XVI.

Else var bleven flyttet. Den store fløjdør i cellegangens nederste ende havde åbnet sig for hende, og umiddelbart udenfor denne lå hendes nye værelse. Foruden sengen indeholdt det 139chaiselongue, et bord og en stol. Også her stod døren åben nat og dag ud til en med et gult bord og 2 stole møbleret gang, der liksom cellegangen var lukket af vel tillåsede fløjdøre. Værelset stødte på den ene side klods op til cellerne, hvorfra det kun var skilt ved en almindelig væg, og havde på den anden side et rum med 6 senge, der for øjeblikket stod tomt. Endskjønt vinduet foroven var behængt med en rødbrun ulden gardinkappe, virked det dog, højt oppe som det sad, og med sine bittesmå ruder ligeså jærngitret som cellernes vinduer, og Elses indtryk af at være i fængsel var det samme som før.

Ved flytningen havde Else fåt en ny dagsygeplejerske, frøken Ræder, som var kommen op fra mandsafdelingen nedenunder, en kraftigbygget blond kvinde henved de 30. Hun bar lorgnet og havde et muntert og dannet væsen. Smånynnende og let vuggende i hofterne gik hun om ved sit arbejde, og hun talte til Else om allehånde ting, for at få hende til at glemme sine kvaler. Else var glad ved at ha hende om sig. Idetheletat virked sygeplejerskerne som blege solstråler på en mørk og isfrossen vinterdag.

«Nu», sa reservelægen, da han første gang 140tilså Else på det nye sted. «Nu er De da tilfreds?»

Else, der sad paa kanten af chaiselonguen, så forpint hen for sig. Når undtages, at hendes opholdssted ikke var en celle, og at de syge ikke hvert øjeblik kunde fare forbi hendes døråbning, eller komme ind til hende, var der ingen forskjel på før og nu. Larmen og skrigene hørte hun ligeså tydeligt. Uroen og forstyrrelserne af vinduer og døre og alle dagens lyde var de selvsamme. Klokken 5½ à 6 om morgenen begyndte rengjøringen med den isnende gjennemtræk, og om natten stod fløjdøren åben til cellegangen, hvor Thorgren, som havde afløst frøken Suenson, sad vagt, og skulde tilse både Else og cellepatienterne. Og så havde hun den sidste nat lidt af en voldsom tandpine.

«Jeg kan jo ikke sove her heller,» sa hun træt.

«Å snak.»

«Og så er det så skrækkeligt, at jeg aldrig får vaske mig.»

«Får De ikke vaske Dem?» Reservelægen gjorde store øjne.

«Kalder De det for at vaske sig? En halv pægl vand i en skål, som man akkurat kan dyppe næsen i. Hjemme tog jeg koldt bad hver morgen.»

141«De kan også godt få bade her. Sig til, at der er i orden», han vendte sig til frøken Stenberg.

«Rørene lækker, og ovnen fejler også noget,» sa frøken Stenberg.

«Så må det repareres. De skal nok få bade, fru Kant.»

«Tror De, det endnu varer længe, før jeg får se min mand?»

«Slå nu det af tankerne. Ja, det kan godt være, at det varer længe», tilføjed reservelægen som svar på Elses fortvilede blik.

«Har De da ikke bedt professoren for mig?»

Reservelægen nikked.

«Å gud, hvor det er forfærdeligt!» udbrød Else. «Hvad skal, hvad skal jeg dog gjøre? Jeg længes så usigeligt efter at få høre hjemmefra.»

«Professoren véd bedst, hvad der er gavnligt for Dem.»

«Gavnligt,» råbte Else og rejste sig. «Ja, jeg kan den lektie nu!» Hun gik nogle skridt og satte sig igjen. «Hvad gavn skal jeg ha af at sidde her under lås og lukke og lide og sørge, så jeg er nærved at omkomme? Hvad skal der bli af mig tilsidst, jeg, som aldrig sover! De véd, at det er sandt, at jeg aldrig sover. Selv 142om De tænkte, jeg tog fejl, så har De sygeplejerskernes udsagn at holde Dem til. Og jeg kan ikke komme til at sove her. Jeg har sagt det fra den første aften, og jeg blir ved med at sige det. Tror De også det er mig gavnligt?»

«Hvor De er ilter,» sa reservelægen på sin sædvanlige godslig-lavmælte måde. «Det er formelig interessant at se på.»

«Hvad er han dog for en mand, den Hieronimus!» vedblev Else. «At han er en pave i småt format, arrogant og selvsikker som en lægprædikant, forklarer ikke tilstrækkelig hans adfærd imod mig. «Til mit eget bedste!» Tror han da, jeg vilde bli vanvittig af at se min mand – det vilde han forresten vist ikke sørge over –, eller er han bange for, at hospitalet skal ramle sammen, når han viser sig?»

Reservelægen forsøgte som sædvanlig at slå det hen i spøg, og Else hørte på det uden at bli irriteret. Hun var ham trods alt taknemmelig, fordi han lige fra den første aften havde vært medmenneskelig og venlig imod hende. Så var der også dette glimt af medlidenhed, der kunde komme og gå i hans klare flegmatiske øjne, og som især ved nattetide, når hun var allermest oprevet og fortviled for et øjeblik trøsted og dulmed hende. – –

143«De er jo overbevist om, at jeg ikke er sindssyg, frøken Ræder,» sa Else en eftermiddag, da gassen var tændt, og stuegangen ventedes. Hun havde vært oppe nogle timer, men var gåt tilsengs igjen, udmattet af tandpinen, som nu havde martret hende på 3dje døgnet.

Frøken Ræder, der sad med et stort uldent hækletøj i chaiselonguen ligeoverfor, tog hurtig lorgnetten af og svarte frejdig: «Ja, jeg for min del har ikke kunnet opdage det ringeste tegn».

«Vil De så ikke besørge et brev til min mand for mig? De gjør en god gjerning mod mig.»

«Umuligt, fru Kant! Bed mig endelig ikke om det.»

Else taug. Hun hørte på tonefaldet, at det vilde være ligeså frugtesløst at bede frøken Ræder, som det havde været ligeoverfor frøken Suenson.

«De forstår jo nok, at vi sygeplejersker ikke kan gjøre sådant. Det vilde være det samme som når en mand brød sin embedsed.»

Ja, Else forstod det kun altfor godt. Ingen redning, intet håb. Hun var som levende begravet.

«Deres mand vilde heller intetsomhelst foretage sig.»

144«Å, hvor kan De tænke!» afbrød Else. «De kjender ikke min mand.»

«Når man er under professoren, så skér kun det med en, som han vil. De skulde heller sætte alt ind på at være venlig, allerhelst ydmyg mod professoren. Han er vant til at have det sådan. Men De – De skulde bare vide, hvordan De ser ud, når han taler til Dem,» frøken Ræder lo. «Det er ikke klogt af Dem.»

«Ja, han er bleven mig så led, den karl», sa Else med afsky.

Lidt efter kom stuegangen. Det var Hieronimus.

«Her har De det som blommen i et æg,» sa han, mens han vimsed hen til sengen.

Else svarte ikke. Hvergang hun hørte professorens skridt, fik hun hjærtebanken og skjalv af modvilje. Og når han talte venlig, som nu, var hans stemme så selvtilfreds skrattende, at den påvirked Else endnu ubehageligere, end når den var hånlig og opfarende.

«Og her får De da ro til at sove. Ikke?»

«Spørg sygeplejerskerne om, hvad ro her er, og om, hvormeget jeg sover,» trykked Else ud af sig. «Professoren skulde siddet herinde i nat og hørt på.»

«Nå ja, det kommer vel,» han vendte sig for 145at gå, men drejed sig hastig på hælen, og sa: «De har jo havt tandpine?»

«Ja.»

«Er det over nu?»

«Nej.»

«Vil De ha tanden ud?»

«Nej. Jeg vil heller ha en tandlæge.»

«Nå!» – Vims var han borte.

Om natten blev tandpinen aldeles uudholdelig. Også hosten, der i de sidste par dage syntes at ha vært i aftagende, var igjen blet slem. Intet under, slig gjennemtræk som der var morgen og aften under udluftningen. Time efter time sad Else overende i sengen og jamred sig højlydt omkap med de rasende delirister der nedenunder. Thorgren gav hende hede omslag. Hun sprang hele tiden til og fra. Såsnart hun blev et par minutter hos Else, kaldte skrig og spektakler hende tilbage til cellegangen. Hvergang Else fik omslaget på, lindred det lidt, men så tog hosten fat. Hun græd over sig selv, så tårerne strømmed, og gjentog atter og atter: «Jeg kan ikke holde det ud.»

«Hvorfor vil De ikke ha tanden ud?» spurgte reservelægen.

«Det er der ingen grund til», svarte Else. «Tanden har nylig vært plomberet, og kan vare 146i mange år endnu. Lad mig bare få ta til en tandlæge. Han kan jo la mig kjøre i lukket vogn og gi mig et par fangevogtere med til følgeskab».

«Lægge Dem i Lænker», foreslog reservelægen. –

«Nu skal jeg gå ned og bede professoren om lov at kjøre til en tandlæge», sa frøken Stenberg et par timer senere. «Det blev så mig, der kom til at følge Dem».

«Tak», sa Else, der hele tiden var bleven ved med at jamre sig.

Det varte ikke længe, så kom frøken Stenberg tilbage. Hun så skuffet ud.

«Nu?» spurgte Else.

«Han svarte ingenting, bare betyded mig, at jeg kunde gå.»

«Sligt et uhyre!»

«Jeg har nogle brune dråber, som har hjulpet mig engang», sa frøken Stenberg. «Dem skal vi prøve at gnide tandkjødet med».

Om eftermiddagen, da Else kom ud på cellegangen, hvor hun daglig havde lov til at spasere frem og tilbage, opdaged hun, at der i den nederste celle var kommen en ny patient, en dame, der trods hospitalstrøjen og cellesengens hvide uldtæpper og grove pudevaar, gjorde et 147levende indtryk af finhed og værdighed. Hun lå ganske stille og så frem for sig med et forstenet blik, mens tårerne langsomt og ustanseligt løb ned over det ubevægelige, af gråd opsvulmede ansigt. Den unge pige med det tunge hode var svinglet ind i cellen, hvor hun nysgjærrig stirred på den nye patient, og bedstemor stod småpludrende bøjet over hende. Men den grædende dame ænsed dem ikke. Først da barselpatienten pludselig fløj ind til hende, udstødende sit sædvanlige hule jammerråb på Knu’ssen, fôr hun angst sammen, og så sig om som efter hjælp.

«Hvem er det?» spurgte Else sygeplejersken, som havde vært inde efter barselpatienten.

«En komtesse.»

«Er hun meget forstyrret?»

«Det er hun vist. Hun blev taget på et hotel, hvor hun gik om med en ladt revolver, og nu tror hun, at hun er falden i hænderne på anarkisterne.»

«Hvem skulde tro, at det er en gal, som ligger der, og sér så fornuftig-fortvivlet ud», tænkte Else, som hvergang hun på sin marsch kom forbi komtessens døraabning ugenert keg ind til hende. Stakkels menneske –. «Hun har 148da vel ikke revolveren hos sig?» spurgte hun pludselig ivrig, og stansed foran Thorgren.

«Jo, hun har to!» svarte Thorgren leende, og tilføjed: «Der fik jeg Dem dog til at smile, fru Kant. Jeg helmer ikke, før jeg også får Dem til at le». –

«Nej,» sa Else omsider til sig selv. «Jeg vil ikke mere gå her og kige på denne ulykkelige komtesse. Hun sér hvergang så smerteligt bebrejdende på mig. Man skal ogsaa være fintfølende ligeoverfor de gale».

Else gik ind til fru Syverts, der fremdeles lå tilsengs, nydelig og proper med velbørstet, flettet hår og i snehvid broderet natkjole.

«Hvor det er pænt af Dem, at De kommer ind til mig, fru Kant», fru Syverts greb Elses hånd med begge sine. Det bæved om hendes mundviger, og de brune fløjelsøjne fyldtes med tårer. «Her ligger jeg endnu, hvad synes De? Jeg tigger og bér hver dag om at få komme op, men de svarer mig ikke engang».

«Det er fordi De ikke er rolig nok.»

«Det nytter ikke, om jeg ogsaa er rolig», fru Syverts béd i sin underlæbe, og store klare tårer trilled ned over de hvide kinder. «Jeg har forsøgt det også».

149«Men om nætterne. De larmer og skriger om nætterne».

«Det er fordi jeg er så angst. Jeg føler mig som i et underjordisk fængsel, og når de andre begynder, så må jeg også. Så er det også så underligt med disse læger, som kommer ind til en om nætterne. De kan da ikke være anstændige?» fru Syverts smilte pludselig, og blinked skjælmsk til Else.

«De har jo også villet springe ud af vinduet», sa Else.

«Det gjorde jeg for at drille dem», hun lo så småt, mens tårerne blev ved at trille. «Det morer mig at drille dette fangevogterpak. Den gang jeg skræmte Dem, var det også bare for at drille. Jeg vilde slet ikke gjøre Dem noget. Forresten er det ikke underligt, om man blir forstyrret i hodet af at ligge her. Al den Kloral tár forstanden fra mig. Men sig mig, véd De ikke, hvorfor min mand er bleven vred på mig?»

«Det er han sikkert ikke».

«Jo, for han lovede at komme og se til mig hver dag. Å Carl, Carl, hvor kan Du nænne at være sådan» – hun brød pludselig ud i høj hulken.

Else søgte at trøste hende.

150«Kom snart ind igjen til mig, fru Kant!» råbte fru Syverts, da Else gik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.