Dagbog 1814

av Claus Pavels

[Januar]


1ste Januar.

124BispenFrederik Julius Bech, 1758–1822, biskop i Akershus Stift 1805–22 prædikede i Byens Kirke, der maatte da PrindsenChristian Frederik, 1786–1848, dansk stattholder i Norge 1813–14, regent i Norge våren 1814 og norsk konge 17.5.1814–10.10.1814, dansk konge 1839–48 hen ex officio; maaske han endog var udtrykkelig indbuden, hvilket skal have vært Tilfældet med Prinds FriederichFrederik av Hessen, 1771–1845, dansk visestattholder i Norge 1810–13, naar Bech prædikede. Min fornemste, flittige Tilhører savnede jeg altsaa idag. Som alle mine Nytaarsprædikener i den senere Tid var ogsaa denne lempet efter Øieblikkets Tarv.

Efter Gudstjenesten var Cour hos Prindsen. Førend denne kom ind erklærede HaxthausenFrederik Gottschalk von Haxthausen, 1750–1825, dansk-norsk generalmajor og kommandant på Akershus 1810–14. Finansminister i den norske regjering sommeren 1814 det med høi Røst for den første Synd, de havde begaaet i det nye Aar, alle de, som ei havde været i Slotskirken idag, og at det var en Prædiken, hvorved Tilhørerne kunde fristes til at reise sig en masse og med Enthusiasme gjentage Troskabs-Eden mod Konge og Fædreland. Han var et Øieblik inde hos Prindsen, og da denne kom ind, og havde talt et Par Ord med Admiral LütkenOtto Lütken, 1749–1835, dansk-norsk kontreadmiral 1810–14, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814. Senere admiral i den danske marine, vendte han sig til mig og sagde: «Jeg hører De har holdt en saadan skjøn Prædiken idag.» – «Henrivende, Deres Høihed!» raabte Haxthausen. «Faar jeg den?» sagde Prindsen med sin inderlige Godmodighed. Jeg bukkede og maatte da naturligvis svare: «Jeg skal afskrive den for Deres Høihed!» – «Lad 125den heller trykke», afbrød Haxthausen mig, «saa faar vi andre ogsaa læse den». – «O ja», sagde Prindsen, «gjør det!» – Jeg lovede det, og maa da nu ligesom ved min Prædiken i Foraaret af de korte nedskrevne Momenter danne et Helt, og det saa snart som muligt.


2den Januar.

Bispen talte med Indignation om de opslagne Plakater. Vistnok ere de afskyelige, men godt var det, om ingen gav Anledning til at føre slig Anke. Jeg har idag hørt en Beskrivelse over Julebachernalerne, som slet ikke opbyggede mig, og atter maa jeg bitterligen beklage Prindsens Andel deri, og at saamange ypperlige, elskværdige Egenskaber skulle fordunkles ved slige Irregulariteter.


3die Januar.

Omtrent 6000 Tønder Korn ere komne til Norge, og mere ventes. Vaabenstilstand skal være sluttet med Rusland og Preussen og disse være stemte for Fred. PontecorvoKarl 3 Johan (Norge)/Karl 14 Johan (Sverige), 1763–1844, norsk-svensk unionskonge 1818–1844. Opprinnelig døpt Jean-Baptiste Bernadotte. Utnevnt til fyrste av Ponte Corvo i Italia i 1806 av Napoleon. vil vel ikke entrere deri, men KongenFrederik 6, 1768–1839, dansk-norsk konge 1808–14, dansk konge 1808–39 er selv gaaen til Armeen i Jylland, stiller sig i Spidsen for 40,000 Mand og kjæmper for sit Lands Frihed, Tryghed og Ære. Denne hans Beslutning har gjort en overmaade god Sensation her. Stemningen har ikke meget lang Tid været saa freidig. Og at alle disse glædelige og haabefulde Tidender just ere komne ved det nye Aars Begyndelse, er en herlig Forbetydning. Gode Gud! skulde, efter alle de Trængsler og alle de Spaadomme om større Ulykker, dette Aar vorde et Frelsens og Glædens Aar? Skulde nu alt Tiden være kommen, da Sæden, som nedlagdes med Graad, skal høstes med Frydesang? Skulde det kjære gamle Tvillingrige gaa hædret og selvstændigt ud af den 126Undergangskamp, hvori det stedtes? Glædes- og Taknemmeligheds-Taarer staa mig i Øinene ved den blotte Tanke.


4de Januar.

PlatouLudvig Stoud Platou, 1778–1833, professor, stortingsrepresentant og statssekretær. fortalte mig, at ogsaa hans Musa har været sat i Contribution i Anledning af Julegilderne. Han ler selv af disse bestilte Arbeider, og siger, at det er noget Snaus. – Indmarsch i Sverrig ønskes og haabes, da Fred med dette Rige neppe er at vente.


8de Januar.

Igaaraftes døde Cancelliraad PrahlBendix Djurhuus Prahl, 1747–1814, skolekamerat av Johan Herman Wessel og medlem av Det Norske Selskab i København.. Han var en Mand af megen Aand og ægte bon sens, en hæderlig godmodig Olding, der næppe vitterlig fornærmede noget Menneske. Den Egenskab, «at holde paa Paradoxer», som tillagdes ham i den bekjendte Vise, beholdt han rigtignok til sit Endeligt, men det voltairisk-persifflerende i hans paradoxe Yttringer maa mere tilskrives hans Tidsalder end ham selv. Nu er gamle Claus FrimannClaus Frimann, 1746–1829, fra 1780 sogneprest i Davik, Nordfjord den eneste gjenlevende Digter fra det norske Selskabs gyldne Dage, thi hans Broder DiplomatenPeter Harboe Frimann, 1752–1839 tør jeg ikke regne blandt Digterne.


12te Januar.

Bispens Tjener bragte Forslaget til det nye Skolereglement, renskrevet aldeles færdigt til Underskrift. Altsaa har han ikke engang fundet det Umagen værd, at forelæse os de to sidste Capitler eller at unde os Tid til det Heles Gjennemlæsning. Blot vore Navne skulle staa der, og om vor Consens eller Dissens spørges ikke. Sagtens har han ved denne Fremgangsmaade sparet os for meget ubehageligt Arbeide, og naar nu Kongen bevidner Commissionen sit allernaadigste Velbehag med dens Flid og Iver, tager hver af os upaaanket sin Femtepart af Complimenten, men med alt det er det dog en fornedrende, 127uværdig Behandling, hvorimod jeg som Commissionens sidste Medlem, Bech, umiddelbar subordineret, ikke vel kunde nedlægge Protest, men mit Inderste oprører sig derimod, og jeg vilde meget frabede mig oftere at udnævnes til Medlem af en Commission, hvor jeg skulde spille en saa jammerlig Rolle.

Cancelliraad Prahl blev begravet. Efter Jordpaakastelsen holdt Dr. GarmannJens Skancke Garmann, Dr. Philos. og prest – mangler info om ham en liden Tale, som ikke var uheldig, og blev fremsagt med megen Hjertelighed. Kun begreb jeg ikke, hvor Prahl kom til den Ros, at have forherliget Guds Navn og virket til Religiøsitets og Dyds Udbredelse. Hæder med hans Minde, ogsaa derfor, at han som Forfatter stedse holdt Religion og gode Sæder tilbørligen i Ære, men at han just arbeidede til deres Fremme, kan jeg ikke sige. Hans Skrifter havde overalt en ganske anden Tendents.

Til Middag var jeg tilsagt hos Prindsen. Der var overmaade stille ved Bordet; hver hviskede til sin Nabo, og kun nu og da talte Prindsen nogle Ord. Han syntes ei at være i godt Humeur, og sandelig der kan være Grund til Mismod ved denne usædvanlig lange og haarde Frost, som lænkebinder Havet, og hæver al Communication mellem Danmark og Norge, paa en Tid, da ei alene vort Land endnu trænger til Korntilførsel, men da de vigtigste Begivenheder maa forefalde dernede, og Efterretninger daglig kunne ventes derfra, paa hvilke vort Fædrelands Held og Selvstændighed saa væsentlig bero. Nei Kalken er endnu ikke udtømt; der er maaske mange bittre Draaber i den; Gud unde os Kraft og Taalmodighed.


14de Januar.

Min Prædiken er nu udkommen hos LehmannJacob Lehmann, boktrykker som en periode hadde enerett på å trykke den nye grunnloven – mangler info om ham, men 128den fyldestgjør mig ikke aldeles. Jeg har villet sige formeget, og har derover virkelig sagt forlidet; ogsaa har jeg hastet formeget med Udarbeidelsen, hvorover mangt et Udtryk mangler den Kraft og mangen Periode den Runding og Velklang, jeg ellers havde været istand til at give den.


18de Januar.

Meget ubehagelige Tidender har jeg idag hørt om Tilstanden i Danmark, hvis Indflydelse paa Norges Skjæbne da ei heller kan være andet end sørgelig. Men ihvorvel de bære et vist officielt Præg, maa man dog tro, at meget deri er overdrevet, skjøndt vel ogsaa desværre her det gamle Ordsprog gjælder, at der ikke gaar Røg uden af Brand. – Biskop BuggePeder Olivarius Bugge, 1764–1849, biskop i Nidaros bispedømme 1803–42 er kommen hertil. Jeg var iaften sammen med ham i Selskab hos vor Bisp. Bugge er en uforlignelig Selskabsmand. Det er sandt, «hans Tale er hvas som Biens Braad», men der er ogsaa noget af «dens Honning», en vis Godmodighed, midt imellem alle Sarcasmerne og ikke mindste Bispelighed.


20de Januar.

Imorges havde vi 25 Graders Kulde. Siden 1740 har man ei havt saadan streng Vinter. Prindsens Drivhus paa Ladegaardsøen afbrændte imorges. – Hos ThygesonNicolai Emanuel de Thygeson, 1772–1860, dansk-norsk godseier og embetsmann, 1812–14 stiftsamtmann i Christiania. Ledende i arbeidet med å skaffe korn til Norge. fandt jeg en hel Slump svenske Aviser. Jeg saa af dem, at Pontecorvo har nedsat en Regjeringscommitte i Holsten, som da er aldeles i fiendtlig Vold. Ogsaa læste jeg en foregiven Plan til et Nytaarsdigt, hvorledes Svea og Gotha gjorde en Tour til Hovedqvarteret, og paa Veien kom forbi Kjøbenhavns Rundetaarn, hvor Dana gjennem en Tubus, som en fransk Harlequin holdt bagvendt for hende, besaa Europas politiske Stilling, og anmodedes 129forgjæves af de to svenske Madamer om at vende Kikkerten om.


23de Januar.

Ved Taffelet traf jeg Biskop Bugge, som har daglig Adgang til Prindsens Bord, under sit Ophold her. Prindsen synes at ynde ham, og maaske hans Ophold i en eller anden Henseende kan have sin gode Nytte, da der vel ikke findes Mange, maaske ikke en Eneste, der siger ham Sandheden saa rent ud, som Bugge. Han har en besynderlig Frimodighed til at sige alt, hvad der ligger ham paa Hjerte, men undertiden driver han det rigtignok vel vidt.


25de Januar.

Man siger, at vi have faaet Fred; en af Kongens første Adjutanter, Oberstlieutenant RömerCarl Ludvig Vilhelm von Rømer, 1768–1857(?) – mangler info om ham, skal have gjennem Sverrig bragt Prindsen Budskab derom; men den vil neppe forhøie Høitidelighederne i Anledning af Kongens Fødselsdag, som man tvertimod tror ville vorde indstillede. Alt hvad man endnu ved, er at Prindsen skal være saare ilde tilmode, at Thygeson, Carsten AnkerCarsten Tank Anker, 1747–1824, eier av Eidsvoll jernverk og Eidsvollsbygningen i 1814 og et Par Andre have været til langvarig Conference med ham, og at der endogsaa tales om hans Bortreise. Iøvrigt er alt endnu blotte Formodninger, men da man hverken har illumineret eller skudt fra Fæstningen eller udstedt jublende Proclamationer, saa lader Fredsbetingelserne sig omtrent gjætte, og ventelig er det forbi med Norges Integritet og det fælles Fædrelands Selvstændighed. Saa skulde det da lykkes Ondskaben at seire! Dog, vi ere maaske endnu langt fra den endelige Katastrophe, og TreschowNiels Treschow, 1751–1833, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814 og var representant på det ekstraordinære stortinget høsten 1814. Han ble den første professoren i filosofi ved det kongelige Frederiks Universitet (Universitetet i Oslo) aner endnu Muligheden i, at den store NapoleonNapoléon I Bonaparte, 1769–1821, fransk keiser 1804–14 og i en periode i 1815 kan vorde vor Hevner. Jeg har ikke tabt Modet og vil ikke 130tabe det. Jeg har hverken daaret mig med skjønne Drømme eller ængstet mig med unyttige Bekymringer. Jeg har haabet, men mit Haab har ikke hvilet paa en Grundvold, som Pontecorvo kan rokke, og derfor haaber jeg endnu, og skal med Guds Hjelp vedblive at haabe, saalænge mit Hjerte slaar. Treschow beklagede, at Danmark og Norge ikke har og neppe i Mands Minde har havt en Statsmand af Geni. Derover gik det da godt saalænge Lykken føiede, men da den vendte Ryggen, stod man i Forlegenhed, og greb den ene gale Ressource efter den anden. Om Thygeson dømmer han ikke fordelagtigen: «Hvor ei hans egen Ære eller Interesse er med i Spillet, er han ingen stor Mand».


26de Januar.

Med stor Forundring modtog jeg tidlig i Morges et Extrablad af «Tiden», der Ord til andet lød som følger:

«Den mørke og for menneskelige Øine uigjennemtrængelige Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klarhed blænder næsten det glade stirrende Øie.

Fred, Fred i Norden! Dette glade Budskab, som Udgiveren er bemyndiget at kundgjøre, iler han herved at meddele.

Ifølge aldeles paalidelige Efterretninger ere Preliminairerne for Freden til Lands og til Vands afsluttede mellem Hs. Majestæt Kongen af Danmark og Norge og de allierede Magter.

Om Fredsbetingelserne kan Udgiveren Intet fortælle, da han ikke kjender dem, og da de rimeligvis i den Skynding, hvormed dette vigtige Budskab er bragt os, ei kunde blive fuldstændigen meddelte, men det faste Haab ville vi 131nære, at de ikke kunne være vanærende og ikke skulle vorde ødelæggende for Danmarks og Norges Lyksalighed. Saa freidigen stole vi paa Gud, der er Herrernes Herre, og paa den Kraft, der luer i begge Nationers Bryst, at vi uden Banghed tør se Fremtiden imøde».

Saare nysgjærrig efter at vide, hvorpaa denne Glæde og dette Haab kunde være bygget, der mærkeligen contrasterede mod, hvad jeg hørte igaaraftes, gik jeg til WulfsbergNiels Wulfsberg, 1775–1852, norsk prest og avisutgiver, senere lærer for Kronprins Oscar. Utga i 1814 avisen Tiden. Grunnla i 1819 Morgenbladet. BacheMangler info om ham havde bragt ham mundtlig Befaling fra Thygeson i Prindsens Navn, at lade et Extrablad af «Tiden» udgaa, hvori tilkjendegaves Publikum, at «Kongen af Danmark og Norge» havde sluttet Fred med de allierede Magter. Jeg begriber ikke, hvorfra Wulfsberg, med sine Grundsætninger, og i sin nærværende fortrykte Forfatning, fik den varme enthusiastiske Glæde, der fremlyste af det Avertissement, der sendtes Thygeson og fra ham Prindsen til Censur. Denne sidste havde ladet en ubarmhjertig Dom gaa over nogle af Wulfsbergs sangvinske Ytringer. En hjertelig Tak til Gud, at Blodsudgydelsen og Mangelen nu vare endte, at Handel og Næringsveie herefter skulde blomstre, udslettede han rent. Istedetfor «Tvillingrigernes» Lyksalighed satte han «Danmarks og Norges», hver for sig isoleret uden Copulativpartikel. Wulfsberg vilde at vi skulde stole paa vor retfærdige Sag og Kongen, hvilken ved denne Leilighed sagdes en Compliment; Prindsen derimod fandt, at det var nok at forlade sig paa Gud og Nationens Kraft. Disse Rettelser forekom mig betænkelige, men hvad jeg siden har hørt retfærdiggjør dem fuldkommen. Kong Frederik den Sjette har i Spidsen for nogle og 40000 Mand, som Bæltet rigtignok adskilte fra Fienden, uden Sværdslag afstaaet hele Norge til 132Sverrig! og endda oven i Kjøbet forpligtet sig til at stille 10000 Mand mod de Franske. – Det første Rygte, at Trondhjems Stift og Kongsvinger og Frederiksstens Fæstninger skulde afstaaes, gjorde langt ubehageligere Sensation; det vilde voldt tusinde Farer og Ulykker og vel tilsidst draget hele Norges Fald efter sig. Nu derimod lader Norge sig vist ikke afstaa. De Partier, som vistnok existere i Landet, kunne ei vel reise Hovedet og Demagogerne, hvoraf her vel findes adskillige, blive ei hørte. Thi alle have et Foreningspunkt, som ingen af Partierne kan protestere imod: den lovmæssige Thronarving, Prinds Christian. Han reiser imorgen til Trondhjem, gjør sig kjendt og elsket af Oplændingerne, Trønderne og Armeen; imidlertid arbeides vel her og i Rigets øvrige Stifter, og længe varer det nok ikke, inden Christian den Første proclameres som Norges Konge. Hvad man hidtil ved af hans Adfærd, røber megen Sindighed og Aandsnærværelse. Han beholder sin rolige Fatning, har været om Aftenen i Selskaber, og Ingen har kunnet mærke Forandring hos ham, medens han grundlægger et Værk, som jeg haaber vil fremme Norges Held og gjøre hans Navn udødeligt. Det eneste jeg har tænkt mig til Kongens Undskyldning, er, at han har forestillet sig det at ville ske, som nu sker. Var det ikke saa, var det blot Frygt og Svaghed, da falde han uhædret, og ringeagtende Medynk er alt, hvad vi kunne yde ham i hans Fald. Saa krænkende den Vending var mig, som Tingene syntes at ville tage under den forrige Prinds ChristianChristian August, 1768–1810, dansk prins, valgt til svensk kronprins 1809–10, saameget Affald fra Dannerkongen da vilde bedrøvet og revolteret mig, saa høiligen jeg har afskyet de svenske Insinuationer i den senere Tid, saa glad og haabfuld hæver min Sjel sig i dette 133Øieblik, da det er Kongen, som forlader os. Hvor kunne vi da holde fast ved ham? Gud være evig lovet, at vi have Prinds Christian! Uden ham vare vi forlorne, men nu siger jeg: «Nil metendum, duce Tencro et adspice Teucro».

Til Aften havde jeg indbuden Treschow, SverdrupGeorg Sverdrup, 1770–1850, professor i gresk og filosofi, og Norges første universitetsbibliotekar. Deltok i stormannsmøtet på Eidsvoll februar 1814 og i Riksforsamlingen på Eidsvoll senere samme vår, Præsident BullJohan Lausen Bull, 1751–1817, magistratpresident i Christiania 1802–15, Lector HerslebSvend Borchmann Hersleb, 1784–1836, teolog, lektor – fra 1814 professor – ved universitetet i Christiania og MariboeLudvig Mariboe, 1781–1842, forretningsmann og politiker. Hvad Samtalens Æmne var, behøver jeg ikke at sige. Om den udenlandske Politik, om Napoleon, var endnu Dissens; om den indenlandske derimod fuldkommen Enighed.

Da jeg for halvandet Aar siden begyndte denne Dagbog, var Fortællingen om Brevet fra det svenske Rigsdagsmedlem noget af det første, den indeholdt. Jeg slutter nu det tredie Bind, og slutter det med en mærkelig Epoche. Det er kommet til en Katastrophe, som ventelig vil frembringe mærkelige Begivenheder inden næste Bind sluttes. Hvad Forholdsregler jeg for min ringe Person bør tage, kan ikke være tvivlsomt. At jeg aldrig skal spille nogen Rolle, der vil vanære mit Hjerte, haaber jeg. Og saa raade Gud, som hidtil viseligen og kjærligen har raadet. Hans Varetægt hvile over mig og Mine, over mine uforglemmelige danske Venner (ak! som ei mere ere mine Landsmænd!) over hver Norges Mand, der kan og vil virke til dets Hæder, over vor ædle Prinds Christian og over Fædrelandet!


27de Januar.

Med Forundring hører jeg, at Thygeson alligevel giver Middagsselskab paa Kongens Fødselsdag, dog ikke stort, men kun for Byens første Embedsmænd, hvoriblandt da jeg uværdig. – Jeg talte længe med Mariboe. Sine Oppositioner i Selskabet for Norges Vel gjorde han vel 134meget Væsen af, ligesom jeg heller ikke kan billige det Skridt af ham, at han i Forsamlingen den 3die Januar ene blandt alle Tilstedeværende vægrede sig ved at underskrive Conventionen, hvilket ogsaa skal have paadraget ham Prinds Christians Misnøie. Dagen efter havde han rigtignok i Brev til Prindsen fremført sine Grunde, og for at vise, at ikke Sparsomhed eller Mangel paa Patriotisme havde bestemt ham, offereret 1000 Sølvdaler aarlig i 10 paa hinanden følgende Aar til Kornmagaziners Oprettelse og Vedligeholdelse. Det blev modtaget med Tak, men kold Tak, og jeg kan ikke undres over, at Prindsen var lidt vred paa den Mand, som ene vilde være klogere end en udvalgt Committe af Landets klogeste og, hvad Mange af dem angik, i enhver Henseende ypperligste Mænd. Men da denne Fortælling var forbi, kunde jeg ikke andet end hjerteligen bifalde og sympathisere med alt, hvad han siden talte, og erkjende, at Norge i ham har en ædel og trofast Søn. Adskilligt af hvad han fortalte var mig nyt, hvoriblandt, at Dagen allerede var bestemt, da Prinds Christian August skulde udraabes til Konge i Norge. Gud ske Lov, at den Skjændsel afvendtes, og vi holdt ud indtil vi med bedre, mere frelst Samvittighed kunde yde en anden Christian denne Hylding!


28de Januar.

Det er nok længe siden denne Dag i Norge, jeg vil tro ogsaa i Danmark, var saa lidet glædelig og høitidelig. Mørke hviler vel endnu over Tingenes egentlige Beskaffenhed, og et nyt Extrablad af «Tiden», der bares om iaften, har ikke opklaret det; men jeg frygter meget, at Frederik den Sjette uopretteligen har fordærvet sin Sag, og at han ei alene har mistet Norges Throne, men 135at ogsaa den, hvorpaa han endnu sidder, er faldefærdig, og at Wulfsbergs Fortolkning, da en ussel Smigrer i Kongens Navnetræk FVI. R. fandt Fredericus vir, at det efter Bogstavføiningen langt naturligere kunde forklares Fui rex, vil erkjendes at være den rigtige. Dette Extrablad fortæller nemlig efter aldeles paalidelige private Breve: at Jylland aldeles ikke har været betraadt af Fienden, og at Kongen fra sit Hovedkvarter i Fyen (Hindsgavl) har negotieret med de forenede Magter. Præliminairfreden sluttedes og Tropperne rømmede strax Slesvig; videre vare de ikke komne. Dette, hvorom jeg intet hørte hos Thygeson, forbausede mig mere end noget af det foregaaende. Thygeson har udstedt et Circulære til Underøvrighederne i Stiftet, hvori han paalægger, at forebygge at Folket foruroliges ved udspredte Rygter. Endnu ved man intet Officielt (Rømer, hører jeg, havde mundtlig Budskab) og saasnart saadant indløber, skal det ufortøvet vorde bekjendtgjort. Men ihvordan end Sagerne staa, vil man ved Enighed og Standhaftighed og tillidsfuld Hengivenhed til den ædle og kraftfulde Prinds Christian kunne haabe og udrette alt. – I Middagsselskabet hos Thygeson havde Storkorsene RosenkrantzMarcus Gjøe Rosenkrantz, 1762–1838, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll og var riksbanksjef 1814–1815 og Haxthausen ikke Ordenskjæde, som ellers almindeligen bæres paa Kongens Fødselsdag, og Biskop Bech havde ikke engang Præstedragt. Ved næstsidste Ret udbragte Thygeson: «Hans Majestæt Kong Fredrik den Sjette, hvis Fødselsdag det er!» Selskabet reiste sig og drak taus. Umiddelbar derpaa taltes høit og frit om Kongens Adfærd, og hvorledes Statsraadet paa Hindsgavl havde gjort sig udødeligt i Historien. Men nu proponeredes Dronning MariasMarie Sophie av Damark og Norge, 1767–1852, gift med Frederik 6 Skaal; man udbrød i Lovtaler over hende og Stemningen blev blidere. Vor elskte 136Statholders Skaal var den næste, og udmærkede sig kun fra de andre ved Glassenes lydeligere Samklang. Gamle Norge! Mod, Kraft og Enighed! var den sidste Skaal og med den reiste man sig fra Bordet. Agent NielsenJacob Nielsen, 1768–1822, forretningsmann og bankdirektør. Deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814. talte efter Maaltidet mistrøstende Ord, og erklærede, at vor Modstand, uden Fred med England, vilde være frugtesløs, og England formodede han vilde holde fast ved Sverrig, men han fandt ikke Medhold hos nogen i Forsamlingen. RosenørnKaptein Rosenørn, dansk militær(?) – mangler info om ham beklagede sig og de flere i Danmark hjemmehørende, her blot for en Tid commanderede Officerers Stilling ved Norges Adskillelse fra Danmark, men det maa vel efter simpel Billigheds Regler tillades dem selv at vælge, hvilket Lands Borgere de ville være, og jeg skulde tro, lige Tilladelse gives alle Normænd i Danmark og alle Danske i Norge.


29de Januar.

Sidstnævnte Extrablads Bekjendtgjørelse var Ord til andet aftrykt i Intelligentsseddelen. Efterretningen var kommen fra Thygeson, men Anmærkningerne, hvis Mening, skjøndt Sproget er lidt forblommet, ei kan miskjendes, er af Wulfsberg og havde vundet Stiftamtmandens fuldkomne Bifald. Sagen bliver mer og mer ubegribelig, og der skal et kløgtigt Hoved til at finde ud af denne Labyrinth. De Allieredes Tropper i Slesvig og Holsten faa Ordre til over Hals og Hoved at begive sig til Holland, hvor de Franske skal have vundet et Slag. 24 Timer efter denne Afmarsch sidder Kongen af Danmark i Fyen, omgivet af 40–50000 Mand, slutter Fred med Fienden, der ikke har en eneste Mand indenfor hans Riges Grændser, afstaar Norge og leverer 10000 Mand til at bekrige sin fordums Allierede, og modtager i Erstatning 137en Pengesum, nogle sige da ogsaa Pommern og Rügen. Dette sammenlignet med Kongens Adfærd under den hele Krig synes saa afsindigt, at det, hvis det er sandt, røber en ren Hjernens Forvirrelse, og den har man dog hidtil ikke mærket hos Hans Majestæt. Skulde det Hele være en Maske, et aftalt Spil mellem Kongen og Prinds Christian? – Man begriber ikke, hvortil det skulde nytte; heller ikke kan det rimes sammen med Omstændighederne. Der siges, at Prindsen har faaet Ordre til at vende tilbage til Danmark, og nedsende de norske Orlogsbrigger, og at Christian har svaret: han vil blive i Norge, og behøver Briggerne til Landets Forsvar. Det kan maaske være et blot Rygte, men skulde det være politisk rigtigt at vække hos Normændene den tildels indslumrede Misnøie med Kong Frederik? Synes det ikke, som man næsten har til Hensigt at lægge Kongen for Had, og overtyde Nationen om, at hos ham er intet at haabe?

Endnu en Anecdote, som synes at vidne imod, at Prindsen er indviet i en saadan Plan, fortalte Rosenørn. Han skrev til Kongen mod Römer, dicterede MeidellChristian Garup von Meidell, offiser Adressen: «Til Frederik den Sjette, Konge til Danmark», og Taarer trillede ham ned ad Kinderne. Hvad skal man nu tro? – Iaften faldt mine Tanker paa Danmark, og denne Tanke gjorde mig hel sørgmodig. At jeg som Norges Søn maa og bør dele dets Skjæbne, er unægteligt. Jeg er født i Norge, jeg har mit Embede og min Familie der, men meget har jeg dog efterladt i Danmark, som gjør mig dette Land evig kjært: mine gladeste Dages Minde, og de bedste Venner jeg har fundet paa Jorden. Og hint mine Glæders Hjem tænkte jeg mig aldrig anderledes end som mit Fædreland, disse mine trofaste Venner 138aldrig uden som mine Landsmænd. Der var en Tid, da jeg var Udlænding i Norge, da mit Legeme var her, men mit Hjerte i Kjøbenhavn. Endnu i det sidste Aar har jeg leget med behagelige Drømme om at møde igjen min Ungdoms Medvandrere, at leve med dem – og at dø hos dem! Danmark skal herefter være mig fremmed, som Tydskland, som Schweitz, snart maaske – som dog Gud naadeligen afvende! mere end det forhadte Sverrig. Det er tungt!


31te Januar.

Endnu ved man intet mere, men man begynder i Publicum stærkt at ane en Proformahandel i den hele Fredsslutning og Afstaaelse.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Denne utgaven av Pavels 1814-dagbok følger Claus Pavels Riis' utgave fra 1864.

Les mer..

Om Claus Pavels

Claus Pavels er nok i dag best kjent for sine dagboksnotater fra årene rundt 1814. Han hadde et stort nettverk og fulgte interessert med i tiden. I 1814 engasjerte han seg sterkt for norsk selvstendighet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.