XIII.

Timerne gik med rasen og buldren, skrig og spektakler oppe og nede. Barselpatienten fløj, ret som det var, forbi ude på gangen, mens hun med sin langstrakte gravrøst råbte: «Knu’ssen, Knu’ssen!» Tilsidst blev hun lukket inde, og råbet på Knu’ssen lød hulere og dumpere end før.

123Knuget af angst og pine, martret af længsel og af en fortærende legemlig uro kasted Else sig frem og tilbage på sit hårde leje. Imorgen var det søndag. Da gik Knut tur med Tage før frokost. Ak, om hun havde kunnet være med! Om hun idetheletat var blet derhjemme? Hun kunde jo være blet der, hvis hun havde villet. Men hun havde følt sig syg og vilde søge helbredelse ved ro og stilhed og hvile. Hvad var det, hun havde lidt og været hjemsøgt af der mod det, hun nu måtte døje?

Det brune hestetog? – Hvor var det henne? Ikke en eneste gang havde hun sét det her. Og sit arbejde havde hun ikke et sekund tænkt på. Hvis hun havde vært i rolige, blide omgivelser, og havde sét Knut, og for hver dag kunnet vise ham, at det blev bedre med hende? –

Så kom natstuegangen. Imod sædvane var det en af Kandidaterne. Else hørte ham borte i døråbningen spørge, om fru Kant sov.

«Nej», sa frøken Suenson. «Hvordan skal hun kunne sove her?»

«Her er jo roligt.»

«Ja i dette øjeblik», sa frøken Suenson indigneret. «Men vent bare lidt, skal De få høre. Det skulde være en af os, som blev budt det, der bydes fru Kant.»

124«Mig vilde det ikke genere», svarte Kandidaten overlegent, og gik videre. –

– «Må fru Kant ikke stå op lidt idag?» spurgte frøken Stenberg om morgenen, da reservelægen var der. «Hun er så træt af at ligge».

«Hun har jo holdt sig rolig siden den første aften», svarte reservelægen overvejende. «Jo, De må gjerne stå op en timestid, fru Kant. Efter Frokost. Godmorgen».

Et par minutter senere kom en af de unge Kandidater, en høj slank fyr med tynd moustache og et glat vakkert ansigt, og hilste: «Godmorgen».

«Hvad skal jeg sige til Deres mand, fru Kant, når jeg nu sér ham?» spurgte han med et hjælpsomt smil.

Else så forskende på kandidaten, og var uvis med sig selv, om hun skulde svare ham. Men så fôr den tanke gjennem hende, at han kanske havde ondt af hende, og hun sa indtrængende: «Sig ham, at han må optræde ganske anderledes energisk for at få komme ind til mig. Sig ham, at jeg har det så forfærdeligt, og at jeg blir gal, hvis han ikke kommer snart».

«Tror De, det vil frugte noget?» spurgte kandidaten og blev ved at smile.

«Ja, naturligvis vil det frugte. Han tar 125mig øjeblikkelig med sig, når han sér, hvordan her er. Han aner ingenting om det – det er det, som er så forfærdeligt.»

«De synes altså slet ikke om at være her?» kandidaten drejed sin moustache og smilte uafladelig.

«Sig ham, at han må komme, at han skal komme, og sig ham det sådan, at han forstår, De også synes det», bad Else indtrængende. «Jeg vil være Dem så taknemmelig. Lov mig, at De vil sige det.»

«Deres mand kan intet gjøre. Han retter sig naturligvis udelukkende efter professoren. Han véd også god besked med, hvordan De har det.»

«Nej», sa Else med svigtende stemme. «Han ved det ikke».

«Ja forresten, så sér jeg slet ikke Deres mand». Smilet på kandidatens ansigt flød ud over hele ansigtet.

Else sa ikke mere. Hun lå med hurtigt glippende øjenlåg og greb fast i lagenet.

Kandidaten stod lidt og strøg sin moustache. Så gik han med en sagte fnisen.

Else hverken græd eller rørte sig. Hun var som forstenet i håbløshed.

126Da hun var færdig med frokosten, bragte frøken Stenberg hendes undertøj og slåbrok. Else bad om forskjellige småting, som sine strømpebånd, hårnåler og det lille toiletspejl. Det var efter professorens ordre altsammen bragt tilbage til hendes hjem, fik hun til svar. Istedetfor strømpebånd gav frøken Stenberg hende to stumper sejlgarn.

Da Else var påklædt, gik hun ud på gangen.

«Idag er det søndag», småsnakked bedstemor, som sad sammenkrøben, tæt trykket op til metallugen, som lukked for ovnen indenfor. «Rent tøj fra øverst til inderst. Se bare», hun holdt det sammenlagte hvide klæde op mod Else.

»Ja bedstemor er altid fornøjet», bemærked Thorgren, som søndagsren og nystrøgen sad ved det gule bord og læste i en bog med slidt shirtingsbind.

Den unge pige med det tunge hode og de hvide uldsokker gik i korte vendinger svinglende frem og tilbage nederst på gangen.

«Jeg har ikke sét hende de sidste dage», sa Else til Thorgren og pegte på den unge pige.

«Nej, hun er ikke at formå til at gå forbi Deres dør. Det er ikke nogen dame, det er en vild, forfærdelig «fugl», siger hun, og så kryber det gjennem hende af skræk.»

127«Er det mig, hun mener?» spurgte Else.

«Natyrlig», lo Thorgren.

Else keg ind i cellerne. Fru Syverts sov med halvåben mund, så de hvide tænder vistes mellem de unge fyldige læber.

Hun lå med hodet lidt på skjæve og hånden under kinden, og i de lange sorte øjenvipper hang en tåre.

Else listed sagte ud og gik ind til den gamle med det gule mumieansigt – fru Fog –, som hun havde set den første aften, og som om nætterne plejed at kaste sengehestene i gulvet. Hun lå med halvåbne øjne, der lyste gråt og grumset som skidne glasskår. Ud af hospitalstrøjens ærmer, der var gledet op forbi albuerne stak to brungule arme, tynde som bambusrør. Hændernes hud var fuld af sprækker og skjællet som på store tørrede rødfiske. Da Else nærmed sig, løfted hun som den første aften liksom besværgende armene, og sa noget, der visned hen på de indsvundne blodløse læber.

«Stakkels Dem», sa Else og strøg hende sagte over panden, der var bedækket af bittesmå svedperler.

«Søde Alma», lød det med en mat hvisken, og den ene hånd kom langsomt op og tog et kraftløst tag i Elses slåbrok foran på brystet.

128Da Else kom ud igjen på gangen, stødte hun på den unge pige med det tunge hode. Pigen fôr skræmt sammen, skjulte ansigtet bag den løftede arm og råbte, mens hun svinglende flygted: «Å fy, fy, den vilde fugl vil hakke mine øjne ud!»

I den nederste celle sad barselspatienten oprejst i sengen, og vånded sig stille. Da Else kom ind, så hun på hende med et flakkende, hjælpeløst blik, og smøg så pludselig lagenet over sit hode.

Else følte sig svimmel og skjælvende mat i knæerne. Bedst at gå tilbage til sin celle og krybe i sin seng igjen. Hun lod blikket vandre rundt på den lange nøgne gang med de forsvarlig lukked fløjdøre i begge ender, og de åbentstående celledøre, og hun tænkte med gru på den første aften, da hun forholdsvis frejdig var kommen herind, uden at ane, at hun på ubestemt tid gik ind i et fængsel, og skulde behandles som en misdæder, til hvem ikke hendes allernærmeste, end ikke hendes egen mand, fik adgang.

Langsomt klædte hun sig af og la sig.

«Græder hun nu igjen?» Thorgren kom med middagsmaden. «Nu har De jo havt den adspredelse at være oppe lidt, og nu er her jo så 129godt og stille. Man kan ligesom mærke, at det er søndag.»

Ja, det kunde Else også, og det gjorde tilstanden dobbelt trøstesløs.

Hvad var det for mad idag? Hun satte sig op og tog imod bakken. Noget gult vand med små kremefarvede bolleklumper. Og så en skive tørstegt kjød med kogte poteter, som flød i tyk, lysebrun melsauce. Ingen salat, ingen agurk eller pikkels, eller nogen af disse småingredientser, som hun var vant til, og som hun satte pris på. Men hun måtte spise alligevel. Hun havde kjendt sig så kraftløs, rent ud segnefærdig, da hun var oppe, og det var jo intet under.

Ihærdig tog hun fat, men det var hende umuligt at spise mere end ganske lidt, for det smagte flout og vont.

Som sædvanlig, når patienterne en stund havde vært rolige, begyndte de også nu at larme og skrige igjen. Fru Fog kasted sengehestene i gulvet, mens hun udstødte en dump jamren. Barselspatienten fløj forbi med skrig, som blev hun stukket af knive, og fru Syverts teede sig så voldsomt, at hun måtte lukkes inde. Hun gav sig da til at dundre på væggen, som stødte op til Elses celle og angstfuld kalde på Else og professoren.

130«Nu går jeg tilsengs, fru Kant!» råbte hun tilsidst, da Else havde formanet hende. «Nu går jeg tilsengs og er god. Hører De, fru Kant?»

«Ja, jeg hører!» råbte Else tilbage. «Det er pént af Dem, at De nu vil være snil og gå tilsengs.»

Klokken lidt over 6, en stund efter at gassen var tændt, kom Hieronimus. Hans godaften lød påfaldende venligt.

«Nu, hvordan synes De, at De befinder Dem?»

Else flytted sig på puden og svarte ingenting.

«Hvordan har det sig med appetitten?» vedblev han uforstyrret venlig.

«Jeg er sulten nok, men jeg liker ikke maden her,» sa Else mut.

«De er måske vant til andre slags retter?»

«Til en anden tillavning ialfald. Men det gjør ikke noget. Maden kan det være det samme med» – Else flytted sig atter på puden.

«Ja, så er det søvnen. De sover fremdeles ikke?»

Else vented lidt, så sa hun dirrende af vrede: «Kan man sove her, hvis man er nogenlunde normal og ikke helt gal?»

«Ja, nu får vi håbe på natten.» Han sa det 131så pént og stilfærdigt, at Else måtte undre sig. Hun havde ventet, at han skulde flyve op, ubændig som den foregåendeforegående] rettet fra: foregaende (trykkfeil) aften.

«Håbe,» sa hun med en betoning fuld af foragt, og med sig selv tænkte hun: «Kast et nøgent spædbarn foran en sulten tiger, og håb så på, at rovdyret ikke æder det.»

«Ja, fru Kant – havde vi mennesker ikke håbet», Hieronimus talte pludselig langsomt og med præstelig salvelse, og hans blik havde det udtryk, som hun havde sét i venteværelset, og som minded om den unge teolog.

Else havde trukket øjenbrynene op, og noget, der ligned et smil havde kruset hendes mundviger, og et sekund efter at Hieronimus havde sagt det om håbet, sprat han op fra stolen og var lynsnart som en taskenspiller ude af cellen.

– Natten blev forfærdelig. Deliristerne nedenunder holdt uafbrudt på. Else fik krampelignende smerter under brystet. Hun vred sig som en orm og jamred ustanselig.

Da reservelægen gik natstuegang, gav han hende nogle dråber, hvorefter det blev bedre en stund, men så begyndte det igjen og varte ved hele natten.

«Frøken Suenson,» sa Else i en af pauserne mellem brystsmerterne. «De ser, hvor jeg lider, 132og hvor pinefuldt jeg har det i alle måder. Ikke sandt?»

«Jo stakkel. De har det ikke godt.»

«Vil De så ikke bringe min mand nogle ord fra mig?»

«Ikke for guld!» sa frøken Suenson forfærdet, og med en fasthed i stemmen, som Else ikke havde tiltroet hende.

«Sig ikke nej, kjære frøken Suenson. Jeg er så angst for, at jeg skal miste forstanden tilsidst. Giv mig en lap papir og en blyant, så kan jeg skrive det på sengen.»

«Ikke for al verdens herlighed», forsikred frøken Suenson med den forrige faste stemme. «Tror De, jeg vilde vove at gjøre sligt for professoren?»

«Jeg bér og bønfalder Dem! Professoren fik jo aldrig vide det. Jeg vil være Dem taknemmelig hele mit liv, altid synes, at jeg stod i gjæld til Dem. Og det vilde min mand også.»

«Nej, nej, nej – tænk ikke på sådant, fru Kant». Hun slog ud med hånden og smilte pludselig: «Hvis jeg gjorde det, kom jeg sikkert til at gå igjen her, efter at jeg var død.»

«Forresten», vedblev hun alvorlig, da hun så Elses stumme fortvilelse, «vilde det ikke nytte Dem det ringeste. Når man er på denne 133gang, så er der ingen, som ænser, hvad man siger. Deres mand vilde ikke gjøre noget.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.