Knut sad for tredje gang siden Elses indlæggelse på hospitalet, spændt og urolig i professorens venteværelse.
Hvad han hidtil havde fåt ud af den ordknappe professor, havde lydt lidet trøstende og lidet oplysende: «Deres hustru var uroligurolig] rettet fra: urollg (trykkfeil) ved indlæggelsen.» – «Ikke tale om besøg.» – «Nu til en begyndelse kun spørgsmål om at vinde patientens tillid» – «Ingen nytte til at forhøre sig før om nogle dage.» – «Foreløbig kun det at bemærke, at Deres hustru synes at være en meget vanskelig patient.»
Det var Knut, der under besøgene havde ført ordet. Professoren havde lyttet til – ikke så interesseret, som han gjærne skulde være, syntes Knut. Hvorfor var denne mand så forbeholden, i grunden kjølig? Sad han med sin opfattelse færdig, eller havde han ingen mening dannet sig endnu? Hvorfor var det ikke lægen, 135der ledte samtalens gang? Den drejed sig jo udelukkende om patienten.
Nu nikked Betjenten ved døren til Knut. Det var hans tur.
«Deres hustru er udtalt sindssyg.»
Det gav et sæt i Knut. Ordet greb med næsten legemlig voldsomhed ind i hele dette pinefulde, varsomt tvundne spind af bekymringer, der længe, stykke for stykke havde bredt sig om hans tanker og følelser.
«Sindssyg?» sa han.
«Ja.»
«Forvirret?»
«Formen for hendes sindssyge er den næsten fuldkomne mangel på evne til at beherske sit følelsesliv. Undertiden er hun en rén furie.»
Det varte lidt, før Knut svarte. Nu var her altså klarhed nok, og en sikkerhed i tonen, der ikke lod plads åben for den mindste tvil.
«Og professoren har tat hendes særegne impulsive kraft med i betragtning – den, der kommer frem i hendes produktion?»
Med så meget som halvdelen af et sekunds tøven svarte Hieronimus: «Ja.»
«Kjender professoren min hustrus malerier?»
«Min stærkt optagne tid har i de senere år 136desværre hindret mig i at følge med kunstens udvikling herhjemme.»
«Må jeg sende professoren nogle gjengivelser af hendes malerier?»
«Tak. Selvfølgelig vil der i valget af emner kunne være en vejledning til bedømmelsen af Deres hustrus tilstand.»
«Og i behandlingsmåden? Det kunstneriske højdepunkt, der er nået?»
«Også deri.»
Professoren gjorde nogle skridt fra skrivebordet hen mod kakkelovnen.
«Mit råd er, at Deres hustru indlægges på Sct. Jørgens sindsygeasyl for en ikke altfor kort tid.»
Atter gav det et sæt i Knut, som fik han et stik.
«For hvor længe?» spurgte han.
«Et år.»
«Hvad skal der opnås derved?»
«Helbredelse», sa Hieronimus fast og med liksom antydning af mishag over spørgsmålet. Da Knut intet sa, tilføjed han: «De skal ikke ta Deres beslutning nu med det samme. Tal med dr. Tvede. Deres hustru blir foreløbig her. Det haster ikke.»
137«Det forekommer mig dog, at når der er tale om indlæggelse på et sindssygehus –»
«Deres hustru skal først af alt lære disciplin. Hun er misfornøjet med sit ophold hos os. Hun vil ikke ha godt af, netop nu at bli flyttet. Det tar også mindst 10 dage at få sagen ordnet. Giv mig Deres svar i løbet af ugen.»
«Og professoren er af den mening, at der ad denne vej virkelig vil opnås helbredelse?»
«Ubetinget. Vi har mange eksempler derpå. Det første halvår vil hengå under protester fra Deres hustrus side. Så vil hun falde til ro, og endelig forlade hospitalet med taknemmelighed i hjertet og helbredet.»
«Ad denne rent mekaniske vej, ved afsondring og indespærring?»
«Ad denne rent mekaniske vej – ja,» sa Hieronimus med en mine, som om han netop fandt udtrykket slående.
Knut havde følelsen af, at han stod der og forslæbte sig på en tung byrde. Han kunde ikke gå, og han undlod med vilje at lægge mærke til, at audiensen hos den altid travle professor var forbi.
«Så vil De jo også få fred i Deres hjem,» sa Hieronimus fra sin stol med noget i stemmen, der klang som spot.
138Der gik påny et ryk gjennem Knut. Var hans mange, omhyggelig overvejede ord da blevet tydet som klage over egen nød?
Den mand der i stolen var dog næppe så stor en sjælegransker, som han havde ord for.
*
«Der er kun ét at gjøre: Følg Hieronimus’ råd», sa om aftenen dr. Tvede til Knut. Den næste dag sa to læger af Knuts bekjendtskab det samme til ham: Hieronimus var en mand, hvis dom i slige sager man ubetinget måtte stole på.
Det er altså derpå din kraft skal sættes ind, tænkte Knut. Han bandt så sin vilje med faste bånd om en beslutning, der smærted som en ond byld i brystet: Hieronimus’ råd skulde følges.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.
Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.
Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
