Else havde fåt de tanker, at der måtte være noget galt fat hjemme, siden Knut aldrig kom. Han havde jo lovt så sikkert at besøge hende, og han vidste, at hun aldrig var gåt derned under den modsatte forudsætning. Hver morgen havde hun havt et hemmeligt angstfuldt håb om, at han alligevel den dag pludselig vilde stå i værelset, og under besøgtiden om formiddagen havde hun neppe kunnet trække vejret for spænding. Men aldrig var han kommen. Hvorledes kunde han dog stadig finde sig i at bli afvist? Det skulde vært hende!
Da frygten for tilstanden hjemme først havde meldt sig, slap den hende ikke mere, men gik over til de frygteligste forestillinger. Tage lå kanske for døden, eller var allerede død, og så turde Knut ikke komme, fordi han var bange for, at han ved sit sorgfulde ydre straks skulde røbe det hele. Eller Knut havde fåt difteritis ligesom forrige år – nej, Tage havde difteritis, og så kunde Knut ikke komme ind på hospitalet 151for smittens skyld. Eller der havde vært ildebrand, og Knut havde ræddet Tage ud af det brændende barnekammer, og var siden død af sine brandsår. Efterhånden som hun grubled over dette, hidsed hun sig op til en vanvittig angst, der martred hende uafladelig og lå over og under alle de andre angester, hun led dernede.
Ofte havde hun villet nævne det til reservelægen, men hvergang hunhun] rettet fra: bun (trykkfeil) skulde til det, bandt frygten for svaret hendes tunge. Tilsidst var hun dog kommen frem med det, og reservelægen havde forsikret hende, at det var absolut hjærnespind.
Om han da vidste det, og ikke bare trode det?
Nej, men hun forstod jo nok, at hvis der var skét noget sådant, vilde rygtet derom være nået ned på hospitalet. Desuden var jo hendes mand stadig dernede og spurgte til hende. Det var ikke længer end igår, siden reservelægen havde sét ham. Men nu skulde han forhøre sig om, hvordan barnet havde det, og han lovte på æresord at gi hende rigtig besked.
Også frøken Stenberg og frøken Ræder søgte at overbevise Else om, at hun kunde være ganske rolig.
Else følte sig også lettet for en stund, men tvilen og angsten vendte snart tilbage. Det var 152og blev hende aldeles ufatteligt, at Knut lod hende ligge der uden en éneste gang at se til hende. Nu havde hun vært der i 12 Dage.
«Hvad vil De, Deres mand skal gjøre?» sa frøken Stenberg. «Når nu professoren nægter ham adgang?»
«Men kan han ikke få mig ud igjen, hvis han vil?»
«Hvis Deres mand forlanger det, kan De være ude på 10 minutter.»
Et håb, der brændte som ild af gløder, steg op i Elses sjæl. Et håb om, at Knut tilsidst skulde tabe tålmodigheden og fordre hende udleveret. Det var, som hun fortæredes af iver på sin mands vegne. Bare han dog ikke vilde vente forlænge! Hvert minut af dagen og hvert sekund af natten var hende en nagende, sønderslidende pine.
«Hvorfor be’r De dog ikke professoren om lov til at se Deres mand?» spurgte frøken Ræder bebrejdende en aften.
«Reservelægen be’r jo for mig.»
«Men måske professoren vil, at De selv skal?»
«Jeg har jo bedt. Da jeg lå derinde i cellen, bad jeg bestandig. Nu kan jeg ikke mere be’ den mand om noget.» –
153– Jo, hvis det bare kunde nytte, så skulde hun naturligvis med glæde bede ham. Men når Hieronimus så ihærdigt holdt Knut borte, så måtte det vel være, fordi han gik ud fra den, hende ubegribelige opfattelse, at det var rigtigt. Det sa jo også altid reservelægen. Dette snak om, at professoren vilde indrette sin handlemåde efter den megen eller liden ydmyghed, hun viste, måtte jo dog være en fejltagelse. Han var jo læge!
«Både barnet og Deres mand har det udmærket», havde reservelægen sagt om morgenen. «På æresord», han havde set Else lige i øjnene, og hun havde troet ham.
Men alligevel, tvilen havde atter indfundet sig. Hvis det nu var hans opgave at skulle bringe hende til ro ved at lyve? «Gud, gud, tag denne kalk fra mig», stønned hun uvilkårlig.
«Nå, dette ser jo sørgeligt ud», sa Hieronimus, da han kom om aftenen. Else, der sad ved vinduet med ansigtet indhyllet i vat og omslag for tandpinen, rejste sig, som hun plejed, når stuegangen kom.
«De vil fremdeles ikke ha tanden ud?»
«Nej.»
Hieronimus tog plads på chaiselonguen, og Else satte sig igjen.
154«Jeg kan hilse fra Deres mand», sa Hieronimus velvilligt. «Han bad mig sige Dem, at den lille trives fortræffeligt, spiser og sover og har det kun godt i alle måder.»
Else var stum. Hun kunde ikke få frem det tak, som hun syntes, hun burde sige. Gråden sad hende kvælende i halsen, og så stod frøken Ræder bag Hieronimus og gjorde miner til hende.
Hieronimus sad lidt og betragted Else, mens et medlidende smil kruste hans blodfattige læber. Så rejste han sig og gik med et koldt godaften.
«At De nu ikke bad professoren!» udbrød frøken Ræder. «I aften var han så mild og rar. Han sad formelig og vented på, at De skulde sige noget».
«Jeg kunde ikke», sa Else.
«I er to store i én sæk», lo frøken Ræder. «Men det er dumt af Dem, fru Kant. Professorens mine var helt forandret, da han gik».
*
Det var nat. Gassen var nedskruet, og Thorgren kom med et varmt omslag til Elses kind. «Bare De kunde få sove lidt, fru Kant. Inat er de rolige».
155Ja, bare hun kunde få sove lidt. Hvis hun ikke fik sove, måtte hun miste forstanden tilsidst. Derom var der ingen tvil. Kunde hun blot dæmpe denne nagende uro i sit indre, få sit hjærte til at slå roligt og ikke med disse uregelmæssige, oprørsk dumpe slag, knægte sig selv til fuldkommen underkastelse, bli stille i lidelsen, stille, som når den troende for guds ansigt hengivent bøjer sig for hans vilje. Lidelse virked lutrende. Lidelse var bedre end tomhed og forfængelighed. Sorgen kunde virke løftende, den gav indhold og stemte til ærbødighed.
Ja, hun vilde lide tålmodigt, lide med andagt, og i ånd og sandhed. Noget, der ligned ekstatisk glæde gjennembæved hende. Ikke alle mennesker havde evne til at lide således, at lidelsen blev til en vellyst. Det havde hun. –
Lille Tage, din mamma har det godt i aften. Og Du har det også godt. Du spiser og sover og trives udmærket. Du har ikke difteritis, og der har ikke vært ildebrand, og Du er ikke død. Og ikke pappa heller.
«Nej ikke pappa heller. Han er ikke», lød det pludselig tydeligt med Tages klare, søde stemme. Else løfted uvilkårlig hodet og så sig om. Hvor kunde det dog være? Ellers når hun i erindringen gjenkaldte sig Tages stemme, hørte 156hun den inde i sig. Men nu havde den lydt udefra, tæt ved hendes øre. Var det ikke et varsel om, at han kanske netop var død?
Nej, nej, ikke slippe håbet og troen. Reservelægen havde ikke løjet. Hans blik havde vært så fast og sandfærdigt.
Natstuegangen var der. «Er tanden slem?» spurgte Reservelægen, og gav hånden.
«Nej», svarte Else. «Ikke for øjeblikket».
«De skal forresten slet ikke være kjed over, at De har fåt tandpine. Det afleder tankerne fra det, de idelig kredser om».
Else smilte svagt.
«Det er mit ramme alvor», nikked reservelægen.
«Hvor længe tror De, jeg skal bli her?»
«Qui lo sa!»
«Hvorlænge plejer patienter at være her? I det længste, mener jeg?»
«Det er er forskjelligt – 4, 5, 6 måneder.»
«Å nej, det mener De da ikke», sa Else med et angstfuldt smil.
«Jeg véd det virkelig ikke, kjære frue. Godnat», han trykked hendes hånd og gik. «Vær nu flink og sov».
«Fire, fem, seks måneder», gjentog Else. Hun tog omslaget af kinden og la det på sengebordet. 157Hvad betød det, at hun havde tandpine? «De skal ikke være kjed af, at De har tandpine.» – Nej, vist ikke nej! Jo værre, jo bedre.
Hvor var brønden henne? Brønden med de grønskede vægge og det fjerne sus og det blege tusmørkelys, og stråltrådburet, som dækked, og for stedse strøg hende bort fra de levendes tal? Hvorfor lå hun ikke på bunden af brønden? Hvem havde trukket hende op? Og hvem var det, som stødte dette stingende, glohede vridbor gjennem tanden op i hendes hjærne?
Der hang en barneseng løst i luften foran hende, en barneseng med storblomstret tæppe og blondelagen. Dette tæppe – og puden? De blonder på betrækket havde hun selv hæklet i et lysthus på varme sommerdage. Ja, det var jo Tages seng, men hvor var gutten henne?
«Tage;» råbte hun og rejste sig.
«Kaldte De?» spurgte Thorgren, som stille kom listende.
«Hør, kjære gode Thorgren», sa Else. «Hvis jeg skulde dø her, vil De så sige min mand, at jeg døde af sorg over at være her, og over, at jeg ikke fik se ham, og ikke fik høre om barnet. Lover De mig det?»
«Ja, lille fru Kant», Thorgren gav Else et fast håndslag. «Men De dør ikke».
158Else la sig til igjen.
– Så, nu var hun paa bunden af brønden. Hun så de grønskede vægge, kjendte den mugne kjælderlugt og fornam det fjerne suss-uss-uss.
Pludselig hørte hun et brøl, som intet menneskeligt havde ved sig, og derefter en larm, som om tunge ting af jern og bly med magt blev kastet i gulvet. Straks derpå lød der flere brøl fra mange forskjellige røster ledsaget af dundrende slag, af skjærende skrig af øresønderrivende skjælden og smælden. Det var som gjøen af rasende hunde, som brøl af okser, som hanegal, som uglers tuden, og samtidig blev det ved at buldre og hugge, som om vægge splintredes af økseslag.
Else vilde rejse sig, men orked det ikke. Der lå tunge lænker om arme og ben, og på brystet en kjæmpesten. Og larmen og brølene fôr med isnende smerte som skarpe zigzagilinger gjennem hendes hode og legeme.
Hun var i et vådt og dybt gårdsrum med en vældig jernport, der stod på klem midt imod. Gjennem portens nøglehul og ved hængslerne så hun slikkende dansende ildflammer. Foran porten sad på en huggeblok af jern en sort kone med skrumpent ansigt og øjne, der lyste som fosfor 159i mørke. Hun havde gråhvidt gummiforklæde og en stor nøglehank hængende ved bæltet.
«Det er helvedes forgård, og hun skal lukke mig ind,» mumled Else. «Men jeg vil vente, til hun tar mig med magt».
Pludselig sad Tage i natskjorte og med de gule lokker lysende i halvmørket på skjødet af den sorte kone. Han vinked med hånden og råbte glad: «Mamma!»
Else rysted lænkerne og kjæmpestenen af sig og var i ét sæt fremme på gulvet.
Så følte hun sig omslynget af kraftige arme, og Thorgrens gemytlige stemme sa: «Så lille fru Kant, ikke stå ud af sengen. Det véd De jo nok.»
Else klynged sig til Thorgren. «Jeg dør af angst», sa hun. «Hør!»
«Ja, det er slemt», svarte Thorgren. «Der er ti delirister dernede, og de er allesammen på spil inat. Forresten lå De så stille før, da jeg kigged ind til Dem. Jeg trode min sandten, De sov, så utrolig det syntes.»
«Hør, hør, nu er de under sengen min», udbrød Else hæst hviskende. Hun kroged sig sammen på gulvet foran Thorgren, omslynged hendes knæ, og skjulte ansigtet i hendes kjole.
«Nej lille, søde De, vær nu fornuftig. Husk, 160at de, som raser dernede, umulig kan komme op her.
«Å, men vær herinde! Jeg tør ikke ligge i sengen. Gå ikke fra mig!» Else retted sig op uden at slippe Thorgren og trak hende ned med sig på chaiselonguen, hvor hun gjemte ansigtet i hendes skjød med begge arme slynget fast om hendes liv.
Og brølene og bulderet dernede fra blev ustanselig ved.
Så med ét lød der hvin og lyden af noget, som væltedes, ude fra cellegangen. Thorgren gjorde sig hastig fri og rejste sig.
«Lad mig følge med – å lad mig, lad mig,» bad Else ude af sig selv.
«Umuligt, fru Kant. Det er forbudt, jeg tør ikke! Straks jeg kan, kommer jeg ind igjen til Dem!»
Thorgren løb ud, og Else hopped op i chaiselonguen, hvor hun krøb sammen liggende på knæ og med ansigtet trykket fast mod betrækket.
«Det er ikke helvedes hunde, og ikke løver, som brøler, og ikke tigere, som vil æde mig», sa hun sagte. «Det er bare deliristerne dernedenunder. Det er bare deliristerne dernedenunder.»
Å, gud nej, men nu var de jo allesammen 161kommen ind i hendes hode. Hvordan kunde det dog være muligt? Alle ti!
«Ikke så ustyrlig, ikke knus og spræng mit hode. Jeg skal være stille og snil. Aldrig fuske i regning på skolen, aldrig mere.»
Der kom Tage susende og vilde også ind i hendes hode. Men nu var der ikke plads til ham. Å gud, der var ikke plads! Søde dejlige Tage min, sus ikke bort igjen – sus ikke bort igjen –
«Hvor er pappa henne? Ligger han i den gule kiste med halvtaget og glasruden. Har de brølet og ædt ham ihjel? Knut, Knut! Kom og ræd mig! Kom og ræd mig! Hvis Du ikke er død. Er Du død, Knut? Å, så vis Dig for mig!»
«Så, nu har jeg fåt dem til ro derinde», Thorgren tog om Else, der lå på chaiselonguen i samme stilling. «Skal vi så ikke pent iseng igjen?»
Else løfted hodet, slynged armene om Thorgren og trak hende ned til sig: «Nej, nej, sid her med mig! Jeg tør ikke gå i seng!»
«Ja. Et lille øjeblik.»
De sad som før, Else med armene om hendes liv og hodet i hendes skjød. Thorgren strøg 162Else sagte op og ned ad ryggen. Nedenunder var tilstanden uforandret.
Lidt efter lidt strøg Thorgren svagere og svagere, og så holdt det op. Straks efter gled hånden tungt ned fra Elses ryg.
Else gløtted forsigtig op. Thorgren sov med hodet skjævt tilbagebøjet mod kanten af chaiselonguen.
Den gode snille Thorgren. Så uanfægtet og rolig, hun var. Ja naturligvis. Ellers havde hun ikke duet til at være her. Else la ansigtet tilbage, og krøb tættere ind til Thorgren.
«Knu’ssen!» skreg det tæt ved, hæst og hult.
Else fôr op med et råb. I døråbningen stod barselspatienten med et sammelagt lagen som en bandage om maven.
Thorgren rysted øjeblikkelig søvnen af sig og løb ud med den syge.
Så krøb Else i seng igjen.
– Se så, nu var de igjen derinde i hendes hode, disse løver og tigre og hylende hunde. Nej, det var jo deliristerne. Ti stykker. Tænk, at de alle havde fåt plads derinde. Bare ikke sprænge hendes hode. Stykkerne vilde fare rundt til alle kanter, og det vilde være vanskeligt at finde dem, når hodet skulde sættes sammen igjen.
163Et ligtog gik forbi. Mørke langfrakkeklædte skikkelser, som bar en tom sort kiste. «Lad mig ligge i den! Bær mig bort, langt, langt bort!» Else rejste sig heftig i sengen og strakte armene ud efter kisten. – – Men der var jo ingen kiste – – Og ingen frakkeklædte skikkelser –. Nej naturligvis, hun lå jo her på hospitalet – eller var det deroppe mellem fjældene? Nej, det var på hospitalet.
«Du blir altså vanvittig,» sa Else til sig selv, og la sig varsomt tilbage på puden. «Såsnart Thorgren ikke er her, er Du vanvittig«.
Men så var det dog bedre at gjøre ende på det. Skulde Knut og Tage ha den forsmædelse? Aldrig.
Og tilstanden var jo håbløs. Fire, fem, seks måneder. – Længe forinden vilde hun være bleven vanvittig. Og hendes pine var jo tusen gange værre end døden.
Hun kunde rive sit lommetørklæde i strimler, knytte dem sammen og kvæle sig i det.
Åj! åj! der gôl en hane inde i hendes hode. Nej snak, det var jo deliristerne.
Om hun nu kunde dø –. Unddrage sig Hieronimus’ herredømme. Tanken var husvalende.
Men selv om hun døde, vilde jo anstalten 164leve. Mange mennesker i samme tilstand som hun, vilde kanske komme herind og få med Hieronimus at gjøre. Hvis hun slap levende herfra, så kunde hun fortælle og advare og kanske rædde om det blot var et eneste medmenneske fra det, hun her havde oplevet.
Nej, hun måtte leve.
Men se, nu kom de jo igjen, de gjøende helvedes hunde, de brølende løver, de fræsende tigre, de tudende ulve, og vilde ind i hendes hode.
«Du har ikke andet. Du må dø.» Hun rev med feberagtig kraft sit lommetørklæde istykker, bandt enderne sammen og la det om sin hals.
Så var Thorgren der. «Nu er det snart morgen,» sa hun og klapped Else på håret.
«Morgen.» Der var som en gammel mindelse om håb i dette ord. Og Thorgrens gode tillidsfulde hånd.
Else var ræddet.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.
Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.
Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.