Omkring Napoleon

av Alexander L. Kielland

VIII

380Alle Krigskyndige har bestandig været enige om, at Napoleon aldrig har vist sig større som General end i de Kampe, som nu begyndte, mellem Paris og Østgrænsen i de tre første Maaneder af Aaret 1814.

At han vedblev at anvende sine siste Tropper mod den aldeles haabløse Overmagt og trodsede al sund Fornuft, stemte ogsaa overens med den ensomme Mands Ukuelighed og Selvtillid.

Men at de andre hang ved ham, efter alt, hvad der var hændt, og anspændte sine yderste Kræfter som tapre Krigere og trofaste Mænd, det var, fordi deres hele Liv og al deres Tanke var omspændt af denne Ene. Thi der var næppe en eneste Mand blandt dem, som ikke forstod, at hver Dag, som gik i Kamp og Modstand, var Tab for Frankrig og samvittighedsløst Spild af Menneskeliv. Men den ene Mand 381holdt dem alle i sin Haand, saa de sloges og sloges fra Dag til Dag uden Haab, men alligevel saa tappert og saa vel ledede, at de Allierede flere Gange var i stor Knibe.

Den 23de Januar underskrev Keiseren et Dokument, som overførte Regentskabet paa Keiserinden. Hovedstaden overgav han til sin Broder Kong Joseph at beskytte. Efter at have omfavnet Marie Louise og den lille Konge af Rom for sidste Gang, gik han den 25de til sit Hovedkvarter, som var ved Chalons-sur-Marne.

Slagene fulgte nu Slag i Slag; det var næsten altid Seire, hvor Keiseren selv var med; men Uheld indtraf ogsaa, og det ene var ikke stort bedre end det andet, thi alt svækkede og forringede Modstandsevnen i hans sammensmeltede Armee.

Alt imens holdt de Allierede Congres i Châtillons og Napoleons Gesandt – Hertugen af Vicenza gjorde sit beste for at bjerge en nogenlunde Fred. Men Napoleon selv var ikke bleven klogere af Ulykken, end at han efter et lykkeligt Slag satte sine Fordringer saa høit op, at de bare lo af ham; og gik det saa nedover med et Par tabte Træfninger, vilde han bare slaas videre; det var ham ikke muligt at tro sig overvundet.

382Først sloges de den 29de Januar ved Brienne, den 2den Februar ved La Rothière, den 10de ved Champs Aubert.

Den 17de Februar havde Napoleon paalagt Marechal Victor – Hertugen af Belluno at besætte Landsbyen Montereau nær Fontaineblau. Men Marechallen havde ikke udført Keiserens Ordre med sædvanlig Præcision, og da han kom den 18de Februar, var det rette Øieblik tabt, og Würtembergerne havde sat sig fast i Stillingen.

Napoleon blev rasende. Han tog Commandoen fra Marechallen og gav den til Girard og svor, at Victor skulde sendes bort fra Armeen. Men Marechallen, som netop havde mistet sin Svigersøn i Slaget, svarede med Taarer i Øinene, at Arméen forlod han ikke; før vilde han tage et Gevær og stille sig i Rækken som Soldat.

Keiserens Vrede gik straks over. Han gav Hertugen Commando over en Del af Garden og indbød ham til sit Taffel.

Ogsaa den udmærkede General Gouyot, som havde været med ved Vanddammes Nederlag ved Kulm, fik en Overhaling af Keiseren, fordi hans Folk havde mistet 2 Kanoner. Napoleon kastede sin Hat paa Jorden i Sinne og befalede General Exelmanns at tage Commandoen. 383Men lidt senere, da Kampen om Montereau havde udviklet sig til et stort Slag, gav han General Gouyot Commandoen over de fire Esqvadroner, som udgjorde hans Livvagt.

Ved Montereau var det, at Napoleon midt i den stærkeste Kanon-Ild sagde til Artilleristerne, som bad ham fjerne sig: Vær ganske rolige. Den Kugle, som skal dræbe mig, er ikke støbt endnu.

Würtembergerne led endelig et afgjørende Nederlag, som de havde godt af. Ved en mislykket Sprængning af en Bro blev General Chateau – Victors Svigersøn – dødelig saaret, og General Pajol havde atter et Uheld, idet hans Hest kastede sig over ham.

Samme Dag – den 18de Februar – fordrev Macdonald og Oudinot Generalerne Wrede og Wittgenstein med en saadan Fart, at de franske Marechaller kunde gaa til det færdige Taffel, hvor Maden stod varm, og Bordet var smykket med Laurbærgrene.

Denne Seier ved Montereau satte Modet i den Grad op, at da Adjutant Rumigny kom med Depecher fra Congressen i Châtillon for 4de Gang, raabte Napoleon bare til ham, at han kunde gaa til Bourbonerne med de æreløse Tilbud.

384De allierede Fyrster var ogsaa et Øieblik i fuldt Tilbagetog efter Slaget ved Montereau; og Paris modtog endnu engang en Sendelse af erobrede Faner. Men Nættet trak sig atter sammen, det var især Blücher – den gamle Varulv, som fik Østerrigerne og Russerne med sig, og ubønhørligt fuldbyrdede Hævnen for Jena og Äuerstädt.

Byen Soissons, som paa et vist Punkt i den tilbagevigende Kamp, var af den allerstørste Vigtighed, blev skammeligen overgivet af en fransk General ved Navn Moreau. Marechal Augereau, som altid havde været en hul Broder, svigtede fra nu af ganske Napoleons Sag og laa med sit Armecorps i Lyon i den fuldstændigste Uvirksomhed.

Selv Napoleons sikre Ven Savary – Hertugen af Rovigo – mistede Modet. Alene Talleyrand havde hele sit Forræderi fuldt færdigt, og afventede med Sindsro, hvad der maatte komme.

Den 5te Marts var der en heftig Kamp ved Craonne. Ney og Victor med Infanteriet; Grouchy og Nansouty med Cavalleriet – alle mer eller mindre saarede –, og General Belliard, som efter Murat havde faaet Overcommandoen over Rytteriet – de drev Fienden ud af Byen 385Craonne støttet af Drouots Kanoner. Men Seieren var trist. Alle omkring Napoleon følte, at det gik mod Slutten; og Krigere saavelsom Statsmænd fæstede sine Øine paa Châtillon, hvor de forstod, at deres og Frankrigs Skjæbne afgjordes.

Men blandt de Allierede øgede der en febrilsk Iver efter at naa frem til Paris. Keiser Franz, Kong Fredrik Vilhelm og Zar Alexander, i hvis Hovedstæder Napoleon havde resideret saa mange Gange, vilde nyde Hævnen; og mange vilde gjense Paris, hvor de selv havde tilbragt nogle syndefulde Ungdomsdage ved Evropas fineste Hof.

Men endnu gik det op og ned med Krigslykken. En pludselig Panik kunde gribe dem alle, naar den Frygtelige med ét var over dem; og Zaren sagde, at Halvdelen af hans Haar var bleven hvidt paa en eneste Nat.

Den 20de Marts i Slaget ved Arcis tvang Keiseren sin Hest til at sætte over en Granat som netop faldt. Exelmanns vilde raabe til ham; men Sebastiani holdt ham tilbage: «Ser De ikke, at han gjør det med Vilje? han vil have en Ende paa det.»

Men da Sten og Grus adspredte sig efter Explosionen, sad Keiseren uskadt paa sin Hest.

386Efter et mesterligt Tilbagetog fra Arcis troede Keiseren ikke, at de Allierede vilde vove at gaa forbi ham mod Paris. Men denne Gang tog de virkelig Mod til sig og marscherede efter Marmont og Mortier, som den 25de Marts blev angrebne ved Fère Champenoise af en uhyre Overmagt.

Generalerne Pacthod og Amey havde i sine Divisioner en uforholdsmæssig Masse Transportvogne, som de skulde beskytte. Dette lange Vogntog bragte de allierede Generaler til at tro, at den lille franske Styrke var saa meget større, end den virkelig var; og rædde – som de bestandig var – mente de, at Angrebet maatte ske med fuld Kraft. Hele det forenede Cavalleri gjorde derfor Indhug paa en Gang, og det kom saa fort, at selve Fyrsterne med deres Generalstaber ikke fik Tid til at komme afvejen, men maatte sætte sine Heste i Gallop og følge med i Indhugget, for ikke at blive redne overende.

I Løbet af to Minutter var Keiser Alexander og Kongen af Preussen midt inde i de franske Colonner, omgivne paa alle Kanter af et Chock paa 16,000 Ryttere: Russere, Preussere og Østerrigere, Kyrasserer, Dragoner, Lancenerer, Husarer og Kosakker.

387Aldrig i mit Liv – siger Grev Rochechouart – kommer jeg til at faa se et saadant Røre; jeg vilde vanskeligt kunne fortælle, hvad der foregik i den gruelige Forvirring; og i et Øieblik var det hele forbi.

Den lille franske Skare, som blev knust ved Fère-Champenoise bestod for en stor Del af unge franske Rekruter, som endnu gik i deres Bluser og Bondeklær. Fangne blev Generalerne Pacthod, Amey, Jamin og Thevenot.

Den 28de Marts erfarede Keiseren i Saint Dicier, at de Allierede var foran Paris; han kastede sig paa Hesten og fór afsted i fuldt Galop. Han havde endnu den Ide, at han skulde kunne forsvare Paris, – ialfald tænkte han ikke et Øieblik paa at give sig over eller tabe Modet.

Resterne af den franske Armé trak sig tilbage mod Paris – tæt forfulgt af de Allierede. De slog fra sig i mange smukke Kampe og holdt sig Fienden godt fra Livet, indtil de den 29de Marts var lige indunder Montmartre og de ydre Boulevarder. Det sidste Slag stod om selve Paris, hvor Marechallerne Mortier og Marmont den 29de og 30te Marts med urokkeligt Mod kjæmpede den sidste haabløse Kamp.

De havde 30,000 Mand med de tilfældige 388Forstærkninger, de fik fra Paris; thi hverken Kong Joseph eller Krigsministeren Clarke havde gjort noget til Byens Forsvar, skjønt der havde været rigelig Tid og Anledning. Ministeren Clarke havde endog nægtet at udlevere 20,000 nye Geværer, som laa i Arsenalet; han var klar til Vending.

Klokken 12 den 29de Marts, da man allerede saa de fremmede Tropper fra Høiderne ved Montmartre, sendte Kong Joseph Ordre til Marechallerne, at de skulde overgive Paris. Marmont, som fik Ordren, stak den i Lommen.

Der havde været en Raadslagning i Tuillerierne. Rigets Stor-Dignitairer, Ministrene, Kong Joseph og Keiserinde Marie Louise – alle var enige om, at Regentinden med den lille Tronarving burde forlade Paris.

Alene Talleyrand havde til det yderste hævdet, at Keiserinden burde forblive i Hovedstaden og udøve det Regentskab, hvortil Keiseren selv havde givet hende Myndighed. Han var nemlig ikke bange for at forblive i Paris for sin Del; thi hans Regnskab med de Allierede og Bourbonerne var forlængst i Orden; og om han havde kunnet overlevere til Keiser Frantz hans Datter og den lille Ørneunge nu med en Gang, vilde det været en Triumf mere 389for Talleyrand. Men de andre, som ikke var saa godt garderede, fulgte med Keiserinden til Blois.

Talleyrand derimod gik og pakkede og gav sig saa god Tid udover Eftermiddagen, at da han endelig om Aftenen kom med sine Reisevogne til Barrieren, nægtede Vagten ham at forlade Byen; og han blev ført tilbage i etslags Arrest i sit store Palais.

Saaledes blev Talleyrands Saloner Midtpunktet for det Paris, som endnu stod opreist; Zaren opslog sin Residens i Hôtel Talleyrand; og midt i Nettet sad atter den gamle Edderkop og holdt alle Traadene i sit fine, stærke Spind.

Marmont havde ikke sagt noget til Mortier om den Ordre fra Kong Joseph, som han havde i Lommen; men han fik afsluttet en Vaabensstilstand, som ogsaa Mortier tiltraadte; og efter et heltemodigt Forsvar trak Marechallerne sig udenom Byen henimod Fontainebleau, og lod Paris ligge aabent for Fienden.

Compans, Arrhigi, Ricard, Christiany, Curial og Lagrange var de siste Generaler, hvis Divisioner sloges mod det hele bevæbnede Evropa.

Keiseren havde sendt General Dejean i Forveien, 390for at melde hans Ankomst i Paris. Selv red han denne Dag femten franske Mil med sin Garde, og ankom til Tróyes. Den 3die Marts om Morgenen var han atter tilhest og om Aftenen Klokken 10 var han lige i Nærheden af Byen. Han stod netop paa Veien, forat skifte Heste til Fontainebleau, da General Belliard meldte ham, at Paris havde capituleret, og at han selv netop var i Begreb med at føre Cavalleriet bort fra Hovedstaden.

Keiseren havde hørt paa ham i Stilhed.

«Vel,» sagde han; «vi maa til Paris.»

«Men Sire! der er ingen Tropper i Paris.»

«Det er det samme. Jeg finder Nationalgarden; min Armé samler sig i Morgen; følg mig med hele Deres Cavalleri.»

«Deres Majestæt» – svarede Belliard, «vil kun opnaa at blive Fange og se Hovedstaden plyndret; den er omgivet af 130,000 Mand. Jeg har selv for at slippe ud, maattet forpligte mig selv og mine Folk til ikke at vende tilbage.»

«Sex Timer for sent og alting tabt!» – sagde Keiseren. Han gik ind og satte sig paa en Stol i det lille Posthus ved Vejen; og der faldt han endelig i en dyb Søvn. –

Under de Allieredes Indrykning i Frankrige havde den svenske Kronprins ført det Armécorps, 391som marscherede længst mod Nord. Tilliden til ham var ringe blandt Fyrsterne, og de holdt ham gjerne paa Afstand; han følte bestandig selv, hvor yderlig svag hans Stilling var. Efterhaanden som han rykkede vestover gjennem Nord-Tyskland, bemægtigede han sig alt det Jordegods, som af Napoleon var skjænket til hans fordums Vaabenbrødre; men han var endnu saa usikker og saa vant til at holde sig alle Veie aabne, at han fremdeles knyttede Intriger til alle Sider, rede til at forraade, hvad det skulde være, for at bevare sin Kongeværdighed.

Da han skulde rykke ind i Flandern, som forsvaredes af hans gamle Vaabenbroder General Maison, gjorde han skriftlig det Tilbud at afvæbne de under ham staaende Preussere og dernæst med sine svenske Tropper gaa over til Franskmændene, dersom man kunde skaffe ham en skriftlig Erklæring fra Keiser Napoleon, som garanterede Bernadotte en Kongeværdighed i Sverige eller i et andet Rige.

Napoleon samtykkede, men paa det Vilkaar, at Kong Joseph skulde underskrive denne Erklæring; men derved afbrødes Underhandlingerne.

Imidlertid havde Napoleon beholdt Bernadottes 392Brev til General Maison, og dette spillede han senere Keiser Alexander ihænde. Deraf skulde den Misstemning komme mod Kronprinsen og den senere Konge af Sverige, som bestandig viste sig i en paafaldende Kulde fra alle Evropas Hoffer overfor Huset Bernadotte. – Der kunde nu være Grunde nok alligevel. –

Endogsaa med den hæderlige Carnot prøvede Bernadotte at knytte Underhandlinger. Men Carnot, som dengang forsvarede Antwerpen, lod sige til Mellembudet: «Jeg var en Ven af den franske General Bernadotte. Men jeg er en Fiende af den fremmede Fyrste, som vender sine Vaaben mod sit Fædreland.»

Men det værste af alt er næsten den Proklamation, som Kronprinsen af Sverige sendte ind over den franske Grænse, da de forenede Hære nærmede sig, og hvori der «i en af de franske Heltes Navn, som fordum kjæmpede for Frankrigs Ære» blev truet med, «at hele den franske Befolkning vilde blive overgivet til Kosakkernes Hævn, hvis der blev gjort nogen Modstand».

*

Den 1ste April tænkte Napoleon ikke paa andet end at gaa mod Paris. Han red fra Fontainebleau 393hen til Essonne og inspicerede Marechal Marmonts Corps, som her var lagt i Kvarter – udmærkede Tropper og fuldt slagfærdige. Her talte Keiseren for siste Gang med Marmont.

Den 2den April mønstrede han sin egen Garde i den store Gaard foran Slottet i Fontainebleau – saa kold og rolig som altid. Hertugen af Vicenza kom fra Paris med slette Nyheder; men Keiseren blev endnu ved at tale om et nyt Slag. I Virkeligheden havde han endnu, naar han fik samlet de Hærafdelinger, som var forblevet ham tro: Soult og Suchet i Spanien, General Grenier fra Italien, alle Fæstninger i Frankrig og Italien, – der var ialfald Kræfter nok til en forfærdelig Borgerkrig, som nok kunde ende med at sætte ham paa Tronen igjen.

Han samlede sin Garde omkring sig og lod den sværge paa, at Fienden skulde jages ud af Paris; der blev endog gjort en liden Marsch mod Hovedstaden i Løbet af Natten.

Men den 3die April var Frafaldets Dag.

Tropperne, som stod ved Yvonne under Marechallerne Qudinot og Macdonald erklærede ligefrem, at de i Tilfælde vilde nægte at gaa mod Paris. Dette Bud paatog Macdonald sig 394at bringe til Keiseren; han red til Fontainebleau.

Imidlertid havde de høieste Officerer omkring Napoleon holdt Raadslagning; og med Fyrsten af Moscowa i Spidsen gik de ind i Keiserens Værelser og forlangte af ham, at han skulde takke af som Keiser.

Og samtidig foregik paa en anden Kant Marmonts ulykkelige Forræderi.

Den næste Morgen havde atter hans modløse Mænd forsamlet sig omkring Napoleon i hans Værelser, – der var Berthier, Coulaincourt, Moncey, Maret, Lefebvre og Ney. Keiseren prøvede flere Gange at forme en Tronfrasigelse; men under dette kom Marechal Macdonald med sit Budskab.

Keiseren vendte sig nu til Kredsen af Generaler og spurgte dem, om de vilde slutte sig om hans Søn. Dertil svarede de alle ja! Macdonald med særlig Freidighed.

Han valgte da Coulaincourt, Ney og Marmont til at overbringe hans Abdication og til at være hans Underhandlere med de allierede Fyrster i Paris. Men en liden Stund efter ombyttede han Marmont med Macdonald – uden at han i dette Øieblik kunde vide noget om Marmonts Frafald.

395Keiser Napoleons første Tronfrasigelse lød saaledes:

«Eftersom de allierede Magter har udtalt i deres Proklamationer, at Keiser Napoleon er den eneste Hindring for Fredens Gjenoprettelse i Evropa, erklærer Keiser Napoleon tro mod den Ed, han har aflagt, herved, at han er rede til at forlade Tronen, Frankrige, ja selve Livet for Fædrelandets Vel, – dog uden at herved berøres hans Søns Rettigheder, Keiserindens Regentskab eller Keiserdømmets Love.»

Med dette Document blev Hertugen af Vicenza og de to Marechaller sendt afsted. Men endnu i sidste Øieblik sagde Napoleon halvt afsides til Macdonald: Kom, lad os gaa paa dem imorgen, vi skal slaa dem! – men Marechallen lod, somom han ikke hørte det. –

– Marmont var født i 1774 og døde først i 1852; – han kom til at leve længst af alle Napoleons Marechaller. Lige fra Toulon havde han fulgt General Bonaparte; i Italien, Malta, Egypten, over Alperne i 1799 – overalt havde han udmærket sig, ved Marengo, i Dalmatien, hvor han erobrede Ragusa, som blev hans Hertugtitel; han naaede frem Dagen før Slaget ved Wagram og slog siden Østerrigerne paa egen 396Haand ved Znaim. Saa blev han Marechal og Gouvernør i Illyrien, og Napoleon hædrede og belønnede ham fremfor alle. Dersom der kunde være Tale om Yndlinge omkring Napoleon, maatte det vel nærmest være Junot og Marmont.

Men medens Junots Fortrin i Gunst nærmest bestod i, at Napoleon bestandig – eller ialfald i det længste bar over med ham, saa var der i Forholdet til Marmont fra Keiserens Side en Anerkjendelse og en Glæde over den yngre Officers store Egenskaber som Kriger. Marmont udviklede sig mer end nogen af de andre under Keiserens egne Øine og under hans Ledelse; derfor var der noget, man næsten kunde kalde Ømhed hos Napoleon, naar det gjaldt Marmont.

Ikke saa, at dette forhindrede Napoleon fra at være lige saa kold og haard i Tjenesten mod Marmont, som mod enhver anden. Da saaledes Marmont viste sig første Gang i Tuillerierne efter Slaget ved Salamanca – bleg og udtæret med den forknuste Arm i Bind, sagde Keiseren bare, idet han gik forbi: «Den Arm maa De sætte af – Marechal!»

Alligevel holdt han altid Øie med Marmont, og det følte denne. Allerede efter Slaget ved 397Montebello lod Bonaparte sin Broder Joseph tilbyde Marmont at gifte sig med Pauline, hun blev, da Familien begyndte at stige, altid budt frem, naar nogen skulde hædres, men det synes, somom der var flere, der betakkede sig. Det gjorde ialfald Marmont. Men en Gang Bonaparte var langt borte, giftede han sig i Paris med en meget rig Dame Mademoiselle Peregeaux.

Han begyndte med at være meget forelsket; men hans Kone var urimelig og meget forkjælet; de lange Fraværelser som blev skjæbnesvangre for saa mange Ægteskaber i den Tid, gjorde hende utro; og tilslut gjorde hun ham saa meget ondt som hun kunde.

Da Marmont i 1810 skulde gaa til Portugal forat afløse Massena, sagde Keiseren til ham: «Naar den spanske Halvø er erobret, vil den blive delt i 5 Riger med en Vicekonge i hvert af dem. De skal holde Hof og nyde fuld Honneur som kongelige Høiheder. Et af disse Kongedømmer er bestemt for Dem; gaa og tag det og fortjen det!»

I 1813 talte Napoleon om de fremmede Officerer, som i det sachsiske Felttog havde ført sine Tropper over til Fienden midt under Slaget, og idet han herunder kom ind paa Forskjellen 398mellem et samvittighedsfuldt Pligtmenneske og en Mand af Ære, vendte han sig til Marmont og sagde:

«Hvis for Exempel Fienden havde erobret Frankrig og stod paa Høiderne ved Montmartre, og De troede – kanske med Rette, at Landets Vel krævede, at De forlod mig, og hvis De saa gjorde det, kunde De være en god Franskmand, en tapper Mand og et samvittighedsfuldt Pligtmenneske, – men ikke en Mand af Ære.»

Marechal Marmont, som selv fortæller dette i sine Memoirer, tilføier ganske koldblodigt: Disse Ord kom jeg til at tænke paa siden ved Essonne.

Han havde kjæmpet som en af de Beste i hele det sachsiske Feldttog – ved Lützen, Bautzen, Würschen, Dresden og Leipzig og nu tilslut havde han sammen med Mortier forsvaret Paris som en Helt, – og saa med en Gang var altsammen anderledes. Paa en uforklarlig Maade blev denne Mand en af de utaknemligste mod Napoleon.

Mens hans Corps marscherede fra Montmartre udenom Byen til Essonne paa Vejen til Fontainebleau, red Marmont ind i Paris til sit Palais. Blodig og tilsølet af en Række Slagdage 399trængte han til at blive vasket og barberet, og til at faa hvile sig lidt og komme i Orden. Men han blev strax opsøgt af Udsendinge fra Talleyrand, der overalt var ude og fristede til Frafald fra Keiser Napoleon; og for hvem en General som Marmont med et helt Armécorps lige indpaa Paris vilde været en stor Gave at kunde byde de Allierede.

Til Agent hos Marmont havde Talleyrand valgt Keiserens tidligere Privatsecretair Bourienne, som var en intim Ven af Hertugen af Rajusa. Men Marmont svarede paa alle Tilnærmelser, at han vilde dø ved Siden af sin Keiser. Og i denne Stemning forlod han Paris og kom til sit Corps i Essonne.

Men Dagen efter – den 3dje April – sendte Frafalds-Partiet Bud paa Bud til Marmont; og tilslut begyndte han virkelig at vakle og traadte i Underhandlinger med Fyrst Schwarzembergs Agenter; det blev aftalt, at hans Corps skulde marschere bort gjennem de Allieredes Linier.

Da nu Coulaincourt og de to Marechaller passerede Essonne paa deres Vei til Paris med Napoleons Abdication, tilstod Marmont sit Forrædderi for disse tre gamle Kammerater og syntes at være yderst fortvivlet. Om Morgenen tidligt – dette var den 4de April – havde 400han sammenkaldt sine Generaler og faaet dem næsten allesammen til at samtykke i Frafaldet.

Men nu, da han stod foran de tre Udsendinge fra Keiseren, skammede han sig og bad om at faa følge med til Paris; han skjulte sig inde i Vognen. Til sine Officerer efterlod han den Besked, at de Intet maatte foretage sig; før der kom nærmere Ordre fra ham.

Imidlertid sendte Napoleon, som ingen Anelse havde om dette, et ridende Bud til Essonne, forat bede Marmont komme til Fontainebleau, han vilde tale med ham. Dette opfattede Marmonts Generaler som et Tegn paa, at de var forraadte; de blev bange, og uden at vente paa videre Ordre marscherede de bort om Natten, gik gjennem de Allieredes Linier, der aabnede sig for dem, saaledes som Aftalen havde været. General Souham førte dem; han havde aldrig været nogen Ven af Napoleon; men den tapre Compans og hans udmærkede Division var ogsaa med.

Oberst Fabrier red i en Fart til Paris for at hente Marmont, og denne lovede at komme om en Time; men allerede før denne Tid kom der en Officer fra Essonne og meldte, at nu marscherede de bort – hele Resten af Marmonts Armécorps; det var kun Polakkerne 401som havde bevaret Troskaben mod Keiseren; under General Ordener var de redne ad Versailles, forat slutte sig til de Regimenter som var samlede ved Rambouillet og som endnu ikke var gaaet over til Fienden.

Men nu var Marmont atter kommen i den Grad i Forførernes Magt, at han endog red i fuldt Firsprang til Versailles, hvor han ligefrem tvang sine Folk til at svigte General Ordener og falde fra Keiserens Parti, forat gaa over til de Allierede.

Marmonts Frafald er ikke saa mærkeligt ved sin Utaknemmelighed, – Utaknemmelighed er idetheletaget ikke sjælden –; men det viser, hvor utrygge de i Grunden var, som fulgte Napoleon paa hans eventyrlige Stigning. Saasnart Samfundet syntes at ville falde tilbage i de gamle Fauter og Folder med de rigtige gamle Navne paa de gamle Pladse, styrtede de tyve Aars Liv sammen som et Drømmeslot, og som Børn, der pludselig vækkes, greb de fat i den kjendte Haand, som raktes dem.

Imidlertid havde de tre Udsendinge Foretræde hos Kongen af Preussen, som var grov og hos Zar Alexander, som var hul og glimrende. Men medens de endnu snusede paa Abdicationen, ankom det Bud, som bragte Rapport 402om, at hele Marmonts Corps var faldet fra.

Da dette blev forelæst halvhøit for Zaren, gjentog denne, som var temmeligt døv: totus corpus! – hvorved hele Audience-Salen forstod, at Talen var om Marmonts Corps; det maa have været en fin Latin, de talte omkring Zaren.

De tre Underhandlere fik da Abdicationen tilbage med den Besked, at Tronfrasigelsen ikke kunde accepteres, medmindre den ogsaa omfattede Napoleons Efterkommere og Familie.

Napoleon strittede imod i to Dage, holdt sig i sine Værelser og talte afvexlende om, hvorledes han vilde indrette sig paa Elba og om, hvorledes han endnu skulde slaa de Allierede sønder og sammen og befri Paris.

Men endelig den 5te April gav han fuldstændig Afkald for sig og sine Efterkommere paa Frankrigs og Italiens Troner. Den i Overensstemmelse hermed oprettede Traktat blev opsat af de Allierede i Paris den 11te og blev overbragt til Napoleon Dagen efter af Coulaincourt, Schuwaloff og Macdonald. Men Napoleon vilde ikke skrive under den Dag.

Selskabet i Fontainebleau begyndte allerede at blive tyndere omkring Napoleon. Thi medens 403Soldaterne, naar de overlodes til sig selv, holdt trofast ved den forgudede Anfører, begyndte Officererne at se sig om, hvorledes de vel skulde bjerge sig selv og sine Sager, naar Vraget sank; og de, som havde de største Pakkenelliker, var de ræddeste.

Marechal Berthier – Fyrste af Wagram og Prins af Neufchatel – belæsset med Rigdomme overdænget med Hæder og Glans og Udmærkelser af alle Slags og alt fra den ene Haand, – han kom ind i Keiserens Værelse og bad om Permission til en liden Tur ind til Paris. Han fik den, bukkede og gik.

Men da Døren var lukket efter ham, sagde Keiseren stille og koldt: «Han der kommer aldrig igjen.»

Napoleon havde seet ret. Berthier kjørte til Paris, for at underkaste sig og byde sin Tjeneste til den provisoriske Regjering.

– Den 12te April var Napoleon saaledes at se til, at alle hans Omgivelser var ængstelige for ham.

Hans Cabinets-Kammerherre Turenne tog Ladningen ud af hans Pistoler, som laa i Soveværelset.

Om Natten vækkede Keiseren sin Kammertjener og lod ham fyre op i Kaminen. Han 404hørte Keiseren skrive Breve og sønderrive dem igjen. Tilsidst tog Napoleon frem af et skjult Rum i sit Toilette-Etui en liden sort Pose, tømte den ud i et Glas Vand og gik i Seng.

Man ved nok ikke sikkert, om han ogsaa tog en stærk Gift, som han bar paa sig i Rusland – jeg tror i et Signet; ialfald var saavel dette som Posen tømt den næste Morgen.

Men han kunde ikke faa dø; hans Legeme var for stærkt; eller Giften var for gammel. Han vækkede sin egyptiske Tjener Iwan, som kom og hjalp ham. Bagefter gik Iwan ud i Stalden, sadlede en Hest og red bort og kom aldrig tilbage.

Den følgende Dag stod Keiseren op Klokken elleve og lod Marechal Macdonald kalde til sig. Denne Mands solide Egenskaber og retsindige Karakter havde Napoleon først i de triste Ulykkens Dage lært at sætte Pris paa.

Natten havde taget stærkt paa Napoleon. Hans Ansigt var ligblegt og fortrukket, og Øinene laa dybt inde i Hovedet paa ham. Men han tvang sig; og skrev nu Traktaten under med sin almindelige Haandskrift.

Dernæst takkede han Macdonald i smukke, mandige Ord og tilføiede, at han beklagede først nu at have lært ham ret at kjende. Til Erindring 405forærede han Marechallen Murad Beys prægtige Tyrke-Sabel, som Keiser Napoleon selv havde baaret i Slaget ved Thabor.

Efter Traktaten skulde Keiseren, Keiserinden og den keiserlige Familie beholde Rang og Titel. Elba skulde været et Rige for sig selv med to Millioners Indtægt – den ene Million til Keiserinde Marie Louise. Endvidere fik hun Parma, Piacenza og Guastalla – italienske Hertugdømmer, som Napoleons Søstre før havde havt. Desuden blev der fastsat en Million til Josephine og truffet mange andre Bestemmelser og Penge-Dispositioner for Napoleons Venner og for Armeen, som det bare er trist at læse om, eftersom Ingen fik de Penge, Traktaten lovede.

Den 10de April opløstes det Hof, Marie Louise havde holdt i Blois; hun blev med sin Søn sendt til Wien. Alle Bonaparterne flygtede til Schweitz.

Endelig – den 20de April skulde Napoleon sige Farvel til Arméen – til sin egen Garde. De stod opstillede i Fontainebleaus store Slotsgaard, han kom ned ad Trappen og gik dvælende – gjennem deres Rækker. Der var endnu Ansigter fra Arcole, Aboukir, Marengo, fra Austerlitz, Jena og Friedland, Somo-Sierra, 406Wagram og Moscou – hele hans Livs glimrende Historie var samlet omkring Napoleon.

Med Møie holdt han sin lille AfskedsTale:

«Jeg siger Eder Farvel – Soldater! I tyve Aar har vi holdt sammen, og jeg er stolt af Eder. Altid har jeg seet Eder paa Ærens Vej. Evropa har væbnet sig mod mig, nogle af mine Generaler har svigtet sin Pligt og Fædrelandet; og selve Frankrige har villet søge en ny Fremtid. Sammen med Eder og de andre tapre Mænd, som ere forblevne mig tro, kunde jeg ført en Borgerkrig; men Frankrige vilde lide derunder.

Vær tro mod Eders nye Konge, vær lydige mod Eders nye Chefer; lad aldrig det dyrebare Fædreland savne Eders Arm. Beklag ikke min Skjæbne. Jeg vil være lykkelig; naar jeg hører, at I er det. Jeg kunde søgt Døden; men naar jeg har valgt at leve, er det forat øge Eders Hæder: jeg vil beskrive de store Bedrifter, vi har udført sammen.

Jeg kan ikke omfavne Eder alle; men jeg vil omfavne Eders General! kom General Pelet! at jeg kan trykke Dem til mit Bryst. Og ræk mig saa Ørnen at jeg kan kysse den. Gid dette Kys maa gjenlyde i Fremtiden! Farvel! – mine 407Børn! mine gode Ønsker vil følge Eder overalt! bevar mig i Erindringen.»

Det var ikke til at undres over, at de græd – de hærdede Soldater og han selv – den kolde Marmormand – som de stod der, forat skilles, i den gamle Slotsgaard, der saa mangen god Gang havde gjenlydt af deres lystige Musik og deres: Leve Keiseren! –

– Paa Reisen sydover gjennem Frankrige var der et Par Gange Fare for, at den ophidsede Befolkning skulde forgrebet sig paa den faldne Keiser. Men den 3die Mai kom Keiseren paa en engelsk Fregat ind i Porto Ferajo paa Øen Elba. Hans Følge bestod af Generalerne Bertrand, Drouot og Cambronne samt 400 Mand af Garden. Senere kom hans Moder og Pauline til ham. Hans trofaste Elskede Grevinde Walewska var ogsaa paa Elba. Hans Tjenerskab fulgte, men Kammertjeneren Constant, som havde været omkring Napoleon i mange Aar – kom ikke med ved en bedrøvelig Misforstaaelse.

Constant har selv fortalt Historien saaledes: En af de sidste Dage i Fontainebleau gav Keiseren ham en Anvisning paa 100,000 Francs med det Raad at hæve Pengene i Guld og gjemme dem. Constant gjorde saa og gravede 408Guldet ned i sin Have, idet han forstod det paa den Maade, at disse Penge var Keiserens Afskedsgave til ham; og med den Rundhaandethed, hvormed Penge i Almindelighed behandledes omkring Napoleon, var denne Tanke ikke saa urimelig.

Da Constant derfor den sidste Dag gjorde op sit Regnskab med General Bertrand og afleverede, hvad der var i hans Værge af Keiserens Penge, nævnte han ikke noget om de 100,000 Francs. Men Napoleon sagde til Bertrand, at der manglede 100,000 Francs i Constants Regnskab, og at han ikke kunde erindre, at have foræret Constant denne Sum.

Fornærmet over, at Keiseren havde stillet ham i et tvetydigt Lys overfor Bertrand, gravede Constant Pengene op og indbetalte dem; men han bad ogsaa i sin Ophidselse General Bertrand sige til Keiseren, at han forlod hans Tjeneste og ikke vilde følge med til Elba.

Det er ikke godt at vide, hvad der gik af Napoleon i disse Dage. Det ligner ham ikke at være uretfærdig eller hensynsløs mod sine Tjenere; de elskede ham alle og forblev hos ham. Senere gjorde Keiseren Tilnærmelser; men Constant forblev urokkelig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Omkring Napoleon

Alexander L. Kiellands siste bok, Omkring Napoleon, kom ut i 1905, ett år før han døde. Boken er ikke skjønnlitterær eller fiksjon, men heller ikke noen biografi eller en ren sakprosatekst. Kiellands tekst tar for seg Napoleons liv og hendelser som faktisk fant sted, men med skjønnlitterære trekk, og han fokuserer vel så mye på alt «omkring» Napoleon.

Kielland var hele livet interessert i Frankrike og fransk kultur og historie. Han hadde også indirekte skrevet om Napoleon før, i novelletten «Slaget ved Waterloo» (skrevet i Paris og publisert i samlingen Novelletter i 1879).

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.