Kap. 20. Hvor er Grøftegrøft?

104Efter at den store opdager hadde faat endel av Simon Gløggs avlagte klær paa sig og desuten en kop kaffe til at styrke sig med, gav han en kort beskrivelse av sine mange rystende oplevelser de sidste dage.

Saa var det Simon Gløggs tur til at fortælle.

Da den store opdager hørte, at det var lykkedes ingeniør Barrat og hans følge at fordufte, svor han en forfærdelig ed, og det var ikke just velsignelser han lot regne ned over Simon Gløggs syndige hode.

Det eneste, som trøstet ham til en viss grad var at ingeniør Barrat kanske, naar alt kom til alt, slet ikke hadde noget med pølsemaker Grøftegrøfts forsvinden at gjøre.

«Har du saa fundet ut, hvad meningen var med de besynderlige annoncer i «Aftenposten?» spurte Stein Rask.

«Ne-ei, ikke det akkurat –» stammet Simon Gløgg, «men –»

«Hvad i herrens navn har du saa idetheletat gjort?» skrek den store opdager.

«Jeg har forlovet mig med frøken Hansen,» svarte Simon Gløgg.

Og saa fortalte han om sit besøk i avisens ekspedition, om hvordan han hadde gjort sin entre hos familien Hansen, og hvordan frøken Amalie netop var 105ifærd med at gi ham forklaringen paa annoncernes mysterium, da iltelegrammet kom.

«Men nu er klokken straks 7,» endte Simon Gløgg sin beretning, «og da skulde hun komme op til mig igjen. Saa kan du faa høre resten av hendes egen mund.»

Et kvarter efter ankom den skjønne Amalie.

Stein Rask blev præsenteret for hende som direktør Nathansen, en av hendes forlovedes allerbedste venner, som hun ikke behøvet at ha nogen hemmelighet for.

«Ja, hvad var saa meningen med de besynderlige annoncerne, ved hvis hjælp du og gamlekjæresten din korresponderte sammen,» spurte Simon Gløgg efter en stunds forløp.

«Meningen er uhyre enkel,» forklarte frk. Amalie leende. «Rudolf og jeg hadde avtalt, at bare hvert tredje ord i annoncen skulde ha betydning. Læser man hvert tredje ord, forstaar man straks sammenhængen –»

Hurtig fandt den store opdager frem papir og blyant og noterte ned de to annoncer, hvis ordlyd var som indprentet i hans hukommelse:

«Desværre opsættelse. Mesteren forhindret i planerne idag. Taushet! Naar gamla blir alene passer timen. Vent paa mesterens bud.»

Og:

«Kan krudtet fænge? Du tvinger brødrene komme avtalte sted. Iaften falder loddet. Utenfor ringen truer guldsmedens hævn. Pølsemakerens butik besøkes først.»

Saa snublende let var altsaa løsningen!

Læst paa den av Malla angivne maate stod der kort og godt:

106«Desværre forhindret idag. Gamla passer paa.»

Og:

«Kan du komme iaften utenfor guldsmedens butik?»

Borte var al mystik. Borte var tilsyneladende enhver forbindelse med det Grøftegrøftske mysterium.

Rask klødde sig eftertænksomt i hodet.

«Men si mig, frk. Hansen, hvorfor satte De altid «Flora» som overskrift?»

«Jo, det var efter avtale. Det var egentlig fordi Rudolf og jeg først blev kjendt en kveld nede paa Flora dansesalon i Tivoli –»

Atter forsvandt mystiken for den prosaiske virkelighet.

«Faar jeg lov at spørre Dem om endnu en ting,» sa Rask. «Hvad er han egentlig for noget, Deres forhenværende kjæreste. Hvad bestiller han?»

«Ingenting for øieblikket,» var svaret. «Han avtjener for tiden sin værnepligt som gardist –»

«Gardist! Gardist!»

Og pludselig gik der et lys op for den store opdager.

Meget som før var dunkelt, stod pludselig klart for ham. Og han begyndte at øine en svak lysning ind i det før saa uutgrundelige mørke, som omgav problemet Grøftegrøft –

Nu forstod han, hvad Simon Gløgg hadde fortalt om frøken Amalies mystiske bemerkninger til sin mor, om at kjæresten ikke kunde komme ut før sent paa aftenen, efterat «signalet var gaat», fordi «de passet saa godt paa.»

Og nu forstod han tillike bukseknappens mysterium.

Læseren vil erindre, at Rask utenfor Grøftegrøfts vindu hadde fundet en besynderlig bukseknap av jern eller zink, en tarvelig utseende tingest, som paa en eller 107anden maate hadde mindet ham om længst henfarne dage.

Nu visste han, hvad denne knap hadde mindet ham om. Den hadde mindet ham om hans egen soldatertid, som matr. nr. 1682 paa «borgen».

Det var en av disse simple metalknapper, som pryder matrikelnumrenes leirjakker og leirbukser, og som utgjør toppunktet av den elegance mor Norge finder at kunne utstyre sine sønner med, naar de er i kongens klær.

Denne knap hadde altsaa gardisten Rudolf Jensen mistet utenfor vinduet til pølsemaker Grøftegrøfts røkeværelse –

Alle spor pekte nu hen mot gardisten som hovedmanden i den hemmelighetsfulde affære.

Det er en time senere.

Klokken er 11 nat.

Over den Grøftegrøftske villa i Thomas Heftyes gate hviler høstnattens ro. Kun fra et vindu paa baksiden av huset lyser der et svakt skjær.

Haven bak huset ligger i mørke. Det rasler svakt i trærnes grene, hvergang en luftning stryker forbi.

I haven, en 15 meter bak huset, ligger et hundehus. Ut av dette hundehus stikker et hode.

Det er dog ikke «Pasop»s aarvaakne øine, som lyser frem i mørket.

Det er detektiven Stein Rasks energiske ansigt.

Resten av kroppen er skjult inde i hundehuset.

Hvordan er han kommet hit? vil læseren maaske spørge.

Det er hurtig fortalt.

108Da opdageren hadde talt med Malla, var hans beslutning fattet.

Nu var det Grøftegrøfts villa, som maatte holdes under opsigt. Der kunde han kanske allerede iaften opdage et eller andet av interesse.

Han sa hurtig farvel til Simon Gløgg og hans kjæreste, foregav et uopsættelig forretningserende og skyndte sig hen til Thomas Heftyes gate. Da han vel var kommet ind i haven, gjorde han den opdagelse, at hundehuset var en fortræffelig utkikspost. Et strømpebaand blev fast knyttet om snuten paa hunden, som saa blev placert, omhyggelig bundet, nogen meter bak huset, mens detektiven indtok pladsen indenfor.

Han hadde en fornemmelse av, at iaften vilde der ske noget.

Derfor laa han taalmodig og ventet, i en ikke altfor makelig stilling, mens minutterne langsomt sneglet sig hen.

Av og til kastet han et blik mot det oplyste vindu. Saavidt han kunde skjønne, var det kokkepikens værelse. En gang imellem syntes han at skimte et ansigt, som tittet frem bak gardinerne.

For at fordrive tiden tændte han en cigaret og saa med velbehag den blaa røk svinde op i luften.

Klokken var nu blit halv tolv.

Pludselig hørte han listende skridt fra siden. Det knaste i grusbelægningen.

En skikkelse i uniform, med den flotte gardistlue paa hodet, sneg sig forsigtig henad havegangen og imot huset.

Der har vi nok vor ven Rudolf Jensen, tænkte den store opdager.

Skikkelsen stanset utenfor det oplyste vindu og plystret sagte et par gange.

109Vinduet blev aapnet, og ut stak et kvindeansigt. Detektiven kunde dog ikke skjelne hendes træk i mørket.

Rask hørte en svak hvisken og tisken, avbrudt av den umiskjendelige lyd av et kraftig smeldkys.

Derefter blev vinduet helt aapnet, og en kvindeskikkelse hoppet ut.

Arm i arm kom parret spaserende, ret opover mot hundehuset.

Rask trak i en fart hodet til sig og krøp sammen saa godt han kunde inde i det trange rum.

Like foran hundehuset satte parret sig ned, gardisten med armen om damens liv. Og saa hørte Rask følgende interessante samtale:

«Har hu endda ikke merket noget?» spurte gardisten sagte.

«Nei langtifra. Hu bare graater og hyler hele dagen. Hu sørger over denne kjuksakken sin som om han rent skulde være et klenodium. Men værst var det forresten, da han derre detektiven var her. Han saa saa skarpt paa mig, at jeg blev reint fælen.»

«Men han opdaget heller ingenting?»

«Neida, det tror jeg da ikke. Uf, det har vært et leven og et huskomhei de sidste dagene, saa det har rent vært grove tingen. Bare dette var vel over, og manden snart kom tilrettes igjen.»

I det samme vendte kvinden ansigtet om, saa Rask kunde skjelne hendes træk.

Han gjenkjendte hende øieblikkelig. Det var Grøftegrøfts kokkepike, Gurine Hatlemark.

Og samtidig la han merke til en anden ting, som interesserte ham umaadelig. Gardisten hadde en fille bundet om pekefingeren paa høire haand, som han netop holdt kjærlig om kokkepikens liv.

110Rask stirret i flere sekunder paa den blodplettede fille.

Og i samme øieblik gik gaadens løsning op for den store opdager.

Som i et tableau saa han det hele for sig.

«Vov! Vov!» bjeffet han høit og lystig ut mot det forelskede kjærestepar.

Gardisten og kokkepiken fløi fra hverandre som om de var stukket av hver sin slange.

Ut av hundehuset krøp opdageren paa alle fire. Og saa slog han kloen i skulderen paa det forskrækkede par og sa med sin allermest frygtindgydende stemme:

«I lovens navn arresterer jeg Dem!!»

«Kom nu og bli med ind til fru Grøftegrøft og gaa hurtigst mulig til bekjendelse,» fortsatte detektiven, da parret var kommet nogenlunde til besindelse. «Jeg er den berømte opdager Stein Rask.»

– –

Et kvarter senere stod der en graatende kokkepike, en benauet gardist og en stolt detektiv foran fru Grøftegrøft inde i dagligstuen. Fruen var staat op av sengen og hadde saavidt faat slængt en morgenkjole og en natkappe paa sig.

«Det skal være mig en fornøielse at rekonstruere for Dem, ærede frue, hvordan det hele er gaat for sig,» sa den store opdager. «Jeg ser nu hele sammenhængen tydelig for mig. Vil De ikke ta plads saalænge mens jeg fortæller.»

Fruen satte sig, og detektiven fortsatte:

«For at begynde med begyndelsen: Danserinden Flora har intet med saken at bestille. Deres mand har sandsynligvis kjendt hende engang i gamle dage, siden han hadde hendes fotografi i sin skrivebordsskuf.

111De mystiske annoncer har heller intet med saken at gjøre. De var indrykket av en viss frøken Amalie Hansen, som paa denne maate korresponderte med sin kjæreste, gardisten Rudolf Jensen.

«Hvordan vet De dette?» spurte gardisten forbauset.

Rask lot sig ikke forstyrre, men fortsatte uanfegtet, mens han knipset asken av cigaretten:

«Bemeldte gardist var ikke ganske trofast mot sin kjæreste. Han dyrket ogsaa et andet kjærlighetsforhold, nemlig til Deres kokkepike, frk. Gurine Hatlemark, som nu staar foran Dem herinde. Han besøkte hende tit og ofte om aftenen, idet han ulovlig snek sig ut av kasernen efter rosignal.

Den aften Deres mand forsvandt var hr. gardisten atter ute paa vift.

Klokken 11 om aftenen snek han sig hen til kokkepikens vindu for at træffe hende. Hun var imidlertid endnu ikke færdig med sit arbeide, og de avtalte derfor et stevnemøte senere paa aftenen. Da var det De hørte ham hviske: Inat kl. 12! Og den mandsskikkelse, De syntes at skimte, idet han forsvandt i mørket, var netop hr. gardist Rudolf Jensen.

Kl. 12 var han tilbake igjen i haven. Han blev hjulpet av kokkepiken ind paa hendes værelse. Deres mand i røkeværelset ved siden av var da gaat ut i et eller andet erende. Frk. Gurine og hendes elsker fik saa den ulyksalige idé at avlægge en liten snarvisit inde i Grøftegrøfts værelse. Jeg tar neppe feil, naar jeg antar, at det var whiskyflasken inde i skapet som lokket den bolde kriger –»

«Aassen i al verdens rike vet De alt dette her?» utbrød kokkepiken forfærdet.

112«Hys!» avbrøt opdageren hende med en bydende haandbevægelse. «Det hører med til mit fag at vite alt og forstaa alt.»

Som sagt, piken vilde gjerne skjænke sin kjæreste en dram, og han vilde gjerne ta imot. Paa taaspidsene snek de sig ind i røkeværelset. Det var de listende trin, fruen hørte fra værelset ved siden av.

Men i mørket kom hr. Jensen desværre til at snuble mot en stol, saa denne væltet og han selv faldt paa gulvet saa lang han var. Det var «det dumpe fald av et menneskelig legeme», kjære frue. Og saa sprang De op fra Deres plads inde i dagligstuen. Dette hørte parret og foretok en skyndsom flugt. Piken retirerte gjennem kjøkkendøren, og gardisten hoppet hurtig ut gjennem vinduet. I faldet hadde han skaaret sig i fingeren paa et stykke av pjolterglasset, som han kom til at vælte ned og knuse, da han væltet stolen. Derav de tre mystiske blodflekker paa gulvet og i vinduskarmen. Som De vil se, bærer han endnu fille om høire haands pekefinger.

I det samme han hoppet ut gjennem vinduet, sprang en knap i benklærne. Den fandt vi, som De nok erindrer, dagen efter like nedenfor vinduet.

Altsaa mine damer og herrer,» endte Rask sin lange enetale. «Mysteriet er nu, som De vil se, opklaret. Det hele er en simpel anvendelse av følgeslutningernes videnskap.»

«Men,» bemerket fru Grøftegrøft spakfærdig. «Vi har jo endnu ikke fundet min mand.»

«Det er pokker ta mig sandt,» sa den store opdager. «Vi har jo endnu ikke fundet Grøftegrøft.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.