Dagbog 1814

av Claus Pavels

[Mai]


1ste Mai.

Endnu ved man intet om Udfaldet af Carsten Ankers Mission, men man trøster sig med det gamle Ordsprog, at ingen Tidender ere gode Tidender, og den uendelig vigtige Katastrophe i Frankrig gjør det begribeligt, at man vil have den tilendebragt, inden man for Alvor sysselsætter sig med vort lille Norge.


4de Mai.

Kjerschow ordineredes. Efter Ordinationen aflagde han mig et Besøg ved min Sygeseng. Bispen havde talt om at kjøbe den beleilige Tid, og Kjerschow havde seet sig nødsaget til at forandre et Sted i sin Prædiken, for ei at ansees for at ville optræde som sin Overhyrdes Antagonist. Jeg har siden hørt af Andre, at Bispen skjendte paa Pietismen, Kjerschow paa verdslig Visdom.


5te Mai.

Wulfsberg medbragte et nyt svensk Sendebrev til Etatsraad Holten, endnu det mest Ondskabsfulde og Uforskammede, som er skrevet mod vor ædle Prinds. Gud ved, hvad de tror at udrette ved disse forstærkede Invectiver og Trudsler. De maa jo dog indse, at enhver af dem blot forstærker Nationalhadet.


7de Mai.

Rigsdagsforhandlingerne gaa rask frem, og de vanskeligste 185Punkter afgjøres efterhaanden i al Fredelighed. Med Hensyn paa Pontecorvo er bestemt, at Norges Konge ei allene skal bekjende sig til den lutherske Religion, men ogsaa være født og opdraget i den, i hvilken Anledning Rein havde talt djerve Ord om at skifte Tro med Landets Grændser. Ogsaa det delicate Punkt er afgjort, at vor Konge kan med Rigsdagens Samtykke modtage en anden Krone, dog saaledes, at han idetmindste 6 Maaneder af Aaret skal residere i Norge. – Der siges, at Carsten Anker har faaet Tilladelse til at opholde sig i England som Privatmand, men at man ei kan anerkjende ham i Egenskab af Minister, hvilket da heller ikke kan ventes.


8de Mai.

Rosenkrantz fortalte om sin Reise til Kjøbenhavn og Modtagelse af Frederik den Sjette. Ved første Audients havde han fundet ham overmaade forandret; anden Gang syntes han friskere og bedre tilmode. Han havde blandt andet sagt: «Det gjør mig ondt, at jeg ikke kan ansige Dem til Taffels, men De maa tro, jeg holder ikke mindre af Dem end før», og da Rosenkrantz frembragte sit Hovedærinde om Norges Providering, svarede han: «Det staar ikke i min Magt at gjøre noget ved den Sag, men for Resten bør De ikke tvivle om, at jeg føler for Norge, hvad jeg altid har følt». – Ulykkelige Konge! det er Synd at haane ham.


9de Mai.

Lieutenant FalbeMangler info om ham, som er kommen herop i et Statsærinde med Admiral BilleSteen Andersen Bille, 1752 – 1833, dansk admiral og Oberst LønborgChristopher Frederichssen Lønborg, 1753 – 1827, dansk militær (?), skal offentlig ved Bordet paa Eidsvold have sagt, at man i Sverrig har nævnt fire Rigsdagsmænd, som man kunde stole paa: Wedel, Løvenskjold og Præsterne Grøgaard og Wergeland. 186Der paastaaes, at Wedel har havt en Courer inde i Sverrig, som har opholdt sig der i 6 Dage, og i denne Tid er hjemkommen.


11te Mai.

Der tales om en særdeles ubehagelig Affaire, der har mødt Kammerjunker GyldenpalmAndreas Dedekam Hagerup Gyldenpalm, 1777 – 1832, dansk diplomat, senere ansatt ved den norske statsrådsavdeling i Stockholm paa hans Reise hertil gjennem Sverrig. Han skal have omgaaets saa uforsigtigt med yderst vigtige Papirer, der vare ham betroede, at disse ere ham fratagne, og han selv arresteret. Om disse Papirers Indhold er man ikke ret enig. Nogle sige, at det var Depescher fra Kongen, der røbede Forstaaelse med Prinds Christian og Norge; andre paastaa, at det var et Brev fra Præsident KaasFrederik Julius Kaas, 1758 – 1827, dansk embetsmann, justismester og politimester til Prindsen, hvori tilkjendegaves ham, at Opstand var nær ved at udbryde i Kjøbenhavn, og at man var sindet at støde Kong Frederik fra Thronen. – I Intelligentsseddelen opfordres Wergeland til at lade trykke den Tale, han nylig har holdt til Arveadelens Forsvar. Man vil fortælle, at han er salareret med – jeg erindrer ikke, hvor stor Sum i svenske Bancosedler for denne Tale. Kan dette bevises, maa jeg tage mine formildende Ord tilbage, og aldeles træde over i Modstandernes Rækker.

I «Tiden» findes nogle ikke meget poetiske, men kraftfulde Ord af Biskop KroghMathias Bonsach Krogh, 1754 – 1828, fra 1804 biskop over Nordlandene og Finmarken, stortingsrepresentant 1815-16. Hvad Hount i mit Brev til ham brød Staven over som Sværmeri, siger den trofaste gamle Normand her næsten med de samme Ord. Hæderligen udmærker sig Norges to ældste Biskopper, graahærdede Mænd med Ungdoms Ild og Kraft, medens den yngre Slægt sætter sig hen og coculurer, staar op at deklamere og vikler sig ud med jesuitiske Udflugter, selv fra Edens helligste Baand. Dog lad mig ikke nævne 187Slægten, hvor blot enkelt svagt eller foragteligt Individuum burde nævnes.


12te Mai.

Kongen af Danmark har tilligemed to Commissærer til at aflevere vore Fæstninger m. v. udsendt et fulmen brutum mod os stakkels Embedsmænd, hvori det forbydes os, under nærværende Forfatning at modtage eller beholde noget Embede her i Norge; men især formanes alle Danskfødte inden fire Uger at nedlægge deres norske Embeder og forføie sig til Danmark under Tab af Kongens Yndest og Naade, samt af alle de Prærogativer, de som danske Undersaatter maatte være komne i Besiddelse af.


13de Mai.

Man taler om Christians Modtagelse i Christiania, naar han første Gang kommer hertil som Konge. At pengespildende Høitideligheder for det første ei bør finde Sted, er man enig i, men festlig bør Modtagelsen være; dog – hvo skal ordne den? Den constituerede Stiftamtmand, Etatsraad Falbe, var den mest competente, men foruden at han i det Hele beskyldes for Phlegma og Uvirksomhed, skal han nu være vred over, at Justitiarius-Embedet i Høiesteret er tilbudt Stiftamtmand BullJohan Randulf Bull, 1749 – 1829, fra 1814 justitiarius i den norske Høyesterett i Bergen og ikke ham. Borgerskabets Formand, Præsident Bull, er bortreist, og fraværende eller nærværende er han med samt Borgemester og Raad (IngstadLudvig Christopher Ingstad, forstander for Oslo Hospital og rådmann i Christiania maaske undtagen) ligesaa uduelige til at arrangere en Høitid, som til at bestyre en By. Mit Haab staar til Agent Nielsen, som Formand for Byens Repræsentanter.


14de Mai.

Holten fortalte, at den sidste svare Kamp er overstanden 188paa Eidsvold, at det nye Finantssystem har seiret, og at det især er Rein, som har bidraget dertil ved en mesterlig Tale, der frembragte almindelig Enthusiasme og lønnedes af hele Forsamlingen med et tredobbelt Hurra.


15de Mai.

Med Schmidts Brev fulgte Reins herlige Tale. Biskop Brun skrev, at den forrige var som talt ud af hans eget Hjerte, kun var der ikke nok Ild og Krudt i den. Dette savnes ikke her. Ethvert Vaaben, der egner ærlig Stridsmand, har han ført med sjelden Kraft; lige uimodstaaeligen virker han paa Forstand og Hjerte; det er et mesterligt Aandsproduct. Dets Virkning skal ogsaa have været stor, og (vil man sige) paa Grev Wedel skrækkelig.


17de Mai.

Enkelte skulle finde det betænkeligt at tilbyde Prindsen Kronen under Rigets nuværende precaire Stilling, da Norge endnu ei af nogen udenlandsk Magt er erkjendt for en selvstændig Stat. Det maa da ialfald være Prindsens Sag, om han vil modtage en saadan vaklende Throne; jeg haaber, at den Aand, der har bevaret sig uforkrænket paa Eidsvold i alle disse stormfulde Dage, heller ikke nu vil undfalde mine patriotiske Landsmænd. – Imorgen Eftermiddag Kl. 5 er paa Raadstuen berammet en Samling, hvor Offere skulde bringes paa Fædrelandets Alter af Sølv og deslige, og overgives Rigets Regent ved hans ankomst paa Søndag.


18de Mai.

Nu er det afgjort; Christian Frederik er kaaret til Norges Konge; Anker, Wedel, Løvenskjold og Omsen havde rigtignok forlangt Udsættelse under det igaar anførte 189Paaskud, men de bleve overdøvede af det almindelige Samraab, og Prindsen valgtes enstemmigen. Dog sige nogle, at de tre førstnævnte traadte tilbage og ikke vilde votere. Dette fortaltes paa Raadhuset, hvor rige Offere frembragtes og, som det syntes, med glade Hjerter. Min gamle Sølvkande af 99 1/2 Lods Vægt og min meste Skillemynt, der ogsaa blev veiet, og beløb sig til 190 Lod, hengav jeg med Hjertens Glæde.


19de Mai.

I Middags affyredes 3 Gange 27 Skud fra Fæstningsvoldene, Norges Konge til Ære.


20de Mai.

FlorMartin Richard Flor, 1772 – 1820, skolelærer og lektor ved universitetet i Christiania og en ung Maler FlinthougFlinthoug] senere kjent som: FlintoeJohannes Flintoe, 1787 – 1870, dansk-norsk maler var her for at meddele mig den Ide til et Transparent, som de i deres Ansigts Sved havde udklækket. Den var meget tarvelig: Et stort Postament; ovenpaa en Krone, under hvilken Kongens Navnetræk og Inscriptionen skulde anbringes, og ved Siden Troskabs, Enigheds og Standhaftigheds Symboler. Min Indskrift blev da ogsaa derefter.

Modtagelseshøitidelighederne gjør overalt ikke Vedkommendes Opfindsomhed megen Ære. Det bliver en da capo af den sædvanlige Stads: ThaarupsThomas Thaarup, 1749 – 1821, dansk dikter Hymne, Bispeprædiken osv.


21de Mai.

Der er i Nat kommen Courer til Bispen, at der i Morgen her, og saaledes overalt den første Søndag efter Bekjendtgjørelsen skal holdes en Takkeog Bønfest, og prædikes over Ps. 125. 1. Mig forekommer det, at den Fest burde holdes paa engang over hele Landet. Der er jo ingen periculum in mora, og det er altid høitideligere at tænke sig en Nation i en Time samlet i alle Rigets 190Kirker, for at opsende Bøn til Gud, end at en Høitid holdes imorges Kl. 10, en anden Kl. 2, en tredie om 8, en fjerde om 14 Dage og saa fremdeles.


22de Mai.

Klokken lidt over 2 kom Kongen tilhest under Canonade og Hurraraab, og steg af udenfor Byens Kirke, hvor alle tilstedeværende Præster (ogsaa Wergeland) og adskillige af andre Stænder stod opstillede for at modtage ham. Festen begyndte med BaggesensJens Baggesen, 1764 – 1826, dansk forfatter Oratorium «Skabningens Halleluja», hvorefter Bispen prædikede. Da han havde sluttet, blev Psalmen «O store Gud, vi love dig» afsungen med Accompagnement af Basuner. LumholtzNikolai Lumholtz, 1729 – 1819, stiftsprost i Christiania, fra 1805 titulær biskop messede nu Collect og Velsignelse. Bispen talte atter nogle Ord og Damerne afsang nogle Vers. Derpaa raabtes: «Held for Kongen!» Denne holdt fra sin Stol en kort Tale, som jeg ikke kunde høre. Da han havde endt, begyndte Samraabet paany og blev til et formeligt Hurraraab. Der fattedes kun, at man ogsaa skulde klappet! – Paa Veien til Palæet, hvor der var grand cour, hørte jeg om en Mængde militære og Hofpromotioner, som havde fundet Sted. Af Kammerherrer skal der saaledes være udnævnt 16. Gud ved, hvad vi skal med dem og de med Kammerherrenøglen. Ogsaa af Kammerjunkere har man gjort endel. Haxthausen paraderede allerede i sin nye Værdighed som Hofmarschalk. – Efter Aftensmaaltidet vandrede vi ud til Æreporten ved Vaterlands Bro og siden til Ankers Have, der var meget vakkert illumineret. Folkestimmelen og den almindelige Glæde var dog det interessanteste. Da vi gik hjem, begyndte man at illuminere Byen.


23de Mai.

191De mange Kammerherrer og Kammerjunkere har gjort en ubehagelig Sensation i Publicum, og Kongen havde vist gjort bedre i at udnævne ingen eller ganske faa af hans nærmeste Omgivelse. Nogle, der anser det for en virkelig Hæderspost, finde det anstødeligt, at Folk af slet Rygte udmærkes som Kongens Yndlinge og Landets fortjente Mænd. Andre finde det infra dignitatem, tildels constitutionsstridigt, at Landets bedste Mænd, der beklæde dets hæderligste Embeder, gives Hofcharger, der endog paalægge personlig Opvartning. Endog i Kongens eget Forgemak skal man have skoptiseret derover.


25de Mai.

Man gjør Bugge høiligen Uret, naar man siger, at han bagtaler alle Mennesker, thi om Kongen taler han med megen varm Enthusiasme. Ogsaa synes denne fortrinligen at ynde ham, ja drak endog «Venskabs Skaal» med ham ved det Aftensmaaltid, han var i hos Bispen i Trondhjem. Bugge betroede mig som en Hemmelighed, at han af Kongen uigjenkaldeligen er bestemt til at forrette Salvingsakten, som ogsaa rimeligt kunde være, da den holdes i hans Stifts Domkirke. Bech, som Norges fornemste Biskop, skal allerede have gjort Forestilling om at denne Forretning tilkom ham, men har intet Svar faaet, og ærgrer sig formodentlig en Galdefeber paa Halsen, naar hans Stolthed lider denne Krænkelse. De, der ubetinget bryde Staven over Bugge, dømme overilet, og kjende ham neppe. Aabenmundet og af liden Charakterfasthed er han maaske, men ellers tror jeg, at han er en redelig og uegennyttig Mand.

26de Mai.

192Sverdrup forelæste et Brev fra Lector AdlerJohan Gunder Adler, 1784 – 1852, dansk embedsmann, 1812 – 1824 bestyrer (lector) for skolen Prins Christian Augusts Minde i Frederikshald, fuldt af Nyheder, de fleste ubehagelige. Det paastaaes med Vished, at de allierede Magter ville anvende alt, for at se Tractaten opfyldt og Norge overgivet til Sverrig, og selv den freidige Sverdrup synes at ane, at dette omsider turde blive Tilfældet; kun mente han, at nødtvungen Vigen for Overmagten vil være hæderligere end frivillig Overgivelse, naar anden Redning er mulig, og at vi som et undertvunget Folk kunde vente os ligesaa taalelige Kaar som den, de solgte Slaver, der lode sig flytte som Køer fra en Baas til en anden, havde at vente. Den der, om denne sørgelige Katastrophe skulde indtræffe, var beklageligst af alle, var Kongen, hvis Throne saa frygteligen vakler i samme Øieblik, han bestiger den. Bare blot Normændene selv enige! Ak, paa Bogstad ere i disse Dage forsamlede Wedel, Løvenskjold, Wergeland, Grøgaard og alle disse Norges farligste Fiender, farligere end Pontecorvo, der kommer aabenlyst med Sværdet i Haanden. Hvo ved, hvilke Planer der udklækkes deroppe? – Fra Danmark vil man vide, at Communicationen med os er spærret og forbuden.


27de Mai.

Hos Wulfsberg læste jeg adskillige af de Adresser, Repræsentantvalgene angaaende, som nu udgives samlede, og det er ret interessant, at se den høist forskjellige Tone i disse, hvorledes f. Ex. Professor Leganger, som beskyldes for to Gange i Eidsvold Kirke ved sin Røgelse at have voldt den hele Forsamling Hovedpine og Qvalme, giver blot en kold tør Beretning paa 5–6 Linier, og hvorledes igjen en Præst Swensen i Tolgen, der roses 193som Mand af Hoved og Kundskaber, har fyldt 3–4 Sider med Bombast, først om den «skjærende Smerte», det voldte os, at løsrives fra Frederik den Sjette og Danmark, og siden om de andre Følelser, vi under Begivenhedernes Gang efterhaanden gik over til.


28de Mai.

Wulfsberg, der synes at være Royalist og Norsk med Liv og Sjel, udlod sig idag med Mishag om det loyale Parties Adfærd paa Rigsdagen, finder Oppositionspartiets langt anstændigere og frikjender dets Høvdinge aldeles for uædle Bihensigter og uværdig Fremgangsmaade. Det er nok især Omsens Beretninger, denne Dom grunder sig paa, og saa begriber jeg da, at Wulfsberg som Wedels personlige Ven søger at forsvare ham i det længste, skjøndt han maatte erindre, at de engang i Fællesskab har været paa en Vei, som neppe var den lovligste, og at det vel ikke saa lige er forandrede Grundsætninger paa nogen af Siderne, der gjør, at de nu gaa til et forskjelligt Maal. Wulfsberg vilde have Norge løsrevet fra Danmark; det er nu skeet, og den nye Tingenes Orden synes baade fra Ærens og Vindingens Side at være ham fordelagtig: altsaa acquiesserer han derved og ønsker den Varighed. Wedels Hu staar til noget høiere; han vil herske og dertil aabnes ham ingen Udsigt under Christians Regjering. Det Maal, han havde for Øie for 5 Aar siden, har han endnu. Ved Norges Forening med Sverrig kunde han opnaaet det og kan vel endnu opnaa det. I det selvstændige Norge synker han ned i den uvirksomme Dunkelhed, hvortil vel ingenlunde Naturen, men desmere hans tvetydige Forhold fordømmer ham.


29de Mai.

194Om Selskabet iaften hos Sverdrup maa jeg sige, hvad en naragtig Skrædder sagde om Jægercorpset, da det laa i Garnison her: «Der er, ved Gud, ikke en Slyngel i det hele Corps». Der var i denne Kreds ikke et eneste Menneske, hvis politiske credo er tvetydigt. Foruden Værten bestod det af hans Colleger Treschow, Rasmussen, Platou og Hersleb, Bergenserne ChristieWilhelm Frimann Koren Christie, 1778 – 1849, sekretær under Riksforsamlingen på Eidsvoll, stortingspresident i det ekstraordinære stortinget 1814, Motzfeldt, Rein og jeg. Der levnedes da heller ikke Oppositionspartiet megen Ære. Især maa det have ringet slemt for Wergelands Øren. Christie reiser om nogle Dage i Følge med Rigsdagsmanden Kjøbmand RosenkildePeder Valentin Rosenkilde, 1772 – 1836, kjøpmann og politiker, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll fra Stavanger og Statsraad Aall til England. Man spaar os Fred og Forbund med dette Land, der nu skal være nær ved at erklære Rusland Krig. Norges Sag forhandles i denne Tid i Parlamentet, hvilket ansees for et godt Tegn. – De nyeste Rygter fra Danmark lyde nu saa, at Kongen har ladet sine Tropper gaa hjem og derimod tilladt de Svenske Gjennemmarsch, som han nylig sagdes at ville forhindre: at 7000 Svensker virkelig ere indmarscherede og troes at ville blive der til Kysternes Bevogtning mod Handelen paa Norge: at al Brevvexling og Maskepi med os under corporlig Straf er forbudt: at Kongen nylig har forelagt det danske Cancelli det Spørgsmaal, om ei Prinds Christian kan og bør udelukkes fra Arveret til Danmarks Throne: at ØrstedAnders Sandøe Ørsted, 1778 – 1860, dansk jurist og senere statsminister og LassenMangler info om ham med megen Kraft har benægtet det: og endelig, at Finantserne dernede skal være i den mest fortvivlede Forfatning.


30te Mai.

Beretningen om Forbud mod Handel og Brevvexling 195mellem Danske og Norske er ved en nys ankommen Statstidende bekræftet. Som paalideligt Rygte fortælles, at Statsminister MoltkeFredrik Moltke. 1754 – 1836, dansk embetsmann og statsminister er afsat og forvist paa Grund af et Brev, han havde skrevet herop til Haxthausen med Gyldenpalm. – Hegermann finder at vor Administration allerede burde have taget mere Hensyn paa Constitutionens Bestemmelser, end skeet er. Han frygter, at Kongens Godmodighed kunde lade sig mislede, og ønsker, hvad nok en betydelig Del af Nationen ønsker med ham, at Haxthausens Indflydelse maa vorde formindsket, og at han fremfor alt maa komme ud af Finantsbestyrelsen. At han i Vinter overdrog Commandantskabet til Oberst Ramm, og nu, da Emolumenter deraf kan indhøstes, selv igjen har paataget sig det, scoptiseres meget over. Her skal være gjort et Carricaturmaleri, hvor to Bastioner forestilles; paa den ene staar Ramm og skuffer Sne, paa den anden gaar Haxthausen og slaar Hø.


31te Mai.

Christie fortalte, at Wedel har sagt til ham, at han føler sig forhadt i Publicum, og derfor imod sin Tilbøielighed, vil unddrage sig fra alle offentlige Forretninger og leve i Stilhed som Privatmand.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Denne utgaven av Pavels 1814-dagbok følger Claus Pavels Riis' utgave fra 1864.

Les mer..

Om Claus Pavels

Claus Pavels er nok i dag best kjent for sine dagboksnotater fra årene rundt 1814. Han hadde et stort nettverk og fulgte interessert med i tiden. I 1814 engasjerte han seg sterkt for norsk selvstendighet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.