Poetiske Samlinger

Tanker ved en Flod

En Rhapsodie

af P. H. Fr.Peter Harboe Frimann (1752–1839)

          51Du lille Bæk, som sølvklar vælder
Blant Liljer op, og roelig gaaer
Blant Dalens Roser og dens Nelder,
Og Anstød i dit Løb ey faaer;
Blant disse lige klar du rinder,
Af dig de vandes lige frie,
Giør Kiesel–Stenen dig end Hinder,
Saa gaaer du lydig den forbi.

          Men naar en Naboe–Bæk sig skyder
I dit Krystal, du skummende
Og nu ey meer saa roelig flyder,
Som før du flød blant Liljerne;
Du Vælde faaer af tusend Kilder,
Som slynge ned til dig sit Vand;
Afsindig du dig nu forvilder
Blant Ørkner, Skove, Bierg og Sand.

          52Du ødeleggende nedrinder,
Og river Eegen fra sin Rod;
Tit, hvor du drog, ey Hyrden finder
Det Sted, hvor før hans Hytte stod;
Du styrter ned til Havets Bredde,
Og her jeg seer din aabne Grav –
Din Magt og Brusen dig ey redde,
Du blir til intet i et Hav!

          O klare Billed’ paa min Alder,
Du viser mine Skikkelser
Fra Vuggen af indtil jeg falder
Tilbage til mit første Leer:
Mit Aasyn og mit Lives Dage
I dig jeg skuer lige klar;
Fornuft og Syn sig ey bedrage,
Naar du et Speyl for begge var.

          53Hvor stille flød min Barndoms Dage
Ey bort i Tidens Ocean!
Hvo giver mig den Roe tilbage,
Som da paa intet stødte an?
Hvo siger mig, hvor jeg skal finde
Min Ungdoms blomsterstrødte Vey?
Forsvunden er den – og i Blinde
Jeg søger den, men seer den ey!

          Ey meer den Tid, hvor uforandret
Jeg nød min lykkelige Vaar,
Den Tid, hvor Flora stedse vandred
Med friske Blomster i sit Haar!
Hvor Sorgers Glemsels Floder rinde,
Hvor evig aandes Balsom–Lugt,
Og hvor hvert Øyeblik i Blinde
Vi plukke kan Hesperisk Frugt!

          54Let blev mit Hierte da fornøyet,
Og let at leede var mit Sind;
Flød end en Taare ned af Øyet,
Toeg den ey Mayen af min Kind;
Stak Nelden mig, jeg Smerten glemte,
Jeg taus forlod min Anstøds–Steen,
Den skienkte Frugt jeg troelig giemte
Til Deeling med min Alders Ven.

          Min Barndom bort med Tiden rømte,
Men med hver Time fløy min Roe;
Sindslidelserne snart indstrømte
Og fæsted’ i mit Hierte Boe;
Min Barndoms Purpur–Skye fordreves
Af deres Storm, og villige
Af Stormen Tankerne henreves,
Thi Hiertet fulgte Tankerne.

          55Jeg ved Minuter, hiin ved Kilder
Usynlig Væxt og Styrke fik;
Ved hvert Minut jeg mig forvilder
Langt fra det Eden, hvor jeg gik;
Hvo standser mig, hvo kan mig redde
Fra Hvirvlen, som mig er bereed?
Jeg forud seer mit Lives Bredde,
Jeg raver, hælder, falder ned!

*

          Du lille Bæk, som mig kan lære
Min Fødsel, Væxt og Undergang,
Min Tanke ved dit Løb sig nære!
Din Strøm veyleede skal min Sang;
Forstandens Kreds i Barndoms Dage
Indskrænket, som dit Udspring er;
Af Sælskab blot kan Barnet drage
Den Rigdom, jeg hos Manden seer.

          56Ja selv den Siel, som ørnevinget
Blant Sphærerne sig hæver op,
Har giennem tusend Grader svinget
Sig møysom til sin Viisdoms Top.
Høymodig den sig tit opskyder
Og med Danubisk Væxt fremgaaer,
Men Donau dog i Havet flyder,
Og Sielen ved sin Skranke staaer.

          Min Barndoms Kundskab kort sig strakte,
(En Dværg ey Kiempers Rustning bær)
Det Bierg, hvis Top til Skyen rakte,
Var Himlen i min Tanke nær;
Jeg ønskte mig paa Biergets Isse
Omhvælvet af det Himmelblaae,
Stoed jeg derpaa, min Haand tilvisse
Til Himlens Hvælving kunde naae.

          57Snart blev mit Babels Taarn nedrevet,
Mit Bierg ey meer til Himlen bar;
Jeg Vey for Verdener fandt skrevet,
Hver Klodes Omkreds sirklet var.
O hvilket Dyb fra Barnets Tanker
Til slig ophøyet Viisdoms Top!
Men du, som skrev for Verdner Skranker,
Fløy du ved egen Flugt did op?

          Ney efter Seklers mørke Drømme,
Urania, din Himmels Gang
Man saae, og hørte Verdner svømme
I Hvirvler med harmonisk Sang.
Befæstet blev den Soel, som vanker
Med daglig Pragt til Vestens Hav.
Til mange gav Gudinden Tanker,
Til Newton hun sin Sirkel gav.

          58Dog selv Gudindens Yndlings Hænder
Slaae sine Sirkler skielvende;
Det Lys, som hos Gudinden brænder,
Vi giennem Støv ey klart kan see.
Kan fælles Fakler end opdage
En Skat, som før forborgen laae,
Dog bliver stedse Guld tilbage,
Som Seklers Stræben ey kan naae.

*

          Som Floden først langs Liljer strømte,
Men snart blant øde Klipper randt,
Saa tit den Siel, som dristig svømte
Paa Tankers Hav en Afgrund fandt.
Held dig, o Barn, hvis Alder rinder
I lykkelig Uvidenhed!
Tit Lærdes Guld i Røg bortsvinder,
Et Straae den Skat, de glædes ved!

          59Lee, Kloge, kun til Barnets Møye,
Som Iris’s Pragt opfange vil,
Vend kun høymodig bort dit Øye
Med Hoved–Rysten til dets Spil;
Ydmygende, o stolte Kloge,
Er Barnets Fangst, som du beleer,
Hiin kan dog see en farvet Taage,
Du Straaler ey for Soelskin seer!

          Hvi spotter du med Barnets Tanker,
Som selv med Tvivl og Uroe streed;
Kun Bien sikkert Honning sanker
I et forvirret Blomster–Beed.
Den Lærdom ey vor Lykke fremmer
Som praler stolt med tomme Ord,
Som Kierner ey men Skall kun giemmer,
Og planter Avner i sin Jord.

          60Lad Flodens striide Løb dig lære,
Minervas ubønhørte Trop,
Som dig med Magt vil disputere
Høyt paa Parnasses Tinding op,
Den lære dig, at stakket Brusen
Af hemmet Vand kun føder Skum,
At tvungne Geysters skumfuld Susen
Til Vand igien snart smeltes om.

          De kom til Philosophens Skole
Og i dens Støv sit Sæde toeg;
Ey Viisdoms Raab, men Viisdoms Kiole
Var det, som dem paa Banen droeg.
Meer heldig du, som Skiebnen kalder
At nære dig ved sikker Plov!
Meer lykkelig, du, som din Alder
I skiønne Drømme glad bortsov!

*

          61Forskiellig, som min Kildes Vandring,
Min Tankes Gienstand viser sig;
Hvert Livets Optrin, hver Forandring
Er Kildens Omløb skritviis liig;
Den Legemer og Aander maler
I Fødsel, Væxt og Alderdom;
Liig den et Folk opstaaer og daler
Og selv tilsidst sig styrter om.

          Med Folket Konster, Videnskaber
Udspringe, dannes, Høyhed naae,
Med Folkets Fald dets Slibning taber
Sin Glands, og maae af Rust forgaae.
Misraims Vælde længe kiendtes,
Dens Viisdom længe Love gav,
Dens Roes tilsidst som Nilen endtes,
Den faldt i Barbariets Hav.

          62Kun Vrag af Viisdoms Templer strømte
Til andre Verdens Deele hen;
Men Cecrops’s Stad hver Levning giemte,
Og Templer byggedes igien;
Forundret her min Eftertanke
Paa disse Egne stille staaer,
Hvor man det Guld har vidst at sanke,
Hvis Glands med Stiernernes forgaaer.

          Men kun dets Glands er og tilbage,
Kun svage Levninger og Spor
Af hine klare Sommerdage
Hvor nu en evig Vinter boer.
For Dumheds Trone sig nedbøye
Argiver og Latiner maae;
Nu vender traurig sig vort Øye
Didhen, hvor Paradiset laae.

          63Som Floden skiult i Jorden rinder,
Og i en fremmed Egn staaer op,
Saa man et nyt Parnas opfinder
Med nye Muser paa dets Top;
Dog længe søgtes Hippokrene,
I Sekler den i Mudder laae,
Før den fra Sump og nøgne Stene
Udleedt, blant Liljer kunde gaae.

          I Sekler huules haarde Steene,
Og længe voxer Træet op,
Før det opskyder høye Grene,
Og Frugter sankes af dets Top.
Blant mindre Skalders svage Stemmer
Tilsidst, Homer, din Tuba klang;
En Sværm Druider Verden glemmer
Henrykt ved Ferneys Digters Sang.

          64Forskiellig er, o Flod, din Lære,
Som du fra Land til Land fremgaaer,
Nykomne Nationers Ære
Af andres Gruus og Støv opstaaer;
Den Skat, een Folkeslægt opdager
Ved Seklers Hielp, ved Argi Syn,
Som du, til Undergang sig drager,
Adsplittet af Barbarers Lyn.

          Dens Levninger man atter giemmer,
Som atter flyde til sit Hav;
Død er da blot det Hiul, som fremmer
Det Løb, vor Skaber Kloden gav.
Et Hav opsluger dine Strømme,
Som useet fra din Kilde kom;
Liig dig vi voxe, døe og svømme
I Altings viide Sirkel om.

          65Hist ved din Bred staaer Eegen bøyet,
Bedaget som dit Kilde–Væld,
Aarhundrede den har ophøyet,
Og liige Tid den bragt paa Hæld;
Det hvasse Staal vor Nestor fælder,
(En Time Seklers Pragt nedslaaer!)
Men Konsten Tabet snart giengielder,
Et Skib af Eegens Død opstaaer.

          Har det til Skiællbevoxet Alder
Paa Bølgen tumlet om sin Krop,
Forraadnelsen til Støv det kalder,
Og i Monader løser op;
Før svømte det i Kreds paa Vande,
Fra Bredden vidt paa Kloden om;
Maaskee dets Støv tilsidst kan strande
Didhen, hvorfra dets Rødder kom.

          66Saa Skabningen i Kreds sig vender,
Naturens Liv Omvexling er,
I Havet man igien ey kiender
Den Flod, som did sin Rigdom bær;
Fra Kilden Flodens Vand nedstrømmer
I Havets Dyb; Fra Havet kom
Den Regnskye, som i Luften svømmer
Og vender til sit Udspring om.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Poetiske Samlinger

Det Norske Selskab i København ble stiftet i 1772. Blant medlemmene var forfattere, diktere og filosofer i kretsen rundt dikteren Johan Herman Wessel (1742–1785). I 1775 ga selskapet ut første bind («Første Stykke») av Poetiske Samlinger. Samlingen består av 8 dikt: tre dikt av Peter Harboe Frimann (1752–1839), to dikt av Wessel, i tillegg bidrar Ove Gjerløv Meyer (1742–1790), Edvard Røring Colbjørnsen (1751–1791) og Charlotte Dorothea Biehl (1731–1788) med ett dikt hver.

Les om Norske Selskab i Store norske leksikon

Les om Norske Selskab i Wikipedia

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.