Natten havde vært opfyldt af larm, og Else havde igjen havt en hård dyst at bestå med sin 217angst og fortvivlelse. Nu var det morgen, og stuegangen ventedes.
Else lå stille i sengen. Hodet gløded, og trætheden kjendtes, som var hun slåt sønder og sammen i hvert et ledemod.
Disse skrald, som hun syntes bragte sengen til at ryste, og som tvang hendes legeme til at fare sammen i ulidelig pine. Det var, som der blev skudt med kanoner.
«Hvorfra kommer dog disse frygtelige skrald?» spurgte hun mat frk. Stenberg.
«Det er gadedøren dernede.»
«Nej. Dens smæld kjender jeg. Men dette? – Hør!» skuddet var der igjen.
«Jo, det er gadedøren. Det kommer af stormen idag.»
Da reservelægen var der, lod Else som hun blunded. Hun orked ikke at åbne munden.
«Hun har havt en dårlig nat», hørte Else frk. Stenberg sige. «Det er også kjedeligt, at her er så lydt.»
«Ja er her egentlig det?» var reservelægens svar.
«Om her er? Det har jeg da også hørt professoren klage over engang han viste nogen om her. Det var en fejl ved bygningsmåden, sa han.»
218Tiltrods for skuddene, der stadig blev ved, faldt Else hen i en døs, og da hun kl. 11 havde spist frokost på sengen, følte hun sig noget bedre tilmode. Hun tog et af de gule hæfter og forsøgte at læse.
Så bragte lyden af lette, knirkende støvleskridt hende til at se op, og i det samme kom Hieronimus, flunkende ny fra top til tå med elegant overfrakke, skinnende støvler og blanke, brune skindhandsker. Han stilled hatten på bordet, trak stolen tilrette og satte sig.
«Ja nu har De jo fåt Deres strømpebånd,» begyndte han i lav, fredsommelig tone. «Det er kontrabande her, véd De vel.»
«Vil De ha dem igjen?» spurgte Else hvast.
«Ne-ej», svarte Hieronimus med en let afværgende håndbevægelse, og efter et lidet ophold: «Men De må gi mig et bestemt løfte om, at De ikke vil misbruge dem.»
«Det er i god tid, han kommer på det,» tænkte Else og mindedes atter sit iturevne lommetørklæde, og så sa hun med et tirrende smil: «Det sejlgarn, jeg fik til strømpebånd, kunde vel også ha ladt sig misbruge, hvis jeg endelig havde villet.»
Hieronimus sad en smule fremoverbøjet 219mod sengen og så ned. Hans skindhanskehænder hvilte på knæerne, og han spriged lidt med fingrene.
«Der må gjøres noget ved den dør!» råbte han pludselig med et nervøst sæt, og drejed hodet ud mod gangen. Skuddet havde lydt to ganger, siden han var kommen.
Frk. Stenberg viste sig på tærskelen, og vilde sige noget, men Hieronimus gjorde en afværgende håndbevægelse. Så indtog han den forrige stilling og ytred i den samme lave, fredsommelige tone og med små bevægelser af overkroppen, som var det ham magtpåliggende at fremføre ordene så varsomt som muligt: «De erindrer, hvad der passérte med Dem den første aften.»
«Kommer De med det nu igjen,» brast det vredt ud af Else. «De tror altså, det var løgn, den forklaring, jeg gav Dem?»
«Nå, siden er De jo falden mere til ro,» vedblev Hieronimus. «Den gang talte De om umenneskelig mishandling.»
«Umenneskelige pinsler,» retted Else ham. «Og det står jeg ved! Men jeg skulde jo lære at subordinere mig. – Det var jo derfor, De fik mig ned her – ikke sandt?» Hun sa det iskoldt spottende.
220Der gik en rykning gjennem Hieronimus, som vilde han fare op, men så tog han sig sammen og fortsatte efter et lidet ophold uforstyrret fredsommelig: «De har jo også før havt den slags tanker. Sådant kan komme, når man er ude af sindsligevægt og føler sig forpint og ulykkelig», atter rørte han sig på stolen og vented et øjeblik – «men det har dog måske ikke vært Deres fulde alvor. – De vil» –
Else flytted sig hastig på puden – «Jeg ønsker nu ikke at tale med Dem om det», sa hun kort og afvisende og dirrende af harme. «Jeg synes, det kunde være nok nu med denne komedie, der vilde være komisk, hvis den ikke var så tragisk. Min mand har sandelig ikke råd til at betale 4 Kroner dagen for at få mig martret hernede!»
«Komedie – tragisk –» Hieronimus havde rettet sig, og stemmen var den sædvanlige forte og skarpe. «Jeg synes, det er komisk». Med ét sprat han op fra stolen, fôr hen i døråbningen og råbte så det skingred: «Er fru Kant altid sådan en vanskelig patient? Spiser hun ikke sin mad? Får hun ikke sin pleje?!»
«Mod os er hun altid elskværdig», svarte frk. Stenberg, som Else ikke kunde se. «Hun 221blev lidt eksalteret i gåraftes, fordi brevet var åbnet, men siden – »
«Bilder hun sig måske ind, det er for vor skyld, vi har hende liggende her?» skingred Hieronimus videre, idet han halvt vendte sig mod sengen. «Vi vil helst være fri! Vi kan lukke butikken, og ta i skoven! Men det siger jeg Dem,» han tog et hastig skridt hen mod Else og dasked fingrene mod håndfladen – «Deres mand må ta Dem ud nårsomhelst – Værsgod! Men besøg af ham får De ikke!» Så snapped han hatten fra bordet, og væk var han i samme nu.
«Men gud dog, fru Kant»,fru Kant] rettet fra: fru kant (trykkfeil) frk. Stenberg kom ind og slog hænderne sammen.
Og frk. Ræder: «Hvad kan De dog ha sagt, som har sat ham i et sligt raseri?»
«Jeg er aldeles bestyrtet, fru kant,»fru Kant] rettet fra: fru kant (trykkfeil) Thorgrens kinder var næsten blege. «Jeg hørte ham helt ud på cellegangen.»
Så var komtessen der også: «Har De sagt professoren sandheden?» Og alle stod de opstillet foran sengen med forfærdede ansigter.
Else så betuttet fra den ene til den anden. Så gav hun sig til at le.
«Ja gud må vide, hvordan dette skal ende», sa frk. Stenberg bekymret, idet hun gik.
222«Nu er De ikke min frue mere», Thorgren rysted alvorligt hodet.
«De vilde jo ha mig til at le, Thorgren! Nu lér jeg!» –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.
Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.
Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.