Kap. 14. I elevatorschakten

68Nu er tiden inde til atter at vende tilbake til vor helt, den store opdager Stein Rask.

Vi forlot ham i det øieblik, da han med en fart av 100 kilometer i timen styrtet ned gjennem den dype elevatorschakt, med hodet foran og med en dynamitpatron i munden.

Det var sandelig en situation, som stillet store krav til detektivens koldblodighet og handlekraft.

Har læseren nogensinde befundet sig i en saadan situation?

Vel neppe.

At falde paa hodet ned gjennem en elevatorschakt fra tredje etage er i og for sig frygtelig nok. Men naar hertil kommer, at man inde i hodet har en patron fyldt med verdens sterkeste sprængstof, som vil eksplodere ved det allermindste støt, da blir stillingen i sandhet rædselsfuld.

Døden syntes den store opdager viss.

Men selv i dette fortvilede øieblik opgav han dog ikke haabet. Inderst inde hadde han en fast overbevisning om, at der for en mand av hans profession altid maatte indtræffe en redning i sidste øieblik.

I de faa sekunder, hvori han svævet gjennem luften, fløi hundredvis av ideer gjennem hans hjerne. Men 69like lynsnart blev de alle forkastet som ugjennemførlige. Hans første indskydelse hadde været at spytte patronen ut. Men desværre – det vilde hjæpe litet. Thi den fordømte tingest vilde naturligvis like fuldt explodere mot gulvet. Og dermed vilde Stein Rasks saga være ute.

Nu kunde han øine schaktens bund under sig. Hans hode var kun et par meter fjernet fra gulvet.

Det saa ut, som om dette med rasende fart styrtet opover mot ham.

Da fik han en i sandhet genial idé – en idé som var den store opdager værdig.

Han svælget dynamitpatronen.

Med usigelig fryd følte han den gli op gjennem halsen.

Han gjorde nemlig følgende ganske rigtige beregning:

Opdagerens legeme faldt nedover med hodet foran. Naar han i denne stilling slukte dynamitpatronen, vilde patronen bevæge sig inde i hans legeme i retning opover. Sandsynligvis vilde den bevæge sig omtrent like hurtig opover som resten av legemet faldt nedover. Disse to motsatte bevægelsesretninger vilde komme til at nøitralisere hinanden. Med andre ord: Efter al menneskelig beregning vilde dynamitpatronen staa stille i rummet i det øieblik opdagerens legeme tørnet mot schaktens bund. Og dermed vilde det farlige støt være avværget.

Opdagerens beregning slog nøiagtig til.

Med et voldsomt klask tørnet hans pande mot gulvet, og legemet faldt sammen som en hjælpeløs masse.

Men den frygtede eksplosion uteblev.

Et par sekunder blev Rask liggende som livløs.

Saa reiste han sig og saa sig om med et forvildet blik.

70Han følte paa sin pande.

Blodet silte ned fra en vældig bule over det høire øie. Men forøvrig var han uskadt.

Det tok ikke lang tid for opdageren at komme til kræfter igjen.

«Nu er det paa’n igjen, min kjære Barrat,» mumlet han med knyttede næver. «Og nu er det min tur!»

Han trykket paa den elektriske knap og satte heisen igang til 3dje etage.

Deroppe stod ingeniør Barrat, Bukki Matti og de tre argentinske banditter og lyttet med bleke ansigter efter den ventede eksplosion.

De hørte opdagerens legeme falde til gulvet med et dumpt brak. Men ingen eksplosion indtraf.

«Fanden ogsaa, den mand er like seiglivet som hundrede katter,» hvislet Barrat mellem tænderne.

Saa hørte de heisen bli sat igang opover.

«Frem med revolverne!» kommanderte forbryderchefen. «Gi ham en kule for panden øieblikkelig han kommer tilsyne.»

Til al lykke hørte Stein Rask denne ordre.

Han indsaa at han alene ikke kunde utrette noget mot 5 mand, bevæbnet med revolvere og gummikøller.

Foreløbig er der desværre ikke andet at gjøre end at smøre haser hurtigst mulig, tænkte den store opdager.

Han trykket derfor paa den knap, som førte helt op til loftet.

Med rasende fart fløi heisen opover.

Idetsamme den passerte 3dje etage og opdagerens skikkelse et øieblik kom tilsyne, fyrte alle fem forbrydere sine revolvere av mot ham.

Det gav et voldsomt smeld i hele hotelbygningen.

71Heldigvis gik det vor helt bedre end man skulde ha trodd. De 4 av kulene forfeilet helt sit maal. Den femte gjennemboret hans støvle og rev med sig en liktorn paa venstre stortaa.

Gudskelov at ligtornen gik i vasken, tænkte den store opdager. Det bæstet har plaget mig længe nok.

Og videre for elevatoren op mot loftet.

En forstyrret kellner og en piccolo kom løpende op fra anden etage for at høre, hvorfra smeldet skrev sig.

«Det er en indbrudstyv,» forklarte ingeniør Barrat hurtig. «Vi knep ham inde paa nr. 334, men han slap fra os, og nu flygter han op paa loftet!»

Med Barrat i spidsen sprang hele forsamlingen op trapperne for at knipe misdæderen, før han fik tid til at fordufte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.