XXIII.

203Næste formiddag kom frøken Stenberg med Elses sager, som hun bar i sit forklæde. Pakken havde hun løst op og omhyggelig undersøgt indholdet, før hun overgav det i Elses hænder.

Altså ingen seddel fra Knut. Nej naturligvis.

Men gudskelov, nu havde hun da sine strømpebånd og blev fri for dette sejlgarn, som havde strammet så ondt under knæerne. Uhret og uhrnøglen var der også. Og neglesaksen og det lille spejl og porcelainsdåsen med læbepomade og parfumeflakonen. Desforuden et hækletøj og hendes store skindkrave. Det var en hel rigdom.

«Nej, se der har vi jo vores rare frue», sa bedstemor, da Else viste sig på cellegangen. Hun sad på sin sædvanlige plads, ren og smilende, og snakte om, hvormeget hendes svigersøn holdt af kålsuppe.

«Å tak, tak», udbrød hun livlig, da Else rakte hende en kop med halvdelen af sin kaffe. Hun greb med begge sine kolde hænder om den varme kop. Så så hun sig forsigtig om og 204luded sig over mod Else, som for at hun skulde skjule hende og slubred i en fart kaffen i sig.

«Tak», sa hun atter, da hun rakte koppen fra sig, og så kyssed hun Else på hånden. «Det linder så godt».

«De skal hver dag få kaffe hos mig, bedstemor.»

«Hys–s, – Nej alle så spør de, hvor gammel jeg er, og min svigersøn» – bedstemorsbedstemors] rettet fra: bedstémors (trykkfeil) ansigt havde fåt et næsten snedigt udtryk, som vilde hun ikke, at sygeplejersken, der netop gik forbi, skulde høre, at de talte om kaffe. Øjensynlig trode hun, at kaffe var verdens forbudneste frugt.

– «Vi leved så lykkelig sammen, min mand og jeg fra begyndelsen af», Else sad på sengekanten hos fru Syverts, hvis hvide fingre ivrig la folder på lommetørklædet, som hun holdt op foran ansigtet, og hun talte med den sørgmodigudtryksfulde stemme, som Else kjendte fra første morgen. «Men man kan da ikke gjøre for, at man ser godt ud, og at herrerne synes om en. Og når vi var ude en sjælden gang, så flokked herrerne sig om mig. Og det syntes min mand. – Ja, han har vel ikke kunnet lide det. Jeg havde også altfor meget at ta vare på. Men det er såmæn ikke mig, der ikke har kunnet la 205herrerne være i fred – det er snarere dem, som –. Hør», hendes ansigt lyste pludselig op i et uhyggeligt smil, og stemmen blev lav og lysten, «jeg kjendte engang en nordmand, ham var jeg rigtignok kjæreste med! Jo, De kan tro», hun nikked og lo så småt, en underlig rusten men dog sympatetisk latter.

«Ak ja, nu er det altsammen forbi», det var igjen den sørgmodige stemme fra før, og hun sukked dybt. «At tænke sig, at jeg nu ligger her». Med ét brast hun i gråd og putted lommetørklædet i munden, mens skuldre og bryst bevægedes under hendes hulken.

«Bed frøken Stenberg om, at jeg skal få lov til at stå op, fru Kant. Nu har jeg ligget stille i mange dage.»

Else nikked.

«De har også tat min giftering fra mig,» vedblev fru Syverts og tørred øjnene. «Jeg véd ikke mere, om jeg er gift eller ikke. Bare jeg dog kunde få min giftering! Så vilde jeg da ha den til at more mig med.»

Da Else gik fra hende, spurgte hun frøken Stenberg, om ikke fru Syverts kunde få sin ring.

Frøken Stenberg trak på det.

«Men hvorfor? Hun savner den så.»

206«Der er dem, som sluger sine ringe for at komme af med livet, fru Kant.»

Der gik en gysen gjennem Else. Hun mindedes sit iturevne lommetørklæde.

«Men stå op da ialfald?» bad Else.

«Jeg har såmæn spurgt reservelægen, men han mente, det var for tidligt».

Idet Else vendte sig om fra frøken Stenberg, så hun den unge pige med det tunge hode forskrækket flygte om bag en dør.

«De skal ikke være bange for mig», sa Else, som fulgte efter.

«Nej, fru Kant kan hun netop så godt lide», bemærked sygeplejersken. «Ikke sandt, Mariane?»

Mariane skjulte det dødtrætte ansigt bag den løftede arm og smilte surmulende og modstræbende. «Det er altsammen ondt og fælt», sutred hun, «og det blir aldrig bedre.»

«Jo», sa Else. »Nu blir De snart helt rask.»

«Jeg blir aldrig rask. Nu har jeg vært i helvede igjen i to døgn.»

«Hun har vært indestængt i cellen, fordi Mariane var styg pige og vilde gjøre skade på sig», forklarte sygeplejersken. «Hun havde fåt fat på en saks og havde klippet hul på sit håndled 207tæt ved pulsåren. Lad fru Kant se såret, Mariane.»

Mariane, der fremdeles stod med armen for ansigtet og vred og drejed overkroppen, stak rask den ene hånd bag ryggen.

«Det er helt lægt», sa sygeplejersken, der tog hånden frem igjen, og viste Else håndledet, hvor et mørkt toppet sår var synligt.

«Gjør ikke sådan, gjør ikke sådan», klynked Mariane.

«Nu skal Mariane være god pige», sygeplejersken klapped hendes tykke struttende hår. «Om et par dager skal hun forresten til «Sct. Jørgen».»

«Det blir naturligvis ikke til noget», sa Mariane med en misfornøjet grimase.

«Vil hun gjerne?» spurgte Else.

«Ja stakkel. Hun glæder sig vel til at få en forandring. Her har hun vært sålænge.»

– «Nu skal jeg made fru Fog», sygeplejersken tog en skål fra en stor dampende madbakke, som en pige kom med, og gik ind i cellen til fru Fog. Else fulgte med og holdt skålen, mens sygeplejersken gjorde hodegjærdet højere under den gamle mumiedame, der med sit halvbrustne blik så hjælpeløst spørgende fra den ene til den anden.

208«Spis nu pént», sa sygeplejersken og hældte en skefuld bouillon med æg i munden på den syge. «Sådan ja».

«Åh, åh, åh», stønned fru Fog, mens hun med et udtryk af træt uvilje og en hul strubelyd nedsvælgte suppen.

«De véd jo, De må spise», sa Else og klapped hendes gustne pande.

«Ja, men jeg kan inte li det», kom det hviskende gjennem de tandløse gummer, mens hun så på Else med et blik, der syntes lamt af lidelse.

«Så, så, lille fru Fog. Det var flinkt», snakked sygeplejersken, mens hun varsomt blev ved med at made den syge, der havde mere og mere vanskeligt for at nedsvælge. Tilsidst gylped hun det op igjen, så bouillonen flød ned langs hendes indsvundne mundviger.

«Jaja, så skal hun få slippe», sygeplejersken tørred fru Fog om munden og pusled hende. Den syge løfted sin altid krummede, sprukne og skjælbedækte hånd og greb om Elses fingre. Så sank øjnene træt i.

«Tror De ikke, hun dør snart?» spurgte Else, da hun og sygeplejersken forlod cellen.

«Man skulde jo tro det, men sådanne mennesker er så mærkværdig sejglivet.»

209Else gik ind i cellen til barselspatienten, der sad oprejst i sengen med armene sammenslynget bag nakken og udstødte en langelig stønnen.

«Gjør det ondt nogen steder?» spurgte Else.

Barselspatienten blev stille og så på Else med et blik, der var mistroisk og frittende, og samtidig bad om hjælp. Så løsned hun armene fra nakken, greb fast om Elses håndled og la hodet op til hendes skulder.

«Hvad er det, De er bange for?»

«Ja, bange», sa barselspatienten. Hun fjerned hodet fra Elses skulder og så igjen på hende med det forrige frittende blik. «Jeg skal sige Dem», hun holdt inde og syntes at famle og kjæmpe for at finde ord, mens hun krampagtig strøg og trykked Elses arm, – «det er barnet – ved De, hvor barnet er?»

«Ja, barnet har det udmærket», svarte Else, som vidste det fra sygeplejerskerne. «Det er på et andet hospital».

«Er barnet ikke dødt?»

«Nej, det er ikke.»

Barselspatienten stirred ind i Elses ansigt. Hendes blik var nu kun hjælpeløst. Så sneg der sig en tåre ud af hendes ene øje, en sejg 210og langsom tåre, som hun bortvisked med pegefingeren.

*

I gangen udenfor sit værelse mødte Else komtessen, som græd og vred sine hænder.

«Jeg er nærved at fortvile», sa hun på sin sædvanlige stille måde. «Tænk, mine børn, mine arme ulykkelige børn er bleven sat i pleje hos nogle afskyelige mennesker, som hader mig og mine drenge.»

«Hvorledes har De fåt vide det?» spurgte Else.

«Gjennem professoren. Ak, mine børn, hvad tænker I om Eders moder! Den ene af dem var med mig i vognen, da jeg kjørte herned, og så blev han revet fra mig ved døren. Dette var dog det tungeste slag. Ak, mine stakkels, stakkels drenge» – hun græd heftigt, men lydløst.

«Ja, det må være forfærdeligt for Dem», sa Else.

«Og ikke et brev får jeg lov til at skrive. Ikke et bud får jeg sende. Og ingen får besøge mig. Hvad skal der dog bli af mig?»

«Vær ikke så ude af det, kjære komtesse», 211sa Else. «De, som altid er så rolig. Dette kan jo ikke vare længe ved. Professoren må jo dog snart se, at De ikke er sindssyg».

«Ja, det havde jeg også troet», komtessen tvang gråden tilbage. «Men mit håb blir svagere dag for dag. Han går ud fra, at jeg er gal. Alle hans spørgsmål er beregnet på at lokke mig i en fælde».

«De må være tålmodig, komtesse», sa frøken Ræder, der var kommen til. «Finde Dem i at være her en 3 ugers tid eller så. Da må der jo komme en afgjørelse.»

«Være her en 3 ugers tid», udbrød komtessen med et af gråd fortrukket ansigt. «Men Du gode gud! Skal man finde sig i pludselig at bli spærret inde på et sådant sted, når man ingenting fejler, og intet har forbrudt?» Hun overvældedes atter af gråd. Så gik hun stille ind i sit værelse, knælte ned foran lænestolen og hensank i bøn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.