1.
OM Morgenen tjlig i Rosens Lund/
De Fule de siunge saa søde/
Den Jomfru gaar sig i samme stund/
Sin Kieriste der at møde.

2.
Den Ven ieg elskte i fordum tid/
Aff gantske Hiertens grunde/
Til hannem saa sætte ieg all min Ljd/
Det lyckedis mig ingenlunde.

3.
Fangen vaar ieg met Elskowens baand/
Mit Hierte vaar tvunget saa saare/
Ræt lige som Dwen paa huiden sand/
For Magen sin felder hun Taare.

4.
Saa gick det mig der ieg vaar vng/
Min Kierist’ mon fra mig drage/
J Orlog oc Krig met Brynen tung/
Som mig mon’ ilde behage.

5.
En Jomfru stod malet i hans Skiold/
Saa saare fijn met alle/
Hun haffde hans Hierte vdi sit Vold/
Diana mand hende mon’ kalde/

6.
Saa Ridderlig rider den Kæmpe bold/
Alt vnder Hielmen hin lucke/
Alt vnder sin skøne forgylte Hielm/
Hans Fiender monne for hannem bucke.

7.
Hans Banner saa høyt i Lufften fløy/
Der hand begynde at stride/
Alt vnder sin skøne forgyldte Tield/
Hans Fiender tør hannem ey bide.

8.
De huasse pile oc store Skud/
De giorde den Herre stor vaande/
J det hand holder sit ridderlig Bud/
Met ære at komme til Lande.

9.
Skudt da bleff den Ridder bold/
Sit Liff mon’ hand der lade/
Gud hand haffuer hans Siel i Vold/
At vocte fra allen skade.

10.
O Verden du est en skadelig Giest/
Mod dennem som dig mon’ dyrcke/
Naar du løffter dennem paa Hiulet best/
Saa sidde de snarist i mørcke.

11.
Lycken leger alt met sit Hiul/
Hun kand det ey lenge fordrage/
Hun ligger saa længe for hannem i skiul/
Det monne hannem ilde behage.

12.
Min Ven er borte/ ieg elskte i Løn/
Wlycken monne mig det volde/
Ræt aldrig elsker ieg nogen Menniskens kiøn/
Vaar ieg end fangen i Bolte.

13.
Nu ligger den Ridder i sorten muld/
Oc Sorgen mon effter sig lade/
Thi Døden hun slar saa mangen omkuld/
Saa mange til megen skade.

14.
Den Jomfru igien met sorgen sad/
Bedrøffuit mangelunde/
For Ridderen selff hun altid bad/
Baade nu oc i allen stunde.

15.
Far vel all Verden met din Pract
Jeg elsker dig intet mere/
Den mig vel vndte oc haffde i act/
Offuer Wlycken maa ieg vel kiære.

16.16.] rettet fra 16
     Far vel all Hiertens Kieriste min/
Gud haffue din Siel i giemme/
[Mit Hierte haffuer set i klemme.]]Mit Hierte haffuer set i klemme] Siste verslinje i strofe 16 er restituert etter visetrykket En ny Lystig oc skøn Elskowens Vjse huor vdi en god Ven oplader sit Hierte for en anden utgitt i København 1642, slik den er gjengitt i H. Grüner-Nielsens Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530–1630 (Grüner-Nielsen 1912–1931, 5:238). Kustoden «En» på fjerde blad i PRV 73 refererer antakeligvis til «En Anden Vise», noe som kan tyde på at trykkeren har glemt å sette visas siste linje.

     KAster ieg paa Gud min Sorrig/
Som ieg haffuer forborgen/
Jeg haabis ieg faar vel trøst/
Jeg haabis ieg skal foruinde/
Huad ieg haffuer i mit Sinde/
At alle skulle det kiende/
Jeg bliffuer aff Sorgen løst.

2.
Bær ieg ved mig alleene/
Huad ieg hemmelig meene/
Mod den som mig vnder vel/
Det skal mig intet besuære/
Thi ieg vil lade det saa være/
Som Lycken haffuer mig beskæret/
Oc Gud det haffue vil.

3.
En Ven haffuer ieg vdkaaret/
Dog det vaar aff mange forsoret/
Det ey saa skulde gaa/
Dog kunde hans dydelig Sinde/
Mit Hierte offueruinde/
Det maa ieg vel bekiende/
At ieg skulde være hannem god.

4.
Lycken monne sig icke saa giffue/
Wi maatte tilsammen bliffue/
Men snarlig skillis adt/
Nu vil ieg hannem Gud befale/
Hand kand oss begge hußuale/
Trotz den der vil omtale/
Christ vnde oss at findis glad’.

5.
Christ vnde mig det vel at bære/
Om det nu skal saa være/
Effter din Villie best/
Jeg sætter det i dine Hænder/
Thi du mit Hierte kiende/
Jeg beder du vilt det vende/
Oss begge til glæde oc Trøst.

6.
Effter alt maa ieg mig klage/
Det icke mange behager/
Wi skulle tilsammen komme:
Men dog huad Gud vil giffue/
Oc Lycken vil sig tilføye/
Der met lader ieg mig nøye/
J huad de tale der om.

7.
See/ den paa Gud fast haaber/
Oc aff Hiertet til hannem raaber/
Om Trøst i Liff oc Død/
Den vil hand visselig høre/
Met sin Miskundheds Øre/
Oc vil oc dem vdføre/
Fra alskens sorrig oc Nød.

8.
Er her nogen saa onde/
Det oss vil haffue forvunde
Met deres daarlig Ord/
Huad kunde de andet sige/
Wi ere hin andens Lige/
Det vil ieg icke tie/
Aff ærlig Stamme oc Blod.

9.
Met alt maa det saa bliffue/
Jeg vil icke mere skriffue/
Huad mig er gangen i Haand/
Vil nogen det forfare/
Hand skal sig icke aabenbare/
Men tage sig fuld vel vare/
For KlaffereKlaffere] sladrehanker, baktalere i allen stund.

Om Peder Rafns visebok

Peder Rafns visebok har lenge vært en av Nasjonalbibliotekets best bevarte hemmeligheter. Den er intet mindre enn Nordens største enkeltsamling av visetrykk fra 1500- og 1600-tallet, opprinnelig utgitt i Danmark-Norge og Tyskland mellom 1583 og 1634. Samlingen er et massivt bidrag til en kildefattig tid.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Peder Rafns visebog (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook