Over ævne, andet stykke

av Bjørnstjerne Bjørnson

FJERDE HANDLING


Under træerne i den store park.

Omkring et par af disse er rundbænke.

Allerede før tæppet går op, høres i det fjerne sorgfuld musik. Den følger siden som et fjærnt kor.

Første møde.

(Rakel kommer langsomt ind, ledsaget af Halden. Under det følgende er Rakel gående eller stående; Halden læner sig ofte til et træ; sætter sig også for en kort stund.)

    Rakel. 

Tak! – – (Ser sig om.) Hvor det er herligt, at jeg har denne park. Derinde bøjer sorgen mig sammen; jeg har haft en svær nat. Herude rejser jeg mig med den. Disse himmelhøje veje og vårluften, … å, det gjør godt.


    Halden. 

Naturen har trøst.


    Rakel  (idet hun ser på ham).

Men den prøver ikke som menneskene at tage sorgen fra os. Den bare møder med sin uforgjængelige magt. Minder om det, som overlever. (Sagte.) Overlever.


    Halden. 

Derom står kampen. Sorgen må gå op i det, som vil videre.


    Rakel. 

Det kan min sorg ikke. Og det vil jeg ikke.

De må ikke blive utålmodig; men jeg henter ham jo ind igjen til mig i sorgen. Jeg kunde jo ikke følge ham i livet, – og jeg slap ham fra mig den sidste kvæld, fordi jeg ikke forstod ham. Han var en troende, han forkyndte ingen lære, men hvad han selv vilde gjøre. Tro er handling. Men en ikke troende forstår så vanskelig en troende. Og så slap jeg ham fra mig. Aldrig vil jeg tilgive mig det, aldrig miste sorgen over det. Det stikker og borer legemlig, det hulker og skriger om mig. Sommetider vånder jeg mig under ruinerne med ham, sommetider glider vi med hverandre langsomt gjennem forbandelsen, som hundre tusen i rad og række nu pisker ham med.

Ham træffer de ikke. Han vidste det forud, at det, han gjorde, vilde få forstå. Det var ham en befaling mere; først således blev det offer. Så stolt var han mod menneskene, så ydmyg mod det, han tjente. Jeg er vis på, at selv for dem, han skulde føre i døden, forklarede han sig ikke. Han var for blufærdig til det. – Ham træffer ikke piskeslagene, men mig, mig, mig træffer de. Hvordan kunde jeg tage så fejl?

Min kjærlighed til ham, hvorfor gav den mig ikke skarpere sans?


    Halden. 

Hvordan skal det gå Dem? De skulde holde imod.


    Rakel. 

Hvordan det skal gå mig? Hvis jeg får sove om natten, fornyer smerten sig til hver morgen, og hvis jeg ikke får sove, så dør jeg.

Jeg får heller ikke græde! Det vælder op og jeg kan ikke.

Men således er det mig kjært, således tjener jeg ham ind igjen.


    Halden. 

Om han levde vilde han sige: «Sørg ikke over mig, men over –»


    Rakel  (afbrydende).

Det vilde han! Sådan var han! Tak for de ord! Han døde som han levde – for andre!

Men jeg kan ikke tage disse andre med. Skjønt de, han døde for, nu er ulykkeligere end nogensinde, jeg kan ikke tage dem med, jeg rummer ikke mere end ham.

Å, den mand, som forledte ham til dette!

Der står skrevet, at den, som forarger en af de små, ham var det bedre, der hængtes en møllesten om hans hals, og han sænkedes i havets dyb. Men den, som vildfører en mands højeste dådstrang, – hvad skal der gjøres med ham?


    Halden. 

De har vel begge tænkt at gjøre noget godt, at frelse nogen ved det.


    Rakel  (afbrydende).

At nogen skal frelses således? Først gjøres så onde, at de ønsker andres undergang? Ja, hvad skal de så frelses ifra?

Eller når det onde skal kvæles derved, at endnu mere ondt sås, hvor skal så det gode gro?


    Halden. 

Sæt, at det, som er sket, vækker samvittighederne?


    Rakel. 

Det sa jo også han –? Var det ikke netop hans ord –? Vække samvittighederne?! Efter så mange tusen års familie og religion kan vi ikke vække samvittighederne uden ved – –?

I tause, høje vidner, som hører uden at svare, og ser uden at gjenspejle, hvorfor viser I mig opad? Her er jo intet opad fra al denne elendighed. Bare et uendeligt rundtom, som jeg forgår i!


    Halden. 

Opad vil sige fremad.


    Rakel. 

Men her er jo intet fremad! Vi er jo atter i barbariet! Atter er al tro på lykke og fremtid slukket. Gå rundt og spørg! Det værste ved slig vanvittig eksplosjon af ondt, er jo ikke de døde og sørgende; det er, at alt modet skræmmes ud af verden. Barmhjertigheden har flyet sin vej, alle råber på hævn. Retfærdigheden, godheden, tilgivelsen, alle lysenglerne vore, de har flyet sin vej. Stykker af lemlæstede lig løber om i luften, og op af jorden vokser militær. De andre dukker sig.

Jeg kan ikke lægge bind på en syg uden at huske … Jeg kan ikke høre nogen klage uden at få ondt. Og så ved jeg det jo nu, at hvad jeg så gjør, det hjælper ikke. Det hjælper ikke.


    Halden. 

Nej, intet hjælper! Det var det, som martrede ham.


    Rakel. 

Og så kaster han sin marter ud over os? Gjør os alle modløse?

Kan menneskene gives dybere sår? Hvad er døden mod at leve uden mod på at leve?

Når jeg ser den eneste af dem, som blev reddet, når jeg ser ham lam og taus trilles om her, han, som ejede uendeligt mod, og når jeg ser arbejderne gå efter ham og tigge om nåde, de som før trode, de kunde knuse ham – –!

Mens her er fuld sol over os og forår. Lige siden hin forfærdelige kvæld – bare godvejr, nat og dag, det mest uafladelige, jeg kan mindes.

Er det ikke som naturen vil sige til os: Skam, skam! I kaster blod på bladene mine og dødsskrig op i sangen min. I formørker luften for mig med gruelige klager. Det siger den os! Min vår smudser I til. Eders sygdomme, eders onde tanker lister om i skogene og på grønsværet. Allevegne stinker elendigheden efter dere som rådne vande. Det siger den os.

Eders griskhed, eders misundelse er et søsterpar, som har slås fra fødselen af, – så taler den. Bare mine højeste berg, bare mine øde sandsletter, mine isørkener har ikke set dem; ellers på hver plet af jord ligger blod igjen efter dem og rå skrig. Midt i den evige glans har menneskene tænkt ud helvede og holder det fyldt. Udskuddet og forbandelsen har de blandt sig, de, som skulde være fuldendelsen.

– At jeg dog engang kan skrige det ud! Jeg har hidtil bare hørt og hjulpet og tiet og flygtet. – Det vidste jeg, at herude fik sorgen mæle.


    Halden. 

Hvor stor må den ikke være for at gjøre Dem så uretfærdig.


    Rakel. 

Og endda letter det! Det er næsten som at få græde.

Men De har ret; sorgen er egoist. De andre er ikke til, eller de er ivejen. Jeg misbruger Deres godhed.


    Halden. 

Sig ikke sådant!


    Rakel. 

Men der var noget i Deres få ord, som, som –! Jeg hader disse regnestykker i det store. De springer over det menneskelige, skjønt der alene er frelse i det. Jeg har rædsel for det umenneskelige.

Er det ikke også forfærdelig! Elias har lidt med mig alt, hvad en holder ud at lide, ved miraklets umenneskelighed. Og så stuper han op i teoriernes! – –

Nu aner jeg, hvordan det er gåt til! Det er ikke nok at sige, at nogen har misbrugt hans længsel efter at ofre sig. Det forklarer endda ikke, at han valgte dette! Nej, her er kommet noget til. De har fåt tag i hans dyrkelse af alt, som var i overnaturlig størrelse! Han var som far; de havde et barnligt sværmeri for det. Hvad ellers lediggjængerne lyster efter, det var hos ham religion. Han så ikke frelsen i at give fred og lys til millionernes arbejde. Han så den bare i de store karakterer, i de vældige viljer, i de uhyre hændelser. Derfor gav han bort sin betydelige formue på én gang – og døde Samsons død! Gjorde det i dyb taushed, usynlig. Således syntes det ham størst!

Ja, de har besat hans fantasi med det, som var større end det største! Og har derved fåt den op i det umenneskelige. Her er ingen grænseovergang nødig.

En må ha skjønnet, hvor let længselen mod det overmenneskelige lar sig forføre. Og må ha brugt den. Er det ikke som at give et barn en barberkniv og så sige, du skal putte den i munden?


    Halden. 

Sådan kan det umulig være gåt til!


    Rakel. 

Jeg dømmer ingen! Elias Sangs søster skulde dømme nogen?

Men sig mig, Halden, når godheden kaster med dynamit, hvad er så godt, og hvad er så ondt? Det største ved godheden er, at den er skabende. Den lægger til af sit eget, så der blir glæde, kanske overskud i andres vilje. Men når den dræber? Å, for en vanskæbne Elias har haft: at falde i et så frygteligt menneskes hænder!

Jeg stod derude under fæstningsvoldene, da den sprang, den vældige borg. Jeg stod der ved siden af Bratt. Vi kastedes overende, og da han rejste sig, var han vanvittig. Havde jeg ikke straks fåt omsorg for ham, så var jeg blet det selv.

Tror De, om Elias forud havde set os to stå der, han da havde gjort det? –

Hans ansigt den sidste kvæld, han gik fra mig, var jo et nødskrig! Nu forstår jeg det! Er der noget grusommere end den magt i os selv, som pisker os til det, hele vor natur står imod? Kan der blive lykke på jorden, før vor forstand blir så naturlig, at ingen kan bruge os således?

Å, for en smerte, jeg har. Å, at jeg ikke kan græde den ud! –

Om han var her, han, som har gjort det; om han hørte, hvor jeg skriger for ikke at kvæles, mon han så ikke hørte de tuseners jammer i min?

Men om han stod her, – jeg vilde ikke ha sagt ham et ondt ord. Menneskene lever jo hver inde i sin røgsky. De ser ikke. Vi opdrages til det, jeg anklager ingen. Men den gud, som vi skal forstå bedre jo længer frem, – denne lyse dag over os, denne evige sundhed og skjønhed siger mig det, – han må være i det, som vi lider ved det unaturlige, det ufornuftige, det umenneskelige.

Jo flere, jo oftere, jo stærkere vi klager, jo dybere blir gud følt.

Så har også du gavnet ved din død! Ikke som den frygtelige fik dig til at tro, – nej, ved at vække lidelsen, ved at åbne for sorgen. Intet forhold er helt vort, før sorgen har rørt ved det. Intet ideal, uden at den har åndet på det. Ingen forståelse før den har set ind i vore øjne. Vort sind er som et kammer, fuldt af besøgende, – indtil sorgen træder ind, stille eller hårdt; da blir det vort eget, da er vi hos os selv.

Elias, Elias, først nu forstår jeg dig, som du fortjener! Fra nu af forlader jeg dig aldrig. Ej heller det, du døde for. Vor lidelse skal lutre det, vore tårer skal glimte i det som lys og gjøre det helligt for tusen.

Mine ønsker går forud for min ævne. Jeg kan ikke mere. Med én gang rykkes jeg tilbage i afmagt.

Der skal kraft til at sørge også.


    Halden. 

Der kommer de med Holger!


    Rakel  (går straks ud til venstre mod ham).

Stakkar, han har haft sin morgentur.


    Halden  (drager sig tilbage til venstre side; men således, at han ikke ses af Holger).

Andet møde.


    Holger  (i en kostbar, magelig lænestol, båret af to tjenere; andre følger. Hans hoved er forbundet; hans højre side urørlig).

    Rakel  (holder hans venstre hånd).

Han vil hvile lidt her.

(Tjenerne sætter ham ned.)

    Holger  (som man ser har forsøgt at løfte højre hånd).

Jeg glemmer altid, at den højre hånd ikke kan løftes. Jeg vilde gjøre tegn til tjenerne, at de skulde –


    Rakel  (som har bøjet sig over ham, til tjenerne).

Vær så god at gå lidt tilside! (De går.)


    Holger  (som taler sagte).

Jeg har noget at sige Dem.


    Rakel. 

Hvad er det, kjære Holger!


    Holger. 

Da jeg blev gravet frem – og fandtes at være den eneste levende, bad De om – at få mig i pleje.


    Rakel. 

Ja.


    Holger. 

Altså – – jeg kunde ikke for, at jeg kom hid. Og blev den første patient i det hus og i den park, som jeg afstod til Dem.


    Rakel  (på knæ ved ham).

Er det Dem imod, kjære Holger? Er det Dem imod?


    Holger. 

Nej. – Men – – jeg har været for dårlig til at sige Dem det …


    Rakel. 

Hvad –? (Stilhed.)


    Holger. 

Har man fundet Deres brors lig?


    Rakel. 

Ja. Frygtelig knust.


    Holger. 

Altså intet tegn til, – hvorledes han døde?


    Rakel  (opmærksom).

Døde han anderledes end de andre?


    Holger. 

Han talte til os. – Han sa, at der skulde gives signal ned til minerne. – – Og så blev han skudt.


    Rakel  (bagover).

Han blev skudt –?


    Holger. 

Jeg kjendte ham ikke.


    Rakel  (rejser sig lynsnart).

Af Dem blev han skudt?


    Holger. 

Jeg kjendte ham ikke. Jeg vidste ikke, – han var Deres bror.

Men jeg frygter, at havde jeg vidst det, – jeg havde skudt ham ligevel.


    Rakel  (hviskende).

Å, forfærdelig, forfærdelig!


    Holger. 

Han døde med stort mod. – Han sa, lidt efter han fik skuddene: «Det var bra!»


    Rakel. 

Å, hvad han så har lidt –?


    Holger. 

Han hørte Dem råbe; så sa han Deres navn. De råbte to ganger, og begge ganger sa han det.


    Rakel. 

Elias, Elias! – –


    Holger. 

Forskyder De mig?


    Rakel  (kaster sig ned over ham).

Nej, nej! (Men i det samme brister hun i gråd.) Å, nu, fik jeg græde! Nu fik jeg græde! Jeg siger som han: det var bra! (Hun hulker. Så rejser hun sig.)

Elias, Elias, du gjemte din smerte for mig. Men nu forløste du min! (Hun hulker.)


    Holger. 

Kom, kom og før mig videre.

(Tjenerne iler til. Langsomt ud til højre.)

    Hans Brå og Aspelund  (ind fra venstre og efter til højre; man ser, de siger et par ord til hverandre, mens de går forbi).

    Rakel  (ser dem ikke).

Så han råbte mit navn! – Jeg ved ikke –; men fra jeg hørte det – –!

(Begynder at græde igjen; sætter sig.)

    Halden  (frem. Står og ser på hende, til han knæler højtidelig ned, idet han strækker sine hænder op og føjer dem sammen).

    Rakel  (ser det ikke straks; men når hun ser det, vender hun sig uvilkårlig).

    Halden. 

De har ret.


    Rakel  (næsten uden at høres).

Hvad –?


    Halden. 

Og jeg bøjer mig for Dem.


    Rakel  (sagte).

Hvad vil det sige?


    Halden. 

Mere end De tror. (Han rejser sig og står rank.)


    Rakel  (ser på ham. I det samme høres Bratt; han er i baggrunden).

    Halden  (slår ud med hånden. Går bort til venstre).

    Bratt  (samtidig som til en ved siden af sig).

Jaså? – Så det siger De? – Nå, – sådan?


    Rakel  (ser efter Halden).

Der var noget –? Men jeg savner sans for de andre. – Er det Dem, kjære Bratt?


Tredje møde.


    Bratt  (ser kummerlig ud, taler dæmpet, langsomt).

Ja – og hr. Lasalle. Må jeg forestille: Frøken Sang, hr. Lasalle.

(Han bukker til venstre og til højre.)

    Rakel. 

De har jo forestillet ham så ofte for mig.


    Bratt. 

Ja, det har jeg kanske. Det var heller ikke Dem. Det var hr. Holger, junior. Stod han ikke netop her?


    Rakel. 

Holger junior?


    Bratt. 

Ja, han med den elektriske ledning.


    Rakel  (springer op, hvisker).

Hvad siger De –?


    Bratt  (går et par skridt bagover).

De forskrækkede mig.


    Rakel. 

Hvem var han, som stod her?


    Bratt. 

Han, som, – han, som –?


    Rakel. 

– Stod her? Hvem var han?


    Bratt. 

Ja –? Ja, hvem var han? Det er sommetider, som jeg ikke …


    Rakel  (nærmere, men varsomt).

Hvem var han, som stod her?


    Bratt. 

Tillader De, at jeg spør hr. Lasalle?


    Rakel. 

Ja, spørg ham!


    Bratt  (bukker sig svagt mod højre).

Undskyld, hr. Lasalle, men hvem var det … hvem var det, som begyndte med ruinerne?


    Rakel. 

Å, – sådan? (Sætter sig.)


    Bratt  (kommer nærmere).

For nu er det jo blet mode med ruiner?


    Rakel. 

Går De endnu hver dag op til borgens ruiner?


    Bratt. 

Ja, – det var jo der det blev borte.


    Rakel. 

Hvordan har De det idag?


    Bratt. 

Jo. – Tak, jo. –

Hvis det ikke var dette, som blev borte. Og som jeg ikke kan finde igjen. (Han stiller sig op med venstre hånd om venstre kind og stirrer halvt ud, halvt ned.) Det, som jeg søgte i så mange år? Nu kan jeg ikke huske, hvad det var. Er ikke det tungt?


    Rakel  (rejser sig, går hen til ham, klapper ham, steller med ham).

Kjære Bratt, her hos mig skal De ha det godt.


    Bratt. 

Jo, jeg har det godt.

Hvis det ikke var dette, som jeg ikke kan komme på.


    Rakel. 

Lasalle hjælper Dem nok med det.


    Bratt. 

Hr. Lasalle siger, vi skal søge under ruinerne.


    Rakel. 

Ja, der var det jo, det blev borte.


    Bratt. 

Der var det, det blev borte.


    Rakel. 

Går De nu derhen?


    Bratt. 

Ja. – Ja, hvis hr. Lasalle –? Jo! Ja! – Farvel! (Går lyttende til en.) – Siger De det? Jeg forsikrer Dem, jeg søger bestandig, men jeg kan ikke komme på det. Det, som jeg strævet så med … (Det sidste høres udenfor til venstre.)


    En tjener  (blir synlig; han går efter Bratt).

    Rakel  (til tjeneren).

Han må ikke komme udenfor.

(Tjeneren ud til venstre.)

    Rakel. 

Jeg har ikke kraft til at dele mig. Og jeg vilde ikke, om jeg havde.

Kom igjen til mig, smertestankerne mine! I sorte duer allevegne fra. Spær mig af!

Elias! – Jeg skulde have været for dig, hvad vor mor var for far. Hun havde modet, hun havde hengivelsen! Jeg havde ikke nok, du klaget over mig i din sidste stund! For at nævne mig da, i det sidste livsens ryk, det var at råbe på det, som nu svant ufærdig, det, du ikke havde fåt lykke til, – og det fæstet du til mit navn!

Dine øjne er efter mig for det; jeg ser dem, som de var, da de brast med denne klage.

Du lå der forladt af alle, mens livet svandt, og råbte mit navn som den sidste landekjending.

Og det er som også bag mig svinder livet væk og jeg står forladt og råber til dig. (Hun går om som i et syn, sætter sig.)

(Musiken, som har fulgt hende hid, giver lysere klang, læmpende over i det, som nu følger.)

Fjerde møde.


    Credo og Spera  (begge rask ind. Da de ser hende, stanser de, går stille frem, hver på sin kant af træet, og knæler, hver på sin side af hende).

    Rakel. 

I er her? (Drager begge ind til sig.) Og jeg, som ikke husket, I var til! Tak, at I kom, tak, tak! (Brister i gråd og slipper dem. De andre venter.)

Fik I lov til det?


    Credo og Spera. 

Ja!


    Spera  (varsomt).

Vi kom hid op for at se til onkel.


    Credo  (ligeså).

Og da vi kom –


    Spera. 

netop nu –


    Credo. 

sa han, at herefter –


    Begge. 

skulde vi få være hos dig.


    Rakel. 

Det sa han?


    Spera og Credo. 

Ja. Han sa, at nu vil han bygge for os her.


    Rakel. 

Å – dette er det første glimt af dag!


    Spera. 

Han sa, at i alle stykker skulde det bli –


    Begge. 

– som du vilde.


    Rakel  (drager dem til sig).

Mine venner! (Stilhed.)


    Spera  (atter varsomt).

Å, vi har bare, bare talt om dig i denne tid. –


    Credo  (ligeså).

Og om det, vi vilde sige dig, – hvis vi kunde komme til.


    Spera. 

For vi var så rædde, du ikke tålte at tale med nogen?


    Credo. 

At du havde det for ondt?


    Rakel. 

Det har været svært. (Hun brister i gråd.)


    Begge  (omslutter hende deltagende og venter).

    Spera  (sagte).

Vi ved, vi kan ikke blive det for dig, han var. Men vi skal prøve!


    Credo  (ligeså).

Vi skal prøve at være som du vil ha os. Vi skal dele alt, der hænder os.


    Spera. 

Det er vi vant til fra far og mor.


    Credo. 

Vi skal finde så meget nyt sammen!


    Rakel. 

Nej, nej, jeg har ingen fremtid mere!


    Begge. 

Du har os!


    Spera. 

Du har vor!


    Rakel. 

Ja, I har hele verden for dere!


    Spera. 

Men du? Du, som giver fremtid til så mange, Rakel?


    Credo. 

Alle, du er god imod.


    Spera. 

Alle, du har om dig her.


    Rakel. 

Jeg kan ikke engang se dem. Jeg har forsøgt, men jeg tåler det ikke. Og selv om jeg kunde, hvad nytter det til?


    Spera. 

At gjøre folk friske og glad’?


    Credo. 

Der er intet højere på jorden!


    Spera. 

Du skulde ha hørt far tale om det.


    Credo. 

Om at overvinde det, han kaldte «folkefortvilelsen».


    Rakel  (opmærksom).

«Folkefortvilelsen» –?


    Credo  (varsomt).

Ja, det, som din bror lå under for.


    Rakel  (for sig).

Folkefortvilelsen.


    Spera  (varsomt).

Og som nu er blet så stor. Det er forfærdelig at tale med folk nu.


    Rakel. 

Et besynderligt ord.

Hvad sa deres far om den?


    Credo. 

Det var den, han holdt for vor største ulykke. Det var mod den her skulde arbejdes.


    Spera. 

Det var det, vi skulde leve for!


    Rakel. 

Men hvad vilde han møde den med?


    Begge. 

Med opfindelserne. –


    Spera. 

Først og fremst med dem.


    Credo. 

Han har sat os ind i det fra vi var rene barn.


    Spera. 

Credo kan det altsammen!


    Credo. 

Ja, jeg kan det! Og det er det, jeg holder på med hver dag.


    Rakel. 

Men hvorledes skal opfindelserne –


    Credo. 

– gjøre menneskene mere fornøjet? Når de gjør livet billigere? Og lettere?


    Spera. 

Når bare nogen kvadratmeter jord er nok for at føde et menneske.


    Rakel. 

Er det muligt?


    Credo. 

Og når klæderne kan gjøres af blade og græs, silke uden silkeorme, uld uden får, husene bygges tyve gange så billig, og varmes op for ingenting … tror du ikke, det vil gjøre noget?


    Spera. 

Og jærnvejene, Credo!


    Credo. 

Når vi har fundet, hvordan fjæld kan bores næsten lige så billig som jord, og når vi har skinner af billigere emne end jærn, og når vi kan udfri jærnet lettere end nu, og når vi har en drivkraft, som næsten ingenting koster, – da blir jærnvejene som gader; alle går frit på dem. Da blir her ligesom ikke afstand mere.


    Spera. 

Og luftskibene, Credo.


    Credo. 

Ja, det ved også du, Rakel, at vi snart sejler i luften som på havet?


    Spera. 

Credo finder det, skal du se!


    Credo. 

Det må koste lidet at rejse. Livet må bli morsomt!


    Spera. 

Folk må ikke sulte, de må ikke ha det mørkt og koldt og vondt og se stygge ud i klæder. Så først kan vi begynde på mere.


    Credo. 

Sig, hvad du vil gjøre, Spera!


    Spera. 

Nej, først hvad du vil!


    Credo. 

Jeg vil stifte ungdomsforeninger!


    Rakel. 

Hvad –?


    Credo. 

Foreninger af ungdom landet over! Ja, kvik ungdom, skjønner du. Begynde med skolerne, for i skolerne skal de lære at leve for hverandre. Den ene skolen skal slutte sig til den andre skolen om at ha noget at sørge for, hver for sig og tilsammen. Og så skal de ha noget, som alle skolerne i hele landet sørger for. Forstår du? Og det skal så gå videre! til håndværkerlagene, til arbejderlagene, til matroserne, til kontorerne, studenterne; – de skal ha noget, de sørger for, hver for sig og tilsammen. Ikke sandt? Rigtig kappes om det, være stolte af det! Og så noget, som alle, alle foreninger tilsammen sørger for. – Nu du, Spera!


    Spera  (undselig).

Ja, jeg vilde så gjerne lære at tale. For så vilde jeg forsøge at sige til kvinderne, at de skulde leve for noget, de også, og det lige fra skolen af. For eksempel en eller flere sammen skulde sørge for en liden pige, som blev deres, skjønner du.


    Rakel. 

Å, du søde lille mund, lad mig kysse dig! (Gjør det.) Bare at der er sådant til som disse udsyn – det må da være bud fra den evige fornyelse.


    Credo. 

Hvad er den modgang, vi nu har, mod den menneskene før har lidt!


    Spera. 

Og har rejst sig fra! Nu først skal det rigtig til at begynde!


    Rakel. 

Å, du dejlige!


    Credo. 

Ved du, hvad far sa? Tænk dere, sa han, når alle de, som krigen nu bruger, blir løst af! Og skal til at arbejde med os andre. For opfindelser der da vil blive! Og for velstand!


    Spera. 

Men så sa han –


    Credo  (vinker hende af med hånden).

Men så sa han, at det er endda ingenting mod, hvad her vil komme, når menneskene, allesammen, engang flytter hjem igjen til jorden!


    Spera. 

Himlen er her! Inde i vort, ser du. Der er himlen!


    Credo. 

I fremtiden, i alt, vi gjør for den. Der er himlen!


    Rakel. 

Alle mennesker længes!


    Credo. 

Til det, som er bedre! Det er vidne om, at her er større lykke i vente! Ikke sant?


    Rakel. 

Jeg ser ham, når I taler så!


    Credo. 

Ved du, hvordan vi har det med far og mor?


    Spera. 

Vi ligesom må gjøre deres arbejde.


    Rakel. 

Og jeg hans, mener I –? Jeg, som ikke –


    Credo. 

Men Rakel! Just fordi du har været så fortvilet!


    Rakel. 

Tror du –?


    Spera. 

Å, fortæl Rakel om det, som kom efter de gamles «jernalder»!


    Credo. 

Nej, heller om Antikristen!


    Spera. 

Ja, det er det samme.


    Credo. 

Menneskene har altid vidst det, at når mismodet og tvilen var størst, da kom fornyelsen, da fik vi kraft til den. Netop da!


    Spera. 

Alle de stærke folkeslag har kjendt det i sig.


    Credo. 

Og har digtet spådomme om det.


    Spera  (varsomt).

Og det vil du også snart kjende.


    Rakel  (rejser sig).

Jeg vil straks gå til Holger og takke ham for denne lykke!

(Begge de andre rejser sig.)

    Credo. 

Vi vil gå alle tre!


    Spera  (varsomt, idet hun smyger sig ind til hende).

Vi vil gå alle fire.


    Rakel  (kysser hende).

Tak! – Alle fire. Og ved I, hvad vi så skal?


    Credo. 

Nej.


    Spera. 

Hvad er det?


    Rakel. 

Bede ham om at tage mod arbejderne!


    Begge. 

Ja, ja!


    Rakel. 

For der må nogen begynde med at tilgive.


    Begge  (sagte).

Der må nogen begynde med at tilgive.

(De går sammen ud til højre. Musiken følger dem i det fjærne som en hilsen fra det kommende. Den har ikke forladt dem et øjeblik.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Over ævne, andet stykke

Over ævne, andet stykke ble utgitt i 1895, 12 år etter Over ævne, første stykke. Noen av personene er de samme, men denne gangen er det ikke religionen, men politikken, Bjørnson tar for seg.

Se faksimiler av 1. utgave, 1895 (nb.no).

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.