XX.

Hun sank ned på stolen ved det gule bord. Hænderne lå løst i hendes skjød, og hun følte den kolde sved springe frem på næse og pande. Det var, som havde hun om sig et uendeligt øde, et øde, hvis forfærdelige tomhed suste ind i hendes hjerne, ned gjennem hendes legeme – suste og suste og vilde gjøre hende selv til tomhed, til en dél af dette grufulde ødes nøgne intet.

«Så må Du alligevel dø,» sa det stille inde i hende. Inat altså. Det sønderrevne lommetørklæde havde hun puttet indenfor sit pudebetræk. Gudskelov, at hun ikke havde kastet det ned i klosettet, som hun havde tænkt på.

«De skulde ta noget om hodet, fru Kant,» 178frøken Stenberg gik forbi. «Nu, mens vi lufter ud. Husk på tandpinen.»

Else vendte tilbage til sit værelse. Der sad hun i den store stol ved vinduet, stille og stirrende, til frøken Ræder klokken 7 bragte hendes aftensmad.

Imorgen på denne tid vilde hendes værelse stå tomt. Liget skulde føres bort senest 6 timer efter døden. Hvor mon de vilde bringe hende hen – hjem? Nej, de havde jo et lighus her på hospitalet, hvor de døde blev lagt. Hun så sig selv ligge på en lang træbriks side om side med andre lig. Havde de mon fælles lighus for mænd og kvinder? Ja, hvad gjorde det –. I døden var alle lige.

Og så kom Knut med kiste og hented hende.

Så skulde det da koste hende livet at komme herfra. Ja, ja, det var ikke for dyrt betalt. Ingen betaling var for dyr for udløsningen fra dette sted.

Knut, som hun aldrig mere skulde se. Det var altså sidste gang, da han sa farvel, og kyssed hende derude på trappegangen. Å Knut, Knut – Du har vært god imod mig!

Tage, lille Tage, det stak i hjertet og trak 179sig smerteligt sammen inde i brystet. Aldrig mere. Aldrig mere se dit lyse, lokkede hode.

Men gudskelov, han var for liden til at kunne sørge. Han vilde snakke lidt om hende i ny og næ, og så glemme hende for bestandig.

Den, som kunde tro på et evigt liv, hvor man mødtes med sine kjære efter døden. Tålmodigt vilde hun ha kunnet vente gjennem evigheder, hvis hun var vis på engang igjen at skulle få holde barnet i sine arme.

Ja, det vilde ha vært en husvalelse i denne stund at kunne ha troet som komtessen. Da vilde hun sikkert ha kunnet græde. Å, hvor det vilde gjort godt at have havt tårer nu.

Men skulde det ikke kunne gå at bilde sig ind, at hun var troende, klynge sig til Kristi dejlige ord: I min faders hus er der mange værelser, jeg går hen at berede eder sted?

Hun folded hænderne og forsøgte at bede, men uden virkning.

Med ét rejste hun sig, og gik ind til komtessen, der netop var færdig med sit aftensmåltid.

«Fik De et godt svar hos reservelægen, ja?» spurgte komtessen og kom Else venlig imøde.

«Svar – reservelægen» – Else studsed.

180«Han havde jo lovet at tale med Deres mand.»

Nu husked Else det. «Nej,» sa hun og rysted stille hodet.

«Tab ikke modet», komtessen la begge hænder på Elses skuldre og så hende kjærligt ind i øjnene. «Husk på, at Jesus elsker Dem, og er Dem nær.»

«De må ikke fortvile,» vedblev komtessen da Else ikke svarte. «Jeg skal bede for Dem. En kristen fortviler aldrig. Lov mig, at De ikke vil fortvile, ja?» Hun kyssed Else på begge kinder.

Der lød tummel ude på cellegangen, skridt, der trådte fast og støt som af folk, der bar noget tungt, og andre lettere og hurtigere skridt.

«Det er måske en ny patient?» sa komtessen.

Else nikked sløvt.

Straks efter trængte en stærk karbolstank ind til dem.

«At man dog ikke kan lukke sine døre», udbrød komtessen og holdt lommetørklædet op for næsen.

Da Else forlod komtessen, så hun gjennem den åbne fløjdør ud til cellegangen en sygeplejerske og en af kandidaterne komme løbende nedover. Rent mekanisk gik Else derud.

181I den nederste celle, den samme som komtessen havde havt, lå i sengen med højt hodegjærde en dumpt rallende kvinde, hvis bryst gik op og ned. Under tæppet, der nåde op lil hagen og løst og glat hang ned ved sengens sider, vistes omridset af et stivt udstrakt legeme. Det brede firkantede ansigt var blyfarvet med sortgustne flammer under øjnene, og det mørke kortklipte hår klæbed fugtigt om pande og øren. En sygeplejerske og en kandidat stod bøjet over den rallende skikkelse.

Kandidaten trak op hendes ene øjenlåg og stak pegefingeren ind på pupillen. «Hun er færdig», sa han og tog frem en liden sprøjte. SygeplejerskenSygeplejersken] rettet fra: Sygeplersken (trykkfeil) slog tæppet tilside oppe ved skulderen, og kandidaten gav kvinden en indsprøjtning.

«Put hende en ispille i munden hver halve time,» sa han og gik.

«Hvad fejler hun?» spurgte Else forfærdet.

«Hun har drukket karbolsyre,» svarte sygeplejersken. «Det er en arbejdsmands kone. Tænk, hun er gåt fra 6 små børn. De har levet så ulykkelig, og manden har mishandlet hende. Så idag laved hun middagsmaden istand, og da så manden kom hjem og gjorde spektakler som sædvanligt, gik hun ud i kjøkkenet med de ord: «Nu ser Du mig aldrig mere.»

182«Den arme kone,» sa Else gysende.

«Manden bare lo og svarte, at det havde hun sagt så tidt. Men straks efter hørte han hende falde om derude med frygtelige hvin. De arme børn! De havde kastet sig skrigende over moren og vilde ikke slippe hende, da hun skulde føres bort.»

«Tror De, hun dør?»

Sygeplejersken trak på skuldrene og så forbeholden ud.

Else gik ind i cellen og stod og betragted selvmordersken, der lå som før, ustanseligt rallende, mens et blåhvidt skum sived udover hendes brede mundviger. Brystet steg og sank, og af og til gik der en heftig rykning igjennem det.

Else var gjennemrystet af rædsel og syg af karbolstanken, men hun kunde ikke løsrive sig fra det hidsende syn. Hun glemte al sin egen nød og sansed kun det ene, at hun stod foran livets uigjenkaldeligste: døden. Døden for egen hånd. Og ikke om verden brast, eller om tusende mennesker vilde gi sit liv for at kjøbe hende tilbage, kunde dette menneske bli gjengit de levendes tal. Uigjenkaldeligt – evigt forbi. Døden, døden for egen hånd. Sådan så den ud.

Med ét overraskedes hun af at mærke, at hun ikke alene følte medlidenhed, men også 183afsky. Mest afsky. Denne kvinde, der fejgt var flygtet fra sine lidelser og sine pligter. Ladt sine børn så grusomt og troløst i stikken. De arme små, der havde klynget sig til moren og ikke havde villet slippe hende.

Dette billede skar Else i sjælen, og pludselig kom tårerne styrtende. Å, hvor det lindred. Forstenelsen i hendes indre opløstes og flød bort med disse tårer. Og her, foran denne rallende selvmorderske med det blyfarvede ansigt og det blåhvide mundskum lovte Else sig selv, at hun ikke vilde ta livet af sig. Ikke om hun så blev holdt indespærret her resten af sit liv. –

«Stå ikke her længere. Det har De ikke godt af,» frøken Stenberg tog Else om skulderen og førte hende ud.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.