Professor Hieronimus

av Amalie Skram

XXI.

«Jeg kommer ind for at ta afsked med Dem,» sa Thorgren, da Else siden var gåt tilsengs. «Vi har fåt besked om, at døren til cellegangen skal være lukket om natten. De og komtessen får nu en sygeplejerske for Dem selv til nattebrug også. Der er hun! Det er frøken Bøhn.»

184«Godaften, fru Kant,» en høj tynd dame med et brunet elskværdig-strengt lærerindeansigt gav Else hånden.

«Sikken en let og behagelig plads, De får.» Thorgren satte sig på chaiselonguen foroverbøjet med armene foldet i skjødet. «Lad mig nu se, at De er god mod fru Kant,» hun nikked leende. «Andet vil jeg ikke høre. Det er min frue, må De vide.»

«Vi skal nok komme ud af det med hinanden,» sa frøken Bøhn med et fint smil og trykked hjerteligt Elses hånd. «Nu kommer jeg med Deres kloral.»

«Uf ja, den kloralen. Bare jeg dog kunde slippe for den!»

«Her er vi artige børn,» sa Thorgren og lo igjen.

«Hvordan går det med hende derinde?» spurgte Else og pegte på væggen, langs hvilken hendes seng stod, og som stødte op til selvmorderskens celle.

«Det er snart forbi,» svarte Thorgren og så stadig smilende påpå] rettet fra: pa (trykkfeil) Else.

«Skal hun så ligge der inat?»

«Ja, til imorgen. Hun skal jo vaskes og laves istand. Det blir mit og Suensons arbejde.»

«Gruer De Dem?» spurgte Else med et gys.

185«Nej. Vi er jo så vant til det. Det vil sige, når det er et altfor beskidt lig, så blir det jo lidt uappetitligt. De kan være slemme på fødderne og benene. Men nu godnat, lille fru Kant,» Thorgren rejste sig. «Vær nu en god og artig pige.»

«Jeg kan høre hende ralle derinde», sa Else til frøken Bøhn, da hun kom med kloralen.

Frøken Bøhn lytted et øjeblik. «Nej,» sa hun og rysted hodet.

«Jo. Når jeg ligger alene.»

«De tar vist fejl, frue.»

«Her er mørkere iaften end ellers,» bemærked Else.

«Ja. Jeg har med vilje skruet gassen mere ned. For jeg tænkte, om De så måske lettere vilde få sove. Men vil De, jeg skal skrue op igjen?»

«Nej tak. Lad mig nu prøve. Godnat.»

– Uh, denne karbollugt, som Else ikke kunde få bort fra sin næse. Karbollugt og selvmord – selvmord og karbollugt – det smelted sammen til ét i Elses forestilling.

Det gik underligt til i verden.

Nu lå hun her side om side med en fremmed selvmorderske. Hvem skulde ha tænkt det for 14 dage siden? Men hvis der nu iaften 186var kommet en anden patient i cellen derinde, så vilde det vært Else, som havde vært selvmordersken, og den anden derinde vilde ha ligget side om side med hende og kanske følt den samme rædsel og afsky som nu hun. Disse livets tilfældigheder, som styred og ordned det hele. En selvmorderske havde reddet hende fra at bli selvmorderske. En grublandet taknemmelighedsfølelse gjennembæved hende, og så stak hun hånden ind under pudebetrækket for at forvisse sig om, at det sønderrevne lommetørklæde lå der. Jo. Gudskelov, at frøken Ræder ikke havde fundet det, da hun imorges redte hendes seng. Nu måtte hun skaffe det afvejen imorgen, for iovermorgen skulde der byttes på sengen.

Hvor langt mon dødskampen nu var skreden frem? Hun letted hodet, la øret til væggen og lytted. Nej, ingenting at høre.

Idetsamme hun vilde lægge hodet tilbage, lød noget, som ligned hiving i et rustent pumpeværk. Kom det derindefra? Else syntes, det havde lydt bag hende lige udfor nakken. Hun vilde kalde på frøken Bøhn, men fik ikke stemmen op. Angsten pressed blodet som hurtige nålestik mod hendes trommehinder.

Hun holdt hodet i samme stilling, lettet op 187fra puden. Det var, som havde hun et stativ i nakken.

Så hørte hun som en langstrakt gurglen. Med magt gjorde hun nakken fri fra stativet, drejed hoved og keg ud på gangen. Stolen var tom. Så la Else forsigtig hodet ned igjen på puden.

Hvor var her stille i aften. Ingen lyd fra cellegangen og intet at høre fra deliristerne nedenunder. Det var liksom de allesammen vidste, at døden var på besøg.

Hun lukked øjnene og folded hænderne over brystet. Hendes sind fyldtes med en knugende andagt, og hun trak vejret lydløst.

Så med ét lå selvmordersken ved siden af hende ovenpå teppet. Hun hørte den skurrende rallen, fornam nærheden af det blyfarvede ansigt med det blåhvide mundskum, og karbollugten fyldte hendes næsebor.

Hurtig sad hun overende og stirred forvildet på teppet ved sin side. Der var ingenting. Hun trykked hænderne for øjnene og søgte at komme til samling. Så kaldte hun dæmpet på frøken Bøhn, der straks kom stille ind.

«Hvordan er det med hende derinde?» spurgte Else hviskende.

«Hun er død.»

188«Når døde hun?»

«For at kvarterstid siden.»

«Hvorledes kan De vide det?»

«Jeg var ude og så til hende.»

«Hør, det snakker derinde!» Else greb frøken Bøhns hånd med en så hastig bevægelse, at denne fôr sammen.

«Det er Suenson og Thorgren, som skal pusle liget, frøken Bøhn la den hånd, hun havde fri, om Elses nakke og læned hendes hode til sit bryst: «De er da ikke bange, fru Kant?»

«Jo,» hvisked Else og knuged krampagtig hendes hånd.

«Men for hvad dog?»

«Jeg véd ikke. Bliv hos mig. Træk stolen hen til sengen og sid her.»

«Det er forbudt, fru Kant. Jeg må sidde ude på gangen. Husk, at jeg også skal tilse komtessen.»

«Hun sover.»

«Nej, hun gjør ikke. Jeg var netop derinde, og da sad hun oprejst i sengen.»

«De ikke gå! Gå ikke!» Else slog armene om hendes liv og klynged sig til hende.

«Gud gi, jeg kunde la være. Jeg vilde så gjerne, for jeg mærker, hvor ængstelig De er. 189Men vær nu kun rolig. De er jo sådan en fornuftig dame, siger de andre».

«Ja-ja», sa Else med et krampagtigt suk. Hun slap frk. Bøhn, og la sig tilbage i sengen.

«Nårsomhelst De kalder på mig, kommer jeg straks. Jeg hører det øjeblikkelig,» frk. Bøhn la tepperne tilrette over Else. «Det er bedst, jeg skruer gassen lidt op igjen.»

– Else gav sig til at lytte efter Thorgrens og Suensons stemmer derindefra cellen. Et par ganger lo Thorgren, dæmpet, syntes Else. Så hørte hun rissel af vand, og derpå en lyd, som om de brugte børster.

Da reservelægen gik natstuegang, talte han spøgende og endda mere venligt end ellers til Else. Men hun svarte kun det allernødvendigste. Hun havde troet, at reservelægens venlighed bunded i forståelse, og i forståelsens medlidenhed. Siden i eftermiddag vidste hun bedre besked. Fuldstændig overladt til sig selv var hun. Udelukkende måtte hun stole på egne kræfter i kampen for ikke at gå tilgrunde her.

«Det glæder mig at finde dem så rolig», sa reservelægen tilsidst. Han blev stående et øjeblik og så på hende med et forskende blik, hvori der også var et gran af forundring. Så sa han godnat, og gik.

190Nu var der ganske stille i cellen derinde. Altså var de færdige. Så havde de vel tat uldteppet bort, og dækket hende med et lagen. Vel ogsaa slukket gassen, så hun nu lå i sort mørke. Og lukket celledøren. Nej, låset den. For ellers kunde en af de syge pludselig rive døren op, og springe derind. – Gad vidst, om de nu også virkelig havde slukket gassen? Plejed der ikke altid at være lys hos de døde?

– De arme grædende børn, som ikke havde villet slippe moren. Nu havde de ingen mor mere. Men det vidste de ikke. Nu lå hun død her i en af cellerne for gale og forbrydere og selvmordere. Der havde Else også ligget. Og nu lå hun tæt ved.

Men hun var ikke død, og hun vilde heller ikke dø. Lille Tages mor var endnu ilive. «Lille Tage» – gråden brød et øjeblik i hende uden at bli til tårer. Ja, hun vilde leve for Tages Skyld.

Øjnene faldt trætte i, men søvnen var langt borte.

Så var selvmordersken igjen ved siden af hende. Men nu ralled hun ikke. Stille og ganske nøgen under et lagen lå hun ovenpå teppet. Else kjendte tydeligt det kolde gufs fra 191hendes døde legeme, og karbolstanken var blandet med liglugt.

Else vilde råbe, og slide øjnene op, men det lykkedes ikke. Liget var gledet hen på hendes bryst, og lå nu kvælende over hende. Hun stred og kjæmped for at få luft, og for at komme til at røre sig. Men ikke en finger kunde hun løfte. Nu døde hun. – Nu døde hun. Å gud, nu døde hun alligevel, kvalt ihjel af denne fremmede selvmorderske. Hun var allerede død. Blot inde i hodet, øverst oppe var der en liden plet, som leved. Der var den sidste rest af legemets liv krøbet op, og der sad dødsangsten og grôv som med et glødende søm.

Så gav det inde i hodet et smæld, som hun tydelig hørte. Else gjorde en sidste uhyre anstrengelse, og med en lyd i halsen, som når proppen drages af en flaske trak hun vejret og slog øjnene op.

Liget var borte. Hun vilde rejse sig og råbe på frk. Bøhn, men ingen af delene formåede hun. Legemet var som lamslået. Hun prøved, om hun kunde løfte armene lidt. Jo, det gik.

Hvad kunde det også nytte, om frk. Bøhn kom ind? Hun turde jo alligevel ikke fortælle hende denne hallucination med selvmordersken. «Alting her, blir udtydet som sindssyge», havde 192Madonna-Hansen sagt en af de første aftener. Og det havde gjort hende forsigtig.

Atter sank øjenene trætte i, men hun skyndte sig at åbne dem. Hun turde ikke ha dem lukket af frygt for, at hallucinationen skulde komme igjen. Men tilsidst kunde hun ikke mere. Lågene var så svidende tunge. Tiltrods for hendes anstrengelser lukkedes de atter.

Og straks var selvmordersken ved hendes side, iskold, tung og lugtende af karbol og lig.

«Det er vanviddet, som kommer,» sa Else til sig selv. Så rejste hun sig møjsomt overende, og råbte på frk. Bøhn.

«Vær så snil at gi mig et glas vand,» bad hun.

Sygeplejersken bragte det forlangte, og Else drak lidt. Hun begyndte at spørge frk. Bøhn om dit og dat, for at hun skulde bli lidt hos hende. Frk. Bøhn svarte venligt, men kort. «De véd, De skal sove,» sa hun, idet hun vendte sig og omhyggelig glatted Elses hodepude. «Inat er her jo stille.»

Else dypped snippen af sit lommetørklæde i vandglasset, som sygeplejersken havde ladt bli stående på sengebordet, og baded sine øjne. Så kanske hun bedre kunde holde dem oppe.

Men hun turde ikke lægge sig ned igjen. 193Hallucinationen kom vist lettere da. Hun læned skulderen og hodet mod væggen, og satte al sin kraft ind på at holde øjnene åbne.

Alligevel gled de til efter en stunds forløb, og et par øjeblikke efter lå selvmordersken ved siden af hende.

Hun retted sig hastig op, knuged hænderne sammen og vred sig i angst og pine.

«Skal Du da virkelig bli vanvittig? Er kræfterne udtømt nu? Har hjernen fåt et knæk etsteds, eller er den begyndt at bli til grød?»

Hvis hun havde fåt lov til at stå op og gå lidt på gulvet, eller frk. Bøhn havde villet sidde hos hende? –

Skulde hun kalde hende ind, og betro sig til hende? Fristelsen var et øjeblik stor, men hun overvandt den. Frøken Bøhn vilde føle det som sin skyldighed at fortælle det til professoren. – De var jo så pligtopfyldende disse sygeplejersker.

Nej, nej, nej! Hun vilde kjæmpe, kjæmpe til det yderste. Endnu havde hun jo sin fulde forstand. Det var kun, når øjnene faldt til, og denne svagt surrende syden begyndte i baghodet, det var kun da, at hun tabte styret over sine forestillinger.

Ja, hun vilde kjæmpe, lægge sig på knæ 194i sengen, folde hænderne og skrige med sjælen efter hjælp. Samle al sin angst og gru og kvide i et brændende råb til sig selv, til sin fornuft, til sin vilje, til sin legemskraft, der altid havde vært stor. Og til sine kjære, som var døde. Kanske de kunde høre hende, og slå vagt om hende. Hvem vidste? Spiritisterne sa jo, at de var i luften omkring os, og kunde fås i tale. Men så skulde der være et medium. Og det havde hun ikke. De måtte gjøre en undtagelse, la nåde gå for ret – hun lå på knæ midt i sengen med sammenlagte oprakte hænder, og nu var øjnene vidtåbne, lågenes tyngsel og træthed borte.

Da lød brøl som af vilde dyr, og et bulder, som når stormen bryder løs på havet.

Else stivned et øjeblik i skræk, men så vidste hun, det var deliristerne nedenunder, og noget som en lettelse strøg igjennem hende. Stille la hun sig tilbage på puden. Gudskelov for deliristerne! Sålænge de holdt på, vilde øjnene ikke lukke sig, og selvmordersken ikke komme.

«Ja», sa frk. Bøhn, hun stod foran sengen, og så bekymret på Else. «Vi er jo vant til det, men for Dem må det være frygteligt».

«Jeg begynder snart at bli vant til det, jeg 195også nu», sa Else med et underligt smil, og greb frk. Bøhns hånd, som hun holdt fast i sin.

«Jeg kommer straks ind til dem, og sidder lidt», sa frk. Bøhn, og løsned sin hånd. «Dette forstår jeg, må skræmme Dem. Men først må jeg se til komtessen, som også er vågen».

*

«Godmorgen og til lykke!» Det var frk. Bøhns stemme.

«Til lykke?» gjentog Else og så forbauset på hende.

«Ja, De har sovet. Sovet roligt i en og trekvart time. Deliristerne faldt til ro klokken 4. Et kvartér efter, sov De. Nu er den 6. Det er jo første gang, siden De kom her. Det sér ud til, at jeg har held med mig.»

«Til lykke», sa frk. Stenberg, da hun gik morgenrunde, og så klapped hun Else på kinden.

«Til lykke», kom Thorgren leende med sine friske kinder, som ingen nattevagter syntes at kunne blege, og så rakte hun Else begge sine hjærtelige hænder. «De måtte dog til det tilsidst!»

«Til lykke», hilste Suenson med sit lyse smil, og gav stilfærdigt hånden.

196Frøken Ræder var der også, og Madonna-Hansen, og alle var de glade, fordi Else havde sovet.

«Til lykke», tænkte Else. Men ingen af dem vidste, hvad de to ord betød for hende. Taler og handler vi da alle i blinde her i verden?

Ja. I blinde. –

Men Elses indre undergik nu en forandring. En sløv ro drog ind i hendes sind, en tungsindig given sig hen i skjæbnen. Var hun ikke bleven vanvittig disse to sidste nætter, så måtte hun vel også kunne rædde sig videre fremover. Og tanken på selvmord var tusende mile borte. Nu kunde hun bære alt, hvad der så kom. Hun følte sig brudt og knækket, men samtidig styrket.

Som sædvanlig stod hun op for at vaske og stelle sig, hvorefter hun plejed at gå tilsengs igjen og bli liggende et par timer. Hun kjendte sig så udmattet, at hun på de vaklende bén knapt kunde nå hen til den lille servante i krogen. Det svimled og sortned for hendes øjne, så hun måtte søge støtte langs væggen, og hodet var, trods søvnen, tungt som en blyklump.

Før hun gik tilsengs igjen, slæbte hun sig ud på cellegangen, og keg gjennem glasgluggen i den lukkede dør ind til selvmordersken. Hun lå i sengen på en bar sækkelærredsmadrats, indhyllet 197i et lagen, der sluttet tæt om legemet, så det ligned en lang uformelig byldt. Maven var så højt opsvulmet, at Else kun kunde se omridset af hodets øverste del under det dækkende lagen.

Og der var intet andet i cellen. En bleg solstråle faldt ind gjennem vinduet og lyste grågult på den opsvulmede mave.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Professor Hieronimus

I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.

Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.

Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.