I.

Å gud nej – hun fik det ikke til – – hun fik det ikke til!

Det var aften i atelieret med stærkt lampelys.

Fru Else Kant stod fortvivlet foran staffeliet med det gråt i gråt bemalte lærred. Nu havde hun holdt på nat og dag i over et år, slidt sjælen ud af kroppen på sig, for at få frem, hvad hun havde på hjærte. Men jo længer det led, jo værre det blev. Denne skikkelse der i hjørnet, som skulde være livsangstens symbol – ha, ha! En stakkels tomsing af en fyr med påklistrede, sorte vinger – en maskeradefigur.

Å gud, gud, hvad skulde, hvad skulde hun gjøre! Hun, som dog engang havde kunnet noget, som havde vakt denne dejlige forbitrelse hos de «pene» i publikum. Men nu havde det sagt stop. Pludselig stop.

2– Ja, hun kunde jo gi sig til at male og male, søde, yndige billeder med smilende landskaber og flitterstasfigurer. Men det kunde hun altså ikke.

Bare hun kunde lægge malingen ganske på hylden, aldrig mere røre ved en pensel. Tænk for en fred, der da vilde sænke sig over hende. Leve sit liv optat af disse, hver dag tilbagekommende småpligter, hvis opfyldelse skabte tilfredshed for hende selv og velvære for hendes kjære. Bli kvit denne utålelige byrde, der altid ved dag og ved nat lå over hende som en mare. Og havde hun endda bare havt dette ene, kunde hun git sig ganske hen til sit arbejde, og i alle andre forhold ladt fem være lige. Men når ikke alt i huset med barnet og maden og stellet og pigerne gik, som det skulde, led hun forfærdeligt, og anklaged sig selv som den, der var forsømmelig og efterladende.

Nej, der skulde kjæmpekræfter til for at gjøre fyldest på så mange områder. Paulus havde evindelig ret, da han forbød kvinder at optræde offentlig. Gifte kvinder skulde han ha sagt – skjønt nej – de, som ikke var gift, kunde jo bli det.

Å for en jammer. Skulle se på dette forfærdelige smøreri, der sved hendes sjæl som 3ildsluer. Ha klart og levende i sig, hvordan det skulde være, og så – –

Denne kamp mellem det, hun vilde male, og det, hun malte, skabte et sammensurium af elende, der grov sig ind i hendes hjerne, filtred sig om alt, hvad hun hørte og opleved, lammed hendes energi og knækked hendes vilje. Gjorde hende dertil så urimelig og vanskelig at omgås. Hendes stakkels mand – så oprevet og fortvilet som hun var – ja fortvilet indtil døden, fordi hun måtte, måtte få sit arbejde færdigt, og så sin uformuenhed frygteligere og sikrere for hver dag, som gik.

Hun satte sig på en puf, foroverbøjet med albuerne på knæerne og ansigtet skjult i hænderne, og mens hun rokked frem og tilbage, gråd hun med en dæmpet, jamrende hulken, der af og til afbrødes af en heftig hoste.

Hvad kunde det også nytte, om hun kom bort en tid, hvorom hun af og til havde talt med sin mand. Hun tog jo sit indre med sig, sin kval og kvide over det ufuldførte arbejde, sin længsel efter mand og barn, den dejlige lille gut, som hun ikke kunde undvære en dag, uden at føle et nagende savn. Og så havde hun heller ikke råd til at rejse, ikke råd til nogen 4verdens ting, nu, hun så længe intet havde fåt færdigt og intet havde solgt.

Hun følte en rykning gjennem baghodet, og retted sig op med et sæt. Så strøg hun hånden varsomt fra nakken opover, og kneb øjnene sammen.

Ja, det var jo ikke så underligt, så søvnløs, som hun havde vært nu snart i et år. Hele sommeren da hun lå dernede i Schweits med barnet, havde hun ikke sovet ordentlig en eneste nat. Ofte ikke fåt blund i sine øjne fra hun la sig om kvælden, og til hun stod op om morgenen, fordi den lille, som hun for pigens upålideligheds skyld måtte ha hos sig, lå urolig og vælted sig i den lille jernseng, der hver gang gav en knagende lyd. Så havde hun ligget og læst den hele, lange nat ved lampelys, og om morgenen, når gutten var badet og påklædt, og gik ud med barnepigen, havde hun lagt sig igjen, og forsøgt at sove lidt, men var som oftest blet forhindret af dagens travle lyde. Og så dette forgræmmende slid med det store billede, som hun naturligvis havde ført med sig, og som hun aldrig fik videre og ikke kunde få videre. Altid hang hun over det, fordi det uafladelig suged hende til sig, og fordi den sjælslidelse, hendes frugtesløse stræv voldte, blev endda større, når hun flygted fra arbejdet. 5Og søvnløsheden var blet ved, hele vinteren hjemme. Hun var ligesom kommen i vane med ikke at sove, hun, som netop altid havde trængt så megen søvn. Uden nattesøvn kunde ingen klare sig i længden. Selv det stærkeste menneske måtte bukke under. Derfor var hun nu, som hun var. Å gud, disse rykninger, der ligesom kløved hodet i to dele, så hun undertiden havde trang til at surre bånd fast omkring det. Og ingen forandring, ingen udvej til at undslippe. Leve livet naglet fast til den marterpæl, hendes arbejde mere og mere var blet hende.

Hun tørred ansigtet og blev siddende ubevægelig, mens blikket stivned i kummer. Så kom hostebygerne igjen, lange, anstrengende, så at øjnene fyldtes med vand.

Sligt et vrag, hun var blet.

Og hun kunde ha mod til at optræde som dommer og anklager ligeoverfor andre. Kirsten, som hun havde sagt op, fordi hun stjal, og gjort ulykkelig for livstid, for nu var hun begyndt at drikke for at døve sorgen. Hendes hjærteskjærende gråd, da hun fik at vide, at det var kommet op –. Hun hørte den i ørene og så pigens hvide, opspilte ansigt. Og ingen plads havde hun fåt. Hvad skulde der bli af hende? Hun vilde naturligvis gå til grunde, og det var 6hendes skyld. Å den arme, arme Kirsten – Jeg bér Dig om tilgivelse, om tilgivelse – –

Ja, hvor hun vendte sig hen, og hvad hun end tænkte på, var det altsammen ondt og tungt. Gutten, som hun ikke kunde få til at spise nok, og som lå der om aftenen time efter time uden at ville sove. Andre folks børn både sov og spiste, men hun bar sig naturligvis forkjert ad med ham. Sådan i et og alt. Der var intet lyspunkt – intet, intet. Og det vilde stadig bli værre og værre. Hun fik jo aldrig tid til at gjenvinde sine kræfter, hun, som havde denne nervøse hoste, der især om natten var aldeles desperat, og trætted hende ud, så hun knapt orked at stå op om morgenen. Hjernen fik aldrig hvile. Altid var den i boblende kog om de samme og samme grublerier. – At dø var det eneste tiloversblevne. Nedlægge kampen. Forsvinde fra et liv, der kun var lidelsesfuldt, og som hun gjorde lidelsesfuldt også for andre. Det var umoralsk at bli ved med at leve, når man intetsomhelst duede til, når man vidste med sig selv, at man kun var til byrde og plage for dem, man så gjerne vilde yde det meste og bedste, og endydermere vidste, at det aldrig blev anderledes.

Det var dog underligt, hvor længe et menneske, 7selv det ulykkeligste og mest forpinte, kunde vakle og betænke sig, når det gjaldt om at kaste byrderne fra sig ved at udslette sig selv fra de levendes tal. Dybt rodfæstet måtte den være, denne gru for at glide ind i tilintetgjørelsens evige mørke, siden hun endda blev ved med at slæbe sig over dagen, gjennem natten – over dagen gjennem natten.

– Nå ja, men denne sidste udvej løb jo ikke fra en.

Hun rejste sig hastig, gik hen til staffeliet og begyndte at male med optrukne bryn og tæt sammenknebne læber. Ret som det var, måtte hun holde inde for at hoste. Det gjorde ondt for brystet og værked i skulderbladene, og knæerne var så matte. Men hun ænsed det altsammen ikke – bare blev ved.

Med ét opklaredes hendes mine, øjnene fik et udtryk af levende glæde, og hele ansigtet strålte. Nu fik hun det til – endelig – endelig! Hun la paletten fra sig, trådte et skridt tilbage og betragted billedet.

Pludselig fôr hun sammen. Var det ikke gutten? – Hun lytted et øjeblik og skyndte sig så gjennem spisestuen ind i barneværelset, hvor der brændte natlampe. Der lå barnepigen og snorked med åben mund, og i den lille seng på 8den anden væg sad gutten oprejst med fægtende arme.

«Søde lille Tage min,» Else bøjed sig over ham og fik ham i en fart kysset lysvågen. «Hvad er det, gutten min? Skal jeg synge for Dig?»

«Ja, den om pusekatten, mamma.»

Else la gutten ned på puden og dækked ham til. Så sang hun på en slæbende melodi:

Pussekatten ligger under ovnen
Og klager al sin nød.
Den har så ondt i hode’ sit,
Den tror, det blir sin død.

«Død, hvad er det for noget, mamma?»

«Det er så’n som bedstepappa er.»

«Skal man så ikke mere komme i seng om aftenen og drikke kakao om morgenen, mamma?»

«Nej, for så er man død.»

«De, som er død, har det godt. De har mamma.»

«Nu må Du ikke snakke mere, men skynde Dig at sove. Husk, det er midt på natten.»

«Hvad er natten for noget, mamma?»

9Glæder eder alle småmusene,
For nu er pusekatten død,
Nu kan I gå i spiskamere’
Og spise smørrebrød.»

«Tog de ost på, mamma?»

«Nej. Men nu snakker Du jo igjen.»

Døren fra spisestuen gik op, og en høj, bredskuldret mand med mørkt, skaldet hode kom ind.

«Pappa!» råbte gutten, og sad med et sæt oprejst i sengen. «Tage er sulten. To stykker smørrebrød med leverpostej, og et med steg og et med ost!»

Kant gik hen til sengen, bøjed sig over barnet og sa dæggende: «Så Du er sulten, pus?» «Gå nu Du ind og læg Dig,» vendte han sig bønlig til Else. «At Du nu sidder her igjen. – Og gutten, som Du ikke gir fred til at sove.»

«At Du vil sige så’nt, Knut. – Jeg, som er så fortvilet, når barnet ikke sover.»

Tage havde stående oprejst i sengen slåt armene om farens hals. «Jeg vil ind i spisestuen med Dig,» sa han indsmigrende.

«Ikke gjør det,» bad Else.

«Kanske det er ligegodt at trætte ham ud. Så sover han desto bedre bagefter.» Kant svøbte 10teppet om gutten, tog ham på armen og gik ind med ham i spisestuen. Der satte han sig ved bordet med barnet på skjødet, og gav ham mad.

Else fulgte efter, og satte sig ligeledes ved bordet.

Tage kom i ypperligt humør. Han trak Kant i skjægget, mens han småsnakked ustanselig og af og til béd i et stykke smørrebrød, som han derpå putted faren i munden. Så havde han fåt frigjort fra teppet den ene fod og holdt den pludselig op i ansigtet på Kant, der var ligeså henrykt som barnet.

Else smilte bekymret, og rysted hodet. «Du ser jo, at han ingenting spiser,» sa hun. Men straks greb så Tage et stykke smørrebrød, og forsikred, at han var meget, meget sulten, og at han vilde spise det altsammen.

«Kan Du ikke gå ind og lægge Dig, Else?» bad Kant igjen. «Du véd ikke, hvordan Du sér ud.»

«Gå ind og lægge mig – hvad skulde det være godt for? Sove gjør jeg jo ikke alligevel. Og især nu, da Du sidder der med gutten!»

«Hvorfor græder mamma?»

«Jo, for mamma er syg. Stakkels lille mamma.»

11Else gik tilbage til atelieret, og tog atter fat på at male, mens hun hvert øjeblik trådte lidt tilbage og stirred på billedet med uroligt spørgende blik.

Gud véd, tænkte hun tvilende, det er vist alligevel ikke blet bedre. Hun var også så træt, at hun rysted på hænderne. Og så denne hoste. Men hun måtte holde på. Måtte. Imorgen, når hun stod op, var hun jo endda trættere, og hele dagen vilde det være op i det samme. –

Knut også, som ikke kom ind igjen! – Nu sad han der og vented på, at barnet skulde falde i søvn istedetfor ganske rolig at gå sin vej, eller da ialtfald nøje sig med at vække barnepigen! Knut talte om hende – de altfor mange hensyn, hun tog til barnet, men han var sandelig ikke bedre selv, snarere værre.

– – – Å, dette træk ved munden, dette forfærdelige, opsætsige træk ved munden – –! Hun skygged med hånden for øjnene og så på, hvad hun havde malt. Nu havde hun da fåt det til en ren mumiemaske. – Med penslen og paletten i hænderne tripped hun sagte jamrende op og ned. Så malte hun igjen, mens hodet blev glødende hedt, og sveden sprang frem på hendes pande. –

«Nej men Else da,» Knut var kommen 12ind. Han så forfærdet på hende og gik hen og vilde ta penselen ud af hendes hånd.

«Jeg er jo nødt til at nytte de få øjeblikke, jeg synes, jeg kan arbejde, enten det så er nat eller dag» – hun vristed sit håndled frit fra hans fingre. «Sover Tage?»

«Ja.»

Knut gik et par ganger langsomt op og ned med sænket hode. Så standsed han bagved Else, der stadig malte. Han retted nakken og syntes at ville sige noget, men opgav det og gik atter op og ned.

«Klokken er halvto, Else. Du véd jo, at denne natteiver altid kommer, når Du er som dårligst. Hold dog op for himlens skyld. Jeg bér Dig, Else.»

«Gå Du bare ind og læg Dig, og lad mig skjøtte mig selv. Jeg er forresten slet ikke syg. Det er meget værre med Tage, som ikke hverken spiser eller sover. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om det?»

«Vær nu god, Else,» Knut tog med mild vold paletten fra hende. «Du ødelægger Dig, og Du ødelægger også mig,» han talte lavt, og om de optrukne øjenbryn lå der et udtryk af dyb bekymring.

«Kom nu,» vedblev han, da Else stirred 13åndsfraværende uden at svare. «Du må se til at få sove lidt, – jeg skal gi Dig et Pulver.»

«Å, hvad nytter pulvere,» mumled Else. «Ikke om Du så gav mig 100. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om barnet?»

Knut vendte sig bort og begyndte atter at gå på gulvet. Else gjentog sit spørsmål.

«Barnet fejler jo ingenting,» sa Knut forpint.

«Du vil altså ikke tale til ham?»

«Jo, jeg skal nok. Slå Dig bare tiltåls.»

«Imorgentidlig straks?»

«Ja. Vil Du så lægge Dig?»

Else gik bort og satte sig på chaiselonguen.

Knut så lidt på hende. Så satte han sig også et stykke borte.

Med ét stod Else og malte igjen.

Knut rejste sig og forlod stuen. Han fik prøve at gå ind til sig selv og lægge sig. Det var uudholdeligt at se hende stå der og slide sig op.

Efter en halv times forløb kom han listende ind igjen i slåbrok og tøfler. Else stod fremdeles og malte.

«Uf, hvor Du skræmte mig,» udbrød hun og vendte sig om med et pludseligt sæt. «Vil Du da gjøre mig rent fortvilet ved at gå oppe 14om nætterne og la det være mig, der hindrer Dig i at få ro?»

Knut virred hjælpeløst med hodet.

«Se lidt på, hvad jeg har malet iaften,» sa så Else, «og sig, hvad Du synes.»

«Ikke nu. Jeg må være frisk og klar for at kunne se, og jeg er dødtræt.»

«Naar jeg nu bér Dig saa indstændigt. Jeg skal straks gå til ro bagefter.»

«Det er jo netop det, Du ikke gjør,» sukked Knut. Så gik han hen og betragted billedet med mysende øjne. Else stod spændt og vented.

«Ja, jeg véd ikke, Else. Jeg siger Dig jo, at jeg ikke kan se på denne tid af natten. Det er vist godt det, Du nu har malet.»

«Vist – tror Du ikke, jeg kjender Dig? Du skulde meget heller sige din mening. Å gud, å gud, så er og blir det da forgjæves», hun gråd og gik hensigtsløst om i atelieret. Knut fulgte efter og talte og bad, men hun hørte ikke på ham.

«Nu skal jeg forresten gå til ro,» sa hun omsider, og tørred sit ansigt. «Nu har jeg intet arbejde mere. Hvor det dog var godt, at Du sa, hvad Du syntes. Tak for det» – hun tog op fra en bordskuffe en liden flaske.

15«Hvad vil Du med den?» spurgte Knut, som havde iagttat hende opmærksomt.

«Ingenting. Lad mig bare være.»

«Nej Else! Giv mig øjeblikkelig flasken. Jeg véd, hvad Du pønser på.»

Else så stivt på ham. Han stod rolig med hånden fremrakt og et blik, der syntes overfyldt af sorg, og samtidig var så træt og modløst.

En underlig mand den Knut. Han havde jo den samme opfatning af tilladeligheden i det at ta livet af sig som hun. De havde tit snakket om det. Og dengang da hans unge slægtning holdt på uhjælpeligt at gå tilgrunde, og hun engang havde sagt, hun var bange for, det endte med, at han skjød sig, havde Knut rolig svaret: «Det vilde ikke være det værste.» Men når det kom til stykket, som nu med hende, optrådte han som en almindelig politibetjent. Det havde han også gjort engang før, da hun for nogle år siden havde syntes, at der ikke var andet tilbage end at dø.

Var det fordi han holdt så meget af hende?

Ja, han holdt af hende, men altså ikke nok til at ville unde hende døden. Så havde han heller ikke mod til at forholde sig som passiv tilskuer, når det gjaldt dette sidste, sidste skridt. «Der maa gribes til foranstaltninger,» stod han 16nu og tænkte. «Jeg kan ikke være rolig et sekund på dagen.»

Ja, hvis foranstaltningerne kunde nytte noget, hvis hun igjen kunde bli som i gamle dage, kunde sove, arbejde, få noget færdigt – være glad. – Men det trode ikke Knut, og ikke hun heller. Nej, nej, nej! Hun kunde se det på ham, at han ikke trode det. Men da var det rent ud lumpent af ham, at han ikke lukked øjne og øren og lod hende fare, som hun vilde.

«Det er usselt af Dig,» sa hun.

«Giv mig flasken,» svarte Knut og så ubøjelig ud.

«Men hvorfor? Vilde Du nu ikke tænke i dit inderste indre, når det først var sket: «Jaja, det var tungt, at det skulde ende sådan, men dog det eneste og bedste?»

«Nej,» sa Knut.

Else fôr sammen ved det «nej». Der var i hans tonefald og mine så megen smerte og kjærlighed og urokkelig forvisning. Skulde det være muligt, at han ikke syntes, det var bedst, hun døde? Det var, som om en hård klump inde i brystet begyndte at smelte.

«Så skal jeg heller ikke gjøre det,» sa hun sagte. «Men Du maa vise mig den tillid at ikke ta flasken fra mig.»

17«Det kan jeg ikke. Husk paa disse mange nætter, jeg har gået her og ligefrem kjæmpet med Dig om dit liv. Hvad véd jeg, og hvad véd Du, hvad der stikker Dig i næste nu?»

«Men nu må Du tro mig,» brast det lidenskabeligt ud af Else. «Jeg kan ikke holde ud, at Du ikke tror mig!» Hun kasted sig plat ned på gulvet, og gråd og hulked højlydt.

«Jaja Else. I guds navn, så tror jeg Dig.»

Else rejste sig op og blev rolig. Flasken la hun tilbage i skuffen, som hun låste.

«Vil Du så gå til ro, Else?»

Else vilde svare, men så begyndte hosten igjen. Det var, som hun skulde slides istykker.

«Du maa ikke se så bedrøvet ud, Knut.»

«Jeg synes ikke, der er synderlig anledning til andet,» mumled Knut og strøg sig over panden.

«Nej, din stakker.»

Langt om længe lykkedes det Knut at få hende til at lægge sig. Hun klædte sig af med en skræmt mine, og så sig hvert øjeblik ængstelig lyttende om. Knut gav hende et pulver og gik ind til sig selv.

Men neppe havde Else lagt sig til, før hun atter blev overfaldt af hosten. Hun sad oprejst 18i sengen, og det lød tilsidst som hikkende, hivende krampe.

Der kom disse stampende hovslag op over trapperne ind gjennem entrédøren, som sprang op af sig selv. Hurtig, taktfast gik det. Soveværelsesdøren gled op, og ind suste langsomt dette tog af brune, skjønne hester, som Else ofte havde sét i den senere tid. Hestenes hoder og overkroppe var stive og livløse, og istedetfor øjne var der store sorte huller, men de fine spinkle bén løfted og strakte sig og førte toget afsted, ind i spisestuen og atelieret, ud gjennem entréen og ind igjen i soveværelset, taktfast, gjengangerlig uforstyrreligt. Om igjen og om igjen. Og Else sad i sengen hostende og stirrende, og undred sig, men var ikke bange.

Så pludselig stod Knut der, og hestetoget var som sunket i jorden.

«Du får ta dine opiumsdråber,» sa han. «Dette er værre end det værste.»

Men Else vilde ikke. Hun havde tat den foregående nat, og hun turde ikke gjøre formeget af det.

«Så Du ikke hestene?» spurgte Else … «Stuen var fuld af dem da Du kom. Det er da også sørgeligt, at Du hverken kan se eller høre.»

19«Gå Du bare,» vedblev Else, da Knut ikke svarte. «Jeg er så vant til at ligge slig.»

«Ja, jeg må,» svarte Knut. «Jeg falder sammen af træthed, og imorgen har jeg meget at gjøre.»

«Men det løfte, jeg gav Dig, om ikke at bruge flasken, gjælder kun for inat,» råbte Else efter ham. «Så meget Du véd det.»

Som en søvngjænger famled Knut ind i sit værelse og la sig. Han svøbte tepperne tæt om sig, vendte sig imod væggen, og faldt straks hen i en slummer, gjennem hvilken lyden af Elses hoste lå som et tryk over hans bryst.

Med ét fôr han forskrækket i vejret, sprang ud af sengen og åbned døren til entréen. Der stod Else og iførte sig sin lange kåbe.

«Hvad er det nu igjen?» spurgte Knut hårdt og greb hende om skuldrene.

«Jeg kan ikke få fred,» jamred Else. «Jeg tænker uafladelig paa Kirsten, som vi har jaget. Nu vil jeg hen til hendes mor og spørge efter hende.»

«Nu, på denne tid?»

«Det er jo midt på dagen.»

«Ikke tale om det. Øjeblikkelig i seng med Dig.»

Else vedblev: «Jeg hører stadig det ord i 20mit øre: Du onde tjener, al gjælden eftergav jeg Dig, fordi Du bad mig. Burde det så ikke også Dig at –»

Knut tog tøjet af hende, og fik hende omsider til atter at lægge sig.

Og saa faldt hun endelig i søvn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.