1ste April.

Admiral Lütken og Capitaine SvensonMangler info om ham ere arresterede. 167Kongens Ordre kom med en svensk Courer og bragtes Prindsen, der brækkede den som alt, der kommer fra Sverrig. Han sendte Oberst ArenfeldtChristian Ditlev Adolph Arenfeldt, 1758–1833, dansk-norsk, siden norsk offiser, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814 med Ordren ned til Lütken og lod ham spørge om, hvad han havde isinde at gjøre. «Som dansk Undersaat og Mand af Ære», svarede Admiralen, «maa jeg lyde min Konges Befaling». «Saa maa jeg», sagde Arenfeldt, «i hans kongelige Høiheds Navn forkynde Dem Arrest». – «Det ventede jeg», svarede Lütken, og vilde aflevere sin Sabel, hvilken dog ikke blev modtagen. Arenfeldt forlangte blot Revers, at han erkjendte Arresten, og gav sit Æresord paa at ville respectere den.

2den April.

Regjeringsraad Aall svæver mellem Haab og Frygt, men besjeles af Agtelse og Hengivenhed for Prindsen. – Tidenderne fra Danmark ere bedrøvelige. Kong Frederik skal være nær ved at gaa fra Forstanden. Den svenske Minister TavastJohan Henrik Tawast, 1763–1841, svensk offiser og diplomat skal have forlangt af Kongen, ei allene at gjøre Prinds Christian arveløs (det kan han og vi alle le ad), men ogsaa den Umenneskelighed, at overgive den svenske Regjering hans Søn som Gidsel.

3die April.

Første Classe i Selskabet for Norges Vel er anmodet om at vælge 3 Censorer til at bedømme de Prisafhandlinger, Rigsdagen vedkommende, som ere indkomne eller ventes at indkomme. Treschow havde valgt Sverdrup, Platou og Omsen, hvilket Votum jeg tiltraadte.

5te April.

I Bondevensmødet talte jeg med Anker. I Henseende til Norges Stilling og Udsigter, og de Forholdsregler, Rigsdagen bør tage, finder jeg ham og Hount, som 168kom iaften, og strax udviklede mig sine Ideer, temmelig enige. Man kan ikke nægte, at sund Fornuft prædominerer i deres Raisonnement, men at denne kolde Fornuft enevældigen skal herske, at man ei vil gjøre Regning paa egen Kraft og de store Forandringer, Omstændighederne kunne være underkastede under Forsynets Styrelse, men allene paa, hvad der i dette Moment kan sees med Øinene og føles med Hænderne, at man vil kvæle al Enthusiasme af Frygt for, at den skal blive vild og regelløs det kan jeg aldrig i Evighed billige, og de Betingelser, man vilde indgaa med Sverrig, være nok saa fordelagtige og soi-disant hæderlige – i mine Øine vilde de vorde en Skamplet og Fordærvelse paa Nationen.

6te April.

De Svenske udstøde slemme Trudsler mod dem, der tage Del i den nærværende Regjering, og Grev Essen har ved en bekjendt Provst BruniusGomer Brunius, 1748–1819, prost, kyrkoherde i Tanum och Lur ladet sige Regjeringsraad Tank, at man fremfor alt vilde holde sig til hans og hans Collegers Person og Eiendomme, hvilket er en trøstelig Udsigt for ham, da de svenske Tropper blot behøve at trænge en halv Mil ind i Landet for at afbrænde begge hans Gaarde, efter først at have udplyndret dem. Imidlertid taler Tank om Prinds Christian med en Enthusiasme, jeg ikke havde tiltroet ham, men forresten er han ilde tilmode, og unægtelig have han og Aall, som uafhængige Mænd, paataget sig svare Byrder, og udsat sig baade for Ansvar og Fare.

7de April.

Prindsen havde forlangt at høre Skriftetalen hjemme i sit Værelse. Han sad i en Sopha og jeg i en Lænestol og talte som følger: «Solen oprandt Paaskedags 169Morgen og Jesu Veninder ilede hen til den Grav, hvor from Hengivenhed havde nedlagt hans afsjelede Legeme. Endnu engang vilde de efter deres Lands Sæder hædre hans Minde saaledes, som vi hædre vore afdøde Venners, naar vi henplante en Blomst paa deres Gravhøi. Paa Veien erindrede de, at en stor Sten var lagt over Graven. Bekymrede spurgte de hverandre, hvem skal bortvælte den? men fortsatte ikke desmindre deres Vandring. Og se! da de kom til Stedet var Stenen bortvæltet, og de fandt i den aabne Grav – ikke det livløse blodige Legeme, som de ventede at finde: de fandt et forklaret Herrens Sendebud, der tilraabte dem det glade Budskab: «I lede efter Jesum af Nazareth; han er opstanden, han er ikke her».

Ofte vandre vi Mennesker herneden med saaret Hjerte til det Sted, hvor vi tro, at alle vort Livs Glæder ere begravne, for endnu at kunne gjenkalde os deres bitre, søde Minde. Tanken om det Forbigangne, Følelsen af det Nærværende, den dunkle Udsigt mod det Tilkommende stemmer vor Sjel til Mismod. Ak, selv over vore Glæders Grav hviler en tung Sten, og tvivlraadigen spørge vi: hvo vil, hvo kan afvælte den? Held den, som ikke trøstesløs vender tilbage, som ikke mistvivler om at faa Stenen bort, skjøndt hans egen Kraft er for svag dertil, men med tillidsfuld Fortrøstning til Gud fortsætter sin Vandring. Thi ofte sker det, at naar vi naa det Maal, som vi med frygtblandet Længsel ilede hen til, naar Øieblikket kommer, hvilket den Lidettroende med Ængstelse og Mismod saa imøde – se, da er Stenen afvæltet. Den Almægtige, for hvem alle Jordens Klipper er et Støvgran, et Intet, har borttaget den.

170Ædle Fyrste! Længe og haardeligen led det Land, hvis Styrer De af Gud bestemtes til at være, og den haardeste Prøvelse forestod endnu, da De kom til os, for at dele vore faa Glæder, vore mange smertelige Lidelser. De forlod det skjønne Land, hvor Deres Barndoms og Ungdoms Dage henrunde saa blideligen; hvor De uden krænkende Sorger, uden møisomme Anstrængelser kunde berige Deres lyse Aand med Kundskaber, og nære de ømme, glade Følelser, for hvilke Deres varme Hjerte skabtes; hvor et elsket Barns uskyldige Kjærtegn og haabfulde Fremvæxt skjænkede Deres Faderhjerte den saligste Fryd. De forlod hint Land for at dele Skjæbne med et Folk, over hvis Isse længe svævede og endnu svæver en mørk, varslende Uveirssky; thi ak! til det sikre Haab tør vi endnu ikke hengive os, at Uveiret vil bortdrage, og at de enkelte Solglimt, som nu og da frembryde, bebude en skjøn Dag. O ædle Fyrste! klart skuer Deres Blik og varmt føler Deres Hjerte: ogsaa De vandrer med os til svundne Glæders Grav; det er ei undgaaet Deres Opmærksomhed, at en tung Sten endnu hviler paa den, og en Fyrste, der er saa aldeles Menneske som De, vil ikke blues ved at erkjende, at det Spørgsmaal stundom uvilkaarligt fremtrænger sig: hvo skal bortvælte denne Sten? Dog forsager De ikke; dog gaar De med Mod og Kraft fremad den Bane, Forsynet henkaldte Dem paa; dog straaler endnu Haab i Deres Øine og fæster Bolig i Deres Hjerte. Hvad er det da, som binder Dem saa fast til vort (efter Verdens Dom) saa ulykkelige Land? hvorfor overlod De os ikke til den sørgelige, vanærende Skjæbne, der beredtes os, og vendte tilbage did, hvor Tryghed og Glæde indbød Dem? Ikke formastelig Selvtillid 171og ikke Haab til svage Mennesker bestemte Dem. Hos Gud var Deres Frelse og Ære; Deres Styrkes Klippe, Deres Tilflugt var Gud. Paa ham forlod og forlader De Dem; for hans Aasyn udgyder De i dette Andagtens Øieblik Deres Hjerte. Og derfor taber ei De, og derfor bør ei heller vi tabe Modet, fordi maaske forenet Kraft er for svag til at afvælte Stenen. O, vi bør ikke mistvivle om, at hvad Gud finder tjenligt for os, det vil han ogsaa skjænke os Bistand til. Et Øieblik, da har maaske den Almægtiges Haand som Avner bortveiret den Sten, al menneskelig Magt ikke var istand til at lette. Hvad Gud vil have frem, kan Ingen forholde, ikke al Jordens Mægtige, om de samlede opstaa imod os og true os med Undergang. Gud er mægtigere end de alle, og de, som forlade sig paa ham, ere evig trygge.

Derfor, ædle, dyrebare Fyrste! beder og formaner jeg Dem i Jesu Christi Navn, i hans Navn, der led og udholdt Lidelsen med Kraft og Hengivenhed i Guds Villie og derpaa indgik til Herlighed, i hans Navn, hvis Minde De nu i den Eviges Tempel i Medforløstes Samfund høitideligen skal igjenkalde: før og brug med Mandomsmod de Vaaben, hvormed vor hellige Religion udruster Dem til at udholde den Kamp, som endnu maaske forestaar! Tro paa Gud være Deres Skjold, og hver gloende Pil, Vold eller List udsender mod Dem og den gode Sag, skal slukt og kraftløs nedfalde for Deres Fødder! Aandens Sværd, Guds Ord, være Deres Forsvarsvaaben, med hvilke De mandigen strider mod Lidenskabernes og Smigerens og Forførelsens skjulte og aabenbare Angreb. Deres Øie være stadigen henvendt paa Jesus Christus! 172Hans Lære, hans Exempel, hans blide Forjættelser opmuntre og styrke Dem. – Og engang skal De og (vi haabe til Gud) vi med Dem se hver Anstødssten bortvæltet, og jublende erkjende, at alle Herrens Veie ere Visdom og Godhed, og at alt skal tjene Dem til Gavn, som elske ham». – Prindsen hørte mig med hjertelig Deltagelse, og takkede mig med et Haandtryk, fordi jeg havde stemt ham just til de Følelser, det var ham og os alle saa vigtigt at nære i dette Øieblik. «Tro paa Forsynet», sagde han, «er os nu aldeles nødvendig. Uden den vilde det være Afsindighed, hvad vi nu har begyndt paa». Han ytrede det Haab, at alt vilde faa et godt Udfald. «Det er saa lidet», sagde han, «der behøves for at redde os. Kornmangelen er det eneste ret frygtelige Onde, men hvor fik vi Hjælp Nytaarsdag? Hvor let og snart kan ikke lignende Lykke vederfares os». I Kirken fremtraadte Prindsen sammen med de øvrige Communicanter.

8de April.

Selskabet ved Prindsens Taffel var temmelig stort. Det bestod nemlig først af det hele Regjeringsraad, saa af Biskop Bugge, der virkelig synes at aspirere til en fornem Hofnars Charge, hvis her bliver Hof, og endelig følgende Deputerede: Hount, Jacob AallJacob Aall, 1773 – 1844, godseier, politiker og historiker, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll, Justitsraad DiriksChristian Adolph Diriks, 1775 – 1837, jurist, professor og statsråd, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvollfra Laurvig, Sorenskriver BrynThomas Bryn, 1782 – 1827, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og var stortingsrepresentant flere ganger senere fra Raabygdelaget, den oplyste og interessante Præst GrøgaardHans Jacob Grøgaard, 1764 – 1836, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll fra Moland og Dr. MøllerAlexander Christian Møller, 1762 – 1847, distriktskirkurg i Nedenes Amt, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll fra Arendal. Ved min Bordende var Conversationen ikke meget levende; Bugge førte Ordet paa den modsatte, og til ham vare alles Øren henvendte. – Ved min Hjemkomst fandt jeg et overvættes venskabeligt Brev fra Biskop Brun. Han sender mig sin Bededagsbøn, om hvilken jeg maa være enig med Prindsen. Han foreslaar 173endog indirecte i denne Bøn Forandring i vore Love angaaende Eden.

9de April.

Schmidt og Hount reiste idag til Eidsvold. Jeg kan ikke sige, at jeg som Fædrelandets Mand var eller er aldeles tilfreds med Hount. Den Mand, der som Kongen af Danmarks Undersaat var den djærve, ivrige, hyperpatriotiske Normand, hvis Yndlingssang var «For Norge, Kjæmpers Fødeland», selv i dens mest revolutionære Ytringer, der paa en uærbødig Maade, som næsten havde paadraget ham Generalfiscalens Tiltale, søgte at gjøre «Norges retfærdige og billige Ønsker» gjældende, – denne Mand maatte formodes, naar endog fjern og uvis Udsigt viste sig til at gjenvinde og haandhæve Norges Selvstændighed, at ville henrives af høi Enthusiasme og vove for den store Idees Realisation alt hvad Oldtidens udødelige Frihedshelte vovede, om han ogsaa selv skulde opofre alt. Dette synes han imidlertid ei at ville gjøre. Hans kloge Forslag ere vel iførte Philantropiens Klædebon, og den Hungersnød, der truer Landet, angives som Bevæggrunden, hvorfor man ei maa lade Enthusiasmen prædominere. Men hvad skjønt og stort der var bleven udrettet i Verden, naar man saaledes var gaaet raisonnerende frem, gad jeg nok vidst. Vil man støtte sig paa lutter Visheder i denne Verden, skal det: «Hvo intet vover, han intet vinder!» regnes blandt de pontoppidanske «onde Ordsprog, som fordærver gode Sæder»: skal Bevidstheden om, at man kjæmper for en god Sag regnes for Intet, saasnart man ei med Pen og Griffel kan calculere Kampens Udfald: skal Enthusiasme hedde Sværmeri og religiøs-poetisk Anskuelse mødes med Haanlatter – saa farvel 174Menneskeværdighed og Menneskeheld, og den Tro paa Gud, der anprises Ebr. II! saa har vi en ganske simpel Livsphilosophi, som vi kunne følge hele vort Liv igjennem: «hold med dem, der vinde, og vend Ryggen til dem, der tabe!» Sagtens holder den ikke Stik længer end til vi dø, men hvad siger det?

»Bruder! bin ich einmal todt,
Frißt die Seele mir kein Brodt».

Jeg vil ingenlunde sætte min gamle Ven i Classe med de foragtelige Skabninger, der raisonnere saa, men hvortil det kan lede, naar man, som han, er purus putus Prosaist, det er mig indlysende, og jeg vil aldrig kunne regne ham blandt mit Fædrelands Støtter. Dertil kommer endnu hans umiskjendelige Arrogance, som gjør det ubehageligt at indlade sig i Ventilation med ham, naar man ikke er af hans Mening; og naar jeg saa tilføier, at det nok er altfor sandt, at han har prædiket bemeldte common-sence for Almuen i sin Egn paa Sverrigs Grændse, hvor det er saa vigtigt at nære og opflamme Nationalaanden, saa kan jeg virkelig ikke undlade, idet jeg elsker ham som min personlige Ven, at anse ham for min politiske Uven. Havde Mænd af de Grundsætninger været Folkets Anførere, da Brødrene ColbjørnsenHans (1675 – 1754) og Peder (1683 – 1738) Colbjørnsen var ansvarlige for å sette Fredrikshald (Halden) i brann under krigen i 1716, halvbrødre av Anna Colbjørnsdatter (se 11. september 1814) vare det, da var nok Frederikshald blevet uopbrændt, og Sverrigs Banner havde alt i et Aarhundrede vaiet fra Frederikssten! – Schmidt tænker og føler som vi alle burde tænke og føle, og tænkte og følte vi alle saa, da var Norge frelst.

Iaften læste jeg Overkrigscommissair SebbelovsWincents Lassen Sebbelow, 1770 – 1841, dansk-norsk forretningsmann og politiker Forslag til en Grundlov for Norge, bygget paa den Forudsætning, at Christian Frederik bliver arvelig indskrænket Monarch. Jeg har aldrig studeret den Ting ex professo, 175er altsaa ikke ret bedømme denne Bog, men han forekommer mig stundom inconseqvent, naar han f. Ex. overgiver ogsaa Lovgivningen i Regentens Hænder, men vil dog have Rigsdag sammenkaldt, hvilken dog ei maa vare over 8–10 Dage (!); nogle Forslag synes umodne og ensidige; vigtige Ting ere afjaskede i megen Fart og andre f. Ex. om Skibes Clarering (der aldrig kan høre under et Riges Grundlove) ere fremsatte i vidtløftig Detail, men ellers er der ogsaa adskilligt sundt og godt i Pjecen, og blandt saameget andet, kan den da gjerne fortjene opmærksom Gjennemlæsning.

10de April.

Den er nu kommen, den store Paaskedag. Saa nær Stedet, hvor den vigtige Tærning vorder kastet, der skal afgjøre Norges Skjæbne maaske for Aarhundreder, og dog fjernet og afhængig af et Par Mennesker, der mundtlig eller skriftlig ville henkaste til mig nogle afrevne Fragmenter, gaar jeg som paa Gløder og venter med Ængstelse det Øieblik, da Sløret falder, og det maaske lykkelige, maaske sørgelige Resultat ligger for Verdens Øine. Ogsaa med Hensyn paa mig selv er det skrækkelige Dage; thi jeg føler det, fra den Stund Norge gaar over til saadan Forbindelse med Sverrig, at Prinds Christian ei længer kan være dets Styrer, er al min Lyksalighed inden Norges Grændser forbi. Under en søvnløs Nat opstod den Tanke hos mig, hvis det skulde komme dertil, i Afskedstimen at bede min elskte Fyrste, naar han bliver Konge i Danmark – og forlader han os, vil det ei vare længe – da at give mig et Embede der, paa det jeg fjernt fra mit ulykkelige, nedværdigede Fædreland kan ende mine Dage der, hvor det i over 20 Aar har været mit inderligste 176Ønske at leve og dø. Dog – jeg vil ikke udmale denne sørgelige Forestilling. Det tør gaa godt.

11te April.

KjerschowPeder Christian Hersleb Kjerschow, 1786 – 1866, senere biskop først i Tromsø, så i Bergen holdt en meget god, men overmaade orthodox Prædiken, hvor endog Djævelens Indskydelser og den evige Fordømmelse vare anbragte. Hans Sprog er skjønt, der er baade Tanke og Følelse i hans Foredrag, og med et bedre Udvortes vilde han kunne blive en yndet Prædikant. Han er ægte, conseqvent Grundtvigianer, og som saadan mig langt kjærere end StenersenStener Johannes Stenersen, 1789 – 1835, teolog, fra 1818 professor i teologi ved universitetet i Christiania med sin ubegribelige Schellingske Philosophi og fremfor alt end BorchAbraham Borch, 1786 – 1847, teolog, ble prost i Kongsberg, hvis Prædikener er en ulykkelig Sammenblanding af theologisk og philosophisk Palæologi og Neologi.

Om Grev Wedel fortælles der, at han i Torsdags paa Bogstad havde udtalt sig om Norges Tilstand og Prindsen, vel ikke med fuldkommen Tilfredshed, men dog i en ædel, moderat Tone. Som den voldsomste Oppositionsmand nævnes WergelandNicolai Wergeland, 1780 – 1840, prest, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll, Henrik Wergelands far.

12te April.

«Tiden» kaldes nu her i Byen Ministerialtidenden og «Intelligentsseddelen» Oppositionsbladet. Hvor det dog kan vende sig underligt her i Verden. Wulfsberg en Ministerialtidendes salarerede Udgiver! – Omsen er den, som først har udsat Præmie for den bedste Constitution, hvorfor han ogsaa vægrer sig ved at censurere de indkomne Afhandlinger. Han og hans Medpatrioter beholde nok deres Penge, thi alt hvad der indkommet som Prisafhandling, skal være dumt Sludder.

13de April.

Prindsen har aabnet Forsamlingen paa Eidsvold med en skjøn Tale. Sorenskriver FalsenChristian Magnus Falsen. 1782 – 1830, bror av Jørgen Conrad de Falsen, politiker og embetsmann, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll skal være en af den 177gode Sags kjækkeste Talsmænd. En Takadresse til Prindsen for hans hidtilværende Administration er foreslaaet, men efter Grev Wedels Forslag ajourneredes den til næste Dag. Breve fra Eidsvold beretter, at Wedel om Natten skal have ladet Stemmesedler udgaa til dem, han ansaa for at høre til sit Parti. Om LøvenskjoldSeverin Løvenskiold, 1777 – 1856, norsk statsmann, stattholder i Norge 1841-56 siges der, at han, uden at aflægge Ed, vilde agere Nationaldeputeret, og at det kun var ved at true ham med Bortvisning, at Prindsen kunde formaa ham dertil. Han skal overalt have vist en revoltant Djærvhed. Imidlertid ansees han for altfor ubetydelig til at blive Gjenstand for Frygt.

14de April.

Af Bergh, som igaaraftes kom hjem fra Eidsvold, hørte jeg endel Rigsdagsnyt. Takadressen gik igjennem som billigt og rimeligt var. Grev Wedel gav han det Vidnesbyrd, at han gaar temmelig sindig tilværks, og man mistvivler ikke om at vinde ham for den gode Sag. Blandt dennes kjække og veltalende Forsvarere nævnede Bergh: ReinJonas Rein, 1760 – 1821, prest og forfatter, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll, Sverdrup, Falsen, Hegermann, Oberstlieutenant StabellFrederik Wilhelm Stabell, 1763 – 1836, norsk offiser, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og Capt. MotzfeldtPeter Motzfeldt, 1777 – 1854, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og som stortingsrepresentant for Bergen på det ekstraordinære storting høsten 1814. Statsråd 1814-27 for Bergen. For Oppositionspartiet præsiderer som en sand Enragé Wergeland, der taler med en Djærvhed, som hans egne Meningsfæller søger at formilde. Han skal have fordret de Mænd, som af Prindsen i Februar kaldtes til Eidsvold, satte under Tiltale, som de, der have tilranet sig den Nationen tilhørende Souverainitet. Forøvrigt tegner alt sig til at ville gaa vel. Prindsens Tale har idag staaet i «Tiden». Der er ingen overflødig Prydelse, ingen tom Declamation; den bærer Simpelheds og Sandheds Præg, og maa udentvivl strax blandt dem, som ikke før have seet ham, have vundet ham ikke faa Tilhængere. Jacob 178Aall er taus; Adskillelsen fra Danmark skal især være ham krænkende.

15de April.

Jeg læste idag en ny Opfordring fra Grev Essen til det norske Folk, ledsaget af Bilage, hvori Trudsler naturligvis udstødes mod os, hvis vi ei ville falde tilfode, men hvor tillige Danmark trues ligesaa slemt som vi. Det synes overalt som om dette vort fordums Broderlands Fare er nok saa stor som vor, og at man vil lade dets ulykkelige Konge undgjælde for vor Uvillighed til at underkaste os. De Danskes broderlige og virksomme Deltagelse i vor Skjæbne skal være mageløs, og vi vare utaknemmelige, om vi i Tidens Fylde modsatte os en ny Forening, forudsat at den kunde bestaa med vort eget Lands Held og Tryghed. Under souverain Regjering giver vel Norge sig aldrig mere, men det er ikke usandsynligt, at Begivenhederne her fremkalde noget lignende i Danmark, og bevirker Enevældets Ophævelse. Her tales alt om Thygeson som dansk Minister i Norge, og Rosenkrantz som norsk i Danmark, men underlige Ting maatte hændes, inden dette kunde realiseres. Imidlertid ere betydelige Kornforraad ankomne til Norge, skjøndt ikke til vor isblokerede By, og ihvorvel det engelske Ministerium har lovet Pontecorvo, ikke at hjælpe Norge, vaier dog det engelske Flag i norske Havne, ingen Krydsere hindre Tilførselen, og Privatmænd i England sende Gaver til norske Krigere. Et Handelshus i England har nylig sendt EgebergWestye Egeberg, 1770 – 1830, norsk forretningsmann 100 Guineer, og flere har lovet lignende Bidrag.

17de April.

Af Constitutionens 13 Hovedpunkter ere 10 alt færdige og vedtagne, hvoriblandt No 1, at Norge skal være 179et indskrænket arveligt Monarchi, hvis Bestyrer skal føre Navn af Konge. Herimod holdt Wergeland atter en lang Tale, som man atter var saa uhøflig at afbryde. Et Par bergenhusiske Bønder skal ved et eftertrykkeligt Argument have bragt Grev Wedel paa fredeligere Tanker, da de lovede «at stingje ham», hvis han nævnte Forening med Sverrig. Alt ansees nu paa det nærmeste afgjort. – «Tiden» indeholdt i Original og Oversættelse et ypperligt Brev fra Prindsen til den svenske Konge, som denne har sendt uaabnet tilbage. Den Klogskab og Retskaffenhed, som fremlyser af alt, hvad denne Mand taler, skriver og foretager sig, maa dog omsider aabne Øinene paa Enhver, som vil se.

18de April.

Om Grøgaard fortælles en Anekdot, der charakteriserer baade Manden og den Sag, han forsvarer. Biskop Bugge, som han besøgte her i Byen, havde sagt til ham, at der aldrig kunde være Spørgsmaal om Norge skulde være et selvstændigt Rige, men blot hvorledes det skulde bevare sin Selvstændighed; thi at vove alt, endog Liv og Blod for den havde man jo svoret, – og den kloge Mand svarede med sin Aandsforvandte Lorano i Zarine:

«Men naar du svoret har en ubetænksom Ed,
Da bryd den uforsagt, og Himlen blier ei vred!»

Om Schmidt paastaaes, at han paa Eidsvold skal bære Kappen paa begge Skuldre. Jeg kan ikke tro det, endskjøndt det ikke vilde være første Gang man opdagede Inconseqventser hos Mennesker, hvis Charakterfasthed der gik Ry af. Jørgen AallJørgen Aall, 1771 – 1833, trelasthandler, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og som stortingsrepresentant på det ekstraordinære stortinget 1814 skal være Normand med Liv og Sjel, og ScheitlieNikolai Scheitlie, 1753 – 1824, magasinforvalter og kommisjonær for Kongsberg sølvverk og Blåfarveverket på Modum, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll, stortingsrepresentant i 1818 fra Drammen, som ansaaes for tvetydig, endog enrageret Antisvensk.

19de April.

180Man tror Grev Wedels Liv usikkert blandt de ærlige, kraftfulde, men haardhjertede Fjeldbønder. Der er talt om at anklage ham som Landsforræder, og Sorenskriver BlomGustav Peter Blom, 1785 – 1869, sorenskriver i Nordre Jarlsberg, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll, stortingsrepresentant flere ganger senere har man truet med at slaa Arme og Ben itu paa, dersom han lader sig bruge som Grevens Haandlanger. Der hvervedes stærkt for ham til anden Uges Præsidentskab, men Norges Venner seirede, og Oberst Hegermann valgtes.

20de April.

Jeg har læst et Digt, som roulerer i Kjøbenhavn i Manuscript. Det hedder «Nora til Dana» og indeholder skrækkelige Invectiver mod den danske Regjering, og næsten ren Opfordring til det danske Folk om at løsrive sig fra Frederik den Sjettes Scepter, og i Forening med Norge at hylde Prinds Christian. Forfatteren skal være en Student BoyeMathias Andreas Boye, 1796 – 1872, stortingsrepresentant i 1833 og 1857, Rectorens Søn fra Trondhjem; men ellers er en Præmie udsat for hans bevislige Paagribelse.

21de April.

Flere Medlemmer af Overcriminalretten har raadet Hans HougeHans Nilsen Hauge, 1771 – 1824, norsk legpredikant til at søge Benaadning hos Regenten, hvortil de ved Forbøn ville bidrage, og ikke forlange Commissionsdommen underkjendt. De sige vel, at de gjøre det, for at se hans Skjæbne i Hast afgjort, men hvad hindrede dem, efterat forhen alle mulige Undersøgelser ere anstillede, strax at optage Sagen til Doms? Ventelig føle de, at skjøndt summum jus her virkelig vilde være summa injuria, kunde de dog efter Lovens Bogstav ikke dømme anderledes end Commissionen. Jeg lovede ham 181en meget fordelagtig Attest og Anbefaling hos Prindsen, om Leilighed kunde gives.

22de April.

Bergh havde hørt, hvad der skal have gjort megen Sensation paa Eidsvold, at den Aften, da Prindsen ventedes, men ikke kom, et mistænkeligt Menneske var fundet i hans Værelse, som løb sin Vei i flyvende Il og efterlod sine Sko. Rimeligvis har det været en simpel Tyv, men efterat Oppositionspartiet saa længe har seet Spøgelser, kan man ikke undres over, at den gode Sags Tilhængere nu ogsaa begynde at følge Exemplet. Selv om den svenske Regjering skulde ville udrydde vor ædle Fyrste med Snigmorderhaand, er jeg overbevist om, at ingen Normand vilde lade sig bruge som Haandlanger til en saadan Niddingsdaad. – Wergeland skal a la Barrere søge at betrygge sig mod ethvert Tilfælde. Han havde sagt til HaffnerJohan Friedrich Wilhelm Haffner, 1768 – 1822, norsk offiser, Christian Frederiks adjutant på Riksforsamlingen på Eidsvoll, at han haabede Prindsen ikke var ham unaadig, fordi han havde sagt sin Mening, hvortil Haffner svarede: «Ja, det veed jeg sandelig ikke. Prindsen taler aldrig til sine Adjutanter om Præster».

23de April.

I Intelligentsseddelen klages over for liden Publicitet ved Rigsdagsforhandlingerne. Det er rigtignok heller ikke brav, at man siden 11te April endnu ikke er kommen videre i Landets eneste officielle Blad end til Opregnelsen af Rigsforsamlingens Medlemmer, men jeg tror snarere, det maa tilskrives vore Bogtrykkeriers dels maadelige Forfatning, dels Beskjeftigelse med andre uopsættelige Ting, end Ulyst til at meddele Nationen Rigsdagens Forhandlinger.

25de April.

182Jeg havde Brev fra Schmidt. Han er Medlem af Constitutionscommitteen og sidder der sex Timer om Dagen. Hount derimod har intet at bestille. Han forekommer mig som en Taler uden Aandsnærværelse, der har forfattet og memoreret sin Tale, men naar Omstændighederne gjør et eller andet Sted upassende i den, kommer saa rent ud af Concepterne, at han ikke kan fremføre et Ord. Hount havde nu sat sig saa fast i Hovedet, at der først skulde ventileres om Norge kunde være et selvstændigt Rige, og da nu par malheur denne Qvæstion strax blev afvist som allerede afgjort og Rigsdagen uvedkommende, kan han ikke mere orientere sig og tier bomstille. Wergeland har den 19de holdt en Tale, «hvori han bebreidede Forsamlingen dens døende Selvstændighed og Mangel paa Conseqvents, malede den gule Hunger med grelle Farver og talede store Ord om sin egen Person, men udrettede intet andet derved, end at blive et Maal for Sverdrups sarcastiske Snert. Rein oplæste samme Dag nogle Bemærkninger om Rygtemagere og Nødsprædikanter, der havde Fynd og Klem og stoppede Munden paa Sadducæerne, der gjerne ville benægte og hindre vor politiske Opstandelse». Om samme Rein har jeg hørt følgende meget sandsynlige Anecdot. Han havde engang offentlig udladt sig omtrent saaledes: «Der er en Mand iblandt os med et udmærket lyst Hoved; det var blot at ønske, at han anvendte sine store Aandsgaver til Norges Vel og den gode Sags Fremme, men desværre, derom har man Aarsag til at tvivle». Kammerherre Løvenskjold, som har kjendt Rein fra denne var Præst i Eidanger, traf ham siden og sagde: «Men Rein, De er dog altfor 183satirisk og bitter; det skulde vist sigte til mig, hvad De før sagde». «Nei, det forsikrer jeg Dem det ikke gjorde», svarede Rein i sin tørre alvorlige Tone; «hvor kunde og Nogen falde paa at sige saadant om Dem?»

26de April.

Jeg fik et Brev fra Hount. Naturligvis fornægter han ikke de Grundsætninger, han før bekjendte sig til; Lovtaler over Rein, Sverdrup og Falsen; Bitterheder og Sarcasmer over Wedel, Wergeland og Løvenskjold maatte altsaa ikke ventes af ham, men han har dog taget Del i Forhandlingerne og hvad han har talt er fornuftigt og sindigt, og det synes som om han ret godt veed at skikke sig i Tider og Omstændigheder. Jeg ser ellers af hans Brev, at Sverdrup og Wergeland dog engang have været enige: i Debatten om Jøderne.

29de April.

Der verserer følgende nye Fortolkning over Omskriften paa Rigsbanktegnene: «Rask, I Gutter! Svensken banker! Aldrig nybagt Kronprinds tage Eders gamle Norge! Frederik overgav Riget. Saadant kan ingen Landsmand lide, ingen Normand glemme».

30te April.

Jeg har læst Wergelands Tale, som Schmidt skrev om. Den er arrogant, declamatorisk og ensidig, men (suum cuiqve) den røber megen Frimodighed, har for det meste et skjønt Sprog, og indeholder vel adskillige Ting, som fortjene Opmærksomhed og Gjendrivelse. Overalt den Mand, som siger sin Mening rent ud i offentlig Forsamling, den være saa vrang, saa absurd, ja saa farlig, som den være vil, fortjener altid en vis Agtelse. Kan Norge bestaa i Kampen, vil jeg tro, at Wergeland og 184Løvenskjold kunne blive meget gode Borgere, men Partiets Hoved, Grev Wedel, vil altid blive en farlig Mand i Landet. – Wulfsberg laante mig en Hoben danske Statstidender og Dage, som er en stor Sjeldenhed nuomstunder. Norge nævnes naturligvis ikke mere i disse, end om de Svenske havde brugt deres Souverainitets-Ret til at udslette det og os af existerende Væseners Tal.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Claus Pavels Riis' utgave fra 1864

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook