Lad mig åpne døren til mor!

Har da mor vågnet?

Nej; men far hører hun nok. (Forsvinner til højre; kommer sagte in igen og lar døren stå åpen efter sig; siger sagte:)

Hun smilte.

Å, Rakel!

Elias! – Sig intet; – jeg tåler det ikke!

Se ut, Rakel! – Kan der være noget skønnere? Hundrer stille, å, så stille omkring kirken; og han i bøn og sang der inne uten anelse om, at der er nogen der ute. Vinduerne åpne, men for højt, til at han kan se. Og de på sit liv for ikke at bli hørt, for ikke at forstyrre!

Se! Han talte om en bønne-kæde. Alle disse omkring kirken, – det er bønne-kæde, det!

Ja. (De lytter til sangen. Den slutter.)

Han synger ofte idag.

Luk nu dørene! Jeg har så meget at fortælle dig. Jeg har været her to ganger og søkt dig.

Der har kommet ænnu flere folk i eftermiddag.

Og der kommer bestandig, – milevidt ifra! Du kan ikke se dem alle; for en stor del er borte i lundene og hører på læg-prædikanterne der. Der borte forstyrrer de ikke far. Så går folket af og til – mellem lundene og kirken. – Men se nu did ner til stranden –?

Nej, hvad er det? Markerne sortner af folk! Hvad er det?

Det er missjons-skibet, som er kommet.

Missjons-skibet?

Vét du ikke, at til det store missjons-møte i byen har alle østenfra lejet et dampskib? Nu ligger det her på fjorden.

Her?

Her!

Men hvorfor kommer det hit?

Til miraklet! Da vore ombud – pastor Krøjer og én til – kom ombord ved anløpsstedet ute ved havet –

– så –?

– og fortalte, hvad her var foregåt igår, og at far ænnu var inne i kirken alene og bad, –

– Nu forstår jeg!

– Så vilde ikke en eneste én videre! men hit! Bispen og præsterne bad dem holde ord og aftale; men hit vilde de! Så måtte de andre gi’ efter. Nu er de her.

Også præsterne?

Bispen og præsterne – naturligvis!

De kommer da vel ikke hit in? – Elias, du skulde være lit annerledes klædt.

Jeg tåler ikke klæ’r.

Du tåler ikke –?

De brænner mig. Og så har jeg en trang … ja, som til at gå gennem luften. Jeg kan ikke beskrive dig det; men stundom synes jeg, at jeg måtte kunne det.

Men, Elias –!

Der er han! Der går han!

Hvem? – Han der?

Det er dog ham? Ja, det er! Ham bar de hit imorges, syk, å, så syk; og nu går han; der ser du ham!

Det var idag, da far første gang sang. Ingen havde væntet, han skulde synge; vi skar i at gråte alle sammen. Da rejste den syke sig af sig selv. Vi la’ ikke mærke til det, før han gik iblant os. –

Mor vil også rejse sig, Rakel! Jeg ser det for mine øjne!

Rejse sig vil hun. Jeg vænter det fra stund til annen; men jeg skælver for det.

Du ser på mig, Elias?

Ja, – for undertiden, når du taler, synes jeg, det går på værs. Også når de andre taler.

Men, Elias –?

Stundom igen – som nu – hører jeg bare lyden; ikke meningen. For jeg hører samtidig noget, – noget, som ikke tales.

Som ikke tales?

Oftest, at far roper; – roper mig ved navn, – som han gjorde igår morges. (Bevæges.) Han har tænkt noget, da han gav mig det navn. Det toner og anklager – og med hans røst.

Somme tider uafladelig; jeg jages! Midt under kænner jeg trang til at styrte mig i den største fare. Jeg er sikker på at komme uskadt derfra. Nej, bliv ikke ræd! Her er jo ingen.

Elias, kom og sæt dig med mig inne hos mor! Der er fred inne hos mor.

Jeg kan ikke, – Rakel, svar mig for gud, – prøv din siste, fineste tvil og svar mig: er det miraklet, hvad vi her har oplevet?

Gud, Elias, – hvorfor bestandig dette?

Men er det da ikke forfærdeligt, at de to eneste, som kanske ænnu tviler, det er hans barn?

Jeg skulde gi’ mit liv for nu at være tryg.

Elias, ikke mere! Jeg bér dig!

Sig mig bare, hvad du tror! Dette med skreden, du? Det er for stort til at være et tilfælle. Ikke sant? Og mors søvn? Straks han ringte, – søvn? Og søvn trods skreden? Søvn, sålænge han bér?

Er dog ikke dette mirakel? Hvorfor er så ikke også det annet et mirakel, et stort mirakel?

Jeg tror næsten, det er, Elias.

Du gør?

Men jeg er like ræd det for det!

Ræd det, hvis det er mirakel? Men så kan du ikke tro, det er miraklet?

Jo.

For det kan dog ikke bare være hans magnetiske læge-kraft, dette? Eller magten af hans personlighed? Nej, det er mere! Er det miraklet? Føler du dig sikker?

Jeg kan ikke ta’ dette op nu. Det er for at ha fred for det, jeg sitter i ly inne hos mor. Mors ærlighed likesom fyller hele rummet og døver slike spørsmål.

Nu gæller det noget annet, Elias!

Noget annet?

Efter dette! Hvad vil komme efter dette, – når hun har rejst sig? For dermed er det ikke slut. Til sist –

Til sist –?

– Til sist gæller det deres liv!

Rakel –? Gud!

Mor har ikke længer kraft til at stå imot med. Og han vil gå på – netop nu!

Med hvad?

Med dette, – hvad det nu er!

Men sæt, det er miraklet, Rakel? Hvorfor da være ræd?

Jeg kan ikke overse følgerne for mor og far, – for os alle sammen.

Du forstår mig slet ikke?

Nej.

Nej! Mig er det ganske det samme, hvad det er; det sprænger os. Det dræper os til sist!

Miraklet?

Ja, ja. Det er ingen velsignelse; det er en forfærdelse! – – Elias!

Hvad er det?

Der står en man like under vinduet og stirrer in. En besynderlig man, så blek.

– I en frakke knappet helt op –?

Ja. – (Med dæmpet skrik.) Der står han jo i stuen også!

I stuen? – Her?

Men der er han!

Tillader De –?

Hvem er De?

Kan ikke det være det samme! –

Jeg har set Dem her siden igår.

Ja. Jeg kom over fjællene hit.

Over fjællene?

Jeg stod der oppe og så skreden gå.

Virkelig!

Og hørte klokke-klangen. Og jeg så idag den syke, som rejste sig, da Deres far sang. – – Og nu spør jeg: er det der inne, Deres mor sover?

Ja. Men ikke i første rum; i næste.

Men om hun rejser sig, … så går hun hit in –? Så går hun mot kirken, hvor han er –? Ikke sant? Så kommer hun? Hit?

Nu, når De siger det –?

Og da spør jeg Dem, – bér jeg Dem –: får jeg være her? – Vænte her? Se det? Jeg har ønsket det så brænnende. Og jeg kan ikke længer motstå.

Jeg skal ikke gå in, før jeg kænner mig drevet til at gå in. Jeg skal ikke sitte her og fylle, – være i vejen. Men føler jeg mig uimotstålig drevet til at gå in her og vænte her og se … Får jeg lov?

Ja.

Tak!

Jeg skal sige Dem: denne dag bestemmer over mit liv.

Denne dag skal bestemme over mit liv! (Krøjer fra venstre i svalen.) Krøjer, så du ham der? Ham til højre der?

Ja. Hvem var det?

Du kænner ham ikke?

Nej.

Vist en mærkelig man. – Denne dag skal bestemme over mig! Gud! Der fik jeg ordet!

Det væntede jeg, Elias, at denne dag vilde bli en stor dag for dig.

Hvem kan også motstå, hvad som her foregår?

Bare disse hundrer i bøn omkring kirken, og han der innenfor, som ikke vét om det! Jeg kan ikke tænke mig noget skønnere!

Ikke sant! – Å, jeg vil kaste angst og tvil; – denne dag skal få bestemme! Hvad var dog det for et ord!

Jeg har kæmpet og lidt uten at nå fræm. Og så gives det mig! Straks har jeg mere fred. – Lad os tale sammen!

Nej, – ikke nu. Jeg har et ærend til dig.

Til mig? – Fra hvem?

Jeg har kommet tilbake hit med missjons-skibet.

Jeg vét det.

Og nu spør biskoppen og præsterne, om de kan få låne denne stue en times-tid?

Hvortil?

De har trang til at overlægge, hvorledes de skal forholde sig til det, som her sker. Og vi vét intet annet sted, hvor vi kan være alene. – Ja, bliv nu ikke så forundret. Vi professjonister, vi af præke-håndværket, vi må jo prøve at se forstandigere på slikt æn andre, kan du skønne.

Men det vil gi’ en lang og lej mislyd her inne?

Som kan bli til harmoni! Hvem motstår miraklet?

Du har ret! Men her inne, du? Likesom kile sig in mellem far og mor? Og om far begynner at synge igen? Så kan vi jo ikke åpne til mor?

Hvad tror du, din mor eller din far vilde ha svaret dem?

Ubetinget ja! Du har ret! De skal få stuen. – Men lad mig slippe for dette –?

Jeg skal ordne det. Bægge dørene in til din mor er lukkede?

Ja.

Så lukker jeg vinduet her og døren også, når de andre har kommet in.

Lad dem lukke sig in! Jeg vil ut og finne samfølelse hos dem der. De vænter trygt på, at noget stort skal ske idag; – og vænter vist ikke længe forgæves.

Derom skal vi be’, Elias?

Ja. Nu vil jeg prøve!

Vær så god!

De, som er kænt i dette hus, kunde De ikke skäffe os någet at spi-ise?

Vi gør en komisk figur, – jeg vét det. Men saken er, vi var forfærdelig sjø-syke.

Vi beholdt ingen ting.

Så fik vi endelig smult vand, og man skulde just koke og steke til os …

Så kom miräklet!

Jeg er så frygtelig sulten.

Der er fare for, at heller ingen her har ænset maten idag; men jeg skal se efter.

Jeg formelig har mat-hallucinationer. Slikt har jeg læst om; men man læser om så meget, man ikke tror.

Det er især ryper, jeg ser.

Ryper!

Jeg lugter dem også; stekte ryper!

Ryper?

Får vi ryper?

Desværre. Jeg var både i køkken og spisekammer; men tomt. Og ingen folk.

Ikke en eneste sjæl?

Jeg er så frygtelig sulten.

Lad os ikke gøre en altfor komisk figur heller, mine vænner.

Vi får finne os i det uundgålige. Lad os tage fat. Behag at sætte eder! (Han selv sætter sig i sofaen; de andre tar stoler.)

I al korthed og i al stilhed – ti vi vét, at dette hus er bolig for en syk –, vi må komme overéns om, hvorledes vi her har at forholde os.

Jeg har altid været af den mening, at foran enhvær slik bevægelse skulde præsten – som regel – holde sig neutral. Hværken samtykke eller motsige, intil bevægelsen lægger sig så vidt, at den kan bedømmes.

Af alt mit hjærte ønskede jeg derfor idag, at vi skulde få rejse forbi. Men vi fik ikke rejse forbi.

Vi fik ikke rejse forbi. Nej, vi fik ikke rejse forbi.

Hit, hvor miraklet så at sige troddes at opholde sig, hit vilde de alle. Og jeg bebrejder dem det ikke.

Men er vi med, og det på samme skib, vil man have vor mening. Når vi kommer fræm til møtet, vil man også der have vor mening. – Hvad er det?

Tillad mig i al ærbødighed: enten tror vi på miraklet og handler derefter; eller vi tror ikke på det og handler derefter.

Hm? – Der er et tredje, min unge væn.

Der er et tredje! Sändelig, der er et tredje!

Jo ældre og mere erfaren man blir, jo vanskeligere danner man sig en overbevisning, – især om overnaturlige ting. – Her vilde næppe tid og forhold engang tillade en undersøkelse. Og sæt, vi kom til forskellige meninger? Hvorledes vilde i disse tvilens tider en præstestrid om miraklet ta’ sig ut? Om der et steds oppe i Nordlandene for tiden gaves mirakler eller ej?

Jeg ser, at gamle Blank begærer ordet.

Hvis jeg här forstået Deres højærværdighed rigtig, så här vi ikke først og fræmst at afgøre, om her foreligger et miräkel eller ej. Derom goud vor fäder!

Derom han! Der er ordet! Tak, du gamle!

Jeg me-iner, ät miräklerne ounderligger en li-ige så stoor lovmæssighed som älle ändre ting, skønt vi ikke se-ir loven. Jeg me-iner det sämme, som professor Pe-itersen me-iner.

I den bok, han aldrig utgir?

Men som hän om nogle år vil udgi-ive.

Men er det så, – hväd vægt ligger der så på det enkelte miräkel, – om vi kort-synede kän se-i det eller ej?

Tror me-inigheden, ät den se-ir det, så lover vi goud med den.

Altså vil du dog, at vi skal godkænne miraklet?

Hværken godkænne eller ikke godkænne. Vi lover goud sämmen med me-inigheden.

Nej, gamle Blank, dette kommer vi ikke fra med lovsange.

Dette kommer vi ikke fra med lovsänge. Nej, dette kommer vi ikke fra med lovsänge.

Hr. Brej har ordet.

Jeg forstår virkelig ikke, hväd som kän være i vejen for sträks ät godkænne miräklet. Er det da noget så sjældent? Jeg ser altid miräkler. Vi er så vänt til dem i min menighed, ät det usædvänlige vilde være ikke ät se-i dem.

Kunde ikke Brej være så snil at fortælle os noget om de miraklerne der hjemme i hans menighed?

Nej, så kom vi på afveje. – De har rejst Dem? Forlanger De ordet?

Ja. Alt afhænger i dette tilfælle af det faktum, vi står foran. Er det et mirakel, – måske flere –; eller er det ikke mirakel?

Netop.

Hvært enkelt mirakel måtte undersøkes. Men så måtte vi ha et teknisk skøn, et godt medicinsk skøn og muligens tings-vidner optagne ved en god jurist. Dette givet, – da først kan præsterne med tryghed afgive sit åndelige skøn.

Med «åndelig» mener jeg ikke det, vi ser og hører her af læg-prædikanter og andre så-kalte begejstrede eller beåndede.

Jeg mener her som ellers en jævn, tæt, tør sanhed, «åndfullere», jo jævnere, tættere, tørrere den er.

Hør!

Kanske det så skulde vise sig, at som her kommer aldrig miraklet. Aldrig!

Det kommer ikke væntet og hyldet af hundrer, kanske tusen, i ophidselse og nysgærrighed.

Ja, nysgærrighed!

Nej, miraklet kommer ægte, jævnt, stille, tørt til de ægte, jævne, stille, tørre.

Dette er virkelig som talt ut af mit hjærte.

Hvis Falk tillader, må jeg dog få gøre en bemærkning. Siden jeg kom hit op som præst, har jeg set, at de tørreste mænnesker ofte er de, som lettest blir bytte for overtro.

Dette er gänske min erfäring! Sändelig!

Af mistænksomhed nægter de ofte det, som er åbenbart for alles øjne. Men så overfalles de likesom bakfra af en uforklarlig frygt og bestemmes derved af ting, som er rent usynlige for os andre.

Jeg har tænkt mig, at det overnaturlige er i den grad blet arvelig trang i mænneskene, at motstår vi det på den ene måten –

– så kommer det på den ännen! Hvad jeg här tænkt!

Ja, enten det nu kommer fra de tørre eller fra de saftige, så vil jeg rigtig spørge, om det er meningen, at nu skal vi opgi’, hvad vi har vunnet af klarhed og orden innen kirken, og atter begynne at sværme som præsteviede nat-ugler?

Ser De på mig?

Hyssssss! Lader os huske på den syke der inne!

Mirakel-længselen er en utvækst på troen af samme slags som lægmans-væsenet på forkynnelsen, – en uorden, en sygdom, egentlig en atavisme, et opgulp.

Hyssssss!

Det mirakel, som ikke er godkænt af præsterne, så at sige ansat og insat af den øverste kirkestyrelse under h. m. kongens præsidium, det er for mig som en løsgænger, en landsstryker, en inbruds-tyv.

Det kan være bra at være naiv. Også jeg har været naiv. Men når man som præst i en stor by skal være bedrøvet med de bedrøvede over graven kl. 1, – så glad med den glade bryllops-skare kl. 3, – så kanske ved en fattigs døds-seng kl. 4 – og så i middag på slottet kl. 5, – så lærer man den mænneskelige skrøpelighed at kænne. Så lærer man: ikke at forlade sig på personerne, men des mere på institutionerne.

Hvor miraklet viser sig, går al institution under i følelsernes oprør!

Den katolske kirke har derfor prøvet at gøre en institution af miraklet. Men herpå har den tapt alle forstandiges agtelse og sitter igen med de enfoldige og de egennyttige.

Jeg var engang i et dame-selskab, hvor der var bare jeg og så omtrent tyve damer. (Munterhed.) En af disse damer fik krampe. Straks én til. Så ænnu én til, i alt seks. (Munterheden stiger.) Da tok jeg og slog vand – først på disse seks, én efter én (gør det efter med hånden); men så på flere af de andre også; for der er smitte i slikt.

Hyssssss! (Derpå brister han atter ut og de andre med ham; fatter sig:)

Hyssssss!

Dette tror jeg er sundt. Slå vand på!

Vi kænner jo Falk og vét, at han er en god man, trods sin underlige måte. Jeg tænker, hvis han f. e. så den gamle præste-enken her – hun er nu henved hundre år –, så vilde han være den siste til at slå vand på henne, – skønt hun går om iblant os som det levende mirakel og smitter alle ved sin tro. Det samme gæller den unge pige, Ågåt Florvågen, som plejer den gamle. Det mirakel, som vakte henne, det så jeg selv, og mange med mig. For vore øjne, for vore hænder var hun død og kold. Og han bad over henne og tok og rejste henne! I skal tro en mans vidnesbyrd! (Forundring.)

De er her nu.

De er her?

De kommer kanske her in. De stiler like på huset her, skønt det går langsomt. Den gamle vil se. Hun vil se henne, som skreden ikke vakte.

Men se nu I på den gamle! Tal med henne! Tal til den pige, som følger! I vil få svar, pålidelige og klare som hennes åsyn.

Dette fører længer fræm æn alle vore doktrinære overlægninger.

Jeg siger det ikke for at anklage. Jeg har selv tænkt som I – like til jeg blev præst her oppe. Ingen har følt det smærteligere æn jeg før, hvilket afkall kirken her har måttet gøre, og hvilke tarvelige doktriner, hvilke bortfortolkninger vi her står igen med.

Vi er fattige, uten under, – uten mot til at be’ om underet, – og skal late, som vi kan forsmå det, eller som vi har det og er rike!

Jeg kænner enhvær af eder så vidt, at turde I, – ja, var I aldeles trygge på, at her fik I se et mirakel så stort, at bibelens udødelige vilkår var opfylt: «alle, som så det, trodde,» – å, så skrøpelige enhvær af jer ellers kan være, I blev som barn, I gav jer ganske hen, I ofrede alle de dager, I har igen, til at forkynne det! (Bevægelse, især blant de ældre.)

Jeg tør gøre disse tilståelser på eders vegne, brødre, fordi jeg står innenfor ånds-ringen – den, om hvilken det gæller: enten innenfor eller utenfor! Er en innenfor, da faller alle fattigdommens påfun af sig selv, og vi tør tilstå sanheden!

Hvad er der igen af kristendommen, hvis kirken nu har tapt underet?

Undskyld! – Her er en, som ønsker at se min mor. Det er den gamle præste-enken.

Slip mig nu, Ågåt! Nu vil jeg være alene. – Alene. – For her, hvor hærren har været, – her er hellig grun. – Her er hellig grun. – Her er det ansigt til ansigt. – Og da er det best at være alene. (Hun står nu så, at hun kan se in. Da nejer hun. Så rækker hun bægge sine hænder i vejret under stor henførelse. Så ser hun atter in, nejer. Vender sig og går.)

Hun var hvit. – Skinnende hvit. – Jeg kunde tænke det. – Skinnende hvit. – Og sov som et barn. – Nu har jeg set det. – Slikt lyser op. – Å, hvor det lyser op! Tak, fordi du lot mig være alene.

Men var du alene?

Ganske alene. – Ingen uten jeg. – Hun var skinnende hvit.

Bægge døre er atter lukkede. Og nu skal jeg lukke denne.

I talte ikke til henne?

Nej.

Der er et sol-strejf over alles ansigter. – Jeg skal sige hvorfor: – de mænnesker, underet har strålet på, gir genskin.

Lad os tale om dette!

Får jeg gøre et spørsmål? – – Holder De ikke omvendelsen for et mirakel?

Det, vi kaller omvendelsens mirakel, kan eftergås psykologisk, skridt for skridt; altså er det intet mirakel.

Det har sit tilsvarende i andre store religioner og i den rent moralske omvendelse, skønt den er stille.

Men en kristendom, som hviler på miraklet og i tidens længde har tapt kraften til mirakel, – hvad er den?

Moralske forskrifter.

Det særegne for kristendommen er ikke miraklet; men troen på opstandelsen.

Som alle de store religioner har? Som alle mænnesker med religiøs følelse har?

Men uten barne-forholdet.

Det er sant. Uten det.

Derfor uten den store hengivelse også.

Nej, der er det ikke længer sant!

Martyrernes kors-gang, – kom den først til jorden med kristendommen? Den grænseløse lykke at leve og dø for det, man elsker, – har vi lært den af kristendommen?

Den var på jorden før kristendommen; den er på jor den ved siden af kristendommen den dag idag – i alle optænkelige former.

Hvad mener De da med kristendom?

For mig er kristendommen uendelig mere æn en moral-forskrift. Slike har vi både utførligere og finere andre steder æn i det ny testamente. For mig er den uendelig mere æn ævnen til hengivelse; hvis ikke, da kom meget på rang med den.

Enten er kristendommen et liv i gud utover værden og alle dens forskrifter; eller den er ikke. Enten er den mere æn hengivelse til hvilken som helst idé, nemlig en ny værden, et under; eller den er ikke. (Han sætter sig rystet og svak.)

Der var så meget, … jeg skulde sige; … men … jeg kan ikke.

Straks De kom ombord idag, kære Krøjer, så jeg, at De var overanstrængt og syk. Men det blir jo alle, som følger præsten Sang?

Må jeg få ordet?

Bratt, er det du?

Pastor Bratt?

Er det Bratt?

Du var ikke med os? Hvorledes er du kommet hit?

Over fjællene.

Over fjællene? – Det er da ikke til missjons-møtet, du vil?

Nej, det er hit.

Jeg forstår dig.

Det er til miraklet, jeg vil. – Og så kom jeg igår, just som skreden gik. Jeg stod på fjællet et stykke ifra og så. Og jeg hørte klokkeklangen. – Og har været her siden. – Og har i denne formiddag set en syk man bli båret til kirken, men under præstens salme-sang derinnefra rejse sig, takke gud og gå. Må jeg få ordet?

Naturligvis.

For jeg er en man i nød, som kommer og bér eder om hjælp, brødre!

Tal, kære!

Jeg siger til mig selv: her står jeg endelig foran miraklet. Og i næste øjeblik: ja, er det også miraklet?

For det er ikke det første sted, jeg har søkt til for at få se det. Jeg har vendt skuffet tilbake fra alle de store mirakel-steder i Europa. Her, det er sant, er troen større og enfoldigere; denne man er stor. Det har tat mig med overnaturlig magt, hvad jeg her har set. Og i næste øjeblik tvilen! Se, dette er min forbannelse! Jeg har pådraget mig den ved i syv år som præst at love den troende miraklet. Love ham det, fordi det stod så, – skønt jeg selv tvilte; ti jeg havde aldrig set en troende få det! I syv år har jeg forkynt, hvad jeg ikke trodde på.

I syv år har jeg derfor også, hvær gang de tunge dager kom (og de kom ofte, likesom de våkne nætter!), bedt brænnende: hvor er den mirakel-magt, du har lovet dine troende?

Å, du taler ut, du! Du har altid gjort det.

I bindende ord, det ene stærkere æn det andre, har han sagt det, at den troende har denne magt. Ja, magt til at gøre større ting, æn mænneskets søn har gjort.

Hvor er den så blet af?

Efter atten hundre års grænseløse tros-arbejde ænnu ingen så vidt troende, at han kan rejse et mirakel iblant os? Ænnu ikke guds eget løfte inløst?

Tros-ævnen kan ikke være svækket. Det kan ikke ha gåt denne ævne motsat al annen slægts-ævne, – således at ved bestandigt bruk har den minket. Nej.

Efter mere æn atten hundre års forkynnelse må den i mange, mange slægter være en tusen-årig stigende arv, multipliceret af opdragelsen.

Og ænda er den ikke stærk nok til at give miraklet? Alle de troendes længsel kan tilsammen ænnu ikke fræmbringe ét individ, som har den mirakel-magt, der gør alle dem til troende, der ser? For dette bibelens vilkår, det må til! Den siger gentagende: «alle de, der så det, trodde.» – Altså et mirakel, der gør alle dem, der ser det, troende. Og tusener efter tusener faller fra; ti uagtet lovet, gives det ikke.

En man med nutidens viden, en oplyst kvinne af vore dager lar sig ikke nøje med det, som en man eller kvinne fordum uten videre trodde. Ikke fordi deres tros-ævne er mindre; men fordi den er bedre omhegnet. Deres hengivelse er af en så meget dypere og innerligere art, at det er naturligt, ja, retfærdigt, at den er vanskeligere at vinne. Den, som får den, han får jo det meste, som ænnu er givet på jorden!

Derfor: sæt in det tilsvarende! Eller du får den aldrig. (Dæmpet tale blant præsterne.)

Religionen er ikke længer mænneskenes eneste ideal. Skal den være deres højeste, så vis det! De kan leve og dø for det, som de elsker, – for fædreland, for familje, overbevisning. Og da dette er det højeste, som innen grænserne af det naturlige kan gives, og du skal vise dem noget ænnu højere, – nu vel, så ut over disse grænser! Vis dem underet!

Der står et steds et vredt ord om den slægt, som ikke tror, uten den ser tegn.

Og vét De, hvad slægten svarer?

«Vi bér bare om de tegn, gud selv har lovet, – lovet den, som tror! Eller har I ænnu ikke en eneste troende iblant eder? – Hvad vil I os så?»

Ja, det svarer slægten.

Men giv denne samme slægt et mirakel, – et, som tvilens skarpeste instrumenter ikke kan sønderlemme, et, hvorom det kan siges: «alle, som så det, trodde», da kan I komme til at opleve, at det er ikke tros-ævnen, som mangler; det er miraklet. (Bevægelse blant præsterne.)

Forkynnelsen behøver ikke at sætte præmie op for lettroenheden. Troens aner er de fleste og de stærkeste selv i den skarpsindigste tviler! Er der nogen, som kænner det civiliserede mænneske og ikke vét det? Er der nogen præst, som ikke har erfaret, at i almindelighed er faren netop den motsatte: i mangel af det ægte faller de i tro på det uægte.

Dette er sant.

Hvis et mirakel viste sig blant os, – et så stort, at «alle, som så det, trodde» –?

Først kom millionerne stormende til, – de, som lever i nød og længes, – de skuffede, de fortrykte, de lidende, de, som vil ha retfærdighed.

Fik de høre, at guds-riket i ordets gamle tydning var dalet på jorden igen, … det kunde være, hvor det var, – i gråt, i jubel, ja, om de fleste af dem skulde vite sig i fare for at dø på vejen, – hellere dø på den vej æn leve på nogen annen! De krøp fræm af hvær sin by, sin hytte, sin seng, de syke foran, afsted mot guds-åbenbaringen.

Men de blev ikke alene. Alle, som søker sanhed på jorden, kom efter. De først, hvis sanheds-trang er størst, de dype, alvorlige granskere, de høje ånder. Deres glød vilde være skønnest, deres tro vægtigst. Det er ikke sanhedstrangen, ikke tros-ævnen, som mangler dem; det er miraklet!

Alle vil ha visshed og fred over værdens største spørsmål. Selv de letsindige, de, som har lagt dette til side som unyttigt eller umuligt! De er alle uten undtagelse opdragne til at længes efter mere, æn de vét, d. v. s. til at tro. Men skaf dem pantet!

Pantet på, at forkynnelsen er san! Ser de det, da tror de også, hvad de ikke ser.

Således var det fra først af.

De, som nu slår sig til tåls med mindre, – med sin personlige erfaring: – de gør som muhamedanerne, jøderne, buddhisterne. Også disse påberåber sig alle sin personlige erfaring!

Pantet på, at denne personlige erfaring er almen sanhed, det er det, som mangler.

Men det er det, jeg søker! For det er lovet!

Å, gud, min gud! Jeg står her foran min siste prøve.

Bratt, Bratt!

Foran min siste prøve. Ti kampen overgår mine kræfter. Jeg tar afsked som præst, – afsked fra kirken, afsked fra troen, – hvis, hvis, hvis –!

Min kære søn! Du må ikke –

Nej, tal ikke til mig! – Jeg bér! – Nej, hjælp mig at bønfalle! For er miraklet ikke her, så kan det ikke være! Denne man er jo mere æn andre mæn; han er den ædleste, jorden bærer! En slik tro som hans har ingen set. Og en slik tro på hans tro har heller ingen set.

Det er sant!

Og er det ikke forståligt? Han havde stor formue, da han kom hit. Han har git alt. Der er ikke tal på, så ofte han har utsat sit liv, når han bragte hjælp. Der er ikke tal på de mirakler, de tror, han har gjort. Just fordi de var så mange, trodde jeg ikke på dem.

Også mig gik det så.

Men kanske burde vi akkurat ha tænkt omvendt? At her er det, som er ment med «tro»? Troens tilværelse er underet! Den må virke under! Kanske burde vi ha tænkt så?

Hvad vi æn burde ha tænkt, – vi burde ikke ha set så professjonelt tvilende på ham, som jeg desværre har gjort. Hans kærlighed og tro burde ha ydmyget mig. Jeg anklager mig selv og bér ham innerlig om forladelse i mit hjærte!

Også jeg! Også jeg!

Han er den beste man, vi kænner; han har den største tro, som er til; – æn om miraklet var her?

Se det kors der over døren? Er det aftensolen – eller hvad er det?

Jeg vét ikke. Men vær vis på, at møter miraklet, da er tusener tilstede nu ved det møte, som vi ikke ser.

Bare vi også får være med! – Bare vi får være med! Tænk, at opleve noget så stort, at «alle, som så, de trodde»!

Det skulde vi få være vidne til, – du, du, jeg? Det er for meget; det kan ikke være muligt! – – –

Men er det muligt, – da er der samtidig med os, brødre, – å, så skrøpelige, så litet troende, så ukærlige som vi er, –

– Ja, ja! – –

– da er allikevel samtidig med os ikke så stort benådede til; da må vi uværdige være kalte! (Dyp bevægelse.)

Og ser jeg ut i den stængte, nakne fjord-bygd her under måke-skriket og tænker: guds-riket begynte i en yppig egn ved alfarvejen i sol-landene, – hvilket vidnesbyrd, om det blev tat op igen i hele sin storhed her i en afsides, fattig bygd mot den evige is – – –

Ja, ja!

Ja, ja.

– da synes jeg, alt går sammen, og at miraklet må komme!

Å, hvis det kom, så jeg gamle fik se det!

Ja, hvis vi nu blev tat op i den store tro!

Ikke fordi vi fortjener at se; men fordi vi trænger det.

Fordi hele slægten trænger det! Hårdere for hvær tid. Fordi det er lovet. Fordi det må være her, hvis det er. (Knæler.)

Hans tro må kunne nå det! Hans er den største på jorden! Og troen kan! Å, den kan!

Den kan, den kan!

– Kunde den ikke, – da var det hele umuligt.

Da var det annet heller ikke sant. Da var der i alt dette noget grænseløst …?

Noget over ævne …?

Elias! (Hun kommer styrtende fra højre bent mot vinduet, som hun åpner, idet hun af al sin magt roper:) Elias! (Derpå kaster hun sig bakover og vilde være fallen, hvis ikke Krøjer havde tat imot henne. Hun brister i gråt, men rejser sig straks forfærdet, peker in:)

Der! Der! Hun er ikke længer alene! – Se dog, – se! (Alle har rejst sig.) (Elias er i det samme synlig i svalen. Rakel river sig straks løs og iler mot ham) Mor! Mor!

Har hun rejst sig?

Ja, ja!

Og går?

Ja! Men hun er ikke alene!

Dette må høres!

Ikke in til far!

Nej, op på taket, op i klokke-tårnet, ringe det ut til hele værden!

Men du har ingen stige? (Får intet svar; angst:) Men der er ingen stige!

Hys!

Å, hør!

Halleluja, halleluja! Halleluja, halleluja!

Han vét det! Han vét det!

Halleluja, halleluja! Halleluja, halleluja!

Nu står far i døren.

Halleluja, halleluja! Halleluja, halleluja!

Du skinnede, … da du kom, … min elskede!

Men dette var ikke meningen –? (Han bøjer det ene knæ og lægger hennes hode på det; undersøker; lægger henne varsomt ned og rejser sig, idet han ser op igen:) Men dette var ikke meningen –? Eller –? – – Eller –?

Hvad mente han – med det «eller» –?

Jeg vét ikke bestemt. – Men han døde af det.

Døde? – Det er umuligt!