Kap. 15. Faren ved at ha utstaaende ører

72Da elevatoren var naadd op til loftet, sprang Stein Rask ut, let og elegant som altid.

Han saa sig hurtig om.

Det gjaldt at forsvinde snarest mulig.

Thi han var naturligvis fuldt paa det rene med, at de desperate forbrydere vilde forfølge ham med usvækket energi.

Loftsrummet hadde to vinduer.

Det ene vendte ut mot gaten. Ad den vei var det ikke mulig at flygte. Derute paa gaten passerte hundredvis av mennesker forbi.

Paa den anden side mot gaardspladsen var der en liten trang glugge, knapt 30 cm. i diameter.

Jeg er smal om livet, tænkte Rask. Det maa kunne gaa an at komme ut den vei. Der er nok en takrende, som kan hjælpe mig ned paa gaardspladsen.

Som tænkt, saa gjort. Den store opdager sprang hen til gluggen og forsøkte at presse hodet ut gjennem den trange aapning.

Det var et vanskeligere stykke arbeide end han hadde trodd. Men med uendelig besvær lykkedes det ham dog at faa hodet ut gjennem aapningen. Nogen skindfiller paa ørene strøk rigtignok med, men hvilken rolle spillet det i en saadan situation –

73Dybt nedenunder sig saa han den stenbelagte gaardsplads. Like ved siden av gluggen løp – heldigvis – en reddende takrende ned til gaardspladsen.

Da gjorde Rask den sørgelige opdagelse, at det var komplet umulig at faa resten av kroppen efter. Han presset og presset paa. Men nei! Skuldrene holdt igjen.

To–tre spændtak mot gulvet. Samme resultat.

Detektiven raste mot sin ublide skjæbne. Saa nær ved redningen og dog saa fjern –

Vel, vel, saa maatte han gjøre et skyndsomt tilbaketog og paa trods av alle farer forsøke at komme ut ad vinduet paa den anden side.

Da gjorde han nok en ubehagelig opdagelse.

Han kunde ikke faa hodet tilbake.

Den store opdager hadde fra fødselen av lidt under en noget skjæmmende legemlig eiendommelighet. Han hadde nemlig et par store og temmelig utstaaende ører. I skoledagene hadde disse ører været hans store sorg paa grund av kameraternes drillerier.

Han opdaget nu til sin skræk, at de store ører komplet hindret ethvert tilbaketog.

Den berømte opdager sat bokstavelig talt som ræven i saksen. Han forsøkte fremover, og han forsøkte bakover, men like litet hjalp det.

Kan der tænkes en mere sindsoprivende og fortvilet situation? At sitte fastklemt med hodet i en trang gluggeaapning, mens man vet, at der opover trapperne stormer 5 mordlystne banditter, bevæbnet med køller og revolvere og fast bestemte paa ikke at vige tilbake for noget –

Læseren kan prise sig lykkelig, som aldrig har oplevet en saa fatal situation.

Rask hørte nu stormende skridt opover trappen. Der har vi dem, for det gjennem hans forpinte hjerne.

74Han var imidlertid fast bestemt paa at sælge sit liv saa dyrt som mulig.

Det var ganske rigtig de 5 forbrydere som kom, ledsaget av kellneren og piccoloen.

De fik straks øie paa opdagerens buksebak, som vred sig fortvilet frem og tilbake i anstrengelserne for at komme løs.

«Her har vi altsaa indbrudstyven,» sa ingeniør Barrat i en haanlig tone. «Det ser næsten ut, som om han har puttet sig frivillig i kasjotten.»

Det var et held for Rask at kellneren og piccoloen var med. Forbryderne turde derfor ikke bruke sine revolvere.

«Ja, nu gjælder det at sikre sig hans person og overlevere ham til politiet,» fortsatte Barrat. «Løs paa’n, karer!»

Og dermed styrtet alle 7 løs paa den ulykkelige opdager.

Rask vilde imidlertid ikke la sig fange. Heller dø end falde levende i Barrats hænder, svor han for sig selv.

Selv i sin nuværende fortvilede situation var den store opdager en motstander, som ikke var til at spøke med.

Han gjorde to vældige spark bakut.

Det ene traf Bukki Matti i maven og sendte ham som en bylt bort i det andet hjørne av værelset. I farten rev han med sig de argentinske banditter, som rullet hulter til bulter omkuld paa gulvet.

Det andet traf kellneren under haken og foraarsaket et kraftig sammenstøt mellem kellnerens bakhode og ingeniør Barrats pande, saa der danset gule og grønne stjerner for forbryderchefens øine.

Piccoloen blev staaende stum av forfærdelse og se paa.

75Men snart samlet forbryderne sig til et nyt angrep. I sluttet falanks rykket de frem mot sin fastlænkede motstander, som imidlertid avparerte alle fremstøt med sine frygtelige spark bakut.

Det kom nu Rask til nytte, at han av sparsommelighetshensyn altid gik med saalebesparere og hæljern under støvlerne.

Det sang i de argentinske pandebrasker og i Bukki Mattis tindinger, hver gang en av disse stiftet nærmere bekjendtskap med saalebesparerne.

Kellneren og piccoloen blev «knocked out» i løpet av et kvarters tid. De satte sig ned paa gulvet og ynket sig, mens de befølte sine smertende lemmer.

Allikevel var partiet altfor ulike.

Man maa erindre, at det var fem mot én, og at den store opdager intet kunde se, idet hans hode befandt sig utenfor muren. Aldrig tidligere hadde Stein Rask kjæmpet under saa vanskelige og haabløse vilkaar. Det var kun hans kjæmpesterke konstitution og hans aldrig svigtende energi, som bevirket, at han overhodet kunde holde saa længe ut.

Men tilsidst var selv hans kræfter uttømte.

Med et suk holdt han inde. Til hvilken nytte var det at stritte imot længere? Han maatte saa allikevel tilsidst gi tapt.

«Værsaagod arrester mig,» sa han med brutt røst.

Det viste sig imidlertid snart, at dette var betydelig lettere sagt end gjort.

Alle hans motstandere – kellneren og piccoloen var nu kommet til kræfter igjen – rev og slet i opdagerens krop for at trække hodet ut av aapningen.

Men forgjæves. Det sat som i en skruestik.

76Sveden perlet ned av panden paa de argentinske banditter, som halte og drog av alle kræfter. Bukki Matti bandte og svor med alle det finske sprogs kraftigste gloser, mens ingeniør Barrat opflammet de andre med haanende tilrop.

Men like litet hjalp det. Stein Rask var urokkelig.

Efter en halv times uavbrutt dragkamp maatte forbryderne gi op.

Pustende og pæsende satte de sig ned i et hjørne av rummet for at holde krigsraad.

Hvad ialverden skulde man finde paa for at vinde bugt med disse fatale ører, som paa denne maate gjorde alle deres anstrengelser tilskamme?

Ingeniør Barrat foreslog, at man skulde sprænge istykker muren rundt vindusaapningen for derved at faa en større aapning.

Bukki Matti fandt, at man hellere burde hente en winsch og en kraftig motor, binde en solid jernkjetting om opdagerens ben og winsche ham løs.

Kellneren antydet, at man kanske burde la Rask bli sittende der.

Piccoloen foreslog at skjære ørene av.

Ingen av disse forslag vandt almindelig bifald. Snart opstod der et vildt mundhuggeri, hvorunder enhver forsøkte at overbevise de andre om, at hans forslag var det eneste saliggjørende.

Den store opdager lot imidlertid ikke tiden gaa ubenyttet hen.

Han vilde nu forsøke den sidste fortvilede utvei.

Mens de andre diskutterte som ivrigst, benyttet han anledningen til at avføre sig sine benklær, støvler, jakke og vest. Han stod nu i et særdeles let kostyme, særlig eftersom han om sommeren aldrig pleide at bruke underbenklær.

77Nu eller aldrig! tænkte den store opdager. Der var kanske en svak mulighet for, at han, avført de hemmende klædningsstykker, kunde klare at presse sig ut gjennem vindusaapningen. Han tok spændtak med benene og opdaget til sin usigelige glæde, at skuldrene holdt paa at gli igjennem.

Da fik ingeniør Barrat øie paa ham og forstod øieblikkelig hans forehavende.

«Caramba!» brølte han og sprang op. «Fyren er ifærd med at fordufte!»

Alle syv fløi op med lynets hurtighet og sprang frem til vindusgluggen.

I dette øieblik var det som om Rask fik overmenneskelige kræfter. Han vred sig halvt om, tok spændtak i gulvet og sparket til.

Og i samme øieblik Bukki Matti vilde slaa kloen i opdagerens ben, gled han som en aal ut gjennem aapningen, fik tak i den reddende takrende og rutschede med lynets hurtighet ned mot gaardspladsen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.