1ste November.

Henved 11 Timer har jeg i Dag tilbragt paa Storthinget, men saa havde jeg ogsaa den Fornøielse, ved min Hjemkomst at vide Hovedsagen saaledes afgjort, at vi nu kunne være sikre paa Fred. Forhandlingerne skulde imorges begyndt med at debattere Aschehougs Forslag, men han tog det tilbage, bevæget dertil ved den overordentlige Hurtighed, man igaar var gaaet frem med. Man begyndte altsaa med 3 nye Paragrapher, Committeen havde foreslaaet som Tillæg til Grundloven, og disse sysselsatte Storthinget næsten den hele Formiddag. Den første var: «Norge skal have sin egen Bank, sit eget Mynt- og Pengevæsen». Etatsraad KnudtzonHans Carl Knudtzon, 1751 – 1823, kjøpmann, skipsreder og borgermester, representant på det ekstraordinære storting 1814 foreslog, at den skulde hedde 311Nationalbank, hvilket enstemmig forkastedes. Om en passende Bestemmelse til at forebygge Regjeringens Indblanding i dens Affærer debatteredes længe af Konow, Wedel, Holter, Nansen og Koren. Wedels Forslag antoges. Anden Paragraph var: «Norge skal have sit eget Koffardiflag; dets Orlogsflag skal være et Unionsflag». – I den Anledning talte Doctor Møller og Biskop Sørensen, den sidste meget kraftfuldt og skjønt. Koren, som under denne Debat skal have reist sig 83 Gange, fortalte, at han havde en Fætter, som havde været Slave i Algier og foreslog i den Anledning, at man maatte have Lov til efter eget Tykke at bruge National- eller Unionsflag, for at spare Afgiften til de barbariske Magter. Nansen vilde, at Nationalflaget ogsaa skulde bruges til Orlogs og Unionsflaget kun, hvor begge Flaader virkede i Forening. Dahl vilde, at Norge baade til Orlogs og Coffardis skulde have sit eget Flag. Paragraphen vedtoges uforandret. No. 3 handlede om Nationalgjælden. Koren bragte i den Anledning vort Pengeforhold til Danmark paa Bane, og Diriks paaberaabte sig et Decret af Eidsvoldsforsamlingen. Medens dette hentedes, foretoges et gammelt Forslag af Konow, at Norge burde have sine egne Konsuler paa fremmede Handelssteder. Alle de Talende, Wedel undtagen, var for Forslaget, men det faldt alligevel igjennem med stærk Pluralitet. Man tog igjen fat paa den tredie Paragraph, som antoges. Nærmere Detail afgjøres paa næste Storthing. – Nu foretoges Resultatet af Committeens Conference med de svenske Commissærer om de paa Storthinget fattede interimistiske Beslutninger. Ved § 11 foresloges, at det nærværende Storthing i Nationens Navn skulde sværge Carl den 13de 312Hyldings- og Troskabs-Ed. Herimod protesterede mange, som paastode, at Eden var altfor hellig til, at man kunde aflægge den i andres Navn end sit eget. Treschow sagde, at man paa Eidsvold havde svoret i Nationens Navn, hvilket Schmidt med Grund benægtede. Bech troede ogsaa, at man godt kunde aflægge Ed paa andres Vegne, men ved Votering forkastedes Forslaget med 61 mod 16 Stemmer. Efter en foregaaende Motion af Abel, at man desuagtet kunde og burde i sit eget Navn gjøre Ed til Kongen og Constitutionen, voteredes nu herover. De, som hertil fandtes villige, opfordredes til at reise sig, og Sodemann allene blev siddende. Formiddagsforhandlingerne endte med Præsidentvalg, der atter faldt paa Christie, dog kun med 39 Stemmer; Wedel havde 26.

For at faa den vigtige Hovedsag afgjort idag, bestemtes et Eftermiddagsmøde til Kl. 5. Først oplæstes Commissærernes Dictamen til Protocollen i Anledning af den omtvistede § 25. Med Alvor og Grundighed fremsattes Motiverne for deres Paastand, at Kongen maatte have høieste og ubegrændset Myndighed over Rigets Land og Sømagt. Dog vedtoges ei uvigtige Modificationer i deres forrige Forslag. Diriks, som Formand for den Filialcommitte, der meddeler de Svenske Storthingets Beslutninger, opregnede de Modgrunde, han havde anført mod Commissærernes Paastand, og endelig forelæste Christie den samlede Committees Betænkning. Nu aabnedes Debatterne. Schultz begyndte med en temmelig lang og vel udarbeidet Tale, hvori han med al mulig Styrke fremsatte Grundene mod Forandring i Storthingets, efter Motzfeldts Forslag fattede Beslutning. Tilsidst foreslog han, at sende en Deputation til Sverrigs Kronprinds, for 313at foredrage ham, hvad man i denne Henseende fandt fornødent. Efter ham fremtraadte Treschow «ikke uden Undseelse, da han kunde troes nu for tredie Gang at have skiftet Mening». Dette havde han imidlertid ikke gjort. Omstændighederne havde tvunget ham til at dølge, hvad der gjennem hans Liv havde været hans stadige Overbevisning: at den excutive Magts Hænder bør, hvad Krigsmagten angaar, være ubundne, hvilket han og med historiske Exempler viste fast overalt i frie Stater og indskrænkede Monarchier at have været Tilfældet. At Storthinget skulde samles, inden Armeens sidste Halvdel kunde commanderes ud af Landet, fandt han aldeles urigtigt, da Landet ved pludseligt Overfald kunde være oversvømmet af Fiender, saaledes at dette Forsvar, naar det omsider decreteredes, kom for silde. Dette troede ikke Ræder kunde være Tilfældet, da Rustninger maatte mærkes i det Land, hvorfra et saa stærkt Overfald vilde ske. Han erklærede sig mod Forandringen. Bech gjorde ham det Spørgsmaal, om han kunde afbevise Muligheden af et saadant pludseligt Overfald. Ræder svarede, at han vel ikke mathemathisk kunde bevise det, men at dets Umulighed var ham indlysende. Bispen forlangte heller ikke at mathematisk, ikke engang et historisk, men blot et philosophisk Bevis; men Sorenskriver Bryn forlangte nu Ordet, og Bispens og Capitainens Trætte blev afbrudt. Bryn tilraadede i en kort Tale Forandringen. I hvad Orden de øvrige Talere fremtraadte, er mig umuligt at erindre; jeg nævner dem altsaa som jeg husker dem. Abel talte meget smukt for Kongens uindskrænkede Myndighed over Armeen, men man føler sand Angest og Beklemmelse ved at høre ham. Han er en høi, mager, alvorlig Mand og har den 314huleste Dødningstemme, jeg nogensinde har hørt. Det er som om en Stemme lød fra Aandeverdenen. Tybring har en Stemme som en Basun. Han fortalte, at skjøndt hans Vugge stod i de ringere Klasser, indsaa og følte han, at Kronens Vægt var tung. Jeg troede i Begyndelsen, at han ønskede Forandringen, men tilsidst erklærede han sig dog imod den. Præsten Bull antog det Tilfælde som rimeligt, at Opstand kunde udbryde i en eller anden af Norges Provindser i Anledning af Foreningen, og vilde have os betinget, at Normænd i saa Fald ei skulde udcommanderes mod deres Brødre. Denne Tale fremkaldte almindelige Yttringer af Uvillie og Præsidenten gav ham en alvorlig Irettesættelse. Hvad Wedels Mening var, behøver jeg naturligvis ikke at sige. Procurator Arntzen talte for første Gang, og talte meget vakkert. Han hører til det moderate Parti. Koren taug naturligvis ligesaalidt her som ellers, men var langt sindigere og fornuftigere end i Formiddag. Ganske enig var han dog nok ikke med sig selv, thi han talte mod, men voterede for Forandringen. Nansen vilde have de Svenskes Forslag antaget. Den kalkunske Lyngdalsbonde, Sectionsanføreren Theis Lundegaard, havde en liden skreven Sermon, hvori han henholdt sig til Grundloven og Motzfeldts Forslag. Aall, der dog, saavidt jeg kunde høre, voterede med Oppositionen, ønskede Storthingets Decret fornyet, kun med den Modification, at hele Armeen skulde holdes i marschfærdig Stand, men kun den halve Del virkelig marschere før Storthingets Samtykke var indhentet. Sørensen holdt en net liden Tale for Kongens uindskrænkede Dispositionsret over Armeen. Jeg har aldrig hørt ham før idag, men jeg har faaet store Ideer om hans Talent. Fra den Side kan Norge virkelig 315lykønske sig med sine Biskopper, naar en Mand som Bech staar nederst blandt dem som Taler. Pastor WeidemannAndreas Frederik Weidemann, 1763 – 1847, sogneprest, representant på det ekstraordinære storting 1814, understøttet af Schmidt, foreslog, at, i Forhold til Landenes Folkemængde og Ressourcer, et lige Qvantum skulde afgives fra Norge og Sverrig, hvilken Mening Koren ogsaa tiltraadte, men dette Spørgsmaals Afgjørelse blev udsat til næste Storthing. AngellLorentz Angell, 1778 – 1860, prest, stortingsrepresentant flere ganger, også på det ekstraordinære storting 1814 talte med utilbørlig Bitterhed mod de Svenske, og syntes at glemme, at Amnesti fra begge Sider er en nødvendig Betingelse for virkelig Forening. Diriks talte ogsaa. Jeg tror det var ham, som godtgjorde, hvorledes et overordentligt Storthings constitutionsmæssige Sammenkaldelse vilde medtage en Tid af 8–10 Uger, i hvilken Tid Armeens første Halvdel kunde være ødelagt inden den anden begyndte at operere. Endnu lode Sibbern og Stoltenberg sig høre, den sidste mod, den første for Forandringen, dog under den Betingelse, at de af Sverrigs Tropper nu besatte norske Fæstninger skulde rømmes umiddelbart efter Edens Aflæggelse. Endelig skred man til Votering. Det første Spørgsmaal var: «Kan den af Storthinget i Anledning af § 25 tagne Bestemmelse forandres?» Dette antoges med 57 mod 21 Stemmer. Nu gjennemgik man punktvis de Svenskes nye Propositioner med Committeens ubetydelige Forandringer. Alt bifaldtes, kun med et lidet Tillæg om hvad der forstaaes ved Linietropper. Endelig kom Hovedspørgsmaalet: «Bør den vedtagne Indskrænkning i Kongens Raadighed over Tropperne vedblive?» 52 svarede Nei, 26 Ja; altsaa gik de Svenskes Forslag igjennem netop med to Trediedele af Stemmerne, og Følgen er, at jeg og mange Tusinde med mig nu sidde trygge og rolige i vort Hjem, og kunne om et Par Dage vente Pontecorvo som Ven, 316istedetfor at, hvis endnu 14 havde været at modsat Mening, vi inden næste Uges Ende sikkert kunde ventet ham som Fiende, og seet Jammer og Ødelæggelse udbredt over hele Landet. Jeg har nævnt Schmidt som Oppositionsmand og skylder ham at tilføie, at hans Stemme var blandt de 52. Saavidt jeg kan erindre nævner jeg dem, som for en skjøn Ide vilde opoffret Landets Tryghed og Held. 1. Dr. Møller. 2–5. De fire Bergensere (hvilket gjør mig ondt, men det hørte maaske med til deres Instrux). 6. Dahl. 7. Bonden Erik Noer. 8. Agent Nielsen. 9. Lysgaard. 10. Bonden Ole Haagenstad. 11. Tybring. 12. Holter. 13. Angell. 14. Ræder. 15. Bull. 16. Theis Lundegaard. 17. Postmester TonningPeder Tonning, 1782 – 1839, postmester, stortingsmann flere ganger, også på det ekstraordinære storting 1814. 18. Schultz. 19. Hegermann. 20. Sodemann. 21. Knudtzon. 22. Brun. 23. Garmann. 24. Stoltenberg. De to andre mindes jeg ikke; jeg skulde dog tro, at Provst SartzJohan Frederik Sartz, 1763 – 1839, prest, representant på det ekstraordinære storting 1814 var den ene, og var da blandt disse 26 stridbare Mænd 8 Præster og en theologisk Candidat, der ikke viste sig her som Fredens Sendebud. Hvis Aall, som jeg antager, var den 26de, viste Kjøbmandsstanden sig meget krigersk, da alle dens Medlemmer paa Storthinget voterede mod de Svenskes Forslag. Af de fem Officerer vare tre mod, to (Sibbern og Krabbe) for Forandringen, og hos Krigere undres man ikke over denne Pluralitet. Af civile Embedsmænd var kun fire i Oppositionen. Bondestanden synes de Svenske meget hengiven, er vel og cajoleret af dem umiddelbar og gjennem deres tro Venner.

2den November.

Storthinget havde baade Formiddags- og Eftermiddagssession, den første dog kun kort. Det eneste mærkelige, 317som foregik var en Motion af de fleste Bønder under Ole Haagenstads Anførsel, at Paragraphen om Værnepligten skulde omdannes efter de Svenskes Forslag (Værnepligten ophører med de 25de Aar.) Theis Lundegaard omtalte, hvilken «kjærlig Modtagelse» man kunde vente ved sin Hjemkomst, naar en saa betydelig Lettelse var Landets Indvaanere tilstaaet, men Motzfeldt svarede, at det var ham en ligegyldig Sag, om han hjemme modtoges kjærligen eller ukjærligen, naar han var sig bevidst at have opfyldt sin Pligt. Det blev ved den forrige Beslutning, at nærmere Oplysninger skulde indhentes, inden der afgjøres noget i Henseende til Værnepligten. – Ieftermiddag havde Sessionen været temmelig stormende, og Schmidt kom hjem i Aften ilde tilmode over den Partiaand, der mere synlig end nogensinde før yttrer sig i Forsamlingen. Det er Mænd som Biskop Bech og Etatsraad Treschow uværdigt, at spille en saadan Rolle, som de have paataget sig: i et og alt at agere de Svenskes Advokater, og uden Undtagelse at understøtte ethvert Forslag, som kommer fra dem, med svage og usle Grunde, naar ingen stærkere haves. Derved opægges det modsatte Parti. Det er en Lykke at det er kommet saavidt. Var før den 20de Octbr., en saadan Brand henkastet i Forsamlingen, saa var maaske Foreningen ikke bleven bifaldt, og vi havde nu været i den skrækkeligste Krigstilstand. Nu, da det kun gjælder et Spørgsmaal, hvor endog aabenbare Venner af de Svenske, f. Ex. Hount, er af Oppositionens Mening, og stemmer med den, er Sagen ikke saa farlig. Den kan vække Misnøie, men ikke Brud. Det var Naturalisationsretten, som var Tvistens Gjenstand. Jeg havde Uret i under 25de f. M. at erklære 318dette Punkt vigtigere end det om Krigsmagten, ikke at tale om, at jeg siden er underrettet om, at det egentlig er denne sidste, der satte Commissærerne i saa stor Bevægelse, hvilket ogsaa sees deraf, at de over § 25 indgave en vidtløftig Deduction, og her kun en simpel Contrapaastand. Af to Grunde er Forskjellen mig aldeles indlysende:

1. Ved § 25 gjaldt det om at betage Kongen en Magt, Constitutionen hjemlede ham; ved 75 l og 83 e derimod kun at vedligeholde en i Constitutionen fastsat Bestemmelse ukrænket.

2. Kongen har ved Conventionen paa Moss forpligtet sig til at antage Grundloven, kun med de Modificationer, som ere en nødvendig Følge af Rigernes Forening. Men hertil kan dette Punkt umulig henregnes.

Imidlertid vare de 9 Stemmer idag voxede til 38. Derimod havde der intet været at indvende, om de saa vare blevne til 68. Bechs, Treschows, Colletts og Wedels Procedure vilde man da have ladet passere, som saameget andet. Dahlsk og Sodemannsk Svulst kunde holdt Modvægten, og Tingene havde gaaet den lovmæssige Gang. Men her indtraf en langt mere odiøs Omstændighed. Ved Stemmernes Optælling fandtes 40 at have voteret for, 39 mod Storthingets Naturalisationsret. Den var altsaa stadfæstet. Men nu fremtraadte Sorenskriver Bryn og erklærede, at han havde misforstaaet Qvæstionen. Stemmerne vare herved lige. Der opstod Bevægelse i Salen, men Præsidenten hævede den ved at erklære, at han i saadant Tilfælde havde to Stemmer, og voterede atter mod de Svenskes Forslag, hvorved det altsaa var forkastet. Imidlertid 319indstillede han, da Meningerne vare saa ulige, om ei en Paragraph i Regulativet her kunde anvendes, hvorefter et Lovforslag, naar Stemmerne vare lige, kunde henlægges i to Dage, og saa paany foretages. Spørgsmaalet var, om dette kunde ansees for et Lovforslag. Atter debatteredes længe, og da det kom til Votering, var atter Stemmerne lige: 39 mod 39, men nu deciderede Christie for nøiere Drøftning og Omvotering. – Ogsaa over de Svenskes Forslag, at Storthinget enten i Nationens Navn skulde sværge til Constitutionen og Kongen, eller Ordet «Kongen» tillægges i Eden, som aflægges af Folket paa Thinge, var levende Debatter. Bech troede atter, at Storthinget kunde sværge paa det hele Folks Vegne, og stiklede paa Abel, som var Hovedopponenten igaar. Denne svarede, at «det høiligen maatte undre ham, at høre saadanne Yttringer om Edens Hellighed af Norges første Biskop». Resultatet blev, at Folket blot skal sværge til Constitutionen, hvilket vel kan synes lidt stødende, men er det dog i Virkeligheden ikke, da vi aldrig have aflagt anden Ed til Kong Christian og dog fandt os forpligtet til Troskab og Lydighed, indtil han selv nedlagde Regjeringen. Det er i sig selv en Ubetydelighed, men da Grundlovens første Paragraph tydeligen nok siger, at Sverrigs Konge ogsaa er Norges, saa erkjende vi ham ogsaa derfor ved vor Ed til Constitutonen og os tillige bundne ved de Pligter, denne med Hensyn til ham paalægger os.

3die November.

Wulfsberg forsikrer, at alt stod paa Spil i Tirsdags, og at Deputation og alle Forestillinger intet vilde have nyttet, dersom Raadighed over Krigsmagten fremdeles var bleven nægtet Kongen. Pontecorvo havde sendt 320to Courerer, den første med det Budskab, at han vel kunde fordret, at Commissærernes Ultimatum var bleven ham forelagt, inden det meddeltes Committeen, men nu kunde det passere – kun ikke et Skridt videre. Denne Befaling havde den anden Courer end yderligere indskjærpet. – RollJacob Roll, 1783 – 1870, jurist og stortingsmann, som er befalet Actor i Overkrigscommissionen, fortalte mig om Resutlatet af dens Undersøgelser. Haxthausen er funden i et og alt at have handlet som en retskaffen og vigilant Embedsmand, der qvalificerer sig til Hæder og ikke til criminel Anklage. Armeen savnede intet af hvad det var hans Pligt at forsyne den med, og overalt har han handlet i Forening med den øvrige Commissariatcommission, SundtMangler info om ham og VibeDitlev Vibe, 1751 – 1834, generalkrigskommisær, hvis Redelighed ingen omtvister. Med Staffeldt og HalsNils Christian Frederik Hals, 1758 – 1838, oberstløytnant og kommandant på Fredrikstad festning 21/3 – 4/8 1814 vil det bero paa den dømmende Commissions Fortolkning af de militære Love, hvorvidt de findes uskyldige eller ikke. Deres Forhold var tvetydigt. HjermannOberstløytnant Hjermann, forsvarte Kråkerøy ved Fredrikstad i krigen 1814 – mangler info om ham derimod, Kragerøens Ikkeforsvarer, er uden Redning forloren. Ikke Mine gjorde han til Forsvar – intet gjorde han uden at retirere.

Atter havde Storthinget en urolig Session. Det er ret vel, at Sagen snart er tilendebragt, thi Gemytterne synes daglig at forbittres. Talen var om Erkjendelsen af Kongens Abdication, og hvorvidt Takadresse skulde ledsage den. Et slemt Tegn var det, at ingen ret vilde erkjende at have gjort Motionen, men omsider blev dog Nansen den, hvis Ord man holdt sig til. Wedel lod mere end nogensinde sit ironiske Batteri spille, men da han gik saavidt, at han talte om en «afskediget Konge», mødte han levende Modsigelse af Bergenserne, Tybring og Præsten Dahl. Den sidste sagde blandt andet, at hint Udtryk var oprørende. Wedel svarede med den uheldige Vittighed, 321at om en saadan Yttring oprørte Hr. Pastorens Mave, saa kunde den derfor ikke være mindre sand. «Jeg har aldrig sagt», var Dahls Svar, «at den oprørte min Mave; nei, mit Hjerte oprørte den, og at hjerteløse Mennesker intet saadant føle, kan ikke undre mig». Præsidenten fandt sig nu beføiet til at kalde dem Begge til Orden. Wedel taug, men Dahl sagde endnu: «Jeg modtager Bebreidelsen, men aldrig skal det dog fortryde mig, at jeg henreves af Varme for en Fyrstes Minde, som jeg altid skal ære og elske». Wedel omtalte nu det farlige i, førend Kongen af Sverrig var valgt, at yde hans Formand offentlig Ros og Taksigelse. Den gamle Ægteskabssnak, som saa ofte er ført paa dette Storthing, kom atter paa Bane, og Wedel gjorde opmærksom paa, at det vilde være meget upassende for en Mand, der giftede sig anden Gang, paa Bryllupsdagen at holde Lovtaler over sin første Kones Fuldkommenhed. Tybring fortalte, at han just havde været i saadant Tilfælde, havde mistet en god og elsket Kone, og havde nu en ny, og ihvorvel han tilstod, at han ikke paa sin Bryllupsdag havde holdt Lovtaler over den Afdøde, talte han dog nu ofte med sin anden Kone, om hvilket ædelt Menneske hun var, og hvormeget han skyldte hende. Koren holdt en i Begyndelsen opskruet Tale, der skulde gaa ud paa at vise, at Kongens gode Villie fortjente Tak, om der end fattedes noget i Udførelsen, men siden, da Sagen tog en uheldig Vending, blev hans Sind meget oprørt, og grædende ytrede han sine Følelser paa en Maade, der var mig høist rørende, næsten smertelig, da Mandens eiegode Hjerte saa tydeligen fremlyste. Jeg begreb imidlertid ikke, hvad der havde sat ham i en saaden Lidenskab, men erfarede siden, at det 322var ham, som havde paastaaet det Tillæg i Abdicationsakten, at Kongen ogsaa for sin Afkom skulde frasige sig Norges Krone, og nu krænkede det ham, at man ikke engang vilde yde Kongen Tak for saa store Opofrelser, og han bebreidede sig selv, at han havde bidraget til at disse bleve endnu større. Treschow reiste sig et Par Gange, men hans Tale bærer alt mere og mere den yderste Svagheds Præg. Han har neppe havt et uheldigere Øieblik, end da han blev valgt til Storthingsmand. I høi Grad havde han vundet Nationens Agtelse, men nu – hvor sørgelig er ikke hans Anseelse dalet! Hvilken ganske anden Dom vil ikke nu snart, naar Nationens Repræsentanter reise hjem, udbredes over ham i Landet! Ved Votering blev omsider afgjort, at det skulde tilkjendegives Kong Christian, at Storthinget havde vedtaget hans Abdication; hvad derimod Takadressen angik, saa opfattes Beslutningen derom til Kongevalget var forbi. Jeg anede ingen ny Fare under disse Debatter, men Hount fortalte mig, at han havde siddet i Dødsens Angst, da han var overbevist om, at naar Takadressen nu var decreteret, vare de svenske Commissærer ufortøvet bortreiste. Konows Forslag om Marmormindet blev taget tilbage, da han og flere havde isinde at opreise et saadant paa egen Bekostning.

4de November.

Denne Dag vil efter Aarhundreders Forløb i vort Lands Historie nævnes blandt de mærkeligste, hvis Minde den bevarer. For tre Maaneder siden vilde man indsluttet som afsindig eller stenet som Landsforræder den, der havde sagt, at 79 valgte Folkerepræsentanter fra alle Norges Egne i Dag skulde vælge Carl den Trettende til 323Norges Konge, enstemmig, uden physisk Tvang, uden høirøstet Modsigelse, uden ringeste Bevægelse blandt en letsindig Pøbel, der ellers stimler sammen, naar en fuld Matros viser sig paa Gaden. Dog, førend jeg kommer til Katastrophen, maa jeg først omtale Formiddagens ikke ubetydelige Debatter. Kongens veto mod Fremmedes Naturalisation var fremdeles Tvistens Æble; man sagde, at Kronprindsen satte høi Pris derpaa, og neppe vilde give efter. Wedel og Treschow teede sig ogsaa hel ængsteligen, saa at jeg vel ikke frygtede Fredsbrud, men ventede dog levende Modsigelse fra Commissionens Side, hvis dette veto blev nægtet, og ansaa det muligt, at Sagen maatte foretages fjerde Gang. Bryn aabnede Debatterne med en Renselsestale, hvori han erklærede at have misforstaaet Qvæstionen, og troet, at det gjaldt Naturalisationsretten, som han ei vilde have fratagen Nationen, og ikke Kongens Sanction, hvilken han ansaa nødvendig. Af samme Mening var Amtmand SommerfeldtOle Hannibal Sommerfeldt, 1753 – 1821, amtmann i Kristians amt, representant på det ekstraordinære storting 1814, som aldrig før har talt; idetmindste vilde han, at Kongen skulde beholde den i de 10 første Aar. Treschow fortalte et arabisk Eventyr om Hassan og hans Søn Hussein og dennes Svigerfader Abdallah, hvoraf Meningen var, at det var farligt at give urolige Hoveder formegen Raadighed, da det kunde have slemme Følger. Herpaa svarede Tybring meget vittig og træffende: «Da det ærede Medlem har fortalt os en Historie, saa maa det ogsaa være mig tilladt at fortælle en. Der var engang en Mand, tyk og fed og magelig, som gik et Stykke Vei en varm Sommerdag og blev naturligvis meget echauferet. Omsider kom han til et skyggefuldt Træ og under det var en Tue, som han glædede sig til at kunne udhvile paa. Men da han nær 324mere undersøgte Tuen fandt han, at den var fuld af Myrer. Han satte sig altsaa ikke, men gik videre. Dersom Kongen af Sverrig frygter for, i os at faa urolige og oprørske Undersaatter, hvorfor gjør han da ikke som Manden, der gik bort fra Myreturen, og søgte et andet Hvilested?» Abel var Formand for det Parti, som vilde hævde Folkets uindskrænkede Ret. Han tracterede igaar aftes Bønderne med Punsch i Klubben, og i Dag reiste han sig oftere end Koren eller Nansen. Derimod var Motzfeldt og Hertzberg for Kongens veto; den sidste endte sin Tale med Spørgsmaal: «Hvad om vi naturaliserede Napoleon?» Efter tre Timers Debat kom det til Votering, ved hvilken Oppositionen seirede, da 43 Stemmer var imod og 34 Stemmer for Kongens veto, omendskjøndt Hount, HeltzenPaul Fredrik Michael Heltzen, 1779 – 1838, kanselliråd og sorenskriver, valgt til stortinget flere ganger, også til det ekstraordinære storting 1814 og maaske flere havde sadlet om, og Professor KroghKrogh] skrives nå: KrohgChristian Krohg, 1777 – 1828, jurist, utnevnt til professor ved universitetet i Christiania i 1814, representant på det ekstraordinære storting 1814 og senere storting, stortingspresident og medlem av regjeringen, som den hele Tid har været syg, idag for første Gang indfandt sig paa Storthinget, for at stemme i Kongens Faveur. Mod min Formodning gav Commissærerne strax efter.

Klokken fem i Eftermiddag var det bestemt, at Kongevalget skulde foregaa. Der var en Mængde Mennesker paa Galleriet. Valget foregik saaledes, at en for en fremtraadte og dicterede sit Votum til Protokollerne, hvoraf man, for at det skulde gaa fortere, havde anskaffet to. Stemmerne oplæstes siden, og vare da alle for Carl den Trettende (ogsaa Sodemann, der var syg, men sendte skriftligt Votum). De fleste valgte ham blot til Norges constitutionelle Konge, hvortil nogle føiede: «i Overensstemmelse med den svenske Successionsakt af 1810». Andre fremsatte Grundene for deres Valg og atter andre tolkede deres Ønsker, og Haab om dets Følger. Aschehoug 325fortalte, at han i lang Tid havde været overbevist om det Ønskelige i Nordens Forening, i Nansens Votum begyndte saa: «HaarfagersHarald 1 Hårfagre, ca 850 – 930, fikk etterhvert makt over store deler av Norge gamle Throne er atter ledig», hvorpaa han gjorde en lang Harangue, som endte med, at han glædede sig til at «se Asernes Stamme igjen forenet til et». Til Slutning proclamerede Præsidenten Norges og Sverrigs Forening, og gjorde et kort Velsignelsesønske. Den Deputation, som imorgen skal afgaa til Kronprindsen, for at underrette ham om Valget, bestaar af Wedel, Sørensen, Hegermann, Diriks, Konow, Lensmand Forseth og Thorbjørn SandvigenThorbjørn Gundersen Sandvigen, 1755 1822, gårbruker og stortingsrepresentant, deltog på det ekstraordinære storting 1814, altsaa en Adelsmand og Proprietær, en civil, en geistlig og en militær Embedsmand, en Kjøbmand, en Bonde af Sømiliten og en af Landlægd.

6te November.

Jeg fik imorges Befaling at kundgjøre Kongevalget og bede for vor nye kongelige Familie. Ogsaa idag var alle de Svenske i Kirken. – Biskop Bech gav stort Dinér for Commissærerne, adskillige Storthingsmænd og nogle faa af Byens Indvaanere, hvoriblandt da ogsaa jeg uværdige. Jeg løb en hæderlig Spidsrod gjennem den hele svenske Skare. Naar en slap mig, tog den anden fat paa mig, og alle opløftede mig og min Prædiken til Skyerne. Gamle Rosenblad holdt en lang Conference med mig og bad mig indstændig overlade ham min Prædiken til Trykning og Forsendelse til Sverrig. Da Talen var en af mine sædvanlige Extemporalprædikener, vaandede jeg mig lidt derved, men lovede det dog, ikke allene af Føielighed mod hans Exellence, men ogsaa fordi jeg følte, at jeg skyldte mig selv det, da alle disse Lovtaler af de Svenske let kunde hos dem, der ikke havde hørt 326mig, opvække den Mistanke, at jeg som en Poul VendekaabePoul Helgesen/Paulus Helle (Poul Vendekaabe), ca. 1485 – 1534, gjorde seg upopulær både på katolsk og luthersk side i reformasjonstiden i Danmark havde hyldet den opgaaende Sol med utilbørlig Lovtale, en Mistanke, som ved Prædikenens Læsning aldeles vil bortfalde. Ved Bordet gik det særdeles høitideligt og ceremonielt til, og vi fik allehaande loyale Skaaler, Nansen havde skrevet en Vise, hvori fortælles, at der holdtes Thing i Opslo for at udkaare en Drot, til at beklæde Haarfagers Sæde, og at

«Blandt Alle Sverrigs Konge var
Allene den, som Prisen bar»,

hvoraf man maa slutte, at der var en Mængde Ansøgere ligesom til et Sorenskriver- eller Præste-Embede.

8de November.

Jeg drømte inat, at jeg var bleven Biskop i Bergen. Dette Embede kunde jeg dog neppe modtage, selv om det tilbødes mig, paa Grund af Visitatserne, da jeg er en Hader af Søreiser. Derimod vilde jeg sættes i Fristelse, om Domkirkens Sognekald i Bergen var ledigt. Med alt det, at min Forfængelighed smigres ved den Hylding, der bringes mig som Taler, har jeg faaet en Skræk i Blodet for alt, hvad der ligner Hofvæsen, da jeg ikke har Talent til at være hjerteløs, og Erfaringen smertelig har lært mig, hvor bittert man kan skuffes, naar man i Magnatomgang vil høre Hjertets Stemme. – Storthinget har siden Kongevalget tabt sin meste Interesse for mig; imidlertid var jeg dog i Formiddag paa Galleriet. Til at gjennemgaa Overkrigscommissionens Protocol udnævntes en Committe, bestaaende af Ræder, Motzfeldt og Koren. Da Valget var forbi, stod Nansen op og bevidnede med megen Enthusiasme sin Glæde over, at saa kyndige og retskafne Mænd vare valgte til at drage Dækket af 327de Begivenheder, som det maatte interessere Nationen saameget at faa oplyst, hvilket paadrog ham en Irettesættelse af Præsidenten. Siden holdtes Odelsthing, hvori behandledes et Forslag af Schmidt, at en Committe bør udnævnes, der skal lade sig forelægge Statsraadets Protokol, for deraf at erfare, hvad der havde motiveret Vaabenstilstanden og Conventionen. Tybring talte med Iver og Varme for streng Undersøgelse, for at Nationens Ære kunde reddes for den Plet, der synes at hvile paa den. Forslaget vedtoges enstemmigen.

9de November.

Bjerregaard forsvarer sig i Intelligentsseddelen med megen Sindighed mod Tanks Gjenmæle, og glæder sig til den Tid, da Tank efter Løfte vil indstevne ham for Retten til at bevise, hvad han har sagt. – I «Tiden» staar den Tale af Grev Wedel indført, som d. 20de f. M. slog Hoved paa Sømmet. Hvad Schmidt betroede mig som en stor Statshemmelighed: Udsigten over Landets Forfatning, findes her tydeligen fremstillet til hver Mands Brug. Schmidt anser Wedel uberettiget til at offentliggjøre den, og det kan maaske være, men ellers – hvad skader det nu? Talen er meget god, og de deri fremsatte Grunde overtydende.

Om Carl Johans Indtog ved jeg lidet at sige. Escorteret af de ridende Jægere og det gule Corps kjørte han ved Fakkelskin ned ad Egeberg Kl. 6 1/2. Syv og tyve Kanonskud, ni, da han kom ned ad Bakken, ni, da han var ved Torvet og ni, da han steg af ved Palæet, bebudede hans Ankomst. Byen var illumineret, men Transparenter var intetsteds med Undtagelse af et hos MathiesenHaagen Mathiesen, 1759 – 1842, trelasthandler, som skal have været meget smagfuldt. – Her ender 328Dagbogens femte Bind. Jeg haaber, at det følgende vil vorde mindre rigt paa Mærkværdigheder end dette og det forrige. Fordums Ro vender nu med Guds Hjælp tilbage, og er det end ikke paa Laurbær vi kunne udhvile; Hvile faa vi og behøve den. Og skjøndt jeg endnu ikke kan undlade med en vis Beklemmelse at tænke paa, hvad der er skeet og sker, saa siger dog den sunde Fornuft mig, at det mere er det Usædvanlige i Tingen, end sand Ulykke eller rimelig Udsigt dertil, som volder den. Tvertimod forekommer det mig høist sandsynligt, at, naar Normændene ville være enige mellem sig selv og med det nye Broderfolk, det Held, jeg spaaede Norge i min Tale den 25de Februar, nu maaske bedre end under Christian Frederiks Regjering kan vorde opnaaet, og at endnu «Aaret 1814 vil vorde nævnt med Henrykkelse af vore sildigste Efterkommere». Det ske!

10de November.

Klokken 2 kom Carl Johan og Oscar, ledsaget af en utællelig Suite, hvoriblandt Grev Essen, Commissærerne, vore Statsraader og en Mængde Adjutanter, saa at Storthingssalen neppe kunde rumme dem allesammen. Paa den Forhøining, hvor Præsidenten og Secretæren ellers sidde, var i Midten anbragt en forgyldt Lænestol, og ved Siden af den to mindre do. for begge Prindserne. Carl Johan placerede sig paa høire, Oscar paa venstre Side af hin Qvasi-Throne, og den første oplæste paa Fransk med mandig og tydelig Stemme en temmelig lang Tale, som Oscar siden med blød og svag Stemme gjentog paa Svensk. Derpaa modtog Præsidenten af Kronprindsens Haand Kongens Ed til Constitutionen, hvilken han oplæste, og opfordrede derpaa Forsamlingen til at 329sværge Troskab til Constitutionen og Kongen, hvilket skede enstemmigen og med høitidelig Anstand. Endnu talte Præsidenten nogle skjønne og kraftfulde Ord, og endte med Udraabet: Gud bevare Kongen og Fædrelandet! hvilket gjentoges med lydeligt Samraab. Christie satte Kronen paa sit mageløse Præsidentskab ved sit udmærkede Forhold under denne Akt. Storthinget subscriberer til en kostbar Foræring til ham. Man har allerede tegnet sig for 1700 Rbd. Følgende Vers af Schmidt skal ledsage den.

«Hvad ene Hjertet tilfredsstille kan:
Det varme Hjertes frie Hylding,
Mer værd end Hoffets Flitter og Forgylding,
Det ofres dig, Nationens ædle Mand!
Som trofast Normand, kraftfuld, ædel, klog,
Du vaagede for Norges Held og Hæder.
Som Thingets vise og retskafne Leder
Dit lyse Blik hver Taagedunst forjog.
Thi ærer dig hver Norges ægte Søn,
Og Nora til sin Moderbarm dig trykker,
Og med sin Egekrands din Tinding smykker,
Og den skal vorde evig frisk og grøn.
I Noras Navn vi række dig den her.
Som hun med Stolthed kalder sig din Moder,
Saa nævner hver af os dig stolt sin Broder,
Og dybt dit Minde i sit Hjerte bær».

Der er ingen Tvivl om, at en Statsraadspost bliver ham tilbuden, men Norges varme Patrioter, der se i ham Nationens første Mand, og hvert kommende Storthings Præsident, saalænge han kan være det, haaber at han ikke vil modtage den.

330I Palæet, hvor der siden var Cour, var en ubeskrivelig Trængsel og Hede. Hvert Corps indlodes for sig selv, og deriblandt var da Storthinget, med hvis 75 Medlemmer Prindsen talte en for en, hvilket tog en skrækkelig Tid. Det varede meget længe, før Raden kom til Geistligheden, hvis Anfører jeg omsider blev, da Bech var kjørt hjem og Lumholtz blev syg, og maatte forføie sig bort. Jeg stod da en Tidlang ligeoverfor denne navnkundige Mand, der har et temmelig skarpt Aasyn, men forekom mig ellers at have nogen Lighed med Professor RathkeJens Rathke, 1769 – 1855, professor i zoologi i visse Ansigtstræk. Oscar er bleg, men iøvrigt en vakker Yngling med et fromt og venligt Ansigt. Gjennem hans Mund sagde Kronprindsen mig endel smukke Ting om mit gode Rygte, hvilke jeg besvarede saa godt jeg kunde.

11te November.

Provst Hertzberg bekræftede, at gamle Biskop Brun overlever det uafhængige Norges Fald og skikker sig taalmodig i Tiderne.

12te November.

Hegermann foredrog paa Storthinget, at man skulde ansøge Kongen om Kronprindsens Ansættelse her som Vicekonge. Det decreteredes enstemmig, mere tror jeg fordi Ingen vidste at anføre nogen plausibel og ufornærmende Indvending, end fordi Alle følte Gavnligheden af dette Arrangement. De svenske Herrer, in specie Grev Essen, ere meget opbragte herover; ventelig maa ogsaa Tingen bortfalde, da Kongen neppe kan undvære Prindsen i Stockholm. – I Lagthinget debatteredes over Schmidts Forslag om Statsraadsprotokollens Gjennemsyn. Det mødte levende Modsigelse af Wedel og Treschow, men forsvaredes 331af Nansen og Motzfeldt, og antoges med 9 Stemmer mod 7. Rosenkrantz, som idag havde været Schmidts Sidemand ved Prindsens Taffel, var misfornøiet med Forslaget og troede at det kom fra Wedel, hvoraf man maa slutte, at Kongen er den, som egentlig compromitteres ved denne Undersøgelse. – Christie fortalte om sine Samtaler med Prindsen, blandt andet om Biskop Brun. Carl Johan havde hørt ham beskrive som en Oprørsstifter, men Christie forsvarede ham med Eftertryk.

13de November.

Der var stor Stads i Byens Kirke. Thaarups Hymne opførtes, og Bispen prædikede for Prindserne. Den Herlighed skjøttede jeg dog ikke om at høre. Uagtet jeg i Hjertet er glad, har dog al lydelig Jubel noget oprørende for mig. Jeg takker Gud for Freden; for Foreningen haaber jeg med Tiden at kunne takke ham; endnu kan jeg blot sige: Ske din Villie. – Essen er nu virkelig bleven Statholder og commanderende General; Vicekongedømmet ryger saaledes formodentlig i Lyset.

14de November.

En Motion af StenstrupStenstrup] stavet konsekvent slik her, skal være SteenstrupPoul/Paul Steenstrup, 1772 – 1864, industrigründer, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og på det ekstraordinære storting 1814, at opsætte det ordentlige Storthing til 1ste Febr. 1816 i Betragtning af de mange Oplysninger for Værnepligts-, Finants- og Lovcommitteerne, som forinden maatte indhentes, vakte idag meget langvarige Debatter. Hertzberg modificerede Forslaget og fordrede Udsættelse til 1ste Juni eller Juli. Sørensen tiltraadte den sidstes Mening, men Ræder protesterede med megen Heftighed mod ringeste Afvigelse fra Grundlovens Bogstav, og paastod, at Storthinget maatte sammenkaldes den 1ste Februar og ingen anden Dag, og at det, som ei kunde blive færdig 1815, maatte opsættes til 1816 eller 17. Imidlertid 332kunde om det gjordes fornødent, et overordentligt Storthing sammenkaldes. Herimod indvendtes, at dette var Kongens Sag, at det kun burde ske under særegne Omstændigheder, og at Ting, som de, der næste Gang skulde forhandles, ikke kunde regnes dertil. I Anledning af den eventuelle Opsættelse, erindrede Nansen, at der saaledes Aar efter Aar kunde indtræffe Hindringer, saa at næste Storthing først blev holdt Aar 1900. Der forelæstes den Eidsvoldske Rigsforsamlings Beslutning, at første ordentlige Storthing skulde holdes 1ste Februar 1815. Wedel, Diriks og Bech godtgjorde, at det var umuligt at blive færdig til denne Tid, og at det var skadeligt at opsætte de omtalte vigtige Sagers Afgjørelse til Februar 1816. Men Ræder var ubøielig. Om der var noget eller intet at forhandle, om Storthinget skulde vare en Maaned eller et Aar, om Opsættelsen var nyttig eller unyttig – derom spurgtes ikke. Lovens Bogstav maatte overholdes. Begyndte man selv at overtræde den, hvor kunde man da vente den efterlevet af andre? Endelig fremkom den sindige Motzfeldt med det Forslag, inden man afgjorde denne saa omtvistede Sag, at gjøre Forespørgsel hos Committeerne om, naar de kunde blive færdige. Dette vedtoges. Til at gjennemgaa Statsraadets Protokol valgtes med ringe Pluralitet Amtmand Krogh, Nansen og Schmidt.

15de November.

Protokolcommitteen var iaften første Gang samlet. Rosenkrantz, hos hvem Protokollen hentedes, lod sige, at han ikke kunde tale med nogen, men Committeen anmeldte sig som sendt af Folkets Repræsentanter, og blev da indladt, men traf Statsraaden i slet Lune. Han spurgte om han skulde hænges eller skydes. Blandt flere curiøse Ting, 333som fandtes i denne Protokol, var ogsaa Kongens Testamente, hvori han gjør sine Dispositioner i Tilfælde af, at han skulde blive fangen eller dræbt i Krigen. Man ser heraf, at det ingenlunde var en overflødig Cautel, at man lod ham fraskrive sig al Pretension ogsaa for sit Afkom, da han, ogsaa i det Tilfælde, at Storthinget vedtog Forening efter hans Død, forbeholdt sin Søn, naar han havde naaet myndig Alder, Ret til at reclamere Riget som sin Arv. Ogsaa havde han forordnet, at efter hans Død Seyerstedt skulde være Høistcommanderende over Armeen, og saafremt de ældre Generaler ikke vilde tjene under ham, skulde de afskediges!! – Hvor vi dog efter al Anseende ere lykkelige Mennesker, der saa hastig og for saa taalelig godt Kjøb kom til et Resultat, og undgik det umaadelige Virvar, vi under en kraftløs, inconseqvent Regjering maatte være blevne indviklede i!

16de November.

Paa Storthinget debatteres mest om Handelsaffærer. De to eneste Forslag, der havde nogen Interesse for mig, vare af Schmidt og Brun. Schmidt fandt det betænkeligt, at der i Grundloven intet var fastsat angaaende Universitetet. Treschow sagde, at han ikke vilde undladt at gjøre Motion derom, naar han ikke havde været overbevist om, at det var Regjeringens alvorlige Villie at haandhæve det. Neumann fandt, at det dog var godt, at der rørtes ved den Sag, da man i en tydsk Avis havde læst, at det norske Universitet skulde sammensmeltes med Universitetet i Lund. Bech havde samme Overbevisning som Treschow, men understøttede dog Motionen, siden den engang var gjort. Det vedtoges enstemmigen, at Kongen skulde ansøges om Beskyttelse for Universitetet. 334Brun foreslog, at de mindre Embeder, hvortil han regnede Foged-, Sorenskriver- og Præste-Embeder, skulde besættes af Statsraadet uden Kongens udtrykkelige Consens; men efter en længere Debat tog han Forslaget tilbage, da dets Urimelighed var bevist.

17de November.

Wergeland træder nu atter frem med en politisk Tale, hvori han har motiveret sin Adfærd paa Eidsvold, og viser, hvorledes han baade ventede og ønskede det, som nu er skeet. Som Tillæg er aftrykt de Taler, han holdt paa Rigsforsamlingen. Jeg kan ved flygtig Gjennemlæsning ikke mærke andet, end at den er skrevet baade med Grundighed og Beskedenhed, uden Svulst og Hyperboler. – Paa Storthinget foregik Valget af en Deputation, som skal afgaa til Stockholm, for at complimentere Kongen og overlevere ham Grundloven. Man havde igaaraftes bedet de Medlemmer, som vare villige til at gjøre denne Reise, at anmelde det for Præsidenten, dog saaledes, at det skulde staa Storthinget frit for, at vælge dem eller andre. Ifølge heraf havde meldt sig Bech og Bryn, samt Bønderne Peder BygvaldBygvald] navnet staves inkonsekvent, skal være: BøgvaldPeder Jacobsen Bøgvald, 1762 – 1829, gårdbruker, skipsreder og sagbrukseier, deltok på det ekstraordinære storting 1814 og på det ordinære storting 1815-16 og Erik Noer. Idag meldte sig endvidere Stenstrup, og Præsidenten selv erklærede at ville modtage Valget, dersom det faldt paa ham. Jeg ved ikke, hvo der gjorde Motion om, at ogsaa de burde nævne sig, som ønskede sig forskaanede, men det opgav man snart, thi over en halv Snes Mænd reiste sig og talte i Munden paa hverandre, saa det blev en svar Tumult. Der besluttedes da at skrive til Votering, hvorved der fastsattes som Norm, at der skulde være to Bønder, og at idetmindste en af hvert Stift maatte vælges. Christie blev Deputationens Formand med 72 Stemmer. 335Dens øvrige Medlemmer ere: Neumann, Hagerup, Abel og Hegermann, samt Bønderne Asmund Nørgaard og Erik Noer. Hegermann bad sig fritagen, men hans Grunde fandtes uantagelige, og han maa afsted. En endnu større Mortification frygter jeg forestaar vor Bisp, da Treschow siges forvist at være bestemt til Statsraad for Oplysningsvæsenet. Han har sagt til Neumann, at der i saa Fald intet andet bliver tilbage for ham, end at tage sin Afsked. Biskop Rosenstein, som tilligemed Mørner er reist idag, havde i den Anledning sagt, at man med Treschow dog idetmindste var sikker paa, at han ikke var venal. – Schmidt betroede mig 3 hemmelige Artikler, indrykkede i Statsraadets Protokol, hvoriblandt den høist mærkelige: «at Kongen under hvilketsomhelst Paaskud skulde nedlægge Regjeringen, og overgive den i Statsraadets Hænder»!! Var da virkelig hans Sygdom et Paaskud, en Farce? Det gav min Agtelse for ham det sidste Stød.

18de Novbr.

Fredriksstad og Fredriksten Fæstninger ere endnu besatte af svenske Tropper imod Grundlovens Bud. Sibbern bragte idag denne Sag paa Bane, og en Deputation sendtes til Kronprindsen for at spørge, hvor snart disse Fæstninger kunde rømmes. Han svarede, at naar Ed var aflagt over hele Landet, skulde han bestræbe sig for at skaffe Tropperne bort saasnart som muligt, senest inden det ordentlige Storthings Aabning. Det var imidlertid nødvendigt at Tropperne maatte blive liggende der endnu en Tid, da man havde Ammunition m. v. af 2 Millioners Værd, som ikke strax kunde bortføres. Iøvrigt kunde det ikke røbe Mistro fra svensk, eller vække den 336fra norsk Side, da den hele Styrke, som blev tilbage, var 700 Mand i Frederiksstad og 400 paa Frederikssten. – Storthinget fandt dette Svar aldeles ikke tilfredsstillende. Nansen, Koren, Ræder, Tybring, Schmidt, Schultz, Ole Haagenstad, Theis Lundegaard og maaske flere talte derimod. Kun Treschow kunde tænke sig en Grund til Forhalingen, hvilken dog Ræder beviste at være aldeles ugyldig. Fæstningernes Rømning stod ikke i mindste Forbindelse med Edens Aflæggelse eller næste Storthing, da Grundloven bestemmer, at svenske Tropper (faa eller mange, kort eller længe) ikke maa stationeres inden Norges Grændser. Man ytrede, at Broderrigets Eiendom var ligesaa tryg under norsk som under svensk Bevogtning, og at der med Hensyn paa Conservation og Bevogtning blot behøvedes et Par civile Commissærer: at Tropper ei behøvedes til Flytningen, da Transport sker paa anden Maade, i det høieste under militær Bedækning, som dog i Fredstid ikke behøves: og fremfor alt, at det vilde være yderst krænkende baade for Storthingets Medlemmer og deres Committender, naar de hjembragte det Budskab, at en vigtig Artikel i Grundloven allerede var overtraadt. En Committe paalagdes at indgive Indstilling til imorgen, da Sagen skal tages under endelig Afgjørelse.

Iaften var Bal hos Kronprindsen. Glimrende var der, det er vist og sandt, men hvad Morsomheden angaar, da lader den sig slutte af de indbudne Gjæsters Antal: 450. Hvor frit de Dandsende kunde aande og bevæge sig, ved jeg ikke, men vi Andre løb hverandre paa Armene hvert Øieblik, og naar man vilde gaa gjennem Dandsesalene (der var to) blev man ofte staaende i en saadan Trængsel, at man hverken kunde komme frem eller 337tilbage. I den store Dandsesal var anbragt et Transparent, hel maadelig malet, der forestillede Noras og Sveas Forening. De saa ikke paa hinanden og havde sure Gesichter, af hvis blussende Rødme man desuden fristedes til samme Slutning som Barselkonen hos Holberg om hendes Søsters Amme. – Lieutenant Schwartz har faaet Ordre til at forlade Norge. – Sverdrup bad mig, nu og da om Aftenerne at besøge ham. «Jeg savner Menneskeomgang», sagde han, «her er Folk nok, men faa Mennesker».

19de November.

Som Grund til Schwartzs Forvisning angives; at der i Skaane er opdaget og arresteret danske Commissærer, som vilde organisere en Opstand. – I Intelligentsseddelen fandtes et maadeligt og derhos høist utidigt Lovdigt over vor forrige Konge. Det har gjort en meget ubehagelig Sensation paa de Svenske, og de ikke udsendte Nummere af Bladet skulle i Eftermiddag være supprimerede.

I Storthinget fremlagde Fæstningscommissionen Forslag om, at man skulde forlange Fæstningerne rømmede til næste Februar Maaneds Udgang, og at, hvis Prindsen ikke kunde eller vilde give et saadant Løfte, Deputationen, som afgaar til Stockholm, maatte bemyndiges til at foredrage Kongen selv Nationens Ønske. Nansen var meget heftig og pathetisk, og fandt Terminen for lang. Ogsaa Schultz vilde have de Svenske strax ud af Landet. Wedel og Treschow fandt intet farligt i, om ogsaa de svenske Tropper blev længere, men bifaldt dog Forslaget. Ogsaa Christie og Motzfeldt fandt, at en Tid burde fastsættes, og at denne kunde være passende. Forslaget antoges 338med 47 Stemmer mod 29. Denne Besked bragtes Prindsen i Eftermiddag, og han svarede, at han ikke kunde give noget bestemt Svar, men billigede aldeles det nye Forslag, og vilde selv gaa i Spidsen for Deputationen og anbefale Kongen Folkets Ønske. Det er vel altsaa en blot Formalitet.

De nye Statsraader ere nu udnævnte. Kammerherre Anker gaar paa sin gamle Alder til Stockholm som Statsminister, og forlader saaledes, maaske for bestandig, sit skjønne rolige Bogstad. Wedel, som sagdes fornærmet over ikke at være bleven Statholder, og ikke at ville have noget Embede, har taget tiltakke med som Statsraad at staa i Spidsen for Finantserne, hvilket glæder mig oprigtigt, da der vist ikke er nogen, paa hvem det latinske Ordsprog: «Otium est pulvinar diaboli» mere passende kan anvendes, end paa denne talentfulde Mand. Han har paa dette Storthing sagt mange ypperlige Ting, og med Klogskab benyttet ethvert Vaaben, hvormed han kunde seire over Modpartiet. Forudsat, hvad man hos en saa rig og uafhængig Mand ikke vel kan tvivle om, at det ikke er af Egennytte, men af Overbevisning han har talt Foreningens Sag, har jeg intet at indvende mod hans Storthingsvirksomhed, naar jeg undtager Debatten om Takadressen til Kongen, hvor personlig Animositet mod denne altfor tydelig stak frem. Hegermann, Treschow, Diriks, Professor Krogh og Motzfeldt ere de øvrige Statsraader. Christie, hvem ogsaa en Statsraadpost var tilbudt, vægrede sig standhaftigen. Man tror, at han bliver Stiftamtmand i Bergen. Biskop Bech har man søgt at trøste ved at gjøre ham til Vicecantsler ved Universitetet. Hvad 339dette Embede betyder, ved endnu Ingen, men det vil vel blive opklaret, naar Fundatsen engang udkommer.

20de November.

Jeg havde en skarp Dispute med Schmidt i Anledning af Statsraadsvalget. Han paastod, at der ikke kunde være to Meninger om, at det jo var Hensigten med de udmærkede Mænds Ansættelse i Regjeringen, at berøve Nationen dem som Repræsentanter og Talsmænd. Jeg forsikrede ham om, at der virkelig var to Meninger, da jeg havde en anden. Han indskrænkede da sin Paastand til Storthinget, som kun skal have en Mening om den Ting, hvorom jeg ligeledes tvivler. Mine Anmærkninger herved ere fire: 1. Hensigten, hvorfor man gjør noget, er det vanskeligt at bedømme. Udfaldet kunde blive efter Schmidts Spaadom, uden at man derfor var berettiget til at antage en saadan Plan fra Regjeringens Side. 2. Fem Storthingsmænd ere udnævnte til Statsraader. Hvormange mon af disse Schmidt vil savne paa næste Storthing, sæt endog, at de alle blive gjenvalgte? Wedel og Treschow sikkerlig ikke; dem skyder jo han og Oppositionen efter med begge Hænder. Professor Krogh vist heller ikke. Mere end den halve Tid var han syg. Først den 4de November indfandt han sig, og understøttede Kongens Veto, men det hjalp ikke, thi Præsten Abel havde været endnu virksommere. Siden har han spillet en meget passiv, tildels tvetydig Rolle. Diriks tabte allerede den første Dag meget af den Popularitet, han havde vundet paa Rigsforsamlingen, og har siden aldrig gjenvundet den. Han har arbeidet flittig i Committeen, men sjelden talt i Forsamlingen, og nærmet sig stærkt til det Wedelske Parti. Altsaa er Motzfeldt den eneste, han vil savne, og 340det er dog ikke at gjøre Ord af. 3. Er det ikke ogsaa vigtigt at duelige, retskafne, fædrelandsksindede Mænd sidde i Statsraadet? En Statsraadspost er ingen Hofcharge og Statsraaden er ligesaavel som Storthingets Medlem Folkets Mand. Den, der skal gjøre Indstilling om Embeders Besættelse, om Landets Tarv i alle Grene, hvis Raad, naar det gjælder Krig eller Fred, Kongen er forpligtet til at høre; den, der skal vaage over, at Lovene agtes og overholdes – sandelig, han er en vigtig Mand i Staten, og Kongen var høiligen at dadle, om han besatte en saadan Post med en krybende eller snedig Hofmand. Tvertimod er det mig et glædeligt Bevis paa, at Ligheden respekteres, at disse høieste Poster uden Rangsforskjel tilbydes Grever, Generaler, Professorer, Capitainer og Sorenskrivere. 4. Hvem siger da, at Norge ikke eier ligesaa udmærkede Mænd som Motzfeldt og Christie, eller at unge Mænd ikke i Stilhed umærkeligen danne sig til ligesaa ypperlige Folkerepræsentanter? Hvad var Motzfeldt og Christie ved dette Aars Begyndelse? hin en Artillericapitaine, denne en Sorenskriver, som Ingen kjendte udenfor deres indskrænkede Virkekreds. Det var først ved Rigsforsamlingen, Nationen lærte dem at kjende. Var alt gaaet sin gamle, rolige Gang, maaske havde da en Majors Charge været nuværende Statsraad Motzfeldts non plus ultra. Og da nu Storthinget holdes hvert tredie Aar, og i det første Aar tre Gange, hvem ved, hvilke Mænd Nationen da efterhaanden vil lære at kjende? Sandelig, det var at gjøre Norge en altfor slet Compliment, at erklære et Par Mænds Udgang af Repræsentationen for Nationaltab; og sæt nu, at de ikke vare blevne gjenvalgte – hvad saa?

21de November.

341Jeg var ikke paa Storthinget, hvor Deputationen frembragte Kronprindsens ovenanførte Svar, og hvortil endnu kom et confidentielt Tillæg, som betroedes Storthinget under 158 Øine, at man først maatte vide sig betrygget mod fremmede Agenter, der søgte at vække Opstand i Landet. Nansen havde et forunderligt Forslag, som Ingen værdigede Opmærksomhed, igjen at besætte to svenske Grændsefæstninger med norske Tropper. – Schwartzs Bortvisning, hører man nu, er ikke skeet med den Eclat, som Rygtet sagde. Politimesteren anmodede ham i Grev Essens Navn om at forlade Landet. Han spurgte, om han ei kunde blive til Mandag, og det bevilligedes.

22de November.

Schmidt kom i Middags hjem med forklaret Aasyn, og bebudede med jublende Stemme den Triumph, han havde faaet, at Odelsthinget, ifølge Committeens Indberetning, har fundet sig beføiet til enstemmig at decretere Haxthausen indstævnt for Rigsretten. Jeg forestilte mig, hvilken skrækkelig Sensation det maatte gjøre paa ham, da han, efter den fra Overkrigscommissionen givne Forklaring, maatte tro, at der var Fred og ingen Fare, men med største Forundring erfarer jeg det Modsatte. Treschow bragte ham denne Tidende hos Rosenkrantz, hvor der var Selskab, og han blev meget glad, og erklærede det for den lykkeligste Dag i hans Liv, da han saa, at der nu maatte blive en Ende paa Tingen. Det skal virkelig glæde mig, om det er den gode Samvittigheds Mod, som besjeler ham. Jeg har aldrig kunnet overtale mig til at bryde Staven over Manden, hvis Forhold maaske undertiden kan have været tvetydigt, men som dog nok 342den tusindtungede Fama med utilbørlig Geschæftighed har søgt at sværte. I mange Aar har den offentlige Stemme været imod ham. Kjendsgjerninger have ikke i den senere Tid bestyrket dens Dom, uden forsaavidt saadanne nu maatte være opdagede og kunne bevises. Den maa altsaa grunde sig paa noget Foregaaende; og hvo ved, hvilken ubetydelig, undskyldelig Begivenhed, der først kan have bragt den i Gang? Naar man erkjender, ved hvilken Bagatel et Menneske kan komme for Orde fra den fordelagtigste Side, skulde dette da ikke kunne ske fra den modsatte? Lovfældes Haxthausen for Domstolen, da erkjender jeg ham for Forbryder, uden dog derfor at anse det for afgjort, at han er moralsk slettere end adskillige af dem, der gaa med oprakte Hoveder, kronede med Hæder og Værdighed. Indtil da suspenderer jeg mit Judicium, uden at reflectere paa, hvad 60 Storthingsmænd have sagt, nogle vistnok af ren Iver for Ret og Dyd, men andre vistnok af lidenskabelig Partiskhed og en stor Del som tankeløse Efterabere, der have hørt Haxthausen nævne som en Bussemand, og skyde til den hældende Vogn, fordi alle andre gjøre det, og saa skulde den rigtignok have en underlig Structur for ikke at vælte. – Jeg gjorde vor nye Statholder min Opvartning. Han er en middelmaadig høi, alvorlig og sagtetalende, noget stiv Mand. Paa Hjemveien traf jeg Wulfsberg, som fortalte mig, at han gaar til Stockholm som Prinds Oscars Lærer i det norske Sprog, og desuden ventelig som Secretær eller Bureauchef ved Statsraadet.

23de November.

Paa Storthinget var lange Debatter over et Forslag af Regjeringen, at gjøre et Laan af 2 Millioner Rbd. 343N. V. Laanets Nødvendighed kunde Ingen benægte, derimod vare Stemmerne baade i Salen og paa Galleriet forskjellige i Henseende til Fremgangsmaaden og de tagne Beslutninger, og vor Præsident var vistnok ikke aldeles angerløs. Statsmændene Wetterstedt og WirsènWirsèn] skal være: Wirsén fandt det idetmindste urigtigt at udstykke Qvæstionen saaledes som han gjorde, og det Decret, som han ved denne Udstykning, og ved at ytre sin egen Mening, drev igjennem, erklærede Finantscommitteens første Medlem, Rasmussen, for urigtigt. «Laanet», saaledes faldt Beslutningen, «bør søges indenlands i det høieste til 6 pCt. Først da, naar det ei er at faa paa disse Vilkaar, maa Regjeringen søge det udenlands paa de Betingelser, der findes tjenlige». Jeg forstaar slet ikke den Ting, men Rasmussen, som uden Tvivl har større Indsigt deri, end noget Storthingsmedlem, undtagen Wedel (hvis Mening stemte mod hans) ansaa det muligt at faa udenlandske Laan for lavere Rente end den for det indenlandske bestemte, og troede intet i denne Stund fordærveligere for en Debitor, end at gjøre Laan i Rigsbankpenge Navne-Værdi, da det er høist rimeligt, at han maa betale dobbelt eller tredobbelt saa meget, som han har faaet. Da denne Sag var afgjort, besluttedes det, at næste Storthing skulde aabnes første Søgnedag i Juli 1815. Endelig overdrog man Redactionscommitteen at slutte Contract med en Boghandler om Udgivelsen af Storthings-Forhandlingerne, saaledes at 120–50 Expl. afgives til Storthinget og Autoriteterne, dels for at undgaa et lignende Tab som det, Statskassen har lidt ved Udgivelsen af Rigsforsamlingens Forhandlinger, da af 12000 Exemplarer endnu mere end 10000 ere usolgte, dels fordi man ansaa det under Storthingets Værdighed 344og udenfor dets Competence at befatte sig med deslige Speculationer. Hertzberg mente, at Forlæggeren kunde afgive 2000 Exemplarer, hvorved Forsamlingen brød ud i høi Latter, og jeg holdtes skadesløs for en lang Formiddags Ennui.

24de November.

Schmidt laante mig et Par Ark af sin Dagbog, for deraf, hvad Storthinget angik, muligens at kunne forøge eller berigtige Optegnelserne i min. I den Anledning har jeg blot at tilføie, at det ikke er Opstand, men Mistro til Foreningen, de danske eller rettere sagt christianitiske Emisærer i Sverrig og Norge søge at vække. Jeg vil tro, den allerede staar saa fast, at idetmindste Christians marvløse Arm ikke kan rokke den. – Odelsthinget besluttede idag at tilskrive Statsraadet om at faa Commissæriatscommissionens Forhold undersøgt. Dahl gjorde Motion om at sætte Generalauditør Bergh under Anklage, men derimod hævede mange Stemmer sig. Man erindrede, at Armeens Forsyning med Klæder, som egentlig paalaa ham, altid var bleven rosværdig besørget, og at han snarere fortiente Tak end Bebreidelse og Anklage. – Haxthausen, som efter Grundloven har Ret til at forskyde en Trediedel af Rigsrettens Medlemmer, har erklæret, ikke at ville forskyde en eneste. Den Frimodighed, han viser, er virkelig for skjøn, til at kaldes Dumdristighed eller Frækhed, og det skal, som sagt, glæde mig, om han bestaar i Kampen med Ære. – Neumann mente, at Storthinget endnu vilde blive siddende nogle Dage, da man har opdaget, at Rigsretten mangler Instrux, hvilken altsaa først maa forfattes og sanctioneres, men siden hørte jeg af Schmidt, at der ei toges Notits deraf, hvilket er underligt 345nok. Fremdeles talte Neumann om vort Sølvs bedrøvelige Skjæbne, det nemlig, som vi med saamegen Enthusiasme kappedes om at henkaste i det aabne Svælg, hvis løse, hullede, men med Blomsterguirlander omvundne Bedækning man kaldte Fædrelandets Alter. Ak, det gik os som Leonore i det arabiske Pulver med hendes Ring og Pernille med hendes Skuepenge! Og Professor Rosted, som gav sine sidste Sølvskeer! Ja altfor megen Ret havde desværre den hjerteløse –n, da han vilde offerere sin Valbirkskub, at gjøre Træskeer til dem, der havde stilt sig ved sit Sølv.

25de November.

Som Modvægt mod Fordømmelsesdommen over Haxthausen, ytres nu af enkelte Misnøie over den Fremgangsmaade, der er brugt mod ham, og man vil give det Udseende af, at det er nogle Fiskerkjærlingers Opløb, som er Skyld i den hele Fracas. Men det var neppe Fiskerkjærlinger eller overalt Folk af den laveste Pøbel, som besluttede og anførte Opløbet udenfor hans Hus. Den offentlige Stemme havde længe været imod ham, og intet var naturligere, end at, da det var gaaet saa galt med Armeen, han, der var dens Intendant og desuden besad Kongens Fortrolighed, maatte være en af de første, mod hvilken Mistanke og Forbitrelse vaktes. En saadan Catastrophe maatte sætte Gemytterne i Gjæring, og i saadanne Tilfælde udsøger man sig gjerne et Par Individer, at udgyde sin Harme over, og paa hvem i Christiania maatte under de Omstændigheder Tanken heller falde, end paa Haxthausen. At dernæst Overkrigscommissionens Undersøgelse, det forlangte Eftersyn af Statsraadets Protocol og Haxthausens Indstævning for Rigsretten skulde 346være en Følge af hint Opløb, og ei uden det skulde fundet Sted, kan jeg aldeles ikke tænke mig. Nationens Ære var krænket, og at da dens Styrere gjorde alt for at faa den reddet i Verdens og sine egne Øine, er ligesaa naturligt som ædelt og bifaldsværdigt. Alt, hvad der nu er skeet, var sikkerlig skeet, om Haxthausens Ruder ei havde faaet mindste Knæk, hans Flugt til Hadeland ene undtagen.

Gaardsdagens Beretning om den manglende Instrux for Rigsretten kan jeg nu supplere med hvad jeg har læst i Schmidts Dagbog, at Lagthinget fremlagde Odelsthinget denne og flere Betænkeligheder, at der var debatteret derover, og at nogle endog vare af den Mening, at Sagen skulde udsættes til næste Storthing, hvilket vilde været en aabenbar Irregularitet og Uretfærdighed mod den Anklagede, men omsider bestemtes, at det skulde blive ved Odelsthingets Beslutning, og Rigsretten maatte paa eget Ansvar se til, hvorledes den kom ud af det. Dette maa da vel ske ved en af Kongen given interimistisk Instrux.

26de November.

Neumann har til sin forestaaende Stockholmsreise uddelt Stambogsblade, af hvilke jeg ogsaa har faaet et. Idag sendte jeg ham det tilbage med følgende Vers, hvorved anmærkes, at de Svenske skulle have stødt sig over, at der ingen Biskop er i Deputationen:

«Som Præstestandens Tolk til Stockholm vandrer du;
Jeg beder dig, min Neumann! gjør den Ære!
Vis Majestæten, at, skjøndt ikke Bisp endnu,
Du dog fortjener det at være».

– Efter Hounts Beretning ere de svenske Herrer misundelige over vore Friheder. Essen havde yttret sin Forundring over, at der endnu var Mænd, der vilde ansees 347for sande Patrioter, der kunde være mod en Forening, som var sluttet paa saa favorable Vilkaar for Norge.

Klokken fire i Eftermiddag gik jeg for sidste Gang paa Galleriet, hvor jeg i disse to Maaneder har tilbragt saamange Timer, og været Vidne til yderst vigtige Forhandlinger. Jeg stod idag ligeoverfor Kronprindsen og kunde se ham meget vel, og næsten forstaa hvert Ord af hans vakre franske Tale. Oscar gjentog den paa norsk og skilte sig overmaade godt derved. Ved det, at det kostede ham nogen Anstrengelse, talte han langsommere og tydeligere end sidst, og jeg hørte ham med den sandeste Tilfredshed. Christie svarede med en længere Tale end sidst, men uden oratorisk Pynt, skjøn som den. Med Frimodighed, som det egnede sig Ordføreren for et frit Folk, vidste han at forene Finhed og Delicatesse, og nedlagde saaledes værdigen det vigtige Embede, hvis Førelse uden Tvivl vil gjøre ham udødelig i Nationens Annaler. Da Prindserne vare borte, overgaves ham og Weidemann Storthingets Takadresse af Diriks som Vicepræsident. – Rigsretten holdes dog virkelig ikke. Lagthinget har af Grunde, der samtlige synes uantagelige, dispenseret sig derfor og opsat Sagen til næste Storthing. Nogle tro, at Rigsretten kan afvise Sagen eller Haxthausen excipere Forum, da det ikke er som Statsraad, han har begaaet de Forseelser, for hvilke han sigtes.

27de November.

Imorges læste jeg den nystrykte Grundlov, i hvilken man har opdaget en slem Redactionsfeil, da den vigtige § 27 er udeladt. Til Lykke var kun Exemplarerne til Storthingsmændene uddelte, og man slipper nu med at omtrykke det sidste Blad, og kyle Paragraphen ind blandt 348de almindelige Bestemmelser. Ogsaa med det af Bureauchef HansenHans Justus Hansen, 1776 – 1847, prest, deretter byråsjef skrevne Exemplar til Kongen, der skal være et Mesterstykke af Kalligraphi, maa samme Forandring gjøres. – Storthingsmændene vare for sidste Gang samlede for at underskrive Protocollen. Derefter holdt Christie en Tale, hvori han erklærede sig overbevist om, at skjøndt de havde næret og yttret forskjellige Meninger, saa vare de dog alle oprigtige Fædrelandsvenner, og vilde hver i sin Kreds bidrage til, at den vigtige Daad, som de havde fuldendt, kunde vorde Norge til Held og Hæder. Saaledes opløstes da dette Storthing, som jeg har havt den Glæde at følge Skridt for Skridt, og se bragt til et Resultat, der vel er et ganske andet, end vi for et Par Maaneder siden havde ønsket eller ventet, men som dog ganske vist, under nærværende Omstændigheder, af alle mulige var det bedste.

28de November.

Jeg sidder her ene denne lange Aften og har ingen Forretninger; jeg vil derfor anvende den til i denne Bog at optegne efter den vedtagne alphabetiske Orden de Mænds Navne, der udgjorde den mærkværdige nu opløste Nationalforsamling, og tilføie, hvad charakteristisk jeg har fundet hos enhver af dem i denne Qvalitet.

Agershus Amt:

1. Kammerraad Holst og

2. Cancelliraad Heltzen have i disse syv Uger ikke opladt Munden, uden til at sige Ja eller Nei. Af den duelige Forretningsmand Holst var dette mig uventet.

3. Biskop Bech har her, som allevegne, spillet en underlig og tvetydig Rolle. Han har holdt Lovtaler over Christian, foreslaaet at give ham Appanage, og dog 349øiensynlig heldet mere til det stærkere Parti, end han som god Patriot havde behøvet. Sund Fornuft har man dog her ligesaalidt som ellers savnet i hans Tale.

4. Doctor Neumann har talt sjelden og kort. Et Forslag, aldrig at føre offensiv Krig mod Danmark, var det eneste, som røbede mindre Overlæg. Jeg ønsker, at det aldrig maa komme dertil; men Omstændighederne kunde dog støde saaledes sammen, at en slig Forpligtelse vilde genere eller maatte brydes.

Arendal:

5. Doctor Møller, et af Storthingets virksomste Medlemmer, rig paa Projecter og Indvendinger, nogle fornuftige, andre ufornødne og utidige, der blot standsede Forretningernes Gang.

Bergen:

6. Assessor Hagerup, en vakker, blid, jovialsk Mand, der i Selskab converserer meget behageligt, men paa Storthinget talede han ikke et Ord.

7. Consul A. Konow derimod afgav ofte sin Stemme, især i Handelssager, og var blandt Bergenserne den stiveste Oppositionsmand. Hans Stemme er saa svag, at den blot kunde høres i en liden Del af Salen.

8. Capitaine, nu Statsraad Motzfeldt, den personificerede sunde Fornuft. Der var vel faa Dage, han jo ei talte 3–4 Gange, men jeg tror aldrig, der udgik et eneste uveiet Ord af hans Mund.

9. Sorenskriver Christie er i det Foregaaende saa fuldeligen charakteriseret, at jeg blot ved ham og Motzfeldt endnu maa tilføie, at Ingen letteligen vil aftviste 350disse to Bergensere Prædicat af Storthingets ypperste Medlemmer.

Nordre Bergenhus Amt:

10. Præsten Dahl. At han, især i Begyndelsen, var en ivrig Zelot, og at sund Fornuft ei altid modererede hans Iver, er flere Gange gjentaget her, og han gav Prøve derpaa, da han, uden at være bunden af indskrænkende Fuldmagt, ene stemte mod Foreningen, men en oprigtig Fædrelandsven anser jeg ham for, der talte og handlede efter Overbevisning, og at han tillige er et ædelt Menneske, lagde han for Dagen ved Debatterne om Takadressen.

11. Proprietær Ole Svanøen viste et virkelig beundringsværdigt Mod, da hans fem nærmeste Formænd havde voteret mod Foreningen, og han, ved at dissentere fra dem, banede Veien for hele den øvrige Skare. Engang senere har han oplæst et Forslag om Skillemynt; ellers har han været meget stilfærdig.

12. Erik Noer og

13. Torger Næs vare blotte Auscultanter. Jeg ved ikke, hvorfra Schmidt havde den Ide, at den Sidste skulde være en ivrig antisvensk, hvilket hans Votering in genlunde beviste.

Søndre Bergenhus Amt:

14. Provst Hertzberg. Denne berømte, og i Omgang ret behagelige Mand udmærkede sig som Storthings mand mest ved sin Excentricitet. Han har noget vist imponerende i sit Udvortes og i sin Stemme, der minder om hans Ven og gamle Dusbroder Biskop Brun, og mener det vist saare vel, men ogsaa paa ham, som paa Philosophen ex professo, kunde der 351mere end en Gang anvendes: Si tacuisses, philosophus mansisses.

15. Od KløveAad Davidsen Kløve, 1772 – 1841, gårdbruker, representant på det ekstraordinære storting 1814, Bonde fra Voss.

16. Thorbjørn Sandvigen fra Fjeldberg havde et ærværdigt, kraftfuldt Udseende, og man fortalte om Udladelser af ham til Grev Wedel efter de famøse Debatter om Kongen, og til Kronprindsen, da han var i Frederikshald som Deputeret, der vidnede baade om Forstand og Frimodighed. I Storthinget hørtes kun hans Votum.

17. Sorenskriver Koren. Om ham er i det foregaaende sagt saameget, at jeg her blot maa lægge til, at saa ofte jeg end ærgrede mig over den Mængde unyttige Ord, han talte, hvorved Forhandlingerne, naar Alt tilsammentages, maaske forlængedes næsten en Uge, saa har det dog ikke formindsket min Høiagtelse for ham som Religionens, Fædrelandets og Menneskehedens oprigtige Ven. Blandt det meget Sladder, han fremførte, maa man og sige om ham, som HoratzQuintus Horatius Flaccus (Horats), 65 – 8 f.v.t, romersk dikter om LucilGaius Lucilius, ca. 160 – 103 f.v.t, romersk satiriker: «Erat quod tollere velles». Dum er han ingenlunde; hans Hovedfeil er, at han ikke kan binde for fuld Sæk.

Bradsberg Amt:

18. Foged FlorentzMarcus Henrik Florentz, 1775 – 1869, fogd, deltok på det ekstraordinære storting 1814 var stum som en Fisk.

19. Halvbonden Asmund Norgaard havde jeg efter den Geschæftighed, han viste allerede første Dag, troet vilde spille en langt betydeligere Rolle. Den tellemarkske Bondedragt, han bestandig gik i, var egentlig en Forklædning, thi ellers passerer han for Middelsstandsmand, og er kjoleklædt. Enkelte Gange talte han nogle faa Ord, og hørte til det moderate Parti.

352Buskeruds Amt:

20. Amtmand Collett mangler Koldblodighed. Han talte godt, men sjelden, og voterede bestandig med Wedel.

21. Provst Schmidt tog med Liv og Sjel Del i Forhandlingerne, indstrøede ogsaa jevnligen Anmærkninger af mer eller mindre Vigtighed, men Foredrag af nogen Længde og Sammenhæng extemporede han aldrig. Derimod oplæste han et Par Gange skrevne Taler og Forslag. I hans Vota savnede jeg oftere Conseqvents, hvilket jeg maa tilskrive den Fuldmagt, hvorved han, og blandt Amtets Deputerede vistnok ene han, følte sig bunden.

22. Lensmand Gram var i Almindelighed af samme Mening som Niels Skriver. Jeg hørte intet af ham uden Ja og Nei.

Christiania:

23. Procurator Arntzen. Wulfsberg, hvis Had til de Svenske allerede da begyndte mærkeligen at dale, yttrede i Valgtiden Frygt for, at Arntzen skulde være altfor meget Normand. Den Frygt var ugrundet; han talte en eneste Gang for Kongens uindskrænkede Raadighed over Armeen, og stemte bestandig for de mildere Forholdsregler.

24. Agent Nielsen sveg min og uden Tvivl mange Fleres Forventning. Antisvensk viste han sig i sine fleste Voteringer, men ellers taug han bomstille, og det ikke allene i Hovedspørgsmaalet, hvor han, som en heftig Mand, maaske kunde frygte for at overile sig, men ogsaa i Handelsanliggender, hvor ingen Lidenskaber sattes i Bevægelse, og hvor han dog var competent til at lade sin Stemme høre.

35325.Etatsraad, nu Statsraad Treschow. Hans Vinding og Tab ved dette Storthing er forhen omtalt.

26. Generalpolitidirectør, nu Statsraad Diriks, forekommer mig med alle sine ypperlige Kundskaber og Aandsgaver at være en Smule ProteusProteus: i gresk mytologi en sjøgud som kan skifte form og som er vanskelig å holde fast, ret vel skikket til den høie Post, han nu beklæder. Forresten, se foran!

Christians Amt:

27. Sorenskriver Weidemann, Storthingets permanente Secretær. Som saadan fungerede han ypperlig; som Storthingsmedlem viste han Frimodighed, et lyst Hoved og et varmt Hjerte. Motzfeldts Sindighed mangler ham maaske, derimod har han, hvad hin mangler, et fuldt og skjønt Organ.

28. Proprietær Lysgaard, bekjendt for sin Rigdom og Luxus, men ogsaa en fornuftig og energisk Patriot, der især skal have talt med Indsigt om Værnepligten. Ogsaa for denne viste hans Sidemand

29. Bonden Ole Haagenstad Interesse, og fra ham kom det Forslag, som understøttedes af de fleste Bønder, men hvorimod Sagkyndige udtalte sig med feirende Modgrunde. Han roses ellers som en udmærket Bonde af sjeldne Indsigter.

30. Amtmand Sommerfeldt holdt en liden skreven Tale for Kongens veto ved Naturalisationen, men lod sig ellers aldrig høre, hvori han uden Tvivl handlede rigtigt.

Christianssand:

31. Biskop Sørensen indblandede sig aldrig i Debatterne, men declamerede med Pathos kortere og længere Taler: om Foreningen, om Naturalisationen, om 354Nationalflaget, om Kongens Disposition over Armeen og om Tiden til næste Storthings Holdelse. Det var sandt og skjønt, hvad han sagde, men hvad det udvortes Foredrag angaar, syntes han undertiden at glemme, at han ikke stod paa en Prædikestol.

32. Assessor Lange. Ivrig Disputator, der holdt fast ved, hvad han engang havde paataget sig at forsvare. Maadelige Talegaver.

Christianssund og Molde:

33. Præsten Angell voterede bestandig med Oppositionen, og udlod sig den eneste Gang, jeg hørte ham tale, med utidig Bitterhed mod de Svenske.

Drammen:

34. Præsten Tybring begyndte maadeligt, men bedredes Dag for Dag, og sagde flere Gange ret meget smukke og fornuftige Ting.

35. Kjøbmand Holter, ligesaa stilfærdig som hans Collega var høirøstet, men talte ofte og vel, og hørte blandt Oppositionspartiets sindigste Medlemmer.

Frederikshald:

36. Kjøbmand Hansen kom først i Slutningen af Storthinget.

Hedemarkens Amt:

37. Capitaine Ræder, heftig og paastaaelig, iøvrigt, som det synes, indsigtsfuld og antisvensk Officer og varm Patriot.

38. Krigsraad Arntzen talte, saavidt jeg ved, aldrig, ligesaalidt

39. Bonden Hans GrundsætHans Hansen Grundset Bjølset, 1769 – 1822, skogseier, representant på det ekstraordinære storting 1814.

40. Præsten Weidemann. Den Dag, han især lod sig høre, var jeg ikke paa Storthinget. Som den, der 355bragte den vigtige Sag om Enkekassen under Ventilation, fortjener han at nævnes med Agtelse.

29de November.

Jarlsberg Grevskab:

41. Grev Wedel.

42. Sorenskriver Berg talte aldrig, undtagen som Formand i Redactionscommitteen. Han var altid i Voteringen af samme Mening som Wedel.

Kongsberg:

43. Bergmester Stenstrup. Fordetmeste moderat og passiv.

Kragerø og Risør:

44. Statshauptmand TønderHenrik Georg Tønder, 1782 – 1834, kjøpmann og statshauptmann, deltok på det ekstraordinære storting 1814 og på senere storting, en vakker, venlig, lyshaaret ung Mand, der engang med en smuk Stemme oplæste en vel sammensat lille Tale, jeg husker ikke, i hvilken Anledning, men ellers bestandig taug.

Laurvig:

45. Provst Sartz. Jeg hørte han kun et Par Gange fremføre sit videtur i Pengeaffærer, som nok ogsaa er denne formuende Mands Hovedsag.

Laurvig Grevskab:

46. Præsten Bull kan blive brav, naar han faar løbet Hornene af sig. Om 10 Aar tror jeg han afholder sig fra saadanne utidige, tildels næsvise Anmærkninger, som han har fremført paa dette Storthing.

Lister Amt:

Min Fødeegn udmærkede sig ikke ved sine Repræsentanter, thi

47. Theis Lundegaard er en yderst impertinent Karl, og kunde vist, naar han stillede sig i Spidsen for en Bondeopstand, blive en farlig Person, og

35648. Peder BøgvoldBøgvold] skal være: Bøgvald var som «ThottSannsynligvis: Otto Thott, 1703 – 1785, greve og embetsmann, der gjorde hverken ondt eller godt».

Samme Ubetydelighed maa jeg tillægge Mandals Deputerede:

49. Kammerraad TidemandTidemand] skal være: Tiedemand og

50. Garver JørgensenJørgen Jørgensen, 1767 – 1838, garvermester, deltok på det ekstraordinære storting 1814.

Den Førstes Motion mod bestemte Fuldmagter kan jeg imidlertid, efter mine forhen yttrede Grundsætninger, som Schmidt aldrig kunde faa i sit Hoved, ikke andet end bifalde.

Moss:

51. Constitueret Sorenskriver KreftingHerman Peter Vogt Krefting, 1784 – 1863, jurist, deltog på det ekstraordinære storting 1814. Det er mig endnu ikke klart, hvorvidt han qvalificerede sig til at møde paa Storthinget, men han skadede vist ikke den gode Sag, thi jeg hørte aldrig en Lyd fra hans Læber.

Nedenæs Amt:

52. Præsten Abel holdt smukke Taler, men det Middel, han anvendte for at hverve Stemmer i Naturalisationssagen, kan ikke bifaldes. I Omgang vil man overalt have bemærket vel megen raa Studentertone.

53. Præsten ReiersenHans Christie Reiersen, 1781 – 1836, prest, deltok på det ekstraordinære storting 1814 talte kun den vigtige Foreningsdag, men i hans Votering sporede jeg altid en vis Uafhængighed, der gjorde ham Ære.

Raabygdelagets Amt:

54. Sorenskriver Bryn. Hans tvetydige Votering med paafølgende Renselsestale og hans mislykkede Forsøg paa at blive Deputeret, er det, hvorved han især har udmærket sig. Dog har han ogsaa talt ved andre Leiligheder, og ikke talt ilde.

357Romsdals Deputerede:

55. Amtmand Krogh,

56. Postmester TønningTønning] skal være Tonning,

57. Bonden Elling ValbøeElling Olsson Valbø/Walbøe (tok senere navnet Lande), 1763 – 1831, gårdbruker, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og på det ekstraordinære storting 1814 og

58. Lods Ole GodøenLars Olsen Godøe, 1775 – 1818, los, deltok på det ekstraordinære storting 1814 kunne slaaes i Hob som Middelgods. Man gjorde sig store Forventninger om Krogh, hvilke han skuffede ved sin dybe Taushed. Postme steren syntes, efter Voteringen at dømme, at være Amtets eneste Oppositionsmand. Lodsen tænkte jeg mig bestandig staaende til Rors og ikke siddende til Thinge; jeg tror vist og, at hans Tanker vare langt mere det første, end det sidste Sted.

Skien og Porsgrund:

59. Kjøbmand Jørgen Aall. Medens enkelte sveg mine Forventninger, overtraf denne simple, stilfærdige Mand dem ved sine mange lange og enthusiastiske Taler om alt, hvad der laa indenfor hans Kundskabskreds. Det meste af hvad han sagde, var meget sandt og godt.

Smaalehnenes Amt:

60. Major Sibbern aftvættede ganske den Beskyldning for Svenskhed, som gjordes ham af Rigsforsamlingens Zeloter.

61. Provst Hount talte sjelden, men spillede i det Hele en hæderlig Rolle, og viste en Upartiskhed, som jeg ikke havde ventet. Jeg maa gjøre ham Afbigt for det Onde, jeg i politisk Forstand har sagt om ham, og erkjende, at han har teet sig som en Hædersmand. I andre Henseender har jeg just ikke været lige tilfreds med hans private Yttringer.

62. Consistorialraad Aschehoug tiltrak sig ikke Opmærksomhed 358uden ved sin Stopmotion. Man fortæller om ham, at han har kysset Kronprindsen paa Haanden.

63. Sorenskriver Manthey. Stum som Graven.

Stavanger:

Denne Byes Repræsentant,

64. Toldinspectør MøglestueArnt Møglestue, 1770 – 1823, tollinspektør, deltok på det ekstraordinære storting 1814, var mig som Folkerepræsentant (i andre Henseender kjender jeg ham ikke) den foragteligste i den hele Skare. Han viste den umiskjendeligste Ligegyldighed for det hele Væsen, gik ud under de mest interessante Debatter, eller sad der med Kjedsomheden malet i sit Ansigt, undertiden ogsaa sovende. Et Ja eller Nei, som gjerne stemte med Pluraliteten, var alt, hvad man hørte af ham.

Stavanger Amt:

65. Sorenskriver Nansen var desto ivrigere og snaksommere. Det gjælder om ham meget af det, som ovenfor er sagt om Koren.

66. Skibscapitaine TothammerEilev Hansen Tothammer, 1760 – 1823, styrmann, deltok på det ekstraordinære storting 1814 fra Soggendal, en Mand af et raskt, ædelt Udvortes, men talte aldrig.

67. Bonden Niels BroeNils Trulsen Bru, 1776 – 1823, gårdbruker, deltok på det ekstraordinære storting 1814 og senere storting fra Rennesø saa rigtignok lidt svinepolisk ud, men jeg saa og hørte forlidet af ham til, med Schmidt, at kunne overtydes om, at han virkelig var det.

68. Bonden Rasmus VielandRasmus Rasmussen Wieland/Viland, 1775 – 1837, bonde, deltok på det ekstraordinære storting 1814 fra Vigedal sagde engang nogle usammenhængende Ord, og forstod ventelig ikke, hvad der taltes om.

Trondhjem:

69. Præsten Schultz. Kold og urokkelig Oppositionsmand.

70. Major Hegermann.

35971. Candidat Sodemann syntes under Storthinget at undergaa en Metamorphose. Han var engang en rageret Oppositionsmand, saa at han endog ene blandt alle stemte mod Edens Aflæggelse til Kongen. Men den 4de November slog Vorherre ham med en Sygdom, og skriftlig tilbagekaldte han hint Votum, samt valgte Carl den Trettende, og sad fra den Stund ganske rolig, uden at oplukke sin Mund.

72. Etatsraad KnutzenKnutzen] skal være: Knudtzon, en Verdensmand, der skikkede sig i Tiderne og taug.

Nordre Trondhjems Amt:

73. Præsten Brun, en ægte Normand, ærlig, stø og kjæk.

74. Proprietær GotaasAnders Gotaas. 1768 – 1850, godseier, deltok på det ekstraordinære storting 1814.

75. Gaardmand Arne MælumOle Jacobsen Mehlum, 1758 – 1826, gårbruker, deltok på det ekstraordinære storting 1814.

Søndre Trondhjems Amt:

76. Professor, nu Statsraad Krogh.

77. Lensmand Forseth.

78. Oberstlieutenant Krabbe, var af de moderate Trøndere.

79. Præsten Garmann.

Tønsberg:

80. Kjøbmand Stoltenberg, hverken udmærket ved Anseelse, Talegaver eller andre glimrende Egenskaber, men en meget forstandig og retskaffen Mand. Ofte var jeg misfornøiet med hans Tale og Votum, thi ofte stred de mod min Overbevisning, men dette kunde ikke forringe min Agtelse for ham som en oprigtig Fædrelandsven.

Disse vare de Mænd, i hvis Hænder vor Skjæbne var overgivet, hvis Ja eller Nei skulde bestemme Norges Lod Maaske for Aarhundreder, og som nu reise hjem med den Bevidsthed, at de, næst Gud, er vor Freds og Trygheds 360og – det haaber jeg – vor kommende Velstands Stiftere. – Mange af Bønderne skal have været Hougianere.

Den sande, lovmæssige Grund, hvorfor Rigsretten ikke nu kan holdes, er, efter hvad Høiesteretsjustitiarius Bull sagde mig, den, at det extraordinære Storthings Medlemmer ere incompetente til at decretere, organisere og holde den. Det var en slem Rabat i Triumphen, men ogsaa en Ubehagelighed for Haxthausen, der nu i 7–8 Maaneder maa svæve i Uvished om sin Skjæbne.

30te November.

Skuespildirictionen er i Forlegenhed for at finde et Stykke at spille til Jul. Man tænkte paa en af Holbergs Comedier, og var da foreslaaet som de, der bedst kunde besættes, «Erasmus Montanus» eller «Jean de France». Men det første Stykke fandt man for lærd, og det andets Titel fandtes anstødeligt, da det bogstavelig oversat hedder: Johan af Frankrig. Det dramatiske Selskab lider i det Hele i den senere Tid under et slemt Censuraag. Saaledes maatte «Emilie Galeotti»Emilie Galeotti] Drama av G. E. Lessing: Emilia Galeotti ikke spilles, fordi det gik Prinds Christian med Hettone GozagoHettone Gozago] skal være: Hettore Gonzaga, som fordum Erkebispen i Paris med MoliéresMoliéres] skal være: MolièresJean-Baptiste Poquelin (Molière), 1622 – 1673, fransk dramatiker og skuespiller «Tartuffe». Saaledes tør man nu ikke spille «Eduard af Skotland», fordi man frygter for, at det maatte ansees som et undertrykt Partis Offer til salig Kongens manes. Saaledes fandt nogle endogsaa Gift i det stakkels uskyldige «Feiltagelserne», hvormed Theatret aabnedes efter Krigen, og nu er ogsaa den hundreaarige «Jean de France» Contrabande!! I sin Forlegenhed har man grebet til den kjære KotzebueAugust Friedrich Ferdinand von Kotzebue, 1761 – 1819, tysk dramatiker og diplomat, og «Besøget» og «Lyst til at glimre» skal opføres. Ønsker Selskabet at glimre ved den Forestilling, 361tvivler jeg paa, efter Rollebesætningen at dømme, at den Lyst bliver styret.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Claus Pavels Riis' utgave fra 1864

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook