1ste Juni.

Ved Bordet udbragte Treschow: «Alle brave Normænd, især Bergensere!» Der var noget upassende i denne Skaal, som jeg tror de fleste følte, thi vel udmærkede Bergens Stift sig paa Rigsforsamlingen derved, at ei en eneste Oppositionsmand var sendt derfra, men dels var der indfødte Bergensere, hvis Patriotisme man slet ikke var tilfreds med f. Ex. Wergeland og Grøgaard, hvorimod de tre patriotiske Bergensmænd Rein, Motzfeldt 196og RolfsenJens Rolfsen, 1765 – 1819, forretningsmann, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll ere fødte i Rigets tre øvrige Stifter, dels har en saadan Udpegen altid noget stødende, som en Vært bør afholde sig fra. – I Intelligentsseddelen foreslaaes, at alt Kirkesølv skal afgives til Banken, da man gjerne ved Communionen indtil videre kan drikke af Tinbægere, og Forfatteren stadigen tror, at naar vi engang faa Fred og gode Dage, vil man nok forære Sølvkar igjen til Kirkerne. Denne sangvinske Formodning har jeg desværre ikke; tvertimod tror jeg, at ethvert Skridt, som gjøres til at betage den udvortes Gudstjeneste dens Høitidelighed, er en ny Triumph for den herskende Irreligiøsitet, og at Dyrkelsen i Aand og Sandhed, som man ideligen paaberaaber sig, ved saadan Adfærd standses istedetfor at fremmes. Og hvilken Skandal det dog var, naar vi selv, hvad vi dog vist ikke rent ophøre med, vedbleve at bære Sølv og Guld, bruge Sølvskeer og Sukkerbøsser og andet deslige paa vort Bord, fremlægge Sølvpenge som jettons paa vore Bostonborde osv., og saa berøvede Herrens Tempel de faa, simple Prydelser, der levnedes dem! Hvad der skede i ChristianChristian/Kristian 2, 1481 – 1559, dansk-norsk konge 1513-23, svensk konge 1520-23 den Andens Tid, som Forf. anfører, er mig ubekjendt; men dette ved jeg, at det var i de catholske Tider, da Kirkerne eiede en Mængde overflødige Sølv- og Guldkar. Dette er nu forbi, og det er Synd at sige, at enten Kirken eller dens Tjenere nuomstunder have formange Rigdomme at prunke med.

2den Juni.

Haxthausen vilde vide at det ikke var ulovlig Correspondance, der havde styrtet Moltke, men uforsigtig Meddelelse af Collegialhemmeligheder, hvilket da i Grunden kommer ud paa et og det samme. – Man har i disse Dage havt meget travlt med en Kanonade, der skal være 197hørt (jeg ved ikke hvor) Natten imellem den 30te og 31te Mai. Rygtet gik om en Træfning mellem de svenske og norske Kanonbaade, og Ulykkespropheterne vilde alt vide, at Fienden havde bemægtiget sig Hvaløerne. Men der høres nu aldeles intet, og man tror det enten har været fjern Torden eller en Fest, som den Dag og Nat skal have været i Frederiksværn i Anledning af Kongevalget.

5te Juni.

Her er kommen en engelsk Gesandt, Mr. MorrierDavid Richard Morier, 1784 – 1877, britisk diplomat, ikke til Kongen, om hvis Thronbestigelse man i England ei kunde være underrettet, men til Nationen, hvis Repræsentanter endnu troedes forsamlede paa Rigsdagen. Hans egentlige Ærinde ved man ikke, men tror, at det er at sondere, om det virkelig er Folkets eller blot et enkelt Parties Ønske at undgaa Forening med Sverrig og blive selvstændigt. Holten modtog ham i Drammen, og førte ham til Haxthausen. I Morgen Kl. 2 skal han have Privataudients hos Kongen. Han roses som en høflig og dannet Mand, og hvad man især har lagt Mærke til hos ham, er, at han ytrer Ringeagt mod Pontecorvo, som han nævner med hans Familienavn Bernadotte, og om hvilken han skal have sagt i Drammen (hvilket dog ikke forekommer mig ganske troligt), da man talte om Napoleons tilkommende Opholdssted, Øen Elba, og ønskede, at en saadan ogsaa kunde anvises Pontecorvo: «Man kan jo give ham Bornholm.»

6te Juni.

Hegermann viste mig et Brev, hvori han, jeg, Prof. SkjelderupMichael Skjelderup, 1769 – 1852, lege og professor i medisin ved universitetet i Christiania, som daglig ventes, og en nys ankommen Procurator StenbuckHenrik Lauritz Nicolai Steenbuch, 1774 – 1839, prokurator, senere lektor og så juridisk professor anmodes af endel i Kjøbenhavn sig opholdende Normænd med Pram og Castberg i Spidsen, at 198overgive Kongen i deres og flere Landsmænds Navn en Lykønskningsadresse til hans Thronbestigelse. – I forrige Nummer af Intelligentsseddelen stod et anonymt Forslag om, at den Mand af Stand og Indflydelse, som vilde raade Normændene at overgive sig til Sverrig, burde afskjæres Næse og Øren, og i denne Tilstand sendes til Naboriget. I denne Anledning har nu to Modstemmer hævet sig. Procurator Debes beviser med megen Vidtløftighed det Barbariske i en saadan Medhandling og spilder en Mængde Ord paa at gjendrive, hvad der hverken behøver eller fortjener Gjendrivelse. Den anden Indsender, som er anonym, forsvarer og roser den angrebne Standsperson (uden Tvivl Grev Wedel) som oprigtig Fædrelandsven, der intet upatriotisk har sagt eller gjort i sine Dage. – Til Dagens Rygter hører, at England har foreslaaet Kongen af Danmark Sjellands Afstaaelse imod at han igjen faar Hannover. Vil han endvidere afstaa Fyen, garanterer man ham Hamburg og Lübeck.

7de Juni.

Kongen skal være særdeles tilfreds med den første Samtale med den engelske Gesandt. Han spiste ved Taffelet, og bliver her indtil videre, hvorimod han sender sin Secretair med Depescher til London i Selskab med Aall, Christie og Rosenkilde. Han har erklæret, at man i England havde efter de Svenskes Rapporter aldeles urigtigt Begreb baade om Kongen og det norske Folk, og at det var hans Pligt ufortøvet at berigtige det. Til Prof. MøllerMangler informasjon om ham, og jeg tror endnu En, havde han Brev fra Lord AuklandGeorge Eden 1st (and last) Earl of Auckland, 1784 – 1849, britisk politiker og administrator, der anbefaler ham som en udmærket Mand. Idag har Kongen spist med ham hos Haxthausen, og siden vil han reise omkring med ham i Landet og gjøre ham 199bekjendt med det norske Folk. Om Pontecorvo taler han med Ringeagt og Anecdoten om Bornholm skal være sand. I Drammen, hvor man havde indbudt Selskab for ham hos Niels OmstedNiels Omsted, 1769 – 1852, kjøpmann og konsul, var man ikke tilfreds med ham, men man skal ogsaa have opført sig meget kleinstädtisch, og gjort ham saamange ubetydelige og udelicate Spørgsmaal, at man næsten aftvang ham Uartighed. Sverdrup var ogsaa indbuden til Haxthausen, men han havde undskyldt sig, og da Tjeneren havde lagt ham paa Hjerte, at det var efter Kongens Forlangende han, Treschow og Grev WargasEdouard Romeo grev Varga-Bedemar (egentlig Carl Friedrich August Grosse), 1768 – 1847, tysk forfatter og eventyrer vare indbudne, følte han sig stødt, over at modtage et saadant Budskab af en Domestik, og svarede: «Nei, nu kan jeg det endnu mindre; vær saa god at hilse, jeg maa bede mig undskyldt». Det kunde Sverdrup vove; hvor mange andre vilde gjort det?» – Der er Ventilation om at flytte Universitetet til Laurvig. Sverdrup understøtter Projectet af al Kraft, og ugjerne maa jeg finde hans Grunde antagelige; ugjerne, dels fordi det strider mod min gamle Ide, at Universitetet aldrig bør være i Provinds-Byer, dels fordi det berøver mig min interessanteste Omgangskreds.

8de Juni.

Der fortælles om Patrioten, den rige – n, at han ikke allene intet gav ved den almindelige Subscription, men ogsaa forleden i et Middagsselskab havde gjort Nar af dem, som havde skilt sig ved sit Sølvtøi, og sagt, at han for ogsaa at vise sig patriotisk, vilde give et Stykke Valbirk, han havde liggende i sin Kjælder, at gjøre Træskeer af til dem, som havde ofret deres Sølvskeer paa Fædrelandets Alter.

9de Juni.

200Hos Sverdrup læste jeg et deiligt Digt af GrundtvigNikolai Frederik Severin Grundtvig, 1783 – 1872, dansk teolog og dikter til Norge i Almindelighed og ham selv in specie, hvor Norges Adskillelse fra Danmark sees at ligge Grundtvig tungt paa Hjerte. Han troede nemlig, man vilde decretere, hvad enkelte i de første Dage snakkede om, og hvad der virkelig er foreslaaet paa Rigsdagen, at begge Riger aldrig mere maatte forenes. Sverdrup tror, han vil være særdeles tilfreds med hvad der nu er skeet. Mindre glædelige vare nogle politiske Nyheder i et Brev fra Lector Adler om det uheldige Udfald af Debatterne i det engelske Overhus, Norges Sag betræffende, om Pontecorvos Tilbagekomst til Sverrig, og 6000 Russers Forening med den svenske Armee til vor Underkuelse, men alt dette er mest taget af svenske Aviser, og de gode og onde Rygter krydse hinanden saa uophørlig, at man næsten intet bør tro, uden hvad man ser.

11te Juni.

Man tillægger Grev Schmettow følgende bidende Bonmot om de to Bisper, Bech og Bugge: Den første taler Ingen vel om; den anden taler vel om Ingen.

12te Juni.

Der fortælles om Frederik den Sjette, at han skal have svaret BülowFrantz Bülow, 1769 – 1844, dansk offiser og hoffmann, som begjærede sin Afsked: «O nei, det behøves ikke; om kort Tid tænker jeg, man giver os Afsked beggeto».

13de Juni.

Idag overleverede vi den tidligere omtalte Lykønskningsadresse. Kongen læste den, og udbrød (jeg ved ikke ved hvilken Udladelse): «Vidste man i Danmark, hvad de her har skrevet, fik de vist en Ulykke».

15de Juni.

201Det er, som om en lønlig Stemme i denne Tid tilhvisker mig: «Det tager dog en slet Ende med os; vi kjæmpe for et Maal, som aldrig kan opnaaes». Og kan det ske uden ydmygende Krænkelser for Kongen, kan han gaa herfra til rolig og ærefuld Besiddelse af Danmarks Throne, vil man ære vore Rettigheder som Borgere og Mennesker – o Gud! saa kunde dog meget Blod spares, megen Elendighed undgaaes, mange Glæder og Velsignelser i dette korte Liv endnu være os forbeholdne, som vi nu opofre – for maaske tilsidst at se os eller vore Efterkommere paalagte tungere Lænker end vi nogensinde have baaret eller vilde bære. Og, om det end lykkedes os over Sandsynlighed eller Forventning – ak! fra en næsten endnu føleligere Side kunde vi se vort Haab skuffet: naar Christians sildigere Manddomsaar ei blev, hvad de tidligere lovede, naar Hofkryb misledte ham og gjorde ham til en vellystig Despot.

16de Juni.

Den engelske Gesandt skal have forlangt et nyt Storthing sammenkaldt. Om Statsminister Moltke fortælles, at ei alene hans Embeder, Titler og Ordener ere ham fratagne, men endog personlig Arrest paalagt ham. En Uforsigtighed, som den Haxthausen fortalte om, kunde vel ikke straffes saa haardt, men er det sandt, at han har skrevet til daværende Prinds Christian, og bedet ham skynde sig ned til Kjøbenhavn, og tage den danske Throne i Besiddelse, da man blot venter paa ham, for at erklære Frederik udygtig til Regjeringen og afsætte ham, saa kan man rigtignok ikke undres derover.

18de Juni.

202Kongen har udstedt en almindelig Opfordring til Landets vaabendygtige Mænd at væbne sig til dets Forsvar.

19de Juni.

Efterat Intelligentsseddelen en Tidlang har været temmelig fri for politiske Undersøgelser, har nu en Dame fornyet sin Mynt. Hun fortæller, at hun har Sønner baade i Sø- og Landetaten, og ønsker tilsidst at kunne være Anfører for en Armee af sit eget Kjøn, naar det kunde være til Forsvar for Landet. Er ikke hendes Tapperhed større end hendes Forstand, vilde nok ikke Landet vinde stort ved den Entreprise. – Der tales stærkt om en intenderet Landgang i Jarlsberg Grevskab, hvor Svensken venter af Eieren at modtages med aabne Arme. Sverdrup har læst et ordentlig optaget Forhør over en Fisker, der havde været ombord paa et svensk Krigsskib, og som under sin Ed har bevidnet, at Officeren havde nævnt Grev Wedel og Kammerherre Løvenskjold som den svenske Nations Venner.

20de Juni.

Den engelske Fregat, som skulde bragt Aall og hans Følge til England, er seilet fra dem, da de formedelst Modvind ikke kunde naa den til den bestemte Time. De reise nu med et andet Skib, men ere udsatte for at opbringes af Svensken. – En russisk, preussisk og østerrigsk Gesandt ventes hertil.

22de Juni.

«Tiden» indeholder et begeistret Kvad til Kongen af et anonymt Fruentimmer, M**** (Marie LassenMaria Schandorff, f. Lassen, 1784 – 1848, filantrop og sosialpedagog *)Fotnote i trykt utgave: «Senere Fru Schandorff.». Desuden 203er indrykket i Bladet en Proclamation fra Pontecorvo til Armeen, hvori han beskylder vor Konge for at opofre det norske Folks Vel, idet han, trods Nationalvillien, nægter at fuldbyrde Fredstractaten, fortæller, at det ikke er det norske Folk, han vil bekjæmpe, men kun dets Forledere, og veed, at Forsynet vil beskytte Sverrigs Sag, thi den er retfærdig!!! Endelig fortælles der, hvad ogsaa en fra England kommen Lieutenant Snedorff bekræfter, at to Prindser og ti Lorder i Overhuset har nedlagt Protest mod Norges Blokade, og at Enthusiasmen for Norge skal være stor blandt det engelske Folk.

24de Juni.

Det er nu forbi med alt Haab for Thygeson om at vende tilbage hertil. Han har kaldt sin Familie ned til sig, og indviklet som saa mangen anden i den Gyldenpalmske Affaire, maa han takke Gud for, at man lader ham sidde rolig paa sine Godser.

27de Juni.

75 Embedsmænd og Studerende have indgivet Ansøgning om at maatte organiseres til et Corps til Stadens Forsvar. Kongen har modtaget den med Bifald. – Det hedder nu, at al Communication med os er forbuden i Danmark under Livsstraf!

28de Juni.

I Selskabet hos Bispen forefaldt ved Bordet et Optrin, der med alt det vor Vært blev hidsig, gjorde ham megen Ære, thi hvo maa ikke blive hidsig over saadant. Bønder, 10–12 Mile herfra, hvem Korn var lovet af Provideringscommissionen, men som havde udbedet sig en Maaneds Udsættelse, inden de hentede det, for at deres udmattede Heste kunde hvile, kom nu, og havde af WiewildJohan Bøye Wiewild, 1764 – 1818, tollinspektør i Christiania 1808-14 204og ThranePaul Olsen Thrane, 1751 – 1830, norsk forretningsmann og ledende person i Christiania rundt 1814 faaet den trøstelige Besked, at intet var at faa. Brevet leveredes Falbe, som sad ved min Side. Snart blev Sagen offentliggjort, og stakkels Falbe, som er et lidet gjældende Medlem i Commissionen, blev yderst forlegen og vidste hverken ud eller ind, da man paalagde ham at træffe Modanstalt. Bech og Agent Nielsen geraadede i Iver. Amtmand Treschow spurgte sagtmodigen, om han ei strax kunde udstede en Anvisning, hvilket Falbe med Grund benægtede, da Pluraliteten havde afslaaet den. Bispen truede med at reise ligetil Kongen og foredrage ham Sagen. Omsider blev det da bestemt, at Falbe imorgen skulde besørge det omgjort.

29de Juni.

Gesandterne ventes bestemt idag eller imorgen, og da de vel ikke komme for at gratulere Kongen til Norges Krone, og ei kunne vente forønsket Svar paa hvad de har at proponere, vil deres Afreise vel blive Signal til Krigserklæring og Indfald i Norge. Imidlertid siges den engelske Blokade de facto at være ophævet, og snart at ville vorde det ved Decret. Man skal endog have vis Efterretning fra England, at man aldrig havde villet entrere i dette Blokadesystem, dersom man ikke efter Wedels og hans Tilhængeres Tale og Adfærd havde troet sig overbevist om, at de Svenske havde et betydeligt Parti i Norge, som blot behøvede Understøttelse udenfra for at faa Overmagt. Dette har vakt en rasende Forbittrelse mod Wedel. – Mod Kongen er i Sverrig udkommet et nyt Skandskrift, endnu mere bittert og ondskabsfuldt, end det foregaaende til Holten. Efter Sverdrups Sigende røber det megen Local- og Sagkundskab, og indeholder saa mange unægtelige Sandheder indvævede mellem Løgne og Bagvaskelser, 205at der skal et øvet og skarpseende Øie for at adskille dem. Kongen har ikke villet læse det. Hans varmeste Venner misbillige ellers, at han ved haanlige Udladelser mod Pontecorvo har provoceret denne til Injurier.

30te Juni.

Det store Gesandtskab er kommet. Den russiske, preussiske, engelske og østerrigske Gesandt har taget hele Colletts Hus i Besiddelse. Den danske Gesandt logerer allene hos Major JuellMangler info om ham. De have været hos Kongen og reise paa Løverdag; mere veed jeg endnu ikke om dem.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Claus Pavels Riis' utgave fra 1864

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook