Peter

3Naturligvis! For liten! «Aa nei! Petermand er da for liten!»

Han skar en indmari sursøt grimase og aped efter tante Vikka:

– For liten! For li–iten! For li–i–iten!

Sidste gang skrek han det ud hvinende høit. Men da holdt han op. Han mærked, at han kom til at graate, hvis han satte i én gang til.

Og graate – det skulde han da ikke spendere paa dem, saa forharmeligt det ellers kunde være at sidde igjen her blottendes alene, mens de andre reiste til byen. Til det store politiske folkemøde, – hvor der naturligvis var mangeslags leven, trætting, kanske slagsmaal rent tilslut, saa flysinte som folk var, naar de snakked politik! Og mange hundrede mennesker, kanske nogen andre gutter iblandt at slaa sig sammen med og drive spektakel! Ingenting i verden 4kunde være saa morsomt som slige digre forsamlinger, hvor folk sad tætt og alvorlig – og hvor én kunde snige sig til alleslags bag ryggene og mellem benene …!

For liten! Som om han ikke havde god nok greie paa politik, baade høire og venstre, – hvem han holdt med, og hvem han var fiende med! Hø! De skulde bare vide det, tante Vikka og de andre, at det ikke var længere end siden attende mai, at han havde slaass med Gunnar Holm i skolegaarden – for politik! Efterat de havde trættet i tre frikvarterer om det, og hele klassen havde taget parti!

– – Forresten blev det uafgjort, hvem der fik julingen. Dengangen. Saa han maatte paa’n igjen en dag nu efter sommerferien, med Gunnar. Afgjøres maatte det jo. Hvem der var stærkest. De gav sig ikke de andre gutterne heller naturligvis, med æggling og ærting. Og han skulde ikke være den, som var rædd. Endda Gunnar forresten var næsten et helt aar ældre ……..

– – Naa, det var jo noget andet. Men politik altsaa! De havde ikke holdt paa med stort andet i klassen hele vaaren udefter, til eksamen kom. Og han havde været af de aller fremste i det. Fordi han og kanske tre–fire til vidste mere end de andre toskene.

5Og saa nu herhjemme for bedstemor og tante Vikka og Kath, den væmmelige ungen, – var han for liten!

Han var viss paa, at han havde bedre rede paa tingene end selveste tante Vikka, som aldrig læste andet i avisen end ildebrander og mord og dødsfald. Og avertissementerne!

End sie Kath, den dumme jentungen!

Men hun skulde ha det igjen, Katta! Ja, hun skulde faa angre paa vigtigheden sin idag. – slig som hun havde staat her og stemt i med: «Naturligvis, Peter er for liten!»

Han skulde bare true hende med, hvad han vidste! Det med Nils Krog for eksempel! Og Hans Kleve ogsaa!

Underligt med slig en jentunge! At hun nu for eksempel turde være saa væmmelig mod ham! Hun som vidste, at bare han sladdred det mindste grann, saa fik hun al landsens ulykke! Saa tyndt som hun tigged ham om at tie stille, da han havde overrasket hende saa pludselig paa skøitebanen i vinter – arm i arm med Nils Krog, og med cigaret! Og dengangen i vaares, da Hans Kleve gav ham en tiøring og et brev til Kath, – og Hans Kleve havde glemt at lukke konvolutten, saa han læste brevet. Og saa var det et digt: «Til min elskede!»

6Og ellers ogsaa; saa tidt han havde set hende og Tora Liberg og Mariken Kleve og mange af de andre jenterne i Kaths klasse gaa i mørkningen og «spadsere» paa bryggerne med gymnasiasterne! Og saa sa de «De» til hverandre og «frøken» og «hr. Krog!» Og var saa væmmelige og vigtige, at de sprakk! Kath som bare var snaut fjorten! Og slig som hun gik og skabte sig mellem de lange fyrene og ellers ogsaa ude blandt fremmede! Vifted og svinsed og svansed, løfted op det stutte jenteskjørtet sit akkurat som en voksen dame, naar der var litegranne sølet, snakked voksent og var i det hele tat en ganske anden end den jentungen, hun var herhjemme hos far og mor.

At hun ikke genérte sig lidt, ialfald for at la ham se det, han som kjendte hende! Men nei da, hun lod ham baade se og høre, – saa det blev ham, som genérte sig! Paa hendes vegne.

«Der er min bror!» sa hun en dag til Gerhard Gregersen nede paa bryggen. «Min bror!» noget saa affektért! Som om ikke baade han selv og Gerhard vidste, at hun ellers aldrig sa andet end slet og ret: «Der er Peter!» Min bror! Haa! Fint skulde det være! Og med slig en ækkel damestemme! Og saa at de sa «De»! En maatte jo le af det ogsaa. Saa sørgeligt 7det forresten var, at en saa kjæk og igrunden koselig jente som Kath skulde slænge sig bort i sligt tøiseri og tøv! Med de pibestilkene! Nils Krog for eksempel skulde han, saa liten han var, paata sig at jule som ingenting! Og Gerhard! Og Hans Kleve! Manschjetter og stivhatter og røde slips – æsch!

Men saan var altsaa jenter. De trivdes med sligt! Aldrig lekte de eller slo’s de eller havde de nogen real morro. Bare gik slig og drev paa bryggerne og det med de aller usleste gutterne. Hans Kleve var jo forresten svinagtig stærk og saan – men alligevel! Havde de for eksempel endda været med og slaa ball med gymnasiasterne ude paa byengen, hvor de slog om vaaren, saa det rent var mirakel at se paa, især naar Hans Kleve drev ballen op, saa den blev væk oppe i himlen rent! Men ikke tale om sligt!

Og det rareste var jo, at Kath egentlig var saan ualmindelig hyggelig jente hjemme! Slig som hun lekte med ham, – naar bare ingen saa det! Forresten, det gjorde nu han lidt ogsaa med hende! Lekte for eksempel med dukkerne hendes, – hvad hun ikke maatte si til nogen levende sjæl!

Og saa kunde én prate saa godt med Kath; om alle slags ting. Da gjorde hun sig 8ikke det mindste vigtig eller ældre. Hun var igrunden den eneste, som behandled ham som et menneske og ikke bare haaned og lo af, at han tænkte og interessérte sig for mange ting, fordi om han bare var tolv aar!

Ja, for det var jo det skammelige og det sørgelige, at det gjorde ellers alle andre ældre og voksne. Det var akkurat som det skulde være noget galt – som at lyve eller stjæle det, at man vidste noget, læste og tænkte over noget for sig, noget udenom akkurat skolen og lekserne. Saant almindeligt altsaa. En rent genérte sig for at vise noget sligt for de voksne. For eksempel idag – at han ikke paa noget vis turde si til tante Vikka som sandt var, at han godt vidste om de ting, som blev forhandlet paa folkemødet i byen. Og saa stod én der og var «for liten». Ja, det var skjændigt. Saa lumpent, at én kunde sørge sig syg over det. For det var saa uretfærdigt! Hvad vilde de, én skulde bli menneske af, naar én bare skulde gaa her og puge lekser som en slave og ikke tænke!

Og nu saant som denne politiken! Som det jo var rent synd at vide noget om! Hvad andet var det i vore dage end for eksempel Birkebeiner og Bagler i gamle dage! Og det vidste han da, at gutterne dengang fik lov baade til se og høre og skjønne! Ja, de lærte naturligvis 9gutterne op i det, for at de skulde bli saa meget desto kjækkere, naar de blev større og vaabenføre!

Og nu – nu er én bare for «liten»!

Aa det var andre tider dengangen. Saan et menneske som tante Vikka vilde ikke være taalt et sekund dengangen. Simpelthen ikke taalt, – var blevet hivd ud, sandsynligvis blandt trælkvinderne. For der hørte hun hjemme. Det var akkurat trællesind sligt – at en gut ikke skulde faa se kamp og strid om fædrelandet. Ja, at en gut i det hele tat ikke skulde ha rede paa nogen ting, ikke ha en mening, ikke kunne si et ord! For inderst inde kom det af, at hun var rædd for, at han skulde være klogere end hende selv! Ialfald bli det. Ja, det var akkurat sagen det. Med tante Vikka og med alle de voksne.

Gutter skulde holdes nede i uvidenhed – saa langt de voksne rak til med det da! Og ialfald holdes i umyndighed. Det var de allesammen enige om. Rent som en sammensværgelse.

Saa dumme de igrunden var, de voksne! Med dette! Bare at de trodde, det var muligt at holde gutter slig i slavedumhed! At de ikke vidste, at gutter tænkte sit! Og skjønte meget mere, end de voksne ante! For eksempel far og mor, naar de snakked fransk, for at han ikke skulde forstaa! Tysk nytted det ikke mere med, 10for det kunde han saapas meget af nu. Men fransk altsaa. Og saa hjalp det igrunden ikke et grann. For han skjønte alligevel, det meste ialfald. Saa det ofte var rent genért at maatte sidde og lade som én ikke forstod! Og desuden, om et par aars tid kunde han jo fransk ogsaa. Da fik de finde sig et nyt sprog. De fik lære sig tyrkisk, far og mor! Eller kinesisk! Eller malabarisk!

Saa tidt han havde tænkt paa det: At om alle gutter i verden slog sig sammen imod de voksne, saa maatte de greie dem! Naturligvis forsigtig og klogt, med en udtænkt plan, saa de overrumpled dem, før de fik tid til at samle sig.

Om man for eksempel begyndte inde i byen, paa skolen. Og én nat overfaldt rektor. Og overlærer Blessing, kanske Kua med. Og saa næste nat nogen andre. Fængsled og bandt dem og peised de værste af dem! Og saa paa den maaden opkasted sig til herrer over skolen. Opretted en velfærdskomité af de bedste gutterne og fik istand en forfatning! Og saa lod lærerne komme for hver time, bundet paa hænderne og fødderne og under stærk vagt!

Aa du evige for en jubalon! Tænke sig bare Kua i lænker! Og to af de stærkeste i klassen over ham med spanskrør. Ti rap for 11hver gang han var ækkel. – hver gang han prøved sig paa partiskhed eller haan – eller løfted næven til slag! Og ikke længere lekser, end klassen selv befól!

Og dumt var det ikke! Naturligvis maatte én vælge de aller bedste til velfærdskomité, baade over hele skolen og i hver klasse. Ikke bare for morro; men for alvor ogsaa, saa det nytted med skolen.

Saa kunde man sætte sig i forbindelse med skolerne i de andre byer, tilslut over hele Norge. Et eneste vældigt forbund af gutter. Kanske kunde man saa siden faa svenske gutter med og danske – og tyske, engelske, franske ….

Et verdensforbund!

– – – Og naar de saa éngang holdt et vældigt møde, alle velfærdskomiteerne fra alle skoler i verden, – saa vilde de udnævne ham til verdenspræsident; fordi han havde fundet paa det fra først af. Og han skulde være den øverste og byde og raade over alle gutter …..

Saa skulde vi se da, om Peter var for liten!

Naar for eksempel rektor kom med skoleplanen for næste aar og spurgte, om verdenspræsidenten vilde ha den forandret kanske? Og alle rektorerne i verden efter ham! Helt fra Amerika! – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

12Peter bode paa landet nu i ferien. Paa Toftegaarden, to mil fra byen. Far og mor var ude paa reise i udlandet, og tante Vikka stelled huset for Peter og Kath og bedstemor.

Tante Vikka var ellers sletikke rigtig tante. Hun hedte egentlig frøken Jespersen og styrte huset for bedstemor inde i byen. Og saa kaldte de hende bare tante, fordi de kjendte hende saa godt.

Kath og Peter var enige om, at tante Vikka var temmelig vigtig nu, efterat far og mor var reist. Hun vilde spille mor. Og det havde hun ikke noget med. Hun voved sig til at skjænde for eksempel. Især var Kath rasende for det af og til. Det, Peter var mest forbittret paa tante Vikka for, var, at hun forlangte, at de skulde kysse hende til godnat. Som de gjorde med mor. Han havde da ganske simpelthen ladt det være. Bare ikke gjort det. Aanei. Det fik hun ham ikke til altsaa! Der fik være maade med vigtigdom ogsaa. Man kyssed sin mor – der var forresten mange, som ikke gjorde det engang, naar de blev saapas store – men tante Vikka var forvisst ikke mor!

Nu var altsaa tante Vikka og Kath kjørt til byen sammen med Gudbrand Tofte og konen hans – ind til det store, politiske folkemøde. 13For der skulde snart være storthingsvalg i byen. Men bedstemor var blevet hjemme, for hun var for gammel.

Og Peter – fordi han var for liten altsaa!

Gudbrand Tofte bygged nyt fjøs. Men arbeidet med bygningen hvilte nu i slaattaannen, saa det halvfærdige fjøset stod tomt hele dagen. Der var ualmindelig morsomt derinde mellem de høie graastensmurene og bjælker og bord; man kunde se, hvorledes fjøset skulde bli, naar det var færdigt; rummene var delt af alt med murvægge nederst og ovenpaa et stykke bjælkevæg.

Og udenfor laa der en vældig jordhaug af blød jord, svært passelig til at grave i og bygge af. Og der var murstensdunger og store bunker af trælægter og ellers meget andet brugbart.

Da de andre var reist afsted, var Peter gaat hen i jordhaugen for at fortsætte med sine store befæstningsarbeider.

Der var krig mellem englænderne og boerne i Transvaal. Og nu havde boerne maattet trække sig tilbage til sin hovedstad Prætoria. Englænderne nærmed sig stærkt. Men præsident Krüger havde besluttet at befæste Prætoria og gjøre den uindtagelig. Saa naar de nu kom, englænderne, saa skulde de faa lang næse og faa erfare, at boerne var forberedt og nok 14var karer for at stoppe dem, – saa vigtige de var!

Nu var det ikke godt at beregne, fra hvad kant englænderne skulde komme, og jordhaugen blev derfor befæstet paa to sider. Paa tre planker rulled han trillebøren sin – som han havde faat af far, før han reiste – fuld af sten fra murstensstabelen til jordhaugen. En anden lignende jernbanelinje var anlagt til puksténshaugen, hvor toget hented ammunition. Med mursten styrkedes de svære jordvolde, som var anlagt i tre længder ovenover hverandre, for at, om englænderne skulde indta den nederste, man da kunde trække sig tilbage til den næste og endelig til den tredje. Mellem hver af voldene førte underjordiske, hemmelige gange, saa brede som Peters arm. Den fugtige mulden et stykke nede i haugen, holdt godt sammen over hulgangene, og indgangene til dem var lumskelig skjult. Forresten var det en let sag, hvis englænderne skulde besætte den nedre vold, da at bringe hele hulveien op til den overliggende til at styrte sammen. Dertil havde han anbragt en lang, tynd stok under gulvet i gangene, – og bare han løfted stokken op, var jo gangen ødelagt.

Han havde først tænkt at forbinde de to fæstningsværker med en stor løngang tværs 15igjennem hele jordhaugen. Men det var for svært. Og desuden for farligt for Prætoria by selv, som laa paa toppen. Hvis man undergraved grunden, kunde kanske hele byen styrte ned og forgaa med mand og mus. Saa førte da nu en vei tværsover jordhaugen, stærkt befæstet forresten med mursten paa begge sider.

Med denne veien var han blevet færdig igaar. Idag skulde det stærke taarn bygges, øverst paa haugen, dels som vagt- og udsigtstaarn, dels til et sidste tilflugtssted, om alle fæstningsværkerne ellers skulde falde i fiendens hænder.

Ja, for det havde boerne bestemt sig for, at før de gav sig, skulde de slaas til sidste mand.

Kvinder og barn var sendt op i bjergene, – endda de havde bedt om at faa bli med i forsvaret. Men nei. Krüger ménte, det var bedst de gjemte sig. De var desuden alligevel til mere bryderi end til hjælp! Mest kvinderne. Og de ganske smaa barn.

Men gutter over 10 aar regnedes ikke som barn. De var med og danned et eget korps med salongeværer og med ponnier at ride paa. Mange af dem havde alt udmærket sig i kampene og havde faat tapperhedsmedaljer af Krüger selv. Ualmindelig dygtige havde 16de vist sig, disse gutterne, under byggearbeiderne ……….

Han havde ellers tænkt sig, at én jente paa fjorten aar skulde ha forklædt sig i guttedragt og ha sneget sig til at være med alligevel. Kath havde ogsaa været med paa arbeidet igaar og iforgaars og havde været ganske ualmindelig hændig især med at faa jorden til at holde over hulveierne, klappet saa glat og pent til ovenpaa, uden at de ramled.

Men nu havde han besluttet, at hun skulde være opdaget og sendt op til de andre i fjeldene. Med skam og ris ogsaa. For ulydighed. Sligt taaltes ikke blandt boerne!

– – – Han kom imidlertid ingen vei med taarnet i formiddag. Han sad oppe paa jordhaugen, skrævende, med underbygningen til taarnet mellem benene. Mens han sad og tænkte paa alt det sørgmodige, siden Gudbrand Toftes vogn var kjørt, havde han siddet med en mursten og banket en fem-toms spiker ind i den med en anden sten til hammer; rent i tanker. Stundom spytted han i hullet, som spikeren grov i murstenen – slig som han havde set minerarbeiderne slaa vand i spetthullet, mens de hugged. Og dybere og dybere grov den svære spikeren ind, mens han dreied og vendte paa den for hvert kakk af hammerstenen.

17Lidt efter lidt glemte han tankerne og interesserte sig mere og mere for boringen gjennem murstenen.

Man maatte kunne faa hul tværs igjennem!

Og om en tid saa havde han hul! Tværs igjennem, saa han kunde se gjennem stenen!

Med dette maatte man kunne gjøre noget! Og da han havde spekuleret en stund, hented han et snørenøste. Etpar meter af snøret skar han af og stak igjennem stenen; slog knute paa den ene enden, saa snøret ikke gik igjennem, og svinged saa stenen gjennem luften, til den havde vældig fart – og slap.

Stenen med snøret efter sig som en hale fór i bue gjennem luften og datt ned med et dump langt bag pukstenshaugen.

Med andre ord den ypperligste bombekaster!

Han tænkte længe paa dette og fandt tilslut ud, at mursten baade var for tykk – det tog for lang tid at banke igjennem den – og for tung at sveive og hive. Skulde bombekasteren bli et virkelig praktisk vaaben for boerne, maatte man heller sanke sammen stykker af Gudbrand Toftes tagskifer, som laa i svær stabel paa den andre siden af gammelfjøset, og bore hul i en mængde af den flade stenen, og forsyne dem alle med snøre og saaledes 18samle en hel forsyning af bomber i fæstningen.

– – Da Stina pige kom og raabte, at han skulde spise middag, havde han fjorten bomber færdige af tagskifer.

Og udmærket vel fornøiet gik han ind til middagen.

Det var spegeskinke og æggerøre.

– Og saa har frøkena sagt, at Petermand skulde faa øl til maden idag, sa Stina pige, mens hun skjænked glasset fuldt.

– Skal drengen ha øl til sin mad? spurte bedstemor forfærdet.

– Ja, frøkena vilde det, siden han ikke fik være med idag.

– Det samvittighedsløse piebarn! sa bedstemor; hun mente tante Vikka.

– Aa, det er jo bare potøllet da! sa Stina og lod flasken staa hos Peter.

– Stina maa ikke være næsevis. Øl er øl, og man skal ikke lære ungdommen smag for de stærke drikke. En ser nok af ulykke i verden af det, naar man er et tænksomt menneske med samvittighed for, hvad man gjør!

Bedstemor var i sit yndigste humør idag, fordi tante Vikka havde tilladt sig at forlade hende.

Peter spiste vældig og skjænked selv potøl 19i glasset sit to gange; mest for at ærgre bedstemor. For egentlig var øl vondt. Men det var nu alligevel snilt af tante Vikka at huske paa det!

Stakkars tante Vikka! Hun havde det nu igrunden ikke noget videre hyggeligt slig hele dagen med bedstemor! Bedstemor var forfærdelig gammel. Nitti aar var hun. Og bidsk og vond og grætten og misfornøiet som oftest. Det var ligesom hun havde levet saa længe, at der ikke var nogen morro i det længer!

Istedetfor at de nu rigtig kunde kose sig sammen her ved middagsbordet, – saa hyggeligt de to alene ved det store bordet, – saa bare sad bedstemor og skjændte og grined. Og ingenting hjalp. Peter forsøgte paa al vis at faa hende blid ved at være opmærksom og sende fader og begynde at snakke. Men nei da! Og tilslut blev han lei af det og spiste i taushed og lod bedstemor grine.

Nu havde bedstemor ingen tænder; hun brugte løse tænder. Stakkar, det var der jo ikke noget at si paa. Heller ikke paa, at hun var som paa sit bare liv for, at nogen skulde mærke det. Men hvad der var væmmeligt, var, at bedstemor nu, da hun var færdig med at spise, tog hele stasen ud af munden paa sig og slap det ned i vandglasset sit – midt for øinene 20paa ham! Ham genérte hun sig ikke for altsaa!

Da Stina kom med brættet for at ta ud skinken og æggerøren og de skidne tallerkner og sætte frem rømmebunken, la bedstemor servietten over glasset. Og formodentlig for at undgaa at snakke til Stina, reiste hun sig og gjorde sig et ærind bort i buffeten. Uden at Stina selv egentlig mærked det, satte han nu bedstemors vandglas med tænderne i paa brættet, – og ud blev det baaret i kjøkkenet sammen med de andre.

Bedstemor kom paa plads. Hun ledte efter glasset; fandt det ikke – aabned munden for at si noget, men lukked den igjen. Temmelig urolig gav hun sig til at spise rømmekolle. Det var bedstemors yndlingsmad. Men hun spiste ikke meget nu. Mere og mere urolig. Gang paa gang vilde hun si noget, – men lukked munden igjen. Gang paa gang rykked hun til for at reise sig – men blev siddende.

Peter sad som intet var. Da endelig bedstemor atter gjorde en bevægelse som for at staa op, men satte sig tilbage og saa fortænkt grundende mod kjøkkendøren, spurte Peter høflig:

– Var det noget, bedstemor vilde Stina? saa skal…..

Men bedstemor bare rysted sint paa hovedet.

21Hun var baade sint og ængstelig, rigtig plaget var hun. Men kunde jo ikke snakke, stakkar!

Han afvented ikke begivenhedernes gang; spurte bare høflig, om han maatte faa gaa fra bordet, fik et stumt, mørkt nik af bedstemor – og var snart igang med den femtende bombe ude i Prætoria.

Da han gik, havde Stina sagt, at tante Vikka havde sat frem paa buffeten to skiver sandkage til ham. Han kunde faa dem, naar han lysted.

Selveste sandkagen til tante Vikka! Ja for den var helligdommen hendes den. Saavidt undte hun baade sig selv og de andre en tynd, tynd skive af den til kaffen paa søndags eftermiddagene. Og naar der kom besøg, skar hun af den som af sit eget kjøtt! Endda det var til da den var bagt. Den laa i klud indi en blikbom i buffetskabet; og Kath havde ledd sig mest fordærvet, da han havde kaldt den «ungen til tante Vikka».

To skiver! Saa skjønte hun da lidt af, hvor skammelig hun havde været, som havde nægtet ham lov til at bli med …..! Godhjertet var hun egentlig, tante Vikka. Det maatte én si!

Men forresten: Netop naar hun slig altsaa 22skjønte, at det var lumpent at la ham bli hjemme – netop da var det førstens rigtig lumpent! Havde det endda været, fordi hun ikke trodde, det var nogen videre sag for ham, enten han blev med eller ei –! Men baade øllet til middag og nu især sandkagen viste, at hun havde vond samvittighed.

Aanei! Aa nei da! Dette var ikke noget at agte paa! Spise ham af med – hæ! sandkage! Det var det samme som først at indrømme, at han burde været med – og saa gjenta det: «Aanei! Petermand er for liten!»

«Petermand!» Han kunde ikke fordra, at hun kaldte ham Petermand. Det gik endda an for mor og Stina. Det vilde ligefrem være rart, vondt næsten, hvis de ikke sa det. Men tante Vikka fik holde op. Selv far sa det aldrig mer. Han var ingen «Petermand» for tante Vikka. Sletikke!

Han vilde ingen – sandkage ha! Hø! De kunde faa ligge der urørt og uænset af ham! Han lod sig ikke kjøbe med barnemad. Og naar tante Vikka kom hjem og mente sig tilgit for øl og sandkage, saa kunde hun bare gløtte bort til fadet paa buffeten! Bare han aldrig havde rørt det øllet heller til middag! Saa kunde Stina fortælle det ogsaa! Men saa var det jo det uheldige med, at bedstemor 23blanded sig i det, saa det blev umulig at la være at drikke det for hendes skyld. Vondt var det ogsaa!

Aanei! De skulde se, at han ikke var saa «liten», som de trodde. At han var vokset fra sandkager. Han skulde ikke si et ord til dem, naar de kom hjem, hverken til Kath eller tante Vikka. I hele aften. Ikke imorgen heller. Aldrig mere. Uden akkurat ja eller nei, naar de spurte om noget. Han skulde ikke ta imod noget af dem, hvor lækkre de saa gjorde sig, baade med sandkage og andet. Det skulde ikke nytte Kath heller, om hun tigged noksaa tyndt for sig og gjorde sig aldrig saa søt. Han vilde aldrig mere leke med hende. Hun vilde naturligvis late som hun var likegla. Men det var hun nu ikke da. Naar hun fik gaa her paa gaarden og kjede sig alene.

Han skulde staa imod dennegangen. Ikke la sig narre til at glemme det som saa tidt før, naar han havde bestemt sig til noget saant. Huske paa det imorgen ogsaa. Det bedste middel til at holde sig var at være unnaf dem saa meget som mulig. For naar de var sammen, var der saa mange ting. Baade glemte én let da saan i farten, – og saa kunde det falde lidt genért saan at holde sig saa alvorlig. Ligesom at gjøre sig til!

24Men dennegangen var det alvorligt. Han gjorde sig ikke til. Han var forbittret paa Kath og tante Vikka med god grund. Han maatte gaa her og bære paa sine tanker og meninger for sig selv – være «for liten»; og det var en sorg det. Ikke bare noget sligt som furtenhed eller almindeligt sinne. Det var saant, som var sorger. Det ligned som for eksempel Kolumbus, før de trodde paa ham og gav ham skibe for at finde Amerika. Der var kanske noget rart i det, at han gik her og tænkte som han gjorde. Han var kanske en noksaa ualmindelig gut. Men naar han aldrig fik komme frem med det, hvordan kunde saa nogen faa det at vide!

Tænk om han døde nu! Saa vilde ingen faa det at vide, alt det han havde gaat med alene her for sig selv. Aldrig nogen i verden!

Ja, forresten, paa sit dødsleie vilde han da sammenkalde dem alle sammen og si dem det. Saa kunde de være bedrøvet for det da!

Ikke for det – om han døde ved et ulykkestilfælde! Fik krampe i vandet, naar han baded, for eksempel! Eller lignende. Da blev der intet dødsleie………….. Nu havde han tyve bombekastere færdig! Han var ganske øm i fingrene af at klemme om spikeren.

25Nu skulde de prøves. Om han prøved at bombardere selve fæstningen? Prætoria? Om den holdt? Det kunde være englændernes første bombardement!

Aanei; det var synd. Han var jo ikke færdig endnu. Og havde jo bestemt sig for, at englænderne var en hel dagsmarsch borte og ikke naade frem før imorgen. Og løngangene ialfald kunde jo styrte sammen under bombardementet – og alt det strævet, han havde havt med dem!

Nei men noget andet morsomt! Om for eksempel Krüger kommandérte general Cronje ud paa en fremrykning mod englænderne …!

Det maatte være et sted, som var morsomt at hive paa!

Endelig havde han det.

Det eneste sted paa Toft, som rigtig var stygt og fælt, det var det gamle doet, som stod endnu paa udsiden af gammelfjøset. Det nye paa det nye fjøs var alt færdigt, og det brugtes. Bare i en snarvending kunde det hænde, at nogen brugte det gamle. For det laa nærmere ved huset. Indgangen til det gik gjennem den gamle fjøsgangen. Selv laa det paa bagsiden. Et gammelt raadent skur med spaantag, som var saa fillet og morkent, at det regnede gjennem det …..

26Det gamle do skulde være Ladysmith, som var besat af englænderne!

Gamle Krüger raabte paa general Cronje.

– Javel, Deres majestæt!

Han sprang op, børsted sig lidt og stod stram med haanden til huen. Kath havde rigtignok fortalt, at man aldrig sa «Deres majestæt» til præsidenter, bare til konger. Men nu, naar han var alene, gjorde det ingenting. Det klang da meget kjækkere!

Han fik ordre om at spænde for trosshestene og marschere med en artilleriafdeling ti mil vestover, omkring pukstenshaugen, forbi nyfjøset og frem til Ladysmith!

– Javel, Deres majestæt!

Og snart var alle tyve bombekasterne paa trillebøren, og han trak afsted med den, hele veien iagttagende den største forsigtighed med speidere og vagt for mulige baghold.

Afdelingen kom i god orden frem i en halv mils afstand fra Ladysmiths fæstningsværker, som reiste sig mørke og truende imod dem. General Cronje stilled sine tropper op paa én lang linje, – hver bombekaster med en meters afstand fra hverandre. Der skulde fyres med én efter én; saa fort den ene var afsendt, skulde den næste sættes i sving.

Med den første bombe i haanden traadte 27Cronje selv frem foran rækkerne. Han holdt en tale til sine mænd.

– Tappre soldater! raabte han, – her har vi et nyt opfundet vaaben, som vi haaber skal knuse vore modstandere, endda de er i stor overmagt mod os! Det gjælder om at føre bomben med kraftig haand og fremfor alt for hvert skudd at sigte saa godt som vi boere kan, for at hver bombe skal ødelægge det mest mulige. Jeg har her ført dere frem til Ladysmiths stærke mure. Dere ser dem her foran dere. Bag dem vrimler fienden, mens deres overgeneral, sir Redvers Buller lægger sine forræderiske planer om at slutte sig til fiendens hovedstyrke og rykke frem mod vor elskede hjemby og hovedstad Prætoria. Tappre soldater! Tag nøie sigte, saa vi kan ramme vor skumle fiende her i det røverhul, hvori han har gjemt sig!

Bomben svingedes, blev sluppet – og slog med et brag ned i dovæggen, hvis morkne planker føg af fliser. Næste bombe traf spaantaget, tredie ligesaa; for hver bombe steg boernes jubel, Cronje selv raabte vældige hurra og skreg over kanontordenen allehaande opmuntrende ord til sine artillerister. Fjerde, femte, sjette bombe – alle traf glimrende, smæld i smæld i væg og i tag paa Ladysmith, 28fortere og fortere gik det med skydningen, høiere og høiere lød Cronjes hurra og tilraab – syvende bombe – ottende …..

Et forfærdeligt skrik hørtes fra Ladysmith. Et angstraab over baade kanontorden og Cronjes røst.

Cronje stod stille som et lys – som en sten, stivnet …..

Bedstemor!

Bedstemor var paa Ladysmith!

Skrikene derinde gjentog sig – jamrende iblandt, rasende – bedstemors gamle stemme i ytterste livsens anstrængelse –:

– Hjælp! Stina – Sti–ina!

Cronje la paa sprang. Han var hvid som et lagen.

– Om han havde dræbt bedstemor!?

Han sprang – helt op i bjergene sprang han, langt ind i hestehagen, til han herinde maatte kuvende, da alle gaardens fem hester kom travende imod ham i fri tilstand.

Udenfor hagegaren sad han endelig stille.

– Om han havde dræbt bedstemor! Eller ialfald saaret hende! Hun taalte ikke meget, saa gammel som hun var! Nogen af bomberne havde havt en forfærdelig fart og kraft – paa den korte afstanden. Og af dem, som var faldt paa spaantaget, var der flere, han 29ikke havde set, hvor blev af! Om de var gaat luks igjennem – og i hovedet – paa – bedstemor! Saa hun kanske sad der med et gabende saar!

Hendes skrik havde været forfærdeligt! Det var ikke bare sinne – det var smerte! I skriket altsaa.

Om han havde myrdet sin egen bedstemor!

Han burde jo gaat ind først og set, om nogen var der!

Død var hun da ikke endnu. Hun havde jo skreket. Men ganske sikkert saaret. Kanske sad hun der, uden at nogen hørte hende – og blødde! Forblødde sig!

Han skulde ikke have løbet! Om hun sad der – endnu …..

Han sprang nedover igjen. Fortere og fortere. Det kunde gjælde minutter; endnu havde hun kanske blod nok igjen til at leve med; kanske sad hun nu i dødskampen …… i dens sidste trækninger …. han maatte da ialfald naa frem – for at si omforladelse ….

Nær ved gaarden sagtned han sine skridt. Det gjorde vondt i maven, aldeles som en stor, svær næve grov omkring derinde og klemte sammen alt, hvad der var, i et forfærdeligt greb; klemte, klemte …..

Ganske langsomt nærmed han sig bagsiden 30af gammelfjøset. Bag dovæggen stansed han og lytted. Der var intet at høre. Han gik helt indtil.

Dødsstille!

Han prøved at kike mellem to glisne bordplanker. Men han kunde intet se derinde. Saa gik han rundt fjøset. Han smøg sig frem som en indianer, lydløst, for ikke at bli set. Fjøsgangdøren var aaben. Han gik gjennem den lange gang.

Om hun nu sad der, bedstemor, naar han aabnede døren – død! Et lig! Som han havde dræbt …..

Han var alt halvveis ude af gangen igjen. Han turde ikke aabne. Men saa – saa turde han ikke la være heller! Og han gik tilbage. Ingen lyd indenfra. Enten var bedstemor der ikke, eller ogsaa var hun død.

Han løfted kroken af ……

Og i det samme – han kunde slugt kroken af fryd – gik det op for ham, at naar kroken var paa udenfor, saa var der ingen indenfor!

Og det var der ikke heller. Der var ganske tomt.

…… Død var hun ikke altsaa. Men – Stina havde hørt hende og var kommet til. …. I hvilken forfatning havde Stina fundet bedstemor?

31Han drev omkring borte under hestehagen en times tid, før han orked at vende tilbage og undersøge.

Han gik en omvei og krøb paa huk langs kjældermuren hen under kjøkkenvinduet. Det stod aabent. Indenfor gik Stina og sang.

Der gik en pige udi en have,

til hende kom der en ung sjømand ….

sang Stina.

Han stak hovedet op over vinduskarmen, som var ganske lav.

– Stina! hvisked han.

– Aa jøss, som du skræmmer mig, dit styggels!

– Aassen er det, Stina – med – med bedstemor?

– Aajo. Hun maatte da ud selv efter tænderne sine. Men nu er hun visst noksaa tilfreds! sa Stina. – Var det dig, som havde sat glasset paa brættet?

– Ja, nikked Peter i overgiven glæde og lettelse.

– Ja du skulde ha! Skjænd fik jeg – helt til jeg bragte hende slig en kaffe, som hun aldrig har faat i sine dager saa stærk!

– Har hun ikke sagt noget nu – om mig?

32– Nei.

– Er hun inde?

– Ja, jeg hørte hende nyss, smaapratendes med sig selv. Noget var hun vond for. Men det var ikke tænderne. Det har jeg faat forladels af hende for.

– Jeg hev sten paa dovæggen, mens hun var der!

– Fy for en gut!

– Jeg vidste det jo ikke –!

– Aa – hunden tru dig, fanten!

Peter slentred nedover jordet med næverne i bukselommerne. Han plystred og var saare fornøiet. Han tænkte paa at vende tilbage til Prætoria – eller fortsætte Ladysmiths bombardement. Men det var ligesom det ikke passed længer nu. ……….

Det rumled i maven hans. Nævegrebet var løsnet derinde; men det var ligesom han kjendte mindelsen af det endnu…..

Lidt efter stod han igjen udenfor kjøkkenvinduet.

– Stina!

– Hvad er det nu du vil?

– Du kunde gjerne gaa ind og ta de sandkagerne til mig.

– Du kan gaa selv, din skidtgut!

– Jeg er saa rædd for at møde bedstemor.

33Stina gik brummende og kom ud med kagerne.

– Se her! Ikke har du fortjent dem, saa fæl du er mod gamlefrua?

– Du Stina, du – du skulde vel ikke ville gi mig lidt kaffe til kagerne? Bare i en kop, skjønner du, her i vinduet! Jeg skal vaske koppen op selv!

– Ris skulde du ha og ingen kaffe! sa Stina. Men hun skjænked en kop af den lunkne kaffen og hældte vand i den af kjedlen.

– Han er altfor stærk for dig alligevel. Det er rent skam. Faar frøkenen vide, at jeg gir dig kaffe, blir her et hus!

– Du kan da skjønne, jeg sier det ikke!

– Aanei! Det skulde god være!

Sandkagerne var spist, men bare den halve kaffekop forbrugt.

– Du Stina du! Du har ikke et gammelt stykke smørbrød igjen fra morgenmaden vel?

– Hvor skulde jeg ha det ifra!

– Nei – nei! Jeg tænkte bare – efter bedstemor. Hun faar jo paasmurt mad.

– Jeg mener gutten er galen! Er du sulten nu – slig som du aad til middags.

– Ja, ser du, Stina – jeg er bare saa rar saan – i maven.

34Stina brummed og vedblev uforstyrret med at gnide paa kobberkjedlen, som hun pudsed.

– Saa blank du faar den, Stina!

– Aaja. Hun skal ikke komme anden gang, madam Tofte, og klage til frøkenen over, at jeg ikke holder det gamle skrammelet hendes rent!

– Lumpent gjort af madam Tofte. Saan at sladdre til tante altsaa.

– En længere pause. Stina begyndte saa smaat at synge igjen.

– Du Stina!

– Naa?

– Jeg er saa frygtelig sulten, Stina. Ikke saan almindelig bare sulten. Men rent saa jeg synes, jeg er syg…..

– Jøss, du skal da ikke bli syg af sult, gut! I din mors og fars hus!

Stina skar tre tykke stykker brød og smurte. Paa det ene la hun endog mysost.

Han spinked og sparte paa kaffeslurkerne. Men det var for lidet til tre smørbrød. Og saa fik han en halv kop til.

Han sad i vindusposten og spiste. Med benene dinglende udenfor.

– Du Stina du! Hvor gammel er du, Stina?

35– Hvad skal du vide det for? Ellers blir jeg syv og tyve til mikkelsmess.

– Kan du huske, da du var tolv aar?

– Aa ja. Jeg kan da vel altids det.

– Tænkte du dengangen, Stina?

– Aanei, Petermand, – det var nok bedst ikke at tænke dengangen!

– Hvorfor det? Bedst ikke at tænke? Skulde en ikke tænke, for det om……

– Aajo. Petermand kan nok tænke, som bare har det som godt er at tænke paa!

Peter skjønte, at det visst ikke var værdt at spørge mere efter dette. Han blev lidt rød. Stina havde jo været en fattigpige dengangen, hun!

Det sidste smørbrødet var spist. Men her var saa koseligt i kjøkkenviduet. Stina var igang med et andet kobberkar.

– Du Stina du!

– Hvad er det nu?

– Hvorfor er du ikke gift, Stina?

– Skulde én saa nødvendig være gift da?

– Ja–a. Det maatte da være morsommere det…..

– En maatte ha en at gifte sig med da, ved du.

– Har du ikke det da, Stina?

– Nei. Jeg havde én. Men han reiste.

36– Reiste han? Hvorhen?

– Ja den der vidste det! Væk reiste han. Tilsjøs. Og væk blev han.

– Kunde du ikke faa fat i ham igjen?

– Nei. Hvordan skulde det gaa for sig, maa jeg spørge!

– Politiet vel!

– Tror du jeg vilde gifte mig med en mand, som politiet kom dragendes med til mig!

– Aanei. Det er sandt.

Peter blev rød igjen. Han havde spurt svært dumt!

– Nu er det bedst, Petermand hopper ud. For nu kommer gamlefrua!

– – – Han gik just og drev og tænkte paa, om han, naar han blev stor, kunde reise ud og finde den manden, som Stina skulde ha giftet sig med, og sie ham, at han maatte vende tilbage, at det var synd paa Stina ….. da Gudbrand Toftes vogn med tante Vikka og Kath og madam Tofte svinged ind fra storveien.

Han holdt sig unnaf gaarden en stund. Men saa gik han hjem. Han maatte saa ind alligevel til aftens, og saa var det ligesaagodt at hoppe i det som at krybe i det. At bedstemor havde sladdret, var selvsagt!

Med det samme han kom i gangen, aabned tante Vikka døren til sit værelse.

37– Kom hid ind, Peter!

Kath, som fra enden af gangen kom farende imod ham, braastansed og blev udenfor døren, som lukked sig efter Peters kun halvt modige skikkelse.

Der var saan høitid i tante Vikkas stemme. Næsten blid vemodig. Og det var det allerværste.

Tante Vikka begyndte bedrøvet med at antyde noget om, at hun jo ikke havde det saa let med bedstemor, og at hver sten til den byrde føltes dobbelt tung for hende. Derefter gik hun over til at tale om sin vanskelige stilling ligeoverfor en saa stor gut som Peter i hans forældres fravær. Hun kunde jo hverken tugte eller tvinge ham med nogenslags magt! Hun var jo egentlig udelukkende henvist til Peters egen ridderlighed og selvagtelse.

Peter følte graaten i halsen, dels af rørelse over tante Vikka, dels af fornemmelsen af, hvorledes denne indledning ligesom samled sorte, tunge og høitidelige skyer om begivenheden i eftermiddag, – hvorledes den maatte staa for tante Vikkas rene og gode sind som en forfærdelig ondskab og hæslighed.

Inden graaten kom, og før tante Vikka naadde endnu videre i sin skysamling, fik han derfor skyndt sig at si det mest afgjørende ord:

38– Ja men tante Vikka, jeg vidste jo ikke, at bedstemor var der, kan du vide!

Tante Vikka saa forskende paa ham, derpaa ud i luften, alvorlig forskende.

– Ja ser du, Petermand, – bedstemor sier, at du udtrykkelig opfordred dine kamerater til at kaste paa – paa udhuset – fordi hun var der indenfor!

Peter blev forfærdelig rød.

Bedstemor havde hørt Cronjes tale!

– Men – men tante Vikka, ser du, – jeg var jo alene.

– Var du alene?

– Ja, i hele dag. Det ved Stina ogsaa det.

– Men hvor kan da din bedstemor si ….

– Jeg lekte, ser du, tante Vikka. Krig altsaa. Og – og do altsaa – var en fæstning ……

– Men du havde raabt til nogen – rigtig stygt – om stakkars bedstemor ……

– Jeg holdt tale, tante Vikka, ser du.

– Holdt du tale? Men til hvem da, Petermand?

– Til – til – mine tropper altsaa.

– Og hvem var det da?

– Ingen.

– Ingen?

– Nei. De var bare – paa ligsom!

39Tante Vikka sad lidt – grundende. Saa smilte hun lite grann og reiste sig.

– Kom Petermand, saa skal vi gaa ind til bedstemor. Saa skal jeg forklare hende dette, og saa maa du be hende omforladelse.

Inde hos bedstemor forklarte tante Vikka det hele, – saa godt og rigtig, som om hun havde været med selv at leke. At Peter havde været general og havde holdt tale til sine tropper om fienden i fæstningen og ikke havde vidst, at bedstemor var indenfor.

Saa kom Peter frem og bad omforladelse.

Bedstemor saa paa ham gjennem brillerne. Hun havde siddet stum under tante Vikkas fortælling. Og nu sad hun endnu længe, hensunken i betragtning af Peter, mens hun beholdt hans haand i sin.

Endelig rysted hun paa hovedet, saa sidekrøllerne dingled, og sa:

– Gud bevare dine kjære forældre, barn, fra at faa en tosset søn!

Udenfor stod Kath og vented.

– Hvad er det, Peter? Hvad er det, du har gjort?

Peter var ikke oplagt til at snakke om det. Han var ganske høitidelig og gik ud af døren. Kath fulgte efter, over tunet og hen til Prætoria.

– Du kan da gjerne si det, Peter. Til 40mig! Det er noget, du har gjort med bedstemor. Det ved jeg. Med det samme vi kom ind, bad bedstemor mig om at gaa ud. Jeg lytted ved døren, men forstod bare, at hun var forfærdelig vond paa dig. Stina vidste ingenting – vilde ialfald ingenting si. Stina holder jo altid med dig. Men du kan da gjerne fortælle det.

Peter sad og skræved med taarnet mellem benene. Han svarte ikke paa en stund. Endelig saa han op paa Kath og sa med mørk mine:

– Jeg er for liten.

– Pyt! Du kan bare være gla til, at du ikke kom med. Der var saa grusomt kjedeligt, at! Hvis ikke du vil fortælle dette her, saa faar du ikke det, jeg har med fra byen.

– Hø! Tror du jeg bryr mig om sligt! Formodentlig nogen kager eller andet skidt!

– Nei. Det er just det, det ikke er. Det er noget forfærdelig morsomt. Det aller morsomste just for dig.

– Si hvad det er da, først.

– Nei – fortæl du først.

– Du bare narrer!

– Jeg skal ta dig i haanden paa, at det er frygtelig morsomt for dig!

– Jøie dig, om du nu lyver!

– Er du gal – naar jeg har tat i haanden paa det!

41Saa fortalte Peter. Først langsomt og noksaa høitidelig. Men pludselig, nu da alle ængstelser var forbi – pludselig fik han tanken paa bedstemor for sig – derinde! Mens bomberne smaldt i væg og tag …….

Kath lo, saa hun rulled ned fra Prætoria og spændte i taarnet, ja nær havde ødelagt en af løngangene. Hun lo, saa hun tilslut sad nederst nede og ynked sig. Længe ynked hun sig og stønned, saa lo hun igjen, saa skrek hun og ynked sig …..

Peter sad deroppe og skræved og smilte.

– Kom saa med det, du har kjøbt!

– Egentlig skulde jeg vente til imorgen, havde jeg tænkt.

– Skal du forsøge dig naa – paa narring alligevel!

– Nei. Men det er meget bedre at vente til imorgen. Nu skal vi saa alligevel spise aftens.

– Ja du tør! Husk, at du tog i haanden!

– Ja – paa at det var noget morsomt. Ikke paa, at du skulde faa det iaften.

– For en lumpning! For en lumpning!

– Jeg skal forresten gaa ind efter det alligevel. Bare for at vise dig det. Ikke for at bruge det nu! Saavidt du ved det.

Kath sprang ind. Midt paa veien fik hun 42et nyt latteranfald over bedstemor paa Ladysmith. Lidt efter kom hun tilbage.

– Se her skal du se! Her skal du nok faa se noget!

Hun sprang op paa jordhaugen og satte sig. Peter satte sig ved siden. De bøied hovederne tætt sammen over en pose, som Kath havde med. Hun begyndte langsomt, langsomt at aabne papirposen.

Peter kneb i posen.

– Er det – sukker?

– La være posen! Pyt! sukker!

Posen var aabnet, og Peter stirred ned i den. Der var et sort pulver, fint kornet – som stødt kul ….

– Hvad er det, du! sa Kath triumferende.

– Er det – er det ….. det er da vel aldrig …..? Peter turde næsten ikke udtale ordet; – du har da vel aldrig kjøbt ..

– Krudt, far! Ægte krudt!

– Nei – du er gæl’n du! Nei men Kath! Nei du fæle verden! Hvordan har du faat fat i det? Da jeg spurte hos Sivertsens, saa sa de, at de ikke solgte krudt til barn!

– Ja, men du kan da vide, jeg …….

– Og til en jente da!

– Jeg sa, jeg skulde ha det til Gudbrand Tofte!

43– Du er gæl’n du!

– Ved du, hvad vi skal! Vi skal sprænge Prætoria i luften!

– Prætoria! Er du gal! Det er jo boernes!

– Saa kan vi være englændere vel!

Dette maatte Peter tænke lidt paa. Være englændere!

– Nei – nei, ikke det da. Vi vil da ikke være fienden lel!

– Men tænk at se hele fæstningen sprængt i luften da, gut!

– Ja – men nei – da skal vi heller leke, at englænderne har erobret Prætoria, og at boerne om natten sprænger sin egen by i luften da! Uf Kath, aldrig er det saan rigtigt med dig. Du vil da ikke være englænder –!

– Nei, nei! Saa gjør vi det saan da. Vi kan jo la englænderne ta byen imorgen tidlig. Og saa efterpaa sprænge den i luften. Høit op i luften!

– Nei, Kath, du er da den kjækkeste jente …… Faa se paa det engang til! For en masse!

– Ja, det kan vist bli til mange ganger!

– Nei – vi tar det alt paa én gang! Vi graver et hul dybt indunder byen og lager en lang lunteledning – helt bort til pukstenshaugen.

44– Ja. Og jeg vil ha lov til at tænde! For det er mit krudt!

– Naturligvis.

Peter stod og grov med den ene haanden i krudtet. Han spekulerte paa noget.

– Men du, sa han endelig, – jeg tror næsten, det er bedst, vi gjør det nu jeg! For imorgen kunde nogen komme, før vi fik tændt i!

Om lidt var de begge i fuld gang med at grave hul under Prætoria.

Saa raabte Stina, at de skulde spise aftens.

– Ved du, hvad vi gjør, du! sa Kath pludselig, mens de børsted sig. – Vi staar op i nat og gaar ud og tænder paa da! Lader som vi lægger os ….!

– Storartet! sa Peter. Og saa gik de ind.

Bedstemor var iseng, og de havde det svært koseligt ved bordet. Tante Vikka var saa søt og snil.

– Jeg har nok noget med fra byen til Petermand jeg!

Og efter bordet kom hun med en bog.

«Keiser Napoleon den store», hed den.

– Peter som er saa gla i at læse historie – tænkte jeg, kunde ha morro af den bogen, naar det regner her for eksempel! sa tante Vikka.

– Nei, tusen, tusen tak, tante Vikka! Og 45Peter fløi tante Vikka om halsen og kyssed hende midt paa munden.

Der var billeder i bogen, en hel mængde. Paa permen stod et svært billed af Napoleon selv.

Han vilde alt til at læse i den straks; men tante Vikka sa, det var bedst, han vented til imorgen. Det var sent, og tante Vikka var noksaa trætt. Saa sa hun godnat. Baade Peter og Kath kyssed hende denne aftenen, – saa koselig som hun havde været!

Peter og Kath gik ovenpaa. De bode i hver sit kvistkammer paa loftet med dør imellem. Det værste var, at det knaked saa i trappen – selv naar én gik paa strømpelæsten! Men de fik bare vente, til der var ganske stille, og alle sov.

Lidt mørkere blev det paa sommernatten end midt paa dagen. Kath og Peter sad paa sengekanten inde hos Kath og vented. De havde tat af sig støvlerne og sad ganske tause. Baade var det fornuftigst ikke at prate – og saa var der nu noget høitideligt i at sidde her mod natten og vente paa, at alle skulde sove i huset.

Langt om længe hvisked Peter:

– Ser du, nu har englænderne tat Prætoria – nu sover de inde i byen. Bare nogen skildtvagter gaar frem og tilbage oppe paa murene.

46– Ja! hvisked Kath.

En stund efter hvisked Peter igjen:

– Her sidder vi, Krüger og Cronje og vaager, ser du. Naar det blir midnat, da skal vi hen og tænde lunten.

– Ja.

– Det er jo forfærdelig sørgeligt, ser du, saan at maatte sprænge i luften sin egen by. Den én har bodd i saa længe. Alle husene med møblerne i …..

– Ja.

– Men naturligvis, hele befolkningen er reddet. Flygtet op i bjergene.

– Naturligvis.

– Bare vi to er igjen hernede. Har du krudtposen?

– Ja, her er den.

– Kom, nu tror jeg, vi tør gaa. Her er fyrstikkerne.

De kom velbeholdne ned ad trappen og ud. Der var lysere ude end oppe paa loftet. Og ganske, ganske stille. Langt borte kunde de høre Jonsbergfossen suse, endda den var en halv mil unnaf. Saa stilt var der. Og lidt kjøligt.

Nede paa myren mod sjøen laa der hvid taage og drev. Bag den hørtes smaaskræpp af og til af efugl i fjæren. Etpar maager slog 47indover land. Og opover aasen og marken laa gaardene og lyste med hvid og rød maling, længere og længere bort. Ganske stille …..

Minehullet var snart færdiglavet. Saa skulde lunten lægges. Men der gik saa altfor meget krudt til den lange lunten. Og saa fik Peter en god idé.

Han listed sig ind i stuen og tog ud af sykurven til tante Vikka en hel rulle med bændelbaand. Ude i kjøkkenet fandt han petroleumskanden, og med dette sneg han sig ud igjen. Saa dypped de bændelrullen i petroleum, rulled den op – helt hen til pukstenshaugen rakte den, silvaad af petroleumen. Den ene enden var stukket dybt ind i krudtet i minehullet. Oppaa hullet la de saa etpar mursten og to planker.

Og saa stod de da paa pukstenshaugen og saa langs den hvide bændelbaandlinje.

– Du, det er igrunden forfærdelig sørgeligt – at sprænge det altsammen!

– Vi bygger det op igjen imorgen! sa Kath. Hun sad alt paa huk med fyrstikæsken.

– Ja. Og saa alle de englændere, vi faar livet af!

– Aa, som de skal sprætte tilveirs! Nu tænder jeg.

– Ja – –!

48Kath tændte. Bændelbaandet fanged en gul, rolig flamme, som noksaa langsomt forplanted sig bortover.

De stod og saa paa. Det gik rigtig langsomt! Og flammen var klar og rolig. Den nærmed sig dog jordhaugen. Nu var den ved foden af den.

Kath greb pludselig Peter haardt om armen. Hun stod rent blek og skjælvende af spænding. Flammen spadserte opover haugen. Saa var det, som den slukked ….. den krøb ind i jorden.

I næste nu letted jordhaugen paa sig; en tyk røgsøile fòr op, mursten, jord og planker med den – og et vældigt smæld! Et tordenbrag over al tænkelig forventning – en forfærdelighed i nattens stilhed …… Kath og Peter faldt eller kasted sig overende …… det dryssed og regned om dem af jord og stenstumper ……. og gjennem dotterne, de havde faat i øret, hørte de forskjellig larm, vinduer – døre og pludselig et forfærdeligt raab:

– Hvad er det, som gaar for sig her? Det var Gudbrand Toftes røst.

Og saa et høit skrik og en lang jamren – det var konens.

– Gud i himlen! hvad er det! Det var tante Vikka.

49– Trøste og bære – trøste os alle – det var Stina.

Saa alle paa én gang i en masse raab, skrik, jammer, løben …..

Men saa kom det aller værste skriket. Det var tante Vikka:

– Gudbrand – barna – barna ligger paa stenhaugen –

Og i næste øieblik havde Gudbrand én i hver næve, opreist i et vældigt rykk. Han saa paa dem, Gudbrand. Han var hvid i ansigtet, og han skalv, saa baade Peter og Kath rysted i næven paa ham.

– Er dere skadd? skrek han.

Før de fik svart, var tante Vikka der.

– Har dere gjort dere noget? Barn – barn – kjære, velsignede barna mine …..

Da satte Kath i at hyle. Og straks Peter med. De skrek rædselens skrik, saa Stina og tante Vikka kasted sig ned og klemte og befølte dem paa al kant – for om de skulde være rent sønderslaatt –!

Madam Tofte kom farende og efter hende alle gaardens gutter og jenter – hele hurven halvnakne, bleke, skrikende … i tætt klynge om barna. Der blev raabt og spurt en masse. Men andet svar kom ikke fra Kath og Peter end det fortsatte forfærdelige skraal.

50Saa tog Gudbrand Tofte pludselig tag i Peter.

– Hvad er det, dere har bestilt? Hvad var det, som smaldt?

Peter holdt op at tute – straks. Han stirred vildt paa Gudbrand Tofte og pekte bort paa jordhaugen.

– Krudt! sa han med hæs røst.

– Har du sprængt med krudt, din gapgut! Og dermed la Gudbrand Tofte næven under øret paa Peter, saa han tumled i pukstenen. Kath laa fremdeles storskrikende i armene paa tante Vikka, der børsted og klapped og trøsted hende paa al vis.

Peter stod op. Og saa la han paa sprang ind, op trappen og paa hovedet i sengen sin. Lidt efter kom tante Vikka med Kath. Og Kath stønned og jamred sig, som var hun dødssyg. Indtil alt blev stille, og tante Vikka gik ned til sig selv.

Peter laa og tænkte en stund. Det brændte under øret, hvor Gudbrand Toftes næve havde truffet. Og det kogte inde i ham. Ingen brød sig om ham, her han laa! Men Kath, som endda havde kjøbt krudtet – og tændt lunten – hende kjælte de for ……

Saa gik døren sagte op. Kath kom ind i natlinnedet.

– Peter! Peter –!

51Peter lod som han sov.

– Peter da! Du maa da klæ af dig, gut! Han svarte ikke. Saa begyndte Kath at snøre op støvlerne hans. Han rørte sig ikke. Støvlerne trak hun af ham; saa strømperne. Saa knapped hun jakken op. Men da hun saa gav sig ifærd med bukserne, fòr han op:

– La mig i fred!

– Du maa da ikke ligge slig, Peter – i klærne! Kath stod og saa paa ham, rent bønlig. Og nu fik hun taarer i øinene.

– Jeg skal klæ af mig selv, sa Peter og stod op paa gulvet. Kath satte sig paa sengekanten. Hun sad og rugged paa sig frem og tilbage og svælged og smaahiksted af og til.

– Du tuter da ikke endnu, jente! sa Peter sint, – han slængte bukserne fra sig paa stolen.

– Det var – jo forfærdeligt! hvisked Kath.

– Naturligvis. Det var jo krudt!

– For et smæld!

– Krudt smælder det.

Peter var færdig og havde natskjorten paa. Men han gik ikke iseng. Han satte sig paa en stol med benene opunder sig. Der var stille en stund. Saa kom det endelig fra Kath, forsigtig, bekymret – med et blik paa Peters glorøde kind:

– Du Peter du – slog han dig forfærdelig haardt?

52– Gudbrand? Af al magt!

– Gjør det ondt endnu, Peter?

– Aanei.

– Han er en pøbel! sa Kath.

– Han var sinna, kan du vide!

– Rædd!

Der var stille en stund igjen. Saa smilte Peter.

– Ja, rædde blev de!

– Og midt paa natten ogsaa du! Kath smilte nu ogsaa.

– Saa du madam Tofte? I bare særken fløi hun!

– Og Gudbrand selv – i underbukserne …!

– De var kommet op i en fart!

– Ja, svær hast havde de faat!

De lo nu begge, saa Kath maatte kaste sig rundt og grave hovedet ned i sengepuden. Peter tviholdt sig for munden.

Lidt efter gik Kath ind igjen til sig selv, og Peter krøb iseng. Men længe efter lød der et latterknis saa fra den ene og saa fra den anden gjennem den aabne dør. Det smitted fra den ene til den anden.

– – – Men i løbet af en halvtime efter smældet blev Toftegaarden fuld af folk fra naboskabet; mange kom endog kjørende. De maatte ha rede paa, hvad det var for smæld, som havde rystet omegnen, saa folk havde hoppet i sengene sine.

53Nogen havde trodd, der var udbrudt krig. Andre at her var kommet anarkister med bomber til Tofte. Men de fleste af fruentimmerne havde været visse paa, at det var dommedag.

Der var stor nat-kaffeslabberas paa kjøkkenet hos madam Tofte.

*

Den næste dag og endda nogle dage til viste ikke Peter sig ude paa gaarden. Kath gik derimod frit omkring. Ingen tænkte paa, at det egentlig var hende, som havde gjort det værste – skaffet krudtet. Og hverken Peter eller Kath selv sa noget om det. Peter havde jo faat sin juling for det, saa var der ikke mere at gjøre ved det. Nu kunde Kath være spion og faa vide, hvordan det gik derude. Ja, for den første dagen havde Gudbrand Tofte erklæret høit og lydt, at han vilde melde Peter til lensmanden. Saa den dagen var de svært urolige. Men dagene gik, og ingen lensmand kom. Saa han havde vel opgit den meldingen sin.

Da tre dage var gaat, sa Kath, at nu kunde han gjerne komme ud og leke igjen. For nu var der ingen, som tænkte mere paa den krudthistorien.

54Men Peter havde faat noget at bestille hjemme i disse dagene. Og det var han saa optat af, at han ikke vilde ud. Han læste i bogen om keiser Napoleon den store. Han sad med den fra morgen til aften.

Tilslut maatte tante Vikka rent jage ham ud.

Og da – tog han keiser Napoleon den store med sig og la sig op i udmarken med den.

Kath var meget fornærmet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.