Hvor solen skinner på bjørke-løvet der ute! Og som det er fint, dette løv her!
Men nu lugter her af hæg, du!
Jeg står og ser; men her er jo ingen hæg?
Du kan ikke se den derfra; men her er. Morgen-snoen fører lugten like på os.
Men jeg kan ikke kænne den.
Å, efter slikt regn kænner jeg den mindste strømning derutefra.
Og du lugter hæg?
Så tydelig! – Luk i alle fall det nederste vindu.
Som du vil.
Hvem var det, som havde sagt, at vi måtte frygte for fjæll-ras?
Den gamle man, – han, bestman i båten, som hentede os. Det regnede og regnede, og så sa’ han: «Det er farligt, dette. Efter så langvarigt regn løsner det i fjællene her.»
Jeg har ikke tænkt på annet i nat. Du må vite, at her har gåt skred på skred. Engang – ja, det var før vor tid – tok en skred kirken.
Kirken?
Ikke her den nu står. Den stod længre borte den gang.
Er det derfor, den er flyttet klos in på havemuren her?
Ja. Når kirke-vinduerne nu om sommeren er tat ut, kan jeg ligge her og høre Adolf synge for alteret. D. v. s, da må døren her stå åpen, og døren in til dagligstuen – og naturligvis vinduet i dagligstuen også stå åpent. Han synger så dejlig. Når bægge dørene er åpne, kan jeg se kirken herfra. Kom! Det er derfor, sengen står her.
Kære Klara, at jeg skulde se dig igen slik!
Hanna!
Hvorfor skrev du ikke?
For det første er Amerika så langt borte, du; og for det andre –. Nu ja, for det andre en annen gang.
Jeg forstod ikke dit svar igår, da jeg spurte efter doktoren.
Adolf var inne, så jeg undveg det. Vi har ingen doktor.
I har ingen doktor?
Han kom her og kom her – doktoren bor meget langt borte –, og det blev til ingen ting. Og da jeg så havde ligget en hel måned uten at sove …
En hel måned uten at få sove? Men det er jo umuligt …?
Nu er det snart halv-annen, du! – Ja, saa kunde det jo være det samme med doktoren, da. Ikke sant? Min man spurte, hvad det var, som fejlte mig, og så gav han sygdommen et stygt navn. Adolf har ikke sagt mig det, så jeg vét det ikke. Siden har vi ikke sendt bud efter ham.
Snakker du ikke for meget?
Hele dager snakker jeg slet ikke. Andre tider uafladelig. Jeg må.
Nu kommer vel snart Adolf fra sin morgentur. Og så har han blomster med til mig.
Kan ikke jeg plukke dig nogen, siden du længes så?
Nej. Der er somme iblant, jeg ikke tåler. Han kænner dem.
Hanna, du har ikke fortalt mig om møtet med barnene mine på dampskibet. Jeg længes så frygtelig efter at høre det, du!
Igår var her slik uro.
Og så var I alle så trætte. Tænk, barnene sover ænnu! Fra 7 til 7! Det er ungdom, det!
De trængte det også. Men jeg kan bare nogle timer ad gangen. Og jeg er enda ikke træt.
Nej, det går alle så, som kommer op under midnatssolen. Man blir så yr-våken. – Men barnene? Er de ikke søte?
Så uskyldige som de er, du! Men de ligner ikke dig af ansigt, ikke Sang heller rigtig, uten øjnene; det så jeg siden.
Fortæl, fortæl!
For havde de lignet, så havde jeg jo kænt dem. Jeg har ikke set nogen af eder, siden I selv var unge. Husk det! Men jeg så dem komme ombord, og jeg så dem siden også, skønt de gik på annen plas …
– De havde ikke råd til mere, de stakrer!
– og jeg kænte dem ikke. Så var det en morgen, jeg stod på hytten; de gik fort fræm og tilbake nedenunder mig; de vilde holde sig varme. Hvær gang de vendte ryggen til for at gå fræmover igen, kunde jeg ikke glemme øjnene. For jeg kænte de øjne. Så slog nogle sjø-fugl ner så tæt ved, at Rakel tok ut med armene; hun blev skræmt; for de skrek like i ørene på henne. Men den bevægelse med armen, – ja, det var nøjagtig din. Og da kænte jeg øjnene også! Det var Sangs.
Du gik straks ner til dem?
Kan du spørge! «Heter I Sang?» spurte jeg. De behøvde ikke svare. Nu så jeg det tydelig. «Jeg er tante Hanna fra Amerika,» sa’ jeg. Og så blev vi alle så rørt.
Rakel havde skrevet til dig og bedt dig reise over til mig? Var det ikke så?
Jo. Og det skal Rakel ha evig tak for. Hvor hun var søt! Jeg fik dem straks over på første plas og henne tullet in i et stort sjal; for hun frøs. Han fik et plæd over sig.
Kære Hanna!
Men, du, – ja, det hører til! – i det samme gik der en kul-sort bris in fjorden efter os. Vi var like under et højt fjæll, bart og gråt. En mængde måker kom ut; et par skrek over hoderne på os. Og så stod der så koldt. Nogle tarvelige hus inne på stranden, – og de var de eneste vi så, og vi havde reist mange mil uten at se andre. Bare bærg og skær! Dette er Nordlandene, tænkte jeg. Her er disse forfrosne barn opdragne. Ja, jeg glemmer det aldrig! Frygteligt!
Men det er ikke frygteligt.
Klara! – Som du nu ligger der? Husker du, hvad du var for en fin, flagrende en? –
Ja, ja! – Jeg vét heller ikke, hvor jeg skulde begynne for at forklare dig alt dette. Å, gud!
Hvorfor skrek du ikke over til mig? Jeg, som har det så godt? og kunde på så mange måter ha spart dig for at bli overanstrængt?
Hvorfor skrev du ikke sanheden? Den hele tid har du dulgt den. – Først Rakel skrev sant.
Ja, ja! – Det er så. Og – måtte være så.
Hvorfor?
Havde jeg skrevet, som det var, og I alle sammen var kommet styrtende …?
Jeg vil ikke hjælpes. For jeg kan ikke hjælpes.
Men du løj jo altså? –
Ja, naturligvis. Jeg har løjet bestandig … og til alle. Hvor kunde jeg annet?
Her er aldeles uforståelige ting! Den ene på den andre!
Hanna? Du sa’ «overanstrængt». Du sa’, du kunde på mange måter ha spart mig for at bli overanstrængt. Har du kænt nogen overanstrængt, som kunde be’ om hjælp? eller som forstod at gjøre motstand?
Men før æn du ænnu var blet overanstrængt?
Du forstår ikke, hvad du taler om!
Så forklar mig, – hvis du kan da?
Nej, på én gang kan jeg ikke. – Men efterhånden kanske.
Til at begynne med, så havde du jo ikke hans tro? Så forunderligt! Var det grunnen?
Nej. – Ja, det er en lang historie! – Men det er ikke det. Vi har så forskelligt naturel; – skønt det er ikke det heller. Havde Sang været som andre mæn og støjet og regeret, – å, så havde det ingen nød havt – kanske! Men længe før han kænte mig, var al hans kraft – og han har kraft, kan du tro! – optat af arbejde; den var blet til kærlighed, til opofrelse. Den var bare, bare skøn! Vét du, at ænnu har ikke i vort hus været hørt ét hårdt ord? ikke forekommet en «scene»? Og vi har snart været gift i 25 år. Han skinner bestandig af søndags-glæde. For han har søndag hele året.
Gud, hvor du elsker ham!
Det er for lit’ at sige, at jeg elsker ham. Jeg er ikke uten ham. Og så taler du om at gøre motstand? – D. v. s. jeg måtte jo somme tider, når det gik altfor meget over alles ævne.
Hvad mener du med det?
Det skal jeg forklare dig siden. Men hvem kan stå imot bare, bare godhed? bare, bare opofrelse for andre? bare, bare fryd? Og hvem kan stå imot, når hans barnlige tro og hans overnaturlige magt river alle andre med?
Overnaturlig, siger du?
Har du ikke hørt det? Har barnene ikke fortalt dig –?
– hvad? –
– at Sang, når han bér innerlig, får, hvad han bér om?
At han gør mirakler, mener du?
Ja!
Sang?!
Har barnene ikke sagt dig det?
Nej!
Men det er da besynderligt!
Vi har slet ikke talt om noget sådant.
Men så har de jo ikke … Å, de har tænkt, du visste det! For Sang – ja, det er «mirakel-præsten», det, for hele landet! De har tænkt, du kænte til det! De er så beskedne, barnene.
Men gør han mirakler? Mirakler?
Fik du ikke, straks du så ham, intryk af noget overnaturligt?
Jeg havde aldrig falt på at bruke det ord; – men når du siger det … Han gør et højst – ja, hvad skal jeg kalle det? – åndigt intryk? – et meget sælsomt, gør han. Som hørte han ikke til her!
Nej! Ikke sant?
Jo, det er sant!
Vét du, at jeg kan ligge sammentrukket, med benene op til brystet og armene … ja, jeg tør ikke gøre det efter; for så kan det let komme … Jeg kan ligge så i hele dager, når han er borte, uten at kunne få lemmerne tilbake igen. Du kan tro, det er forfærdeligt! Engang – han var over fjællene; å, disse turer over fjællene! – da lå jeg i 8 – otte – dager således. Og han stod ikke før der i døren, og jeg så ham, og han så mig, så begynte armene og benene at gi’ efter, og han kom og strøk, og jeg lå rank som nu! Og bestandig således – op igen, op igen! Bare han er i rummet, så viger det!
Besynderligt!
Hvad siger du om det, at syke, d. v. s. virkelig troende, som var syke, – det har ikke hændt én gang, men hundre! – når han kom og bad med dem, så blev de friske!
Virkelig friske?
Aldeles friske! Ja, hvad siger du om det, at syke, som han ikke kunde komme til, – for her er jo slike store afstande! – dem har han skrevet til, at på den og den dag og det og det klokkeslæt bad han for dem, og så måtte de be’ med; – og fra samme time tok deres sygdom en annen vending! Det er sant! Jeg har mange tilfæller!
Forunderligt! – Men dette har du aldrig skrevet!
Jeg kænte eder jo! Tror du, jeg vilde utsætte ham for eders tvil? –
Her er en præste-enke her – å, henne må du se! Hun bor tæt her ved. Hun er det ærværdigste, jeg kan tænke mig! – Hun havde været lam i femten år, da Sang kom hit; det er nu fem og tyve år siden. Nu går hun hvær eneste søndag i kirken! Og hun er snart hundre år.
Han kurerte henne?
Bare ved at be’ og ved at få henne til at be’! For du kan tro, han kan be’! Og så dette med Ågåt Florvågen. Det er dog det mærkeligste. Ti for vore øjne var hun død. Han lægger en af hennes hænder i sin, og han lægger sin annen hånd på hennes hjærte og varmer det, og så begynner hun at ånde. Hun bor nu sammen med den gamle præste-enke – like her ved! – Jeg kan ligge her til imorgen og fortælle og fortælle. Der står en glans om ham her og længre ut blant tusener af troende over det hele land, som er enestående. Og nu begynner det at vokse så, at vi er ikke en dag i fred.
Altså jeg kan også få se det, – det, du taler om, mens jeg er her?
Så sikkert som jeg ligger her og kan ikke mere æn rejse mig på albuerne.
Men hvorfor kan så ikke miraklet gælle dig, Klara! Hvorfor har han ikke helbredet dig for længe siden?
– – Det har sin egen grun, det. – –
Men du vil dog sige mig den?
Nej. – Jo, mener jeg. Men siden.
Du får åpne et vindu igen! Her blir så kvalmt. Mere luft, du!
Det skal du få.
Han skulde dog snart komme nu. Han blir virkelig længe idag. Bare jeg fik lugte til de blomster. Efter regnet må der være kommet en mængde. Nu er klokken snart syv; næsten like ved syv.
Ja, den er det.
Siden jeg ligger her, vét jeg altid, hvad klokken er. – Den friske luft måtte dog engang nå fræm til mig? Vinden har vist lagt sig? – – Du svarer mig ikke?
Nej, jeg hører ikke, hvad du siger. For jeg kan ikke komme mig af min forundring.
Ja, det er også det mærkeligste i vort land. Kanske i vor tid.
Hvad siger folk? Hvorledes ser bønderne på ham?
Jeg tror, det vilde ha gjort tyve ganger, ja hundre ganger mere opsigt alle andre steder æn netop her. Her er det, som det så skal være!
Men Klara? Mirakel er mirakel?
Ja, for os. Men her er noget i naturen her, som vil ha det usædvanlige af os også. Naturen her er jo selv utover alle rimelige grænser. Vi har nat næsten hele vinteren. Vi har dag næsten hele sommeren – og da solen over horisonten både nat og dag. Du har set den om natten? Vét du, at bak hav-dunsterne synes den tre, somme tider fire ganger så stor som ellers? Og farve-virkningerne af den over himmel, hav og bærg? Fra stærkeste rød-glød til fineste, sarteste gul-hvitt. – Og farverne i nordlyset over vinter-himmelen! Skønt de er mere dæmpede, så er der igen en så vill tegning i dem og en uro, et uendeligt skifte! Og så de andre natur-vidundre! Fugle-flokker på millioner; «fiske-stimer som fra Paris til Strassburg», som en man har skrevet. Du ser disse fjæll, som går like bent op af havet? De ligner ikke andre fjæll. Og hele Atlanterhavet bryter sig på dem.
Folkenes forestillinger er naturligvis derefter. De er grænseløse. Deres sagn, deres æventyr er som at staple det ene land op på det andre land og så begynne at trille is-fjællene fra nordpolen på dem. Ja, du ler! Men hør sagnene her, du! Og tal med folkene, så fatter du snart, at præsten Adolf Sang er mannen efter deres hjærte! Hans tro passer her! Han kom hit med stor formue og gav bort næsten alt sammen. Slik skulde det være! Det var kristendom! Og når han nu kommer milevidt rejsende til en fattig syk og bér, så de likesom åpnes, og lyset trænger in i dem, umiddelbart –! Somme tider får de øje på ham i et umuligt vejr ute på havet; han alene i en liten, liten båt; kanske har han ét eller bægge barnene med; for han tok dem med, fra de var 6 år! Gør kanske et mirakel, og så afsted igen til et annet fisker-leje – og der et igen! De likesom vænter det af ham. Og mere til! Havde jeg ikke holdt igen, ja, så havde vi nu ikke det, vi kunde leve af, og ikke ham selv i live. Kanske ikke barnene heller mig selv vil jeg ikke engang tale om. For jeg er færdig.
Men så har du jo ikke holdt igen? – –
Det kan se så ut. Men jeg har. Ikke med forestillinger; det nytter ikke! Nej, jeg må finne noget på, – bestandig noget nyt, hvær gang; ellers forstår han det. O, det er en fortvilelse!
Finne noget på, siger du?
Han mangler en hel sans. Virkelighedssansen. Han ser aldrig annet æn, hvad han vil se. Derfor f. e. ikke noget ondt i nogen. D. v. s. ser nok; men bryr sig ikke om det. «Jeg holder mig til det gode i mænneskene,» siger han. Og når han taler til dem, er alle gode, absolut alle! Når han ser på dem med de barne-øjnene, – hvem kan annet? Men så bærer det jo galt afsted da. For han ødelægger os på slike folk.
Men på den måten er han ute over forholdene, skønner du, i stort som i småt. Han tok, hvis han fik lov, det siste, vi ejede, – det, vi skulde leve af i morgen! «Gud vil nok gi’ igen; for han har befalt os at gøre det så.»
Når der er et slikt uvejr, at de erfarneste sjøfolk ikke vil ut i et fartøj, æn sige i præstens stor-båt, – da vil han afsted i en liten færing, han, – kanske med det vesle barnet sit i bakskotten!
Han har sat over fjællene i tåken og gåt der i tre døgn uten at smake vått eller tørt. De ledte efter ham og førte ham fræm til folk. Og så vilde han uken efter atter i tåken gøre samme rejsen! Der var en syk, som væntede ham!
Men tåler han det?
Han tåler alt. Han sovner in som et træt barn og sover, sover, sover. Så vågner han, spiser og begynner på en frisk. Han er aldeles utenfor; for han er aldeles uskyldig.
Hvor du elsker ham!
Ja, det er det eneste, som er igen af mig. Dette med barnene har ødelagt mig.
Med barnene?
De tok jo skade af at gå her. Intet regelmæssigt og fast; de blev forstyrrede. Aldrig hindringer for noget, som blev holdt for at være rigtigt. Aldrig overlæg, bare inspiration! De var voksne og kunde ikke stort mere æn læse og skrive.
Og som jeg kæmpede for at få dem bort! Og siden i fem år for at kunne holde dem der ute og skaffe dem undervisning! Ja, det har tat min siste kraft. Nu er det forbi.
Kære, kære!
Du mener da vel ikke …? Du beklager mig da vel ikke?! Mig, som har gjort rejsen sammen med jordens beste man? sammen med mænneskenes reneste vilje?
En lever kortere på den vis – ja. Alt kan ikke forenes.
Men bytte? – Kære!
Han har da sprængt alle eder andre?
Det har han! Netop så! D. v. s. han har ikke sprængt alle; for det fik han ikke lov til. Han havde også sprængt sig selv, havde han fåt lov. Han er jo over ævne.
Over ævne? Når han virkelig gør mirakler? og bestandig blir frelst?
Tror du ikke, også miraklerne kommer af det, at han er over ævne?
Du forskrækker mig! Hvad mener du?
Jeg mener, at slik var vel profeterne også. Både jødernes og hedningernes. De kunde mere æn vi i en viss retning, fordi de manglede så meget i alle andre retninger. Ja, slik har jeg tænkt.
Men tror du da ikke?
Tror? Ja, hvad mener du med det? Vi er af en gammel nervøs tviler-slægt, vi søsken. Jeg tør sige, af en intelligent slægt. Jeg beundrede Sang. Han var ulik alle andre, bedre æn alle andre. Jeg beundrede ham, til jeg elskede ham. Det var ikke hans tro; den var noget for ham ejendommeligt. Hvor langt jeg nu tror med ham, – ja, det vét jeg ikke.
Du vét det ikke?
Jeg har været så forjaget, du, at jeg aldrig har havt tid til at gøre mig det op. Der må tid til slikt. Og jeg havde nok med at bærge os over fra det ene båre-tak til det andre. Jeg blev for tidlig ødelagt af det. Jeg dugde ikke længer til at ta’ store spørsmål op.
Knapt kan jeg klare, hvad som er ret eller uret. Ja, råt naturligvis; – men finere? Jeg må gøre det, som jeg kan. Og likeså med troen. Jeg årker ikke mere.
Han vét om det?
Han vét om alt. Tror du, jeg skjuler nogen ting?
Men vil han da ikke få dig til at tro, hvad han selv tror?
Ikke i minste måte. Dette med tro, hvis man ikke skal bli dømt, det, siger han, er guds sak. Vor er at være san. Så blir vi nok troende – her eller hisset. Å, han er hel, han!
Men han arbejder da for at utbrede troen?
På sin vis. Aldrig, nej, aldrig med påtryk. Han er ubetinget like hensynsfull mot alle. Hører du: – mot alle! Å, han er makeløs!
Du ser på ham som i de første beruselsens dager! Og det ænda dine øjne er blet gamle.
Og det ænda mine øjne er blet gamle.
Men dette med din tro på hans mirakler, … ja, du har jo i grunnen ingen tro på dem?
Hvad er det, du siger? Der er ikke det til, jeg tror mere ubetinget på!
Når du ikke tør slippe ham i vej i en orkan, og når du ikke tør tro på, at I får igen, hvad han vil gi’, selv om det er det siste, … så har du ingen tro på dem.
Før jeg tillod noget af det der …? Ja, det er her, jeg har min styrke, skal jeg sige dig.
Vel. Men det er ikke troens styrke.
Nej, nej. Om her er motsigelse, – hvad gør det! Vi har alle motsigelser – undtagen han.
For resten vil jeg sige dig, at det at kaste sig selv eller sit barn i sjøen, – det er mere æn tro, det; det er at friste gud.
Da synes jeg, miraklet måtte møte like så vel, når det gæller vort eget liv, som når det gæller andres.
Men at bringe sig selv i livsfare?
Når det sker for at frelse andre? Det kan da ikke kalles at friste gud.
Hør, – slut med det der! Jeg årker det ikke. Jeg vét bare, at vil han ta’ det, barnene skal leve af, og gi’ det til onde, dårlige mænnesker, eller vil han selv gå afsted til fjælls i tåke eller drage til havs i orkan, – da, ja da lægger jeg mig klos i vejen! Jeg gør alt, ubetinget alt, hvad jeg kan finne på, for at hindre det!
Jeg sætter, han vilde det nu …? Jeg har ikke kunnet rejse mig på mine ben i mange måneder; … men da kunde jeg! Da kunde jeg! Jeg er sikker! Da gør også jeg mirakel. For jeg elsker ham og hans barn.
Er der ikke noget, jeg kan hjælpe dig med?
Lad mig få eau de Cologne! Her over tinningerne. Og lad mig få lugte til! Af den, du gav mig igår. Lit snart! Du får ikke op korken? – Der er korke-trækkeren! Der, der! Og det nederste vindu op. Det nederste også!
Ja, ja!
Tak! – Var ikke jorden så fugtig efter det forfærdelige regn, vilde jeg ut. Får du ikke korken op?
Jo, nu straks.
Skru længre ned. Men ikke for langt. Se så! Se så! Kom! – Nej; – jasmin!
Jasmin? – Ikke det minste jasmin!
Jasmin, jasmin! – – Der er han! Jeg hører ham! Der er han! Gud, tak! Jeg blir straks rolig. – Rolig. Å, for en velsignelse! Der … er … han.
God morgen igen! – God morgen, kære Hanna! At du nu er her! Nej, at du nu er her! –
En slik morgen, så full af sang og duft, har I ikke i Amerika? Ingen steds i værden!
Men mine blomster?
Vét du, hvad der hændte mig idag, Klara?
Du har git dem bort?
Nej. Ha-ha! Nej, ikke denne gang, sa’ Tordenskjold. Hvor du er slem! Nu har vi skælt og smælt på dette vedholdende, forfærdelige regn og frygtet for fjæll-ras og skred – og alskens ulykker … Og så har regnet bare gjort et stor-værk af velsignelse! Da jeg endelig idag så sol og gik ut … å, for en flora, jeg møtte! Jeg har aldrig set make til iår! Jeg kom op i en rigdom af duft og farve, du, … ja, jeg kom med én gang i slik stemning, at sandelig syntes jeg ikke, det var skam at gå og træde ner det græs, som stod og gav én så megen glæde. Og så gik jeg til side og fant mig en sti, og derfra gik jeg og så ner i de våte øjnene. Slik trængsel der var blant dem, du! Slik selvopholdelses-drift i trængselen! Slik attrå! De minste forsøkte at strække hals mot solen, de også. Så åpne, så forslukne! Sandelig var ikke somme så for tidlig på færde, at jeg tror, de skælmer sender støv på frieri, før dagen er omme! Jeg så nogle humler allerede! De visste ikke, hvor de skulde hen i alle de duft-strømme! For det ene tusen duftede og lokkede hidsigere æn det andre tusen, og der var tusen ganger tusen! Ja, nu går det for sig. Er der ikke individualitet i denne million-mangfoldighed også? Å, der er! Og så kunde jeg ikke ta’ nogen af dem.
Men jeg har noget annet til dig idag!
Har du?
Også jeg skal forsøke at åpne bæger idag.
Kære, hvad er det?
Ja, du tror nu ikke så slet om mig, som at jeg kan gemme på noget; men jeg kan!
Jeg har længe mærket, at der var noget –?
Nej, har du virkelig? For sandelig har jeg tiet denne gang.
Men når jeg ikke har været så forskrækket over din sygdom som alle de andre, så har det havt sin grun.
Men hvad er det?
Ja, hvad er det? Hun blir så hét.
Jeg skal skynde mig! – Jeg har hjulpet så mange og kan ikke hjælpe henne, fordi jeg ikke kan rigtig be’ sammen med henne, den genstridige! Og jeg får ingen magt i det, når de syke ikke bér med, – at sige, når de kan be’. Så skrev jeg til vore barn, at de skulde komme. Og igår aftes, da jeg fulgte dem så tidlig op, da sa’ jeg dem hvorfor, – at nu skulde de sove rigtig godt ut og så hjælpe mig idag klokken syv og be’ ved mors seng!
Du kære, du kære!
Vi skal lægge en bønne-kæde omkring dig! En ved føtterne, en ved hodet og jeg like foran! Så skal vi ikke aflade, før du faller i søvn! Ikke før! Nej, ikke før! Og så skal vi genta’ det, til du rejser dig og går iblant os! Ja, det skal vi.
Du kære!
Hvad sa’ barnene?
Ja, du skulde set dem! De blev så grepne. Jeg forsikrer dig, de blev så bleke som det laken. Og så så de på hværandre.
Men da forstod jeg, de måtte være alene.
Jeg ser, det bevæger dig også. Du lukker øjnene. Også du vil kanske nu være alene? – Ja, vi får besøk nu. Stort besøk! Det gæller at forberede sig! – Hvad er klokken?
Den er over syv.
Nej, det kan den ikke være; for så var de her. Du har glemt at stille dit ur efter vor tid.
Nej, jeg har ikke det.
Så har du ikke stillet det rigtigt, min væn. Kan du tænke dig, at voksne barn, som skal be’ ved sin mors seng, forsover sig?
Jeg skal gå op.
Nej, nej, nej! Disse siste øjeblik må de ha alene! Jeg kænner til det.
De skal ikke høre mig. Jeg vil bare se in.
Å, sagte, sagte!
Det er jo vakkert, at hun er så ivrig.
Du kære!
Der er noget så bekymret i stemmen? –
Å, hav nu håb! Jeg siger dig, jeg har aldrig følt mig sikrere. Og hvem som gir denne følelse, det vét du.
Klara! – Min elskede Klara! (han knæler ved hennes seng.)
Føræn vi møtes i den store bøn, må du tillade mig at takke dig! Jeg har takket gud for dig idag. I al denne vårpragt har jeg takket. Så uendelig var fryden om mig og i mig. Jeg gik igennem i det store, hvad vi har levet sammen. Vét du, jeg tror, jeg elsker dig ænnu højere, fordi du ikke helt ut deler min tro; – derved er du ænnu uaflade ligere i mine tanker. Din hengivelse til mig er helt dit væsens, din viljes, – skyldes ikke noget annet. Og at du bevarer din sanhed ved min side, det er jeg stolt af.
Men når jeg nu husker, at du – uten at tro som jeg har git dit liv for mig, –
Adolf!
Jeg lægger hånden over din mun, dersom du taler. Nu er det jeg! – Å, det er stort, hvad du har gjort. Vi andre, vi gav vor tro; men du gav dit liv. Hvad må du dog ha for en tillid til mig! Hvor jeg elsker dig!
Hvær gang min tros-iver ængstede dig, og du skalv for mig eller for vore barns fræmtid, og da kanske ikke vejede, hvad du gjorde, … jeg vet, du havde ikke kræfter igen til at gøre det bedre.
Nej, jeg havde ikke!
Skylden blir min. Jeg har ikke forståt at skåne dig.
Adolf!
Jeg vét, det er så. Du har ofret dig stykke for stykke. Og ikke af tro, ikke af håb om løn her eller hisset; – af kærlighed alene. Hvor jeg elsker dig!
Idag har jeg villet sige dig dette. Var Hanna ikke gåt ut, havde jeg bedt henne om at få være ene med dig en liten stund.
Tak! det er din store dag idag. Nu kommer snart barnene.
Å, lad mig få kysse dig som den aller første dag!
Nu?
Klokken er over syv.
Jeg visste det.
Er den over syv? – Og barnene?
De sov.
De sov?
Jeg visste det.
Elias påklædt. Han havde kastet sig på sengen, som vilde han ikke sove, bare hvile, men var sovnet in allikevel. Rakel sov med foldede hænder over tæppet. Hun hørte ingen ting.
Jeg har forlangt for meget af barnene. – Jeg lægger det aldrig af.
De havde jo næsten ikke sovet i to døgn; d. v. s. siden vi traf hværandre.
Men hvad mente så gud med at gi’ mig slik kraft netop idag? Og gøre mig så sikker? – Dette må jeg prøve at få vite. (går.) Undskyld mig et øjeblik, mine vænner! Hvorfor netop idag –?
Vækkede du dem?
Naturligvis. – Vét du, hvad jeg tror, er i vejen?
Gud ja! – Å, jeg begynner at skælve så.
Er der noget at gøre ved det?
Nej; ikke uten at jeg selv må se til at dæmpe det. – Å! – Der var noget ved deres øjne igår. Nu forstår jeg det.
De har ikke længer sin fars tro.
De har ikke længer sin fars tro. – Hvor de må ha kæmpet og lidt, de stakrer! De, som elsker og ærer ham over alt på jorden!
Det var derfor, de var så stille igår.
Det var derfor, de blev så rørt ved det aller minste! – Å, det er derfor, Rakel har skrevet efter dig også. Nogen skulde være her, – og hun turde ikke selv.
Du har vist ret. – Hvor de har strævet med dette, du?
Å, de stakrer! De stakrer!
Der kommer Elias!
Er han der?
Å, mor!
Ja, ja –! – Jeg vét det.
Du vét det? Det kan ikke være værre!
Nej, det kan ikke.
Da han sa’ igår aftes, at idag klokken syv …
… Ti stille! Jeg tåler det ikke.
Din mor tåler det ikke.
Nej, nej! – Jeg visste jo, det måtte komme. På den ene måten eller på den andre. Det måtte til sist komme.
Tåler du at høre det?
Jeg må få høre. – Sig mig –?
Hvad er det?
Elias … er du der ikke?
Her er jeg, mor.
Rakel?
Hvad mener du, mor?
Hvor er Rakel?
Hun står op nu. Hun våkede med mig til klokken tolv inat. Men da kunde ikke Rakel mere.
Hvorledes, barn, – å, hvorledes – kom dette –?
At vi tapte vor fars tro?
… at I tapte jer fars tro, barn?
Har I tapt jer tro? – – Min søn? – – Har du tapt din tro?
Se Klara! Men Klara!
Det stanser. Det kom ikke. – Gud ske lov!
Det går … over. – – Men hold mig, du!
Jeg skal holde dig.
Og lad mig ikke komme til at gråte! Å! –
Nej, nej! Ikke gråte! (Han hælder sig helt over henne og kysser henne.) Vær nu stærk! – Klara! – – Se så! Du skal ikke være bedrøvet. Du skal huske på, hvor bedrøvet de har været. De har villet skåne os i sin smærte og kamp. Skal vi så ikke skåne dem?
Jo.
Se, derfor fik du dette anfall. Vi skulde få tænke os om. Ellers var vi kanske blet bitre mot dem. Især jeg i min iver. Hvor er Rakel?
Hun kommer straks. Hun våkede med Elias til tolv inat.
De barn! De barn! – Hvorledes kunde I – –? – – Nej, nej! Jeg vil ikke vite det.
Altid var du ærlig. Har du gjort det, – så måtte du.
Jeg måtte. Men forfærdeligt har det været.
Du kom for let til din tro her hos mig. Jeg er jo bare følelses-mænneske. Kanske er dette ingangen til en tro, som ikke kan tapes.
Jeg føler mig som en forbryder; – men jeg er det ikke!
Tror du, jeg et øjeblik tviler, min søn? Tag ikke fejl af, at jeg ikke rigtig kan holde igen! Det kommer deraf, at jeg har bygget så meget op på, at I trodde. – Så det skal ha sin tid, før jeg … Nej, nej, nej! Tilgiv mig, Elias! Du kan jo slet ikke for det. (Rakel kommer in. Men hun viger sky nogle skridt mot bakgrunnen. Han ser henne.)
Rakel! – Å, du Rakel! (hun kommer og faller på sine knæ.) Fra du var ganske liten, har du lært mig mere tro æn alle bøker. – –
Hvorledes kan dette være muligt? Nej, når de har overvunnet henne, så må jeg allikevel få vite hvorledes! – For at nogen kunde ta’ dig fra mig …
Ikke fra dig, far!
Om forladelse! Å! Jeg vilde ikke såre dig. – Kom op til mig! (Hun kaster sig til ham.)
Jeg lover eder, mine barn, at fra nu af skal jeg ikke nævne det mere. – Men først må jeg få vite – for det kan I ikke undres på? –, hvorledes dette er gåt til.
Om du vilde tale med mig om det i hele dager, far, så blev jeg vist ikke færdig med det.
Nej, det duger jeg ikke til. Jeg kan ikke forhandle om troen. Jeg forstår mig slet ikke på det.
Men høre mig må du dog –?
Når det kan være dig til trøst, så er det en annen sak. Da vét du, jeg vil.
Men kan du ikke sige mig det kort –? ganske kort?
Hvad var det, som fik eder til … som, ja, som bestemte eder, barn?
Jeg kan sige det meget kort. Rakel og jeg, vi fant ikke, at de kristne var slik, som du havde lært os.
Men barn –?
Du havde sendt os til de beste, du visste. Og de var vist de beste også. Men Rakel og jeg var snart enige, og hun var den, som først sa’ det: – Der er bare én kristen, og det er far.
Men barn dog!
Havde de andre været noget mere eller noget mindre af det, du er, en del af det, – ja, da havde vi vist ikke følt os skuffede. Men de er noget ganske annet; – aldeles forskelligt.
Hvad mener du?
Deres kristendom er en overenskomst.
I liv og lære bøjer de sig for det bestående, – det på deres sted, i deres tid bestående. For institutioner, for sædvaner, fordomme, økonomiske forhold og for alle andre forhold.
De har funnet op utvejene i læren, så den kommer til at passe det, som er.
Er nu ikke dette strængt?
Du søker op det idealeste i den og går efter det. Og så blir der forskel.
Men hvad kommer denne forskel jer ved, kære barn?
Den bragte os til at tænke, far. – Kan du undres over det?
Tænk, så meget I vil! Når I bare ikke dømmer.
Jeg tror ikke, vi gjorde det. Og vét du hvorfor? Fordi vi så, at deres lære var likeså naturlig for dem, som din lære er det for dig.
Nu ja –?
Men hvad er så kristendom? Deres er det vel ikke?
Sæt, det ikke er? Hvad ondt er der i det? Når de gør det, som de forstår det?
Er da kristendommen noget, som bare én af millionen kan nå, kære far?
Skal alle de andre bli fuskere på den?
Hvad kaller du kristen?
Alene den kaller jeg kristen, som af Jesus har lært fulkommenhedens hemmelighed, og som stræver did i alt.
Hvor jeg finner den forklaring elskelig! Du har noget af din mors fine sans. – Å, det var altid min store drøm, at du engang … Nej, nej, nej! – Jeg har lovet eder det, barn … Og jeg skal holde det. Du sa’ –? Det er sant: fortræffeligt!
Men, min søn, kan ikke enhvær få lov til at forsøke at bli en kristen uten derfor at kalles en fusker? Hvad? Er det ikke her, at troen skøter på? Den enes fortjeneste på millioners skrøpelighed?
Der nævner du det! Når vi af alt vort hjærte stræver, – da er det, troen skøter på.
Nu ja –?
Således praktiserer bare et eneste mænneske det, og det er du. De andre … Nej, vær ikke bange! Det er ikke for at anklage, at jeg siger det. Hvad ret har jeg til det? De andre – enten slår de så meget af, at de kan ta’ det med ro; det passer dem at gøre så; – eller de forsøker virkelig – og forstrækker sig! Ja, det er ordet.
Ja, det er ordet.
Og da var det, kære far, at jeg sa’ til Elias: Men passer disse idealer så lit’ til mænneskenes kår og ævner ænnu idag, så kan de vel ikke være fra den alvidende.
Var det du, som sa’ det? – – –
Rakels tvil kunde vi ikke mere bli kvit. Og så gav vi os til at søke. Vi fulgte disse idealer bakover i historien og kom forbi vor tidsregning.
De er – alle sammen – meget ældre æn kristendommen, far?
Jeg vét det, barn.
De er forkynt længe før af sværmere …
… af østerlandske og græske sværmere i en fortvilet tid; en tid, hvori de beste bare stundede bort, mot et fornyelsens land, – bort, bort! Jeg kænner dette, mine barn.
Så det var her, I stupte? Hærre gud!
Som om fornyelsens land, tusenårs-riket ikke var like så sant, fordi om det er en gammel, umådelig gammel østerlandsk drøm?
Har det ladet vænte på sig så længe, at svake sjæle begynner at kalle det en umulig drøm – og de krav, som fører did, umulige idealer, … hvad viser det?
Intet om læren, men meget om forkynnerne. Ak ja, – meget om forkynnerne.
Uten at tale om dem vil jeg bare sige, hvad der hændte mig selv. Jeg så, at kristendommen krøp på sin bug – og ænda forsigtig forbi alle større tuer. Hvorfor gør den det? spurte jeg mig selv. Er det fordi, at dersom den rejste sig helt op, så løftede den tingene af deres hængsler? Er det kristendommen, som er umulig? eller er det mænneskene, som ikke tør?
Om bare én turde, – var der så ikke tusen, som turde? Og så følte jeg, at jeg burde forsøke at være denne ene. Og det mener jeg, enhvær skal forsøke. Ja, uten det er han ingen troende. Ti tro, det er at vite, at for troen er ingen ting umulig, – og så vise den tro!
Er det for at skryte, jeg siger dette? Netop for at anklage mig. Ti uagtet jeg nu har bygget så højt og har havt så stor nåde, faller også jeg, ret som det er, ænnu ner fra gud.
Har jeg ikke nu igen gåt her og tænkt det umuligt at frelse henne der alene? Har jeg ikke tvilet og væntet på andres hjælp?
Derfor tok gud hjælpen fra mig. Derfor havde han tilladt, at også I skulde stupe på «det umulige» og komme og fortælle mig det. Ti således skulde hans time forberedes. Nu vil han vise os alle sammen, hvad som er muligt!
Å, – jeg gik her og forstod ikke! Nu forstår jeg. Jeg skal gøre det alene. Nu har jeg fåt befalingen; nu kan jeg.
Derfor den store forberedelsens nåde netop idag. Alt går sammen.
Klara, hører du det? Det er ikke længer jeg, som taler; det er den store visshed i mig, – og du vét, hvem den hvær gang er fra! (Knæler hos henne.)
Klara, min dejlige væn, hvorfor skulde ikke du være gud like så kær som nogen, der tror helt ut? Som om gud ikke var alles far?
Guds kærlighed er ingen forret for de troende. De troendes forret er at føle hans kærlighed og at fryde sig over den – og i dens navn at gøre det umulige muligt.
Du tålmodige, du trofaste! Nu går jeg fra dig for at prøve det. (Rejser sig.)
Ja! For at prøve det! Jeg går in i kirken, barn; ti jeg vil være ene. Jeg går ikke ut igen derfra, før jeg har fåt af guds hænder søvn til mor og efter søvn sundhed, så hun rejser sig og går iblant os.
Bliv ikke forfærdede! Jeg føler, han vil! Han gir mig det ikke straks; ti denne gang har jeg tvilet. Men jeg skal holde ut og vænte på den strænge, den gode hærre. Farvel! (Han kaster sig ned over henne i en kort bøn.)
Farvel! (Kysser henne. Hun ligger ubevægelig. Han rejser sig.)
Tak, mine barn! Nu har I dog hjulpet mig. Større, æn nogen kunde ane.
Nu ringer jeg selv min bøn in. Altså ved klokkens første slag så vét I, at jeg har begynt at be’ for mor. Fred med eder!
Dette er … Dette er …
Jeg må se … Jeg må se ham gå in.
Mor! – Å, mor!
Tal ikke til henne! Hun ser nok på dig; men tal ikke til henne!
Jeg er ræd.
Her jeg står, kan jeg se din far. Nu er han snart ved kirken. – Kom!
Nej! … Nej, jeg holder det ikke ut. Jeg er så ræd. – Mor! Hun ser på mig; men hun svarer mig ikke. – Mor!
Stille, Rakel!
Gud, Hanna!
Hvad er det?
Mor sover!
Hun sover?
Mor sover!
Sandelig …?
Jeg må finne Elias. Jeg må sige det til Elias!
Hun sover som et barn. Å, gud!
Fjællet faller! (skriker; kommer så styrtende in). Fjællet faller over kirken! Over os! Like på kirken! På os! På far, på os! Det ruller, ryker, – sortner, – å!
Far! – Far! – Å!
Nu kommer det! Nu kommer det!
Det ringer ænnu! Han lever!
Han lever!
Far lever! (Nærmere.) Kirken står. (In.)
Kirken står. Far lever. Like ved kirken bøjede skreden, – gik mot venstre. Han lever, han ringer, å, gud!
Elias! Mor –?
Hun sover!
Sover hun?
Ja, hun sover –
Like rolig sover hun.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Over ævne, første stykke regnes som et av Bjørnsons beste dramaer. Skuespillet ble utgitt i 1883, men ble først oppført i Stockholm tre år senere. Først i 1899 ble stykket oppført i Norge.
Presten Adolf Sang er overbevist om at hans sterke tro skal kunne kurere kona Klaras sykdom. Både tvilerne og andre troende samler seg for å være der når miraklet skal skje, og den dramatiske spenningen bygger seg opp mot det avgjørende øyeblikket.
Bjørnson hadde i 1883 selv nylig brutt med kristendommen og stykket kan leses som et oppgjør med den kristne tro.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1883
Se faksimiler av Samlede Digter-Verker, b.5, 1919
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.