Professor Hieronimus

av Amalie Skram

XVIII.

Om morgenen kom reservelægen. Else lå stille. Hodet gløded, men ellers kjendtes det som hele legemet var dødt, undtagen hvergang 165det trak krampagtig i det øverste af brystet, og bragte hende til at fare sammen med små pludselige ryk.

«Idag kan jeg se, De ikke har det godt, fru Kant,» sa reservelægen stille.

Else åbned hurtig øjnene og stirred forskræmt på reservelægen. «Uf nej, nej! Jeg kjender Dem ikke! Hvad skal De her?» råbte hun og la ilsomt hænderne over øjnene.

«Jovist kjender De mig. Det er jo reservelægen, som De altid så gjerne vil tale med.»

«Ja. Men jeg er så angst. Jeg kan ikke sanse for angst,» hun udstødte et kvalt skrig og skjulte atter øjnene med sine hænder.

«Hvad er der foregået?» spurgte reservelægen. «Hun har ikke været sådan før.»

«De har været slemme dernede i nat,» svarte frk. Stenberg, til hvem spørgsmålet var henvendt. «Og så er det jo det, at hun aldrig sover.»

«Idag er det nok rent galt fat med fru Kant.» – Else sled øjnene halvt op og så den unge kandidat med det glatte ansigt stå henne i døren og tale med frøken Ræder. Han drejed sin tynde moustache, og det fade smil, som Else kjendte fra før, bredte sig helt op til øjnene. «Nu skal jeg hen og tale med hende», sa han.

Else vendte hele sit legeme om mod væggen 166så hårdt, at det rasled i jernsengen, og kandidaten gik med uforrettet sag.

«Nu er målet fuldt», sa Else til sig selv. I dag må det være slut. Hverken vrede guder eller bekymrede mennesker eller krænkede engle eller ondskabsfulde djævle kan forlange mere. Ja selv hr. Hieronimus må nu synes, det er nok.

Herre min gud i himmeriges rige, hvad har jeg da forbrudt? Og hvad har de foresnakket Knut, at han ikke trænger ind til mig om det så skulde være med våben i hånd!

Men idag skulde det være slut. Man vilde jo ikke i vore dage et menneskes undergang, ialfald ikke på denne brutale måde, og under godheds og gavnligheds maske. Og desuden, Hieronimus var jo ingen fiende. Han bare mored sig med at se musens dødsangst, når katten bed og klemte den.

Else fik mod og håb. At hun lykkelig havde overstået den sidste nats krise gav hende nye kræfter.

«Uden mad og vin er helten ingenting,» sa frøken Ræder, da hun kom med frokostbakken. «Vi skal leve, vi skal ha det gemytligt og flot, her er varm kotelette, og dejligt smørrebrød med pålæg.»

«Ja spis nu,» sa frøken Stenberg. «Nu gjør 167jeg som dengang i cellen», hun tog smilende Else under armene og satte hende op.

«Ja, jeg skal nok,» sa Else og tog imod bakken. «Men hør nu, frøken Stenberg, De, som har vært for mig mere, end De selv véd, vil De ikke nu straks gå ned til professoren og sige ham, at jeg vil ikke være her længere. At jeg fordrer og forlanger at bli sendt hjem eller ialtfald at få tale med min mand. Inat har jeg kjæmpet for ikke at bli gal – Å De véd ikke, hvad jeg har gjennemgået.»

«Nej,» sa frøken Stenberg. «De burde måske slet ikke vært kommen her. Men det forstår jeg mig ikke på,» tilføjed hun forskrækket.

«Nej, men gå nu ned og sig det. Sig, at jeg fordrer og forlanger at bli sendt hjem.»

«Ja», sa frøken Stenberg. «Nu går jeg.»

Else vented tillidsfuld, næsten glad. Hendes viden om og egen bedømmelse af tingenes tilstand gjorde hende tryg.

Som forrige gang, da frøken Stenberg havde vært nede for at spørge om lov til at ta til tandlæge, vendte hun bedrøvet og slukøret tilbage.

Professoren havde ikke svaret et ord.

«Tænk ikke på det, fru Kant. Det nytter ikke.»

168Else følte en kogende vrede. Hvem var han, denne sølle Hieronimus? Hvad tænkte og mente og vilde han? Men så var der vel andre måder. Reservelægen. – Han var da et menneske ialfald.

«Kan De ikke be reservelægen komme op til mig?» spurgte Else frøken Ræder et par timer senere.

Jo. Reservelægen var netop på den rolige gang. Hun skulde sige det til ham.

Straks efter stod reservelægen foran Elses seng, rolig og mild og tillidvækkende som altid.

«Jeg var forstyrret imorges, da De var her,» sa Else. «Jeg kunde ingenting huske, og jeg kjendte Dem ikke – ikke Dem engang. Men nu bér jeg Dem som et menneske, der er i yderste nød om at søge min mand, den eneste, jeg har at fortrøste mig til, og fortælle ham, hvordan det er fat med mig. Vil De det?»

Reservelægen nikked.

«Fortæl ham,» sa Else, som sad oprejst i sengen og havde grebet reservelægens hånd, «fortæl ham, at jeg har været i celle mellem de gale, og at jeg lever i et helvede, der må gjøre det sundeste menneske vanvittig. Vil De det?»

«Ja, frue. Jeg skal sige det, såsnart jeg sér ham.»

169«Nej, De må gå hjem til ham! Hører De, De må! Det kan jo vare længe, før De ser ham tilfældig.»

«Ja. Jeg skal gjøre, hvad jeg kan for Dem.» Reservelægen trykked Elses hånd og gik.

Gudskelov. Gudskelov. Reservelægen gjorde, hvad han kunde. Sikkert! Han forstod det hele. Og selv om han officielt ikke havde lov til at blande sig i Hieronimus’ affairer, så sa han dog til sig selv, at nød bryder alle love. Gudskelov! Gudskelov!

Nu vilde hun stå op og gå ud på gangen og se til de syge. Når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Idag går reservelægen til Knut, og øjeblikkelig kommer Knut og udfrier Dig.

«Nå, lille fru Kant, De sér så oplivet ud idag,» Madonna-Hansen kom ind i travelt løb, mens Else sad på sengekanten og trak strømperne på. «Jeg savner Dem om dagene, må De tænke, De er ligesom kommen længere fra mig. Men hvad er dog det?» Tonen blev fuld af ynk – «Bruger De seilgarn til strømpebånd?»

«Ja, for de har jo sendt alting hjem. Alting. Også min store skindkrave. Jeg går derude og fryser på gangen i min slobrok. Herregud, skindkraven kunde jeg dog ikke ha hængt mig i.»

«Nådda!» Madonna-Hansen trued med fingeren, 170mens de store øjne smilte. Så tog hun hurtig af sig en ulden hæklet modest. «Lån denne», sa hun, «den er god og varm.»

«Tak. Men så fryser De jo selv.»

«Nej, jeg gjør ikke. Jeg har andet at gå med. Men nu må jeg afsted. Farvel, lille fru Kant», hun løb ud nikkende til Else, der gav hende et taknemmeligt blik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Professor Hieronimus

I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.

Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.

Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.