X

441Var Napoleon forandret, da han kom fra Elba, saa var de allierede Fyrster ogsaa anderledes Karle, da de kom for anden Gang som Sejerherrer til Paris – ganske trygge og dertil opirrede efter den siste Angst. De blev ogsaa festligt modtaget ved Indtoget; der var nu saa langt større Misstemning mod Keiseren blandt Folk.

Zaren boede igjen hos Talleyrand og lod sig tilbede. Og da de havde skrabet nok engang og endnu grundigere i Louvres Samlinger og overalt, om der ikke skulde findes endnu et Stykke Lærred eller Marmor, som Keiseren havde slæbt til Paris, reiste de hjem hver til sit og overlod til den tykke Bourbon at faa Skik og Orden paa sit forstyrrede Rige, hvor Kosakkerne atter huserede af Hjertens Lyst.

De vendte hjem de tyske Fyrster hovedsagelig for saa hurtigt som muligt at slaa Vand 442paa den Folkereisning, som var kommen dem saa vel tilgode, medens deres Troner stod paa Vip; men som der i al Sandhed ikke nu længer var Brug for.

De reiste hjem for i Taabelighed og Utaknemlighed at kue og knække den Kraft fra neden, som de ikke formaaede at se som andet end Oprør og Fare; og alt det Lys, som Bevægelsen i det unge Tyskland vilde have spredt ud over Evropa, om Gjennembruddet var bleven modtaget og forstaaet, det blev nu skruet ned med Strænghed af den onde GeheimeOver-Lyseslukker Metternich. Og i det koselige Halvmørke sad Tyskland atter – tilsyneladende vel tilfreds; og der sidder det endnu; men der er gaaet en uhyre Masse Øl til.

Det var denne Reaktion, jeg egentlig skulde læst om. Den blev fra først af næsten værre i Frankrige end i Tyskland. Bourbonernes Overmod og Uforstand kjendte ingen Grænser.

Det er næsten ikke det værste, hvad der hændte med Ney. Thi for det første havde Marechallen pralet med Jernburet, og dernæst havde det været haardt for den legitime Konge at se Mesteparten af sine Stormænd og hele Armeen løbe over til den forhadte Fiende; der 443maatte absolut gaaes strængt frem, ialfald maatte der statueres Exempler. Og da stod Neys Sag meget slet.

Alligevel blev der gjort adskillige Anstrængelser for at undgaa denne Domfældelse, som hver eneste Franskmand vilde føle som et Stik i Hjertet. Marechalen blev næsten budt Anledning til Flugt. Men han var bleven saa aldeles fortumlet og kunde ikke beslutte sig, kom ikke afsted, og tilslut blev han til alles Sorg fængslet.

Hans juridiske Forsvarere gjorde, hvad de kunde; Marechallerne nægtede at dømme ham – nogle fordi de var hans Venner, en eller to fordi de var hans Fiender. Pairs-Kammeret maatte til for at faa ham dømt, – til Døden som det var at vente. Hans Kone bad forgjæves om hans Liv; Kongen var ubøielig, denne usle, intetsigende Mand, som Frankrige ikke skyldte Tak for nogetsomhelst, han fik paa Grund af sit legitime Kongeblod Lov til at tage Livet af Frankriges første Kriger; Ney blev simpelthen skudt af 12 stakkels Soldater, som blev commanderede til det.

Efterat Marechallen var falden til Jorden det var i Luxemburg-Haven – kom der pludseligt en Englænder i fuldt Galop, satte over 444den faldne Helt og forsvandt. Dette skulde betyde Sejerherrernes Triumf, – det er akkurat lige saa smagløst som alt, hvad England fandt paa mod Napoleon og hans Mænd.

Der sad ogsaa en russisk General i fuld Uniform tilhest mellem Tilskuerne. Men Keiser Alexander jagede Personen ud af Armeen, da han fik høre dette.

Ogsaa med den tapre Oberst Labedoyère gik det galt, som han selv havde spaaet i Vognen, da de kjørte fra Waterloo; han blev ogsaa til almindelig Beklagelse henrettet.

Lavalette, som havde bemægtiget sig PostDepartementet, blev fængslet og undgik kun Døden derved, at hans Kone, som et Øieblik fik være alene med ham i Cellen, i en Fart kastede sine Klær og lod Manden gaa ud forklædt som Dame, medens hun selv sad igjen i hans Klær. Hun var en Cousine af Keiserinde Josephine.

Et Rædselsherredømme aabnede Bourbonerne, som blev kaldt det hvide i Modsætning til Revolutionens Terrorisme. Folk dømtes, deporteredes eller henrettedes, og der var ingen Ende paa Armeens Fornedrelse. Emigranterne myldrede frem som Melorme, – det var de Femti Tusinde, som Talleyrand talte om; Spot 445og Haan førte de med sig over Napoleons Hære og Generaler.

Naar det faste, korrekte Billede af la grande armée saa hurtigt forsvandt fra de franske Armeer, skyldtes det uden Tvivl Bourbonernes Mishandling af Underbefalet og Soldaterne. Hermed forbandt sig det fordærvelige ZouavSlæng, som kom med Napoleon den III og som allerede i Krigene i Algier begyndte at le af de gamle Uniformer fra Napoleons-Tiden.

Samtidig gik Preusserne efter Jena akkurat den modsatte Vei, saa dengang disse Hære igjen stod ligeoverfor hinanden, vilde den store Napoleon visselig mønstret den preussiske Hær med langt mere Tilfredshed end sine egne gamle Regimenter, saaledes som de var blevne i 1870.

Men for den Officers-Adel, som Napoleon havde grundet, var der Brug i Samfundet, især paa Grund af de store Rigdomme, som fulgte mange af disse Slægter. Og derved bliver det forklarligt, at mange af Napoleons Stormænd gik uskadt gjennem den Skjærsild: først over til Bourbonerne ved den første Restauration, saa tilbage til Napoleon i De hundrede Dage, og saa over igjen til Kongen i 1815. Der var mange, som klarede dette.

446Marechal Soult anlagde den hvide Kokarde og blev Krigsminister hos Ludvig den 18de. Alligevel var han med Keiseren ved Waterloo; Pair af Frankrige 1827, Minister i 1830. Han levede, til han blev 82 Aar gammel som Hertug af Dalmatien og efterlod sig store Rigdomme samt et berømt Galleri af spanske Malerier, som han selv havde «samlet».

Davoust ligesaa. Efterat han som de andre var kommet halvt forstyrret fra Toget til Rusland, reorganiserede han Armeen i Nordtyskland, sprængte den gamle Bro i Dresden i 1813 og indesluttede sig i Hamburg. I ti Maaneder holdt han den ulykkelige By i sin haarde Haand, – gamle Hamburgere skjælver endnu af Sinne, naar hans Navn nævnes; først i Mai 1814 vilde han tro paa Napoleons Fald og lod heise Bourbonernes hvide Flag.

Fyrsten af Eckmühl gik foreløbig til sine store Godser i Frankrig, men den 21de Marts blev han – tiltrods for alt, hvad der var imellem dem – Keiserens Krigsminister. Hans Forberedelser til Krigen ere berømte.

Efter Waterloo tog Kongen imod Davousts Underkastelse. Han var gift med en Søster af General Leclerc – Paulines første Mand; og hans yngste Datter – eller Datterdatter – lod 447i 1897 opføre et stort Fyrtaarn i Nord-Frankrige, som hun kaldte Phare d’Eckmühl. Saaledes blev det lille fredelige Møllenavn fra Tyskland først Titel for en stor fransk Hærfører og siden vil det lyse ud over Søen som et Minde om ham.

Marechal St. Cyr kom i Ministeriet; Macdonald fik Overcommandoen i Armeen; Mortier, som sprængte Kreml i 1812, blev selv i 1835 sprængt i Luften af den Helvedesmaskine, som Fieschi havde lagt tilrette for Louis Philippe.

Greven af Lobau – General Mouton blev Marechal under Louis Philippe. Han var en haard, men udmærket Officer. Napoleon havde ladet ham gifte sig med en fin Hofdame fra Bayern. Hun var 20 Aar og meget smuk, og han var opi de 40 og dertil styg. Han holdt da en liden Tale til sine Officerer:

«Jeg forlanger – Mine Herrer! at De betragter Fru Generalinden som en Statue af Marmor – af sort Marmor!» – tilføiede han med et strængt Blik paa de unge Adjutanter.

General Sebastiani var lidt i Slægt med Bonaparterne; han forlod aldrig Napoleon; men alligevel levede han til 1851 i Paris i glimrende Forhold og blev Marechal.

Mangfoldige af Napoleons Officerer, som tildels 448havde tjent sig op fra de lavere Grader, forblev i Rigdom og Hæder og grundede Familier, hvis Navne endnu gaar igjen i det høieste franske Aristokrati: Neys Efterkommere: Fyrsten af Moscowa, Hertugen af Elchingen; Lannes Slægt: Hertuger af Montebello, Coulaincourts: Hertuger af Vicenza.

Men endnu langt flere Navne forsvandt i Fattigdom og Glemsel.

Enkelte holdt sig for gode til at gaa over. Saaledes Las Cases. Han blev, da han kom tilbage fra St. Helena, opfordret til at tage en Hoftjeneste, som kunde passe med hans Rang; men han afslog:

«Vi har tjent den mægtigste Herre paa Jorden; og naar han sendte os til fremmede Hoffer, blev vi, fordi vi bar hans Uniform, behandlede, somom vi havde Rang med selve Fyrsterne; og vi følte os selv saaledes. I hans Forværelser har vi seet syv Konger, som stod der mellem os andre og ventede – akkurat som vi.»

Saa var der ogsaa en stor Gruppe Mennesker af en anden Art omkring Napoleon Folk, som aldrig kunde komme ham rigtig nær, fordi de – af noget, de selv tog for Stolthed – aldrig kunde beundre ham fuldt ud.

449General Thiébault var en Type i denne Retning. Han var dygtig nok; men fordi han ikke vilde holde sig frem, forspildte han enhver Leilighed til at gjøre den Lykke, han fortjente. Derfor sluttede han sig tidligt til Masséna og de Misfornøiede og stillede sig paa en taabelig Maade afvisende overfor Førsteconsulen og hans Mænd.

Deraf ogsaa hans Kritik over alle, som naaede frem; medens han tager deres Parti, som surmulede. Thiébault paastaar derfor, at det var General Kellermann den Yngre, som vandt Slaget ved Marengo; det var ikke Rampon, som tog Redouten ved Montenotte, men en ganske ukjendt Officer; det var ikke Davoust, som havde Æren af Slaget ved Äuerstädt, men hans Divisions-Generaler Morand og Gudin; Bonapartes Maneuvrer foran Slaget ved Marengo var en Plan, som han: Thiébault allerede før havde indleveret til Krigsministeriet overalt den Misundeliges Mangel paa Evne til at beundre.

Men forresten var han dygtig og tapper, lystig og aabenhjertig.

Han dadler strængt General Bonaparte, fordi denne ikke overholdt Kvarentaine-Reglerne, da han kom fra Egypten; men et andetsteds i 450sine Memoirer fortæller Thiébault om sig selv og sine Kammerater, at da de kom udhungrede fra Massénas Forsvar af Genua, kastede de Kvarentaine-Betjentene i Søen, løb op i Nizza og satte sig til at spise – somme af dem syv Timer i Træk!

– Mellem disse mangfoldige Mennesker og Tusinder andre, som hele Livet gjennem trængte sig om ham, staar Napoleon ligesom midt inde i en tæt Sværm. Og ligesom deres Hengivenhed og Had, deres Surmuleri og deres Smiger, deres Trofasthed og deres Forræderi afvexlende kastede Skygger over ham, saaledes gaar der et Lys fra hans egen ensomme Overlegenhed ud over dem alle og giver dem hver sit Præg, udvikler deres Karakter og bøier deres Udvikling med næsten ligesaa stor Magt som den, han raadede over i deres Livs Skjæbne og ydre Vilkaar.

Skjønt hans Livs Ide ikke rak ud over ham selv, var han dog saa stærk, at de andre troede, at de kjæmpede og led for noget større. Derfor, da alt faldt sammen, blev det ligesom en Dom over den Enkelte og hans eget Værd, hvorledes han dømte ham, som faldt.

– Efter Slaget ved Waterloo satte hele Evropa sig ned og pustede ud.

451I store Bølger havde de Ulykker og Ødelæggelser, som denne ene Mand forvoldte, væltet sig i Ringe udover hele Evropa; og jo fjernere man var fra Midten, desto mindre saa man til den krigeriske Glans, man følte bare et utaaleligt Tryk og en evindelig Forstyrrelse i sine Forretninger, i Handel og Skibsfart, i alt civilt Hverdags-Arbeide.

Ligefra Storbrittanien langs Nordsøens Kyster til Hamburg og herhjemme i Norge var det vanskeligt at følge Napoleons Kjæmpegang med nogen særlig Jubel. Alting stod fast formedelst denne vanvittige Afspærring af Fastlandet. Vi skulde som Danmarks Provins være Uvenner med vore beste Venner i Nordsøen; men skjønt det blev Engelskmanden, som næsten tog Livet af os, var det dog altsammen den forbandede Franskmands Skyld.

I Aarene fra 1807 til 1811 tog Englænderne nitten Skibe fra min Oldefar; deriblandt Barkskibet Jacob Kielland & Søn af Stavanger, som hænger her – afbildet under Indseilingen til Marseilles i 1806, samt den lille Brig Jensemand, som Oldefar havde opkaldt efter sin førstefødte Søn.

Denne min Grandonkels Skjæbne var forresten 452for saa vidt indvævet i de alleryderste Traade omkring Napoleon, som han var Cabinets-Kammerherre hos Bernadotte, efterat denne var bleven Konge. Han nød endog Kongens Gunst i den Grad, at han blev sendt med den Kronings-Ambassade, som i 1826 afgik fra Stockholm i Anledning af Keiser Nicolaus den 1stes Kroning i Moscow.

I St. Petersburg gjorde Ambassaden Visit hos den samme General Jomini, som var med i Raadslagningen foran Berezina. Han sveg Napoleon og gik over til Fienden i 1813 og var nu General-Adjutant hos Zaren; – «han havde et marqveret, men listigt Udseende».

Og i Moscow var min Grandonkel gjentagne Gange i stor Fest hos Marechal Marmont Hertugen af Ragusa, som formodentlig var fransk Gesandt?

Nu vilde jeg jo gjerne havt lidt bedre Forbindelser, end at min Slægtning blev sendt fra den ene Forræder, for at gjøre Visit hos den anden og danse hos den tredie. Men der er ved denne Sendelse et politisk Træk, som er værdt at bevares.

Den svensk-norske Kronings-Ambassade var nemlig saaledes sammensat: Af Svenske var der den gamle Feldtmarechal Grev v. Stedingk 453samt to eller tre Grever. Og af Norske var der Major Jens Bull Kielland.

Det er af Interesse at se, med hvilken minutiøs Omhu Svenskerne allerede saa tidligt i Foreningen vaagede over, at Rigernes Ligestillethed fik et fyldigt Udtryk – især hvor det gjaldt Repræsentation overfor Udlandet. –

– I Nordsøen og i Østersøen og langs Norges Kyster var og forblev Sympatierne tiltrods for Fiendskabet, Prisonen og alt det Onde, de hovmodige engelske Søofficerer gjorde os, altid halvveis hos den store Broder i Nordsøen; og jeg mindes ikke fra min tidligste Barndom i de gamle Huse at have seet et eneste Billede af Napoleon eller hørt en Sang om ham eller hans Navn nævne. Jeg har ikke læst saa meget; men jeg synes hellerikke, at han tager den Plads, man kunde vente, i Datidens Literatur og Brevvexling herhjemme.

Og har jeg ikke læst etsteds, at den unge Øhlenschläger sad paa sit Kammer i Paris og havde saa travelt med sine egne Pap-Helte, at han ikke fik Tid til at løbe ned og se den levende Napoleon mønstre sin Garde i Tuilleriernes Gaard?

Men efterhaanden kom det – og stødvis –, følgende Frankriges Kampe for at vinde op 454igjen og forvinde de bitre Minder, der skyggede over; indtil hans Navn nu fylder Evropas Literatur.

*

Som blandt Mænd saa og blandt Kvinder var Napoleon noget for sig selv. Han tog alt, hvad der blev ham budt, og næsten alt blev budt ham.

Men i mange andre Henseender var han en hensynsfuld, næsten kjærlig Ægtemand. Hans Godhed for Josephine varede længe efter Skilsmissen. En Dag var det igjen galt med hendes Regninger; thi hun kunde aldrig komme ud af det med de rigelige Indtægter, han havde bestemt for hende.

«Gaa til Josephine – sagde han heftig – og forklar hende, at dette gaar aldeles ikke an; hun maa holde op med dette Vanvid.»

Ministeren gik og kom igjen den næste Dag.

«Nu!» raabte Napoleon; «hvad sagde Josephine?»

«Ah – Deres Majestæt,» svarede Ministeren, «Keiserinden hun græd og –»

«Hvad for noget?» for Napoleon op, «græd hun? det var aldeles ikke Meningen, at De skulde faa Josephine til at græde. Kjør strax 455ud til hende, og sig, at de Penge skal vi nok klare; men hun maa ikke græde; – sig hende, at Keiseren har befalet, at hun ikke maa græde.»

Og hun paa sin Side havde bevaret nogle rette Linier i sin forvirrede Karakter; hun havde været den store Mands Veninde, og det glemte hun aldrig.

Dengang hele Paris glemte den regjerende Keiserinde og Tronarvingen under Malets korte Revolte 1812, sagde Josephine strax: «Hvis der var opstaaet nogen virkelig Fare for Keiserinden og Napoleons Søn, var jeg – uden at tænke paa, hvad Folk vilde sige – ilet til Keiserinden og stillet mig ved Siden af hende og Barnet. Det samme vilde ogsaa Hortence have gjort.»

En helt anden Dame var Marie Louise. Hun bevarede isandhed ikke Erindringen om at have tilhørt den store Mand.

Allerede i 1814 sagde hun: «Lord Wellington viste lidet, hvilken Tjeneste, han gjorde mig, da han vandt Slaget ved Waterloo.»

Men den ædle Lord viste Besked; thi han har selv sagt: «Factum er, at hun allerede dengang skulde have et Barn med den østerrigske Baron Neippberg, som hun senere ægtede; og 456var Napoleon bleven Seierherre ved Waterloo, vilde Keiserinden være bleven nødt til at vende tilbage til ham i den Tilstand.»

Napoleon kunde være frygtelig blandt Damer, naar han ikke gad være elskværdig. Men man kan alligevel forstaa, at det har været ham en Hjertens Fryd, dengang Madame Staël spurgte ham: hvilken Kvinde han satte høiest? da at svare: «den, som sætter flest Børn i Verden.» Han viste godt, hvor uhøflig han var; men Fiskeriet var ham for plumpt. Det var desuden sandt; han ligte ikke Aandrighed hos Kvinderne.

Og hellerikke Dydigheden. Han kunde ikke udstaa Dronning Louise af Preussen, som dog var en Skjønhed. Og da hun i sin oprigtige Sorg over Landets Ulykke nedlod sig til at række Erobreren en Rose med de Ord: «Denne Rose for Magdeburg,» gik Napoleon koldt forbi denne Anledning til at være galant mod den høie Dame; han tog Rosen og beholdt Magdeburg.

Intet Under, at alle Hoffer kaldte ham en Tølper.

Men til Gjengjæld fik aldrig en Kvinde nogen Magt over ham. Det hændte vel, at Josephine kunde bøie sin strænge Herre i Smaating eller 457faa ham til at opfylde en mindre rimelig Bøn; men saadant gik mere paa Venskabets Conto end paa Elskovens.

Og naar Grevinde Hatzfeldt i Berlin i 1807 opnaaede Tilgivelse for sin Mand og Damerne Polignac det samme for sine Mænd efter Cadoudals Sammensværgelse, saa havde dette heller ikke noget at gjøre med de Bønfaldendes Kvindelighed.

Men aldrig saa man ham nedværdige sig til nogen slet Handling eller til nogen politisk Forbrydelse for en Kvindes Skyld. Hvor stærk end Elskoven som Lidenskab var hos ham, var der aldrig omkring Napoleon de forargelige Maitresse-Forhold, som ellers gjerne har fulgt Kongerne ligefra den modbydelige Kong David, som de tvang os til at beundre, da vi var smaa.

Og hellerikke Religionen eller Præsterne havde den ringeste Magt over ham.

Der havde aldrig været noget mystisk over Napoleon Bonaparte; han gik ikke i Ungdommen med sygelige Drømmerier om Hemmeligheder fra sin Moders Særk; han viste meget godt, hvem han var: han var den store, hvem det største tilkom, og det med en ganske anderledes Ret, end naar vore Kongsemner gik 458og fablede om Kongstanken og bildte sig selv og andre ind, at de kunde kjende Kongeblodet i sig.

Napoleons Ærgjerrighed var sund og frisk; han kjendte Intet til udenoms Kræfter og bar i Sandhed alt sit med sig; han hverken troede eller regnede paa anden Hjælp end sit eget gode Hoved og de andres skrøbelige.

Man har prøvet at gjøre ham til en overtroisk Dagvælger og tillagt ham en Stjerne, som han skulde tro paa.

Napoleon viste, hvilken Magt der er i Erindringerne – ikke mindst for Soldaten, som ikke har stort andet at sysle med og snakke om. Og han, hvis Kunst det var i Slaget at kunne multiplicere sin Kraft paa et enkelt Punkt i et givet Øieblik, han sørgede for at bevare de Dage, hvis Minder han viste kunde multiplicere Soldaternes Mod og Iver, saaat han bare behøvede at nævne en Række Datoer og Dage, for at have hele sin Arme i Fyr og Flamme.

Forsaavidt var han en Dagvælger, men deri var intet af Overtro.

Og nu Stjernen. En Aftenstund i Tuillerierne havde Cardinal Fesch talt mange Visdoms-Ord om Maadehold, at nøie sig med, hvad der var 459opnaaet; – han havde nævnt Buen, som spændes, og Krukken, som gaar saa længe tilvands og alt det andet.

Napoleon hørte opmærksomt paa ham; og da Cardinalen var færdig, førte Keiseren ham hen til et af de høie Vinduer og pegede op i den tunge Regnhimmel.

«Ser du den Stjerne deroppe – Onkel?» – spurgte Napoleon.

Cardinalen saa og saa; nei! han saa ingen Stjerne.

«Men jeg ser den,» sagde Keiseren alvorligt og forlod ham.

Var der nogen Stjerne? – det er ikke godt at vide; men sikkert er det: forsigtige Cardinaler faar den aldrig at se.

Men heri var der hellerikke noget af Overtro. –

– Oprigtigt talt, har jeg aldrig forstaaet dette med Concordatet og det hele Forhold til Paven og Kirken; kun saa meget ser jeg, at skjønt Napoleon traf til at være samtidig med en Pave, som var en hæderlig og ædel Mand, var der dog aldrig hos Napoleon eller omkring ham noget Spor af Præstefrygt – eiheller af Hykleri.

I hans Proclamationer og Dictamina var der 460Intet af det, vi siden har maattet høre saa meget af – lige til nu ganske nylig, da PrinsRegenten kom herind fra Stockholms Slot, hvis Ry for Gudfrygtighed ikke er gammelt, og forklarede Nordmændene, at nu havde han henvendt sig personligen og privat til Gud og anraabt ham om at bøie Nordmændenes Hjerter og oplyse deres Forstand saaledes, at de kunde gjøre hans og Faderens – Oscar den Andens – Vilje.

Jeg tror forresten, at denne Prins-Regent har slaaet Recorden, – som vi siger nutildags. Saaat Regenterne selv herefter og deres Raadgivere vil føle, i hvilken farlig Grad de oprører Folkene ved at bruge denne formastelige Armi-Arm-Stil med Vorherre.

Napoleon paakaldte i sine Manifester aldrig andet end Frankrige, Æren og sig selv; og det havde Manden Ret til. De store Kirkefyrster lod han paradere ved hans storartede Kirkefester; ellers havde han ikke Brug for det religieuse Apparat. –

– Pengene behandlede Napoleon med koldblodig Ligegyldighed. Han taalte ikke Snyderi og lod sig ingenlunde imponere af de store Pengesække. Naar han syntes, En havde suget sig for fuld, var han ikke sen til at rulle ham 461i Salt og tappe af ham nogle Millioner. Saadanne Forhold var omkring Napoleon utænkelige, som vi siden har seet nok af, hvor Kongerne færdes mellem Spekulanterne i en Afhængighed af nogle gyldne Millonær-Slægter, som tilslut gjør det tvivlsomt, hvem der egentlig regjerer Landene – enten de, som bærer de gyldne Kroner paa Hoderne, eller de, som har dem i Kasserne.

Napoleon var dertil en nøgtern Mand i Mad og Drikke. Han kunde ikke være gemytlig ved Glasset mellem sine Stormænd, hvad enkelte Konger har kunnet; men saa kjendte han hellerikke de nedværdigende Drikkelag med Raahed og sansesløs Misbrug af Magten, som følger Rækkerne af mer og mindre fordrukne Konger lige fra Alexander den Store.

Paa de skjønne Kunster forstod Napoleon sig kun maadeligt – tror jeg. Han elskede Orden, Pragt og Symetri; derfor var Architektur og Decoration det, han best forstod. I Maleriet var hans Smag tør; hvad der i hans Tid brød frem af nyt og reformerende, laa ikke for ham.

I Literaturen elskede han det velordnede Drama, hvor store og uindviklede Lidenskaber skildredes i Vers, der stod fast i Rækkerne 462som hans egne Soldater. I Musiken var han neppe længer fremme end franske Officerer i Almindelighed; han blev staaende ved den smukke Sang, de italienske Arier med rigtig vanskelige Coloraturer og Cadenzer var hans Lyst. Den mere indviklede Musik, hvor det rent melodiøse synes at blive borte i de fint nuancerede Udtryk for Stemningen, og Samlyden af Stemmerne med Instrumenterne, det vilde han neppe glæde sig ved.

Hele Napoleon Bonaparte var fra Top til Taa stemt i C Dur, der fandtes hverken Kryds eller b; og Moll var ham fjernt. –

Det falder let i Øinene, hvilken stor Forskjel der alligevel var mellem denne Mand og de store Religionsstiftere, som ogsaa satte sin Tid i Bevægelse. Thi ved disse var Bevægelsen øgende, og blev først Magten ved deres Død. Men da Napoleon døde, var Historien ude.

Thi han havde ikke nogen Ide at give Verden. Hans Tanke var ikke længer end hans Liv, fordi han aldrig i sit Liv havde tænkt paa andet end sig selv.

Han trækker endog det korteste Straa sammenlignet med en beskeden Videnskabsmand, der anvender sit Liv til at forme os en Tanke, som lange Tider lever og løftes paa.

463Men blandt sine egne, blandt dem, han var født til at være iblandt – nemlig mellem Fyrsterne, rangerer Keiser Napoleon overmaade højt. Han var saa nær ved Idealet af en Tyran i gammel Betydning, som noget Menneske er kommet.

Napoleon maatte spille med de Brikker, som stod paa Brættet; men udover det kom han ikke. I hans Hoved kunde Ordet Fred aldrig betyde andet end en Pause mellem to Krige. Den Tanke, at Fred mellem Nationerne kunde blive det normale, den fandtes ikke i hans Hoved og hellerikke hos noget andet Menneske omkring ham.

Og fandtes dette Hoved, saa sad det ialfald paa en ukjendt Mands Skuldre, der endnu paa et Tagkammer sad og skrev sine Utopier ved et tarveligt Lys.

Men ligesom Napoleon som Fyrste og Hærfører naaede det høieste, var han ogsaa den siste, hvem det lykkedes omkring sin Person at samle al den Glans, som fra gammelt har fulgt og smykket hans blodige Haandtering. Efter ham var det forbi for bestandig.

Siden blev det Beregninger og Fagstudium, – det krigerske kom næsten til at ligne det 464industrielle, hvor det er de beste Maskiner, som seirer.

Nu plukker vi de gyldne Snore og de vaiende Fjere af Armeerne; og Admiralen, som før stod paa sin høieste Commando-Bro i GallaUniform med Ordener og Skjærf, han sidder nu nede i en Staal-Æske og trykker paa Knapper som en Telefon-Dame.

Men naar Glansen gaar af noget, pleier det at lide mod Slutten. Kanske kan Keiser Napoleons glimrende Skikkelse, naar den fjerner sig i Fortiden, blive en Hjælp for disse Ideologer, han foragtede saa dybt, naar vi en Dag ogsaa skal vinde den store Seier: Fred mellem Folkene.

*

Alle Verdens Sprog har udtømt sine voldsomste Adjectiver over denne Mand – opad og nedad. Og mange har med Beklagelse sat sig hen og anstillet Betragtninger over, hvilket mærkværdigt Dyr Tigeren vilde været, om den ogsaa havde ejet Lammets Egenskaber.

Men det fuldkomne ligger ikke i Alsidigheden.

Hverken i Kjøkkenet eller i Livet fremkommer det Fuldkomne derved, at alt muligt og lidt af hvert er rørt sammen i den samme Potte.

465Det fuldkomne bestaar deri, at alt det er der, som hører til; og ikke et Gran af noget udenoms.

Jeg for min Part er glad over, at jeg ikke behøver at udmatte Adjectiverne – hverken de ondeste eller de godeste. For mig er Napoleon fremfor alt og fremfor alle en Mand og et Mandfolk.

*

Selskabet paa Longwood – Keiserens Bolig paa St. Helena – levede nu i 6 Aar omkring den store Mand.

Der var General Montholon med Børn og Gemalinde; hun forestod Husvæsenet. General Bertrand med sin Familie boede et Stykke fra Longwood.

Videre var der Las Cases med sin unge Søn, General Gourgaud og den irske Læge O’Meara, – samt en Del trofaste Tjenere.

Disse faa Mennesker, som vistnok alle hængte ved Keiserens Person – hver paa sin Maade, var dog alle fremmede for hinanden. De kunde ikke i den lange pinagtige Ensomhed – omtrent som i et Skib ved Nordpolen – altid holde Fred og lade være at stride om Smaating, smaa Skinsyger, Levninger af tidligere Ærgjerrighed – til Keiserens store Sorg. Det 466var endog nær kommen til en Duel mellem Generalerne Montholon og Gourgaud.

Hvad der forøgede Bitterheden mellem dem indbyrdes og gjør Billedet af hans siste Aar saa pinligt, er den udsøgte Smaalighed og Ondskab, hvormed Englænderne behandlede ham.

Og et Liv, som det, der førtes omkring Napoleon, vilde overhovedet ikke have været til at udholde, hvis han ikke selv havde ordnet Livet for sine Omgivelser med den ham egne Sans for Orden og Arbeide. Hver fik sin Stilling og sine Instruxer, ganske som ved et Hof; men uden at der et Øieblik faldt noget Skjær af Latterlighed over denne Elendighed, som holdt sig opreist til det siste.

Keiseren forblev dem ligesaa fjern som i Tuillerierne, – kun at den uimodstaaelige Fortryllelse, som altid fulgte denne Mand, forjog for dem den Kjedsommelighed, som ellers vilde ødelagt dem.

Keiseren indrettede sin Dag og de andres med faste Arbeidstider til givne Klokkeslet; han dicterede sine Feldttog til Generalerne – de italienske til den ene, de tyske til den anden.

Og om Aftenen sad den lille Hof-Cirkel og snakkede sammen og hørte det haabløse Hav bryde mod Øen; medens Keiseren gik op og 467ned eller kunde sætte sig og fortælle et Minde eller mindes sine Mænd.

Men efterhaanden tog hans Sygdomme Overhaand, og hans Jernlegeme bukkede langsomt under. Kold og rolig som han altid havde været, saa han Livet haabløst svinde hen. I hele 1820 var han daarlig; og i 1821 gik det raskt nedover.

Den 15. April skrev han sit Testamente, hvor ingen blev glemt – ligefra hans egen Søn og ned til Tjenerne.

«Jeg ønsker, at min Aske skal hvile ved Seinen – midt iblandt det franske Folk, som jeg har elsket saa høit.»

Dette var et af de faa Ønsker, som blev opfyldt. Derimod frygter jeg for, at der blev taget lidet Hensyn til hans Fordeling af de Millioner, han eiede privat.

Det kan jo være det samme for Manden; hans Mening var god nok.

«Jeg efterlader til min Søn mine Ordenstegn, Snusdaaser, Sølvtøi og lignende Ting; mine Vaaben, Sadler og Sporer, mine Uniformer og Klæder, den graa Frakke og den blaa Kappe fra Marengo.»

«Jeg giver Grev Montholon to Millioner frcs. fordi han fulgte mig hid.»

468En liden Erindringsgave til Moderen og alle hans Søskende – de havde igrunden hængt nøie sammen. Selv Marie Louise var erindret smukke Ord; skjønt Englænderne sikkert ikke har forskaanet ham for at vide, hvorledes hun bar sig ad.

Den 2den Mai fo’r han op i Vildelse og raabte paa sin Ungdoms Generaler: Steingel, Desaix, Masséna! han saa Italiens Sol blinke i Bajonetterne.

Den 4de Mai 1821 rasede der en Orkan henover Øen, som kastede overende det siste Træ, der stod igjen ved Longwood.

Keiseren laa stille hen; mens Stormen susede forbi. Men saa længe, der var Gnist af Liv, hørte de ham tumle med store Commando-Ord.

*

Men endnu mange Aar senere – lige til 1838, efter at Teppet længst var faldet, og Natten havde sænket sig over Evropa, slæbte Talleyrand sin lamme Fod til det grønne Bord, hvor han sad mellem de klingrende Guldstykker og spillede med nye Guldfugle og gamle rovgjerrige Damer – Nat efter Nat.

Den 27de September 1905.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.