Foraaret

af Edvard Colbiørnsen.

69Nunc omnis ager, nunc omnis parturit arbos:
Nunc frondent silvæ, nunc formosissimus annus.
Virgil.

*

          Ja brudt dit Scepter er! – og æret vær den Haand,
Som din forhadte Vold med Mildheds Omhue hemmer,
Vantreven Vinter! Du, som Frostens mørke Giemmer
Bevogter, evig streng, og løser Uveirs Baand!
Nys foer Du rasende paa Stormens Vinger ud,
En Strøm af Snee og Slud strax lydig var dit Bud,
Som Jordens nøgne Barm utæmmet overskylte,
Og i en endløs Iis vor Øyekreds indhylte.

          70Hvor Ceres’s Dyrker før opsankte gylden Høst,
Der graadig Ulv sin Sult og feilet Rov beklager,
Naar raske Reen omsonst paa steile Fiæld han jager,
Og træt i Hvilens Skiød forgiæves søger Trøst.
I fæle Toner han sin grumme Bøn frembær;
At milde Foraars Luft maae føre Lammet nær.
Gientagne Toneskrald fra Dal til Dal sig hæve,
Og i sin sikre Stie de feige Hiorde bæve.

          Naturens hele Kreds i skræksom Afmagt laae,
Hos hærded’ Elve hist vansmægted’ Træer hængte,
Her Fugle–Flokke sig i hvirvlet Sneefog sænkte,
Og i dets kolde Skiød den sidste Redning saae.
Nu Frostens skarpe Luft selv Jordens Indvold bandt,
Og Solens sidste Glimt bag graanend’ Mulm forsvandt,
Da Han, som Midders Vel og Kloders Ophold veyer,
Seer Skabnings Undergang, om Ordnens Lov udskeyer.

          71Til hint umaalte Svelg Algodheds Bud foer hen,
Hvor Klode–Hvirvlene sit vante Løb beskriver,
Og ved den skiulte Kraft, som deres Kroppe driver,
Hendrages til det Punct, som de dog skye igien.
Med Lynild–hastig Flugt det Stierne–Kredsen skiær;
(For Almagts kraftig Vink ey Frastand Hinder er)
I samme Øyeblik det Polens Zenith rørte,
I Linien Dagens Lys dets Torden–Stemme hørte.

          "Faer Soel! – saa brød den ud — din maalte Sirkel–Gang
"Deel lige Lys og Liv til alle Jordens Zoner!
"Lad Afrikaners Tak, og Finners glade Toner
"Foreenes til min Priis, og synge Frydesang!
Strax Lysets Kildevæld sin bante Vey gientog;
Fra Nordens Hemisphær dets stærke Glands bortjog
Den kolde Dunst, hvis Gift paa frugtbar’ Blomsterbeede
Udstrøet, et Eden giør til Ørknens øde Sæde.

          72Flye Vinter! denne Brand, og hyppig Straaleregn,
Som Dagens Stierne ned fra tendte Axel sender.
Nu høyere dens Krop paa Horizonten brænder,
Og veltes funklende fra Bukkens Himmeltegn.
I Atmosphærens Rum en luttret Ild omdrev,
Ved Zephyrs milde Pust uddeelt dens Varme blev;
Fra hiint bedaget Bierg, hvis Isse Skyen truer
Flød lisen strømmeviis opløst ved disse Luer.

          Naturen daanet hen gientog sin første Kraft.
Nu Frostens Baand ey meer dens Moder-Evner binde,
Snee-Bierge synke bort, i Jordens Barm forsvinde,
Og Grunden efterlod en frugtbar Nærings–Saft.
Skiønt Afmagts Spor endnu paa Overfladen laae,
I Matheds Smiil man dog fornyet Styrke saae,
Som der en Sygdoms Vold med Fare Livet trued’,
Naar Helbreds første Skimt paa falmet Kind er skuet.

          73Hin Urt, som evig død, nedslagen jeg begræd,
Da Synets Yndling blev af Haglens Slynge qvæstet,
Dens Rod af Leerets Klump, hvori den var befæstet,
Opsanker nærig Melk for nye Spirers Sæd.
Biergaasen Klippens Marv til Dalen drypper ned,
Dybt i Afgrundens Skiød ti tusend Munde streed,
Hvo kunde største Deel af Fedmen sig tilsnige,
Og Stammens tomme Kar med røvet Sev berige.

          Den Bæk, som storknet nys og ubevægelig
I traurig Stilhed hang ud over Klippens Sider,
Hensmeltet draabeviis og sagte først nedglider,
Men bliver ved sit Fald sin gavmild Urne liig.
Meer iilende og stærk den Aaens Bredde naaer,
Opsvolmet denne og foruden Lænker gaaer.
Af nylig Frihed stolt den trodsig skummer, bruser,
Og brustne Kiæder hist i styrtend’ Vandfald knuser.

          74Her satte nyttig Kunst et Bolværk for dens Løb,
Som tvinger Bølgens Fart til Brugsmands Værk at drive;
Forbittret søger den hver Skranke at nedrive,
Og spyer om Hiulet ud af skummig Fraad et Svøb.
Naar Bielken splittet er ved Vandets vægtig Stød,
Den fulde Kiærne knust, og Ærtsen hamret blod,
Udmattet Strømmen sig i Dalens Arme hviler,
Tit over Vidiens Top Najaden sølvklar smiler.

          Snart straaler Marken Haab – En talrig Plante-Slægt
Igiennem Støvets Nat med krandset Isse bryder,
Alt svanger Frugtbarhed i fyldte Aarer flyder,
Da Ild og Vædske fik fornøden Ligevægt.
Forgiæves hærdet Muld Forhindring dynger op,
Og misundt Skiønheds Pragt modsætter vanskabt Krop;
Dens giennemboerte Bryst en Blomsterstengel slakte,
Som første Seyerstegn, sin yndig Knop, oprakte.

          75Velkommen første Grønt fra mørke Fødestavn!
Ey lyste frem din Glands hist paa det tomme Øde,
Før Længsler ilende dig stimle hen i Møde,
Og Siælen aander Roe i din balsamisk Favn.
Saa fordum reddet Dyd, da Hevnens Flod bortsvandt,
Iblant Ruiners Svelg den sikre Klippe fandt,
Hvor tryg den hvilte ud af Skræk omdrevne Tanker,
Og sendte glade Blik til bølgefrie Banker.

          Hvil ogsaa du min Geyst! i Glædens stille Lye
Omtumled’ Kræfter ud, hos disse Vaarens Sønner!
Hvert Træe, hver Ympe, der i Fødsels Smerter stønner,
Og Livet vælder ud af Chaos Skiød paa nye.
Glem den udstandne Skræk, Vandmandens barske Frugt,
Da over frossen Eng Du foer med uviss Flugt,
Af en Orcaners Strøm blant Angester henrevet,
Snart trued’ Eegens Fald, snart Klippen selv som bæved’.

          76Formildet Aarets Tid fremlokker nu hvert Kræ,
Fra Vinter–Leyets Skiul, Forsigtighed beredde,
Før kolde Nordenvind sit Raserie udspredde,
Hvor sammendynget Moes omgiærded’ Afmagts Læe.
Sig ubevidste de bortsov den skumle Dag;
Knap Livet viste sig i dorske Aareslag,
Indtil den lunkne Luft opvarmte stive Lemmer,
Og Sandsers Herredom den døsig Krop fornemmer.

          Da fra sit eenligt Hie hos Foden af et Fiæld,
Som fælt udhængende en dunkel Grotte danned’,
Hvis Adgang, steil og brat, af sieldne Fodspor banet,
End meer afskaaret blev ved Bekkes stride Væld,
Udfoer den stærke Biørn ved ønsket Frihed glad;
De første Mildheds Træk paa rynket Pande sad.
Han i sin vilde Ørk en soelfuld Plet opleder,
Og qvæget Straalens Magt med oprakt Hals tilbeder.

          77Dybt følt i Myrens Vraaer et Glimt sig indtrængt har,
Strax Tuens hele Sværm af virksom Idræt brænder,
Den eenes Stræbsomhed den andens Fliid antænder,
At Øyet skuffet kun en oprørt Klump blev vaer.
Med Iil den sorte Hær sit Virak–rygend’ Hiem
Forlader hovedkulds at skaffe Forraad frem;
Ey Dalens nedrig Urt, ey Høyens Fyrre spares,
Hvad gavner, fremslæbt er, i Dyngen at bevares.

          Er Byrden en for tung, den letter villig Arm,
Og denne samme Hielp af hin utvungen venter;
Blev Byttet mere rigt, ey harmfuld Grande lenter.
Naar har Misundelse vel nagget nøysom Barm?
Saa fremmes Staters Gavn, hvor Egennyttens Aand
Opliver umisbrugt hver Borgers stræbsom Haand;
Hvor viis Eendrægtighed Arbeidets Smerte lindrer;
Hvor nagsyg Havelyst ey Klogskabs Anslag hindrer.

          78Den alt besiælende og almagtsfulde Vaar
End til Moradsets Sump velvillig Omhue strækker,
Af Dvalens Slummer der den dunet Flok opvækker,
Som svimmel Buskens Lye paa vaade Vinger naaer.
Mens andre flygtede til mere hældigt Land,
Hvor aldrig Demant–Baand betynger frossen Strand,
Sin elskte Sommer–Boe ved Nordens Pool oplede,
Og trodse stiernehøyt Atlantisk Bølges Vrede.

          Igiennem slagen Luft naar Reisen er fuldendt,
Og Ønskers Maal opnaaet, de glade sig foreene
Med dem, som Kuldens Vold holdt ud paa nøgne Greene,
Fra hver Løv–krandset Lund blev fælles Hilsen sendt.
Først afbrudt Stemmen er, og Gurglen triller tyst,
Indtil ved Elskovs Ild opsvolmet spæde Bryst,
Af søde Længsler fyldt, sin hele Siæl udtømmer,
At blandet Tone–Kunst al Luften giennemstrømmer.

          79I stolte Tanker da Tiuren iler hen
Til aarlig Samlings Plads, den Lyng-begroete Slette,
Hvor geile Lysters Ild antænder blodig Trette,
Mens RøyenForfatternote: Tiurens Hun. hidser op de slagnes Mod igien.
Grumt blandes Striden nu, ey agtes Livs Forliis
Mod Elskovs Nydelse, uvisse Seyers Priis.
Af Mord og hæse Skriig blodplettet Heeden lyder,
Dyrt kiøbes hver en Gunst, som Seyerherren nyder.

          Udmattet, saaret dybt, Medbeyleren tilsidst
Sin magtesløse Krop fra slibrig Valplads slæber,
At finde sikkert Skiul modfalden han kun stræber,
Udslukt er Fyrighed med Haabets sidste Gnist.
Ey raser skindsyg Hevn i Heltens Hierte meer,
Til vild Begierlighed hans Truen omvendt er,
Af Vellyst døv og blind, han lokker, spiller, bruser,
Ufølt det Morder-Blye, som Magens Hierte knuser,

          80Ved en utæmmet Drift imens Naturens Bud
Hos disse opfyldt er, den spæde Sanger ledes
Ved mildre Følelser, som i hans Aarer spredes,
Til samme store Maal: At intet Slag døer ud.
Ey rasend’ Tvekamp her aftvinger Hunnens Val,
Ved Hiertets kiælne Sprog hun overtales skal;
Skiønt blussende af Ild, sin Attraae Hannen tæmmer,
Og venter – piinlig Tvivl! – den Yndling, Hun bestemmer.

          Men bliver kronet Haab den ømme Elskers Løn,
Forsvinde Frygt og Tvivl, og stærke Slag udtrykke
Hans Siæls Henrykkelse, hans Glæde og hans Lykke;
Ved igientagne Kys Hun bliver dobbelt skiøn.
Dog glemmes ingen Pligt imellem Favnetag,
For ventet Afkoms Skiul de bygge kunstigt Tag;
Om under Møyens Vægt de slappe Sener trættes,
Ved Magens venlig Syn den matte Krop oprettes.

          81Tit der, hvor kunstlet Vid ey døver Pligters Røst,
Jeg fandt et saadant Par ved kierligt Venskab styrket
I Skoves eenlig Ørk, af haardfør Fliid opdyrket,
Hvor Fred og Sindets Roe var dydig Armods Trøst.
For dem blev Arbeid Lyst; Thi Haabet smigred Sved:
"Din elskte Efterslægt nu sikker Bolig veed,
"Ey huusvild den, forladt, skal Livets Ophold savne,
Saa med et henrykt Kys sin halve Sig de favne.

          Hvor Øyet vanker om i Synets viide Kreds,
Det Liv og Munterhed her allevegne møder,
En driftig Virksomhed udi hver Gienstand gløder,
Og Ørkesløsheds Spor ey findes nogensteds.
Ned fra Fornuftens Søn til Støvets mindste Dyr,
Hvis Sammensætnings Form det slebne Glas undflyer,
Hvert Væsen, fuldt af Kraft, anspænder alle Evner,
At naae den Lykkes Grad en medskabt Drift dem nævner.

          82Opmuntret seer jeg hist, min Landsmand haste ned
Fra Biergets skovfuld Top, hvor hver Dryade bævte,
Saa tit mod ranke Gran han hvæsset Øxe hævte,
Og Stammen bragende fra stærke Rødder sleed.
Ubrugt det blanke Jern en tidlang hænges bort,
(For sysselsatte Fliid er Hvilen ikkun kort)
Skal Høstens gyldne Skat i tunge Knipper spredes,
Maae Jorden, ellers gold, ved hielpsom Haand beredes.

          Opmærksom paa sit Vel, og Dorskheds Søvn uvant,
Hans dybt nedtrykte Plov maae Leerets Haardhed svække,
Og Agrens jevne Skiød i dybe Furer brække,
Før Dagens Forbuds Skin bestammer Østens Kant.
Selv den aarvaagne Fugl forstyrret i sin Roe,
Fra Busken styrter ud, dens trygge Natteboe,
Mod Fyrrens kronet Top beskiæmmet den sig slynger
Og, stillet første Skræk, sin Vækker Held tilsynger.

          83Dog blev ved skyndet Hast ey Bondens Ønske endt,
Drev Fyrighed hans Plov, gik stadig Omhue efter
Med det skarpsynet Blik, Selveyers Øye hæfter
Paa hvad, sit dyrket Land at skade han har kiendt.
Snart under Køllens Slag opsmuldres hærdet Muld,
Snart Stene brydes op, hvoraf hans Mark er fuld,
Og paa hans taalig Ryg til varigt Giærde slæbes,
Snart grenet Ukruds Rod i første Spire dræbes.

          Tilsidst naar møysom Konst udviklet har hver Kraft,
Som indlukt frugtesløs i golde Jordklimp giærer,
I Luften derimod udbredet Planter nærer,
Og klekker Vexter op med grøde–svanger Saft.
Den hele Strækning om en gavmild Fedme flød,
Som Sæden løfte–riig sin fostrend’ Barm tilbød.
En Olie–blandet Damp langs hen ad Grunden svæver,
Hvis trængte Overflod i flygtig Dunst sig hæver.

          84Den beste Kiærne da, for nøysom Gane spart,
Ned fra Saamandens Haand i ødsle Strømme regner,
Mens Haabet smilende i Tanken ham aftegner,
De rente–rige Ax, hans Laan skal avle snart.
Ved endet Gierning glad, sit Værk han overseer,
Opfyldte Pligters Roe sig i hans Aasyn teer;
Hans tillidsfulde Siæl i skyldfrit Suk opstiger,
Til Ham, hvis venlig Smiil en Ørk med Pragt beriger.

          Forgiæves Møye blev, og Mangel Fliidens Løn,
Om, gunstig Himmel! ey Dit Velbehag beskygger
Det vaabenløse Frøe, som ingen Konst betrygger,
Naar ubønhørt forsmaaes Vindskibeligheds Bøn.
Bortvisnet ellers skal ved Solens grumme Brand,
Dets spæde Spire døe, qvalt i fortørret Land,
Og selv det siældne Straae, som umild Sommer skaaner,
Riimfrosten myrde skal, før det for Seglen daaner.

          85Men en Forvarsels Skye din Mildheds Forbud blev;
Op ad det hvalte Blaae med langsom Fart den hæver
Sin Dunst–betynget Krop, og tungt belæsset svæver:
Fra Bierget Lyset flyer, hvor Skyggen fremad drev.
Svagt Luftens Demning staaer Vandskyllets Magt imod,
Som spruder voldsom ud fra denne vinget Flod,
En vældig Draabe–Strøm alt Søens Jevnhed bryder,
Og Aaen, mere tung, i Hvirvel–Bølger flyder.

          Laan mig dit tette Skiul ærværdig–grened’ Eeg!
Dit Skiul, som Hyrden Læe og gavmild Skygge byder,
Naar hidsig Sirius antendte Straaler skyder,
Og vaade Hyades i Støbregn svøbt fremsteeg.
Mens Siælen henter Fryd hos denne Frugtbarhed,
Algodheds bundløs Hav ugrændset strømmer ned,
Forfrisket, lædsket dybt, i Kræfter Marken svømmer;
Velsignelsernes Flod Afgrunden giennemstrømmer.

          86Hvor yndig Skovens Dragt! – og Engen! – hvilken Pragt!
Hvor mild er Luften selv! – kun Vestenvinden spiller,
Nu Solen Skyggerne og Lysets Skiul adskiller,
Og splitter Skyer ad med en Erobrers Magt.
Høyt Droslens stærke Slag velsigner dennes Glands,
Og vækker alting op til Lov og Fryd og Dands;
Med Glædskabs lette Spring den krumme Flods Indbygger
Forfriskning aander ind i skovfuld Aabreds Skygger.

          Ustadigt Øyet er, og ubestemt dets Flugt;
Et Val er ikke giort, hvor dets Betragtning dvæler,
Før større Herlighed dets Agtsomhed bortstiæler,
Og første Formaals Glands mod dettes er udslukt.
Den hvalte Bue hist snart skuer jeg henrykt,
I Skyen hængende af Straalers Gienskin bygt;
Hvor Lyset gradeviis i Prismets synlig Orden,
Hvert særskilt Farve–Slag udspreder over Jorden.

          87En Udsigt mere skiøn snart Engen byder mig,
Hvor Vaarens ødsle Haand et Blomster–Teppe breder,
I stærke Farvers Skin; Uordenen selv glæder
Paa denne Skueplads, paa hver Forandring rig.
Med Bien irrer jeg omkring den hele Kreds,
Umettelig, skiønt Fryd mig møder allesteds;
Meer aromatisk Luft om Ceilons Kyst ey flyder;
End den hvert Aandedræt min drukne Siæl tilbyder.

          Hvor blev det Landskab af, jeg nys i Afmagt saae,
Sin Skiæbne overladt, hvor Hvirvelvinde fnyste
Vold, Død og Undergang, knap matte Straaler lyste
Den rædsom Iisklump op, som om Naturen laae;
Forsvunden er dets Skræk, og det bespendte Bryst,
Al Farlighed forglemt, indaander lutter Lyst.
I Yndigheders Skiød indslumrer Siælen rolig,
Da frosne Zemblas Ørk er kiælen Vellysts Bolig.

          88Høyt stige nu min Sang! til Vaarens Almagts Priis,
Hvis Spor jeg kiender her – saa høyt som Hiertet brænder!
Dog hvad er Vaarens Magt? – et Laan af dine Hænder,
Du Væsners store Grund! Almægtig, God og Viis!
Af Dig fik Jorden Kraft at bringe Vexter frem,
I Støv henvisnede Din Aand besiæler dem.
Iklædde samme Pragt Din Styrke dem opvakte,
Som da Dit første Bliv. Afgrunden for dem flakte.

          Alt levende er Dit – Af Dig det mindste Dyr
Med Evner rustes ud sit Væsen at bevare!
Blev Svaghed eet til Deel, og trued’ Afmagt Fare,
Ved nye Fuldkommenhed det Undergang undflyer.
Din Viisdom viser sig ey mindre god og stor
I hiin foragtet Orm, som skiult i Dyndet boer,
End i den Kiempe–Krop, en Leviathan bærer,
Du begge Livet gav, Dit Forsyn begge nærer.

          89Du maalte Solens Vey, og Himmel–Lyset bød,
Med uforandret Løb sin maalte Bane følge,
At, skiønt dets evig Brand opkaager Nigers Bølge,
Dog lige Straale–Glands til Thules Kyst det skiød.
Fra Indus’s rige Bred til Poolens Lande hen,
Din Godheds milde Smiil opliver Skabningen;
Glad i sin Hyttes Lye tør nøysom SkrellingForfatternote: Skrellinger kaldtes Grønlands gamle Indbyggere. veye
Sin Lykkes Maal med dem, Potosis Skatte eye.

          Kan Afmagts hæse Sang Din Æres Høyhed naae,
Nu, da din Lov og Priis opfylder alle Himle,
Cherubens høye Chor og Viisdoms Aander svimle,
Og Harpen afbrudt slaae, naar Almagts Dyb de saae?
Ney! ydmyg Taushed best med Ringhed passer sig,
I Tak og stille Suk min Aand tilbede Dig!
Og naar Din Godheds Magt mod Støvets Børn jeg skuer,
Da flamme Hiertet op i hellig Glædes Luer!

          90Vær Andagt da min Tolk! og min Ledsager vær!
Saa tit, i Vellyst tabt, Naturen jeg omvanker;
At Skabnings–Verkets Syn kan avle modne Tanker,
Og Viisdom voxe op i min Forstand, som der;
Da skal, mens Livets Gnist opvarmer dette Bryst,
Algodheds Følelse bemestre Siælens Lyst,
Indtil i større Lys min Aand sig henrykt taber,
Og synker bort i Dig! Mit Liv – Min Gud! – Min Skaber!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.