Kap. 10. Dolk og revolver

45Underveis kom den store opdager til at tænke paa, at det neppe var tilraadelig at fremstille sig paa hotellet i sin nuværende miserable forfatning – fillet og forreven, uten hat paa hodet og uten spor av bagage.

Han la derfor veien hjem til sin hybel i Frognerveien for at fiffe sig op lidt og faa med sig en standsmæssig bagage.

Da han kom hjem var klokken næsten halv fire.

Først tok den store opdager sig en kold styrt. Det smakte vidunderlig godt. Det var over 3 uker siden han sidst hadde været paa folkebadet i Torvgaten.

Derpaa gik han ut i kjøkkenet, som tillike utgjorde husholderskens soveværelse. Madam Kopperud var vant til at opdageren kom hjem til de utroligste tider. Hun snudde sig derfor rolig om i feltsengen og snorket videre.

I kjøkkenskapet fandt Rask frem tre paasmurte skiver smørbrød, et stykke rullepølse og en halv landsøl. Da alt dette var fortæret følte han sig formelig som menneske igjen og gik ind paa sit værelse for at gjøre oppakningen istand.

En haandkuffert var litt for beskedent, naar man vilde ta ind paa et sted som Grand Hotel, tænkte Rask. Han fandt frem sin store amerikanske reisekuffert, som 46han fyldte med skidne snipper, gamle strømper og hvad han forøvrig kunde undvære av sin garderobe.

Dermed var han parat til at dra avsted.

For at komme i det rette opdagerhumør trak han først op sin grammofon – hybelens pragtstykke – og spilte «Stars and Stripes» to ganger igjennem. Saa slængte han sin kombinerte regn- og vaarfrak paa sig, satte filthatten paa snur og gik med sin karakteristiske slentrende gang hen til telefonen. Et par minutter efter hadde han bestilt en bil ned til Grand.

– – –

Hos den bukkende hotelportier fik Rask hurtig rede paa, at to utenlandske herrer, grev Casabianca og friherre Søderhjelm (ingeniør Barrat og Bukki Matti naturligvis, tænkte Rask med sin sædvanlige skarpsindighet) bodde paa hotellets to bedste værelser, nr. 334 og nr. 335. De hadde bodd paa Grand en 3 ukers tid, fortalte portieren og hadde vist ikke tænkt at reise endnu. Ihvertfald hadde de endnu ikke bedt om at faa sin regning. De var kommet hjem sent inat, for et par timers tid siden –

Saa kan jeg kanske unde mig nogen timers søvn, tænkte opdageren. Imorgen tidlig faar jeg ta fat med friske kræfter.

Heldigvis lykkedes det ham at faa værelset like ved siden av de to forbryderes, nr. 336, hvis indehaver var reist samme nat.

«Det var sandelig et heldig træf,» mumlet Rask tilfreds for sig selv. «Det ser næsten ut som om lykken skal tilsmile mig denne gang.»

Saa sov da den store opdager den gode samvittighets lette, drømmefrie søvn helt til klokken 10 næste morgen. Da sprang han op med et sæt og var øieblikkelig lysvaaken.

47Efter at ha klædt sig paa, sminket sig og anbragt falske mustasjer og blaa briller var vor helt temmelig ukjendelig. Han mønstret tilfreds sig selv foran speilet. Som alle andre store opdagere var Stein Rask en mester i forklædningskunstens hemmeligheter.

Lydløst sneg han sig ut paa gangen, la øret ind til døren til nr. 334 og lyttet.

Der hørtes ikke en lyd derindefra.

Han aapnet forsigtig døren og tittet ind.

Værelset var tomt. Paa bordet stod en halvfuld whiskyflaske, diverse selters og et pjolterglas. Ingeniør Barrat hadde øiensynlig tat sig et par bægere i glæden over at være blit kvit sin uforsonlige motstander.

Rask la merke til, at forbryderens kufferter endnu befandt sig inde i værelset og at hans tøi laa slængt omkring i kaotisk uorden. Saa har han altsaa ikke tænkt at reise øieblikkelig, tænkte opdageren tilfreds.

Videre opdaget hans skarpe blik, at værelsets ene væg var næsten dækket av en tyk fløielsportiere. Den kunde skjule et helt kompani av lovens haandhævere, og var som skapt til at trine frem fra med en revolver i hver haand og et triumferende smil om læben –.

Opdageren lo fornøiet for sig selv. Jeg gad se Barrats ansigt, naar jeg dukker frem fra portieren bevæbnet til tænderne, – mig som han tror forlængst begravet under en hoben ruiner. Men før denne lille overraskelse finder sted, maa jeg ha en telefonsamtale med min trofaste medhjælper Simon Gløgg. Han maa ha sine instruktioner, og det kan være godt at sikre sig hans assistance i paakommende tilfælde.

– – –

En halv time senere kom en elegant skikkelse spaserende opover Grand Hotels teppebelagte trapper.

48Det var forbrydergeniet ingeniør William Barrat.

Han smilte fornøiet for sig selv og plystret paa en munter varietevise. Det var ikke frit for, at hans skridt var temmelig vaklende.

Den internationale forbryderligas chef hadde netop avlevert de stjaalne papirer paa en viss fremmed magts gesandtskapskontor og hadde som belønning mottat en check paa et 5-sifret tal. Og i glæden over det heldige kup hadde han sat tillivs like mange pjoltre som checken hadde sifre.

Derfor var de ellers saa maalbevisste og energiske skridt en smule snublende, og trappetrinene hadde en viss tilbøielighet til at gynge op og ned.

Kommet ind paa sit værelse, sank han tungt ned i stolen.

Han strakte sine klo-lignende fingre ut efter whiskyflasken, brygget sig en pjolter og tok en kraftig slurk.

«Skaal for vor ven Stein Rask» mumlet han. «Slik skal det gaa enhver, som vover at trodse mig, forbrydergeniet William Barrat.»

I det samme løftet han bestyrtet paa hodet.

Han syntes at høre en mistænkelig lyd bak den store fløiels portiere.

Nu hørte han lyden igjen.

Det var en revolverhane, som blev spændt.

«Bukki Matti, for fanden –!» ropte forbryderen hæst. «Her er something rotten!»

Han reiste sig halvt op i stolen og stirret stivt mot portieren. De mange pjoltre begyndte nu at øve sin virkning. Stole og borde danset rundt, og gulvet seilet formelig under ham.

49Da saa han til sin skræk, at en haand langsomt trak portieren tilside. Og bak denne stod to frygtindgydende mænd med løftet revolver og sigtet ham like i hjertet.

«Hænderne iveiret, min kjære Barrat!» lød en kraftig stemme. «De ser nok, at enhver motstand er unyttig!»

Forbryderen samlet alle sine kræfter og stirret paa den nærmeste av de to bevæbnede mænd.

Trods sminken og skjegget gjenkjendte han ham øieblikkelig.

Det var Stein Rask, hans geniale motstander, opdageren som han forlængst trodde sprængt i hundrede stykker ved helvedesmaskinens eksplosion.

Men selv i hans nuværende berusede tilstand var den internationale forbryderligas chef ikke tilsinds at gi sig saa let.

Han famlet med haanden indenfor jakken og trak lynsnart frem en 40 cm. lang, skarpslepen italiensk dolk.

Som en tiger sprang han løs paa detektiven. Og før denne fik tid til at fyre, hævet han armen, jog den lange dolk gjennem sin motstanders bryst og spiddet ham til væggen. Barrat kunde høre, hvorledes dolkespidsen med en knasende lyd boret sig ind i træverket bak ham.

Saa vaklet han et par skridt tilbake, lo en dæmonisk latter og sank om paa gulvet.

Nu er da ialfald den store opdager for altid ute av min vei, var den sidste tanke som fløi gjennem forbryderens omtaagede hjerne.

Saa sov han sødelig ind paa gulvteppet, med de rovdyrlignende fingre krampagtig knyttet om dolkens skjæfte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.