Nøysomhed

af Johan Herman Wessel.

129– – – – multa petentibus
desunt multa, bene est cui Deus obtulit
parca, qvod satis est, manu.
Horat.

*

“Hvor! Damon, raaber Du, er Dydens Rettigheder,
"Naar eene Fødselen til Lykken Vey bereder,
"Naar Slumpelykke blot uddeler Løn og Straf,
"Og tit dens blinde Had Uskyldigheden traf?
"Hvad har vel jeg forbrudt, som maae i Kummer leve,
"At jeg ey blev bestemt, som hine andre bleve,
"Til Herlighed og Magt, og fød til Croesers Guld?
"Mon disse Skiæbnen har ved Dyder giort sig huld?
130"Og kan man før man blev, vel ogsaa Dyder øve?
"Hvad kunde, før jeg blev, mig vel dens Gunst berøve?
"Da jeg endnu ey var, hvad mon jeg da begik,
"Hvorfor til Straf jeg Nød, Foragt og Trældom fik?

          Den Straf kun indbildt er, hvis Vægt du lider under,
Du lige Lykke fik med dem, som du misunder,
Thi samme Maal tilfaldt hver Stand af Vee og Vel,
Og Herren uden Grund misundes af hans Træl.
Men vi forringe let de Plager, os ey trykke,
Og altid dobbelt stor anseer en fremmed Lykke;
Man priser lykkelig hver Stand foruden sin:
Din blev dit Ønskes Maal, hvis den var ikke din.
Men nu dens Fortrin faaer endogsaa Navn af Plage,
Og Grunden til dit Vel var Grunden til din Klage;
Arbeyde Trældom blev, og Nok blev nævnet Nød,
Skiønt al Velsignelse fra disse Kilder flød.
131Du drager dybe Suk, for dine Kaar forbinde
Til daglig Flittighed, for dagligt Brød at vinde;
Kiend din Vildfarelse, kiend din Lysalighed:
Arbeydsom, maadelig, du ey af Plager veed,
Som Overflødighed og Ørkesløshed døye;
Ja! Livets største Held var Lønnen for din Møye:
Den muntrede din Siæl, den luttrede dit Blod,
Ved den du hviled’ trygt, og glad igen opstod,
Den ene krydede de tarvelige Retter,
Hvorved du dagligen med lige Lyst dig metter —
Kan Uheld vel bestaae med saa at lide Nød,
Og valgte du dig før? om man dig Valget bød,
At sidde væmmelig ved mange kræsne Retter,
Og tvinge ned en Gift, som dræber, naar den metter,
Og allermest er Gift og allervissest Død,
Fordi den bragtes dig i døsig Ladheds Skiød,
Hvor sundest Føde mindst kan trættet Gane smage,
Hvor slappe Følelser tit smagte Vellyst vrage,
132Og misbrugt Overflod, til alle Lyster vant,
Sin Vemmelse tilsidst i Smerter endet fandt,
Hvor Døden selv var Trøst, hvis brudte Pligters Torden
Ey dig bebreydede, du brød Naturens Orden,
Og havde selv dit Liv saa snevre Grændser sat

“Men, svarer Damon mig, min Frihed overladt,
"Jeg ikke rasende det værste skulde vælge,
"Ey for utemmet Lyst min Roe og Helbred sælge;
"Ney maadelig, som nu, jeg midt i Overflod
"I rolig Nøysomhed med Nok mig nøye lod.

Min Damon, sielden kun vi egen Svaghed mærke,
Og til vi have tabt, vi troe os gierne stærke,
Den derfor tryggest er, som sattes i en Stand,
Hvor i han ey til Strid saa let udæskes kand;
Men sæt, du er den Helt, den sieldne dødelige,
Som altid seyerrig kan Fristelser bekrige,
133Sæt, at i Lykkens Favn, du Lyster overvandt,
Som tit med Slavebaand selv Dydens Kiemper bandt;
Hvad nye Fortrin blev da Frugten af din Seyer?
Hvad eyede du da, som nu du ikke eyer?
Om det er ikke dit, som du ey nyde tør,
Vandt du kun netop Nok, og hvad du havde før.

“Men Æren – Blant en Sværm at vide sig den beste,
"Og tegnet stor, paa sig saa manges Øyne fæste,
"At finde lydige, saa snart en Mine bød,
"Det dog et Fortrin er, den ringe Stand ey nød.

Misund, o Damon! ey, men heller ynk den Stolte,
Som Dyden dristigen for Ærens Skygger solgte;
Hans Lykke, som saa stor i Haabet viiste sig,
Ved Nydelsen forsvandt, den lette Taage liig.
Forført ved Glædens Glimt, som lyser i hans Mine,
Du ønsker dig hans Kaar, og kiædes tør ved dine,
134Men viid, hver Muskel blot ved Kunst afrettet er,
Og troløst Vidnesbyrd om Hiertets Tilstand bær.
Han skulde i sin Pragt sig høyst elendig troe,
Om ey Misundelse forstyrrede din Roe,
Hans Vel (om indbildt Vel kan kaldes saa) sig grunder
Paa denne Kundskab blot, at Ringhed ham misunder;
Men paa den ægte Dyd (thi den er lige frie
Fra Misfornøyelses og Hofmods Tyrannie)
Kan Lykkens blinde Gunst ey dybe Indtryk giøre
Den som ved Dyd er stor, giør Høyhed ikke større!
Det sande Vee og Vel er Frugt af Dyd og Last,
Og denne Sandhed staaer til Himlens Ære fast:
At lige skyldige og lige Plager trykke,
Og Ligemænd i Dyd er Ligemænd i Lykke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.