Kap. 6. La Belle Flora

24I en av logerne i «Dovrehallen» sat Stein Rask og saa ut paa det brogede liv.

Den store opdager følte sig rigtig i sit es i dette elegante, mondæne forlystelsesetablissement. Med velbehag mønstret han herrernes pletfri aftenantræk og damernes straalende toiletter. Den norske hovedstads «upper ten» hadde fyldt varieteens logerader, mens bourgeosiet hadde indtat de mere beskedne pladse nede paa gulvet. Rundt omkring ham lynte det i diamanternes skarpslepne facetter, mens perlerne blinket mat og aristokratisk og rubinerne straalte med sin dunkel røde glød. De fineste og mest utsøkte parfymer fyldte den elegante Kristiania-variete med en eggende og farlig duft –

Med spillende øine og alle sanser vaakne suget opdageren ind i denne deilige, berusende atmosfære –

Det er sandelig noget andet end madam Kopperuds Florida-water, tænkte opdageren for sig selv.

Det var længe siden, han hadde hat raad til en saadan avveksling i det daglige einerlei. Han følte sig formelig oprømt og tænkte paa de glade studenterdage, før han gik op og fik juridisk embedseksamen med «non», – dette ulyksalige «non», som var hans Akilles-hæl og som han visste de misundelige ordinære politiembedsmænd 25gik og hoverte over. Men nu tænkte han kun paa, hvilken lystig fætter han dengang hadde været og hvor mange fornøielige stunder han hadde tilbragt i Dovrehallen og hovedstadens andre mondæne natkaféer.

Det gaar paa fru Grøftegrøfts regning, tænkte han og bestilte en ekstra høi pils.

Samtidig tænkte han over alt, hvad han i eftermiddagens løp hadde faat vite om den berømte danserinde La Belle Flora. Hun var smuk, sagdes der, og i besiddelse av en krop og et par øine, som nok kunde lede mænd ut i fordærvelsen. Der hviskedes om, at hun ogsaa var spion for en fremmed magt og hadde mange merkelige bekjendtskaper, bl. a. skulde hun ved nattetid være en ikke ukjendt gjest i et visst konsulat. Av fødsel var hun ungarerinde. Politiet hadde hende vistnok i kikkerten som mistænkt for at staa i forbindelse med den netop opdagede spioncentral i Gøteborg –

Nærværende fortælling foregaar, som tidligere bemerket, under den store verdenskrig, i aaret 1917. Publikum var netop i disse dage opskaket ved beretningerne om «bombebaronen» Rautenfels, de mystiske ildebrande rundt om i landet, attentatet paa Norges største vaabenfabrik, spioner her og spioner der. Luften dirret i en feberagtig spænding, det var som om menneskene levet sit liv under et stadig nervøst høitryk. I det fjerne stod krigens hæslige spøkelse og truet –

Og imens levet nationen sit glade liv paa avgrundens rand. Penge østes ut som aldrig før av de nybakte visergut-millionærer, varieteerne hadde fuldt hus hver eneste kveld, champagneproppene klang og det bruste i damernes silkekjoler –. Ak, hvilken danse macabre!

– – –

Teppet gaar op.

La Belle Flora træder frem.

26Detektiven strækker hals.

Jo det var rigtig som folk hadde sagt: danserinden var usædvanlig vakker. I hendes dunkle graagrønne øine med de mørke ringer under lyser en latent sydlandsk glød. Over hele hendes væsen hviler en egen dorsk, indsmigrende lathet. I sandhet en skjøn prestinde for Venus’ syndefulde alter. –

Ak ja, sukket den store opdager. Det var længe siden, han hadde ofret paa dette alter.

Tæppet gaar ned.

Danserinden trækker sig tilbake, ombrust av bifald.

Nu er øieblikket kommet, tænkte den store opdager. Han vinket paa negerkellneren og rablet i en fart ned paa sit visitkort:

«Til den udødelige La Belle Flora. Deres uovertrufne skjønhet og Deres uforlignelige kunst har gjort det dypeste indtryk paa mig. Har De lyst paa et glas champagne i bodegaen? Isaafald, kom straks!

Deres oprigtig hengivne
Beundrer.»

«Bring dette til danserinden øieblikkelig,» sa han og gav kellneren en 50-øre.

Kellneren bukket og forsvandt.

En halv time senere sat detektiven og La Belle Flora paa hver sin tønde i Dovrehallens bodega og nippet til «Den gule enke», som skummet perlende i de slanke, elegante glas.

Passiaren gik livlig og detektiven viste sig som en kurtisør av rang.

Det var kun en ting som pinte ham. Han visste han hadde en desværre ikke ganske usynlig flek paa 27den ene side av snippen. Han hadde ingen rene snipper hat igjen imorges, da han klædte sig paa. Derfor klemte han haken godt ned til brystet for paa denne maate at skjule den fatale flek.

Efter en stunds forløp la han merke til, at divaen syntes at veksle et par hemmelighetsfulde blikke med en mand, som sat i en krok av bodegaen, nogen meter fra dem. Manden var elegant klædt, men han sat i skygge, saa detektiven ikke tydelig kunde skjelne ansigtstrækkene.

Pludselig saa manden op, og Rask opfanget hans blik.

Det gav et rykk i detektiven.

Hvor hadde han set disse øine før?

Disse sorte, uutgrundelige, magnetiserende øine med det dæmoniske uttryk hadde han møtt tidligere i sit liv, det visste han.

Men hvor, og naar?

Og en svak angstfølelse, en anelse om kommende ulykker, sneg sig ind i detektivens sjæl.

«Hvad tænker du paa da kjukken?» sa La Belle Flora og dikket ham i siden.

Stein Rask vaagnet og strøk sig over panden.

«Paa dig naturligvis, vennen min,» sa han og lo.

Men han følte selv, at latteren ikke hadde den rette klang.

Saa besluttet han sig til at gjøre det store kup. Skulde han opdage noget, maatte han komme hjem til danserinden, det indsaa han.

«Kan jeg faa lov til at følge dig hjem iaften?» spurte han.

Men nei, iaften passet det nok ikke for La Belle Flora. Hun var optat. Men hun sa dette lidt usikkert, og det forekom Rask at hun i det samme kastet et stjaalent 28blik bort paa den hemmelighetsfulde mand i hjørnet.

«En anden aften er du velkommen,» sa den smukke danserinde. «Men iaften kommer der en – en ven hjem til mig.»

Død og pine, tænkte detektiven, kanske der skal foregaa et eller andet av vigtighet iaften? Noget i forbindelse med saken?

Rask tok en hurtig beslutning. Koste hvad det koste vilde, han skulde naa tilbunds i mysteriet ved alle midler –

Efter at ha faat vite, at danserinden bodde i Storgaten nr. 105, 3. etage, og efter at ha betalt champagnen, sa han farvel og «paa gjensyn senere» til La Belle Flora.

Da han stod utenfor Dovrehallen, brettet han kraven op over ørene og trak hatten ned i panden. Derpaa gik han med hurtige skridt opover Storgaten, til han stanset utenfor nr. 105. Det var en almmdelig tarvelig leiekaserne som hundrede andre i dette strøk.

Et øieblik betænkte han sig. Saa skjøt han hjertet op i livet og sneg sig lydløst opover trappene. I tredje etage stanset han, strøk av en fyrstik og lyste paa dørskiltene.

Jo, der stod paa et smudsig visitkort: Flora Henckelmann, artist.

Ved hjælp av en universalnøkkel var det et øiebliks sak for den store opdager at laase sig ind paa værelset. Det gjaldt nu at finde et skjulested, hvorfra han uten selv at bli set, kunde høre og se alt hvad der foregik i værelset.

Efter nogen betænkning valgte han at krype ind under danserindens seng.

Med bankende hjerte laa detektiven under sengen og avventet La Belle Floras hjemkomst.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.