Professor Hieronimus

av Amalie Skram

XIX.

Else gik op og ned i sit værelse. Gjennem den åbne dør havde hun sét komtessen, høj og statelig i sin sorte finuldne, med sorte kniplinger besatte kjole, stå med korslagte arme i fløjdøren ud til cellegangen. Else havde flere ganger talt med hende og havde følt trøst ved hendes blide stilfærdige væsen. Men idag var hun i en så bævende spænding, at hun helst vilde være alene. Reservelægen havde jo lovet at tale med Knut.

Stakkels komtessen! Else kunde ikke begribe, at der skulde mangle hende noget på forstanden. Jo, først havde hun troet det. Den historie, komtessen havde fortalt, lød så umulig. Med list og vold var hun bleven lokket ind på hospitalet 171af Hieronimus og en slægtning, og så havde hun pludselig fåt besked om, at hun var anholdt som sindssyg og skulde i seng. Og hun vidste ingen anden grund end den, at hendes familje ikke kunde like hende, fordi hun praktiserte kristendom, og havde antat to små fiskerbørn som sine egne, og i sit testamente indsat dem som berettiget til at nyde godt af en del af hendes formue. Og så var det pistolen, som Thorgren havde talt om. Den pistol havde komtessen uantastet ejet i 22 år. Og et hvidt pulver i en æske, der ansås for at være gift, men som ikke var andet end almindeligt pudder. Ligeledes havde hun en tid af sit liv sovet om natten med tændt lys, og var beskyldt for at have anarkistskræk.

Ja, historien lød mærkelig. Og Else havde delvis antat den for hjernespind. Men ved at tale med sygeplejerskerne havde hun ikke kunnet erfare, at der fandtes andre grunde end dem, komtessen nævnte, til den mistanke for galskab, hvorpå hun var bleven indespærret.

«Kom ind og sid lidt hos mig. Ja?»

Else, der var på vej til vinduet, vendte sig hastig om. I døren stod komtessen med det lidende ansigt og de dybblå milde øjne. Det brune hår krused sig som små bløde bølger om 172den hvide pande og dækked ganske tindingerne, helt ned til ørene.

De fulgtes ad ind i det rummelige værelse ved siden af Elses. Det var blevet gjort istand til komtessen og indeholdt 2 senger, og imellem de høje, smårudede, som jerngitter virkende vinduer, stod der en sofa med slidt sort damaskes betræk. Så var der et bord og en gammel lænestol.

«Hvad tænker De egentlig om professoren?» spurgte komtessen, da de havde tat plads.

«Ingenting,» sa Else trist. «Jeg forstår ham ikke».

«Men han må da lade sig overbevise. Ikke sandt? Han må jo dog kunne mærke, at det er lutter opspind med min sindssygdom.»

«Ja, man skulde jo tro det. Men gud véd.»

«Han lade sig overbevise! Guds ords kraft skal overbevise ham!»

«Kan De virkelig tale med ham? Jeg formår det ikke.»

«Ak ja dog,» udbrød komtessen. «Jeg tror på den mand. Han er ikke nogen levende kristen, men et ærligt menneske. Det tror jeg, det jeg tro,» komtessen knuged hænderne 173sammen og vendte øjnene opad. «Ak, bare jeg dog havde min bibel.»

«Kan De ikke be om at få en bibel, da?»

«Det kan De vel forstå, var det første jeg bad om, men jeg har ikke fåt nogen. Vilde De ikke også gjerne ha en bibel, ja?»

«Å, jeg véd ikke,» svarte Else, mens et knugende suk pressed sig frem fra hendes bryst.

«De tror jo dog på gud?»

Else nikked.

«Og på Jesus Kristus?»

Else nikked atter. Hun syntes ikke, det var tid eller sted til at forklare, hvor vantro hun var. Og så vilde hun så nødig såre dette ejegode menneske.

«Så skal vi bede tilsammen. Hvor to eller tre ere forsamlede i mit navn, der er jeg selv midt iblandt eder. Nu skal vi bede om, at De må bli fri for Deres tandpine. Vi skal bede i samme stund begge to. Ak, jeg hørte Dem inat, hvor De jamred Dem. Og deliristerne! – – Men tænk jeg sov alligevel, ikke hele natten, nej, men dog noget.»

«De er lykkelig, som kan sove,» sa Else.

«Det er guds kraft og nåde. Jeg lægger mig hver aften hen i Jesu arme, og så er jeg frelst fra alt ondt. Det skulde De også gjøre.»

174«Ja,» sukked Else.

«Har De endnu ikke fåt løfte om at se Deres mand?»

«Nej, men idag har reservelægen lovet at tale med ham. Såsnart min mand får ordentlig besked, kommer han øjeblikkelig.» Else følte håbet risle varmt igjennem sig.

«Ja, det er mærkeligt, at De skal være her,» sa komtessen grundende. «Det er jo et sted for gale og forbrydere. Jeg begriber forøvrigt ikke, at De kan gå derude på cellegangen. Idag stod jeg kun lidt i døren, og jeg led frygtelig ved at se på dem.»

«Det er jo som et slags adspredelse,» svarte Else. «Nu kjender de mig allesammen, og nogle af dem smiler, når de sér mig.»

«Nej, jeg forstår det ikke!» udbrød med ét komtessen og slog hænderne sammen. «Jeg, som aldrig i mit liv har været det ringeste nervøs engang! Og min læge –. Jeg har bedt om at få et besøg af min læge, men det er blevet mig nægtet. Kan De forstå det? Ja, havde jeg ikke gud, så blev jeg gal af at gruble på det. Men gud er min styrke.»

*

175Om eftermiddagen var Else på cellegangen. Bedstemor sad sammenkrøben på sin sædvanlige plads ved kakkelovnslugen, og den unge pige med det tunge hode stod gjemt bag en dør og keg sky på Else, der langsomt gik op og ned med hænderne på ryggen. De andre patienter lå i sine senge.

Nu var klokken halvfem, havde Suenson sagt. Men derfor kunde Knut endnu godt komme og hente hende. Den aften, hun kom her, var klokken 6. Kunde man komme ind her klokken 6, så måtte man vel også kunne komme ud herfra på samme tid.

Med ét hørte Else hurtige mandsskridt bag sig. Hastig vendte hun sig om. Forventningen jog som kuldegys igjennem hende.

Reservelægen kom imod hende.

«Jeg skal hilse fra Deres mand,» sa han, og stemmen var ikke så lavmælt og langsom som vanligt, der var liksom kommen fart i den.

Else kunde ikke tale. Hun følte sine øjne brænde og spørge.

«Jeg var så heldig at træffe ham lige nu hernede i gården.»

«Hvad sa han?» kom det åndeløst.

«Jo. De havde det udmærket, både han og den lille.»

176«Vil han ikke ta mig ud?»

«Nej,» sa reservelægen, og der kom noget uvillig-forundret i hans blik.

«Sa De ham da ikke, hvordan det var fat med mig?»

«Jeg sa, at De var temmelig angreben.»

«Og han vilde ikke se mig? Vilde ingenting gjøre?»

Atter svarte reservelægen nej med det samme uvillig-forundrede blik.

«Så har De ikke sagt besked!» råbte Else, og stemmen udtykte hendes anklagende og harmfulde fortvilelse.

«Jeg forstår slet ikke, hvad De mener,» sa reservelægen i irriteret og bebrejdende tone. «Hvad venter De, at Deres mand skal gjøre? Han kunde jo ikke ha Dem hjemme. Det er da ved gud det sidste en mand griber til: at lægge sin kone ind på 6te afdeling. Nu har han overgit sagen i professorens kyndige hænder, og så har han kun at forholde sig passiv.»

Else stod og stirred hen for sig. Det var, som hun sank og sank, og mens hun sank blev hendes indre til sten, og hendes legeme til sten.

«Jeg begriber ikke, hvad De er så utilfreds med», vedblev reservelægen ærgerlig. «Se på de andre,» hans blik strejfed den altid glade og 177pludrende bedstemor. «De har det jo godt, som De har det. Hvad andet kan De forlange? Jeg har hele tiden ventet, at De skulde falde til ro hernede – vi vil Dem jo alle så vel – men det lader ikke til, at det sker», han vendte hende ryggen og forlod hurtig cellegangen.

Da først gik det tilfulde op for Else, hvordan tilstanden var.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Professor Hieronimus

I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.

Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.

Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.