2den August.

218Heller ikke idag ved man andet, end at svenske Tropper ere indrykkede i Enningdalen, der uden Tvivl henhører til den Del af Smaalehnene, som skal efterlades ubeskyttet. Et Rygte har sagt, at et andet Corps nærmer sig Kongsvinger, og at en Træfning ventedes i Dag eller i Morgen. Bekræftelse sees imøde. Wulfsberg har faaet Ordre til at holde sig og GrøndahlsChristopher Grøndahl. 1764 – 1864, boktrykker, overtok trykkeriet fra Niels Wulfsberg i 1812 Bogtrykkeri færdige til at følge Kongen, hvorhen han ved Fiendens Fremrykken maatte finde det tjenligt at flytte, da desuden «Tidens» Udgiver ei troes personligen sikker, naar Christiania besættes af Svenske. Han sender sin Kone og sine Børn til CrøgerJohannes Crøger, 1753 – 1830, sogneprest, far til folkeminnesamleren Olea Crøger i Hitterdal, og venter saa rolig Marschordre. Jeg tænker aldeles ikke paa Flytning. Det bæres mig bestandig for, at Svensken aldrig kommer til Christiania anderledes, end han kom 1809: som Krigsfange; og hændtes end det værste, kan jeg heller ikke faa det i mit Hoved, at min Kone og mine Børn skulde være i personlig Fare. At endel af mine Eiendomme, maaske ogsaa mit gamle, dyrekjøbte Hus, vil gaa i Løbet, er ei usandsynligt, (jeg vil derfor ogsaa udsætte mit Brændeindkjøb, til jeg med Rimelighed kan forudse, hvilken Vinterbolig vil beskjæres mig og mine), men iøvrigt er jeg rolig og frimodig. Saa ere vist mangfoldige Norges Mænd ogsaa blandt dem, der ei kunne stole paa deres stærke, stridvante Arm eller paa deres fulde Pengekasse, men blot stole paa Gud, Landets retfærdige Sag og deres egen Bevidsthed, at have tænkt og handlet retsindigt.

Klokken halv elleve kom Hest og Cariol fra GladFredrik Glad, 1760 – 1840, bedriftseier, stortingsrepresentant 1815-16, for at afhente mig til Bondevensmøde. Der indfandt sig og Kammerherre Anker, MaschmannHans Henrik Maschmann, 1775 – 1860, apoteker og professor og Wulfsberg, og 219som indbudne Gjæster Kjerschow, GrünerMangler info om ham og Lars ClausenLars Clausen – mangler info om ham. Forhandlingerne vare ubetydelige, og man enedes om at suspendere dem til roligere Dage. At politiske Samtaler medtog den meste Tid, forstaar sig selv. Anker spaar naturligvis idel Jammer, som Følge af Normændenes ubesindige Kongevalg, inden man havde indhentet de store Magters Betænkning. Med prophetisk Suffisance oprullede han Fremtidens Dække, og bebudede os Norges Skjæbne. Med sine Allieredes Assistence occuperer Sverrig det søndenfjeldske Norge og udhungrer det nordenfjeldske. Saaledes tvinges det hele Land til Overgivelse, og som Rige udslettes Norge af Jorden. Glad entrerede saa temmelig i samme Ideer. Den gamle, erfarne Landmand har ladet sig indbilde, at ikke Fjerdedelen af hans Korn vil kunne indhøstes af Mangel paa Arbeidere. Saa omtrent vil det gaa i hele Landet, og iøvrigt staar han i den Formening, den ellers meget retskafne og fornuftige Mand, at Magnaten, med Stjerne paa Brystet og Nøgle paa Bagen, maa se dybere i Tingen end vi andre. Maschmann og jeg vare de haabefuldeste i Selskabet, thi Kjerschow, Manden uden Eiendom, uden Kone eller Børn, regner jeg ikke. Det var ussel personlig Feighed, om han forsagede. Iøvrigt, saalidet jeg kan have imod, at en Mand som Anker har sin egen Mening og ytrer den, om den end differerer fra min, naar han kun ei ved Proselytmageri eller andre uværdige Midler søger at udbrede den, saa underligt og krænkende er det mig at høre, at Sverdrup, Selvstændighedens kjækkeste Talsmand paa Rigsdagen, en af dem, der hidtil hjemlede sig Navn blandt Fædrelandets ypperste Borgere, for hvilken jeg i Legemskraft og Sjelsfasthed troede at maatte vige ærbødigen tilbage, at 220han nu, som jeg ogsaa ved vort sidste Møde syntes at mærke, skal være ganske modfalden. Sligt er mig ufatteligt. – Ellers var Talen paa Grefsen ikke om idel Politik. Vi havde adskillige hel morsomme Intermezzer; Anekdoter fortaltes fra de gode gamle Dage, og der viste Anker sig ligesaa jovialsk og godlidende, som han under hine Discourser var nedstemt og vankelmodig. Sagtens mener han det bedst med sig selv, men at han mener det ilde med Fædreland og Medmennesker, kan jeg heller ikke tro, og undlader altsaa ikke, paa det ene Punkt nær, at agte og holde ham som før.

3die August.

Fra Armeen vides intet paalideligt. Rosenkrantz og Sommerhjelm bleve inat Kl. 1 beordrede til Moss, hvor Kongen Kl. 8 holdt Statsraad, og efter dette skal han have forlagt Hovedqvarteret til Askim Præstegaard, hvor han siges at ville berede sig til et afgjørende Slag. De Svenske rykke imidlertid ind fra mange Kanter, men siges af de StaffeltskeBernhard Ditlef von Staffeldt, 1753 – 1818, dansk-norsk offiser Jægere at være trængte tilbage til Svinesund, hvor de retirerende Tropper bleve optagne af Kanonbaade. Paa et andet Sted havde en norsk Capt. SpørchSpørch] skal være: SpørckJohan Henrik Spørck, 1778 – 1849, norsk offiser maattet vige for Overmagten. Om flere mere eller mindre heldige Affærer høres uhjemlede Rygter, Officielt har vi intet uden nogle faa Linier i «Tiden» som melder om Fiendens Indrykning. Mangesteds i Byen betages man af Skræk og flytter ud.

4de August.

Jeg havde Brev fra Schmidt, som opfordrer mig og min Familie til at reise til Eger Præstegaard, og blive der saalænge Svensken er i Christiania. Jeg svarte strax derpaa, at for mit eget Vedkommende kan jeg ikke tage 221imod Tilbudet. «En af mine Formænd indesluttedes med Garnisonen paa Aggershus Fæstning i 1716. Det sker vel ikke nu, men at Manden i lige Embede, ogsaa Sognepræst for Rigets største Landsbymenighed, ikke kan have Tilladelse til at søge sin Sikkerhed ved at forlade den Virkekreds, hvor de fleste Mennesker, for hvilke han kunde virke, nødsages til at blive, er indlysende. Den Forvirring kunde naturligvis ikke vare længe. Christiania kunde igjen komme i de Norskes Hænder, men Veien derhen fra mit Tilflugtssted være spærret eller usikker. Hvorledes vilde jeg da forsvare mig, naar man sagde om mig: «Pavels reiste bort fra sit Embede, da Fienden nærmede sig, og nu kan han ikke komme tilbage», eller: «han reiste, da der var Fare, og nu, den er forbi, kommer han igjen!» Slaa kan jeg ikke; jeg har aldrig lært at føre Vaaben; nu at lære det, var forsilde, helst da jeg har et Tilfælde, ved hvilket voldsomme Legemsanstrængelser vilde være absolut dræbende. Men desuagtet kunde jeg vel paa min Post gjøre adskillig Nytte, var det end i de Dage blot at besøge Hospitalerne, og styrke de Døende».

Det er nu fra Søsiden man venter Angreb. Mit gamle dyrekjøbte Hus er da sin Undergang vis. Andre mene imidlertid, at Svensken ikke vil vove dette, da der ved Drøbak er et meget snevert Pas, paa begge Sider besat med Batterier, og da de have vore Kanonbaade i Ryggen, der kunde afskjære dem Retiraden, hvortil endnu kommer, at vi i disse Dage have havt og endnu have saadan vedholdende Søndenvind, at man ikke indser, hvorfor de ikke nu har benyttet sig af Leiligheden, der maaske ikke snart kommer saa god igjen. Holten er kommen tilbage, da Kongen har afgivet alle civile Affærer til Statsraadet, 222har nedlagt i dets Hænder sit Testamente og beskjæftiger sig udelukkende med militære Gjenstande. Holtens Dødsdom skal være fældet, saasnart han er i Svenskens Magt; han ansees for en af Ophavsmændene til det Forefaldne.

5te August.

Man er overmaade sparsom med officielle Efterretninger. Om Landets og Hærens sande Tilstand vides næsten intet. Det eneste, jeg idag har hørt, er to ubekræftede og formodentlig upaalidelige Rygter, at Staffeldt har vundet en Bataille og gjort en hel Hob Fanger; og at de engelske Krigsskibe have forandret Stilling og lagt sig lige udenfor Hvaløerne, og paa Svenskens Spørgsmaal, om hvad Hensigten dermed var, svaret, at de havde Befaling dertil og forseglede Ordres, som en vis Dag skulde aabnes. Kongen fortaltes at have Natteqvarter paa Rakkestad Præstegaard og i Dag eller i Morgen at ville angribe Fienden. – «Tiden» nævner med Berømmelse min gamle brave Confirmand, Lieutenant SchleppegrellFrederik Adolph Schleppegrell, 1792 – 1850, norsk-dansk offiser, den første af Norges Krigere, som hidtil i denne Krig er nævnt med Hæder.

6te August.

Frederiksstad har overgivet sig, omendskjøndt Commandanten, efter «Tiden» havde brugt den sædvanlige Formular, og lovet at forsvare sig til det yderste. Kirken, og Cassernen ere beskadigede, men der var ikke Ildebrand i Byen. Capitulationen skal være besynderlig favorabel, da Tropperne fik fri Afmarsch, uden de sædvanlige Betingelser, ikke mere at tjene mod Svensken i denne Krig. Dem, som vilde blive og tage svensk Tjeneste, stod ogsaa dette frit for, men deraf skal kun to Artillerister 223have benyttet sig. De Svenskes Hovedkvarter skal være paa Hafslund. Om Kongen og vor Armee høres intet. Til Christiania er nok ikke Adgangen synderlig lettet ved Frederiksstads Overgivelse, thi Glommen er endnu imellem, og Overgangen vil man vel af al Magt søge at forhindre. – De skjønne Træer herude paa Glaciet omhugges nu, men dette synes blot at være, hvad man kalder en Demonstration, da man paa samme Tid sætter Fæstningen ude af Stand til at forsvare sig, ved at bortføre Ammunition og Proviant i Masse. – Svenskens Adfærd i Landet skal være meget human, hvilket og kan ventes i et Land, som han tænker at beholde og ligeoverfor et Folk, som han har erklæret, ei at ville føre Krig med.

7de August.

Kirken var overmaade fuld. «Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn, men derfor ikke lyksaligere», var mit Thema. – – – Med Hensyn til Dagens Begivenheder omtalte jeg tilsidst, hvad man saa ofte har hørt, at Kongen og Rigsforsamlingen og vi allesammen ikke have handlet klogt. Dette lod jeg uafgjort, og tilstod, at vi maaske ved at handle anderledes, kunde i dette Øieblik nyde større Tryghed og Ro, men derhos paastod jeg, at vi havde handlet retskaffent, efter Pligt og Samvittighed. Saa bør vi og handle herefter, og ikke tvivle paa, at hvilke de nærmeste Følger end skulle vorde, Enden dog maa blive god for dem, som standhaftigen vandre Pligtens, Dydens og Guds Veie. – Da jeg havde læst Fadervor, lod jeg synge Psalmen 438, og vedblev derpaa: «Gud har hørt vor Bøn! han bønhøre den! han unde os atter at samles glade her i hans Tempel! Maaske, forinden dette sker, En eller anden iblandt os er falden 224som et Offer for Fædrelandets den gode Sag; Guds Fred med ham og med Hver, som bliver sine Pligter tro! Modtager imidlertid Herrens Velsignelse!» – Prof. Skjelderup er misfornøiet med Tingenes Gang, og venter en da capo af de danske Optrin i August 1807 og Januar 1814, og det synes rigtignok, at man derhenne ved Grændsen gaar frem med en forunderlig Lunkenhed, som contrasterer med hvad man havde ventet af Normændenes fyrige Patriotisme og Kongens bestemte Charakter. – Haxthausen og de øvrige Statsraader have faaet Ordre til ufortøvet at begive sig til Kongen. Der er ved Lier forefaldet en heldig Affære, hvor – saaledes hedder det da – 18 Officerer og 3000 Gemene ere fangne, men med den Staffeldtske Brigade gaar det fremdeles slet. Den har maattet trække sig tilbage over Onstad Sund.

Oberst Ramm, som nu igjen er Commandant, lod mig vide, at jeg gjorde bedst i at flytte mit Tøi ud af Fæstningen. Det er ellers besynderligt at se de svære Transporter, som uophørlig gaa herfra. Saameget man ellers lader sig det være magtpaaliggende, at forsyne en Fæstning, som trues med Beleiring, saa travlt synes man at have med at udtømme denne. – Af Nyheder fortælles, at Tank og Hount ere afgaaede i et Gesandtskab fra Pontecorvo, som skal være i Frederiksstad, til vor Konge. – Lehmann forærede mig igaar «En Stemme fra England om Norges Afstaaelse», efter Titelbladet oversat af Literatus Povel FastingPovel Fasting – pseudonym, men egentlig af Skuespiller Peter ForsomPeter Thun Foersom, 1777 – 1817, dansk skuespiller og oversetter i Kjøbenhavn. Denne Stemme fra England, som ikke er nogen Englestemme, dyssede mig i Søvn paa min Sofa, og da jeg vaagnede, og lyttede opmærksommere til den, fandt jeg, at den ikke var værd at høre. Uretfærdige 225Angreb paa Napoleon og Fastlandssystemet og væmmelige Lovtaler over England udgjøre Hovedingredientsen, og hvad Norge angaar, da kan det gjøre Fordring paa, at bevæge sig om England som en Drabant af ikke liden Glands og Storhed. «I physisk, moralsk og intellectuel Henseende har Norge næsten altid været ligesaa afhængigt af England, som nogen Provinds, der stod umiddelbar under det britiske Scepter». Desværre, om saa er! Norges Forening med Sverige ivres rigtignok imod, men iøvrigt er det tungt, og selvstændige Normænd neppe værdigt, at sige med HolbergsLudvig Holberg – fra 1747 Baron av Holberg, 1684 – 1754, norsk-dansk forfatter og historiker nå mest kjent for sine komedier Jeronimus: «Man maa flattere de Slubberter, hvis man vil have godt af dem» – thi en Dansk eller Norsk er ganske vist Forfatteren. Pjecen hvile i Ro paa mit Bord indtil jeg kan bruge den paa en værdig og passende Maade.

8de August.

For at høre nyt, gik jeg imorges til vor priviligerede Avisskriver Wulfsberg. Der samledes efterhaanden Neumann, som havde været hos Kongen paa Moss, Sverdrup, Stenersen og flere. Først hørtes mundtlige politiske Efterretninger, hvoriblandt den vigtigste, at General Staffeldt var bevist at være i Forstaaelse med de Svenske, at han var henkaldt til Kongen og afsat fra Commandoen, at KaltenbornCarl Frederik Ferdinand Wilhelm Albrecht Kaltenborn, 1785 – 1832, dansk-norsk offiser og Rosenørn havde opdaget Forræderiet, og ved kloge Dispositioner med Livsfare reddet Brigaden, der ellers om to Dage uundgaaeligt vilde været i Fiendens Vold. Foruden ham nævnes endnu Kragerøens og Frederiksstads Overgivere som Landsforrædere. Saa løde Beretningerne idag, ligesom og, at Tidenden om Tilbagetrækningen over Onstad Sund var urigtig. Imidlertid læste vi i Manuscript Bulletinskriveren 226Lector Adlers intetsigende Indberetning om de senere Malheurer, hvor Frederiksstads Overgivelse, der aldrig før har været bekjendtgjort, nævnes i Forbigaaende som en bekjendt Sag, og General SeyerstedtsSeyerstedts] Navnet staves forskjellig forskjellige steder i den trykte utgaven. Den nåværende stavemåten er SejerstedJohannes Klingenberg Sejersted, 1761 – 1823, norsk offiser Proclamation om Træfningen ved Lier, hvor de 3000 fangne Soldater slap op til 212, og hvor der ogsaa var Rabat i de 18 Officerers Antal, da 10 af dem var til Staben hørende Officianter. Desuden læste vi et Privatbrev fra Capt. RæderJohan Christopher Ræder, 1782 – 1853, norsk kaptein, senere general. Representant på det ekstraordinære storting 1814 og 1815-17 paa Kongsvinger, hvor udførlig beskrives alle de Smaaaffærer, som har fundet Sted der i Egnen, førend den mere afgjørende, da Fienden joges tilbage til Grændsen.

9de August.

At Staffeldt er en Forræder skal være usandt; derimod skal han have baaret sig dumt ad, hvorfor han vel beholder Commandoen, men maa intet foretage sig uden «i sine Fuldmægtigers Nærværelse» d. e. uden sine Adjutanters Samtykke. – Tanks og Hounts Ærinde til Kongen skal have været at tilbyde Vaabenstilstand paa samme Vilkaar som før. Kongen siges at have svaret, at Vaabenstilstand ogsaa var hans Ønske, naar den kunde bestaa med hans og Nationens Ære. Man er i ængstelig Forventning om, hvad Udfaldet vil blive. Ubehagelige Rygter og Formodninger opfylde Byen, at Kongen for at fremme Norges Tryghed vil opoffre dets Hæder. Alle, som jeg har talt med idag, ere yderst mismodige.

10de August.

Vore Tropper skal have havt en hæderlig Affære ved Onstad Sund, og drevet Fienden tilbage med Tab. Dette bekræftedes siden ved en Bulletin, kort og ufuldstændig som sædvanlig, men i Grunden overensstemmende med Privat-Efterretningerne. Paa vor Side var 6 Døde 227og 12 Blesserede, hvoriblandt HauchAndreas Frederik von Hauch, 1793 – 1814, norsk offiser af Artilleriet, som faldt, og RammMangler info om ham, Oberstens Søn, som blev haardt saaret. Klokken 7 iaften fik vi herinde paa Fæstningen de 212 Fanger fra Lier. De ligge i Exercerhuset, og nu, da jeg skriver dette, tage de frisk Luft ude paa Ridebanen. Alt dette har havt noget opmuntrende for os, og med Flytningen av vort Tøi gaar det lunkent.

11te August.

Statsraad Ankers SønErik Theodor Christian Bernhardus Anker, 1785 – 1858 er kommen tilbage fra England, og har bragt det Budskab, at hvis Norge kan holde sig til 1ste October, vil man medvirke til, at dets Sag faar et heldigt Udfald; samt at England ingen activ Del vil tage i Krigen. Dette bekræftes rigtignok fra selve Hovedqvarteret, men man frygter meget for, at Koen dør, medens Græsset gror, og at inden 1ste October summa dies et ineluctabile tempus Norvegiæ er kommen. – Jeg var iaften hos Sverdrup. Alle vare forstemte, og Politik var fra Kl. 7 til 11 uophørlig Samtalens sørgelige Æmne. Treschow er siden Frederiksstads Overgivelse, efter hans egen Tilstaaelse, aldeles modfalden. Sverdrups Heltemod er kjølnet; han ønsker at kunne flytte til en fjern Vraa, hvor han glemte Verden og glemtes af den, men da han som Mand og Fader ikke kan dette, viger han for den bydende Nødvendighed og følger Strømmen. Gamle Secretær Arbin?, Arbien, mangler info om ham tilhviskede mig, idet han kom ind af Døren: «Nu blive vi jo Svenske». Bergh ved som Hofmand bedre at dølge sine Følelser; hver Nat staar hans Hest opsadlet, rede til at bringe ham hvorhen Kongens Bud og Embedspligt kalder ham. Man ivrede mod de jammerlige, ufuldstændige Bulletiner; man beklagede den totale Mangel paa Generaler; man anser det søndenfjeldske 228Norges Fald for uundgaaeligt, og fandt i hver Affære, hvor Fiendens Angreb tilbageslaaes, et unyttigt Palliativ, der kun udmatter Hæren og forhaler Katastrophen; man vilde vide, at Frederiksstads Indvaanere have i Fredags aflagt Troskabs-Ed til Sverrig, og udmalede paa det frygteligste, hvad der forestaar, naar Fienden kommer til os, – kort, det var den mest decouragerende Samtale, jeg i mine Dage mindes at have hørt, dobbelt ubehagelig derved, at det ikke var egennyttige Kræmmere og andre bornerede Spidsborgere, men nogle af Landets bedste Mænd, som førte den. Jeg har dog endnu taalelig godt Haab.

12te August.

Holten havde faaet fornyet Befaling til at holde sig reisefærdig, da et stort Slag med det første ventes, men ellers er alt endnu in statu quo. Da jeg forlod ham, takkede han mig for godt Venskab og Naboskab, om vi aldrig mer skulde sees. – Wulfsberg gjentog sit Tilbud om at overlade mig og min Familie Husrum. Jeg tog nu imod det, og flytter imorgen Aften ud af Fæstningen. – Der er kommet en ny Bulletin, et værdigt Pendant til de foregaaende. «Tiden» indeholder et trøstende Raisonnement om Occupationen af Glommens Østside, hvor det forsikres, at det hørte til vore Hærføreres Plan, og har ikke i mindste Maade forværret Norges Stilling, eller formindsket Haabet om et heldigt Udfald. Gid det var sandt! – De fangne Officerer afgik under Eskorte til Bergen. Siden talte jeg med gamle Major Juell. Han havde faaet Brev fra sin Søn, som er i Feldten. Hvis dette Brev, som jeg maa antage, er en Gjenlyd af Armeens Stemme, ser det sørgeligt ud. Kongen, hedder 229det blandt andet, er ikke General, og vi har overhovedet Ingen, som forstaar Commandoen undtagen Hegermann, hvis Raad ikke høres. Staffeldt og Haxthausen ere Forrædere osv. Paastanden være nu falsk eller sand, saa hører der Overvindelse til at slaa tappert, naar man har en saadan Overbevisning. Ogsaa den gamle Major tror det er forbi med os. Selv i den byrdefulde Transportskyds finder han en fremskyndende Grund til Landets Undertvingelse.

13de August.

Om jeg nogensinde flytter ind i mit gamle Hus, ved Gud allene. Mine bedste Eiendele ere fordelte paa otte Steder, saa jeg dog har Haab om at beholde noget, om det skulde gaa galt. Min Kone og mine Børn har jeg saavidt muligt betrygget mod Skræk og Fare, og ske nu, hvad Gud vil! Der tales ellers om ny Vaabenstilstand, foreslaaet af de Svenske, paa langt fordelagtigere og hæderfuldere Betingelser.

14de August.

Mariboe søgte methodisk at bevise, at det er ude med Norge, og at det især er de Commanderendes slette Operationer, som har fremkaldt Katastrophen. Jeg kunde «ikke modstaa den Visdom og Aand, med hvilken han talede» – saavidt vi nu kunne se, er der meget sundt og rigtigt i hans Raisonnements; man bør imidlertid ikke overile sig i sine Domme, førend det er klart som Dagen, at Fædrelandets Selvstændighed er tabt, og at det er Mangel paa Klogskab og Energi, som har berøvet os den. Hvilken Sjeletriumph det skulde være mig, om alle vore Kandestøbere engang skulde nødes til at slaa sig paa deres Mund og skjule deres Ansigter med Blusel over deres 230Lethed i at fordømme, hvad de ei forstod. Gjerne giver jeg mig selv ogsaa en Munddask, thi ogsaa jeg har tvivlet og dømt.

15de August.

Der er virkelig sluttet Vaabenstilstand; det ved jeg af et Brev til Commandanten med Kongens egenhændige Underskrift. Af dette kan imidlertid ikke erfares andet, end at den er sluttet med 12 Timers Opsigelse, at man formoder, Svensken ikke vil bryde den, men at, hvis dette skulde ske, det er en «Selvfølge», at man holder sig færdig til Forsvar. Hvad der har bevæget Svensken til at gjøre dette Tilbud, og Kongen til at modtage det, bryder man forgjæves sit Hoved med. Man formoder List fra den ene, Svaghed, Raadvildhed og Inconseqvents fra den anden Side. – «Tiden» meddeler den Frederiksstadske Commandants Rapport og Capitulation. Han beder meget vakkert for sig, at Kongen ikke vil være vred paa ham, da han ikke kunde gjøre andet, end hvad han gjorde. Dette er dog ikke den almindelige Mening.

16de August.

Nu ved man da langt mere om Vaabenstilstanden. De 12 Timers Opsigelse gjælder blot for det Tilfælde, at den svenske Regjering ikke ratificerer den, men det har vel ingen Fare. Den er for 3 Maaneder, i hvilke Handel og Søfart uhindrede kan drives fra og til Norge. Et Storthing sammenkaldes, hvoraf Resultatet lader sig forudse, og imidlertid beholde de Svenske det occuperede Terrain, samt desuden Frederikssten Fæstning. – Faar alt dette sin Fremme, er der vel ingen Tvivl om hvad Enden vil blive. At en langt anden Aand vil blive den herskende paa denne end paa forrige Rigsdag, behøves 231ingen Spaadomskunst forat forudsige. Mange af dem, som da stode fast, ere vist allerede frafaldne, og flere ville falde fra herefter. Frygt for en Nation, under hvis Indflydelse Forsamlingen nødvendigen maa komme til at staa; Haab om, tildels allerede Nydelsen af de Fordele, Venskab med Jordens Mægtige skjænker i Sammenligning med den fortrykte Tilstand, hvori alle Stænder, in specie den mægtige Handelsstand nu i nogle Aar har befundet sig; formindsket Agtelse for Kongen, hos hvem man nu tror at savne baade den Klogskab og den Aandskraft, en Regent i vanskelige Tider saa høiligen behøver – alt dette vil bidrage til at forene Folkerepræsentanternes Stemme og døve den enkelte Oppositions, mod hvilken sund Fornuft altfor tydeligen synes at erklære sig. Thi hvad skal der blive af Landet, naar Kongen forlader det? Hvo tør, hvo kan da fremstaa som Norges Anfører og hævde dets Selvstændighed? Er det muligt at fremkalde en eneste af de Ressourcer, hvis Savn nu ydmyger og undertvinger os? Hvad kan under saadanne Omstændigheder haabes, selv om Nationen vilde reise sig en masse? Nei, fra det Øieblik Kongen nedlægger Regjeringen og forlader os, er vor Sag tabt. Til ham var mit Haab om Norges Frelse bundet; med ham vil Norge falde, det er mig indlysende. – At Hount og hans Meningsfæller havde Ret, gjør mig ondt baade paa mit Fædrelands og mine egne Vegne, men Ret havde han, det maa jeg nu tilstaa; kun maa jeg sige til Undskyldning for os andre, at vort større Haab grundede sig paa den Forudsætning, at Enhver, Høi og Lav, med Kraft og Varme vilde opfylde sin Pligt, og at Normændene selv vilde gjøre alt, hvad der kunde gjøres; det have de nu ikke 232gjort. Den Lunkenhed og Langsomhed, hvorover man med Føie saa bitterligen har doleret, den Mangel paa Energi og Conseqvents, som desværre altformeget har hersket i vor hele Administration, gjorde de patriotiske Rigsdagsmænd sig ingen Forestilling om. Og fra Folkets Side havde de vel ogsaa gjort Regning paa en Almenaand, som, naar de upartisk granskede deres Inderste, maaske ikke engang fandtes hos dem selv. – Hvad der smerter mig mest ved det Hele (thi det andet jevner sig vel med Tiden, og maaske vor Ulykke endda ikke bliver saa stor som man aner den) er Kongens Skjæbne. Han skal være meget nedslagen, ja man frygter endog, at en alvorlig Sygdom forestaar ham. O, jeg kunde ønske, den maatte gjøre Ende paa et Liv, der dog maa vorde fattigt paa Glæder, og bringe ham bort fra en Jord, hvor List og Vold dele Herredømmet mellem sig, og hvor Fromhed og Redelighed, Privatmandens skjønneste Dyder, ere fast utilgivelige Feil hos en Folkestyrer. – Wulfsberg viste mig et Brev fra Lector Adler, Bulletinernes Forfatter, hvori han retfærdiggjør sig mod den Klage over Ufuldstændighed, som allevegne er ført. «Skulde jeg skrevet alt, hvad jeg har seet, vilde det blevet endnu mindre opbyggeligt», siger han. Jeg selv fik Brev fra Neumann, som endnu nærede godt Haab. Han fortæller, at man i Asker Præstegjeld havde samlet en betydelig Del Levnetsmidler, der i disse Dage skulde afgaa som Gave til Armeen.

17de August.

I Nat var paa adskillige Hjørner opslaaet Pasqviller mod Haxthausen, hvem man beskylder for at være bestukken af svenske Penge, og Pøbelen opfordres 233til at stene ham. Jeg tror, Klagen er ugrundet. Derimod anser jeg ham for den, der som ægte Hofmand ved at føie sig efter Omstændighederne og føre sig alt til Nytte, og tvivler saaledes ingenlunde paa, at ligesom han i dette Aar med Iver og Devotion har tjent to Konger, han med lige Nidkjærhed inden Aarets Ende vil paase den Tredies Bedste, hvis Storthingets Beslutning eller andre Begivenheder giver os under svensk Herredømme. – I Intelligentsseddelen stod et Par korte og lidetsigende Declamationer mod de Forrædere eller Uslinge, der formodes at være Skyld i Armeens Vanheld. Wulfsberg finder, at det er kommen for silde, jeg derimod, at det hverken er kommen for tidligt eller for sent, og heller ikke til rette Tid; thi saadan løs Avissnak havde man nok aldrig reflecteret paa. Der skulde langt mere til for at vække de Slumrende. Timen er kommen, kan jeg tro, og Mørkhedens Magt skal seire. – Major Juell er glad over, at Tingen nu synes at ville tage en Ende, og er denne end ikke som han ønskede, saa er den aldeles som han havde ventet.

18de August.

Man tænker nu ikke paa og taler nu ikke om andet end Landets vigtige Anliggender; altsaa kan eiheller denne Bog indeholde andet end hvad dermed staar i Forbindelse. Ogsaa Schmidt, fra hvem jeg havde Brev idag, havde en behagelig Drøm om vore Vaabens heldige Fremgang; ogsaa fra hans Egn skulde i disse Dage sendes Proviant til Armeen. Han sender nogle Fragmenter af Joh. MüllersJohannes von Müller, 1752 – 1809, sveitsisk historiker Schweitzerhistorie, som han vil have indrykket i «Tiden», men Wulfsberg tror, at de lidet ville gavne, og det tror jeg sandelig ogsaa. Har Kongen af Sverrig, som 234der forsikres, i alle Punkter vedtaget Norges Grundlov, forsaavidt den kan bestaa med begge Rigers Forening, saa er der vist meget faa, endog af Selvstændighedens varmeste Talsmænd, som vil holde fast ved den. Minoritetens Opposition vil blive Fortvivlelsens kraftløse Udbrud, der maaske kan fremkalde enkelt uroligt, maaske blodigt Optrin, men aldrig i det Væsentlige forandre den Dom, Almagten synes ugjenkaldelig at have fældet over vort Land. Maaske have Anførernes Feighed og Ubestemthed kun for Øieblikke fremskyndt Katastrophen, og var saa den maaske, skjøndt i sig selv beklagelig og uforsvarlig, et Redskab i Alstyrerens Haand til at redde mange Menneskers Liv, der ellers unyttigen vilde være bleven opoffret for en Ide, der aldrig skulde, aldrig kunde realiseres. Bevare mig Gud fra at fremføre disse Yttringer i min Verts eller nogen anden enthusiastisk Frihedsvens Nærværelse! De ville, at vi skulle trække os ind imellem Fjeldene, og gjøre idelige Udfald paa Fienden, indtil Landet er en Udørken, og den sidste Mand falden som Frihedsmartyr. Wulfsberg ønskede at kunne lære sine Sønner et andet Sprog end det norske, saa at Tanken og Mindet om Norge rent kunde udslettes af deres Sjel; Diriks, som var inde hos ham i Formiddags, havde en anden Ide: at indprente dem et uforsonligt Had til de Svenske, saa at de, naar de bleve Mænd, aldrig kunde betragte dem som andet end afskyelige Fiender. Jeg for min Del finder lidet enten klogt, ædelt eller christeligt i alt dette, og skjøndt det rigtignok er mig kjært, at jeg ikke har Sønner, der skulle indlemmes i en Nation, jeg ikke kan elske, og lyde en Regjering, hvis Grundsætninger jeg afskyr, skjøndt det rigtignok vilde være mig behageligt at flytte til Danmark, og 235forlade Norge, saa har jeg dog altfor høit Begreb om sand Borger-, Menneske- og Christenpligt til at entrere i vore Ultrapatrioters revolutionære Ideer. Mariboe og Major Juell, som fortalte mig om den svenske Regjerings Redebonhed til at antage vor Constitution, vare naturligvis af samme Mening, og gik endnu et Skridt videre, ved at erklære det for daarligt, hvad hidtil var skeet, men det kan jeg kun under en Betingelse, som det vilde koste mig den yderste Smerte og Uvillie at gjøre mig fortrolig med. Præsident Bull var ogsaa herinde, og var yderst nedslagen. Kongens tunge Skjæbne gik ham nær til Hjerte, og sandelig den er min største Kummer. Han skal være syg. Nogle sige, at han spytter Blod, andre endog, at en Hjernens Forvirring eller idetmindste en høi Grad af Modløshed spores hos ham. Et Par Dage har han ligget i Drøbak, og ventes derfra i Aften søværts til Ladegaardsøen. – Den gamle, sindige Professor Rosted har nok aldrig synderligen enten frygtet eller haabet; altsaa ser han nu med rolig Resignation vor Skjæbnes Afgjørelse imøde. Og for den, der ei kan møde den med Kraft, er dette vist ogsaa den bedste Stemning. At Nordens Mænd forenede kunde udrette meget, derom er ingen Tvivl; men denne Forening har ikke fundet Sted under de mest opmuntrende Udsigter, hvor kan den da nu ventes?

19de August.

To vigtige Documenter ere idag udkomne: Vaabenstilstand og Convention af Generallieutenant Skøldebrand og Generalmajor BjørnstjernaMagnus Fredrik Ferdinand Björnstjerna, 1779 – 1847, svensk greve og general fra den ene Side og Statsraaderne Collett og Aall paa den anden, og en derpaa grundet kongelig Proclamation, hvori berammes et Storthing til d. 7de October i Christiania, og iøvrigt gjøres Rede 236for Kongens Følelser og de hidtil gjorte Skridt, forsaavidt Grundene hertil kunne forelægges Publikum. Det er vist, at Kongen af Sverrig vedtager og erkjender Grundloven. Han forkynder fuldkommen Amnesti for enhver Yttring mod begge Rigers Forening, lover at alle Embedsmænd og Udlændinge skulle blive behandlede med den Agtelse og Velvillie, som den høieste Myndighed skylder dem, og vil anvende sine bona officia for at faa tilbagekaldt Kongen af Danmarks strenge Bud. Det synes altsaa, at man herefter intet har at kjæmpe for med Mund, Pen og Sværd, undtagen vor Konges Person og Navnet af et selvstændigt Folk, og at et andet Navn, det af svenske Undersaatter er det Onde, man vil opoffre sin egen og Landets physiske Existents for at undgaa. Hvad Kongen angaar, da har jeg mere end engang sagt, hvor jeg turde sige det, at det især var personlig Hengivenhed og Agtelse for ham, der bandt mig til den Sag, vi under hans Anførsel stræbte at fremme, og at, hvor han er seet og hørt, denne personlige Hengivenhed har bidraget meget til at vække og nære Enthusiasmen, det kan jeg ikke tvivle om – men desværre, hvad Agtelsen angaar, er det nu dermed for en stor Del forbi, og han kan eller vil neppe under nogen Omstændighed vedblive at være Norges Konge. Ubeskrivelig tungt var det mig, hvad jeg i Formiddags hørte af Lector Adler, at han aldeles mangler personligt Mod, at han brister i Graad ved Synet af et Par Blesserede, at han nu er i den skrækkeligste Nedspænding, anklager sig selv for Norges Ulykke, og de Menneskers Liv, som for hans Skyld ere opoffrede, vil intet høre om Generalernes Forseelser, men tilskriver sin Svaghed og Uduelighed alt. At, han uagtet sine øvrige 237sjeldne Aands-Egenskaber, aldrig ved hin Mangel og denne Bevidsthed vilde kunne udføre den vanskeligste Kamp, som maaske er kjæmpet i mange Aarhundreder, er altfor sandt. Han maa nedstige fra Norges Throne, han har jo ogsaa selv erklæret sig villig dertil. For ham er det altsaa ikke længer vi stride. Altsaa for Navnet Normand imod Navnet Svensk? Hint Navn beholde vi dog nok naar Constitutionen holdes i Ære, med vel saamegen Ret, som da vi stode under Danmarks souveraine Konge; og naar ei længer personlig Høiagtelse binder os til et Individ, hvor da den constitutionelle Konge bor og hvad han hedder, er en hel uvæsentlig Sag. Det eneste, som kan gjøre den sindige og fornuftige Patriot betænkelig, er at Kongen af Sverrig lover meget, men maaske holder lidet. Herpaa svarer jeg: Bryde strax et Løfte, som er givet for Europas Øine, vover han ikke. Det maatte da være efterhaanden han vilde paaliste os Slavelænker, men hvor Nationen constitutionsmæssig har saameget at sige, der vil den strax mærke og kunne paatale ethvert Indgreb, der forsøges imod dens Rettigheder, – og agtes de da ikke, unvel, saa lad den reise sig i Masse. Da har den maaske dueligere Anførere end nu, da ere maaske de udenlandske Magter ligesaameget stemte imod Sverrig, som nu mod os, da kan Normændene maaske med Kraft og Held bryde Aaget, men lad det først blive et Aag. Indtil da lad os foretrække det mindre Onde, naar ei alt Onde kan undgaaes. At vi lade os selv dræbe, vore Koner og Børn mishandles, vore Eiendomme røves for omsider at ende som Maurerne i Spanien under PhilipFilip 3, 1578 – 1621, konge av Spania og Portugal som i 1609 sendte etterkommerne av muslimer som hadde konvertert til kristendommen (moriscos) i eksil den Tredie – jeg ser slet ikke, hvad den gode Sag vinder derved. – Foruden Adler var hos Wulfsberg Sorenskriver Falsen. 238Han var som sædvanlig ivrig i Aanden, og syntes meget vred paa Kongen, som man dog langt mere bør beklage end anklage. Ogsaa han udlod sig ufordelagtigt om de Øverstbefalendes Conduite. De unge Adjutanter (Danmarks Pest) roses derimod fast uden Undtagelse.

20de August.

Pøbelen har igaaraftes begyndt at exeqvere sine Trudsler mod Haxthausen. En Folkestimmel, hvoriblandt ogsaa Fruentimmer, samlede sig udenfor hans Hus, og slog nogle Vinduer ind, men da man erfarede, at han var ude paa Løkken, gik man derud, og opførte ny Rudemusik. Ogsaa hos Wiewild havde igaaraftes været nogen Spettakel, og der siges, at man skal have truet ham og Thrane, som Medlemmer af Provideringscommissionen, med Visit iaften. – To svenske Generaler kom hertil igaaraftes, men fandt, at her ikke var godt at være, og ere reiste igjen. Imidlertid er vor ulykkelige Konge meget syg paa Ladegaardsøen. Der er kommen Bulletin fra Thulstrup og MüllerMangler info om ham. Den for idag meldte, at han har sovet lidet inat, men har ingen synderlig Feber. Hans Tilstand tilskrives Søvnløshed og Anstrængelse. Jeg ved ikke, til hvem de havde sagt, at de formodede, det blev en Nervefeber eller – Hjernens Forvirring! Gud forbarme sig over ham og os!

21de August.

Egentlige Uordener forefaldt ikke igaaraftes. Man samledes, huiede og larmede, men da Politiet og de ridende Jægere blandede sig i Legen, gik hver rolig hjem til sit. Haxthausen er reist til Ringerige, men har efterladt en Plakat, som han har ladet opslaa paa Hjørnerne, hvori han erklærer, at han har nedlagt sine Embeder, og vil 239underkaste sit offentlige Liv den strengeste Prøvelse, at han imidlertid for sin personlige Sikkerheds Skyld har seet sig nødsaget til at retirere, men til Bevis paa, at han ei vil forlade Landet udømt, efterlader han sin Familie og sine Eiendomme her. Jeg har ellers hørt nærmere Detail om Opløbet. Varsel blev givet om Formiddagen af en Karl og et Par Drenge, som, da de ikke kunde faa Kartofler kjøbte ude paa Løkken, gave sig egenmægtigen til selv at optage dem, hvilket dog blot ansaaes som Pøbelgrovhed. Der var om Aftenen Selskab paa Løkken. Man sad endnu tilbords, da Rudernes Klirren, ledsaget af Hurraraab, hørtes nedenunder. Alle for forskrækkede op, Børnene skreg og hylede, Generalen selv var consterneret, FruenCatharina von Haxthausen, f. von Oldenburg, 1765 – 1843 derimod beholdt god Fatning. Endelig paatog Bergh sig at gaa ned, og mødtes af en Stenregn, som dog ophørte, da han sagde, hvem han var. Han indlod sig nu i lang Ventilation med Hovedmændene, som han ikke kunde se, men hvis Sprog og Haandtag overtydede ham om, at de ikke hørte til Almueclassen. Resultatet blev, at han lovede dem Undersøgelse, og de ham at gaa rolig bort. Nu begav de sig da hjem fra Løkken til Fods: foran Agent Nielsen med en Lygte, efter ham Haxthausen med Bergh under den ene og Sommerhjelm under den anden Arm, og derpaa det øvrige Selskab. Han skulde have Natteleie hos –g, men da han kom der, faldt Madamen i Besvimelse og bejamrede sig og sine syv Børn. Der kunde han da ikke blive. Ogsaa flere andre undskyldte sig for at modtage ham, og for at ikke den gamle Mand skulde vandre om paa Gaden, maatte Bergh, hvis Hus dog nok var det mest usikkre Opholdssted, give ham Husly. – Holten fortalte mig omstændelig om Kongens Sygdom: 240Det var ved Onstad Sund de første Spor til Sindssvaghed mærkedes. Han hørte et Par Saaredes Skrig, han saa den døde Lieutenant Hauch, og anklagede sig selv, at det var hans Skyld. En voldsom Virkning paa ham gjorde ogsaa det norske Gesandtskab fra det svenske Hovedkvarter. At de lode sig bruge til et saadant Ærinde, gjorde allerede et stærkt Indtryk paa ham; den haarde og ubeskedne Tale, de skal have ført, end stærkere. Tank og Hount have overalt ved denne Leilighed spillet meget uværdige Roller. Der hviler svær Mistanke paa den første, at det er ved ham Pontecorvo har faaet at vide, hvad denne udførligen har sagt Major Broch at være forhandlet ved Kongens Taffel. Hount har, efter Holten s Ord, hvilke jeg ikke vil modsige, opført sig som en Slyngel, da han paa Skydsstederne skal have foreholdt Soldaterne og andre, hvilken Daarlighed det var, at fægte for en Sag, som man dog aldrig kunde udføre. Fra den Tid tiltog Kongens Legems- og Sindssvækkelse. Han er bleg, maver, ryster over sit hele Legeme, ængstes over alt og mistror enhver. Han tror de Svenske ville bryde Vaabenstilstanden og bortføre ham, at man i Christiania vilde stenet ham, hvis han var kommet her. Den eneste gode Ende, det rimeligvis kan tage med ham, er – Døden. At han under enhver Omstændighed nedlægger og maa nedlægge Regjeringen er upaatvivleligt. – Holten gaar til Vestindien.

22de August.

Efterhaanden vænnes vi til Situationen. Intet Nyt forefalder eller kan hastig ventes; her er et Havblik, som muligens bebuder Storm, og i denne Forudsætning er man stille, uvirksom, udeltagende i det, som fordum i bedre Tider 241sysselsatte Aanden og Hjertet. Saaledes forudser jeg mange tomme, ensformige Dage, hvis Begivenheder ikke fortjene at optegnes her. – Kongen var igaar noget bedre, men mod Aftenen henfaldt han igjen til de gamle Griller. Han hørte, at Generalmajor Petersen var kommen til Byen, og den svenske General Bjørnstjerna reist herfra. Deraf drog han den Slutning, at Vaabenstilstanden var brudt og at de Svenske vilde komme til Christiania for at bortføre ham. – Der tales nu om at protestere mod Forening med Sverrig og vælge Pontecorvo til Norges Konge. Det var da at gjøre Satans Rige uens med sig selv, en fin politisk Streg, men ventelig af den Slags Falskhed, som slaar sin egen Herre paa Halsen. Et af to hylder jeg ham dog heller som Sverrigs og Norges Kronprinds, end som det selvstændige Norges Konge.

24de August.

Som paalideligt Rygte, udspredt af de Svenske selv, fortælles, at Kongen har udstedt en Revers, hvorved han forpligter sig til aldrig mere, om den end tilbydes ham, at modtage Norges Throne. – Udenfor Tracteur CarstensJohan Henrik David Carstens, 1754 – 1837, startet i 1807 driften av Hotel d’Angleterre i Rådhusgaten 26, Christiania fandt jeg en Mængde Mennesker samlede. Paa Forespørgsel hørte jeg, at nogle svenske Officerer atter vare komne did, og dem vilde Pøbelen have fat i. Det skal være en Admiral og et Par andre Søofficerer, som siges at være komne for at bringe i Rigtighed en Sag, som i Vaabenstilstandsconventionen er glemt: om Stillingen af begge Rigers Sødefension. – Thulstrup gav mig en lysere og fuldstændigere Ide om den uhørte Forvirring ved Armeen, end jeg før har havt. Hans Mening er, at om Kongen havde været den bedste General, var det ikke gaaet 242stort bedre end det gik, da næsten alle Stabsofficererne, fra Brigade- til Bataillonscommandeurerne, havde deres «Brøster», som desværre ikke vare «lønlige». Arenfeldt er den eneste, han undtager; han har Mod, Raskhed og Conduite, kun tiltror ikke Thulstrup ham militære Indsigter nok til at være General en chef. Hegermann staar fast, hvor man posterer ham, og slaar til sidste Mand, men fatte selv en Beslutning, det kan han, det tør han ikke. Frygt for Ansvar er det Spøgelse, som skræmmer ham. Den redelige og forstandige Seyersted er, hvor det gjælder at handle, efter Thulstrups edelige Forsikkring, en stor Træmand. Da han ifjor laa syg, lagde Kongen Thulstrup alvorlig paa Hjerte at courere ham. «Taber jeg ham», sagde han, «er det som om jeg tabte 10,000 Mand». «Jeg er nærved at fortryde», sagde Thulstrup, «at jeg gjorde mig saamegen Umage for ham, thi jeg kan nu næsten sige, at naar han ikke havde været, kunde man hjulpet sig med 10,000 Mand mindre». – En Hoben Bataillonscommandeurer lod han nu passere Revu og Enden blev: «Vi maa have Prygl, de Gamle maa bort og de Unge maa svinge sig i Veiret, inden vi faa en Arme». Kongens Adjutanter roste ogsaa Thulstrup fast uden Undtagelse som brave Karle, men de brugtes ikke tilstrækkelig. Meidell f. Ex. fandt man fornøden til Skriveri ved Hovedqvarteret og han roses som en af de flinkeste Officerer. Rosenørn, Kaltenborn og KroghGeorg Frederik von Krogh, 1777 – 1826, norsk offiser vare de eneste, som var i nogen Activitet. Disse og flere Synder intra et extra Italiacos muros forklarer fuldeligen alt, hvad der er skeet, og Kongens Modløshed trykte Stemplet paa det Hele.

25de August.

De svenske Søofficerer ere reist igjen, men en General 243BoyeMangler informasjon om ham med tre Adjutanter er kommen i deres Sted, og siges at skulle opholde sig her som Resident under Vaabenstilstanden og Storthinget. Man gruer allerede for dette. Den urolige Populace skal have yttret at om den og nu tvinges til at forholde sig rolig, vil den dog reise sig med Alvor, naar den militaire Magt fjernes efter Vaabenstilstandens 10de Artikel, og derfor tror man det nødvendigt, at saameget af den bliver tilbage, at Orden kan opretholdes. Udsigterne ere meget mørke. – Altformeget retfærdiggjøres nu Skjelderups mistrøstende Spaadom første Gang jeg besøgte ham. Han tilføiede idag at han tror, det vilde blevet en overmaade slet Administration, om alt havde faaet et lykkeligt Udfald. Hverken til Kongens personlige Charakter eller hans Omgivelser havde han synderlig Tillid. Hegermanns Duelighed i Feldten har Skjelderup aldrig gjort sig store Ideer om. Han kalder ham – i en god Betydning – en gammel Skolemester, og paastaar, i denne som i flere Henseender, at den ypperste Theoretiker som oftest er en maadelig Practicus, da han, ved at overskue det Hele, føler Betænkeligheder og øiner Vanskeligheder, som Manden af Geni og Routine, uden udbredt Indsigt, ikke standser ved, fordi han ikke kjender dem. Han anførte som Exempler sin egen Lærling en Regimentschirurg Fenger, der med Mod og Held foretager Operationer, han selv med sine langt større Indsigter neppe vilde vove, og en obscur Procurator FuglMangler info om ham i Kjøbenhavn. «Etatsraad Ørsted», sagde han, «er vist Danmarks største Jurist, men havde jeg en indviklet og vanskelig Sag, og jeg vilde søge Raad hos en Lovkyndig – jeg henvendte mig til Fugl og ikke til Ørsted». Ogsaa paa vort Universitets Bestyrelse havde 244han meget at sige. Treschow erkjender han at være en lærd Videnskabsmand, men en maadelig Embedsmand, og at Thulstrup er bleven Professor, at Diriks skal forene Politidirectionen med et juridisk Professorat og mere deslige erklærede han for Abderitisme, der vil nedsætte Universitetets Anseelse i Europas Øine og blive en evig Hindring for dets Fuldkommenhed. – Han havde idag været i et Middagsselskab, hvor Verten havde proponeret Norges Skaal og et heldigt Udfald af dets Kamp, hvilken Skaal han og flere vægrede sig for at drikke.

26de August.

I Nat har igjen været opslagen Placater paa Hjørnerne: Opfordring til Officerer og Soldater at kjæmpe med fornyet Mod for Norges Selvstændighed. Og naar de da gjøre det, hvad saa? O, nu indser jeg klart og føler dybt, at Frihedsdrøm i vor nærværende Forfatning er Sværmeri, at vi ved planløs Modstand blot berede os tungere Slavelænker end de, vi søge at undgaa, at det nu er vor Pligt at bære det lette Aag. Blev det da engang tungt og utaaleligt, findes det, at Sveriges Tilsagn var skuffende, nuvel! saa er jo Norge endda Kjæmpers Fødeland; endda lever jo deres Afkom, og kan synge: «dog vaagne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang!» Bare de ikke som vore Samtidige lade det blive med at synge, og paalægge sig selv moralsk Trældom, der er uforenelig men politisk Frihed: Sandelig, tidt har jeg været og dobbelt er jeg nu fristet til at sammenligne i det mindste de tre Fjerdedele af mine patriotiske Landemænd med Verten i EwaldsJohannes Ewald, 1743 – 1781, dansk dikter og dramatiker brutale Klappen, der gik paa Comedie «for at støie og raabe, thi andet kan de ei». – Til Statsraadet er indgivet en Adresse underskrevet 245af en Mængde Borgere og andre (ingen Embedsmænd) hvori det opfordres til at anstille alvorlig Undersøgelse over Krigsbegivenhederne og deres uheldige Udfald. Sagtens var lidt mere Publicitet ønskelig, og den ængstende Taushed, som i Februar foruroligede saamange, synes i nærværende Stund end mere upassende; vor Time synes at være kommen; alt hvad der gjøres og undlades fremskynder nok blot Katastrophen, som vi bør tro besluttet i den Eviges Raad. – Jeg har idag læst svensk-norske Aviser, som udkomme i Fredriksstad. Der lever man i Fryd og Gammen, har illumineret og jubileret og synes ikke mere at tænke paa gamle Norge, end om det aldrig havde været til. At imidlertid den casus consientiæ, som Hount forelagde mig, ikke var saameget farlig, og at min Eragtning var fornuftig og god, har jeg Bevis paa. Om han har aflagt Troskabs-Ed til Sverrig veed jeg ikke; jeg formoder det; men Lumholtz paa Hvaløerne og RandersOle Christopher Randers. 1779 – 1856, sogneprest i Skjeberg, stortingsrepresentant 1830 i Schieberg har vægret sig derfor, og Ingen har rørt et Haar paa deres Hoved, endsige skudt eller hængt dem. Lumholtz skal tvertimod nyde stor Anseelse blandt de Svenske. – Stadshauptmand HeyerdahlAnders Jensen Heyerdahl, 1757 – 1832, statshauptmann i Kristiansand releverede blandt andet den Omstændighed, at Kongen strax ved Krigens Begyndelse lod sit kostbareste Tøi flytte bort fra Ladegaardsøen. Hvorledes Ordet Maske, som han brugte, kan passe her, indser jeg vel ikke saa lige, men at den samme Aand fremlyser af dette Skridt, som af hint 1807, da Bombardementet ventedes i Kjøbenhavn og svære Vognlæs bortførtes fra Palæerne over paa Fastlandet, det kan desværre ikke nægtes – General Boie er reist igjen, da Statsraadet gjorde ham opmærksom paa, at hans Nærværelse var unødvendig og for Folket ubehagelig.

27de August.

246I «Tiden» fandtes de forhen omtalte Fragmenter af Johannes Müller indrykkede. Det staar meget deiligt paa Papiret, og er vist sandt som det er skjønt, naar kun den lille Omstændighed tages i Betragtning, at Schweitzerne under StauffachersWerner Stauffacher, Stauffacher-familien hadde ledende stillinger i kantonen Scwyz i det 13. og 14. århundre, FürstsWalter Fürst, skal ha dødd i 1317, sveitsisk patriot fra kantonen Uri, MelchtalsArnold von Melchtal (Arnold von der Helden),patriot fra kantonen Unterwalden og TellsWilhelm Tell, skal ha levd tidlig på 13-hundretallet i kantonen Uri AnførselStauffacher, Fürst og Melchtal er de som opprinnelig blir nevnt i forbindelse med det sveitsiske edsforbundet. Senere blir også Wilhelm Tell omtalt som deltager. vare i det fjortende Aarhundrede et tarveligt og stridbart Folk uden Handel og Communication med Fremmede eller Trang til dem, og at Normændene i det nittende Aarhundrede er en handlende Nation, vant til alskens Luxus, afhængig, tildels endog med Hensyn paa Livets Fornødenheder, af Englændere, Danske og flere. Hvad hine gjorde og led, – nei ved Gud! det gjøre og lide vi ikke, og derfor skulde det være underligt, om vi ved egen Kraft kunde opnaa, hvad de opnaaede. – I Drammensegnen verserer det dumme Rygte, at Kongen har faaet Gift. Hans tilbagevendende Helbred vil formodentlig snart tilintetgjøre den Snak; hans hele Sinds- og Legemssvaghed lader sig saa overmaade naturlig forklare, at jeg ikke indser, hvor man kan nære og udbrede saadan Formodning, uden det skulde være for at opflamme Nationen til vildt Raseri, men kun en Daare kan tro, at derved det Forsømte vilde oprettes eller det Tabte gjenvindes. – Det har stormet og regnet som den fæleste Novemberdag. Afgrøden maa lide betydelig i dette Uveir. Ogsaa med en ny Misvæxt skal da vort ulykkelige Land hjemsøges: en ny Grund til at knække de Kamplystnes Mod og fremskynde Katastrophen. – Jeg er nu igjen flyttet ind i mit Hus, og om saa nu en fiendtlig Hær leirer sig paa Egeberg, saa bliver jeg i min Rede.

29de August.

247Blandt Soldaterne paa det militære Sygehus er en frygtelig Mortalitet under den herskende Blodgangsepidemi. For et saa folketomt Land som Norge er det dobbelt sørgeligt, at dets kraftfuldeste Ungdom saaledes hobevis fældes uden Kugler og Sværd. Ogsaa derved berøves det en vigtig Hjælpekilde til at hævde sin Selvstændighed.

30te August.

Sverdrup reiser med første gunstige Vind til Kjøbenhavn, for at hente Universitetsbibliotheket, men dog vist ogsaa for at undgaa at blive valgt til Storthinget. Han er af den Mening, at den meste Skyld for Norges Vanheld hviler paa Kongen, og at, naar han havde været modigere, besiddet mere Energi og Sjelsstyrke, kunde det umuligt gaaet os saa ilde. Men han skal have spillet en ynkelig Rolle, og ved sin Modløshed og Inconseqvents frembragt den frygtelige Uorden, som under en kraftfuld og selvstændig Anfører aldrig kunde existeret. Skrækkeligere Selvbedrag er vel aldrig seet, end da han tiltroede sig Kraft til at staa i Spidsen en Revolution som vor, og derved bedrog en hel Nation. – General Bjørnstjerna ventes hertil som svensk Commissær under Vaabenstilstanden med 4 Adjutanter og 24 Heste. Han skal bo i Stiftamtmandens Gaard og har isinde at føre megen Stads.

31te August

Efter Holtens Beretning er Kongen omtrent med det samme. Legemet styrkes, men Sjelen er lige svag. Han, som før var idel Blidhed og Godmodighed, er nu mistroisk mod Enhver og taler ilde om Alle. Jeg har tidligere tænkt mig Muligheden af, at jeg vilde blive kaldet 248til ham. Nu gjør jeg det ikke mere og glæder mig over, at det ikke sker. Hvad skulde jeg sige til ham? Stedse har jeg tolket mit Hjertes Følelser, naar jeg stod for hans Aasyn i Kirken og udenfor den; nu maatte jeg forstille mig; ringeagtende Medynk tør man ikke vise en Fyrste, og kunde ikke vise den vakre, talentfulde Christian, om jeg ogsaa turde. Bedst altsaa, at jeg ikke ser ham mere. Imidlertid ligge mine Lovtaler over ham for Verdens Øine – jeg, som har været saa bange for at sige Jordens Mægtige smukke Ting! – Justitsraad Diriks har i en Bekjendtgjørelse opfordret til Rolighed og advaret mod al Pøbelfærd i Anledning af Bjørnstjernas Ankomst. Han er kommen og alt er roligt, hvilket naturligvis skyldes ham i Qvalitet af fredelig Gesandt; men ellers har jeg det bedste Haab om mine Byesbørn, i hvad der end arriverer. De støie maaske et Par Dage, men den tredie blive de meget tamme og fredelige, og den fjerde kysser de vel endog Riset, der tugter dem. I Frederiksstad skal imidlertid Glæden være betydelig formindsket. Der og i hele Omegnen lider man svarligen ved Indqvartering, især af et udisciplineret Regiment, det franske kaldet, som den svenske Commandant paa Frederikssten har erklæret, ei at ville have med at bestille, da han ei kan holde det i Orden. Det eneste, man i den Egn har vundet, er bedre Kjøb paa Levnetsmidler og et større Forraad deraf. – Bergh fortalte mig, at han tilligemed Generalmajor Meyer og Oberst Ramm (Legemer uden Aand – tillykke har Bergh Aand for dem alle) sammentræde i en Overkrigscommission, hvor Undersøgelser anstilles over de Commanderendes Forhold. Rimeligvis vil man – med eller uden Føie – mage det saa, at al Skylden falder tilbage paa den 249Høistcommanderende, og han kan, efter Grundloven, ikke kaldes til Ansvar. Bergh var glad over, at hans Kammerherrenøgle udelukker ham fra Storthinget. Dette er man meget bange for, og den værste Betænkelighed er endnu den, at det nordenfjeldske Norge maaske ei vil sende Deputerede did, og i hvad da endog det søndenfjeldske Norge antager, befrygtes Borgerkrig at være den nødvendige Følge.

Den er nu forbi, den ulykkelige August Maaned. I Aarhundreder oprandt ikke en saadan Maaned for Norge. Hvo haabede ikke paa dens første Dag? hvo haaber vel nu paa dens sidste? «Alt er tabt undtagen Æren», sagde hin store General, hvis Arme havde lidt et totalt Nederlag. Vi begyndte med at tabe Æren, og med den gaar hele Resten Pokker i Vold. Fuimus Troes!

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Claus Pavels Riis' utgave fra 1864

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook