
Hans korte fyndige Proclamation til Soldaterne blev læst ved hvert Compani: Endelig staar I foran det Hoved-Slag, som I har længtet saa meget efter. Nu afhænger Sejeren af Eder; – den Sejer, som er en Nødvendighed for os alle. Den vil give os Overflod paa alt, gode Kvarterer og en snarlig Hjemmarsch til Fædrelandet. Opfør Eder som ved Austerlitz, 276ved Friedland, ved Witebsk, ved Smolensk, og den fjerneste Fremtid vil med Stolthed fortælle Eders Bedrifter paa denne Dag. Lad det blive sagt om hver af Eder: Han var med i dette store Slag paa Sletterne foran Moscou.
Napolen steg af Hesten ved Redouten Schwardina, som Compans havde taget og beholdt; og det blodige Slag ved Borodino begyndte. De Franske har givet Slaget Navn af den lille Flod Moscowa, som løber forbi; derfor bærer endnu en af Marechal Ney’s Efterkommere Titelen: Prince de Moscowa.
Beskyttet af to af Gardens Batterier under General Sorbier rykkede General Compans med sin egen Division og med Divisionen Desaix en Navnefætter af den store Desaix, som faldt ved Marengo, – disse to Divisioner gik løs paa de Forskansninger, som beskyttede Russernes venstre Fløi, hvor General Bagration førte Commandoen; og alt gik godt en Stund.
Men i Løbet af ganske kort Tid fik General Compans en Kugle i Skulderen; Desaix, som tog Commandoen efter ham, blev ogsaa haardt saaret; og Rapp, som remplacerede Desaix, blev truffet fire Gange lige efter hinanden først to lette Streifskud, saa en Kugle i den ulykkelige venstre Arm og endelig en Granat, 277som ramte ham i venstre Hofte og kastede ham til Jorden. Og under alt dette fik Marschal Davoust sin Hest skudt under sig, hvorved en af hans Pistoler i Sadelhylsteret sprang, saa han ogsaa styrtede til Jorden.
General Sorbier lod melde til Keiseren, at Prinsen af Eckmühl var falden. Men saa galt var det ikke. Davoust reiste sig op igjen og fik en ny Hest. Imidlertid havde disse Uheld den Virkning, at det første Angreb forfeiledes.
Napoleon sendte i al Hast Marschal Ney til Undsætning og fornyet Angreb.
Imidlertid havde Vicekongen Eugen erobret Landsbyen Borodino; og efterhaanden toges Bagrations Redouter, som beskyttede Kutusows venstre Fløi, – de toges en efter en af Ney og Davoust efter en rasende Kamp.
Klokken var ikke mer end 9 om Morgenen, og Russernes venstre Fløi var farligt udsat og uden nogen Støtte.
General Baggowouth blev sendt Fyrst Bagration til Hjælp paa den venstre Fløi; men ellers havde Kutusow en lang Tid nok at gjøre med sit Centrum, hvor General Bonami havde erobret den Forskansning, som er bleven kaldt den store Redoute. Her forsvarede den tapre General sig haardnakket, indtil han segnede 278om bedækket med Saar, og Russerne under General Paskiewitch tog Redouten tilbage efter stort Mandefald.
Kutusow lod nu store Troppemasser komme sin betrængte venstre Fløi tilhjælp; men Napoleon sendte et Batteri af Reserven i Ilden med 24 Kanoner. Russerne styrtede frem igjen, men mødtes af General Lepaultre, Saint Germains Kyrasserer og Pajols og Bruyères Husarer, som slog dem blodigen tilbage.
Endelig samler Napoleon alle sine Kræfter, forat gjennembryde Fiendens Linier, som nu for tredie Gang har samlet sig.
Under en forfærdelig Kanonade paa ganske nært Hold – der blev skudt med otte hundrede Kanoner fra begge Sider – trænger Poniatowski med sine Polakker frem paa høire Fløi. Prins Eugen rykker atter med 3 Divisioner mod den store Redoute. I Spidsen for Kyrassererne kom General Montbrun susende. Han faldt, og August Coulaincourt tog Commandoen.
Han red med Kyrassererne lige op i selve Indgangen til den store Redoute; der faldt ogsaa han. Men Prins Eugen trængte samtidig ind fra den anden Kant; og Kampen endte med et frygteligt Blodbad paa Russerne.
279Levningerne af Kutusows Armé blev trodsigt staaende under de Franskes Ild, indtil Mørket faldt paa; om Natten trak de sig tilbage.
Napoleons Sejer var fuldstændig, men som alle Sejre i dette Feldttog – uden synderlige Følger.
For ganske at tilintetgjøre den russiske Armé havde det været nødvendigt at bruge Garden, som stod uvirksom under hele Slaget. Hvorvidt Napoleon handlede rigtigt i at skaane sine Kjærnetropper, har der været megen Strid om.
General Ségur, som havde nogen Tilknytning til Rusland, dels fordi hans Far havde tjent under Catharina den Anden, dels fordi han selv var gift med en Dame af Familien Rostopchin, har i sine Memoirer sagt et og andet, som General Gourgaud, der fulgte med til Sankt Helena, paa det ivrigste benægter.
Ségur har fortalt, at i Slaget ved Borodino maatte Murat tage en Oberst i Kraven for at faa ham til at gaa frem.
Herimod paastaar Gourgaud, at dette er en Umulighed. Thi den Oberst, hvorom der maatte være Tale, stod i General Friants Division, hvor aldrig nogen Mand – og allermindst en høi Officer veg tilbage, og som hellerikke fornegtede 280sit Ry ved Borodino, idet Divisionen tog og beholdt Stillingen ved Semenowski med vanlig Bravour.
Ségur skildrer Napoleon hele Dagen ved Borodino som syg og slap. Dertil paastaar han, at alle Generalerne var oprørte, fordi han ikke vilde anvende Garden. Murat sendte sin Adjutant Borelli og bad om Hjælp, men fik ingen; General Mouton – Greven af Lobau – lod paa egen Haand en Del af Garden avancere, Lauriston fik endelig Lov til at rykke frem med Artilleriet.
Gourgaud derimod hævder, at alt dette er Snak af «Paladsofficeren». Han oplyser, at General Sorbier var i Ilden med en Del af Gardens Artilleri strax i Begyndelsen af Slaget, og det er nu sandt. Og da Keiseren saa, at Fienden kastede sig mod Semenowski, sendte han til Støtte for Divisionen Friant baade Murat og Gardens Reserve-Artilleri frem. Desuden blev Divisoinen Roquet af den unge Garde stillet bag Friant i Reserve.
Under Slaget stod den gamle Garde opstillet i «stor Parade» bagved Napoleon – i Colonner paa én Bataillon med 60 Skridts Afstand, hvilket maatte bringe Fienden til at tro, at Styrken var dobbelt saa stor som 281den var. Den unge Garde stod foran ham. Fiendens Slagorden var en Trekant med Spidsen mod Schwardina-Stillingen, hvor Napoleon holdt sig og med Fløiene vigende noget tilbage.
Gourgaud benægter ogsaa alt, hvad den anden siger om Keiserens Slaphed og om den almindelige Misnøie over Gardens Uvirksomhed. Han vil kun indrømme, at Keiseren mistede Stemmen en Stund mellem den 7de og 8de September; men ellers commanderede han med sin sædvanlige Livlighed og red flere Heste trætte.
At Napoleon var forkjølet og befandt sig ilde den hele Dag er sikkert nok; men at han havde nogen anden Sygdom, som skulde forringe hans Aandsevner, er lidet troligt.
Og naar han trods de gjentagne Opfordringer fra Ney og Murat ikke vilde anvende mere af Garden, maa det betænkes, at de var langt fra Paris paa et tvivlsomt Feldttog, og at Garden var den eneste Del af hans Armé, som var uberørt af Kamp eller Tab. Og endelig kunde Napoleon fra Schwardina-Skansen ikke se det Hul i Fiendens Centrum som Ney og Murat havde foran sig.
Men allerede denne Uenighed og denne Kritik 282viser, hvorledes Forholdene omkring Napoleon begyndte at forandre sig. –
Bivouaken var trist Aftenen efter Slaget ved Borodino, siger en af de gjenlevende Officerer; vi lagde to Lig oppaa hianden, forat faa Sæde omkring Ilden.
Den ufuldstændige Seier var nemlig til og med kjøbt med et usædvanligt Tab af Officerer.
Alt i alt faldt der paa begge Sider niti Tusinde Mand. Russerne mistede 4 Generaler: Kutaisoff, de to Generaler Toutchakoff og selve Fyrst Bagration.
Men paa fransk Side faldt der 13, og 20 Generaler fik større og mindre Saar.
Den berømteste blandt dem, som faldt, var Cavalleri-Generalen Montbrun – Helten fra Somo-Sierra, en af de beste, som var igjen, efter d’Hautpoul, d’Espagne og Lasalle. Ogsaa August de Coulaincourt var en glimrende og meget afholdt Officer – Broder til Hertugen af Vicenza.
Marechal Bessières mistede ogsaa en Broder, som var General; og Ingenieur-Generalen Lariboisière og den tapre General Friant mistede hver sin Søn i dette Slag. General Bonami, som laa tilbage med 20 Saar i den store Redoute, 283da Russerne tog Skansen igjen, døde saavidt jeg ved af sine Saar.
Her faldt ogsaa den lystige Canouville, som siden den Gang, han fik Pauline Borgheses Pels med Diamantknapperne, var avanceret til General i Cavalleriet.
Man kan danne sig en Forestilling om hvor voldsomt og hvor nær indpaa hinanden, man sloges i dette Slag, naar man paa Listen over saarede Officerer finder Navne som Davoust, Morand, Friant, Compans, Rapp, Belliard, Nansouty, St. Germain, Teste og Pajol – fra selve Marechallen en Række af de første DivisionsGeneraler.
Dertil i hundredevis af faldne Officerer nedover Graderne, Mænd, som havde været med i Italien og Egypten, som Napoleon kjendte personligt hver en, – et Mandefald i den nærmeste Ring omkring ham, som der endnu ikke havde været Mage til – ikke engang ved Eylau.
Af de høieste Generaler var der knapt mer end 3 – og det de tre forvovneste –, som kom ganske uskadt fra det. Og det var paa Russernes Side Barcley de Tolly og hos de Franske Murat og Ney.
De to sidste stod ligesom Støtter midt i 284Kugleregnen uden nogensinde at rammes. Ney lod sine Folk kaste sig ned, forat søge Dækning og stod selv opreist iblandt dem som en simpel Grenaderkaptein. Murat sprang af Hesten og gik tilfods foran Friants Division ved Semenowski. –
Efter Slaget ved Borodino trak Kutusow sig tilbage mod Moscou. Et Øieblik saa det ud til, at han vilde vove nok et Slag ved Mojaisk. Han havde svoret ved sine hvide Haar at forsvare Zarernes gamle Hovedstad til det yderste. Men den 14de September trak Feltmarechallen sig tilbage gjennem Moscou med sin beseirede Armé – til Sorg og Forbitrelse for sine Officerer og Arméen.
Ikke destomindre lod Kutusow proclamere i Moscou, at de Franske havde lidt et Nederlag ved Borodino; og til St. Petersburg blev der sendt to Bulletiner fra hans Hovedkvarter, hvori berettedes, at Franskmændene var hugget sønder og sammen ved Mojaisk, den keiserlige Garde var ødelagt, over 100 Kanoner og 1000 Fanger tagne, blandt hvilke Vicekonge Eugen og Hertugen af Äuerstädt, og at Fienden forfulgtes af General Platows 30,000 Kosakker.
Zaren uddelte efter dette store Belønninger og Udmærkelser til Armêen. Sandheden var imidlertid 285den, at Kutusow var saa stærkt eftersat af Murat og Eugen, at General Miloradowitch, for at frelse ham ud af Moscous Gader, maatte true med at stikke Ild paa Byen, hvis der ikke blev en kort Vaabensstilstand.
Mindre af Frygt for Trudselen end fordi Napoleon endnu haabede alt af en Forhandling med Alexander, blev denne Vaabensstilstand indrømmet fra Fransk Side, og det endog bare ved en mundtlig Overenskomst – uden de sædvanlige Formaliteter.
Fra Toppen af Frelserens Bjerg fik endelig den franske Armé Øie paa det umaadelige Moscou, som laa hvidt med gyldne Kupler lig et Drømmesyn i det blaa Solskin. Selv Napoleon var et Øieblik ude af sin vante Ligevægt, og alle de andre brød ud i Jubel.
Den næste Dag red Keiseren ind i KremlinZarernes gamle Slot, af alle de fremmede Slotte, han var redet ind i, var vel dette det mærkeligste og dette Indtog det eventyrligste i hans Liv.
Moscou var ikke helt forladt. De franske fandt mange af den russiske Adels Paladser aabne og færdige med Tjenerskab og det hele. Rige Kjøbmænd havde ogsaa stillet sine Eiendomme og Lagere under de franske Officerers 286Beskyttelse i den Hensigt snart at vende tilbage. Kremlin var fyldt med Krudt og Vaaben.
Byen – som den var, vilde yde det rigeligste og behageligste Vinterkvarter for den medtagne Armé. Og Napoleon gav sig strax ifærd med Planer til at ordne og organisere – først og fremst Forholdene i Arméen, hvor Disciplinen var løsnet og hvor meget var, som det ikke burde være. Han havde Tropper nok til at holde sig Kutusow fra Livet; og nu, naar han selv sad i den ene Hovedstad og Ruslands Keiser i den anden, nu troede han for vist, at den ædle Herre, han havde lært at kjende i Erfurt, vilde række Haanden til Forlig. Til Vaaren kunde Freden sluttes mellem ham og hans Ven og Beundrer.
Soldaterne paa deres Side hilste Moscou som Enden paa alle Prøvelser; og i deres Tillid uden Grænser til deres store Fører, som hidtil altid havde raadet over Lykken, beredte de sig med Stolthed til at nyde Hvilen i Zarernes pragtfulde Hovedstad. Alle følte sig rolige, sikre og fulde af Haab.
Men i Natten mellem den 15de og 16de September begyndte Moscou at brænde, og det paa en saadan Maade, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, at Ilden blev paasat mangfoldige 287Steder og med den Hensigt at ødelægge hele Byen.
Branden blev ogsaa besørget af Moscous egen Gouverneur. Han havde ladet samle i Haven til sit Palads Masser af brændbare Sager, som han lod fordele mellem løsladte Fanger fra Fængslerne, der sendtes ud over hele Byen for at stikke Fyr. Sprøiterne havde han kjørt bort, og alle Forsøg paa at standse den umaadelige Brand fra de Franskes Side viste sig snart frugtesløse.
De maatte Skridt for Skridt vige ud af Byen igjen. Ogsaa Napoleon maatte forlade Kreml, hvis Hvælvinger rummede Masser af Sprængstof, og hvor allerede Ilden truede Gardens Krudtvogne, som var kjørt ind i den store Gaard.
Den 16de, 17de og 18de September brændte det Nat og Dag under en Storm, som flere Gange sprang om, indtil fire Femtedele af Byen var ødelagt – en umaadelig Strækning, saaledes som de er de orientalske Byer med Forstæder, Paladser, Klostre med store Haver og vidtløftige Samlinger af Bygninger; i Hospitalerne omkom 15,000 saarede Russere.
Fyrst Rostopchin – Gouverneuren – lod sine Rigdomme og sine Fædres prægtige Residens i Moscou brænde op.
288Jeg fører ikke andet med mig – sagde han, end den Frak, jeg har paa mig. Det har været paastaaet, at Gouverneuren alene og af sig selv uden at forraade sin Plan til nogen har ladet Moscou afbrænde i fortvivlet Patriotisme.
Men det bør ingen tro. En saadan Handling af en høitstaaende Embedsmand paa egen Haand var ikke godt mulig i noget Land i Verden; men den bliver aldeles utænkelig i et Land, hvor end ikke den mindste Ting gaar for sig uden efter Ordre helt fra oven og nedover.
Fyrst Rostopchin har ofret sit Pallads og det hellige Moscou, fordi han var den lydige Undersaat, og fordi han havde – ligesom hver eneste russisk Mand den Lov indskrevet i sit Hjerte: Alt for Zaren! og enten har han havt udtrykkelig Ordre eller ialfald en saadan Fuldmagt, at denne Yderlighed var deri indbefattet.
Men denne Overtro eller dette Hykleri, at den hvide Zar bestandig er udenfor, naar der sker noget forfærdeligt i Rusland, den er ikke bare russisk. Hele Evropa gjør sig dumt, naar det gjælder russiske Forhold; og endnu den Dag i Dag forlanges der af os, at vi alle skal lege denne barnagtige Leg, at vi tror, Zaren er det uskyldige Bytte for sine bedærvede Omgivelser.
289I Rusland sker der Intet uden Zarens Vidende og Vilje.
– Efter Branden strømmede russiske Bønder og franske Soldater ind til Plyndring i Kjældere og Oplag. Keiseren opslog atter sit Hovedkvarter i Kreml, saa godt det lod sig gjøre; han vilde nu være der.
Men den 21de September meldte General Sebastiani, at han havde tabt Fienden afsyne, og man frygtede for at afskjæres og omgaaes. Det var ogsaa Kutusows Hensigt; han var marscheret syd- og vestover.
Men Murat og Bessières, som blev sendt ud for at finde ham, drev Russerne tilbage og nedover mod Kaluga.
Napoleon opgav ikke nogen Dag Haabet om et Bud fra Zaren. Han havde endnu gjort et Par halvt officielle Tilnærmelser. Men nu maatte han overveje, hvad der var at gøre med Armeen. Nu var den for svag til at føres i aabent Feldttog mod Kutusow videre ind i Rusland. At forblive i Moscou for Vinteren, saaledes som Byen nu var, kunde der ikke tænkes paa. Desuden vilde alle Generalerne tilbage til Polen. Napoleon stod alene og strittede imod et Tilbagetog, som vilde ende al hans Uovervindelighed, og rejse hele Evropa imod ham.
290Saa forandret var allerede alt omkring Napoleon, at han lod nedskrive den Plan, han havde, og lod den forelægge for de samme Mænd, som hidtil aldrig havde været vant til andet end til at modtage hans Befalinger og adlyde.
Keiserens Plan gik ud paa at marschere saa langt mod Vest og Nord, at man kunde forene sig med Marechallerne Victor, St. Cyr og Macdonald, som stod opover mod Østersøprovinserne. Med disse og alle andre Tropper, man kunde trække til sig, vilde han til Vaaren gaa mod St. Petersburg.
Denne Plan er fra de første Dage af October. Men alle Generalerne modsatte sig en ny Marsch mod Nord og nye Erobringer; og Napoleon kunde ikke længer befale som i Lykkens Tid; han blev nødt til at give efter.
Saa vilde han sende Coulaincourt til St. Petersburg; men denne erklærede det ganske unyttigt. Den samme Besked havde han faaet af Grev de Narbonne.
Disse to høie Herrer fra det gamle Hof havde været Keiserens mest skattede Diplomater og Ambassadeurer ved vigtige Anledninger, og gjennemgik nu alle det russiske Feldttogs Besværligheder.
291Grev Narbonne var hele Tiden den eneste, som bevarede sit gode Humør og sin lette muntre Tone; medens Verdensmanden, som ikke sad de andre saa dybt i Blodet, sledes af i de onde Dage, saaat Skuffelse og Arrighed kom uskrømtet frem for Lyset. Det er om Narbonne det fortælles, at han lige til de mest fortvivlede Dage ved Berezina satte sig om Morgenen paa en Sten eller en Trærod og lod sig frisere med Pudder og Paryk.
Skjønt han var femti Aar, kom han fra det med Livet; men i 1813 døde han som Gouverneur i Torgau efter et Fald med Hesten. –
General Lauriston blev sendt til Kutusow for at lirke om Fred eller i alfald en Vaabensstilstand. Han blev i det russiske Hovedkvarter narret og ført bag Lyset efter de fineste Opskrifter.
Imidlertid indtraadte der en Art stiltiende Vaabensstilstand, som Russerne forresten ikke respecterede.
En af Zarens Fløjadjutanter, som var bleven fangen, blev sendt til St. Petersburg med nye Tilnærmelser, og Keiseren besluttede at vente en 10 à 12 Dage paa det Svar, som intet Menneske i St. Petersburg tænkte paa at sende ham.
292Man havde sagt Napoleon, at Frosten først begyndte i Midten af November. Han samlede Levnedsmidler, lavede Ammunition, han reparerede og befæstede endog Kreml, aabnede Theaterforestillinger og styrede gjennem sine Courerer Frankrig og Evropa fra Moscou. Der findes endogsaa Reglementsbestemmelser for Theatre Français, som er daterede og undertegnede i Kreml.
Imidlertid havde Rusland nærmet sig helt til England; og Keiser Alexander nedlod sig til at mødes med Bernadotte i Åbo, hvor de enedes om foreløbigen at lade Norges Erobring henstaa, men lade de russiske Tropper, som stod i Finland, marschere til Riga.
Med Tyrkiet sluttede Rusland Fred, hvorved Admiral Tschitschakoff blev ledig, saaat han kunde tage Overcommandoen over de Tropper, som under General Tormasoff truede de Franskes Tilbagetog søndenfra, og føre den samlede Styrke nord over i Egnen omkring BerezinaFloden.
Planen var saaledes lagt til at overvælde den hjemvendende Arme: Wittgenstein fra Nord, Kutusow bagfra og fra Syd Admiral Tschitschakoff, som viste sig at være en duelig General til Lands.
293Da den franske Arme havde hvilet ud i Moscou og alting var sat istand inden de forskjellige Vaabenarter, var der endnu 100,000 fuldt kampdygtige Soldater af de allerbeste og dertil 600 Kanoner; men med Hestene var det elendigt.
Veiret var glimrende – mildt og klart. Napoleon tænkte hele Tiden paa sin Plan at gaa mod Petersburg; men hver Dag, som bragte Vinteren nærmere, gjorde Generalerne mindre tilbøielig til nogen Fremtrængen mod Nord, da heller mod Syd, mod Kaluga og de frugtbare Provinser.
Mens man endnu raadslog og en Dag netop som Keiseren holdt Revu over Marechal Neys Corps, som skulde afmarschere fra Moscou, kom der Melding om, at Feldtmarschal Kutusow den 18de October havde brudt Vaabensstilstanden og havde kastet sig over Kong Joachim med en uhyre Overmagt ved Nattens Tider.
Murat var fuldstændigt uforberedt; han stolede – en Mand af Ære, som han var, stolede han paa Aftalen, hvorefter man gjensidigen havde forpligtet sig til at give nogle Timers Frist inden Vaabensstilstandens Ophør. Men ved en Række Vidundere af Tapperhed og kløgtige Maneuvrer 294lykkedes det Murat og Poniatowski at slippe fra det med Tabet af en Del Bagage.
Dette troløse Overfald ved Winkowo, hvor Kutusow sendte Generalerne Baggowouth, Ostermann, Doctoroff, Orloff, Denisow og Müller over Murat, Poniatowski og Sebastiani, som egentlig kun gjorde Forposttjeneste, blev i Virkeligheden til et betydeligt Slag, som de Franske kunde være stolte af; men Sejeren havde ingen Betydning, og Keiseren var misfornøiet med Murat, fordi han havde ladet sig overrumple.
Efter dette besluttede Keiseren at rykke mod Kutusow. Moscou blev forladt den 23de October. Samme Dag fik Napoleon Efterretning om Malets Sammensværgelse i Paris.
Hele denne Affaire var i Grunden en Ubetydelighed, som endog blev lidt latterlig; men den gjorde alligevel et meget pinligt Indtryk paa Keiseren.
General Malet var en forskruet og exalteret Republikaner og havde allerede i 1807 siddet fængslet for Complotter mod den bestaaende Forfatning; i 1812 var han interneret i et Sygehjem i Paris. Men en Dag sprang han ud af Vinduet og løb ud i Byen. Han havde færdige en Masse Proclamationer og Udnævnelser, som han begyndte at dele ud; en Del unge Mennesker 295sluttede sig til ham, og fik i en Fart etslags Uniformer og trefarvede Skjærf.
Klokken 1 om Natten trængte Malet ind til Oberst Soulier – en tapper, men dum Officer, som tilogmed ikke kjendte Malet. Her udgav denne sig for General Lamotte og sagde, at han kom lige fra Rusland med den Efterretning, at Keiseren var død den 8de October; han forlangte strax nogle Tropper stillet til sin Disposition.
Soulier lod sig dupere og gav ham 1200 Mand – dog uden Patroner og Flintestene i Laasene. Med disse Folk drog General Malet til Fængselet La Force, hvor han befriede Generalerne Guidal og Lahorie, der ogsaa sad fængslede for politiske Intriger.
Dernæst udstedte han en Mængde Ordres og gik op til Paris’s Commandant General Hulin og skjød ham en Pistolkugle gjennem Kinden; men da der kom flere Officerer til, blev Malet overmandet og arresteret.
Imidlertid trængte den befriede General Lahorie ind i Savarys Værelse – han var dengang Politiminister og lod ham føre i Arrest til Fængselet La Force.
Men denne bagvendte Tilstand varede ikke længere end en halv Times Tid. Da Savary 296og de andre fik tænke sig lidt om, faldt det hele til Jorden; og da Politiministeren kom tilbage fra Fængselet til sit Ministerium, sad allerede General Lahorie der – bundet til en Stol.
Men Savary forvandt aldrig denne latterlige Arrestation.
Det var det hele. Men at saadant kunde ske paa det blotte Rygte om hans Død viste Keiseren, hvor løst igrunden hans store Magt hang omkring ham, og hvor liden Rod han og hans Dynasti havde i Folket – udenfor Armeen. Der var ingen i Paris, hvem det først og fremst var faldet ind at ile til Enke-Keiserinden og den lille Tronarving. –
Han forlod altsaa Moscou, men lod Marechal Mortier blive tilbage for at sprænge Kreml i Luften. Alle forstod nu, at Tilbagetoget var begyndt; og alt, hvad der fandtes i Moscou af franske Fruentimmer, Tjenere og Familier fulgte med det lange Vogntog. Veiret var fremdeles glimrende og Soldaterne ved godt Mod.
Det var Napoleons Mening at marschere mod Kutusow paa den gamle Kalugavej. Men pludselig forandrede han sin Plan, tog en Gjenvej og kom ind paa den nye Vej til Kaluga. Ved denne Forandring vilde han have undgaaet 297at møde Kutusow og være kommet forbi ham og gjennem Byen Maro-Jaroslawetz. Denne vanskelige Maneuvre blev mesterligt og hurtigt udført. Det var kun en Hær som den franske, der kunde skuffe en fiendtlig Hær, der laa rundt omkring overalt.
Det lykkelige Udfald syntes ogsaa sikret, hvis Eugen – eller rettere sagt – General Delzons havde besat Landsbyen Maro-Jaroslawetz med en hel Division, hvilket var Keiserens oprindelige Ordre.
Men Kutusow havde opdaget Napoleons Maneuvre og sendte General Doctoroff mod Divisionen Delzons, som var for svag til at modstaa Angrebet. General Delzons gjorde sin Feil god igen ved at tage Stillingen tilbage; men i den forfærdelige Kamp, som nu opstod, faldt Generalen. De var to Brødre – Generalerne Delzons; da den ene faldt, ilede den anden Broder hen til Stedet, hvor ogsaa han blev strakt død til Jorden.
Napoleon ilede til i fuldt Galop og et hæftigt Slag udviklede sig omkring Landsbyen Maro-Jaroslawetz, som blev tabt og taget igjen fem-sex Gange. Tilslut kom Davoust med Divisionen Gerard og Compans og drev Russerne tilbage, saaat de maatte opgive at stanse Armeen 298paa dette Sted, idet Dagen var gaaet tilende og Mørket faldt paa.
Efter Slaget ved Maro-Jaroslawetz prøvede den franske Hær ikke længer paa at levere noget stort Slag; skjønt de vandt, var Resultatet bare Armeens Svækkelse. Veiret begyndte at blive surt med Regn. Generalerne vilde tilbage over Mosaisk for at komme ind paa Smolensk-veien; og den 26de October maatte Napoleon give efter og aabent erkjende Tilbagetoget. Han havde endnu aldrig i sit Liv givet efter for deres Vilje, som var omkring ham.
Imidlertid kom Marechal Mortier bagefter. Han havde sprængt Kreml i Luften; de bortdragende havde hørt Braget i store Afstande.
Paa Marschen tilbage fra Moscou var det, at de egentlige Rædsler begyndte.
Generalerne mistede efterhaanden deres Magt over de fortvivlede Soldater, de Saarede blev liggende langs Veien, Krudtvognene sprængtes, Uorden bredte sig ud over det hele.
Selv Davoust kunde ikke forhindre det; han marscherede bagerst med Levningerne af sit skjønne 1ste Corps og havde baade Ansvaret for alt, hvad der slæbte sig efter Armeen, og den daglige Kamp mod Fienden. Kutusow indskrænkede 299sig nu til at følge lige bagefter saa nær som han turde og plage de franske med General Platens Kosakker og lette Cavalleri.
Skjønt Davoust med sine Folk udførte denne besværlige Tjeneste med uforlignelig Dygtighed, var Keiseren uretfærdig nok til at fjerne det 1ste Corps, ikke for at unde det den Hvile, det høilig trængte; men fordi han paastod, at Marechallen marscherede for langsomt og methodisk.
Keiseren selv gik foran i Spidsen for sin Garde, der fortærede alt og brændte op efter sig; han saa ikke hele Elendigheden, ikke det uendelige Tog af Vaabenløse, som hver Dag skulde beskyttes mod Kosakkerne og skaffes Mad.
Han vilde Ingenting se og kjørte i Taushed sammen med Berthier, som ganske havde tabt Hovedet og næsten var fra Sans og Samling. Af og til fór Keiseren op og beklagede sig i bitre Ord over Generalerne.
En Dag kom det til en heftig Scene mellem Keiseren og Marechal Davoust; og de talte neppe et Ord mere med hinanden under Resten af Feldttoget.
Det blev nu Marechal Ney – Fyrsten af Moscowa, som overtog Armeens Beskyttelse bagfra. Den 9de November begyndte Snestormene 300ved Afmarschen fra Dorogubudge, Der var da omkring femti Tusinde vaabenløse Mænd og mange Kvinder, som slæbte sig efter.
Hele Cavalleriet – undtagen Gardens havde mistet sine Heste. Thi efter at Dyrene havde lidt ondt i Moradser og bundløse Veie paa Indmarschen, kom nu Frosten og aabenbarede de franske Hestes absolute Uduelighed til et Feldttog i Rusland paa glat Vinterføre.
Paa Vejen fra Dorogubudge til Smolensk fik man Efterretninger om, at de russiske Hære, som man nu gik imøde, vare i Bevægelse saavel fra Nord som fra Syd, for at trænge sig sammen ved Berezina og Moradserne langs denne Flod. Herved tilintetgjordes den Plan for Napoleon: at stanse i Smolensk og samle Levnedsmidler og forene sig med friske Tropper.
Paa denne Marsch led ogsaa Vicekongens Corps megen Elendighed ved Overgangen over Floden Vop, hvor al hans Bagage og alle hans Kanoner blev tagne, medens en Mængde Mennesker omkom.
Lige fra Bonapartes tidligste Tid havde Ney været med – overalt i de store Slag og overalt, hvor vovelige Maneuvrer skulde udføres. Men alligevel vil hans Navn til alle Tider være nærmest knyttet til Tilbagetoget fra Rusland.
301Denne sjeldne Mand, hvis ukuelige Mod understøttedes af et Jernlegeme, som aldrig kjendte Træthed eller Sygdom, som sov paa Jorden – eller vaagede Nat og Dag, spiste eller sultede uden at noget syntes at gjøre Forskjel for ham. Han gik oftest paa Tilbagetoget tilfods mellem sine Folk og tog stundom en 50 eller 100 Mand med sig og førte dem som en simpel Infanterikaptein mod Kugler og Granater. Altid var han rolig og oprømt; han ansaa sig som usaarlig og syntes virkelig at være det.
Midt i Kampen kunde han trive Geværet fra en døende Soldat og skyde selv. Det var ham, som vækkede dem, naar de sov, og drev dem i Kampen; han blev ikke rørt over de saarede, som raabte paa Ambulancen. Han svarede barskt, at han selv havde ikke andet end sine to Ben til at komme afsted paa, og imorgen var det kanske hans Tur til at ligge overende.
Det er ikke faldet i mange Menneskers Lod at være skabt af Jern – siger Thiers –; men man har Lov til at være haard mod andre, naar man ikke skaaner sig selv.
Mellem Dorogubudge og Smolensk var det, at Ney begyndte den heltemodige Kamp fra Dag til Dag for at redde Keiseren og Levningerne af La grande armée.
302Sneen faldt nu i massevis, og den iskolde Vind feiede henover Sletterne. Nu fandtes der næsten ikke Heste, og alle Mand gik tilfods. Nogle lod sig overvælde af Døsighed og blev liggende; andre frøs Hænder og Fødder fordærvet; alle sultede. Nogle Faa, som kunde holde paa Geværet, maatte forsvare de Værgeløse mod Kosakkerne, som Dag og Nat fulgte det sørgelige Tog og plukkede op de Ulykkelige enkeltvis, plyndrede og mishandlede dem og lod dem ligge, for at dø i Kulden.
Alligevel var der midt i al denne Opløsning og Elendighed endnu en Kjærne af Officerer og Soldater – Keiserens gamle Krigskammerater, som bevarede en Koldblodighed og en Kraft i Kampen, som holdt Kutusow i Respekt. Keiseren selv bar Ulykkerne som den Mand, han var – kold og uden at ville se, tumlende med store nye Planer fremfor sig.
Efterat han havde opgivet sin Plan og antaget de andres, var der ikke længer i Napoleons Ordrer det Stof, som gjorde, at de traf paa en Prik, og aldrig forfeilede Maalet.
Han havde udstedt den Befaling, at Armeen skulde forlade Dorogubudge i 3 Afdelinger hver med en Dags Mellemrum. Heraf blev Følgen den, at han selv med Garden først rykkede 303ind i Smolensk, tog op al Plads og forsynede sig af de Levnedsmidler, som var der, men langtfra i saa store Mængder, som Napoleon efter sine Befalinger og Dispositioner havde troet at kunne gjøre Regning paa.
Efterhaanden som nu de andre Troppeafdelinger ankom, blev der en uhyre Forvirring, Magazinerne plyndredes, man sloges om Kvartererne, al Disciplin opløstes og Uordenen var over alle Grænser. Der blev saaledes ingen Glæde af dette Ophold i Smolensk, hvor Napoleon havde ventet at kunne reorganisere de beste Dele af Armeen og ialfald finde Hvile og god Forpleining. Nu maatte man bare videre i den samme Forvirring og Elendighed, forat naa Broen ved Orschka.
I Smolensk fik Napoleon ogsaa Efterretning om, at General d’Hilliers var fuldstændig slagen ved Elnia. Keiseren sendte ham i Unaade til Paris. Men omendskjønt det skulde synes som en misundelsesværdig Lod at blive sendt hjem fra Rædslerne i Rusland, var Krænkelsen for den stolte Officer saa overvældende, at han kom ikke længer end til Berlin. Der døde den udmærkede General af Græmmelse. Han havde staaet Napoleon nær fra de første Feldttog i Italien; til Egypten kom han ikke; han fik Lov 304til at reise hjem igjen fra Malta, fordi han længtede saa efter sin Kone i Paris.
Belemret med 60,000 Mennesker uden Vaaben og i den fuldstændigste Opløsning forlod Levningerne af Armeen Smolensk i den samme Marschorden: først Keiseren den 14de November, saa Eugen og Davoust den 15de og tilsist Ney den 16de.
Kutusow havde allerede vendt sin Hær til Flugt efter det voldsomme Slag ved MaroJaroslawetz, saaat Armeerne et Øjeblik havde staaet med Ryggene mod hinanden – et Øjeblik, som Napoleon, om han havde været den gamle, nok skulde have nyttet anderledes; Kutusow var nu kommen efter i forcerede Marscher med sin store Hær; han lod Keiseren slippe forbi til Krasnoie, men stillede sig foran Eugen og Davoust med 80,000 Mand under Rajewsky og Miloradowitsch.
Divisionen Delzons, som nu var gaaet over til General Guilleminot, en Del af Broussieres Cavalleri og General Ornano slog sig igjennem. Vicekongen var saa heldig ved en snedig Maneuvre at narre Russerne, saaat ogsaa han kom forbi. Men Davoust blev afskaaret – for nu ikke at tale om Ney, der var endnu en hel Dag bagenfor.
305Napoleon kunde nu med Garden og de øvrige Tropper, som fulgte ham, have naaet Orscha og faaet Forbindelse med Marechal Victor og andre Reserver; men han var urolig for de to Marechaller, som kom bagefter. Der havde i et Par Dage været en Sløvhed over Keiseren; nu rystede han den af sig og greb personligt Commandoen. Med en Stav i Haanden gik Keiseren tilfods foran sin Garde og førte den tilbage fra Krasnoie forat møde Davoust midt i en forfærdelig Artilleri-Ild fra tre Kanter.
Den lille Styrke, hvormed han gik løs paa Russernes Masser, bestod af Levninger af gode Corpser: den unge Garde under Marechal Mortier, et Par Hundrede Heste af LatourMaubourgs berømte Dragoner og et svagt Artilleri under den urokkelige Drouot. General Claparède skulde imens forsvare Krasnoie mod Russerne, som var overalt.
I Slaget fik General Laborde Befaling fra Marechal Mortier at trække sig tilbage – langsomt. Han raabte til sine Folk: Marechallen har befalet langsomt, altsaa: vanlig Marsch, Soldater! – og de marscherede bort i trodsig Orden, mens de svandt ind til nogle faa Tusinde.
Kutusow blev endnu en Gang imponeret; han trak til sig Miloradowitsch’s Tropper, hvilket 306Davoust benyttede til at hugge sig igjennem med store Tab og forene sig igjen med Keiseren.
Men Ney, som var den hele Dagsmarsch efter, hørte man Ingenting til.
Imidlertid gjaldt det nu fremfor alt om at naa Orscha. Idet han marscherede bort, efterlod Napoleon en uklar Ordre, fordi han ikke vilde tage Ansvaret for, at man lod Marechal Ney i Stikken.
Davoust skulde vente paa Ney – lød Ordren; men samtidig skulde Davoust ikke skille sig fra Mortier. Da nu denne paa den ham befalede Tid maatte bryde op, var Davoust nødt til at følge med.
Næste Samlingssted var Liady, hvor de mødtes allesammen i stor Bekymring for Ney, hvis Undergang nu syntes næsten vis.
Marechal Ney havde syv Tusinde Mand, med hvilke han tumlede omkring mellem femti Tusinde Russere. Hans Generaler Ricard, Dufour og den tapre Oberst Pelet gjennembrød fire Gange Miloradowitsch’s forreste Rækker. Men de syv Tusinde svandt ind til tre og disse førte Marechallen tilfods i Storm med Bajonetten mod Høiderne, hvor der stod en hel Armé og et umaadeligt Artilleri. Generalerne Marchand, 307Ledru og Razoul fulgte ham. De blev kastet tilbage; Ney samler dem igjen – saa godt det lod sig gjøre – rolig og fast som altid.
Paa dette Punkt kom der en Oberst fra Miloradowitsch og opfordrede Marechal Ney til at overgive sig; men Ney vilde hverken vige eller overgive sig, skjønt hans Folk faldt omkring ham.
Oberst Pelet sad paa sin Hest med begge Ben og den ene Arm forknust af Kugler. Han fik den Idé at raade Marechallen til en tilbagegaaende Bevægelse mod Landsbyen Dubrowna, hvor der var en Bro over Dnjepr-Floden. Ney fulgte Raadet; men da han kom til Dubrowna, fandt han Broen afbrudt. Davoust var for et Øjeblik siden marscheret forbi og havde sprængt Broen efter sig. Saa var der ikke andet Raad end at vove sig over paa den tynde Is. Og det gjorde Ney om Natten; han kom over og fandt frem til Orscha med femten hundrede Mand, – det var alt, hvad han havde tilovers.
Men alligevel var Glæden stor, da Helten kom slæbende med sine forfrosne og halvdøde Folk, som et Øieblik kunde faa hvile og forfriskes mellem Kammeraterne.
Napoleon, som allerede stod paa en daarlig Fod med Davoust, var uretfærdig nok til at 308støtte dem, der raabte, at det var Davoust, som havde forladt Ney; medens det ikke var andet end Keiserens egne Ordre, Fyrsten af Eckmühl havde adlydt.
I Orscha var der i det højeste 25,000 bevæbnede Mænd og vel saa mange Efternølere – alt i alt en Ottende-Del af den store Armé, som gik over Niemen i Juni.
Her blev alle Vogne opbrændte, alle Keiserens Papirer og to fuldstændige Bro-Train.
Efterretningerne fra Marechallerne Victor og Oudinot vare nedslaaende. Wittgenstein fra Nord og Tschitschakoff fra Syd vilde uvægerligen mødes ved Berezina-Floden og stanse Arméen endeligen og for siste Gang.
Den 22de November fik Napoleon Bud om, at hans tapre polske General Dombrowsky en af Krigskammeraterne fra Egypten – var slaaet af Russerne under Ojarowski ved Borizow, hvorved de Franske mistede den eneste Bro, de havde over Berezina.
Napoleon holdt nu Raadslagning med sine første Ingenieur-Generaler. Der var Lariboisière og Chasseloup, Eblé, Haxo og Schweitseren General Jomini, der ansaaes som en stor Taktiker.
Nedenfor Borizow var det umuligt at komme 309over; man fik trække sig nordover – nærmere Flodens Kilder og prøve at komme over der. Thi det syntes alle en Umulighed at slaa Bro over en saavidt bred Flod som Berezina midt i Fiendens Paasyn.
Da indtraf der midt i alle Ulykkerne et Held.
General Corbineau – en Broder til han, som faldt ved Keiserens Side i Slaget ved Eylau – kom fra Flodens høire Bred – vestenfra – og havde med syv hundrede Ryttere hugget sig igjennem Wittgensteins Linier og var naaet frem til Flodbredden just som en russisk Bonde, som var kjendt, vadede over Berezina.
Herved blev det grunde Sted ved Studzianka opdaget; og alle greb dette strax som den eneste Udvej fra Fangenskab eller Tilintetgjørelse. Ved sindrige Maneuvrer skuffede man i det længste Tschitschakoff, saaat han ventede Overgangen nedenfor Borizow og lod Studzianka Vadested blottet og ubevogtet. Det synes ganske uforklarligt, at ikke Russerne, som viste, hvad det gjaldt, og som var saa talrige rundt omkring, at de ikke passede bedre paa.
Imidlertid tog General Eblé strax fat paa at slaa to Broer over Floden med sine Folk. Han havde været saa forsynlig, dengang Napoleon lod Brotrainene brænde, at frelse nogle Vogne, 310som indeholdt Værktøi, Jernbeslag og Kul. Understøttet af Chasseloup og flere dygtige Ingenieurer reddede han og hans udmærkede Brobyggere Arméens Rester og Keiseren.
Dette Arbeide er med Rette bleven ligesaa berømt som nogen krigersk Bedrift. Floden var paa sine Steder optil otte Fod dyb, og dertil var den stærke Strøm opfyldt med Isstykker. De maatte hjælpe sig med Tømmer, Husbygninger og alt, hvad der bare kunde flyde, og under hele Arbeidet maatte Officerer og Mandskabet færdes baade i og under Vandet.
Artilleribroen gik tre Gange i Stykker, mens de byggede paa den; og den gamle General Eblé maatte selv i Vandet. Denne udmærkede Mand roses af alle som et Mønster paa en Officer – baade hvad det statelige Ydre angik og for sin Karakter. Der sagdes om ham i Arméen, at han og Keiserens Livlæge Larrey var de to Mænd, som kunde forlange det umulige af Folkene, og de fik det udført.
Det var ogsaa noget nær det sværeste Arbeide, man kunde byde Mennesker under de fortvivlede Omstændigheder at bygge Broer i en Fart for en halvt opløst Armé som den franske da var det. Imidlertid gik Tropperne, saasnart Broerne var færdige, over i god Orden. 311Paa den vestre Bred mødtes de af Victors og Oudinots Forposter. Med Rædsel saa de unge Soldater de udpinte og fornedrede Levninger af den store Armé.
Dersom Efternølerne havde villet, kunde ogsaa de have frelst sig over i Natten mellem den 26de og 27de; men Demoralisationen var saa stor, at de slog sig ned paa den østlige Bred omkring Bagagen og i nogle Huse, de fandt.
Men da Fienden endelig fik Greie paa Overgangen og Tid til at samle sig fra alle Kanter, opstod der en forfærdelig Forvirring og Trængsel ved Broerne, hvorved en Mængde Mennesker omkom paa den ynkeligste Maade. Den 29de November om Morgenen Klokken syv skulde Broerne brændes af, for at stanse Russernes Forfølgelse. Eblé og Victor arbeidede alt hvad de kunde med de vanvittige Efternølere, som ikke vilde forlade den østlige Bred.
Men da Klokken blev halvni og Russerne trængte paa, antændte General Eblé selv sine Broer; og da de Ulykkelige, som først nu forstod, at det var Alvor, forlod sine Leirbaal, da var det for sent; Kosakkerne var over dem, dræbte mange og drev Resten som en Hjord ind i det kolde Rusland, for at pines ihjel.
312Under hele Overgangen rasede Kampen paa begge Sider af Floden, og Resterne af det franske Artilleri besvarede for siste Gang den store Overmagt af russiske Kanoner.
Det var som i Tschaikoffskis Symfoni, naar de siste Toner af Marseillaisen bliver borte, og Partituren ved Berezina Side efter Side ikke indeholder andet end ubarmhjertige Sabelhug, som suser, suser, suser uden Ophør; indtil den store Moder Rusland atter begynder at ringe udover de blodige Sletter med de klare alvorlige Klokker. –
Under Kampen paa den østlige Bred, som førtes under Overgangen for at holde Russerne tilbage, udførte Marechal Victor – Hertugen af Belluno – et Mesterstykke af Tapperhed og Klogskab, som Napoleon lønnede slet ved at bebreide Victor de mange Efternøleres Undergang. Kun en Afdeling af Victors Corps under General Partonneaux forvildede sig under Kampen og blev taget tilfange. Det var den eneste franske Troppe-Afdeling, som under hele Feldttoget blev gjort til Fanger med Vaaben i Haand.
Om Morgenen den 28de var Marechal Oudinot, som altid var uheldig i saa Maade, atter haardt saaret og maatte bringes bort. Ney tog 313hans Commando, og om ham sluttede sig videre paa Tilbagetoget Lefebvre-Desnouettes, den gamle Lefebvre – Hertugen af Danzig – havde ogsaa gjort hele Feldttoget med; desuden Divisions-Generalerne Maison og Legrand, samt Cavalleri-Generalen Dumerc.
Maison hjalp Ney paa Tilbagetoget. Legrand var en af de store Infanteri-Generaler fra den gode Tid. Han havde været med ved Fleury og ved Hohenlinden, og senere overalt. Greve efter Tilsit. Napoleon giftede ham med en ung Datter af General Scherer; hun satte Pris paa sin gamle Helt og fiffede ham op. Ved Berezina var det Legrand, som først gik over og trængte frem paa den anden Bred. Her blev han haardt saaret. Hans Soldater bar ham længe paa Tilbagetoget; men det endte med, at han døde for dem. Det var atter en af de Nærmeste omkring Napoleon.
Blandt faldne og saarede Officerer ved Berezina var der atter mange gode Navne: Dombrowsky, Fournier, Girard, Claparède og Polakken Zayoncheck, som mistede et Ben.
Efter Berezina slæbte Arméen sig imod Smorgoni. Man viste, at Maret – Hertugen af Bassano – havde samlet store Forraad i Wilna; ligervis, at den bayerske General Wrede var 314foran Arméen – rede til Hjælp, foruden andre Generaler med Reservetropper.
Den 3die December ankom der ikke mindre end fjorten Estafetter fra Paris, som havde redet hid og did for at finde Keiseren. I enogtyve Dage havde Evropa ikke hørt et Ord fra den store Armé.
Keiseren redigerede da den 29de Bulletin dateret 3die December 1812, hvori han uden at lægge Skjul paa noget aabenbarer hele Arméens Elendighed og alle Ulykkerne paa Tilbagetoget. Underligt nok slutter han denne Redegjørelse med disse Ord: Keiseren har aldrig befundet sig bedre.
Om han selv havde Fornemmelsen af, at han havde været syg paa Toget, og kanske gjennem Fouché havde hørt, at Paris mumlede om noget sligt? – eller om han troede, at det skulde virke som en Opmuntring, at han selv ialfald var uskadt, rede til at gjenoprette Nederlaget?
I ethvert Fald regnede han galt; den 29de Bulletin og især Slutningen gjorde ham stor Skade i Folkets Øine.
General Heudelet nærmede sig fra Niemen med 10,000 Mand, og General Loison kom fra Wilna med en lignende Styrke; men det syntes, 315somom disse – tildels unge Soldater bare kom, forat gaa tilgrunde i Frost og Savn sammen med den forvirrede Masse, de mødte.
I Smorgoni forlod Keiseren i al Hemmelighed sin Armé den 5te December og kjørte vestover. Han tog med sig Coulaincourt, Duroc, Mouton og Lefebvre-Desnouettes. De kjørte den bene Vei over Is og Sne i simple Bondeslæder. Underveis mødte han Maret og inspicerede sammen med ham de store velfyldte Magaziner i Wilna, – der var Forraad af alle Slags for 100,000 Mand i 40 Dage.
Derfra kjørte det lille Følge over Warschau til Dresden, hvor de var den 15de, videre over Leipzig og Mainz, og den 19de December om Natten var han igjen i Tuillerierne og holdt den lille Konge af Rom i sine Arme.
Den hemmelige Reise var gaaet for sig tvers igjennem Evropa uden noget Uheld.
At Arméen – eller dens triste Rester følte Keiserens Afreise som den siste Bitterhed i Lidelserne er rimeligt. Der ligger – det kan ikke være anderledes – nogen Lindring deri, at den, som har forskyldt Ulykken, selv følger Vraget til det siste som en god Kammerat, hvem man tilgiver meget for hans Trofastheds Skyld.
316Men Napoleon var ingen god Kammerat. Hverken i Egypten eller her havde han anden Tanke end sig selv og sin egen Magt, – som han selv sagde, da han forlod Smorgoni: Jeg er stærkere, naar jeg taler fra min Trone i Tuillerierne, end i Spidsen for en Armé, som er ødelagt af Kulden.
Og dette Raisonnement var nok for ham. Denne Mand var ingenlunde ligegyldig for sine Folk. Faa Generaler havde før hans Tid gjort saa meget for Soldaten saavel i Feldten som hjemme med Forpleining og Belønninger. Men en Hær var for ham kun en Kraft, han kunde bruge; hvad der var tabt og ødelagt, lod han ligge, fordi det var ubrugeligt; hvad det kostede ham, ved Ingen, men anderledes kunde han ikke være.
Da han forlod Smorgoni, stolede han paa Forraadene i Wilna, som virkelig ogsaa var der. Marechal Macdonald stod med friske Tropper nordenfor og hans Allierede Østerrigerne under Schwartzemberg søndenfor. Han vilde i Wilna samle alt dette og de andre Forstærkninger, som var paa Marschen imod ham, og Niemen skulde danne en Forsvarslinie mod den fremtrængende Fiende fra øst. Saaledes var de Ideer, han betroede til Berthier; og 317umuligt var det ikke, at dette kunde have været nok for den store Feldtherre, han var, til at vende Nederlaget til Sejer; han havde før været i Knibe og havde aldrig tabt Troen paa sig selv.
Men nu kom den egentlige Fare for hele Toget: den stærke Frost, som nu satte ind for Alvor. Natten efter hans Afreise fra Smorgoni frøs det 28 Grader Reaumur, og Resterne af Arméen døde daglig i tusindvis. Endogsaa de friske Tropper, som laa i Wilna, blev ødelagte, fordi Hertugen af Bassano lod dem marschere ad Smorgoni forat møde Keiseren og hjælpe Arméen.
Men da det netop i disse Dage pludselig blev saa overhændigt koldt, frøs de unge Mennesker – tildels Italienere – de frøs ihjel næsten allesammen. Generalerne, som førte dem, var Heudelet og den enarmede Loison; Oberst Goutard – en Slægtning af Davoust og Franseschi – en Italiener – af deres Brigader frøs der ihjel 10,000 Mand i Løbet af fem-sex Dage.
Efter Keiserens Bestemmelse skulde OverCommandoen føres af Murat, fordi han var Konge; men denne – i Slaget saa forvovne Mand havde nu aldeles tabt Modet. Berthier var og blev syg og sansesløs. Davoust var mørk 318og urokkelig og sagde ikke et Ord, undtagen naar han commanderede. Han var kanske den, som led mest ved at se alt løses op og falde fra hinanden: Commando og Disciplin, Tilliden til Keiseren, Samarbejdet mellem Generalerne og istedetfor sine egne Mønster-Divisioner en opløst, demoraliseret Bande, som slog sig frem fra Dag til Dag.
Da var det Ney – den uforlignelige Ney, paa hvem hele Toget tilslut kom til at hvile.
Det er ikke godt at forstaa, hvorledes denne General alt tidligt kom til at hede den Tapreste blandt de Tapre; thi tapre var de alle; det var ikke muligt andet. Omkring en Anfører som Napoleon, der selv ikke ænsede nogen Fare, kunde der overhovedet ikke være andre end saadanne, som ikke kjendte nogen Frygt.
Men naar alligevel Enkelte blandt dem særligt udmærkedes for Tapperhed – som Ney og Murat –, maatte der ved deres Tapperhed være – for det første noget, som gik langt udover Dristighed og Dødsforagt; men ogsaa noget smittende, som udbredte Modet til de andre, saaat ogsaa de fik Lyst til at trodse Døden sammen med deres tapre Anfører.
Intet Menneske kunde i aarevis gaa fra Slag til Slag med mere Dødsforagt end Joachim Murat; 319og Ingen besad heller i høiere Grad Evnen til at smitte sit eget Mod over paa Folkene. Naar han svang sig op paa en af sine Stridsheste – selv en smuk Mand, glimrende i amarantfarvet Fløiel, hvide Strudsefjær af en urimelig Længde, Vaaben og Sadeltøi med Guld og Stene – saa fór Fanden i Eskadronerne, Mænd og Heste fløi afsted, og der var ikke den Ting, som kunde stanse dem.
Og alligevel viste det sig, at der var en Grænse, ud over hvilken denne Art af Mod ikke slog til. Kong Joachim faldt sammen, da der ikke længer var Heste til at svinge sig op paa, Ryttere med blanke Klinger og flagrende Dolmaner. Han var ikke mere ræd end før langtfra; feig kunde han aldrig blive; men Glansen gik af hans Mod, da han ikke længer skulde commandere, men frelse en Armé, som ikke længer var nogen Armé.
Andre Følelser end Mandemod og Pligt fik Magten; han mindedes sit skjønne Neapel og denne Kongekrone, som han bestandig havde maattet føle paa, om den virkelig var der og sad fast. Nu syntes han, det kjendtes, somom den løsnede noget og han mistede Mod og Lyst til hver Morgen at baxe med Kosakkerne.
Men da viste Ney sig at eje dette seige Mod, 320som hører Fodfolket til. Der er ingen prægtige Heste og ingen vilde chock; men et aldrig svigtende Mod til at udholde den daglige Kamp for at holde sig paa sine egne to Ben, komme frem did man skal, og gaa tilbage med Anstand.
Saaledes havde ogsaa Lannes været; men saa var Hertugen af Montebello i alle andre Henseender saa langt bedre begavet end den arme Fyrste af Moscowa, som kun havde sit Mod.
I Wilna gik det ligesom i Smolensk. De udhungrede Soldater kastede sig over de store Forraad, plyndrede og sloges om Mad og Drikke i den forfærdeligste Forvirring. Der fandtes ikke længer et eneste Corps, som havde nogen Levning af Tropper under Fanen. Da Marechal Victor stod ved Wilnas Porte, hvor han skulde forestille Avant-Garden, havde han ikke en eneste Soldat med sig. Af den nyankomne Division Loison var der knapt 3,000 Mand tilbage og omtrent ligesaa mange af den gamle Garde.
Den 9de December kom Kutusows første Afdelinger over de Franske, mens de plyndrede i Wilna. Ney og den gamle Hertug af Danzig løb omkring i Gaderne og samlede Folk til Forsvar. Murat derimod gjorde intet Forsøg 321paa at forsvare Byen, men flygtede om Natten i Forvejen til Kowno.
Den bayerske General Wrede tilbød Marechal Ney at hugge ham ud af Byen med de 60 Ryttere, han endnu havde i Behold. Men Ney pegte paa den Sværm af Flygtninge, som endnu fyldte Gaderne, og som maatte beskyttes og hjælpes bort til Natten; og han svor paa, at før Klokken otte næste Morgen skulde ikke Alverdens Kosakker drive ham og hans femti Grenaderer ud af det Hus, hvor de havde forskanset sig, og hvorfra han beherskede Porten og holdt Russerne tilbage.
Tusindvis af Saarede blev liggende i Wilna, forat dræbes af Kosakkerne. Mange af Efternølerne var der ogsaa, som i stump Fortvivlelse foretrak at forblive i Husene fremfor at vaage sig ud i en Kulde, som holdt sig opimod 30 Grader Reaumur.
En Mil fra Wilna blev hele det elendige Tog stanset af en ganske ubetydelig Skraaning; Vejen var saa haard og glat, at Folk og Heste gled og faldt, og Kanoner og Vogne rullede bagover.
Her gik mange russiske Faner og Trofæer tabt og en Krigskasse paa 10 Millioner i Guld og Sølv.
322Marechallen begyndte først med at fordele Guldet mellem Garden – og hver eneste Mand af Garden, som naaede Paris, bragte sit Guld til Statskassen –; men efterhvert som Kosakkerne kom nærmere, løstes alle Baand og det blev til en almindelig Plyndring, som Kosakkerne fuldendte, efterat de Franske var jaget videre.
Den 12te December strømmede Flygtningerne ind i Kowno, hvor de samme Scener gjentog sig som i Smolensk og i Wilna – bare værre og vildere. Soldaterne var nu som vilde Dyr over Maden, og især drak mange sig ihjel paa Brændevinet.
Murat holdt her et Krigsraad, hvor alle udtømte sig i Raseri mod Keiseren – undtagen Ney og Davoust, – de to sagde Ingenting. Ney paatog sig at forsvare Kowno saa vidt, at Flygtningerne fik redde sig over Niemen til Königsberg eller til Macdonalds Vinterkvarterer, som nu var i Nærheden. Der blev aftalt Mødesteder for de forskjellige Corps, hvorefter alle Generaler tog afsted til Königsberg og lod Ney tilbage.
Nu var der ikke længer nogen Skygge tilbage af den store Armé; alt var forsvundet. Ney var alene med et Par Adjutanter, da han 323drog ind i Kowno. Der fandt han en fire Hundrede Mand under General Marchand og 300 tyske Tropper. Russerne kom lige efter og vilde trænge ind gjennem den Port, som vendte mod Wilna-Vejen. Ney iler derhen; men de tre-fire Kanoner, han fandt, vare fornaglede og Artilleristerne var paa Flugt. De tyske Tropper løb ogsaa bort, efter at den Officer, som førte dem, havde skudt sig selv i Fortvivlelse.
Men Ney gav sig ikke. Han vilde forsvare Kowno til den næste Dag. Marechallen tog nu selv et Gevær og skjød som en Grenader, en Kreds af høie Officerer gjorde det samme. General Gerard, som med Hæder stod Side om Side med Ney i Togets siste Krampetrækninger, havde samlet 30 Mand, og med dem forsvarede de Wilna-Porten og opholdt hele den russiske Armé.
En anden liden Flok af det 29de Regiment havde Adjutant Rumigni faaet samlet; og da han kom med dem, syntes Marechallen, at Kowno var reddet; han omfavnede Officeren i sin Glæde. Og medens Marchand i al Hast blev sendt afsted til den eneste Bro over Niemen, som de havde at haabe paa, og som Fienden havde besat, sloges Ney den hele Dag og holdt Stillingen, til Mørket kom.
324Men om Natten listede de sig gjennem Kowno og naaede Floden, hvor Marchand havde gjenerobret Broen, som var i Behold, og saaledes slap de over Niemen – ud af Rusland – 500 Mand i alt.
Men Kosakkerne slap dem ikke endnu. Ved en liden Skraaning i Veien sad atter alting fast. Og her blev alt det liggende, som de havde slæbt med sig saa langt; og Kosakkerne adsplittede de fire-fem Hundrede Mand i Mørket, saaat Ney og Gerard stod næsten alene med et Par Officerer. General Marchand var undkommet ad en anden Vei; men tilslut naaede de Königsberg.
Fra nu af existerede der ikke nogen Del af Arméen under Vaaben. Tilbagetoget endte i smaa Skarer, som flygtede henover Polens Sletter forfulgte af Kosakkerne endnu nogle Mil vestenfor Niemen. Her vendte det russiske Rytteri om, og Zarens Armé, som ogsaa havde tabt 2/3 af sin Styrke, gjorde endelig holdt. –
Den gamle Garde, som hele Tiden havde havt det minst ondt – tildels paa de andre Troppers Bekostning, og som oprindelig var 7,000 Mand, kunde i Königsberg stille 500 Mand paa Benene; det var den eneste bevæbnede Rest. Den unge Garde var fuldstændig opreven, og alle de andre Corpser forsvundne.
325I Königsberg laa der 10,000 Syge og Saarede, mellem hvilke der udbrød en Sygdom, som Lægerne dengang kaldte Frostfeber. Overlægen selv – den heltemodige Larrey blev angrebet og døde; ligesaa Generalerne Lariboisière og Eblé; af hans udvalgte 100 Brobyggere var der ikke mere end 12, som slap fra Dagene ved Berezina med Livet.
Der gik ialt 300,000 Soldater tilgrunde paa Napoleons Tog til Rusland, og dertil et Antal Kvinder og Civile, som vist aldrig har kunnet fastsættes.
I Königsberg samledes Generalerne uden Tropper; Raseriet mod Keiseren var almindeligt; men de fleste var endnu i lange Tider ligesom halvt bedøvede af Ulykken og af de uhørte Anstrængelser.
*
– Imidlertid begyndte nu det Frafald af fremmede Hjælpetropper, som fortsattes ind i det nye Aar. Vistnok havde Officerer og Mandskaber svoret etslags Ed til Napoleon og de franske Faner, og det var en lumpen Streg, naar de tyske Tropper i 1813 midt under Kampen løb over til sine Landsmænd og vendte sig omkring, for at skyde ind i selve den Slagorden, 326de netop havde forladt; – men alligevel! efter vore Begreber om Nationalitet maatte de jo længte ud af den unaturlige Tvang og saa snart det var muligt slutte sig til sine Landsmænd, for at afkaste det utaalelige Aag, Frankrig længe havde lagt paa Evropa.
Der var hemmeligen afsluttet en Vaabensstilstand mellem den russiske General Diebitsch og den preussiske General Yorck, som med sine Folk udgjorde den væsentligste Del af Macdonalds Corps. Den 31te December marscherede General Yorck bort med sine Regimenter, og Marechal Macdonald kunde nu ikke længer holde Russerne i Shak, men maatte trække sig tilbage med de 7,000 Polakker under Grandjean, som han havde tilovers.
Det blev efterhaanden umuligt at opretholde Niemen som Forsvarslinie, dernæst opgaves ogsaa Weichselen; Königsberg blev forladt, og atter var det Ney, som skulde dække Tilbagetoget med Resterne af Divisionerne Heudelet og Loison. Alle led Nød af Kulden, og Levnedsmidler maatte kjøbes dyrt eller tages med Magt. Danzig blev et Tilflugtssted, hvor Rapp var bleven udnævnt til Gouverneur og hvor han nu indesluttede sig og beredte sig til Forsvar. Denne Post havde Napoleon lang Tid i Forvejen bestemt 327for Rapp; thi under et af Slagene i Rusland havde Keiseren allerede givet General Rapp Ordre til at gjøre et Indhug; men pludselig besindede han sig og sendte en anden General af Cavalleriet. Samtidig hørte de ham mumle: Rapp har jeg Brug for til Danzig.
Murat havde først Hovedkvarter i Torn, senere i Posen. Men den 16de Januar 1813 kunde han ikke længer holde ud; han forlod den Post, Keiseren havde anbetroet ham, og flygtede fra Arméen hjem til Neapel.
Overcommandoen tilfaldt nu Vicekongen af Italien Eugen, og han førte den med sin sædvanlige Paalidelighed. Og efterat han under hele Feldttoget koldblodig og tapper havde ført sine Folk gjennem alle Lidelser, var det han, som nu endelig stansede den tilbagegaaende Bevægelse. Han blev liggende en Maaned i Posen, gjenoprettede Orden og Disciplin, og gav Folkene Hvile og Tid til atter at samle sig under Fanerne. Den 21de Februar rykkede han ind i Berlin, efterat have brændt Broerne ved Crozen og Frankfurt an der Oder.
Fürst Schwarzemberg havde hele Tiden holdt Napoleon for Nar og staaet i Ledtog med Russerne; han forlod nu aabenbart de Franske.
General Grenier havde været i Italien siden 3281811 og havde allerede da en hemmelig Ordre fra Napoleon til at holde Øie med Murat, hvis svage Karakter Keiseren kjendte saa vel. Grenier kom nu i de første Dage af 1813 med sit Corps til Berlin, hvorved Marechal Augereau fik 28,000 Mand, dertil Rapp i Danzig 25.000, samt Garnisoner i nogle Fæstninger ved Weichselfloden og i Warschau – det var nu alt, hvad Napoleon havde tilbage af Stridskræfter paa denne Kant.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander L. Kiellands siste bok, Omkring Napoleon, kom ut i 1905, ett år før han døde. Boken er ikke skjønnlitterær eller fiksjon, men heller ikke noen biografi eller en ren sakprosatekst. Kiellands tekst tar for seg Napoleons liv og hendelser som faktisk fant sted, men med skjønnlitterære trekk, og han fokuserer vel så mye på alt «omkring» Napoleon.
Kielland var hele livet interessert i Frankrike og fransk kultur og historie. Han hadde også indirekte skrevet om Napoleon før, i novelletten «Slaget ved Waterloo» (skrevet i Paris og publisert i samlingen Novelletter i 1879).
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.