«Men hvordan er da egentlig hendes tilstand?» Det var Knut, der spurgte. Han sad nu, som så ofte før, i professorens modtagelsesværelse på hospitalet.
«Jeg kjender kun bølgebevægelse i min hustrus befindende. Der kom tidligere altid fred efter uroen, når der da ikke, som i den sidste tid, var en idelig anledning til overanspændelse af nerverne – og selv da.»
Han holdt inde.
Hvorfor tar den mand ikke ordet? tænkte Knut. Hvorfor kan han ikke én gang for alle vise mig, at han har en opfattelse af patienten, som gjør min snak overflødig?
«Og her på hospitalet,» vedblev Knut, «her på dette fredelige sted, hvor alt er lagt tilrette for at skåne de syges nerver?»
«Deres hustru er flyvende gal,» svarte Hieronimus og rejste sig fra stolen.
223Udtrykket skar sig som et sløvt våben borende ind i Knuts bevidsthed. Og det liksom splitted hans indre sansning i to billeder: Hieronimus, afført sin tilknappede værdighed, i skjorteærmer på kandidatgangen, og hans hustru som den, der var «flyvende gal».
Hieronimus gjorde nogle hurtige skridt på gulvet.
«Hendes forbitrelse mod Dem er stor. Forleden smed hun Deres brev hen ad bordet. Hun vilde ikke læse det.»
Knut så forundret på professoren. Mere og mere pinlig gådefuld blev Elses tilstand for ham. Brevet havde han ganske vist git professoren åbent og havde derfor ikke kunnet og heller ikke villet skrive andet end almindelige ord. Nu havde professoren imidlertid naturligvis klæbet brevet sammen, forinden han gav Else det. Så var det egentlig bedre, at Else ikke havde læst det, hun, som altså gik ud fra den forudsætning, at han havde kunnet sende det uden en kontrollerende tredjemand. Men denne forbitrede stemning imod ham. Hvad havde fremkaldt den?
«Så er det vel fremdeles professorens mening, at et besøg af mig hos min hustru er utilrådeligt?»
«Ubetinget.»
224«Og et besøg af dr. Tvede?»
«Ikke foreløbig.»
Audiensen var forbi.
Mon, mon de her på hospitalet for alvor begreb det tilfældes natur, de havde under behandling?
Alle sa de jo, at Hieronimus var en omhyggelig og human læge, og som sindssygelæge den klogeste vi havde.
Underligt, hvor skjult sligt kunde være for de uindviede.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.
Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.
Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.