Napoleon

57Der var det, at bedstemor kunde ha sét ham! Bedstemor var nitti aar nu. Altsaa var hun født i 1810. Hun havde været elleve aar, da han døde.

Elleve aar! Ikke mere end et aar yngre, end han var nu! Som ifjor altsaa. Om det havde været ifjor – at det havde staat i avisen, at Napoleon var død – nede paa St. Helena! Han vilde da ha husket det, om han saa blev hundrede aar gammel! Saa naturligvis husked bedstemor det. Hun havde vel ikke sét ham. Det var jo urimeligt, saa liten, som hun dengang havde været. Men hendes far! Oldefar altsaa! Han havde været kjøbmand i Bergen og havt mange skiber. Han maatte ha været nede og sét paa ham. Keiseren! I Paris for eksempel. Eller kanske noget andet sted, hvor han kriged eller reiste. Han var jo saa mange steder, Napoleon. Og naar han kom hjem, 58havde han naturligvis fortalt til sin kone og til sine barn om ham.

Om hvordan han saa ud! Især naar han sad tilhest. For naar han stod, var han noksaa liten, stod der i bogen. Med den store hatten! Og kappen og de trange bukserne! Sabelen ved siden ….. Og saa hvordan han talte! Stemmen hans, naar han befalte!

Tænk at ha levet dengangen! Naar det stod i avisen om keiseren af Frankrig! Om slaget ved Austerlitz – ved Wagram – Jena og Aüerstädt – Leipzig – Waterloo ….! Ja, han havde nu ikke siddet herhjemme da og læst aviserne. Han havde rømt til Frankrig og var kommet med. De brugte ofte gutter dengangen – til tamburer. Han skulde ha lært sig først at slaa paa tromme saa godt, at de straks tog ham. Og saa skulde han udmærke sig og stige og bli officér. Dengangen hændte sligt! Tænk Murat, han blev konge – og Bernadotte ogsaa! Ja, Napoleon selv først og fremst da. Han havde været en almindelig gut han fra begyndelsen af. Lekt nede paa Korsika …..

At det ikke nu kunde være for hundrede aar siden! Saa vilde han ha slaat paa trommen over Alperne! Og i slaget ved Austerlitz vilde han være sytten aar. Han kunde godt 59være løitnant alt da! I slaget ved Waterloo vilde han være – syv og tyve aar. Kanske var han da general! Kanske havde Napoleon da sat ham over Grouchy’s tropper, som gik galt og kom forsent. Han skulde saavist ikke gaat galt! Aa, han skulde været betids, saa de havde gjort ende paa englænderne og Wellington længe før Blücher, den pøbelen, kom frem! Og da skulde nok Napoleon ha takket ham! Og været forfærdelig gla i ham! Saa havde han sluppet at flygte. Og saa havde de lumpne englænderne ikke faat fat i ham og sendt ham til St. Helena! Aa, saa lumpent altsaa! Saa feigt! Saa indmari sjofelt altsaa!

– Det dumme var, at bedstemor var saa sinna paa ham i denne tiden. For alle ting. Saa det nytted ikke at faa spurt hende nu. Kanske om nogle dage saa glemte hun Ladysmiths bombardement og krudteksplosionen, som næsten havde skræmt livet af hende om natten; og saa kunde han faa hende hyggelig til at fortælle – slig som bedstemor kunde fortælle, naar hun bare vilde! Om alle ting i gamle dage!

Kath vilde endelig ha ham med i jordhaugen igjen. Men han var kjed af den fillekrigen nede i Transvaal. Desuden stod der jo i aviserne nu, at boerne stadig væk fik juling. 60Saa de var ikke noget morsomme længer. Aanei, det var længe siden der havde været nogen skikkelig krig i verden. Den mellem Amerika og Spanien var bare sjøslag. Og krigen mellem Grækenland og Tyrkiet bare sørgelig for grækerne. Og én kunde jo ikke holde med Tyrken!

Aanei, der maatte nok komme en kar som Napoleon igjen, om der skulde bli noget ordentligt af det. Mon der kom nogen? Kanske endnu, mens han leved, saa han kunde være med! Tænk om der gik en saan mand nu – og kanske var tyve aar eller saan – og havde planerne til at bli keiser! Og pludselig en dag stod frem! Og begyndte!

Det første han maatte gjøre, var at rundjule engelskmændene for deres lumpenhed mod Napoleon.

Ja, kom der en slig mand i verden, da reiste han straks til ham!

Han var færdig med bogen. Men der var mange ting, han læste omigjen. Og billederne blev han aldrig færdig med. Kath holdt nu paa at læse den, de stunder han lod hende laane bogen.

Og nu var han i fuld gang oppe i udmarken med at bygge sig en løvhytte. Den skulde være Napoleons hovedkvarter. Han havde fundet 61en ypperlig slagmark til slaget ved Austerlitz. Oppe paa haugen var hovedkvarteret. Bækken var floden, og paa den andre siden af den var fienden.

Der havde allerede udspundet sig endel forpostfægtninger. Omkring hovedkvarteret laa der en mængde store kampestene. Og det franske artilleri havde sendt en kugleregn af og til ind i buskadset paa den andre siden. Men dette var altsammen foreløbig. Først naar løvhytten var istand, skulde slaget staa for alvor.

Her var saa herlig ensomt heroppe i udmarken. Ingen vidste om denne pladsen. Her kunde han tumle som han vilde, tordne og kommandere og skyde, uden at nogen hverken saa eller hørte. Af og til dukked en hest eller to frem fra krattet. Men de betragtedes som fiendtlige speidere, blev beskudt – og fòr afsted, saa det rasled i buskene og dundred i jorden af det flygtende kavalleri.

Et stykke nedenfor var gjærdet, og bag gjærdet laa en afsides engflæk, hvor der stod fire lange hesjerader bag hverandre, fulde af høi. Dernede havde han tænkt siden at holde mønstring over sin hær. Did kom heller ingen – Gudbrand Tofte og hans folk arbeided helt borte paa den andre kanten af eiendommen.

62Ellers var det et slit med slig en løvhytte. Var det ikke fordi keiseren jo maatte ha et telt, havde han opgit det mere end én gang. Der skulde saan masse løv til for at dække alle fire væggene! Og vanskeligt var det at faa det til at hænge sammen ogsaa ……

Han stræved imidlertid trøstig videre.

Pludselig stod Kath fremme paa pladsen!

– Hvad gjør du her? spurte Peter krænket.

– Kjære – jeg maa da vel ha lov til at gaa, hvor jeg vil, for dig! Jeg spadserer.

– Hø – spad – serer!

– Hvad er det, du gjør her, maa jeg spørre! Tænk at slite af alle de bjerkekvistene! Det skulde Gudbrand Tofte se!

– Du ser da vel, hvad jeg gjør! Bygger løvhytte altsaa.

– Hvad skal du med den?

– Skjeller det dig?

– Si det da, saa skal jeg ikke klage til Gudbrand.

– Ja, det kunde være ligt dig! At sladdre!

– Alt det løvet, du ødelægger!

– Ja, saa bare sier jeg, at det var dig, som kjøbte krudtet, din lumpning.

– Jeg bare sier, at det ikke er sandt. Tror du nogen tror paa dig da!

63– Jeg tar Sivertsen til vidne.

Kath tied. Lidt efter sa hun igjen:

– Du kan gjerne si, hvad du vil med den løvhytten, Peter. Saa skal jeg hjælpe dig.

– Du –! Deilig hjælp! Nei mor, dette er ikke jenteværk, ser du.

– Aa – jeg ser alt noget, som er dumt. Saa dumt at! Hele hytten ramler ned igjen, før den er færdig, hvis du ikke forandrer det.

– Hvad er det da?

– Tror du, jeg vil si det, naar du er saa tvær!

– Hvad jeg skal med løvhytten? Det kan du saa gjerne faa vide. Det skal bli Napoleons telt. Her er slaget ved Austerlitz i 1805, saavidt du ved det. Hvad var det saa, som var dumt, sa du?

Kath kom hen og forklarte, at han burde gaa hjem og hente Stinas klæssnorer og lave spærreværk af dem mellem de fire staurerne paa hyttens hjørner. Saa kunde han bekvemt hænge løvet paa snorene.

Peter saa paa hende fuld af beundring.

– Du er praktisk du, Kath, egentlig.

– Der kan du se!

– Vil du være med og leke, kanske?

– En liten stund kanske. Naar du ber om det! Jeg kan ialfald hjælpe med løvhytten.

64– Spring ned efter klæssnorene du. Jeg faar dem ikke af Stina alligevel.

– Ikke jeg heller, sa Kath. – Vi maa ta dem naturligvis. Klæssnorene – de er jo Stinas øienstener! Men jeg ved, hvor de ligger ….

– Løb og ta dem du, Kath. Dig mistænker de ikke for noget. Det er noget andet med mig. Bare jeg viser mig, tror de jeg vil noget! Nu skal jeg akkurat si dig det! Du skal være marskalk Ney, Kath! og nu sender keiseren dig ud med en afdeling paa et dristigt tog ind iblandt fienden altsaa ….. Men du maa ride, kan du skjønne! Se her, du kan faa min hest! Jeg kan lage mig en ny en imens!

Kath besteg keiserens hest. Det var lidt vanskeligt for skjørterne, da den lange, myke bjerkekjæpp var daarlig kvistet. Men hun kom da i sadelen, modtog keiserens ordre om at plyndre russernes oplagsstation og vende tilbage igjen hurtigst mulig.

Afsted red marskalk Ney.

Men keiser Napoleon iagttog med et foragteligt smil, hvorledes hun paa den andre siden af gjærdet steg af hesten og sprang videre mod gaarden med hesten i haanden!

– Naa! Det er jo naturligvis en krigslist!

Og keiseren glæded sig over sin brave 65Ney. Hans idé med de klæssnorene var ganske udmærket. Baade vilde arbeidet bli bedre og gaa dobbelt saa fort nu. Saa slaget kunde begynde.

Saa ledte han sig ud en passelig kjæpp og skar sig en ny hest. Han gjorde sig ekstra flid med kvistingen; for den skulde være en gave til marskalk Ney fra keiserens egen stald.

Mens han holdt paa med dette, saa han langt henne Kath komme over jorderne. Hun bar noget paa maven i det opløftede kjoleskjørt. Ved udmarksgjærdet tog hun det frem. Det var det digre snørenøstet til Stina! Hun steg til hest og kom gallopperende opover mellem trærne. Foran keiseren stansed hun, gjorde rigtig honnør og afgav melding. Efter en heftig kamp havde det lykkedes hende at fordrive russerne og erobre deres oplag.

– Det er en tapper daad! sa keiseren, – som skal mindes, hvis vi overlever slaget imorgen! Her er nu for det første en ny hest, den bedste i min stald. Modtag den!

– Uf ja, denne her er saa væmmelig med alle kvisterne! sa marskalk Ney og steg af sin hest, idet hun med et dybt buk modtog den nye hest af keiserens haand.

Saa gav de sig ifærd med klæssnorene og 66løvhytten. Efter nogen betænkning kutted de klæssnoren over én gang. De kunde jo knytte den sammen igjen! Siden kutted de friskt væk – efter behovet. Alt i étt maatte de bestaa mindre kampe med fienden. For hvergang løvet slap op og nyt skulde hentes, gjorde enten keiseren selv eller marskalk Ney et streiftog ind over bækken, hugged sig frem gjennem fienden og frarev ham store hauger af løv og kvister.

Kath var en ren mester i at bygge løvhytte! Hun fandt paa en masse smaa fiff til at dække og faa det til at holde. Rent ivrig var hun ogsaa, ligefrem hidsig paa det! Mens hun snakked og fandt paa alt muligt med marskalk Ney. Saa kom hun igjen til keiseren:

– Deres majestæt: Vi mangler løv!

– Godt, kjære marskalk! Saa faar De ta en trop med Dem og gjøre et anfald igjen! Vælg ud blandt de bedste mænd!

– Vel, Deres majestæt! Og Kath besteg sin hest, samled sine folk, opmuntred dem – og styrted sig i vildt chock ind i krattet.

– Nei dette orker jeg ikke! raabte hun pludselig. Hun stod dernede og slet i kjolen, som var blevet hængende fast. – Den væmmelige kjolen!

– Ja, jeg synes ogsaa, du maa kiltre den 67op paa noget vis. Det ser saa komisk ud at at ride slig – med skjørter!

– Jeg ved, hvad jeg vil gjøre! sa Kath. Og resolut hægted og knapped hun op baade kjole- og underskjørtet og red frem som en kar i bukser.

– Det er førstens kjækt! raabte keiseren.

Marskalk Ney hængte skjørterne op et stykke borte. Keiseren saa paa hende med beundring.

– Hvis jeg bare ikke havde kastet underbukserne, saa vilde jeg ogsaa ride i dem! sa han. – Det er netop saa kjækt med hvide bukser. Det brugte de!

Og marskalk Ney styrted sig med nye kræfter og i ny iver ind i kampen, hvorfra hun omsider vendte tilbage som et løvbjerg, baaret paa hvide søiler.

Endelig var løvhytten færdig. Den var baade pen og tætt og stor. Og keiseren og Ney sad rigtig koselig derinde og hvilte sig og la planer for det store slag.

– Men, Deres majestæt, sa marskalken pludselig, – jeg kommer til at tænke paa en ting, som vi har glemt!

– Naada?

– Vi kan umulig la hæren gaa til kamp 68uden mad! Da kjæmper den altfor daarlig! Og den har havt en anstrængende dag.

– Det er sandt! sa keiseren og saa forventningsfuld paa marskalken. Hun havde tydelig fundet paa noget ….

– Om Deres majestæt tog garden med og gjorde indhug paany i den russiske leir! Der var store forraad af proviant, som vi jo ikke fik med os sidst!

– Det er udmærket! Og keiser Napoleon sprang op, sadlede straks sin hest og red nedefter i fuld fart. Marskalken raabte efter ham:

– Faa meget mysost paa til mig da!

Det varte noksaa længe. Men da keiseren endelig kom tilbage, fandt han løvhytten møbleret med et kubbebord, som var dækket med tallerkener af nogle brede blade fra bækken. Og hærens jubel var stor, da keiseren udbredte sine forraad. Foruden en haug af smørbrød med mysost havde han ogsaa faat en flaske melk af Stina og stjaalet syv sukkerbiter, to kolde kjødkager og en haandfuld kolde, stuede snittebønner i en avis.

Med dette hygged de sig paa det bedste.

– Det er nu igrunden væmmeligt at spise snittebønner med fingrene! sa Kath og saa sig om efter en pinde.

69– Det er netop feltmæssigt! mente Peter. Kath fandt en pinde. Men han blev ved med fingrene.

– Skulde gjerne bo i en saan en løvhytte! sa Peter.

– Det maatte være rasende koseligt igrunden!

– Ligge her om natten ogsaa da, mente jeg.

– Det blev koldt! mente Kath, som nu, hun sad stille, mærked, at hun var tyndklædt.

– En kunde svøbe sig i et uldtæppe. Det gjorde Napoleon tidt. Han la sig ret ned paa jordgulvet han – og sov som en sten. Han kunde sove, naar han vilde, og vaagne op, naar han vilde. Jeg spekulerer sandelig paa det jeg – at ligge her inat.

– Tror du, du faar lov til det!

– Jeg spør ikke om lov!

– Og saa turde du ikke. Her kunde komme hester!

– Pyt! Det eneste er, at saa blev der vel sligt leven paa tante Vikka igjen. Og det er vel ikke værdt at gjøre mere af det. Efter alt det andre! Men sandelig! Nu maa vi til med slaget! Vi kan ikke sidde her og bli blødagtige!

Der var saa usigelig hyggeligt herinde i 70løvhytten, og det var ikke med stor lyst, at marskalk Ney steg tilhest. Men kampsignalet lød.

Nu lekte de slig, at Kath var Ney fremdeles. Men Peter var marskalk Lannes, og keiseren holdt tilhest udenfor løvhytten. Først bombarderte de længe med kanonerne, saa det spraked i buskene og plasked i bækken. Saa tog Ney høire og Lannes venstre fløi af armeen og angreb fienden fra begge kanter. Naar de havde maset ham sønder og sammen, saa de mødtes begge to, var ordren, at de skulde forfølge fienden længst mulig.

Kommandoraabene lød, og med løftede sabler kasted de franske soldater sig frem. Til begge sider hørtes den vilde kamptummel, hugg og slag og skrik og stærke, opmuntrende tilraab. Bjerkebladene føk under fægtningen, kvister og smaatrær brødes, – og frem trængte Lannes og Ney, nærmere og nærmere hinanden i møde. Ret som det var sprængte én af dem i karrière op til hovedkvarteret for at afgi melding, bé om forstærkninger eller lignende hos keiseren selv, – saa tilbage igjen i yderste anspændelse af alle kræfter for at holde fienden sammen foran sig, ikke la ham slippe ud til siderne og omgaa dem; og de ypperlige franske soldater gik tappert paa, russere og østerrigere faldt som fluer, deres rækker blev tyndere og 71tyndere – og endelig mødtes Lannes og Ney i buskadset. Fiendens modstand var brudt – resterne af hans store armeer veg ud til siden i vild og forvirret flugt. Lannes gav sig neppe tid til at hilse paa sin tappre kamerat, rød og dampende af kampens hede svinged han sin sabel.

– Saa til forfølgelse af fienden! Jeg ser, han alt samler sig paany!

Lannes pegte paa høihæsjerne paa det vessle engstykke og styrted frem efter fienden. Ney fulgte. Lannes sprang over gjærdet, hans kavalleri med ham, – og frem bar det over engen imod de truende hæsjer. Midt paa engen mærked han imidlertid, at Ney var blevet efter. Han stansed sit rasende ridt og vendte sig.

Der stod Ney ved gjærdet.

– Hopp over og følg efter i keiserens navn! skreg Lannes.

– Tror du jeg vil flye paa aabne engen – i underbukserne! raabte Ney tilbage.

Forbittret vendte Lannes sig paany mod forfølgelsen.

En stund efter vendte han i langsomt ridt, mørk majestætisk tilbage til keiseren. Vel havde han det glade seiersbudskab at bringe. Men tillige en sørgelig anklage mod sin vaabenfælle 72Ney for feighed, pligtforsømmelse, forræderi og toskethed!

Inde i keiserteltet sad imidlertid Kath ganske rolig med kjolen paa sig og aad det sidste smørbrød.

– Noget saa lumpent altsaa! Vil du ikke mere?

– Slaget er jo vundet nu jo!

– Vi skulde jo forfølge…..

– Tænk om nogen saa mig slig – uden skjørter!

– Tøv! Du har aldrig været saa kjæk!

– Og saa orked jeg ikke mere.

– Orked! Det var keiserens befaling! Forresten – hvad har du med at spise mit smørbrød! Det der var mit det!

– Du skal faa halve min kjødkage istedet!

Peter satte sig. Han var sandelig trætt efter kampen. Og kjødkagen smagte godt. Efter en stunds taushed sa Kath:

– Det var morsomt at leke!

– Ja vel var det morsomt! Vil du ikke mere du?

– Jeg tror ikke, jeg orker!

– Nu skulde vi ikke ha slag mere, ser du. Bare holde mønstring.

– Hvordan det?

– Jo, hæsjerne er alle tropperne i lange 73geledder. Og saa rider keiseren og hans følge langs dem og ser efter, om alt er i orden. Og saa kommanderer vi dem og øver dem op, du ved, saan i eksersits, marsch og sligt!

– Nei Peter! Ved du hvad vi da gjør! Kath slog i kubbebordet.

– Naada?

– Da leker vi saan, at du er keiseren, og jeg er keiserinden. Og saa mønstrer hæren for os begge. Og saa hilser vi, gaar langsomt forbi og snakker med nogen, med dem som har udmærket sig. Og saa gir vi dem æreslegionen!

– Det gjør vi! Du er svinagtig flink til at leke du, Kath! Og saa slipper du at ride overskrævs.

– Ja just! Men saa maa vi ha nogle greier at leke med. Kors til æreslegionen og sligt, ved du. Kom saa gaar vi ind efter det!

De gik sammen ind og hented forskjelligt. Stina raabte efter dem, hvad det var, de drog ud af huset? Hun fik intet svar; og da hun stegte pandekager og just havde én i panden, kunde hun ikke løbe efter. Hun bare raabte igjen, at de ikke maatte fly for langt væk, for nu skulde de snart spise.

Inde i hytten satte de sig og gjorde alt istand. Kath klipped æreslegionskors, og Peter laged sig en napoleonshat af en avis og satte 74hyssing i til hagebaand. Han pryded sit eget bryst med æreslegionen. Saa trak han af sig ytterbukserne og paa sig det medbragte par underbukser, som han strammed saa godt som mulig.

Kath bandt sig om livet tante Vikkas røde sjal, som blev en sid kjole med langt, langt slæb. Saa rulled hun fletten op paa hovedet og satte den fast med to af Stinas haarnaaler. I haanden holdt hun en svær vifte, som hun havde laget af en avis.

Endelig var keiserparret færdigt og begyndte at skride nedover mod ekserserpladsen. Da stansed keiseren.

– Men Kath! Hvilken af keiserinderne vil du være? Han havde jo to!

– Naturligvis Marie Louise!

– Den væmmelige kjærringen! Som bare vare lumpen …….

– Jeg vil da ikke være Josephine! Som han skilte sig fra!

– Aanei, det er sandt! Hun var ikke stort tess hun heller. Var ikke engang god for at skaffe ham en kronprins.

– Tror du jeg vil være hende!

– Men tænk Marie Louise – som ikke engang fulgte med ham til St. Helena!

– Vi kan jo lade som vi ikke ved det!

75– Jaja. Det kom jo efterpaa ogsaa! sa keiseren og gik videre.

Da de havde kløvet over gjærdet, erklærte keiserinden, at nu maatte han gaa arm-i-arm med hende.

– Det gjorde Napoleon visst aldrig!

– Er du gal! Bestandig, kan du vide! Husker du ikke billedet – fra ballet – i bogen …..

Og keiseren tog saa keiserindens arm i sin og nærmed sig de opstillede tropper.

Foran fronten holdt saa keiseren en tale til sine tropper. Kath hvisked noget om «jeg og min høie gemalinde», og det sa han. Og herpaa raabte tropperne hurra.

Saa gik det keiserlige par langsomt langs rækkerne. Keiseren hilste alvorlig og stiv. Han blev uvilkaarlig lidt stivere end han havde tænkt, ved det at keiserinden var saa væmmelig blid. Hun bøied hovedet, smilte, vifted sig med viften – bøied hovedet igjen og smilte, akkurat slig som hun havde set dronningen hilse fra vognen sin, naar hun holdt indtog!

Omtrent for hveranden hæsjestaur uddelte de æreslegionen. Napoleon sa nogle ord til den tappre soldat, og keiserinden satte korset fast med en knappenaal. Saa vifted hun sig og smilte og sa nogle venlige ord. Hun forlangte 76hver gang, at han skulde si «jeg og min høie gemalinde». Og keiseren blev mere og mere stiv.

Da keiserinden saa endelig efter at ha sat korset fast i en staur, rakte haanden sin frem og dunked haandbagen mod stauren – for at la den tappre mand kysse keiserindens haand, da rev keiseren armen sin til sig.

– Neimæn om jeg gjør dette længer lel!

– Vil du ikke længer? Nu var det saa morsomt!

– Sligt tøv! Tror du, soldater kysser – paa haanden!

– Du er dum du Peter. Det er just det, som er det fineste ……

– Skidt i det! sa Peter og vred sig unnaf. – Dette er ikke nogen morro!

Da lød Stinas Stemme langt bort:

– Pe–ter! Ka–ath! Kom hjem og spi–ise!

*

– Ved dere det, barn! sa tante Vikka ved middagsbordet, – at idag er det fars og mors bryllupsdag!

– Nei – tænk! Det havde hverken Kath eller Peter havt anelse om.

– Jo. Det er det akkurat. For fire og 77tyve aar siden havde far og mor bryllup idag! Og her er kommet telegram fra Nikken og Johannes og Kathinka!

Tante Vikka læste høit telegrammerne fra Kaths og Peters ældre søskende.

– Ja – ja – ja! sa bedstemor! – Fire og tyve aar ja! Det synes dere vel er lang tid, barna mine! Jeg synes det var i forrige uge jeg, at jeg saa det yngste piebarn i brudeslør – dra afsted med jer far! Aaja – aaja!

Bedstemor rugged paa hovedet i dybe tanker. Det var rent høitideligt!

– Vi havde jo ganske glemt det vi ogsaa, sa tante Vikka. Det var telegrammerne, som gjorde, at vi sansed os! Men saa skal vi ha festkost til aftens, har Stina lovet. Og nu efter middag skal dere faa kaffe. Med sandkage. Ude paa trappen!

Der blev rent fest ude paa trappehellen med kaffebordet med den rene dugen paa.

«Barn skal ikke ha kaffe, før de blir konfirmeret!» Det var husets sikkre lov. Og da hverken Kath eller Peter jo endnu var konfirmeret, saa var altsaa kaffe – d. v. s. fuldt lovlig kaffe, ikke stjaalen eller ulovlig bekommet af Stina i kjøkkenet – en festnydelse.

Og bedstemor fortalte om fars og mors bryllup. Det var det morsomste i verden, naar 78bedstemor fortalte! Kath spurte mest efter, hvadslags kjole mor havde havt. Og tante Vikka husked ligefrem kjolerne til de fleste af bryllupsgjæsterne. Og saa gled bedstemors fortælling over til fars og mors forlovelse, som jo var makeløs interessant – og derfra til mange ting, mennesker og begivenheder fra den tid. Tante Vikka havde været brudepige ved mors bryllup, saa hun husked jo alt. Og bedstemor var saa blid, at hun klapped tante Vikka paa kindet og sa:

– Ja du, Vikka min, var saamæn den fineste og vakkreste af dem allesammen!

Tante Vikka smilte og havde taarerne i øinene. Men Kath havde nu sine tvil i al stilhed om, at bedstemor husked rigtig da. Tante Vikka kunde umulig ha været saa pen! Selv for fire og tyve aar siden.

Peter sad hele tiden og bare passed paa bedstemors humør. Holdt hun paa slig en stund i blidhed og med gamle historier, – saa kunde han nok faa spurt om Napoleon!

Og bedstemor holdt paa. Hun kom længere og længere tilbage i tiden. Og tilslut fortalte hun, hvad Lyder Sagen havde sagt til hende i hendes eget bryllup i Bergen; og det var i 1830. Da syntes Peter, man var kommet nær nok. Og da bedstemor længe tied stille og sad hensunken, spurte han forsigtig: 79– Du bedstemor du! Du kan vel ikke huske, mens Napoleon leved?

– Keiser Napoleon?

– Ja, den store mener jeg.

– Den første, min dreng. Den første. Det var han med Gud og retten. Storheden er det ikke menneskers sag at dømme om.

Peter vilde gjerne gjøre en indvending, men lod det være for ikke at spilde bedstemors gode humør.

– Du har vel ikke sét ham, bedstemor? Du var vel for liten til det?

– Ja, det vil min lille ven forstaa af sig selv.

– Men – men din far – oldefar – saa han ham aldrig, bedstemor?

– Ak nei. Hvor skulde han ha kunnet det! Din salig oldefar sad i sit kjøbmandskab i Bergen. Og keiser Napoleon husered jo i Frankrig og udlandet.

– Reiste han aldrig ned for at se ham – oldefar?

– Nei, min dreng. Din oldefar var ingen taabelig nar. Og dengang reiste ikke folk som nutildags. Aanei. Folk sad stille og pent hjemme ved sit og kasted ikke sin tid og sine penge bort paa lystreiser. Din salig oldefar, min far, gjorde sine kjøbmandsreiser til Hamburg 80og London. Men han løb ikke omkring i verden for tant og fjas!

Det varte en stund, før Peter fik svælget alt det, han brændte efter at svare bedstemor. Om at Napoleon da ikke var tant og fjas – og mere til. Endelig blev han rolig og spurte igjen.

– Men du bedstemor du, – kan du huske, da efterretningen kom om, at Napoleon var død paa St. Helena?

Bedstemor rysted alvorlig paa hovedet.

– Jo min dreng! Som i denne dag erindrer jeg, da din salig oldefar kom ind til middagsbordet og meddelte vor mor, at keiseren var død ude i verdenshavet. Ensom og elendig.

– Var han svært bedrøvet da, bedstemor?

– Bedrøvet? Er du taabelig, dreng?

– Ja – jeg mente – hvordan – hvad – hvad sa han?

– Han sa de ord, som jeg aldrig har glemt! Bedstemor holdt inde og sad en stund og saa ligesom langt, langt frem for sig. Peter sad og vented med lysende øine.

– Hvad sa han, bedstemor?

– Saa har da Gud Herren i sin naade befriet verden for evig for det djævelske umenneske!

Peter fór op af stolen og stod foran bedstemor; hans øine flammed.

81– Sa – sa han det – om Napoleon? Da han var – død?

– Saa lød hans ord, min dreng.

– For en pøbel! raabte Peter, dirrende af sinne.

– Hvad er det, du sier, dreng? spurte bedstemor. Tante Vikka kvakk til i stolen.

– Aa for en pøbel oldefar har været!

– Hvad fordrister din hvalp dig til at si …… bedstemor vilde reise sig op i sin mægtige vrede. Men tante Vikka var ved siden af hende og fik hende tilbage i stolen.

– Gaa med dig, Petermand! Fy for en styg gut du er – at si sligt! sa tante Vikka og var ivrig paa at faa ham bort.

Peter følte taarerne i øinene; han bed tænderne sammen; han ænsed ikke tante Vikka, stod bare og nidstirred paa bedstemor. Saa skrek han frem:

– En ussling, en lumpen ussling – tænk – Napoleon –!

Han kunde ikke holde sig længer. Stemmen hans brast i graaten, og han vendte sig om og gik.

*

82Han hørte dem skjænde og skjælde bag sig. Han bare gik paa fortere og fortere; han ænsed ikke alt sinnet deres. Han kunde gjerne gaat tilbage og si det omigjen, det han havde sagt; han kunde slaat i kaffebordet deres, saa kopperne gik iknas! Men han kjendte, at han ikke orked at snakke. Graaten sad tyk i halsen paa ham – af rasende forbittrelse.

«Det djævelske umenneske!» Det var ikke til at tænke paa – at sligt var sagt om Napoleon.

Haa! Oldefar! Bedstemor sin far! Den vigtigskidten af en kjøbmand! En ren tosk naturligvis! Og saa voved han …..! Havde Napoleon mødt ham engang, saa havde han knust ham – bare med et blik!

De havde naturligvis været rædde for ham! Livrædde for, at han en skjønne dag skulde komme op til dem i Bergen – og skræmme vettet af dem, kjøbmændene! Og saa var de gla, de feigingerne, over at han vel var død!

Dumme var de! Hvis Napoleon nogengang var kommen til Norge, saa vilde han blevet Nordmændenes ven og aldrig deres fiende. Det var han viss paa. For han vilde jo skjønne, hvor gla Nordmændene var i ham!

Han vilde op i løvhytten. Men da han saa, at Gudbrand Tofte og slaattefolkene nu 83holdt paa med hæsjerne paa det vesle engstykket lige nedenfor, snudde han om og gik ned paa den andre siden af husene – i en stor omvei for ikke at bli sét af dem paa trappen – og ned til stranden.

Det var lav fjære, og han gik ud paa den blanke, vaade sandbund, som var fast at træ i alligevel. For hvert skridt blev der et vaadt mærke efter støvlen; men det blev snart borte igjen, ligesom slettet ud i sandet. Han gik langt; naade grænsegjærdet for Tofte, som stak et stykke ud i sjøen. Han krøb over det og gik videre, paa nabogaardens fjærestrand. Her havde han aldrig været. Det var som at komme ind i en ganske ny, fremmed verden; langt, langt borte.

Bjerkeskogen stod her tætt ned til stranden. Ved flo sjø kunde man ikke komme fremkomme frem] rettet fra: komme-frem (trykkfeil) denne veien. Og ikke en laat naadde ned gjennem skogen – fra gaardene ovenfor. Her var ganske stille for folk og fæ.

Men strandsniperne holdt et forfærdeligt leven, eftersom han kom fremover mellem rederne deres i sandet; han var nær ved at træ paa æggene mange gange, der de laa i aabne dagen! Og snipen flaksed frem og tilbage i livrædde slag over hovedet paa ham, mens den skreg og peb, saa det var en ynk. Han var 84lige ved at raabe op til den, at han aldeles ikke skulde røre æggene! Saa den kunde ta det med ro! Men snipen kunde jo ikke skjønne det lel!

Efuglen laa i fredelige flokker og saa paa ham, endda han ofte kom ganske nær. Det var jo ingen sag for efuglen; den vidste sig jo fredet aaret rundt og var folkevant.

Sjøen var blank og staalgraa udover. Paa himlen hang der et fint, let slør over solen, som lyste igjennem uden at brænde eller blænde.

Han maatte bare undre sig over, at han ikke havde været her ofte! Saa rart og morsomt som her var! Meget rarere og mere alene end i Toftefjæren – slig med skogen, som ligesom bygged vold op mod land!

Han drev nu langsommere fremefter. Harmen var gaat over. Han havde glemt den. Der var saa meget her i fjæren, som tog tanken fat. Ja, det var næsten som hele stranden laa her og smaasnakked til én med alt sit, den vaade tang i svære klaser, skjæl og hvide sten, fugl, æg, – ja og selve lugten af det! Just nu ved udfaldt vand, da det, han gik paa, virkelig var havsens bund ved flo!

Alligevel tænkte han hele tiden paa Napoleon inderst inde. Bare uden sinne.

Det havde lydt saa høitidelig først, da bedstemor sa det:

85«At keiseren var død ude i verdenshavet! Ensom og elendig!»

Ensom og elendig?

I bogen stod der et billed af Napoleon paa St. Helena. Paa toppen af en bratt klippe stod han alene og stirred ud over havet …… Nogle maager fløi nedenunder. Og han stod nok der og ønsked, at han kunde flyve som maagerne. Komme flyvende tilbage til Frankrig – paa svære, vældige vinger!

Aa, som han har maattet gaa og længte! Ja, det var ikke til at tænke tilende – én kunde bli rent fortvilet af det! Gal næsten …..!

Og saa den sjofle fyren, Hudson Lowe, som vogted paa ham som paa en fange og var væmmelig mod ham paa al vis! Og keiseren kunde ikke skyde ham ned som en hund!

Peter satte sig paa en sten. Han gav sig til at grave kanal med en pinde mellem to pytter, – mens han tænkte.

Og der var én tanke, som tog ham mere end nogen anden: At ingen havde forsøgt paa at befri Napoleon fra fangenskabet paa St. Helena. Ingen! Ingen i hele Frankrig, ingen i hele verden! Ikke hans kone, ingen af hans venner, ikke Murat, ikke nogen af hans brødre. Tænk om sønnen, Napoleon II, – om han bare havde været nogle aar ældre!

86«Ørneungen» kaldte de gutten i Frankrig dengangen. Men han var jo for liten ….

At der ikke var et menneske i hele verden – som forsøgte! Som længted efter ham slig, var saa brændende gla i ham – at han maatte prøve befri ham!

Elendige og utaknemlige folk var det! Og det maatte næsten være det værste for Napoleon derude i ensomheden. At ingen gadd røre sig efter ham!

Ja, for det kunde jo ikke være nogen sag egentlig! I al hemmelighed at ruste ud etpar krigsskiber og bemande dem med tappre folk, – med Napoleons egne, gamle soldater, som elsked ham …..

Nogen af dem, som han havde staat frem for, da han kom fra Elba, og kong Ludvig den attende havde sendt dem imod ham; og han havde blottet sit bryst midt imod dem:

«Hvo som vil, skyde nu paa sin keiser!»

Og saa havde de git kong Ludvig den attende en god dag – og var gaat over til ham, til sin keiser …..!

Saa kunde de snige sig ud fra Toulon, gjennem Gibraltar og saa ned mod St. Helena. Og for at ikke Hudson Lowe og hans folk skulde opdage noget, kunde de vente med at nærme sig, til det blev mørkt. Og saa landsætte 87soldaterne – storme løs paa St. Helenas fæstning, ta den i en haandvending – og redde keiseren!

Befri ham! Føre ham hjem til Frankrig igjen!

Og saa var han snart i spidsen for sin armé, paa marsch imod alle fienderne – og slag i slag skulde han jage dem foran sig, preussere, russere, østerrigere og engelsmænd i fuldeste flugt for keiser Napoleon med sine marskalker og sin franske armé – – –! Aajo, de skulde nok faa føle, at den karen var kommet tilbage!

– – – Men ingen kom! Og Napoleon gik der alene paa klippen og vented forgjæves! Mens han naturligvis bestandig gik og tænkte paa, hvad han vilde gjøre, om han blev befriet og vendte tilbage til Frankrig! Og saa havde han ikke én ven, som var saapas til kar, at han prøved! Elendige fyrer! Tænk de menneskene, som havde levet med ham, sét ham i al hans glans og vælde – og som han selv havde gjort til generaler og marskalker og fyrster og konger!

Og de, som kaldte ham «et djævelsk umenneske», de fik stelle og dominere i fred for ham ….. til de endelig fik høre, at han var død derude – i verdenshavet!

88– – Peter tog paa at gaa igjen. Sinnet kom op i ham igjen, saa han ikke kunde sidde stille!

Omkring en odde saa han for sig en liden ø, en grøn holme med lidt bjerkeskog paa. Man kunde spadsere tørskodd ud til den nu ved lavvande. Og det gjorde Peter ogsaa straks. Den saa saa indbydende ud, der den laa! Og dette var jo omtrent som at være paa opdagelsesreise og finde nye lande! For denne øen havde han aldrig sét! Ikke anet, at den var der engang!

Han drev omkring paa den vesle holmen – aldeles som Robinson Crusoe paa sin ø – og fandt mange rare ting. Paa udsiden, mellem to svære stener, var der en mængde kul og halvbrændt ved; der maatte ha været folk iland og brændt baal! Formodentlig havde de kogt fisk! For der laa fiskeben rundt omkring. Og tomflasker og papir og sligt.

Det var aldeles som spor efter de vilde!

Midt oppe paa øen stod endel bjerketrær i krans omkring en stor grop, en forsænkning som en hule, hvis vægge var fulde af vredne trærødder og muld.

Pludselig slog det ned i ham: Dette skulde være St. Helena! Og han vilde lege, at han var Napoleon der – og at et fransk krigsskib kom og befried ham!

89Hullet mellem trærne var Napoleons fængsel. Rundt om stod engelske soldater og holdt vagt over ham.

Men keiseren selv gik op og ned i fængslet med hænderne paa ryggen og spekulerte paa sin flugt. Med en brevdue havde han faat vide, at Murat – aanei, marskalk Ney – holdt paa i al hemmelighed at udruste et linjeskib med tusen soldater ombord foruden matroserne, for at seile til St. Helena og befri ham fra englændernes fangenskab. De maatte være svært forsigtige, fordi kong Ludvig den attendes folk var paa skarp udkig efter dem. Skibet laa i en hemmelig havn paa Korsika. Og det gik noksaa langsomt med at faa kanoner og krudt og proviant nok ombord. De maatte ta det i smaa portioner paa smaa skuter over fra den franske kyst. Baade matroser og soldater havde marskalk Ney faat, saamange han bare vilde, da det havde rygtedes mellem de gamle gardister, at der skulde gaa et skib afsted efter keiseren!

Saa havde marskalk Ney skrevet og bedt keiseren om at gjøre, hvad han paa sin side kunde for at lette planens gjennemførelse, naar skibet kom frem.

Napoleon svarte med den samme duen tilbage, at han skulde holde sig parat. Men at 90de maatte passe paa at komme om natten. Hvis englænderne saa et fransk krigsskib og skjønte hensigten, saa vilde de straks skyde keiseren – for at franskmændene ikke skulde faa ham levende med sig hjem.

Nu gik han op og ned og lod som ingenting for sine vogtere. Men han havde lagt sin plan. Saasnart det blev mørkt, vilde han begynde at grave sig en gang gjennem fængselsvæggen, under vagten. Holdt han paa med det i mange, mange dage, saa maatte han kunne bli færdig, til Neys skib kom frem. Og den natten, det skulde bære løs, kunde han saa krybe ud og selv ta kommandoen over de tusen mand – og storme fæstningen og hugge ned Hudson Lowe og hans folk!

Han fandt en pinde til værktøi. Og da mørket faldt paa, begyndte han at grave der, hvor der var kort vei ud gjennem muldet.

Han grov trøstig paa. Muldet var løst; men det værste arbeide havde han med alle de mange rodtrevler, som han maatte kutte over. Fremover gik det imidlertid med arbeidet. Og keiseren glæded sig ved tanken paa alt det, han vilde gjøre, naar han kom hjem.

Han vilde la Rusland ganske i fred. Det var for langt borte; og vinteren var forfærdelig der. Det vidste han jo efter sit tog did! Preussen 91og Østerrig skulde faa hver sin runde juling. Og saa var det England da tilslut! Alle de andre skulde faa være i fred for ham, til han havde faat bugt med England!

Det gjaldt bare at komme over Kanalen – uden at den engelske flaade aned det! Det allerbedste var, om han kunde faa bygget sig en tunnel under vandet – over til Dover! Og saa pludselig dukke op derover med en vældig hær – og sylte dem ordentlig, saa de aldrig mere voved sig til at gjøre modstand mod ham!

Han tænkte og han grov, og hullet blev dybt og stort, og planerne blev vældigere og vældigere.

Mest af alt glæded han sig til at faa fat i sin søn, faa ham ud fra østerrigerne og den skammelige moren. Han vilde lære ham op selv, og han skulde bli den kjækkeste gut i verden. Med sin egen hest, sit eget gevær og sabel. Han skulde lære at bli hærfører og at bli landets styrer ellers ogsaa – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Tiden gik. Og Peter kjendte, at han begyndte at bli sulten. Han havde holdt paa i etpar timer visst! Men nu var der ikke stort igjen, og han grov paa af alle livsens kræfter for at faa det gjort, før han maatte hjem og spise.

92Men da han først var begyndt at tænke paa aftensmaden, blev sulten større og større, – og saa slutted han. Han fik fortsætte imorgen. Igrunden var det netop koseligt at ha dette at glæde sig til – til imorgen! Og rimeligt, at han ikke kunde faa gjort hele gangen straks!

Han børsted af sig og gik op af fængslet.

Han kjendte, at han blev ganske blek, da han stod deroppe: Vandet var flødd helt op omkring øen, saa tilbageveien var umulig!

D. v. s. man kunde jo vade over!

I en lynende fart fik han støvler og strømper af, brættet bukserne op til op paa laaret – og gik udi.

Det var svinagtig koldt! Og bunden var fuld af skarpe skjæl og glat tang iblandt. Men han kom da frem med forsigtighed og med strømper og støvler i haanden. Et stykke. Saa stansed han foran en dyb rende. Den var meget for bred til at skræve over. Han husked den nu fra da han var kommet ud; da havde han maattet ta tilsprang for at hoppe over den. Nu var der ikke tale om det! Han kunde se tilbunds. Dybt var det og to–tre meter over til den anden side af renden!

Han gik et stykke opover og nedover. Men det var haabløst. Der kom bare nye 93render og braadyb! Og nu frøs han, saa tænderne klappred i munden paa ham.

Han kaved sig tilbage til St. Helena, trak trøien af og tørred sig med den, mens han gned for ogsaa at bli varm; saa trak han strømper og støvler paa.

Han fik raabe efter hjælp! Nogen maatte komme og hente ham med baad.

Og han satte i at hauke. Af alle livsens kræfter. Omigjen mangfoldige gange. Han skrek, saa han syntes struben, trommehinderne, hele hovedet maatte sprænges. Han holdt op en lang stund. For at hvile og for at lytte efter, om nogen svarte. En lang stund. Men ingen svarte.

Saa stod han op igjen og skrek. Omigjen. Omigjen. Høiere kunde han ikke skrike.

Han sad igjen og lytted og vented. Det værked i hovedet paa ham.

Der var saa stille. Bare en jevn, dæmpet lyd i sjøen, som laa staalblank og flødde. Den voksed, saa han kunde se det med øinene; vandet laa mod stenen som en tung olje, der steg.

Saa fór han op: Det rassled i bjerkeskogen inde paa land. Han satte paany i et skrik. Det rassled igjen, stærkere. Han stirred mod skogranden. Det rassled igjen, og han skrek igjen.

94Et hestehoved løfted sig ud af løvet og saa paa ham længe, forundret. Lidt efter et hestehoved til. Begge stirrede paa ham.

Han skrek nogle gange til; hestene saa paa ham; saa forsvandt de.

Og saa blev der endnu mere stilt. Ganske dødsstilt.

Og at skrike nytted ikke. Han fik sidde her og vente, til vandet faldt igjen. Det var om mange timer. Først skulde det langsomt flø fuldt; saa langsomt ebbe ud. Han maatte sidde her i al denne tiden. 12 timer.

Og han var saa rasende sulten.

Og de hjemme vilde bli rædde. Forfærdelig rædde for ham vilde de bli. Tante Vikka og bedstemor og Stina og Kath. De vilde lede efter ham overalt. Men ikke her. Ingen kunde tænke sig, at han var her langt inde paa nabostranden …..

De vilde tro, at han var død – eller rømt. Gudbrand Tofte vilde kjøre efter ham paa veien til byen. Og sætte politiet derinde paa benene. Hele byen vilde komme i bevægelse ….

Mens han sad her og vented!

Mens sjøen langsomt flødde og langsomt faldt!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

95Udpaa kvælden kom gaardsgutten paa nabogaarden nedover gjennem hestehagen for at lede op hestene. Og som han stod og saa sig om nede ved fjæren og tændte sin pibe, fik han øie paa en smaagut, som sad over paa Græsholmen og sov. Der var han Peter altsaa! som der havde været spurlag efter fra Tofte!

Og gaardsgutten gik efter baad og rode rundt til Græsholmen. Han fik gutten vækket, op i baaden og af paa stranden nedenfor Tofte. Gutungen var rent forkommen af frost og sult og søvnighed og angst.

– Nu faar du lægge tilbens hjem paa gaarden, saa fort du orker! For jamæn venter de paa dig, gut!

Peter sprang, saa han ikke kjendte grunden under fødderne.

Han styrted ind, gjennem gangen, ind i stuen, spisestuen – tante Vikkas værelse… ……, der var tomt overalt. I spisestuen var der ikke tat af bordet.

Han stod der – skjælvende. Saa hørte han en laat ovenifra, et ul var det, langtonigt og vedholdende. Han gik op trappen, nu ganske stille.

Indenfor døren hørte han, det var Kath, som uled og graat. Saa lød Stinas stemme:

– Du maa ikke graate slig mere! Du 96kan da vide, de finder ham! Du kan da vide, Petermand er ikke død for os……

– Han er faldt i vandet – aa Stina – Stina – han er drukknet……

Peter aabned døren. Men med det samme han satte foden indenfor, var det formeget for ham – altsammen – især dette sidste – med Kath og Stina – at han var drukknet – – og han datt i gulvet i vældig graat.

– – Ikke længe efter sad han ved spisebordet med varm thé og smørbrød med ost paa, baade mysost og bedstemors hvidost. Og Kath og Stina over ham og om ham med al opvartning. For frosten, som endnu hakked igjennem hele gutten, havde Stina slaat i ham et glas portvin.

Ganske rigtig var tante Vikka med Gudbrand Tofte kjørt indefter til byen for at lede efter ham – efterat de alle paa gaarden havde søgt eiendommen rundt og hauket og raabt. Nu blev Nils dreng sendt efter med en anden hest for at faa dem hjem igjen.

Da tante Vikka kom tilbage, var Peter iseng og sov som en sten. Af Stina og Kath fik hun sammenhængen at vide, og hun sad i stuen og baade lo og graat. Og stadig gjentog hun – efterat hun havde faat besked:

– Gudskelov, at vi ikke lod bedstemor faa noget at vide om det hele!

97Da saa tante Vikka ogsaa havde styrket sig med en varm kop thé og noget mad – sammen med Kath i al koselighed, eftersom ingen af dem havde havt ro paa sig til at spise ved bordet – maatte hun op og se paa gutten.

– Jeg maa jo se med mine egne øine, at vi har ham levende igjen.

Oppe paa Peters værelse satte tante Vikka sig paa en stol ved sengekanten og saa paa Peter. Kath stod ved siden af hende.

– Den søte gutten! hvisked tante Vikka og tørred øinene. Kath maatte pudse næsen.

Saa gjorde Peter en bevægelse paa puden.

– Hyssss! sa tante Vikka og reiste sig. – Nu maa vi gaa! Ellers vækker vi ham.

Da slog Peter med haanden i sengetæppet og raabte i søvne med høi røst:

– Hvo som vil – han skyde nu paa sin keiser!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.