Professor Hieronimus

av Amalie Skram

XXII.

Dagene gik, og nætterne gik. Else bevared sin sløve ro, men over brystet lå der som en vægt, der tynged hendes åndedræt. Og så havde hun fåt en hodepine, der aldrig forlod hende. Smerten sad i tindingerne, og hamred så voldsomt, at det forekom Else, at tindingerne måtte løsne sig og falde af hende tilslut. Hun, som aldrig i sit liv havde vidst, hvad hodepine var.

Engang, da hun på Hieronimus’ spørgsmål, om hun led af andre smerter end tandpinen, der stadig holdt ved, og for hvis årsags skyld hun nu fik morfinindsprøjtninger 2 ganger i døgnet, havde hun klaget over denne hodepine, og tilføjet, at det var noget, hun aldrig før havde havt.

198«Hum», havde Hieronimus svaret med sit tynde, vantro smil, og Else havde sendt ham et blik, der tindred af foragt. Det var ikke første gang, han med sit hånlige: «hum», havde stemplet hende som løgner.

«Uh ja, denne Hieronimus!»

Heldigvis gik han ikke stuegang så regelmæssig som reservelægen. Hver onsdag aften udeblev han på grund af sine forelæsninger, og engang havde han vært bortrejst. Else var taknemmelig, når hun slap for at se ham.

Reservelægen var venlig og spøgefuld som altid, men Else indlod sig ikke mere på at tale med ham, som før. Hun syntes, det var spildte kræfter, og hun havde så få at gi bort.

«Sikken en stoisk ro», sa reservelægen af og til ved stuegangen til frk. Stenberg.

Det hændte dog, at reservelægen på ny fik se et glimt af Elses «ilterhed». Som engang, han fortalte, at han havde lovet at vise komtessen, der aldrig havde sét Elses malerier, en reproduktion af et af dem. «Å-nej, lad være!» udbrød Else i afværgende tone. Hun vidste jo, at hendes produktion ikke kunde være noget for komtessens forudsætninger. «Å, véd De hvad – De behøver da ikke egentlig at skamme Dem over Deres arbejder» var det så kommet trøstende 199fra reservelægen. «Nej virkelig!» havde Else da svaret med en så spodsk betoning, at den havde lydt snerrende i hendes egne øren.

Men som oftest var der nu kun nej og ja i hendes mund både til reservelægen og Hieronimus. Hendes eneste trøst var sygeplejerskernes uforandrede, ja stedse stigende venlighed og omsorg.

Gjennem frk. Stenberg havde Else fåt tilladelse til at skrive en liste på de småting, som hun oprindelig havde havt med sig, og som der nu intet var til hinder for, at hun kunde få tilbage. Frk. Stenberg havde vært nede med listen hos professoren, som havde lovet straks at sende den til Elses hjem. Siden havde Else ventet med utålmodighed og med et lønligt håb om, at Knut skulde smugle en seddel til hende ind i pakken. Det var nu tredje dagen efter.

Om eftermiddagen gik Else i seng ved femtiden. Hodet smerted, og tanden smerted, og hun var så forpint og udmattet, at hun ikke kunde sidde oprejst. Siden den en og trekvart times lange søvn, der forleden morgen havde vakt glæde hos sygeplejerskerne, havde Else atter vært søvnløs. Morfinen virked vel dulmende både på hodet og tanden, og holdt smerterne 200liksom på afstand. Men søvn bragte den ikke. Og det uagtet hun fremdeles blev ved at få kloral.

Else lå nu på side i sengen med hånden under kinden, og hørte på frøken Ræder, der sad i chaiselonguen med sit hækletøj, og fortalte om sin barndom i Jylland. Ordene, der bares af en letløbende, lidt monoton, blød og behagelig stemme, nåede Elses øren, som kom de langvejs fra, og de forestillinger, de vakte, stod i dis og tåge. Så sad også frk. Stenberg på chaiselonguen ved siden af frk. Ræder. De talte sammen, men Else fulgte ikke med.

Pludselig sa frk. Ræder: «Nå Karen, hende, som løb bort?»

«Hvor løb hun bort fra?» spurgte Else.

«Såmæn her fra hospitalet. Lige for næsen af os».

«Jeg trode ikke, det var muligt for nogen at slippe ud her?»

«Å jo. Det har dog hændt», frk. Stenberg lo. «Denne Karen var nu så snedig. Hun havde vidst at insinuere sig, så jeg gav hende lov at hjælpe til med rengjøringen om morgenen. Derved fik hun også adgang til kjøkkenet. Og så nytter hun på et øjeblik, hun er alene, og stjæler nøglen til kjøkkentrappen – den hang på et søm derude, og væk var hun».

201«Men da hun kom ned fra kjøkkenet, hvad så?» spurgte Else interesseret.

«Så var det bare at gå over gårdspladsen og gjennem den lille låge ud på gaden.»

«Stod lågen åben da?»

«Ja. Den står altid åben.»

«Og nøglen hang i kjøkkenet?»

«Ja. Men det gjør den ikke mere. At De véd det, fru Kant, hvis De skulde tænke på at undvige», frk. StenbergStenberg] rettet fra: Stenherg (trykkfeil) lo igjen og trued til Else.

Det havde Else netop tænkt på. Som en iling af angst og håb var tanken faret igjennem hende.

«Der har vi stuegangen», frk. Stenberg rejste sig brat, og gik hen til sengens hodegjærde. Frøken Ræder la sit hækletøj tilside, og rejste sig ligeledes.

Hieronimus trådte ind, og tog plads på stolen ved sengebordet.

«Professoren har jo sendt min liste hjem?» spurgte Else, da de sædvanlige par spørgsmål var overstået.

«Hja – Det er flere dage siden.»

«Det fatter jeg ikke», svarte Else. «Frk. Stenberg siger, der ingenting er kommet».

«Nej», bekræfted frk. Stenberg. «Jeg har ikke modtaget noget».

202«Det er aldeles ubegribeligt», vedblev Else. «Sedlen kan ikke være kommen min mand i hænde, ellers vilde han øjeblikkelig ha sendt, hvad jeg bad om.»

«Men jeg har sagt, at det haster ikke», lød det med langsomt velbehag fra Hieronimus.

«Nå, så det har professoren!» udbrød Else vredt. «Nej, det haster ikke mere end, at jeg hver dag vilde gå og fryse af mangel på tøj, hvis ikke en af sygeplejerskerne havde lånt mig et uldent tørklæde».

«NåNå] rettet fra: Na (trykkfeil) ja, så fryser De jo ikke», sa Hieronimus med den samme velbehagelige stemme.

«Men hvorfor skal jeg låne, når jeg selv har tøj? Hvorfor skal jeg være berøvet de nødvendige klædningsstykker?» det kom opbragt og dirrende.

«Man har ingen skade af at vænne sig til at undvære», svarte Hieronimus fromt.

Else trak på øjenbrynene og sa ikke mere.

«En tarvelig herre, den Hieronimus.»

Hieronimus blev siddende lidt, tilbagelænet på stolen. Det var, som faldt han i tanker.

«Bare han dog vilde gå!»

Pludselig rejste han sig og fôr ud med et kort godnat.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Professor Hieronimus

I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.

Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.

Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.