Det blir altså bare kjælder-etagen, som må ændres?

Og det ubetydeligt. Men så har vi jo tilbygningen.

Tilbygningen? Der skal ingen tilbygning være. Har jeg glemt at sige Dem det?

Ja.

Tilbygningen var bestemt for mine søsterbørn. Dengang vi gik ud fra, at de skulde være hos frøken Sang.

De skal ikke være hos frøken Sang?

De skal bo hos mig. (Stilhed.)

Da er her næsten intet at gjøre.

Så kan jo frøken Sang flytte ind? Hvad?

Jeg synes at forstå, hun flytter ind idag.

De har ikke talt med hende?

Ikke på længe.

Der er hun kanske?

Er Holger her?

Her er han.

En deputation fra arbejderne.

Jeg hører det. – – –

Ja, – kan den komme ind?

Lad den det!

Hvem er den gamle blinde mand?

Det er Anders Hoel, han, som er far til –

Er han arbejder ved nogen af fabrikerne her i byen?

Nej; men barna hans.

Jeg underhandler alene med arbejdere fra en af fabrikerne.

Han er far til Maren, hende, som vi begrov idag, hende og de to barna. Så faldt det ligesom af sig selv, syntes vi, at han skulde gå med at tale vor –

Det kan gjerne være. – Før den mand ud!

Ska’ je’ føres ut?

Han siger så.

Er der noen, som be’re kan vidne om nøa dernere æn je’ da?

Men han vil ikke ha det, skjønner du.

Ja-så? Han vet, d’er nok ikke bare hu Maren, je’ har mista …

Før den mand ud, så vi kan begynde. Hvad?

Kom Anders, jeg skal hjælpe dig ud.

Hvem er du? Je’ drar kjænsel på det målet –?

Denne vej, Anders.

Nej, je’ vil ikke ut! Døm har val’t me’.

Du må ud!

Før kan vi ikke få utretta no’e skjønner du.

Kan dere ikke det? Ja ja. – Da vil je’ nå først si’e no’en ord.

Å nej, Anders –!

Å nej –!

Mener dere –? Jo, je’ vil nå si’n det, lel, at om hu sto her nå, den yngste datter mi, hu stakkars Tea, hu som –

Gå ud allesammen! Hvad?

Du hører, dette’ne er streng besked. Og vi får undgjælde. (Holger sætter sig.)

Så blir vi kvit da! For det, dere har gjort, det har je’ fåt undgjælde for!

Nej, vær nu rimelig, Anders! Følg med mig!

Hvem er du, da?

De’r jo han Halden, vet du.

Jaså! Er det han Halden? Det ska’ jo være en bra kar, det. – Ja, ja. Han Halden ska je’ følge.

Det var snilt; du skal få lidt at styrke dig på.

Er vi ikke her hos’n Holger?

Jo.

Nej, rigtignok har je’ eti bare e’ kaku på to daer; men før je’ vilde smaka en bit eller drikke en tår av’n Holger sit, – før skulde je’ (bevæget) gjøre som døttra mine.

Det er af mit, du skal få.

Jaså? – Jaja. Jaja, så – –

Så går vi da?

Så går vi. (Gjør et steg, vender sig.) Men je’ må nu si det, lel, te’n Holger – ja, han sitter der, vet je!?

Nej, gå nu, Anders!

Døm hadde mye mere æresføls’, døm’, æn du har! – Du og gelikerne dine! – Nå ska je’ gå! Nå har je’ fåt sagt det. (Langsomt ud med Halden.)

Hvad var det så I vilde?

Det er jo den dagen, vi skulde møte på.

Å, sådan! Det hadde jeg glemt.

Vi søkte dere først neri byen; men døm sa, dere var her. (Stilhed.)

Ja, I ved, at nu har jeg fuldmagt fra alle fabrikejerne her. Hvad?

Og vi fra alle arbejderne. Forsåvidt er altingen i sin riktighed. (Stilhed.)

Har I noget forslag?

Ja.

Vi har nok så.

Og det er?

At vi skulde enes om at vælge opmænd.

Vi tænkte også at gjøre lovforslag om det. Så det blev lov, skjønner dere.

Vi arbejdere ser ligesom en fremtid i det.

Men det gjør ikke vi.

Nej, – dere vil ikke, atte noen ska komme millom. – – –

Har I flere forslag?

Vi har fuldmagt, om dere skulde have nogen.

Forslag –? Nej.

Det står ved det gamle?

Nej, det gjør det ikke.

Er der kommen noe nyt tel?

Ikke forslag. Vi gjør ikke forslag. Hvad?

Ja, hvad er det da, da?

Vilkår er det. – – –

Vi skulde ikke få høre, hvad det var for vilkår?

I er vist ikke færdige med strike’n endda. – Og da er det bare unyttig.

Vi er enige om, at vi nok gjerne vilde høre det.

Vilkåret? Der er flere. –

Jaså, der er flere! – – Er der noget ivejen for, at vi kan få høre dem da? Lige godt først som sidst.

Der er det ivejen, at bare vi fabrikejere her i byen er enige om dem. Men vi ønsker, at alle skal blive enige. Alle landets fabrikejere. Vi har møde i kvæld. Vi danner en fagforening, vi også.

Vi hører det. – – –

Men når vilkårene nærmest angår os, så synes jeg, vi kunde få høre dem.

Ja, det synes jeg også.

Ja.

Som I vil. –

Det første vilkår er, at ingen af fabrikens arbejdere får være medlem af Bratts landsforening eller af noget slags forbund, som ikke vi billiger.

Det næste er, at I ikke får holde Sangs blad eller noget andet blad, som ikke vi billiger.

Ska’ vi ikke også gå i kjærke?

Hvad får vi, når vi går ind på det?

Det, I havde før. Hvad? – Jeg vil ellers oplyse dere om, at disse vilkår ikke er de eneste.

Je tror, om je var i Deres sted, atte je likesom vilde prøve den andre vejen. Å gjøre folka lite lykkeligere.

Det står ikke i vor magt at gjøre dere lykkelig.

Å – jo! Å – jo! – Gi os andel i fortenesta, og la os få tomter oppe på …

Folk, som attrår andres, blir aldrig lykkelig. Hvad?

Men de, som sitter med andres, er da lykkelig nok.

Sidder jeg med andres? Hvad var dere, hvis jeg ikke var? Hvad? Hvem har skabt dette her, – dere eller jeg?

Her var noen med om å skape. Og det fra første dagen. Nu er her tusener med!

Med? Ja, mit blækhus er også med. Og drivkraften og maskinerne og telegrafen, skibene og arbejderne. Jeg nævner arbejderne sidst, fordi de ret som det er prøver at slå altsammen istykker. Så dumme er hverken blækhuset eller drivkraften eller maskinerne eller telegrafen.

Dere spæller et høgt spæl. – Det må je’ få lov at si’.

Her skulde bare være spilt meget højere. Hvad? Så fik kanske geni og kapital endda en stund lov til at skabe livskår for arbejderne.

Ja, neri Helvete, ja!

Ånej, der kommer ikke noe ut av å snakke på den måten.

Jo, det gjør det! Der kommer ondt ut av det. – Å, herregud, kom ner til vors og se som det nå er dernere.

Ja, hvorfor strike’r dere, da? Dere ødelægger jo for mere, end vi kunde hjulpet dere med.

Men hvorfor gjorde Dere ikke noe’, før vi strika?

Eller gjør noet nå! Så er det forbi!

Det vilde jeg ligne med, at jeg la mine penger i deres strike-kasse. Hvad?

Nej, dennegangen skal I få alle følgerne af som I bærer dere ad! For nu er det jeg, som kommanderer. – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg tror, vi like godt kan gå vor vej nu med det samme. Her utretter vi ingenting.

Ånej, han utretter vist like mye, han Blind-Anders, som sitter uttafor.

Jeg mener også det, at vi intet nyt har at sige hverandre.

Kom igjen, når dere er færdig med hele strike-snakket. Hvad?

Vi skal knuses dennene gangen? –

Det kunde jo hænde det ikke gik.

Vi har likesom lite ære, vi å. Ja, som han Anders sa.

Å, er det, du står å sier? Har vi ære? Nej, døm har al æra! Døm, som forfører kvinfolka vore – å så sender døm til Amerika!

Skjønt dette ikke angår strike’n, og heller ikke mig – det vil jeg la dere vide! – så vil jeg svare på det. Det er andre gangen, I kommer med det. Og i bladet deres står det bestandig. –

Alle samfundslag har ære; men det er kvinderne, vi bedst kan måle det på, hvor megen ære vi har. Som vi har ære til, så er de.

Ja, det kan nok træffe, det.

Men når deres kvindfolk er slige, at en kan ta dem med bare hænder ligesom nakne fugleunger, – hvad ære har så dere?

Nej, så fa’n koke, om jeg det der tåler. (Hiver sig over bordet. Holger rejser sig mod ham og bøjer ham ned over bordet, da Brå og Aspelund fra hver sin kant styrter frem.)

Lad det der være! (De slipper.)

Vent med det der! Det kommer nok!

Nu skal dere ud!

Hvad er på færde?

Å, her slåst døm om æra.

De storkarerne har så mange sønner over i Amerika, som døm ikke vil kjænnes ved. Ingen av døm kommer hem å lærer dem, hvad ære er!

Op med døren, Halden! Hvad?

Jeg har noe, jeg må få sagt. Endelig!

Men de andre går straks!

Å, nejgu længes vi nå ikke ætter å bli, heller!

Vi kommer nok igjæn! Men det blir på en annen måte, det!

Å – nej, gå nu! (Per Stua går.)

Ja, ja. Dere spæller et høgt spæl!

Hvad er det?

Dere skjønner det selv, at her er dem med, som ikke længer kan styres. Det var bedst å huske det.

Så husk det da! Hvad!

Her kan hænde noget, som alle vilde be gud bevare sig for!

Nej, ikke jeg! For det var da det bedste, som kunde komme!

At mange tusen …!

– Jo flere, jo bedre!

Nu har jeg hørt det også!

Hvad? I er jo nu komne lige ind på livet af os. Så fik vi dere på afstand igjen i mere end én menneskealder. Imellemtiden hænder vel noget.

Ja, da har jeg ikke mer å si. (Går.)

Jeg tænker altid, når jeg ser den karen: i ham er der herreblod. – Ja, det samme gjælder Per Stua.

Alle dem, der tør. Alle dem, der tør gjøre oprør, er der herreblod i. Uforsigtig kryssing, Halden!

Uforsigtig.

Jeg kan godt lide dem. Især ham, som fløj på mig. Rask kar. Jeg gad vide, hvem som er far hans? Eller bedstefar hans? Herreblod. Jeg synes, jeg drar kjendsel på næsen. Hvad? De andre er bare slaver. Fødte slaver. Ublandet.

Var det noget, De vilde mig, Halden?

Frøken Sang har siddet en stund udenfor.

Og det sagde De mig ikke straks? Hvad? (Iler mod døren, åbner den, ser hende ikke, går ud og høres snart udefra.) De må endelig ikke tro, at det er min skyld! Hvad? Havde jeg bare vidst …

Halden vilde melde mig. Men jeg burde ikke hindre arbejderne i at få tale med Dem?

Ja, de har trakteret mig med lidt af det sure øl, deres blad har brygget. (Det gjør et ryk i Rakel. Han ænser det ikke, men fører hende til sæde og tager selv plads ved siden.) Jeg har fåt høre, at de har skabt min formue, at jeg følgelig sidder her som en stortyv. Hvad? En ganske lystig historie! Her gjør jeg arbejdsmarked for flere tusen. Læg dem til, der lever af disse tusen, og vi får en by. Så en vakker dag, før jeg endnu er færdig, vender de sig om imod mig og siger, det er deres! Hvad? Og når jeg ikke straks er villig til alle indrømmelser, gjør de oprør. Jeg tilgiver dem, det bliver godt igjen; – men så falder en gal præst ned blandt dem og forkynder guds ret! Guds ret er, at alting skal vendes op og ned. Nu må vi ikke engang bygge og bo som vi lyster, ti så tar vi solen fra dem! Storbyen skal i vederlag bygge for dem oppe på sol-sletten, – sol-sletten, hele byens pragt og lyst. Hvorfor ikke indlogere dem i vore huse? Siden det er «guds ret», – hvorfor ikke i himlen? Hvad? (Rejser sig.)

Jeg siger Dem, frøken, at om de fik udleveret alt, vi ejer, rub og stub, – inden ét år var det forbi med fabrikerne, formuerne, handelen, og vi var fattiglemmer alle ihob! Hvad? – – –

Men undskyld, kjære frøken, her trakterer jeg Dem med det samme sure bryg, – bare tappet af den anden tønde. (Sætter sig.)

Bedste frøken, der er ingen, jeg har den agtelse for. Men det er så med mig, at lidenskaben er en del af min drivkraft. Og når der samles op så megen, som under mødet her –

Jeg må jo høre lidt af hvert i denne tid, jeg også.

Jeg trodde, De alt var flyttet ind, frøken. Jeg kom herop alene for at overrække Dem skjødet. Det blev tinglæst igår. (Tager et stort dokument på bordet.) Parken og huset er nu Deres også efter loven. Det er mig en glæde og en ære at kunne overrække Dem skjødet. (Begge rejser sig.)

En storartet gave! Nu må vel mit hospital være sikret. Eller også jeg være svært udygtig.

Jeg takker Dem inderlig, Holger! (Tager hans hånd.)

Dokumentet, skal De se, er et kunstværk. Det har naturligvis Halden besørget.

Ja, det er det virkelig også! Det skal have en smuk ramme og hænge lige mod indgangen. Tusen, tusen tak! (De bukker for hverandre.) – Men er det hele skjødet på mit navn?

Naturligvis.

Gaven er jo til hospitalet.

Gaven er til Dem. Og De bestemmer over den.

Ja, måtte jeg nu bare strække til. –

De har vist, at De gjør.

Når flytter De så ind?

Jeg tænkte nu straks, – hvis De ikke har noget imod det?

Jeg har en del bøger her, jeg vil tage ud. Ellers intet.

De kan ikke forestille Dem som alle mine syge er blevet glad! I dag har vi slåt hul på muren mellem hospitalet og parken. Og alle, som har kunnet være oven senge, har siddet og sét på.

De har vel adskilligt at ordne, og så forlader – Halden og jeg Dem.

Å, der var noget jeg så gjerne vilde bede Dem om, Holger! Skjønt De plejer jo ikke at høre på, hvad jeg beder om.

Der er ingen, ubetinget ingen, jeg heller hører på. (Byder hende at sætte sig.) Hvad er det? (Sætter sig selv.)

Det store møde, som de delegerede skal holde i aften, – hold det ikke på borgen! Gjør ikke fest der oppe! Illuminer ikke borgen!

Borgen er et af de vakreste bygværk i landet. Og den gamle fæstning, den ligger på, er en smuk plads. Hvad?

Det er den. Hr. Halden har stor ære af sit værk. Derom er der bare én mening. Men –

Men, ja! Arbejderne har dekreteret, at det bygværk og den plads er en hån mod dem.

Der er begået megen grusomhed i den fæstning.

Som nu er dækket over med skjønhed. Er det en forbrydelse? Hvad?

Tiden, som borgen blev bygget i.

Tiden? I knappe tider er det netop bedst at skaffe folk arbejde. Var det også en forbrydelse?

Det blev misforstået. Husk, hvad som hændte på åbningsfesten!

En smule dynamit. Hvad? Afmagt. De gamle brede fæstningsgrave hindrer dem i at nå frem.

Men lad det ikke gjentage sig!

Festen, illuminationen skal ikke alene gjentages; men jeg sætter tre musikkorps på den store …

Å nej, å nej!

Hvad? Vi skal blive ved at gå afvejen for onde anslag? Ikke så længe jeg kommanderer.

I tider som disse har netop borgen noget at fortælle godtfolk. Så De den illumineret?

Nej. Jeg gik ikke ud.

Det gjorde De uret i. (Går opover.) Tillykke havde jeg en maler ude, som tog det altsammen. En dygtig maler. Her er det!

Ja, det er herligt! I sandhed, det er herligt!

Sådan tænker jeg mig, det skal se ud igjen, når jorden atter giver plads for store skikkelser, der tør og kan kundgjøre sig.

Når vi kommer ud af myretue-tiden og tusendbenfantasien.

Tilbage til genierne og viljerne.

Betagende er det!

Mig er det betydningsfuldeste ved hele kampen, at personligheden skal få utrymme. Her er et bygværk gjenrejst fra den tid, den havde det. Med tårne, som rager op og hersker. Murmasser i vælde, i form, som præker magt og pragt. Hvad?

Vil De, det skal hænge her, eller skal det tages bort?

Jeg vil, at det skal tages bort.

De vil det –?

Ja.

Det hører De. Vil De være så snil at lade det flytte straks.

Jeg mener det bogstavelig. Straks. Hvad?

Der er noget ved ham der – (Stanser.)

De har imod Halden.

Har De mærket det?

Fra første gang jeg så ham og Dem sammen.

Å, – da! Ja, det var ikke så underligt. Deres hospital rejste sig her lige udenfor parken. Jeg hørte, at en ung dame brugte sin formue således, og jeg blev nysgjerrig. Hvad? Og gik en dag lige ind i bygningen. Hvem stod der med Dem? Halden! Han var Deres bygmester! Og det havde han ikke sagt et ord om til mig?

Han siger ikke mange.

Hvad har forseglet ham?

Jeg ved det ikke. Han har kjæmpet sig selv frem.

Det har vi alle.

Men i Amerika er det vel strengere.

Hvordan blev han Deres bygmester?

Han ønskede at være det. Og vilde gjøre det gratis.

Han har gjort det gratis?

Altsammen.

Kom han selv og bød sig frem?

Nej, det var en, som sa mig det fra ham.

Kan De sige mig, hvem det var? Hvad? Eller kan De ikke?

Jo. Det var min bror.

Halden omgås Deres bror?!

Ja. – Nej, det ved jeg ikke! Min bror bragte mig det bud fra ham; det er alt, jeg ved.

Jeg pønser ofte på, hvem den mand omgås. Det er ikke mig. (Tar sin hat.)

Ja, jeg ved det ikke.

– – Må De nu finde Dem vel her, De og Deres konvalescenter.

Tusen tak! Kom endelig op, når vi alle har flyttet ind her, – så alle kan få takke Dem!

Det skal jeg. – –

Jeg har dog vel ikke skadet Halden ved at sige, at han omgikkes min broder? For det ved jeg slet ikke.

De har megen omsorg for Halden –?

Jeg vil nødig gjøre noget menneske ondt …

De kan være rolig.

Og det andet, jeg bad Dem om –? For alle de menneskers skyld, Holger, som kan fristes til ondt –?

Jeg har sagt Dem det: Jeg hører ingen hellere end Dem. Men De ved, vi er af forskellig religion, De og jeg. Hvad?

Folk er så skræmte. De siger, der fra gammelt går mineganger under borgen.

Det gjør der vist under store deler af byen.

Sæt, om de prøvde –?

Det var det bedste, som nu kunde hænde!

De er skrækkelig!

Herrernes religion, frøken.

Og dette vil De også lære Deres søsterbørn?

Det vil jeg. Jeg vil lære dem, hvad som kan frelse os allesammen.

Da gjør De en fortræd så stor, så stor –! De har ingen ret til det, heller!

Ingen ret, hvad? Jeg som gir disse unge mennesker alt mit?

Om De gav dem ti gange så meget, Holger, derved får De ikke ret til at ta fra dem deres sjæl?

Nu har jeg aldrig hørt, – hvad?

Er det mindre? Alt hvad disse mærkelige to unge ved og vil? Ta fra dem det?

For at gi dem, hvad som er bedre!

Men som de begge afskyr, Holger. Ingen har ret til at bygge fremtiden ved tvang. Ikke ved tvang.

Derom skal der stå slag.

Om at tage børnene fra forældrene?

Her er forældrene døde.

Ingen levende forældre ejer sine børn med slig ret som disse døde. Det ved De, Holger.

Skulde jeg derfor også respektere forældrenes fantasteri? Også fantasterierne? «Credo» og «Spera»! De forældre, som kan kalde sine børn «Credo» og «Spera», hvad?

«Jeg tror»; – «du skal håbe!» Er det så fantastisk? Før børnene blev født, har altså disse forældre bestemt over dem. Det skulde vi have respekt for, Holger.

Respekt for fantasteri? Hvad for slags tro og håb er dette? (Lystig.) Det er ikke i denne verden, frøken, at de sidste skal blive de første og de første de sidste.

Det ved De ingenting om, Holger! Fremtiden er millionernes sag. Millionernes.

Hm –! Det skal der stå slag om.

Der er en strømgang i det, vi ikke stanser.

Disse to tager jeg i så fald bort fra strømgangen!

Det tør De, Holger?

Ja tør –?

Jeg ber Dem ikke at forstyrre det!

De har nægtet mig at få have dem; det må jeg finde mig i. Men nægte mig at virke på dem, det kan De ikke.

Det kan jeg ikke? Hvad? Børnene skal ikke lystre? Hvad? Så må de bort?

De må bort? Børnene må bort? (Bevæget.) Holger! De opnår intet andet ved det end at gjøre os alle tre frygtelig ulykkelige! Desuden – – efter det tab, de unge mennesker har haft – også dette! De gjør det ikke!

Jeg gjør det ikke? Straks gjør jeg det. Så ondt det er at sige nej til Dem, – De nøder mig til det.

Hvergang jeg inderlig ber Dem om noget, får jeg nej. Og hvergang siger De, at det gjør Dem ondt.

Jeg agtede Dem ikke så højt som jeg gjør, hvis De var anderledes end De er. Jeg håber, De gjør mig samme ære.

Frøken –! (Går. Hun sætter sig og græder.)

Skal jeg åbne? – – (Hun åbner. Skriger så:) Nej, nej, nej! Gjør ikke det! (Farer bagover.)

Godmorgen, Rakel!

God morgen, god morgen!

Hvad bedrøvede han dig med?

I så det?

Vi så det?

Naturligvis med dere! – Med dere!

Han forbyder os at komme til dig!

Det nytter ham ikke!

Værre end det. Han vil sende dere bort! Fra mig!

Han vil sende os bort?

For ikke at ha omgang med mig.

Det skal ikke lykkes!

I det lyder vi ham aldrig!

Å, at vi endnu ikke har lært at flyve!

Om han forbyder os at bruge posten, sender vi duer. Og holder dagbog for dig.

Ja, ja!

Og du, som har råd til det, du kommer ofte til os? Ikke sandt?

Om jeg kommer –? Ja, hvor I så er!

Jeg vil opfinde noget, som giver vore røster tydeligere end mikrofonen endnu gjør. Den giver ikke røsten, men en farve-skygge af den. Jeg har studeret det; jeg tror, jeg ved, hvori det stikker.

Og da skal du høre os tale i dit rum, Rakel! Du skal føle os tilstede, Rakel, Rakel!

Og I skal få telegrambud og brev fra mig hver dag! Det skal I.

Til han forstår, det er unyttig at skille os!

Og kanske lader os komme sammen igjen? Hvad?

Der er noget nyt og dejligt kommet ind i mit liv med dere.

Jeg kan ikke mere undvære dere.

Og vi ikke dig.

Du er den eneste vi kan gå til med alt vort.

Ved du, hvorfor vi nu er her?

Nej.

Credos legetøj –

Flyr det?

Ja, nu flyr det rundt hele værelset, højt under taget.

Nu er det fundet!

Jeg forsikrer dig: rundt, rundt, rundt uden at støde.

Styringen er funden, ser du, funden!

Men er ikke dette noget aldeles nyt?

Der er noget i det, som skal vokse. Vent bare!

Altså nu gjør du ringen, det bevæger sig i, så stor og så liden, du vil?

Nøjagtig.

Han bare behøver at stille det.

Kan jeg ikke få se det?

Det er jo derfor vi er her! Du, bare du skal se det!

Vi er her for at ta dig med!

Men det går vel ikke mere an –?

Ingen må se dere her!

Farvel så længe!

Hurra for jordens herligste kvinde!

Kom ind!

Elias! Endelig!

Rakel! Å, Rakel!

Som du er blevet bleg, Elias! Og medtaget? Hvad er det?

En stor tid og små kræfter.

Hvor længe siden vi sås!

Af samme grund. Jeg har ikke årket mer.

Jeg ser, hvor du er overarbejdet.

Især siden nætterne toges fra mig.

Også nætterne?

Så spiser vi os ikke mæt.

Men kjære –? Hvad skal det tjene til?

Vi skal øve os i offer, siger Bratt. Og han har ret. Men det har en hel uventet virkning.

Hvorfor sover du ikke om nætterne?

Altså her skal du bo, Rakel! – Dette har han git dig? Mens han nægter os alt.

Til hospitalet har han givet det. Her skal konvalescenterne have tilhold.

Og det har han gjort nu. Som om intet andet havde krav på ham!

Her skal du bo, Rakel! I dette rum – her?

Ja, og sove ved siden af. Du gik forbi der.

Du har valgt fred, du, Rakel.

Ikke netop fred, Elias. Jeg har ansvar, og meget at gjøre.

Jeg ved det, Rakel, jeg ved det. Jeg mente bare …

Jeg forstår ikke at nogen kan bo slig som han bode i dette store hus. At nogen tør gjøre det, så længe de andre …

Du har hørt om Maren Haug og hendes to barn …

Ja, ja! Jeg følger alt. – Å, Elias, som jeg har været hos dig i denne tid!

Kanske det er derfor jeg har været så hjemsyg som aldrig før. Ikke engang mens far og mor levde, og vi to var i byen.

Det er fordi du ikke har det godt. – Sig mig, Elias: – tror du på strike’n?

Tror du –?

Det bliver det forfærdeligste nederlag, nogen har hørt tale om. Maren Haug var fremsynt. Å flere end hende vil ikke overleve det!

Hvad du lider, Elias! Jeg kan se det på dig.

De oppe i storbyen, Rakel, har en anden samvittighed end vi. Der skal andre ting til for at vække den.

Ser også Bratt det?

Fra hvad tid så du det?

Fra jeg ikke kom til nogen af dere, ikke til dig og ikke til ham.

Ikke til Bratt heller –?

Jeg har først talt med ham idag.

Om det?

Nej. –

Men ikke dette nu! Lad mig få en liden stund på alt det gamle, Rakel?

Å, det forstår jeg så godt.

Sæt dig! Jeg vil sidde hos dig. Lad os tale om gammelt og kjært. Jeg er hjemsyg, har jeg sagt.

Elias, skal vi rejse didop? Tage en tur hjemover? Se igjen vor barndom, du? Fjorden, de bratte nakne fjeldvæggene, de blege nætterne, præstegården med den lange stranden? Og kirken? Der må være grod græs over skreden nu. Og over mere. For en rejse det måtte blive! Vemodig, men trofast og stor vilde naturen møde os. Og minder! Rene, høje som far og mor. Elias, vi gjør en tur hjem, – nu du er ledig –? Og så overanstrængt? Elias?

– Ledig er jeg ikke, Rakel.

Jeg kalder det ledig, at du intet kan udrette.

Det er ikke ganske sikkert.

Hjælpe dem med penger, ja; – men det kan du ligegodt gjennem Bratt. Å, Elias, – lad os rejse!

Du siger noget, Rakel.

Det vil helbrede dig!

Jeg skal svare dig imorgen.

Om vi fik se igjen alle legepladserne vore, du?

Det er netop dem, jeg mest har tænkt på, når jeg var hjemmesyg.

Kan du huske, folk sagde, de aldrig så én af os, men bestandig begge, og at vi altid kom hånd i hånd?

Og at vi pratet, så munden ikke stod! De hørte os lang vej.

Kan du huske så mange indfald, du havde? Ja, alt, som du fandt på, Elias!

Men du var den, som styret. – Jo, du var. Du har igrunden styret bestandig, lige til nu, vi skilles.

Kan du huske e-fuglene? Så tamme de blev?

Hvert eneste rede husker jeg!

Å, som vi stelte med dem!

Og værget dem. Og bar mad til dem. Og første gangen moren og ungerne la på svøm, du! Og vi op i båden!

Og far med! Han var lige stort barn, far, som vi.

Det var han, som satte os igang. Ord fra ham, som det gik på, det vi tog os for, og det, vi tænkte. Himmel og jord var ikke skilte; miraklerne vævet dem sammen i en regnbue. Vore øjne så paradis …

Far og mor blandt englene. Eller rettere englene nede hos dem. Det trode vi!

Vorherre talte jo med os? Når det var noget, så kom det fra ham. Godvejr, torden, lynild, blomsterne, og alt, vi fik. Fra ham. Og når vi bad, var vi ansigt til ansigt med ham. Vi så ham også i havet, i fjældene, i himlen. Det var altsammen ham.

Husker du, når klokkerne gik, – vi trodde, englene fo’r udover med tonerne? Bad folk komme.

Å, Rakel, de, som har levet det der, de blir siden landflygtige.

Blir siden landflygtige; – du har ret.

Intet slår mere til.

Vi kom ikke før ud, så var det forbi. Koldt og tomt. Og så tvil.

Nu skal jeg sige dig nøjagtig, hvad som overlever det: Trangen til det grænseløse.

Det kan så være – for dig. Jeg flyr for det! Og kan du huske, da far og mor var død, og alt knust, da flydde du også.

Ja, da trykket vi os op til hverandre. Vi turde ikke tro, ikke engang hvad vi så for vore øjne.

Vi var rædde folk.

Ja, kan du huske –?

Mest rædde for, at de ved at se os skulde komme til at tale ondt om far og mor.

Som de ikke forstod. Men da den store arven kom, tante Hanna var død, kan du huske, som det grænseløse straks var over os?

Ja, ja, du har ret. Da var der straks ligesom ikke grænser.

Dengang vi søgte Bratt op. Og hos ham vokset det! Og har vokset siden.

For dig. Men ikke for mig. For mig er der en hellig gys ved det, og ingen lykke.

Det nytter ikke at fly, Rakel. Det er om os og i os.

Jorden finder sin vej midt i det grænseløse. Hvorfor ikke også vi?

Ved du, Rakel, at jeg stundom kjender det, som bar jeg vinger? Ingen grænser, – udover!

Men døden sætter grænser, Elias.

Nei, udover den også, især udover den!

Hvad mener du?

At det, vi vil skal leve, må gå igjennem døden.

Gjennem døden –?

Vil du rejse liv, så dø for det! Kristendommen fik sit af korset. Fædrelandet af de faldne. Ingen fornyelse uden gjennem døden.

Og dette skal anvendes her –?

Du vil, arbejderne skal dø for sin sag?

Kunde de det, så var deres sag frelst! Så vandt de straks!

Revolution altså –?

Arbejderne og revolution?! Du gode gud!

Hvad dag har vi idag? Mandag. Ja, da er det ikke søndag imorgen. Vi har en hel uge til søndag. Og i den uge må der arbejdes.

Der er bare én måde at arbejde på, Elias: Eksemplet. Det gode eksempel.

Dersom du selv havde anelse om, som du taler sandt! (Til hende.) Lære dem at springe udover grænserne, skjønner du! Give eksemplet.

Udover livets grænser –?

Først én udover. Så en til. Var det ikke så, det begyndte? Så ti, så hundre, så tusen! Der må tusen til, før millionerne stiller sig op for at kaste sig udover, de også. Da er de uimodståelige. Da er her søndag. Da er her halleluja, triumf, takker alle gud!

Først Johannes, så Jesus og de tolv, så de sytti, så de mange hundre, de mange tusen, da hvemsomhelst, hvemsomhelst. Fornyelsens liv kjøbes ikke billigere.

Menneskene er stærke; de holder sejgt igjen; holder på hvad de har vundet. Men det er også vilkåret for, at livet skal gå i sin bane, som jorden i sin.

Men stærkest er dog de, som vil det ny! Den evige ild, sprængningsmagten! Den er i foregangsmændene. På dem kommer det an. Jo modigere fremgangsmændene, jo større følget.

Til døden –?

Der er ingen anden vej! Hvorfor? Fordi ingen anden bliver troet, end han, som vover sig ud på den. Udover, udover, – så tror de!

Se dig om: er der nogen, som bliver troet nu? De nærmeste tror på Bratt, ja. Men de fjærneste? Netop de, som skulde omvendes? De snur sig ikke engang! De gider ikke høre, hvad det er, han siger. Han kan få istand hvad vi kalder en bevægelse; … de snur sig ikke endda! De lader politiet gjøre det for sig!

Du har ret; det er så.

Men når der tales fra den anden side af livet! Da snur de sig! Derinde forstærkes alle ord; for derinde er slig gjenlyd. De store, som vil høres, må først didind. Der er livets talerstol rejst; derfra forkyndes livslovene, så det fornemmes verden over. Fornemmes af den mest tunghøre.

Men dette er jo dog en forfærdelig lære.

Forfærdelig?!

Jeg mener, den kan lede til det forfærdelige.

Der kan intet forfærdeligere komme end det, som er, Rakel.

Det er martyriets religion, som her forkyndes.

Det er det. I sig selv er den stor.

Mere end det: gribes du af den, da er der ingen anden til. Ingen anden til.

Fra du fik dette syn på det, har du tabt troen på strike’n?

For strike’n har jeg gjort alt, som står i min magt, – tvil ikke på det.

Jeg tviler ikke på dig, Elias! (Lægger armene om hans hals.) Men jeg er ræd om dig. Det sted dernede er ikke det rette for dig!

Der er intet andet sted, jeg vilde være på.

Men rejs nu hjemover med mig! Straks! Hører du: straks! Bare at komme ud i havluften, Elias! Der tænkes og føles anderledes end dernede, vær sikker på det! Og på rejsen hjem, – så mange stemninger en da løber gjennem! Du husker det fra før.

Med al forandring er du uforandret, du Rakel. Du kunde vist begynde med e-fuglene idag igjen?

Ja, – hvis jeg fik dig med!

Lad mig få rigtig se –

Elias!

Der er edderdun ved dig! Når vi tog i den dunen, undred det os ofte, at ungerne vilde forlade den. Kan du huske?

Ja. – Men de rejste langt nok.

De rejste langt nok. – (Sagte.) Farvel, Rakel!

Går du alt nu?

Jeg må gå. Men jeg kan ligesom ikke slippe. –

Så hold fast!

Der er noget i livet, som vi to ikke fik.

Det skal vi tie med. Det er større, hvad vi har fåt.

Og midt i det største – er der stunder, vi bare længes efter det, vi ikke fik.

Veke stunder.

Veke stunder! (Kysser hende.) Jeg kysser i dig alt det dejlige, jeg ikke fik. – Og så kysser jeg dig, – bare dig. (Kysser hende langt.) Farvel, Rakel!

Altså imorgen?

Imorgen hører du fra mig.

Ja, du kommer selv?

Hvis jeg kan. – Å, edderdunet! (Omfavner hende, kysser hende, går. Stanser ved døren.)

Hvad er det, Elias?

Hvem var han, Rakel?

Din bror, ikke sandt?

Jo.

Har han ikke en stor sorg, du?

Kunde du se det?

Å –! Hvad er det, han vil?

Noget stort –!

Og hvor skal han hen?

Langt, langt bort, ikke sandt?

Vi skal rejse sammen.

Hvorhen? Når?

Til vort hjem i Nordlandene.

Kanske i morgen. – – –

Men hvorfor tog han så farvel med dig?

Som han aldrig mer skulde se dig?

Gjorde Elias –? Å, I misforstår! Han er sådan, når han er ulykkelig. Altid. Da vil han aldrig slippe.

Kom ind.

Han er ikke her?

– – Min bror, mener De? (Rask.) Står noget på?

Har han været her?

Ja, – traf De ham ikke?

Han har været her. Det stemmer. – –

Hvad sagde han? Hvad vil han?

Hvad han vil gjøre, mener De?

Jeg kan se, at det ved De ikke; det talte I ikke om.

Nej, – han kommer her igjen imorgen.

Imorgen?

Eller han sender bud.

Hvad mener han med det! (Til hende.) Nævnte han mig, Rakel?

Nej. – Jo, kanske? Han nævnte Dem i forbigående.

Bare i forbigående. (Afgjørende.) Så er der noget, han dølger!

Han sagde, I havde ikke talt sammen på længe før idag.

Sagde han, at jeg havde set ham og ikke kjendt ham? Sagde han det? Forklædt altså.

Elias? Det tror jeg ikke.

Han var aldrig hjemme om natten!

Det talte han også om. At han ikke sov, mener jeg. –

Men gud, hvad er det, Bratt?

Jeg kan ikke på én gang sige det. De vilde ikke engang forstå det. For jeg har intet bestemt at bygge på. Intet udsagn, ingen positiv handling.

Men når De ikke det har –

Jo, jo, det er lige sikkert for det! – Å, at jeg endnu én gang skulde blive så …

Ja, bare vent, jeg skal forklare det; det er jo derfor jeg er her.

Som han og jeg har holdt af hverandre, Rakel! Og hvad han har været for mig …

Men er det forbi?

Der er en, som har taget ham fra mig!

Hvad siger De –?

Jeg forstod det jo ikke. Hvordan kunde jeg også forstå det? Elias?! Før idag, vi atter mødtes … Jeg så det med én gang!

Og jo mere han sagde, jo klarere!

Endda ved jo ikke jeg, hvad det er!

Der er en, som har taget ham fra mig.

Dette er så sikert, som at sommeren bliver til høst og høst til død.

Gjennem store forespejlinger. Gjennem at sætte hans ubændige dådstrang i svingninger, større og større. Hvorledes kunde han da længer trives blandt os? Han længtes efter at gjøre noget umådeligt – på én gang, i ét slag!

Hvad skulde det være?

Elias er så let at bortføre; han er så troende.

Jaja. Men hvem har –

En, som har gjort streike’n til noget småt for ham, til bare fejltagelse, eller til noget endnu værre. Så Elias forfærdedes og fik det frygteligste samvittighedsnag. Elendigheden, som han så på, var ikke længer til at holde ud. Således må det være gået til.

Han vilde så gjøre det godt igjen – godt igjen ved noget, som vendte hele verdens øjne på vor nød. Noget nyt, uhørt! Sådan må det være gåt til.

Men hvad – hvad?

Vent nu? De vilde misforstå ham, hvis jeg ikke først får forklaret mig? Thi skylden er ikke hans.

Han sagde ikke ét ord til mig! Skjønt vi havde samme ansvar, samme skyld – ikke ét ords bebrejdelse; han vilde gjøre godt igjen ganske alene. Ved uhørte offre. Han har nu givet os hele sin formue!

Har Elias? Hele sin formue!

Noget, han sagde, satte mig på spor. Nu har jeg overbevist mig. Det er så. Han har givet os hver krone, han ejer. Igår havde han endnu to tusen igjen; dem har han givet os idag – på én gang.

Han skal ikke savne!

Det er ikke det! Men derved har han jo ledet os på vildspor. Han har sendt os disse daglige summer fra øst, fra vest, fra nord og syd, så vi måtte tro på en stor tilslutning. Men imorgen er den forbi. Fra imorgen bare til det allernødtørftige – og om en stund heller ikke til det. Men den største elendighed!

Stakkars Bratt!

Ja, det kan De nok sige, for det er mig, som har skylden! De må ikke lægge den på ham. Ingen må lægge den på ham. Det er derfor jeg må få forklare mig!

Jeg skal høre.

Nylig stod jeg på den højeste tinde af selvtro, den at føle: Gud er med! Jeg kjendte mine kræfter i de andres tillid; der er intet skjønnere. Så kom Elias, – og før jeg vidste det, tog han jorden bort under mine fødder!

Kjære ven!

Men hvordan kan også et menneske, der har oplevet, hvad jeg har oplevet, hvordan kan han tro én gang til? Og just i kraft af sin vildfarelse første gang tro endnu stærkere: her er det! Dette er ingen vildfarelse!

Min ven, min gode ven!

Undertiden stod jeg foran et ansigt, som spurte: Kan du finde ret vej? Kan du føre andre på ret vej?

Sig mig det nu: den tvil har De haft?

Ja.

Og derfor gik De fra mig?

Ja.

Jeg hjælper ikke folk; jeg forleder dem. Jeg fører ikke, jeg forfører. Jeg gjør altid det modsatte af, hvad jeg selv vil. Jeg kan ikke andet end skyde over målet. Skabe røre – og så fortvilelse. Ikke sandt? Det måtte ende så, at jeg ligger der med tusen over mig, som forbander mig.

Om noget skulde hænde, – De er mig så kjær, De har været det fra første stund –

Og De gik fra mig?

De er et stort, ærligt menneske. Men De tar magten fra mig.

Der siger De det selv!

Ja. De får mig med længer end jeg selv kan se.

Der er det!

Det er i Deres natur. De kan ikke for det.

Selv den allerstærkeste natur, – om den var alet op med sunde tanker fra barn af; om den ikke havde lagt på vidotten ude i en anden verden, men lært at se og forklare sig det virkelige liv, – tror De, den da havde ført vild?

Nej.

Her kommer vi tumlende ud af en tusenårs tåge og skal til at frelse verden! Den er bleven nokså broget, mens vi lå i udlændigheden. Men dertil har vi ikke hjærne færdig. – –

Da jeg sprang op bakkerne her, så sprang denne tanke opover foran mig.

En overspændt fantasi eller overspændt vilje. Derfor er her altid noget over evne i os. Vi har set mennesker fare til himmels i guldvogne, og engle i skyerne og djævle i evig ild, og hungrer efter mirakler, – vi har ikke hjærne til at klare det naturlige liv. Nej, nej! Det er synd på os, Rakel! Vi tager gale øjemål, vi kaster os ud i det på træf. Samvittigheden er intet sikert styre for os; den har ikke havt hjem på jorden og i nutiden. Vi farer ind i utopier og ud i det grænseløse …

Det grænseløse –?

Nu skjønner De –?

Elias –?

Javist!

Jeg har narret ham for langt. Og har ikke skjønt, at en natur som hans aldrig skulde have været med her!

Aldrig!

Nu styrter han sig selv og os ud i det grænseløse. Her sker meget snart noget forfærdeligt. Da han gav alt sit, var det for at siden at give sig selv.

Sig selv? Elias –?

Offre sig selv for at få knust hundre af de andre! Det må være længe forberedt; men nu skal det ske. Forstår De –?

Nej.

Forstår De ikke –?

Ja, fald, fald! Kunde jeg lægge mig ned ved siden af dig og aldrig mer vågne!