XXIV.

Som den foregående dag lå Else i sengen, da stuegangen kom.

«Jeg har tat med lidt læsning til Dem, 212sa reservelægen og la 2 små gule hefter på sengebordet.

«Tak, det var pént af Dem», Else tog hefterne. Det var en subskriptionsudgave af Bertha von Sutners skrifter og havde til titel: «Livserindringer». «En moder til sin datter», eller noget lignende.

«Sig så, at vi ikke er gode ved Dem», smilte reservelægen, da han gik.

Lidt efter kom Hieronimus i overfrakke og med hatten i hånden. Han satte sig ved sengen, og Else syntes, der var noget, næsten forlegent over ham i aften. Han luded sig forover mod bordet, og hans blik hvilte på de gule hefter.

«Nu har De jo fåt de ønskede sager», begyndte han efter et øjebliks taushed og uden at se på Else.

«Ja, tak.»

Atter en kort taushed. Hans ene hånd var kommen op på bordet, og han rørte først ved dåsen med læbepomade og så ved parfumeflakonen.

«Hvad er det for noget?» spurgte han venligt, fremdeles uden at se på Else.

Else sa, hvad det var, mut og kort, som hun plejed.

213«Nå, og dette?» Han tog et af de gule hefter.

«Det har reservelægen lånt mig.»

«Nå. Så har De jo underholdning.»

Han la heftet fra sig og blev siddende lidt. Der var noget tvilrådigt over ham.

Pludselig retted han sig og greb i sin frakkelomme. «Jeg har forresten en overraskelse til Dem i aften», sa han fort og rejste sig, og idet samme lå der et brev på sengebordet.

«Tak», sa Else, som øjeblikkelig havde gjenkjendt Knuts håndskrift, og var bleven varm af glæde og sindsbevægelse. Hun greb brevet, men kasted det i næste nu fra sig og råbte: «Det er jo åbnet!»

Hieronimus var alt borte.

«De fik brev, syntes jeg?» frk. Ræder kom ind sammen med frk. Stenberg.

«Ja, men jeg vil ikke ha det!» råbte Else og knipsed med fingrene brevet henad bordet. «Tror Dere, jeg vil læse et brev fra min mand, som professoren har åbnet? Han! Revet det op med sine tynde små jordemoderfingre! Se, hvor det er flænset!»

«Nu er De ikke god», sa frk. Stenberg og greb med sammenlagte hænder Else fast om 214nakken. «Professoren åbner alle patienternes breve.»

«Ikke vær så sint på mig, frk. Stenberg! De må ikke», Else gråd heftigt og la hodet til frk. Stenbergs bryst.

Frk. Stenberg lod hende græde. «Læs så brevet», sa hun mildt. «De har jo dog længtes så forfærdelig efter at få høre noget hjemmefra.»

«Nej, jeg kan ikke, og jeg vil ikke! Hvad kan der stå i det, når det bare er så’nt, som professoren har skullet læse. Tag det bort, frk. Ræder. Å tag det bort, jeg tåler ikke at se det!»

Frk. Ræder tog nølende brevet.

«De er en stivnakke,» skjændte frk. Stenberg.

«Nej, jeg er ikke. Se nu på Dem, De kunde få mig til, hvad det skulde være. Undtagen til at læse et brev, som han har åbnet,» skyndte hun sig at tilføje.

Frk. Stenberg la Elses hode ned på puden. Så kyssed hun hende på kinden til godnat.

«De skulde dog læse brevet,» bad frk. Ræder, da frk. Stenberg var gåt. «Ja, for jeg tror, De piner Dem selv ved at la være,» hendes muntre stemme lød alvorlig i aften.

«At tænke sig så’nt et menneske!» udbrød Else og satte sig op igjen i sengen. «Han har 215naturligvis tat det løfte af min mand, at han ikke skulde skrive om noget, som bragte mig i affekt – I affekt! – hejsa, sa! Jeg, som er på dette paradisiske sted! – Og alligevel! – Tror han da, at alle mennesker lyver og bedrager? Havde han endda åbnet det forsigtig og klæbet det sammen igjen. Men han har revet det op, bare for at ærgre mig.»

«Hm, hm, hm», det var Thorgren. «Jeg går stadig og venter på, at stjerneskuddet skal falde mellem fru Kant og professoren, men det har nok lange udsigter». Så gav hun rystende på hodet hånden til godnat og gik.

Frk. Ræder søgte fremdeles at overtale. Tilsidst gik Else ind på, at frk. Ræder skulde læse brevet og meddele Else indholdet.

«Ja, der står forresten ikke noget videre i det». sa frk. Ræder efter endt læsning.

«Nej, naturligvis, Det kunde der jo ikke.»

«Deres mand skriver, at den lille har det udmærket og at jo tålmodigere De er, jo før ses De igjen.»

«Tålmodigere,» sa Else og smilte bittert.

«Vil De ikke ha Deres brev?»

«Ikke røre det med en finger! Gjør med det, hvad De vil, bare jeg slipper for at se det.»

«Må jeg komme ind, ja?»

216«Nu er jeg roligere», sa komtessen og stilled sig op ved Elses seng. «Professoren var inde og sa, at det forholdt sig ikke sådan med børnene. De var ikke kommen i pleje hos de onde mennesker.»

«Hvorfor havde han da før sagt det modsatte?» spurgte Else.

«Ja, det var vel for at prøve mig. Ser De, at gud hørte min bøn? Han er en trofast fader for sine børn. Nu skal jeg bede så inderlig for Dem, at De snart skal få Deres mand at se. Iaften kan jeg gjøre det med så stærk en tro».

«Tak», sa Else. «De er god.»

«Og tænk, jeg har også fåt min bibel. Jeg er næsten lykkelig i aften. Nu læser jeg et kapitel, og så går jeg i seng. Professoren var så god at tale med i aften. Godnat.»

«Professoren god at tale med.» – At hun virkelig vilde spilde ord på den mand.

Lidt efter kom en af kandidaterne og gav Else morfinindsprøjtning for tandpinen.

Og så var frk. Bøhn der med kloralen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.