Jagu er’n laus nå.

Beskedne markmus! Udenfor din ødelagte hule. I dybe tanker. –

Han har alt fåt idag, hører jeg.

Vinduerne knuste! Skiltet hængende sørgeligt … som en dram, der drypper væk. Trappen båret bort af en orkan, kastet ud i din skjæbnes ocean. Og du klamrende dig fast til denne rest af dit livs farkost.

Og døren! Den dør, der så så mangen tigger gå ind og så mangen konge gå ud. Hænger den ikke nu som en fuld mand, de holder på å hive på gaden?

Sådan ser det ud der dydens fortørnede hånd har rammet.

Så døm hører nyt på Mangelsgår’en au?

Af dit møblement lavede de æggerøre! Dine glas og dine butler blev luftspringende dansere til lyden af deres egne toner.

Agte dig, du, som går med lab; her ligger glasstumper endnu.

Og dine fyldte brændevinsfad –

Å – jagu – ja!

– trillet de ud; de gjorde kaskader af dem. På præstelig befaling.

Han stod der, du står, og kommenderte.

Men er her da ingen øvrighed? Skal alt her nede i Helvede være lovløst? Har du da ikke klaget?

Nå i striken er døm aldeles endevendte galne! Hadde je klaga, hadde døm rivi ihæl me! Døm ville til, døm hadde me alt overende. Men da tok Bratt’en ti!

Og altsammen fordi Maren, den brave skikkelige Maren blev gal.

Å kunne je for det?

Maren, som dræbte sine to unger! – Har jeg ikke set dem springe om her, sokkeløse og med krøllet hår? Hvad er livet!

Og sig sjel dræpt’a? Og sig sjel!

Og sig selv! Først børnene, så sig selv. Medea, den store Medea!

Å, kunne je for det?

Ulykkebringende Markmus: Tal sandhed foran den åbne grav! Så hedder det. Hvor meget mere da foran tre åbne grave? Hun havde jo kjøbt brændevinet hos dig. Hun drak sig fuld, for at få mod til sin gruelige gjerning.

Kunde je vite, å hu’ ville gjøre sig istan te? – – Je’ er så uskyldig som en barnesærk.

Græd ikke Markmus! Det hører din stand og stilling ikke til.

Jeg forsikrer dig, havde jeg været fri, – hvad jeg vil sige: havde jeg været her, det skulde ikke være sket!

Men at ikke folk kom til besindelse, da de så brændevinet flyde? Virkelig flyde væk!

Det flaut som klåre bækken, gut! Jagu det gjor’de det.

Men, men lagde de sig ikke på maven? Søbet i sig? Øste op i sin hule hånd? Styrtet ud med kopper og bøtter?

Det flaut ut over bejna te præsten. «Så skal det være!» sa’n!

Bratt er mægtig. Men der gives dog grænser! Sælsomme tildragelser! Ligesom jordrystelser! Er, – er Bratt Vorherre hernede nu?

Å, Vorherre har nok aldrig hat den magta i Helvete, som præsten har.

Han var ikke med i ligfølget? Ellers vilde jeg have hilst på ham. Vi er artiumskammerater.

Nej, han sitter på kantoret nå, han.

På kontoret –? Han er jo dog ikke præst mere?

Nej, strikekantoret. Det er han, som har fåt istand hejle strike’n, og han tar in pænga.

Der har vi «Skinfællen».

Godmorgen du varme kaffe! Det dufter af dig til mine sanser. Hvad søger du her?

Å skjeller det deg, maga’n? – – Så du e kommen laus att’ nå?

Jeg mødte ligfølget, men så ikke dit brusende hår. Hele Helvede fulgte, men ikke du, dets genius? Du var i morgen-forretninger? He?

Gå fra meg, maga-sækken! – Å for va’ ikke du me ho Maren og barna hennes? Hu’ va snil med deg. Det va hu ikke med meg.

God var Maren. Hvorfor jeg ikke fulgte henne? Det vil jeg sige, – sige det frit ud: – havde jeg gåt med, så havde jeg talt! Så havde jeg deroppe i lighuset slukket sol, måne og stjerner for dem alle, dem, som fulgte. Jeg havde sagt: Ikke hun, som ligger her, den stræbsomme, skikkelige Maren, ikke hun har dræbt sine børn. Ikke hun har lagt syndig hånd på sig selv. Nej, de deroppe har dræbt hende. Menneskeæderne i storbyen har ædt hende, både hende og børnene? Strike’n gik hende til hovedet, hun blev vanvittig af striken, hendes nervøse sjæl havde den samvittighedsfuldhed, som hendes mordere savnede. Hun turde under de vilkår ikke ta livet på sig. Hun turde ikke forsvare at sulte og fornedre sine to piger. Hun syntes, livet var et rovdyr, hun vilde frelse dem endnu, mens de … (overvældes.)

Jagu er det mangen gang lissom så opbyggelig å høre på deg. Du sejer det nå slik atte – – –

Du er en brav kvinde, Else. Du har hjærte på det rette sted.

Det ænner nå me’, atte døm æter vors alle ihop.

Hvissom ikke vi æter døm!

Hvad var det for en ånd fra fjældet? Et varsels ord ud af det vordende. Hytternes bebudelse til slottene.

Eg kommer lissom for å varsku deg, eg, Anders.

Nej, herregud, å er det nå da? Kan døm ænda ikke la mig være ifred?

Eg traf politien heroppe, å så sport’en, om det var sant, du gik me’n stor brændevinsbuttel i baklomma?

Nej, nej, det er ikke sant! (Tar sig bag.)

Og sol’te i smug omkring i krokene?

Ja, der kan dere høre! Døm vil ru’nere me’!

Er det sandt? Har du – har du –?

Nej, la væra me’! La væra me’, siger je! I – hi! je er så kjilen. I – hi!

Der er noget der bag! Når du bevæger dig, beskriver det en tung cirkelbue. – Else!

D’er ikkje sant!

Eg ska holl’an eg!

Rør mig ikke! Je skriker.

Så kommer politien å tar både deg å buttelen din.

Å gjør dere Markmusa dernere? Hu piper.

Ånej, ånej, ånej! –

D’er bestelt! – Hører du, d’er bestelt. D’er ikke mit længer!

Bestilt eller ej, det smager mig.

Å fanen! – La’ meg og –!

Den ypperste saft, du endnu har haft

Kom nå! Kom nå!

Se her er din del, du tørstige sjæl!

Dette er nå det kontanteste tju’eri.

Aldrig i væra har eg drukket nokke så fint!

Ha! De deroppe! De ved, de ved, hvorfor de vil forbyde os denne gudedrøm.

Dere drikker op hejle fortenesta for flejre daer.

Drik med, din orm!

Nej, vet du, ka eg har tænkt så tit på i denne tia? (nærmere). Ko’for skulle ikkje vi passe på e’ stormnat å tænde fyr på hejle storbyen? Tænde fyr på!

Bah! Da redded jo pakket sig ud på marken. Nej, – (hemmelighedsfuld) her går gamle minegange indunder byen! Fra den tid de førte elven væk, som gik her. Her vi nu står. Vi bor i det gamle elvelejet. Hele Helvede er intet andet end det fordums elvelejet. Disse gamle minegangene som begynder bagom husene her og går indover på begge sider, de skulde findes! Skulde fyldes af krudt, af dynamit og andre explosive emner! Og så elektrisk ledning ned i det! Ha, ha, ha! For en skidden, stinkende indvoldsåbenbaring!

Hurra! Faen stejke!

Men så sprang vel vi også med, da?

Går vi med?!

Hvad skjønnere lod kunde gives?

– – Når jeg stundom har tænkt mig Otto Berg Herres endeligt, har jeg tænkt det således. Sammen med tusinder gjennem udødelighedens morgenrøde port. På min kommando, ligesom slaverne på sin østerlandske herres, skiftede de dragt og fulgte i fest-optog.

Efter et liv med store tilbøjeligheder, men fuldt af byrder og savn og ofte miskjendelse, endelig at nå sin bestemmelse! I dødsøjeblikket! En sådan tronbestigelse! Se sit navn over sig i sol-guld, læst af alverden. Selv siddende i en sedia curulis, bygget af millionærernes bøjede nakkeben. Aha, aha, – fødderne på deres pengesække! Og menneskehedens forbandelser og beundring om sig som et orkesters brus. Som hyldingens hav … aha!

No kjøm døm atte!

Kvan kjøm?

Kem?

Hvem kommer?

Likfølget, vet e’. Ja, døm e’ deroppe enda.

Å, – så har de’ go tid.

Men dissane herre min’ganga’n, … ja, d’er mange, som har tala om døm. Men de ska’ væra oframkomli?

Se der er det! Se der er det!

Somme fulle av vatten og andre av anna.

Ja, det har eg og hørt.

Sådan er denne trælleslægt! En smule hindring, lidt væde, eller nogle korn sand! Det er nok til at vingestække deres hævn, skræmme deres trang til frihed og lys.

Præsten er med!

Præsten! Pastor Bratt?

Nej, han, den rigtige præsten.

Falk. – –

Pyt, ham! Han er aleneste en humbug! Det tør jeg si ham nårsomhelst. Kjender jeg ham ikke fra Studentersamfundet?

Ja, no vil eg gå.

Jeg kommer straks!

Vil du … vil du si præsten det?

Hvad?

Det, du sa, – det du kalt’n?

En humbug? Ja, sige ham det –?

Vil du … vil du si’n det, skal du få en krone. Jagu det ska du!

Forskud! Forskud!

N-e-j! –

Forskud!

Men om du nå ikkje sier’n det –?

Jeg skal straks gå lige hen til ham og sige det. Mit æresord! Forskud!

Du skal få en halv! – Der.

Men kjære … Er det ikke Otto Herre? Vor magister bibendi?

Jo, Deres velærværdighed! D. v. s. det, som er igjen af ham.

Herre gud! (Begynder at søge i sine lommer.)

Og dog, når alt kommer til alt … måske den bedste del. Men tiderne har ikke været milde, Deres velærværdighed.

Nej, jeg kan se det. (Dæmpet.) Kom til mig, når det kniber som værst! – Jeg har idag … ja, jeg har virkelig git fra mig det vesle, jeg havde. Her er bare en halv krone.

Tak, Deres velærværdighed! Tusen tak! Det har jeg altid sagt til folket her, at De har hjærtets genialitet. (Går.)

Men … men?

Du gav mig jo bare en halv! (opover.)

Vil De tro det, at den mand, når han er ædru, er forknyt og skrøbelig. Havde jeg havt det slig, så drak vel jeg også.

Ja, vi ved om det; vi har ofte set det.

Han er som en Jerikorose. Vindtør og hverdagsgrå. Men når den lægges i væde, vokser den op og smiler søndag. –

– Ja, godtfolk, jeg sa dere deroppe, da jeg talte ved gravene, at jeg havde noget på hjærte, som høvet bedre hernede. (Han stiger op på trappen. De ordner sig om ham.)

Det, jeg begyndte med deroppe, og som jeg også sluttede med, det var: vi må ikke dømme hende! Det skal bare han gjøre, som kjender os allesammen. Fred over hendes forpinte hjærte! Fred med hendes navn iblandt os!

Det er det værste med en slig ting som striken, at den bringer så mange til fortvilelse. Det hænder bare de svagere, siger man. Jeg siger, det hænder de fineste, de som føler stærkest ansvar, derfor ofte de bedste. Som overhovedet de bedste lider mest, de tar på sig de største ofre, og de får undgjælde. (Man ser, at arbejderne er enige heri.)

Jeg vil ikke lægge skylden for det på nogen. Men det er vel en og anden af dere, som alt har prøvet, hvor hårdt det er, når barna kommer og siger: «lidt mere mad, mor, – å giv mig lidt mere mad!» (Bevægelse.)

Jeg bærer min skjærv til hver eneste dag.

Ja, du er snil!

Det er du!

Uden det havde jeg ikke lov til at komme her og sige noget. Min mening, mit råd er, at så stor strike som denne – den største vi nogensinde har haft –, den må ikke vare længe! Så uventet rigelige gaver har flydt ind; men her er for mange at føde; alt nu er der dem, som ved, hvad hunger vil sige. Og der blir flere. Men intet smitter som fortvivlelse; husk det! Da kommer der en tid – og den kan komme snarere end nogen nu tænker! –, da ingen længer formår at styre de kræfter, de her har sluppet løs. Jeg ser tegn til det, jeg hører trusler om vold og mord –

Vold og mord, ja!

Hvad siger du, gamle?

Han taler bare om én ting, han Anders.

Ja, lad ham tale!

Det var dette me a – stakkars …

Jeg ved det jo. Vi gik jo sammen.

Nej, ikke a Tea; je hadde e yngre datter. Hu som kom op i byen, i et fint hus. Der gjorde døm vold på a.

Ja, ja. Vi husker det. Men det er ikke herom nu, Anders.

Men dere sa «vold og mord». – Dette var vold; og hun skamma seg så, atte det også blej mord. Gud trøste og bære os!

Vi ved det, kjære Anders. (Tier en stund.)

For at komme tilbage til vort, fortvivlelsen er en farlig kammerat, og han er alt iblandt dere. I må stelle dere slig, at I ikke blir ansvarlig for mere end det, I selv vil.

De der oppe i storbyen er ansvarlige!

Fortiden, Hans Brå, har mere skyld end nutiden. Og de, som har skyld i nutiden, findes i reglen på begge sider.

Nej, den er deres deroppe, alsammen!

Ikke alsammen!

Jo, jo, alsammen!

Tør I sige jer aldeles uskyldige –?

Ja, ja!

Nu er I harme, for I har det vondt. Jeg skal ikke sige mere om det. Men vil I forlig, så må I prøve at se lidt anderledes på de andre end som på røvere.

Men når de er røvere?

Jagu er de røvere, ja!

Røverne på korset kanske? Også røvere kan omvende sig.

Rigtig rovdyr er de!

Ja, det var værre! Men jeg skal sige dere noget: dere skulde overlade til de rige at trodse og true! De har magten og er vant til at være brutale og afgjøre alting med magt. Vær ikke så dumme at gjøre det efter! Fattigdommen har visse goder, som rigdommen ikke kan nå. Forspil ikke dem! Fattigdommen har sin velsignelse …

Har De prøvet den, pastor?

Jeg kjender både de rige og de fattige, og de fattige har meget forud for de rige.

Ja, filler og lus!

Så det finder du? (man ler.) Jeg skal sige, hvad jeg finder, de fattige har forud. De er ofte så tilfredse med lidt; de er så snille med hverandre; rigtig tilgavns opofrende, er de. Og så er de mere tålmodige, mere overbærende …

Den talen skulde du holde for de rike!

Det har jeg gjort! Hverken de rige eller de fattige taler jeg efter munden.

Ja, men vi vil ikke ha dettane præstevæve her nå!

Du skulde heller høre etter, du skitper derborte! For du er da den fæleste fanten i hejle Helvete.

Å, hold kjæften din, dritmærra!

De kræfter der, – dersom fortvivlelsen kommer til, kan I så styre dem? Ikke mere end I kan styre havet derude! –

Nu vil jeg fortælle dere (for de har været hos mig!), at her også er dem iblandt dere, som gjerne vil ta arbejdet op igjæn …

Ja, døm kan prøve!

Er det sandt?

Det er sandt!

Ja, døm kan prøve! (En voldsom bevægelse rejser sig.) De skal få! Hvem er det? Nævn dem! (Tilsidst som i takt.) Nævn dem!

Nu tænker I på vold! Hvis I kjendte dem, brugte I vold mod dem! Og da er der ikke langt til mord heller! (Stor stilhed.) Da blev mange af dere ulykkelige for livet. Og barna deres og de stakkars konerne …

Dette er sandt.

De deroppe får være ansvarlige!

Ja, fik I dem til at skjønne det, så –.

Det skal de skjønne!

Der kommer den dag, de skjønner det.

Den kan I ikke vente på! Dere får ta dem, som de er, både menneskene og forholdene. Vandet går ikke fortere end det har fald til. For mit øje ser det ud, som Vorherre vil, I skal øve dere i tålmod; så kommer hans time. Ofte når vi mindst venter den.

Slut nå for satan!

I kommer ikke langt med at påkalde satan, godt folk! I får nok vende dere til ham, som tålmodig lar sin sol gå op over onde og gode …

Der kommer’n Bratt!

Kommer’n?

Ja, han lovde at komme idag.

Ja, da!

Nå – skal ikke dere også gå?

Nej, du er for snil til det.

Tre er lite’. Men så er det ægte! (stiger ned.)

Hurra for Bratt’n! (Vilde hurra.)

Jeg hørte helt op der jeg stod, at min formand på denne plads sluttede med at sige, at herren lar sin sol tålmodig lyse over onde som gode.

Jeg vil begynde med at sige, at hernede lyser solen aldrig. (Latter og gjentagelse af ordene.)

Jeg har virkelig truffet dem, som ikke ved det, at vi hernede bor på bunden af en dyb elv. Elven havde et fald derude, før den gik i sjøen, og dette fald åd sig længer og længer indover. Således blev dybet til, som vi bor i. Således opdagede de også rigdommen i bjerget på begge sider af elven. Vandet blev da afledet, og de begyndte minearbejdet. Det skabte så storbyen deroppe. Men til løn for alt det, som arbejderne drog frem i solens lys, blev de selv stødt ned ifra det, hidned. De tjente så meget til de andre, at byggegrundene deroppe blev for dyre for småfolk. De måtte nøje sig med denne hernede, den kunde de få for intet. Men her er aldrig sol.

Sådan er det.

Vogt Dem nu, Bratt!

Efterhånden blev det så, at de, som kom til skade deroppe i storbyen, eller som levde over ævne deroppe, de blev hivet ned her –

– menneskeaffaldet! –

– i «Helvede», som de snart kaldte det. –

Her er mørkt og koldt. Her arbejder få med håb, ingen med glæde. Her liker ikke barna sig, de tyr ud til havet eller op i dagen. Sol vil de ha. Det varer bare en stakket stund, så opgir de det; de lærer, at den, som er kastet hid ned, han kravler sig sjælden op igjen.

Det er sandt.

Nu står vi her. Men de deroppe, som ejer den ledige solsletten, har netop svaret os, at den får vi ikke. Og øverst oppe på haugen, der den gamle fæstningen lå, der Holger har bygd sin ny borg (uro) – der på «borgen», skal i kvæld fabrikherrernes delegerede fra det hele land samle sig. Der skal de rådslå om, hvordan de kan holde os nede, så vi aldrig kommer op.

Ja, døm kan prøve!

Ja, døm kan prøve!

Jeg ber dere for guds skyld, lad dem endelig få samle sig der. Den borg blev bygget under stigende nød i landet. Ganske som på trods. Det er bare som det skal være, at de samler sig der og svarer derfra. Jeg hører, at i kvæld vil de illuminere borgen!

Ja, døm kan prøve!

Ja, døm kan prøve, ja, døm kan prøve! (Aldeles som før.)

Men forstår dere da ikke, venner, at intet kan gagne os mere? Netop i dag, som vi har fulgt Maren og hendes to børn til jorden –

– Hu Maren, ja –

– så illuminerer de! (Uro. Harme.) Lad dem endelig få bære sig sådan ad! Da får vi mange venner, vi ikke før har haft. Og mange vil frygte den gud, som således hånes. Lad dem illuminere! De, som har tat solen fra dere! (Mumlen.)

I ved vel, at alt det, der fører smitte, trives bedst der, solen aldrig kommer? Solen dræber mikroberne, legemets og sjælens; solen gjør stærk og opfindsom, solen er selskab, solen gir tro! De rige deroppe ved det altsammen, lige fra skolen ved de det, og endda har de ladet dere leve her! De har ladet dere leve her, som utøj og smitte lever med, og barna blir bleke og tankerne skumle; både klæder og sind tar mug. Præster og kirker har de, bønner og salmer har de, og en smule velgjørenhed har de også; men de har ingen gud. (Bevægelse.)

Kan der ventes, til de får en? Slægt efter slægt i elendighed og synd, – hvad hændte her for tre dager siden? Hvem ringede det for idag? – og vi spør, om der kan ventes? Nogen arbejderhjem hist og her, – retter det på disse de tuseners savn? Hvad spår, at her snart blir bedre?

Deres ungdom? Hør på hvad denne ungdom selv svarer: «Vi vil more os!» Deres bøger? Ungdommen og bøgerne er tilsammen fremtiden. Hvad siger bøgerne? Akkurat det samme som ungdommen: «Mor dere! Livets lys og lyst, farverne og glæderne er mine», siger ungdommen og deres bøger. – De har ret! Det er altsammen deres! Ingen lov forbyr at ta livets sol og lyst fra småfolk; de, som har solen, de har også gjort loven.

Men så er spørgsmålet da, om vi kunde kravle os op så langt, at vi blev med at skrive en anden lov. (Tordnende hurraer.)

Det behøves bare, at et slægtled endelig tar det store taget, som skal løfte alle de følgende slægtled op i solens vederkvægende liv.

Ja, ja?

Men det ene slægtled har skubbet det fra sig over på det andre. Indtil vi nu har tat ofrene på os, og pinen lige til dødens. Her var nylig en som bukkede under. Men ved dere, at hun ikke er død forgjæves? Hendes fortvivlelse har skræmt samvittighederne! Aldrig har gaverne til striken flydt ind som igår og idag! Flere har givet store summer, – en alene gav idag 2000! (Stor jubel.)

Nej, herregud!

Skal vi huske hende i hendes angst og pine? Som den jammer vi vil ha slut på! Som nødskriget fra de undergangne slægter? En fortvivlelsens bøn om redning.

Ja, ja. (Bevægelse.)

Og lad os så alle øve os i offer! Jeg nøjer mig nu med det halve af det, jeg ellers lever af. Ingen ved, hvor længe vi skal prøves. Jeg har fået mange til at gjøre det samme. De siger som jeg, at de kjender det som en indvielse! Som jeg står her, har jeg hænderne fulde af ild og elektriske stik i min krop. Min følelse er finere, min evne højere, hentonende i min offertrang.

Øv dere i at undvære! Når I hersker over dere selv, så hersker I over de andre, som trænger styre; her er nok af dem!

Vær ved godt mod! Hver dag bringer ny tilslutning alle vegne fra. Aldrig har arbejderne været så nær ved målet! Aldrig har vi haft et samhold som nu. Aldrig et så fast tag, aldrig så stærk støtte? Å, om det blev det slægtled, vi står i, om det blev os, som løftede landets arbejdere for alle tider op af mørket og muggen, op af kelderne, så de kom på livets solside! (Almindelig bevægelse.)

I skal gå op til strike-kontoret; udbetalingen er ordnet. (Glad uro.) – Og når I har fåt bidragene, så vælger I den kommitte, som idag skal tale med hr. Holger. I husker, det er idag han skal ha svar.

Bratt!

Elias! (iler mod ham, fører ham fremover). Endelig! Hvor har du været? Just som vi trængte mest til dig, kom du bort fra mig.

Jeg gjorde også min gjærning.

Kan du tro, jeg tvivler om det?

Forresten har du set mig.

Uden at vide det?

Ja. Men – hvad vilde du mig?

Først og fremst var jeg bange for, at de penge, vi fik, at så altfor mange af dem, var fra dig. Jeg vilde advare dig, Elias.

Tak! – Ved du, hvem som var den sidste, Maren Haug talte med?

Det var dig?

Mig.

Hvad sa hun? Det var fortvivlelse –?

Hun sa: der må noen dø, sa hun. Før lægger de ikke mærke til os.

Det sa hun?! – – Altså en fuldt bevidst martyr? Tror du det?

Det tror jeg.

Men der er mangen en martyr, som har været sindsforvirret.

Det er der.

Og brændevinet? Hun drak i det sidste; det siger alle.

For at få mod til det! Et bevis mere, synes jeg.

Hvorfor bad hun ikke om mere hjælp? Hun havde fåt det.

Også jeg bød hende hjælp.

Nå da?

«Jeg tar bare fra de andre», svarte hun.

Virkelig! – Ja, der var noget besynderlig ved den kvinde. – Det er jo stort. Der er meget stort hernede blandt småfolkene! Hun ofrede sig altså.

Det er sikkert.

Jeg ser, det har gjort et svært indtryk på dig? (Elias nikker.) Du ser dårlig ud. Du skulde gå til din søster. Har du nylig set hende?

Ikke i de sidste dager.

Husker du de to mærkværdige unge mennesker, som var komne der, – Sommers barn –?

Javist. Kan nogen glemme dem?

De er der ikke mere.

Hvad vil det sige. Din søster fik dem jo?

Nej, nu har onkelen tat dem.

Holger? Det var jo det sidste, Sommer sa, at din søster skulde ha dem.

Det nyttede ikke. Nu har onkelen tat dem. Forældrene er døde, siger han, og jeg er deres forældre. De skal være mine universalarvinger, de skal opdrages som jeg vil.

Som han vil –! Til arbejderplager, de også?

Naturligvis. De folk tar også fremtiden fra os. Det forfølger mig nat og dag. Mere end det med Maren. Det er værre. Tænk dig, de tar også fremtiden fra os.

Slige følelser sætter man om i handling, Elias!

Tvivl ikke om det! – –

Husker du, da du og din søster kom til mig hernede?

Besynderlig –!

Hvad?

At du siger det! For det har jeg tænkt så på i hele dag!

Kom så strålende. I havde arvet Eders tante i Amerika. I var blet rige.

Og vi kom for at få vide, hvad vi skulde gjøre.

Jeg viste dere, hvad jeg gjorde! Din søster vilde ikke være med; det er ukjendt grund, sa hun. Og hun kjøbte og bygget sit hospital deroppe.

Men du –

Jeg valgte at bli hos dig!

Du var fuld af fryd, den dag du kjøbte det lille fattige hus her! (Peger til højre, der Elias kom fra.)

Og jeg har ikke angret det én dag. For mig er dette det eneste liv, som er værdt at leve.

Men hvor kan det så gå til, Elias, at her er kommet noget mellem dig og mig?

Hvad siger du?

Jeg hører det i klangen af din røst nu! Jeg så det, før du sa et ord, – at her er en, som har tat dig fra mig!

Det kan ingen! – Ingen uden døden.

Men her er hændt noget –?

Det er der.

Hvad er det?

Du gjør mig så mange spørsmål. Får jeg gjøre dig et eneste?

Kjære, hvad er det?

Vi tror begge, at gud er noget, vi må arbejde frem i os selv.

Ja.

At han er i den evige verdensorden, og at for menneskelivet vil det sige: i retfærdigheden, i den voksende retfærdighed.

Og godhed.

Men er han så ikke i krigen? Er den udenfor?

Er det dit spørsmål?

Ja.

Der er så mange slags krig.

Jeg mener den: at ofre sig selv for at få knust dem, der vil ondt.

– Om den krig kommer ind under retfærdighedens orden?

Ja.

Uf, nej, men hvad er dog dette? – Hvorfor kommer han bestandig så?

Ha, ha, ha, ha, ha!

Skal en aldrig mere få tale med dig, uden at han kommer imellem?

Hvad vil du, jeg skal gjøre? Han har sluttet sig til mig. Det er hans eneste lykke i verden. Skal jeg jage ham?

Nej, det er sikkert, jeg ikke vil. Men kunde du ikke få ham vendt af med at komme således, hvergang nogen taler med dig? Det er dog for galt.

Han tror, dette er morsomt. Kan han ikke det, da? Ellers har han det så tungt. Jeg har netop idag måttet love ham, at vi skal leve og dø sammen.

Hvad vil det sige –?

Ja, han har undertiden så forunderlige klare stunder. Og så måtte jeg love ham det.

Du er for god, Elias.

Nej; jeg er ikke for god; men menneskene har det for ondt! Også han! En af dem Holger jog ud af sin forretning, fordi han stemte på vor liste. Det blev for meget for ham; han gik istykker og kastedes herned.

Jeg ved det.

Nå ja, så fulgte han mig, der jeg gik og stod. Og satte sig udenfor mit hus; som en hund. Så lukkede jeg ham ind.

Men når du således tar dig af allesammen, – så svækker du din arbejdsevne der, den mest –

Undskyld, at jeg afbryder dig! Jeg er så urolig idag. Jeg kan ikke stå stille og høre. Og har så liden tid. Jeg kommer egenlig bare for at se dig! Jeg havde sådan trang til at se dig!

Men det, vi talte om, Elias, –?

Lad os ikke tale mere om det!

Ikke tale mere om det?!

Siden vil du bedre forstå. Jeg holder ikke ud at se på så megen uret! Jeg holder ikke ud at høre, at de andre skal sejre!

Skal de andre sejre? Er det kommet så langt med dig, at du ét øjeblik kan tro det?

Så langt, ja! – (Tar om hans hoved med begge hænder.) Dig elsker jeg! For alt du har været for mig. Fra første dag du tog mig op her – til din forskrækkelse nu.

Ja, Elias, du –

Nu skal du tie stille.

Jeg elsker dig, som bestandig tør tro, og være som du tror! Og som tar i, så landet ryster. Du råber ind i vore sjæle: Mod, mod! For ungdommen vil det sige: gå videre, videre!

Men videre Elias, det vilde nu være at –!

Du får ikke sige noget! Og heller ikke jeg!

Men Elias –? Du har ingen ret til at gå uden at sige, hvad det er!

Gå videre –? Nu? Forfærdeligt! (Løbende efter.) Det må aldrig ske! (Af al sin magt råber han.) Elias! (Idet tæppet falder.) Elias dog! Elias!