Dagbog 1814

av Claus Pavels

[December]


4de December.

Skjelderup fortalte, hvorledes han og Skuespiller LindgrenMangler info om ham, «en Feltskjær og en Gjøgler» som han udtrykte sig, engang i Roeskilde havde bragt to Friskfyre af mine Ordensbrødre til Taushed, der vilde slaa sig til Riddere paa Bibelen. Ja han dogmatiserede eller exegetiserede endog for dem over Udtrykkene: «Det betyder» og «det er Christi sande Legeme og Blod», og viste, hvormeget rigtigere og smukkere det sidste er. Ved at tale om Treschow som Statsraad udbrød igjen hans sarcastiske Lune. Han tror, at Wedel og Diriks ere de eneste Statsraader, som man egentlig kan stole paa.


5te December.

Jeg fik et nyt Brev fra Holten. Prinds Christian (saaledes kalder nu ogsaa Holten ham) strandede paa Lessø og kom derfra til Jylland, hvor man i Aarhus viste ham den Complaisance at spænde Hestene fra hans Vogn og trække den selv. Hans fraskilte GemalindeCharlotte Frederikke av Mecklenburg-Schwerin, 1784 – 1840 besøgte ham i Horsens, men talte kun med ham en halv Time i to Vidners Nærværelse. Nu er han i Kjøbenhavn, hvor man ogsaa synes at gjøre megen Stads for ham. – Allerede imorges lagde jeg Planen til min Nytaarsprædiken. Jeg havde ikke tænkt at befatte mig mere med politiske Betragtninger paa Prædikestolen, men da denne Nytaarsdag i mine Øine er en Fredsfest, og burde som saadan helligholdes over det hele Land, og da jeg ved de forrige Aars Begyndelser har taget Hensyn til Tidernes Tegn, og sagt, hvad der kunde siges Folket til Trøst, Opmuntring og Advarsel, saa vilde det være 362en stødende Synderlighed, om jeg ikke nu «gav Gud det, som Guds er», og opfordrede til varm, virksom Taknemmelighed mod ham, der efter de mange mørke Dage skjænkede os Fred og aabnede os Udsigt til bedre Tider. «Ofre Gud Tak, og betal den Allerhøieste dine Løfter», er altsaa min Text.


7de December.

Stenersen kan endnu ikke give sig tilfreds. Denne excentriske Yngling har under sit fulde Navn i Intelligentsseddelen fortalt os om et himmelblaat og græsgrønt Rige, hvilket er den kjære Ideverden, som vistnok det følende Hjerte længselsfuldt aner, og finder i denne Anelse et Pant paa sin vedvarende Existents, naar det jordiske Liv er endt, men som dog nok intet fornuftigt Menneske har haabet, endmindre indbildt sig allerede at se realiseret her paa Kloden. Ikke destomindre forsikrer Stenersen, at dette Rige engang var udbredt her i Nord*)Fotnote i trykt utgave: «Naar var det? – Pavels’s Anm.», men nu er det forbi, nu ere vi Støvets Trælle, det kun vende Øiet mod Jorden, og dette Trællesind er det, som indgiver alt, hvad der handles, tales og skrives i Norden. Hvor maa da ikke denne unge Mand takke Gud, at han ikke er som os andre Mennesker, da han dog vel ikke indbefatter sin egen Handlen, Skriven og Talen i denne Fordømmelsesdom! – Men er jeg end ikke enig med Stenersen i hans ligesaa ukloge og inhumane som arrogante Fremfærd, saa billiger jeg heller ikke den flaue Smiger og det stive Hofsprog i en saakaldt «Bulletin» om Kronprindsens Bortreise, som Tiden leverer. Mon det er Wulfsberg selv, der skriver saadant?


8de December.

363En almindelig Takke- og Bedefest er anordnet over det hele Land. Jeg har ved denne Leilighed lært at kjende den svenske Curialstil, hvis Afvigelser fra den danske jeg her vil optegne. Istedetfor «Vor Gunst tilforn!» hedder det her: «Vor Gunst og naadige Bevaagenhed ved Guds den Almægtiges Bistand!» Bispen tituleredes ikke «Os elskelige», men kaldes blot: «Vor tro Embedsmand». «Allernaadigst» og «allerunderdanigst» bruges ikke, kun underdanigst og naadigst, saa at ingen Præst skal fristes til at sige: «Bevar, o naadige Gud! vor allernaadigste Konge!» Det er ellers mit Forsæt at lade denne Prædiken, som holdes Nytaarsdag, trykke, men hvor forskjellige blive ikke de Mennesker, til hvem denne Gang maa gives Mæcenatexemplarer, fra de forrige.


10de December.

Jeg fik Brev fra Biskop Brun. Han sendte mig derhos til Indrykkelse i Intelligentsseddelen eller «Tiden» et meget sindigt og velskrevet Stykke, hvori han gjør Rede for sit politiske Forhold i den fremfarne Tid og sin Tro om Fædrelandets nuværende Stilling. Jeg tror, man efter dets Læsning ikke kan beskylde ham for Inconseqvents, og min Agtelse for den gamle, kjække, enthusiastiske Normand er betydelig voxet. I Brevet, der er skrevet i den gamle freidige Tone, siger han til sin Retfærdiggjørelse: «Jeg var maaske en Smule Bersærker i norsk Sag, det maa man gjerne skrive paa min Ligsten, og Christian Frederik – maatte jeg ikke elske og ære ham efter Breve fra Pavels, og naar Misantropen Rein, saa karrig paa Lovtaler, som Gnieren paa Penge, sagde, da han første 364Gang efter Rigsdagen prædikede i Nykirken: Nu sidder nok paa norsk Throne den første Konge i Europa!»


12te December.

Rosenkrantz var glad over Erklæringen fra Brun, og fandt den intet mindre end overflødig, da Essen havde udladt sig om ham med Mistænksomhed, og blandt andet for hans Skyld fundet det betænkeligt at lade Biskopperne forfatte Kirkebønner paa den foreskrevne Takke- og Bedefest.


13de December.

Sverdrup viste mig et fortræffeligt Brev fra Biskop Brun, skrevet den 29de Octbr., altsaa førend Foreningen var bekjendt i Bergen, men dog, med Hensyn til denne, stemt i en moderat Tone. Desto bittrere ere hans Udladelser mod Prinds Christian, som han kalder «en dansk Flødeskjæg». Hans Udtryk: Før visne denne Haand, før jeg samtykker i Norges Afstaaelse til Sverrig», og «jeg er uadskillelig fra Norge» udhæves i Sammenligning med hans senere Adfærd med fortjent Misnøie. Sverdrup blev ogsaa forfærdet, da jeg fortalte ham om, hvorledes Prinds Christian gaar paa Comedie og lader sig fetere i Kjøbenhavn, hvori han finder Bevis paa den største Letsindighed, da det dybeste Incognito havde været ham tjenligst. Tidernes Tegn mishage Sverdrup, som endnu ikke kan gjøre sig fortrolig med hvad der er skeet. Hvad der allermest mishager ham, er Treschow og hans Adfærd. Han finder Mangel paa Enhed baade i hans Philosophi og i hans Liv. Han fortalte mig om en Ventilation, som de havde havt i Anledning af Treschows Eftermand ved Universitetet. Sverdrup nævnte to indsigtsfulde Danske, DahlMangler info om ham og KreidahlMangler info om ham, fordum hans egne elskede og agtede Tilhørere, men Statsraaden vilde have en Svensk, om 365hvilken han havde hørt meget godt, men fra hvis Haand han ikke havde læst et eneste Ord. Sverdrup fik dog omsider Bugt med ham; og forskriver nu Kreidahl.


14de December.

Wulfsberg har faaet 150 Ducater i Foræring af Kronprindsen, med det Tillæg, «at han stedse skulde sørge for ham og hans Familie, da han paaskjønnede, hvad han i denne Tid havde været ham». «Kunde du», spurgte gamle Major Juell ham, «uden at rødme modtage den Compliment?» og jeg gjentager Spørgsmaalet. Den, der vender Kaaben efter Vinden, og holder med den, som vinder, vover sjelden meget, med mindre han træffer paa en klog og selvstændig Mand, der gjennemskuer hans Inderste og foragter alle Veirhaner. Og derfor vover i mine Tanker Wulfsberg langt mere nu, da han nedlægger Præsteembedet og reiser til Stockholm som Prinds Oscars Lærer og Archivar ved Statsraadet, end da han i August som Kong Christians Ven holdt sig færdig til at flytte op i Valders med sit Bogtrykkeri, i September blev General Bjørnstjernas og i October Commissærernes Factotum. Alt dette kunde den seigeste Usling, der forstod at sno sig efter Omstændighederne, gjort ham efter. Nu derimod, da han ved daglig Omgang med Carl Johan udsætter sig for dennes uden Tvivl skarpe og gjennemtrængende Blik, nu vover han virkelig, og det skulde være mig kjært, om han maatte bestaa Prøven.


15de December.

Haxthausen er nedstemt, og over de blaa Kjoler paa Frederiksstens Fæstning sukkede han som Jøderne over Afgudsdyrkernes Indbrud i Jehovas Tempel. Det gjør mig ondt for den gamle Mand, og ligesaalidt som jeg 366fornægtede den landsforviste Heiberg, men besøgte ham ved høilys Dag i hans Husarrest, ligesaalidt skal jeg ophøre at vise den for Rigsretten indstevnede og af Kronprindsen irettesatte Haxthausen den Agtelse, hvortil han endnu ikke ved nogen documenteret Kjendsgjerning har gjort sig uværdig.


17de December.

Hans Houge besøgte mig og var meget glad. Hans Sag er optaget til Doms ved Overcriminalretten, og fra en sikker Haand ved han, at han er saagodtsom frikjendt, og slipper med en Mulct af 500 Rbd. S. V.


21de December.

Grev Essen og hans FrueHedvig Eleonora Charlotte von Krassow, 1779 – 1855. Hun var også Essens niese besøgte iaften Theatret. Hun er en vakker, temmelig ung Kone, klædt med Tarvelighed og Decents, ligesom overalt hendes Huslighed roses meget. Min KoneMaren Pavels (f. Fasland), 1781 – 1865 anmærkede, at de fiffige Damer, der ellers, Prindsen til Behag, fremstillede sig i deres Nøgenhed, iaften sad meget tugtigen indhyllede i deres Schavl. Kan Fru Essen gjøre Sædelighed til Modetone blandt vore Damer, da velsignet være Dagen, hun kom her.


23de December.

Jeg havde iaften indbuden Treschow, Sverdrup, Kjerschow og Hersleb. Sverdrup sagde som sædvanlig Borgere og Sarcasmer, hvoraf adskillige rammede Statsraaden. Det synes ham umuligt at forsones med den nye Tingenes Orden. Hvad jeg aldeles maa give ham Ret i, var den Anke, han førte over den Underlighed, at Storthingets Medlemmer vælges 6 Maaneder, før det aabnes. Han troede deri at se svenske Rænker, men Treschow og jeg betog ham Vildfarelsen, da vi documenterede ham, at det just var de heftigste Oppositionsmænd, som af misforstaaet 367Agtelse for Constitutionens Bogstav paadrev denne Inconseqvents.


24de December.

Den Embedsed, man har foreskrevet os, finder Hersleb og Sverdrup anstødelig. Jeg lagde ikke Mærke til det, men har vi svoret Kongen og hans Familie Troskab og Lydighed, er det baade dumt og urimeligt, men just ved sin Urimelighed uden Conseqvents, da man ikke i de mest despotiske Stater er forpligtet til Lydighed mod Prindser og Prindsesser.


25de December.

Jeg fuldendte idag min Nytaarsprædiken, som jeg haaber i ingen Henseende vil gjøre mig Skam. Jeg skal intet have imod, at man jevnfører dermed mine Prædikener af 1ste Januar og 25de Februar, og jeg tror ikke, nogen billig Dommer vil finde, at jeg har temporiseret mere, end Religionslæreren maa og bør gjøre, for at gjøre sin Menighed saa tilfreds med det nærværende, som dens Tarv fordrer og Sagens Natur tillader.


26de December.

Wulfsberg besteg idag for sidste Gang Prædikestolen. Den egentlige Afsked var simpel, hjertelig og skjøn. Han syntes meget rørt, og var det vist ogsaa, da han, saavidt jeg nu efter 9 Aars Omgang tror at kjende ham, er en af disse «weichgeschaffnen Seelen», der «annamme Ordet med Glæde, tro til en Tid, men desværre falde fra i Fristelsens Stund». Han gav en Udsigt over sit Liv til nu, og bragte det i en let anskuelig Sammenhæng, som den flygtige Iagttager, der desuden blot kjendte ham fra en enkelt Periode, ellers maaske vilde finde dunkel. Hvad hans egen Letsindighed bidrog til at gjøre ham Banen 368ujævn og tornefuld, fortaug han rigtignok. – Endnu færre Stemmeberettigede end i September mødte frem ved Valgforsamlingen i Agers Kirke. Fra Nord og Østbygden var der næsten ikke en eneste. Derimod maa jeg rose Vestbygdens Bønder, at de virkelig føle sig som Borgere og sætte Pris paa deres Rettigheder.


27de December.

Stille for os, og stille, saavidt jeg erfarer, over den hele By henrinder denne Jul. Den Collettske Cirkel er paa Fladeby, og andetsteds hører man ikke om Baller eller andre Lystigheder. Politimesteren har indskjærpet Forbudet mod at gaa maskeret paa Gaderne. Saaledes maa da ogsaa Spektakkelmagerne holde sig i Skindet, og nøies med at gjøre Løier inden fire Vægge. Det var vel blevet anderledes, hvis Krigen havde faaet et andet Udfald, og Christian Frederik, forgudet som Seierherre, havde vandret iblandt os. Man begyndte saa vel ifjor, midt under den svareste Trængselstid, at det lod sig forudse, hvorledes det vilde gaaet i Fredens og Velstandens Dage. Evig lovet være det miskundelige Forsyn! Ydmygelser har vi lidt, det er vist, og det nødvendige Valg er altid mindre smigrende end det frivillige, men skulde vor By og efter dens Exempel det hele Land under Christian Frederiks Thyrsus (og dertil kunde hans Scepter let blevet forvandlet) bleven en Daarekiste – saa Tak være Gud for vor stive, tarvelige Essen og hans huslige Kone, og det stille uselskabelige Liv, de synes at ville føre.


28de December.

Intelligentsseddelen indeholdt et nyt Angreb paa Grev Wedel. Den anonyme Indsender paastaar, at de fleste Tilhørere og Storthingsmænd følte Uvillie, hver 369Gang han oplod sin Mund. Det kan jeg dog neppe tro, thi det meste, han sagde, var meget fornuftigt og godt.


30te December.

Til Storthingsmænd for Agershus Amt ere valgte: Glad (som ikke var Valgmand), Hans GrimelundHans Hanssen Grimelund, 1758 – 1844, gårdbruker og stortingsrepresentant (hvilket meget fornøier mig), Foged BorchseniusLaurentius Borchsenius, 1772 – 1844, sorenskriver og politiker og Wangensteen (der vist vil gjøre Kvalm, hvis han er ligesaa rask i sin Mund som i sin Pen). – Ogsaa denne Gang er jeg mod Formodning bleven Valgmand for Christiania med 105 Stemmer. De øvrige, ordnede efter Stemmeantallet, ere: Agent Nielsen, Thurmann, Platou, Arntzen, Rasmussen, Omsen, Sverdrup, Morgenstjerne, Consul ThraneJohannes Berg Thrane, 1779 – 1841, handelsmann og amerikansk visekonsul, Th. J. Heftye, Debes, Procurator AarsNiels Aars(?), mangler info om ham, Major SchjøttMajor N. Schjøtt, info mangler om ham og Professor Rathke. Den sidste havde 83, Agent Nielsen 235 Stemmer. – Man har Privatefterretninger om Storthingsdeputationens lykkelige Ankomst til Stockholm, og den uendelige Høitid, som gjøres af den der. Kongen modtog Deputationen i Ridderhussalen, og Christie nød den Ære at kysse hans Majestæts Haand.


31te December.

«Jahrhundert wird ich nennt;
Jahrtausend wird ich alt»

lod Fru BrunMangler info om henne det attende Aarhundrede sige ved sin Afsked. Mutatos mutandismutatos mutandis] skal være: mutatis mutandis kan dette høist passende anvendes paa det Aar, hvis sidste Dag var denne. Det kaldtes et Aar, og bestod ligesom dets Forgjængere af 365 Dage, men Aarhundreder ere henrullede, og have været langt mindre mærkværdige end dette Aar. Ved dets Begyndelse vare vi Kongen af Danmarks Undersaatter, og hos 96 af 100 Normænd var det sikkerlig fast Beslutning at blive det til den sidste Stund. Det syntes, som et blidere 370Tidspunkt vilde oprinde over Norge efter en haard og langvarig Prøvelse. Selve Nytaarsdag fik Landet betydelig Korntilførsel. Faa Dage efter lød det Budskab: «Kongen er gaaet til Armeen i Holsten for at møde Fienden og seire eller dø». Vi havde blandt os «Danmarks bedste Søn», som han dengang kaldtes, og af ham og Kongen haabede vi alt. Januar Maaned var endnu ikke tilende, da Budskabet lød: «Kongen har uden Sværdslag overgivet Norge, den svenske Regjering til Arv og Eiendom!» Nu Prinds Christians Reise, den enthusiastiske Modtagelse, han fandt overalt, og hans kjække Beslutning, at stille sig i Spidsen for Nationen og erklære den selvstændig. Allerede i Februar Maaned var han her tilbage, havde han og vi aflagt Ed, vare Nationaldeputerede udnævnte over det hele Land, for at skjænke Riget en Constitution og en ny Konge. De samledes fra Øst og Vest og Syd og Nord, de fleste besjelede af høi Begeistring. Det var Landsforræderi at tvivle om vore Anliggenders heldige Udfald. Rigsforsamlingen aabnedes den 10de April. Sagen gik sin jævne, rolige Gang. Kraftløse faldt Modstandernes Pile uden at ramme. Oppositionen forstummede og trak sig tilbage. Allerede i Mai var Christian Frederik Norges Konge ved enstemmigt Valg, hyldet og tilbedt over det hele Land. Den svenske Nation og Regjering, især Pontecorvo, vare yderst forhadte, tildels ogsaa foragtede. Man haabede Englands Bistand og de øvrige allierede Magters Samtykke til det, som var skeet. «Adjeu Carl Johan!» var det almindelige Løsen. Af det fremmede Gesandtskab spaaede man sig alt godt. Kongen reiste til Moss og sagde ved sin Afsked: «Jeg haaber at komme tilbage med Vaabenstilstand eller Fred». 371Nu ja – det første skede ogsaa virkelig. Efter 14 Dages Kamp med de Svenske allene sluttedes en Vaabenstilstand, hvis første Punkt var det, at Christian Frederik forpligtede sig til at nedlægge Regjeringen og forlade Landet. Et Storthing sammenkaldtes. Skrækkelige Spaadomme hørtes. Man ventede Oprør og Borgerkrig. Men Trønderne, Bergenhuserne og Gudbrandsdølerne indfandt sig, men rolige sad de paa Thinge, rolige oppebiede deres Committenter Udfaldet, og saadan fandt de Situationen, at 13 Dage efter deres Ankomst alle Repræsentanter stemte for Norges Forening med Sverrig, med Undtagelse af fem, fire af disse sidste stemte endog mod deres Overbevisning, bundne af Fuldmagt. Den 1ste Novbr. valgtes Carl den 13de enstemmig til Norges Konge. Den 9de Novbr. holdt Carl Johan sit Indtog i Christiania, mødte den følgende Dag i Storthinget og modtog i Kongens Navn Normændenes Troskabsed.

Uden afgjørende Feltslag, uden blodige og voldsomme Revolutioner tror jeg ikke nogen Nations Historie kan fremvise Magen til et saadant Aar. Selv Napoleons Katastrophe forbauser mindre. Den var jo vistnok i sig selv uendelig større og havde en mere udbredt Indflydelse, men man forudsaa den. Det var en længe anlagt Mine, der omsider maatte springe. Men her gik det Slag i Slag, og jeg tør vel sige, at neppe en eneste af Europas dybeste Politikere kunde forudse eller beregne ved Aarets Begyndelse den Gang, Begivenhederne vilde tage: vel Udfaldet, det vil jeg tro, men ikke Maaden, hvorpaa det skulde fremledes. – Jeg afbryder disse Betragtninger, som ellers for enhver opmærksom Iagttager ere yderst interessante, og jeg maa tilstaa, at jeg ligesaalidt vilde undværet 372at have oplevet og overlevet dette Aar, som noget af de andre yderst mærkværdige, der, mageløse i Aarbøgerne, have fulgt paa hinanden, fra jeg som tyveaarig Yngling kunde med agtsomt Blik følge Begivenhedernes afvexlende Gang.

Hvad mit Individuum angaar, har dette Aar været af liden Mærkværdighed. At jeg nu ikke længer nyder Fyrstegunst, at min Udsigt til at intimeres i Hofliv og Hofcharge er forsvunden, det er den eneste Forskjel mellem nu og ved Aarets Begyndelse. Jeg indser, at jeg for mit øvrige Liv bliver som før indskrænket til Borgerlivets lavere Sphære, og dermed maa jeg lykønske mig og min Familie. – Hvad denne Dag angaar, da mødte jeg paa Raadstuen som Valgmand. Nielsen, Arntzen og Aars vare bortreiste, og der ventileredes, om Valget skulde opsættes til deres Hjemkomst, men med 7 Stemmer mod 5 besluttedes, at det skulde have sin Fremme. Altsaa valgtes med 7 Stemmer Rasmussen, med 5 Major Schjøtt og Platou. Bergh, Omsen og Johannes Thrane havde hver 4 Stemmer. Ved Omvotering fik Bergh 7 Stemmer, Omsen 3 og Thrane 2 Stemmer. Suppleanter bleve, foruden de to sidstnævnte, Debes og Rathke.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Denne utgaven av Pavels 1814-dagbok følger Claus Pavels Riis' utgave fra 1864.

Les mer..

Om Claus Pavels

Claus Pavels er nok i dag best kjent for sine dagboksnotater fra årene rundt 1814. Han hadde et stort nettverk og fulgte interessert med i tiden. I 1814 engasjerte han seg sterkt for norsk selvstendighet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.