X.

Hun gav sig til at tænke på alle de forskjelligartede pinsler og kvaler, så mangfoldige mennesker i tidernes løb havde måttet lide i 100verden, dem, der havde vansmægtet i underjordiske fængsler, unge, uskyldige piger, der var bleven mishandlet og brændt som mistænkt for at være hekse eller hekses håndlangere, de mange russere og russerinder, der for sine politiske anskuelsers skyld var bleven dømt til døden og henrettet, religionsforfølgelsernes mange tusende ofre, og de skindøde, der var bleven levende begravet, og en uendelig medlidenhed med alle jordens ulykkelige fyldte hendes bryst. Hvad betød hendes lidelser mod disses?

Hendes indre blev mildt og stille. «Om en liden Stund skulle I se mig» – havde Jesus sagt til disciplene engang. Ja, en liden stund skulde hun være her, men så om en liden stund kom Knut og udfried hende. Sikkert. Andet var utænkeligt. Hieronimus bare lod, som han vilde være så hård. Hvorfor skulde han ville hende ondt? Hun havde jo aldrig i verden truffet ham før, og aldrig gjort ham nogetsomhelst. Og selv om hun virked frastødende og usympatetisk på ham, så var det jo ingen grund for en mand som Hieronimus. Tværtom, dobbelt varsom vilde han så være.

Ja reservelægen havde ret. Hun skulde ta det roligt. Nu var også denne dumpe tuden blet svagere. Senere på natten faldt kanske også 101deliristerne til ro, og så blev det morgen, og så kom professoren. Gudskelov, nu havde hun hodet oppe over brøndkanten.

«De sover ikke?» det var frøken Suenson, som kom listende ind.

«Fik hun så morfinindsprøjtning?»

«Ja. Nu falder hun snart i søvn. – Reservelægen er rar at tale med. – Ikke?»

«Jo. Han ser snil ud.»

«Men De må ikke la’ ham mærke, at De er urolig eller ophidset, frue. Jeg forstod, at han syntes, De var dårligere iaften.»

«Dårligere,» – sa Else uvilligt, «hvorledes dårligere?»

«Ja sådan» – frøken Suenson førte pegefingeren til panden.

Else vilde til at synke ned igjen på bunden af brønden, men så tog hun sig sammen, og jog tankerne bort. Frøken Suenson havde naturligvis misforstået. Det var umuligt, at reservelægen kunde tyde hendes så berettigede klager som et tegn på sindsforvirring.

«Fortæl mig lidt om Dem,» sa Else og la sig med hånden under kinden om på siden for bedre at kunne se frøken Suensons fine og lyse ansigt. «Er De glad ved at være sygeplejerske?»

«Ja så glad, så glad. Nu har jeg vært det 102i 5 år, og ikke en time har jeg fortrudt det. Det eneste, som gjør mig ondt, er tanken på min søde gamle far. «Du har et trist liv, min pige,» siger han altid, og så sukker han så tungt og stryger mig over håret.»

«Jeg synes dog, det må være frygteligt at bakses med disse rasende mennesker. Er De ikke bange? Eller var De det ikke i begyndelsen?»

«Nej. Å jo, jeg var vel nok af og til lidt forskrækket i begyndelsen. Men man vænner sig til det. Så har man jo også undertiden glæde af det, som nu med bedstemor. Hun er så sød og taknemmelig. Og den gamle derinde, hun, som smider sengehestene i gulvet. Et par gange har det hændt, at hun har slået armene om min hals, når jeg har stået bøjet for at pusle hende, og da har hun hvisket: «Tak Alma, hvor Du er sød.» Hun ta’r mig altid for den Alma, som hun fantaserer om. Og det er dog meget af sådan en syg og udpint gammel stakkel,» frøken Suensen smilte rørt og lykkelig.

«Hvad heder hun, den gamle dame?»

«Fru Fog.» –

«Tror De, professoren er en snil mand?» spurgte Else.

«Snil?»

103«Ja, et godt menneske, mener jeg.»

«I gud ja! Det tror jeg rigtignok. De skulde bare vide, hvordan han kan være, når det er nogen, han kan lide.»

«Holder De f. eks. af ham, frøken Suenson?»

«Holder af ham,» frøken Suenson gjentog forskrækket spørgsmålet, som var den tanke, det indeholdt, altfor formastelig. «Holder af ham? Jeg har sådan en umådelig respekt for ham, ja ærefrygt.»

«Men tror De ikke, han kunde være ond mod dem, han ikke kan li?»

«Ond mod dem, han ikke kan lide?» hun vendte og drejed på ordene. «Nej, men han er så stræng, å så stræng, så stræng. Jeg skjælver af angst, når han viser sig på gangen, ja, jeg skjælver en hel time i forvejen, for jeg er så bange for, at ikke alt er, som det skal være. Engang mens han gik stuegang, opdaged jeg, at der om sæbestykket derude i krogen på vaskeservanten havde viklet sig et hår. Ja sådan som jeg rysted fra øverst til nederst. Jeg turde ikke gå hen og ta’ håret bort, ikke røre mig af pletten, og jeg er vis på, han så det. Han ser alt. Hvis jeg havde et hul på spidsen af strømpefoden, er jeg vis på, han kunde se det tværs gjennem skoen.»

104«For reservelægen er De ikke så bange. Er De vel?»

«Nej reservelægen,» frøken Suenson, hvis ansigt, mens hun talte om professoren, havde havt et ængsteligt udtryk, smilte lettet – «han er jo så elskværdig.»

«Bare det snart var morgen,» sukked Else.

«Ja klokken er straks 4.»

«Gudskelov.»

Idetsamme hørte de lyden af nøgne fødder, der sprang på gulvet i cellen ved siden af, og straks efter dundrende slag på døren, og angstfulde skrig.

«Å gud nu begynder hun igjen!» råbte Else, og satte sig hastig op i sengen. «De må ikke lukke op, for så kommer hun kanske ind her.»

«Nej, vær De blot rolig.»

«Hvem er hun?» spurgte Else.

«En ung fru Syverts; meget køn.»

Straks efter fôr en skikkelse i chemisse og kort trøje med bøjede knæ, så hun næsten sad, og med unaturlig lange skridt og stærkt svajende arme forbi den åbne dør. Sygeplejersken løb øjeblikkelig ud.

Fru Syverts i cellen ved siden af blev ved med at dundre på døren, udstøde skrig, tigge og trygle om, at der skulde lukkes op, fortvilet 105kalde på Carl og true med professoren. Else holdt hænderne stramt om sine tindinger. Inde bag panden var der noget, som trykked på, og det kjendtes, som om hodet skulde revne.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.