Dagbog 1814

av Claus Pavels

[September]


1ste September.

Provst Munch besøgte mig. Der kan nu ingen politisk Uenighed være mellem os. Jeg tilstaar, at han og det hele Wedelske Parti saa klarere end vi andre. Hvilke Planer de have lagt og hvilke Forholdsregler de have anvendt, – paa vort Lands Skjæbne have de ei havt nogen Indflydelse, og fra Greven til hans ringeste Tilhænger ere de aldeles angerløse. Jeg vil endog tro, at hvad der er skeet var under de mest Mistroiskes Forventning. At det omsider vilde faa et slet Udfald, det have de spaaet, men efter et Par Skjærmydsler uden betydeligt Folketab, medens Hæren stod væbnet, og Folket rede til at væbne sig, ene mod Svenskerne uden at de allierede Magter rørte sig, at alt nu i 14 Dage skulde være saa omtrent forbi, det har nok Ingen i Drømme tænkt paa. Munch fortalte, at Major SchrøderOle Schrøder, 1763 – 1824 far til Jens Christian Schrøder som har utgitt erindringer fra blant annet krigen i 1814 vil aftviste Arenfeldt den Krigerhæder, 250man ellers er temmelig enig i at tilkjende ham. Saaledes skyder den Ene Skylden paa den Anden, og Enden paa det bliver vel, at den i større og mindre Grad findes hos dem alle. – Hegermann er af samme Mening som Sverdrup, at den Høistcommanderendes Cujoneri, hvilket han for hele Hæren proclamerede med høi Røst, var Hovedaarsag til vor Ulykke. Han har som norsk Commissær opholdt sig paa Moss, og havt meget at bestille med de svenske Generaler, og var ikke synderlig tilfreds med deres Udladelser. Det var ham overdraget at give sin Brigade Ordre eller Tilladelse til at gaa hjem. Tellemarkerne gik med Glæde; de kjække Bergensere, hvoraf nogle have staaet her i 7 Aar, vare nedslagne, men rolige. «Ja, vi skal gaa», sagde de, «men hvad skal vi sige, naar vi komme hjem?»


2den September.

I en svensk Avis skal staa, at en dansk (!) Bisp og 2–3 Præster (Gud ved, hvem det er) opægge Nationen til at modsætte sig Foreningen, men de skulle vel «råka dem». Efter den Amnesti, der forkyndes i Conventionen, har det vel ingen Fare; overalt indser de vel Nødvendigheden af at fare frem med Lempe. – Mange, hører jeg nu, entrere i den Ide, at vælge Pontecorvo til Norges Konge. Man roser nu hans Godhed; «han er altfor god», siger man.


3die September.

Imorges fik jeg Brev fra Biskop Brun. Det er helt igjennem skrevet i en meget lidenskabelig Stemning. Han begynder med en varm og vidløftig Apologi for Haxthausen. Ikke fuldt saa mildeligen dømmer han om Tanks og Hounts Ambassade. «Fy de Canailler!» siger han. 251– Endnu havde han ellers godt Mod. Han ønsker, at Kongen vilde i Naade og Unaade demittere, cassere eller skyde ihjel efter Omstændighederne. «Bønder og Soldater er Nationen hos os; den staar endnu paa uplettet norsk Grund og venter paa Vink til at gaa i Ilden. Norge er endnu Norge, og Christian Norges Konge, og 20,000 Normænd bør det koste først, før det bliver anderledes». Saavidt var han kommen; da indløb Extrapost med Vaabenstilstand og Kongens Kundgjørelse. Han slutter saaledes: «Nu har jeg levet 8 Dage for længe! Moralsk Tvang kan vel ikke tænkes større end den, som nu tvinger Storthinget til at sige: Vi ere samlede for at modtage Christian Frederiks Resignation og hylde Carl den Trettende. Min Bøn var altsaa mit Ultimat, mit dixi! O Gud! saa skulde jeg da ikke faa Lov til at dø som Normand! Skriv mig dog til, medens jeg lever!» – Hvorfor satte dog Skjæbnen en saadan Mand paa en Bispestol og gav Commandostaven til Nathuer? En saadan Ild kunde opflammet en hel Hær, istedetfor at den nu blot fortærer sig selv. Den omtalte Bøn havde han efter kongelig Befaling skrevet til Oplæsning i Krigstiden. Den er, som man kunde vente den, kraftfuld og christelig. To Steder i den mishager mig imidlertid. Paa det ene lader han Menighederne accordere med Gud, «at saafremt han nu vil frelse dem fra den Fiende, som vil opsluge dem, saa love de herefter at holde hans Ord høit og i Ære, og at tjene ham i Hellighed og Retfærdighed alle deres Livs Dage». Paa det andet Sted lægger han den svenske Regjering en blasphemisk Bøn i Munden, og opfordrer Gud som Hjertegrandsker til at dømme om dette ikke er dens Mening, om dette end ikke er dens Ord. 252Saadant er Christendommens Lærer aldeles uværdigt. Da hans Tanke henvendtes til Gud som Hjertegrandsker, maatte den meget naturligen henledes til det Skriftsted; «Dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer; han vil aabenbare Hjerternes Raad, og lade Enhver vederfares Ret». En tredie Feil ved denne Bøn er dens Længde.

Cancelliraad HeibergAndreas Michael Heiberg, 1767 – 1815, byfogd og byskriver i Fredrikstad, deltok på Riksforsmalingen på Eidsvoll har i Intelligentsseddelen med 7–8 Borgermænds Vidnesbyrd søgt at retfærdiggjøre sig mod den Mistanke, at han har søgt at svække Modet hos Frederiksstads Garnison og fremskynde Fæstningens Overgivelse. Man skulde tro, han med sin Gulddaase i Haanden maatte føle sig ophøiet over saadan Snak, eller endog regne sig det til Ære, at have fremmet sin nuværende Souverains Sag. – Jeg vilde besøgt Wulfsberg, for at høre om en Samtale, han havde havt med Bjørnstjerna, som havde sendt Bud efter ham i Anledning af «Tidens» antisvenske Tone, men han var reist bort.


4de September.

Jeg prædikede i Agers Kirke over de to første Vers af Evangeliet: «Salige ere de Øine, som se det I se osv». Tankegangen i min Tale var følgende: Oldtidens Propheter og Konger blandt Jøderne havde ønsket og haabet at opleve den Tid, da den forjættede Messias skulde komme og frelse Israel. Det skede ikke; det gik dermed som med saamange andre fornuftige og ædle Ønsker og grundede Forhaabninger: de opfyldtes ikke. Dog kunde man ikke sige at Haabet skuffede dem; hvad der ikke skede i deres Dage, skede dog engang i Tidens Fylde; ikke de men deres Efterkommere oplevede Messiæ Komme, og Jesu Disciple saa nu, hvad de forgjæves havde ønsket at 253se. Imidlertid vedblev de dog Slægt efter Slægt at haabe, og være glade i Haabet. Hvorpaa grundede de da dette? Paa Troen til Guds Forjættelse, paa den Overbevisning at han kjendte og vilde ramme den beleilige Time (hvorved anbragtes det skjønne Sted Ebr. 11, 13). De døde og kom did, hvor de intet mere ønskede eller savnede; men undtes det dem fra Salighedens Egne at skue ned til Jorden, hvor maatte det da fryde dem, at se deres Efterkommere i Besiddelse af det Held, de forgjæves havde haabet og attraaet herneden. – Anvendelsen saavel paa vore jordiske Ønsker og Forhaabninger i Almindelighed, som paa Fædrelandets in specie er saa naturlig, at jeg ikke behøver at udvikle den. Udførelsen fyldestgjorde mig selv, og jeg haaber Enhver, der betragtede den som blot Religionstale. Jeg hører imidlertid at Prædikenen skal have mishaget Folk af begge Partier: dem der ville gjøre haardnakket Modstand, og dem der ville give sig paa Naade og Unaade, og jeg maa sige her som gamle Justitsraad WulfsbergJacob Wulfsberg, 1751 – 1826, far til Niels Wulfsberg, der skal have sagt, at han aldrig var mere tilfreds med nogen af sine Domme, end dem, begge Partier var misfornøiet med. Hvad jeg sagde var min rene Overbevisning; men i ethvert Fald var vel Moderationens Sprog det eneste, som nu kunde og burde bruges paa en Prædikestol. At opfordre til Almenreisning var under nærværende Omstændigheder rasende Fanatisme, og at raade til Overgivelse stred mod min Ed og Pligt. Dette er nok ellers mit som Biskop Bruns Ultimatum i den Materie. Paa Prædikestolen taler jeg herefter ikke andet end Guds Ord; jeg ser ingen Rimelighed i oftere at kunne bringe Politik i Forbindelse med Religionen. Jeg vil derved maaske blive mindre beundret, 254men ogsaa mindre miskjendt, og ikke igjen nødsages til om faa Maaneder i mit Hjerte at tilbagekalde, hvad jeg forkyndte med enthusiastisk Jubel.


5te September.

Schmidts Brev er vel mismodigt, men dog mindre end jeg havde ventet, og det Sted: «Kan vi ikke undgaa Foreningen med Sverrig, tager jeg maaske min Afsked, hvis den i Conventionen belovede Pension kan erholdes», viser mig, at han som vi andre vel skikker sig i Tider og Omstændigheder, naar ei andet kan være. Han venter at blive valgt til Storthinget, og vil da af sine Committenter lade sig meddele en bestemt Instrux og ganske indskrænke sig til den. Ogsaa om et og andet strider mod hans Overbevisning? Ikke Jarlsberg Grevskab, Bratsberg Amt eller Christiansands By, men Wedel, Løvenskjold og Wergeland tilregnede man, hvad der af disse blev sagt og gjort. At blive Martyr for sine Grundsætninger vægrer den faste og redelige Mand sig ikke for; men som andre Mænds Organ at underkaste sig Foragt eller Trængsel, ser jeg ikke kan være nogen Pligt. Eller vil Patrioten og Taleren Schmidt sidde stum paa Thinget og votere som Niels SkriverNiels Skriver – referanse til Den politiske kannestøper av Ludvig Holberg der en av personene, Richard Børstenbinder, sier: «Jeg er af samme Meening, som Niels Skriver» selv om Niels Skriver ikke er til stede? – Gamle Justitsraad Wulfsberg yttrede, at han aldrig med det Mismod og Misnøie havde været i Christiania som nu, da alt hvad han saa og hørte, var saa langt over – eller under – hvad man paa Landet havde gjort sig Forestilling om. Det er nu vel saa; men det er mig selv nu behageligere at være paa eller nær ved Begivenhedernes Skueplads, end at være langt borte, hvor onde og gode Rygter afløse hverandre i dusinvis, inden at man faar den rette Sandhed at vide.


6te September.

255Jeg er bleven General de Seves Consulent. Han er findet at reise til Kjøbenhavn, men førend dette sker vil han udgive «Offentlig Bekjendtgjørelse, hvad der foranlediger ham til at forlade hans Fædreland Norge, efter i 60 Aar at have tjent i den kongelige Arme, og i hans 73de Aar». Denne Bekjendtgjørelse, tilligemed 9 Bilag, har han sendt mig til Gjennemlæsning og Bedømmelse. Afskeden til Publikum er ikke ilde skreven og med nogen Politur i Sprog og Retskrivning kan den blive læselig. Men her kunde spørges: «Hvorfor er dette nødvendigt? hvorfor har han ikke gjort dette for længe siden? og hvorfor fremkommer han nu først i September MoanedMoaned] skal være: Maaned med denne Apologi og disse Documenter, hvoraf det sidste er et halvt Aar gammelt? Forklarer han sig ikke nøiere herover, vil han vanskelig kunne undgaa den Mistanke, at ligesom han først angreb Christian August efter hans Død, saaledes har han ogsaa oppebiet Christian Frederiks – som det synes – dybe og uoprettelige Fald, for at fremføre mod ham den Anke, han ikke vovede mod Norges beundrede Konge. Saa lempeligt som muligt skal jeg gjøre ham opmærksom paa den Ting, der vil give hans Fiender nye Vaaben i Hænderne mod ham. Er der end megen Pral og Vind hos Manden, har han dog ogsaa meget agtværdige Sider og Fortjenester som Officer i Fredstider, og at Christian August har ladet ham vederfares Ret, det tror jeg ikke. – Paa Exercerpladsen mødte jeg Hegermann. Han havde igaar havt en tre Timers Conference med General Bjørnstjerna, «der», sagde han, «bærer sig ad, som om han var Konge i Norge». Han afgaar nu som Commissær til det svenske Hovedqvarter.


7de September.

256Prof. Hersleb gjorde mig Visit. Han har den hele Sommer været hos sin Familie i Nordlandene og har levet i den lykkeligste Uvidenhed om alle vore Historier, indtil han efter en lang og besværlig Søreise kom til Trondhjem, hvor han underrettedes om Gesandternes Mission. Saa kom de øvrige Tordenbudskab Slag i Slag. Han er overmaade nedstemt, men ellers den eneste, jeg paa den sidste Tid har talt med, som ikke synes at tænke paa (idetmindste interimistisk) Overgivelse.


11te September.

Over Kongen bryde nu fast alle Staven. Fra overdrevne Forventninger til Fordømmelsesdom, naar disse ei opfyldes, er Overgangen ei ualmindelig, og man kan ei rose den. Men var der et Menneske paa Jorden, af hvilket man berettigedes at vente alt, var det Christian Frederik; og om Sorgen over at se denne Forventning saa aldeles skuffet, blandes med Indignation og Harme, det kan undskyldes, i hvor unægteligt det er, at han langt mere bør beklages end lastes. – Det dramatiske Selskabs Direction har indstillet Forestillingen ianledning af hans Fødselsdag og RahbeksKnud Lyne Rahbek, 1760 – 1830, dansk dikter, dramatiker mm. Anna ColbjørnsenAnna Colbjørnsdatter, 1667 – 1736, skal ha sjenket offiserene i en svensk tropp godt med drikke samtidig som hun sendte beskjed til de norske styrkene om at svenskene var på prestegården i Norderhov 28. mars 1716, halvsøster av Hans og Peder Colbjørnsen (se 8. april 1814), som var bestemt til at opføres, vil vel aldrig mere blive spillet i Norge.


12te September.

Nu løbe igjen alskens Rygter om. Kongen af Sverrig skal være død, et mægtigt Parti vil have Gustav den FjerdesGustav 4 Adolf, 1778 – 1837, konge av Sverige 1792-1809 da han ble avsatt SønGustav Gustavsson av Wasa, 1799 – 1877, svensk kronprins 1899-1809 paa Thronen, og Pontecorvo er over Hals og Hoved reist til Stockholm. Rimeligvis Løgn altsammen! Item fortælles, at Kongen af Danmark ikke vil tilbagekalde den strenge Dom, han har fældet over Norge, 257ikke at respectere norsk Flag, som Sverrig og England nu respectere, og ikke tillade Kornudførsel til Norge. Herregud, hvor han nu bleven slem!


13de September.

Med Forundring saa jeg Treschow og Bull atter bære Ridderkorset, og Rosenkrantz bekorset og bestjernet endog paa Sørgekappen. Jeg hører, man har igjen besluttet at bære dette Hæderstegn, for ei at mistænkes hos de Svenske, enten for overdreven Ydmyghed ?: «Følelsen af Uværdighed til den mindste Naade og Ære», eller Trods mod Ordenens høie Stifter og Giver. Imorgen ved –s Jordefærd anlægger jeg da ogsaa mit Kors, og bærer det til det forbydes os.


14de September.

Intelligentsseddelen indeholder frygtelige Nyheder fra Danmark om et talrigt russisk Troppecorps, som indskibes i Jylland, for at gaa mod Bergen og Trondhjem, ifald Fiendtlighederne igjen begynde.


15de September.

Oberstlieutenant AubertBenoni Aubert, 1768 – 1832(?), hvis dette er riktig person, valgte han likevel å bli i Norge (se nedenfor), som gjorde mig Visit, istemte den Dom, at ved en god Overcommando vilde det gaaet bedre, og at Kongens Mangel paa Mod og Conduite har skadet os mere end noget andet. Ellers vilde han ikke saa ubetinget, som hidtil er skeet, rose KrebsAndreas Samuel Krebs, 1769 – 1818, kommandant på Kongsvinger festning som Anfører ved Lier. Den svenske General GahnsCarl Pontus Gahn af Colquhoun, 1759 – 1825, svensk adelsmann og offiser Dispositioner skal have været saa slette, at det ingen Kunst var at overvinde ham. Aubert forlader nu Norge, da han som indfødt Dansk igjen vil gaa i sit Fædrelands Tjeneste.


16de September.

General de Seve har beæret mig med et nyt Brev, hvori han søger at hæve mine Indvendinger. Med Brevet 258fulgte som Bilag en Oversættelse fra Svensk om Krigen 1808 med Anmærkninger af ham selv. At Prinds Christian Augusts Forhold her viser sig i et meget tvivlsomt Lys er vist, men ligesaalidt kan det modsiges, at Anmærkningernes Forfatter er hans personlige Fiende, og at de ingenlunde ere skrevne sine ira et studio. – Høsten er vel nu forbi over det hele Land. Den har været usædvanlig rig, og efter det Storm- og Regnveir, hvorover Landmanden næsten fortvivlede og spaaede et værre Aar end 1812, kom det ønskeligste Veir til Kornets Modning og Indhøstning, som er seet i Mands Minde. I de sidste Dage har Vinden været sydlig. Skibe med Korn og Fedevarer ere komne og Priserne paa Livets Fornødenheder falde mærkeligen. Faarekjød, som har kostet 60 Rd. og derover, kjøbte vi idag for 30 Rd., og Bagerens Brød er næsten dobbelt saa stort, som det var for et Par Uger siden.


17de September.

Intelligentsseddelen indeholdt i Dag ikke mindre end sex politiske Smaastykker af den sædvanlige Surdeig. Det ene af dem var en Finte til General Bjørnstjerna, som havde ladet indrykke hint Brev fra Kjøbenhavn om det intenterede russiske Angreb paa det nordenfjeldske Norge. Samme Bjørnstjerna er nu, efter Holtens Beretning, i Ventilation med Statsraadet om 3000 Tønder Korn, som den svenske Kronprinds af særdeles Medynk med vor Jammer har sendt hid til Uddeling blandt de Fattige, hvilken Gave Statsraadet naturligvis refuserer, og vil anvise Kornet Plads paa et af Magazinerne som Kronprindsens Eiendom, indtil Storthinget har afgjort Rigets Skjæbne. – Commissionen mod Haxthausen, Staffeldt m. fl. begynder 259paa Mandag. Med Staffeldt er man i Forlegenhed, da Ingen vil modtage ham i sit Hus af Frygt for Pøbelopløb. Man tror, han bliver indqvarteret etsteds her paa Fæstningen. – Ved Middagsbordet modtog jeg et Brev med Hofetatens Segl. Det var fra Kammerherre KaasKonrad Fredrik Clauson Kaas, 1782 – 1853, fortsatte som kammerherre for Christian Frederik også da han var blitt kong Christian VIII av Danmark af følgende Indhold: «Hans Majestæt Kongen var saa vant at høre Deres Høivelbaarenhed tale, og gik hvergang opbygget hjem fra Kirken. I lang Tid har nu Sygdoms og Svageligheds Tilstand forhindret Hans Majestæt fra at besøge Dem. Allerhøistsamme har derfor yttret det Ønske, at De vilde komme herud imorgen Kl. 2 og repetere den Prædiken, De agter at holde i Kirken». Jeg svarede: «Vel prædiker jeg ikke imorgen, men i Haab om at høres med den naadige Overbærenhed, Hans Majestæt altid har værdiget at vise mig, skal jeg efter Befaling indfinde mig paa den bestemte Tid». – Efter saa mange og sørgelige Dage skal jeg da endnu engang se Kongen. Det er meget blandede Følelser, som opfylde min Sjel. Bør jeg glædes eller bedrøves ved at se ham saaledes igjen, ved at tale for ham paa hans Fødselsdag? Jeg føler, at det gaar mig med ham, som det gaar Ynglingen med sin Pige, som han har været vred paa. Han ser hende smile, han hører et venligt Ord fra hendes Læbe, – og alt er glemt. Jeg var saa rolig og resigneret. Indignationen over at han ved sin Svaghed havde bidraget til mit Fædrelands Fornedrelse indgav mig denne Ro. Nu – jeg forudser det – vil Ønsket gjenvækkes, at kunne følge ham og blive hos ham i mit kjære Danmark. Maaske forundes det mig endnu at nyde en rolig Alderdom og en blid Dødsstund der, hvor min Ungdoms og Mandoms bedste Dage henrunde.


18de September.

260Klokken halv to kjørte jeg til Ladegaardsøen, og traf i det sædvanlige Entreværelse Generalmajor Arenfeldt og Statsraad Collet, hvilke dog ligesaalidt som de faa andre Gratulanter, der havde været i Forveien, hørte Prædikenen. Da Audiencen var forbi, blev jeg af Kaas ført ind i den store Stue, hvor et Bord stod øverst; ligefor det en Stol for Kongen og bag den i en Halvcirkel Stole for de andre Tilhørere, som vare: Holten, Grev Wargas, Thulstrup, Brock, Kaas, Meidell, Lector Adler, Capt. Holsteen, Lieutenant FalsenJørgen Conrad de Falsen, 1785 – 1849, bror av Christian Magnus Falsen, dansk-norsk marineoffiser, fortsatte i den danske marine etter 1814, Kammerjunker SchwartzFrederik Schwartz, løytnant, mangler info om ham, SnedorffMangler info om ham og LinstowHans Ditlev Franciscus von Linstow, 1787 – 1851, arkitekt, tegnet bl.a. det kongelige slott i Christiania. Jeg blev indkaldt til Kongen, som jeg i det Udvortes fandt uforandret, maaske endog sundere end da jeg sidst saa ham. Kaas sagde, at han idag var sygelig og nedstemt, som jeg dog intet kunde mærke til. Han var det blide, godmodige Menneske, som han altid har været, saa ofte jeg har seet ham, indlod sig i Samtale med mig om det Forefaldne, tilstod, at han maaske kunde have baaret sig anderledes ad, men beraabte sig paa sin gode Villie og sine redelige Hensigter og syntes selv at tilskrive sin lettroende Tillid til Mennesker, som ei fortjente den, de indtrufne Vanheld. Tilsidst bragte han Prædikenen paa Bane, sagde, at jeg vel havde indrettet den til at høres af flere, hvorpaa jeg blev afskediget. Strax efter kom han ind og Prædikenen begyndte. Den var over Dagens Evangelium, fra hvilket jeg, for at undgaa vrange Fortolkninger, fandt mig ubeføiet til at afvige, og som desuden er et af de skjønneste og frugtbareste i det hele Aar. Det var mod Angest for Fremtiden jeg advarede. Til Slutning gjorde jeg en kort Anvendelse, der passede til Tiderne, men hvori disse dog ei omtaltes 261og endte med en Bøn for Kongen, for hans Søn, for hele Landet og for alle gode Mennesker. – Kongen reiste sig og gik, og jeg saa ham ikke mere. Han har bestandig under sin Sygdom holdt saakaldt Kammerspisning med et Menneske: Thulstrup, Brock eller Adler. Jeg tilstaar, at jeg havde ventet at komme til hans eget Bord, men Thulstrup blev indkaldt. Jeg spiste altsaa med alle de ovenfor nævnte ved Marskalktaffelet. Vi drak Kongens og hans Søns Skaal, og end ikke idag kunde den modbydelige Hurraraaben og Klappen udeblive. Kaas fører et grumme stivt Hofsprog, og nævner aldrig Kongen uden Prædikatet: Hans Majestæt. Han staar i den fulde Formening, at intet Menneske er Forræder, men at de fleste, Høie og Lave, ere Uslinge, og at der skrydes langt mere af den norske Nationalaand end der burde, i hvilket sidste jeg maa være fuldkommen enig med ham.


19de September.

Med Overraskelse hører jeg, at der igaaraftes var Dameselskab hos Kongen, og at han da var meget munter. At han med Fornøielse kan conversere Fru ThulstrupEleonora Thulstrup f. Clauson, 1778 – 1823, utnevnt til statsfrue av Karl Johan i 1818, Fru HoltenElise Alida Augusta von Holten (f. Behagen), 1787 – 1874 og Fru KaasMangler info om henne, gift med Kammerherre Kaas, men ikke kan taale at sidde tilbords med Mænd, hvor fornuftig og alvorlig Tale føres, røber, synes mig, en Charakter-Svaghed, der aldeles ikke kan bestaa med den Aandskraft, man i gode Dage vilde tillægge ham. Af denne Svaghed bar ogsaa hans Ord til mig umiskjendelig Præg. Som Menneske kunde jeg omfavnet ham for hans hulde Beskedenhed, men som Konge kunde jeg ikke længer hædre ham. – Til Valgmænd for Christiania ere udkaarede: Agent Nielsen, Platou, Procurator ArntzenArntzen] skal være: Arntzen,Andreas Arntzen, 1777 – 1837, jurist, stortingsrepresentant og statsråd ThurmannErich Thurmann, kjøpmann i Christiania – mangler info om ham, Rasmussen, Treschow, Omsen, Diriks, MorgenstjerneBredo Von Munthe Af Morgenstierne, 1774 – 1835, jurist og politiker, Wulfsberg, Pavels, 262AarsJens Aars, 1779 – 1834, prest og stortingsmann, Rosted, Th. J. HeftyStaves både Hefty og Heftye i den trykte utgavenThomas Johannessen Heftye, 1767 – 1827, sveitsisk immigrant og forretningsmann og Debes. Den sidste havde 125, Nielsen 483 Stemmer. «Gud bevare os fra at blive Thingmænd!» sagde Rosted, da jeg i Eftermiddag viste ham Listen. Jeg hverken ønsker eller frygter det, men allermindst venter jeg det.


20de September.

Wulfsberg gjennemgik de fleste af Christiania Valgmænd, og fældte en ubarmhjertig Dom over dem. Gud ved, hvem han vil vælge! Omsen er han imidlertid meget indtagen i. Derimod finder han Nielsen for heftig og Treschow for sagtmodig, Arntzen for norsk og Debes for svensk. Mit Valg er bestemt: Naar Treschows, Rasmussens og Omsens Sindighed holder Ligevægt mod Nielsens Heftighed; naar den førstes Philosophi, den andens ædle Moderatisme, den tredies sceptiske Phlegma og den fjerdes Mod og Kraft forenes, saa kan deraf udentvivl udkomme et skjønt Helt, hvis Lige vel faa Byer kunne fremvise.


21de September.

Agent Nielsen synes nu at slaa paa mildere Strenge, end han ganske nylig skal have gjort, og er nu af samme Mening som alle vi andre, at Norge uden Konge, uden Generaler, uden Penge, slet forsynet med Proviant og Ammunition umuligen kan udholde en ny Kamp. Det eneste var, tænkte han, om Kongen kunde overtales til at blive, og da vise sig modigere og standhaftigere end før, men da dette ei er at haabe, er hint vist ikke at ønske, og møder han selv for Storthinget, og henriver ved sin Veltalenhed Mængden til at bede ham blive hos os, og han giver efter for visse Bønner, da Gud forlade baade dem og ham! – Oberst KaalundJacob Carl Kaalund, 1758 – 1831, dansk offiser gjorde mig Afskedsvisit. Vor 263Samtale gik naturligvis ud paa Tiderne, og under denne yttrede han blandt andet følgende: «Jeg forbausedes ret over den alvorlige Fasthed, Prinds Christian her syntes at vise, da han fra Kjøbenhavn var mig bekjendt som en godmodig Bonvivant, men nu er min Forundring ophørt». – Der er udkommet to vigtige Documenter: en Kundgjørelse fra Carl den Trettende til det norske Folk, hvori han gjentager alt, hvad i Conventionen er lovet, og taler overalt i en saa ædel og passende Tone, at den Vaklende maa vindes og den heftigste Enthusiast ledes til Eftertanke. Det andet var Udkast til de Forandringer i Grundloven, som de svenske Commissærer ville foreslaa Storthinget. Ogsaa disse ere særdeles moderate, og det var kun Kongens paastaaede Ret til at naturalisere Fremmede, der for mig havde noget stødende, da den synes at kunne føre langt videre, end den skal ansees for, og staar i Modsigelse med andre Nationen indvilligede Rettigheder. Modificationer ville da vel og finde Sted. – Ellers har jeg i Dag læst en Hob temmelig gamle, men for mig nye Statstidender. Fred og uhindret Communication tillands og tilvands mellem alle Europas Lande, Folkenes Jubel over den gjenvundne Tryghed og Ro, er det meste, der tales om. Selv Danmark aander frit, og sukker vel nu kun over det Onde, som trykker os alle: ødelagte Finantser. Europas sydligste og nordligste Lande – Spanien og Norge – ere vel de ulykkeligste, men vor Ulykke staar det i vor egen Magt at ende. Frihed er ingensteds og var, ved Gud! heller ikke i Norge fra Mai til August 1814, men Ro og Tryghed uden Skjændsel vinker os. – General Staffeldt logerer nu, efter Statsraadets Anmodning gjennem Politidirectøren, her paa Fæstningen 264hos Capt. WidingHerman Widing, 1776 – 1860, underkommandant på Akershus festning, da Ingen i Byen vil modtage ham. End ikke Middagsmad kunde han faa hos SchouMangler info om ham, da man hørte, det var ham, som forlangte den.


22de September.

Iaften var jeg indbuden til Haxthausen og traf der Seyersted. Begge vare, som venteligt, saare nedslagne. Som handlende Personer i den tragiske Farce eller den farcikalske Tragedie ere de langt ulykkeligere end vi andre, Dybt synes de begge at føle, fra hvilken Høide de ere faldne, og til hvilket Dyb. Medens jeg var allene med Haxthausen talte vi meget om Politik. Han releverede en Omstændighed, der i dette Øieblik synes mig meget uvæsentlig: at de Allierede vare saa ubøielige i at holde den Forpligtelse, de havde indgaaet. Hvad Skade har de gjort os? have de ikke forholdt sig aldeles passiv? viste ikke Englænderne en forunderlig Lemfældighed, naar de virkelig for Alvor mente, hvad de erklærede? have ikke Svenskerne den Ære ganske alene at have bragt os til det Punkt, hvor vi nu staa? er ikke vore Anføreres Usselhed den eneste Allierede, hvis Bistand har været dem til virkelig Nytte? Nei, naar de ikke kunde eller vilde overtale Pontecorvo til at lade sin Paastand fare – jeg indser virkelig ikke, at de fire høie Potentater kunde opført sig honettere mod os, end de have gjort. Kun Kongen af Danmark kunde lade være at lægge Beslag paa hans fordums tro Undersaatters Skibe paa en Tid, da deres Flag tolereres over hele Europa, – men vi tør haabe, at det, som hos Harlekin, «blot er Raseri».


23de September.

Jeg fik imorges Brev fra Kjøbmand Rolfsen i Bergen. Efterat have svaret paa min Begjæring til ham, 265fortæller han, at Christie, Capt. Motzfeldt, Assessor HagerupEdward Eilertsen hagerup, 1781 – 1853, jurist og stortingsrepresentant. Representant på det ekstraordinære storting 1814 og Consul KonowAugust Konow, 1780 – 1873, forretningsmann og stortingsrepresentant. Representant på det ekstraordinære storting 1814 møde paa Storthinget – altsaa ikke Rein, hvilket undrer mig; maaske han ser dybere i Tingen, end de andre, og har selv søgt at fravælte sig Byrden. Rolfsen tilføier: «Vore Bergenhusere ere komne tilbage, men snart reise de igjen, og da haaber jeg, de vil kunne vise deres Vaabenfæller og den hele Nation, at de ikke bære Sværdet forgjæves». Altfor vel hænger dette sammen med et Rygte, at de uden at oppebie Ordre ville marschere tilbage igjen. Et lov- og subordinationsstridigt Skridt er dette dog unægteligt, saalænge Storthinget ikke har fældet Dom; der er sørgelige Aspecter til Insurrection og Borgerkrig, der endnu fattes for at fuldende vor Ulykke. Give Gud, at Kongen vilde forlade os jo før jo heller. Hans Nærværelse forenede os for syv Maaneder siden; nu adskiller den os. – Med Brevet fulgte en Tale, gamle Brun Dagen efter – paa Kongens Fødselsdag – vilde holde i Korskirken. Han er da i Fyr og Flamme, det forstaar sig, og tror at intet er tabt, som jo med Sværdslag kan gjenvindes. For ham er Kongen endnu den Fyrste, «som vi havde valgt, om alle Europas Fyrster havde staaet for vore Øine: hvem Gud gav Frimodighed forlods for mange Tusinde: som uden Mirakel endnu kan bestyre vort kjære Norge i 3–4 Decader». Men ogsaa uberegnet, at disse og andre yttrede Følelser i denne Stund ikke harmonere med mine, er denne Prædiken et af Bruns meget ufuldkomne Arbeider. Af hans charakteristiske Skjønheder findes her faa, af hans særegne Feil og Underligheder desto flere. Jeg opregner nogle af disse. Han fortæller, at han har Lyst til at give Parolen i Garnisonskirken: taler om en Purpurkaabe af salomonisk 266Garderobe: melder, hvorledes David «smed det hele Kjæmpeplunder bort»: nævner i en christelig Kirke Bersærkergang: lykønsker os med, at Christian Frederik ikke er eller kan formodes at blive en grum NeroNero Claudius Caesar Augustus Germanicus, 37 – 68, romersk keiser, eller en sløv, kortsynet, kvindeagtig SardanapalSardanapal, sannsynligvis forvansket fra Ashurbanipal (død ca 627 f.v.t). Sardanapal som en svak personlighet er et litterært påfunn som fortelles hos den greske historiker Diodorus, og i 1821 skrev Byron et drama om ham basert på Diodorus skildring (?): lader Norge faa en Knæk, et Vrik, en Skjævhed: afmaler en «Colonne af stinkende Mørkskodde»: beder Gud, at Kongen snart maa staa «frem i al sin Glorie», og indse, at han «endnu har i Behold af Hartkorn Guds Velsignelse, naar Klinten er adskilt fra Hveden»: stikler paa dem, der allerede paa Eidsvold «røbede Koldfeberens umiskjendelige Symptomer», og «slutter denne korte Tale og denne Smule Geburtsdagshøitid» med Spørgsmaalet om vi ville holde Ed og blive Norske eller bryde Ed og blive Svenske, hvorpaa han svarer med Tullin: «Er sligt et Spørgsmaal værd? jeg synger ei for Fæ!!! – Amen!» – En ulyksaligere Slutning har jeg, ved Gud! aldrig seet. – Holten vidste at fortælle, hvorledes Tank nede i Smaalehnene arbeider paa det svenske Herredømmes Udbredelse, og han har læst et edeligt Vidnesbyrd af en Skipper, hvem hin Patriot vilde bevæge til at sværge de Svenske Troskabsed. Hvad Rolle Hount spiller i denne Tid, gad jeg nok vide. Han triumpherer vel, kan jeg tro, over at have overstaaet den Dyst, som vi endnu have tilgode. – Jeg fik iaften Brev fra Schmidt, som melder, at han er bleven Storthingsmand, og at han og hans Colleger lade sig meddele bestemt Fuldmagt, hvorvidt de tør gaa i Henseende til de Hovedpunkter, der skulle afhandles paa Storthinget. Jeg kan fremdeles ikke faa saadant i mit Hoved, og ser ikke andet, end at en fornuftig Mand derved kan komme i ubehagligere Forlegenhed, end ved at følge sin egen Overbevisning. 267Hvortil behøves Mænd af Indsigter og Retskaffenhed, som ere i Besiddelse af almindelig Tillid, naar bestemt Fuldmagt gives, fra hvilken de Deputerede ikke tør afvige et Skridt? Saa kunde jo den enfoldigste Bonde eller Haandværksmand udrette det samme, som den ypperste Videnskabsmand eller Taler: sige «Ja» til hvad der stemte med og «Nei» til hvad der stred imod deres Fuldmagt. Og naar nu den Deputerede kom til Stedet, og saa og hørte, hvad han og hans Committenter aldrig havde drømt om, og skulde nødes til ei alene at tale mod sin egen Overbevisning, men ogsaa mod det, han maatte tro var almindelig Villie, naar Omstændighederne vare tilfulde bekjendte i den Kreds, som udsendte ham! Nei, langt fra at udbede mig en saadan Instrux, vilde jeg ret meget frabede mig den, som Bevis paa Mistillid enten til min Forstand, Conduite eller Redelighed.


24de September.

Til Christiania Repræsentanter valgtes idag Arntzen med 11 Stemmer, Agent Nielsen med 10, Treschow med 9 og Diriks med 6. Jeg blev anden Suppleant. Mellem Platou og Wulfsberg kom det til en Collision efter Valget, da Platou i Alles Nærværelse foreholdt Wulfsberg, hvorledes han paa sin Voteringsseddel udtrykkeligen havde erklæret, at de, han havde valgt, vare indfødte Normænd, og derved syntes at nedværdige den ene tydske og de tre danske Mænd i Forsamlingen. Wulfsberg svarede: «Man talte saa meget om os igaar, at jeg syntes at skylde mig selv denne Erklæring», og dermed gik han. Gud veed, hvad det var for en Tale. Til Slutning ventileredes om den Fuldmagt, der skulde gives Repræsentanterne. Nielsen ønskede sig en Instrux, saadan 268som den, jeg igaar erklærede mig imod, men Pluraliteten gik ikke ind derpaa. Man bemyndiger blot til at handle i Overensstemmelse med Grundloven og den mellem den norske og svenske Regjering sluttede Convention. – Atter havde Intelligentsseddelen fem Stykker, der angik Dagens Anliggender. No. 1 er Kong Carls forhen omtalte Kundgjørelse. No. 2 er et Avertissement fra Professor KrummJens Jacob Keyser, f. Krumm, 1780 – 1848, professor i fysikk og kjemi, som nylig er kommen fra Danmark, og fortæller, at alt hvad der i et Brev fra Kjøbenhavn (som Bjørnstjerna havde ladet indrykke) var sagt om Russernes Indskibning i jydske Havne er lutter Løgn. No. 3 er fra Lector HansteenChristopher Hansteen, 1784 – 1873, astronom og geofysiker, senere professor: Udtog af et Brev fra Kjøbenhavn, hvori siges, at Mangel paa officiel Meddelelse af Conventionen fra den svenske Ministers Side er Aarsag i at ikke fri Skibsfart mellem Norge og Danmark finder Sted. No. 4 er Bekjendtgjørelsen fra «Nora paa Veien til Trondhjem» at hendes kjære Døttre, Frihed og Fædrelandskjærlighed» ere døde, og endelig er der (maaske fra samme Haand) en Gravskrift i Lapidarstil over disse to Afdøde, forfattet i en ægte Terroristtone, fuld af Skjeldsord og Forbandelser, især mod Forræderne, hvis Brøde afmales i de afskyeligste Træk, der endog falder i det Væmmelige. Hvilke forskruede Hjerner det maa være, som kan tro, at sligt er det rette Middel til at vække Nationalaanden og redde Norge!


26de September.

Hos Wulfsberg læste jeg adskillige svenske og tydske Aviser, hvori fandtes en Mængde Efterretninger fra Norge. Denne Lecture lærte mig, med hvilket sceptisk Blik man maa betragte Avisnyheder fra fjerne Lande. Sandheder og Løgne fandtes her indvævede i hverandre. Havde jeg læst saadant fra Tydskland, Frankrig, England, 269saa havde jeg troet det, og i Tydskland, Frankrig og England tror man naturligvis ogsaa, hvad der saa omstændeligen berettes herfra om de mange Vinduer og Meubler, som ere ruinerede i Haxthausens Hus, at det kun var ved et udsendt militairt Detachement hans Person udfriedes fra Pøbelens Overlast osv. i samme Smag. – Wulfsberg søger Frue Kald i Trondhjem, men har faaet den maadelige Trøst, at hvis Capellanen SchultzNiels Stockfledt Schultz, 1780 – 1832, representant på det ekstraordinære storting 1814 og flere senere storting (efter 5 Embedsaar) blev Sognepræst, burde han (efter 13 Embedsaar) søge Capellaniet. Jeg tror ikke, der under Adjutantregjeringen i Kjøbenhavn kan være gjort en mere stødende Proposition. Det forekommer mig overalt, som om Administrationen i disse vor fire Frihedsmaaneder ikke fra nogen Side har været saa exemplarisk, at vi bør gyse ved Tanken om Forandring.


28de September.

I Intelligentsseddelen gjendriver Bjørnstjerna med et authentisk Document Lector Hansteens Beretning. – Hos Sverdrup, som nu er hjemkommen fra Kjøbenhavn, læste jeg i Manuscript en Tale, som man i Danmark vilde vide, at Jacob Aall havde holdt paa Rigsforsamlingen, hvilket han imidlertid ikke gjorde. Sagen var nok den, at den præliminære Qvæstion, om Norge kunde bestaa for sig selv uden Forening med Danmark eller Sverrig, blev forbigaaet som allerede afgjort. Aall benægter det aldeles, tror det var godt, om ved fremmede Magters Bistand Overgivelsen til Sverrig kunde undgaaes, paa det Riget i sin Tid, under en forbedret Regjeringsform, igjen kunde forenes med Danmark, men anser det i Mangel deraf nødvendigt, paa billige og hæderlige Vilkaar at tiltræde Foreningen med Naboriget. En mesterlig Gjendrivelse 270heraf, hvad Landets Finantser angaar, sagde Sverdrup at være skrevet og bestemt til Trykken. Med Forandringer troede han, at den endnu kunde bekjendtgjøres.


30te September.

Hos Wulfsberg læste jeg et Par Noter, som skulle oversættes til næste Nummer af «Tiden», hvoraf erfares, at det danske Forbud mod Kornudførsel nu endelig er hævet.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Denne utgaven av Pavels 1814-dagbok følger Claus Pavels Riis' utgave fra 1864.

Les mer..

Om Claus Pavels

Claus Pavels er nok i dag best kjent for sine dagboksnotater fra årene rundt 1814. Han hadde et stort nettverk og fulgte interessert med i tiden. I 1814 engasjerte han seg sterkt for norsk selvstendighet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.