XXVIII.

Om natten var frk. Bøhn ofte inde hos Else. Bella Holm i cellen ved siden af havde krampe. Hun skreg og hylte, og undertiden var der tunge fald og en lyd, som ligned hikke.

229«Forstyrrer hun Dem?» hørtes Thorgrens stemme borte ved døråbningen.

«Ja, hun er slem», svarte frk. Bøhn, som stod ved Elses seng.

«Hun springer hvert øjeblik i vandet», sa Thorgren og kom nærmere. «Hysh, siger hun», Thorgren la håndfladerne mod hinanden og holdt dem opover hodet, mens hun bøjed legemet skråt forover, «og så kiler hun pladsk i gulvet og får hikke. Forresten kom jeg ind for at forsone mig med fru Kant og be hende endnu engang om, at hun skal ydmyge sig for professoren».

«Ja, jeg har også talt om det samme», sa frk. Bøhn. «Fru Kant har fåt fat på professoren fra den forkerte led».

«Jeg har jo sagt, at det er mig umuligt at tale med den mand», stønned Else.

«Ja, så skrive da. Kunde De bedre det?»

Else rysted hodet.

«Os kunde det jo være det samme,» fortsatte Thorgren. «Men for Deres egen skyld. Stjerneskuddet, véd De. Ja-ja, i ethvert fald er vi da gode venner igjen. Ikke?»

Else gav hånden og smilte.

«Når De skriver, så er det Dem selv, der fører ordet», blev frk. Bøhn ved, da Thorgren 230var borte. «Og så behøved De jo ikke at bli heftig. De skulde vide, hvor elskværdig professoren kan være». –

Skulde hun prøve det? Else lå grundende på puden, mens hun lytted til Bella Holm, der blev ved at springe i søen. Søge at forklare ham, hvor forfærdelig hun léd ved at være her, og be ham lade hende slippe herfra. Siden dengang i cellen havde hun ikke klaget sin nød for ham. Kanske han trode, at hun nu var forholdsvis fornøjet.

Om morgenen sa også frk. Stenberg og frk. Ræder, at hun endelig måtte skrive til professoren.

Efter frokosten bad Else om skrivesager, og liggende på side i sengen – hun følte sig for udmattet til at kunne stå op – støttet på den venstre albu og med brystet mod sengebordet skrev hun et brev, som begyndte således:

Højstærede hr. professor!

«I den tilstand af forpinthed og udmattelse, hvori jeg befinder mig, er det mig næsten umuligt mundtlig at få frem, hvad der ligger mig på hjærtet» – Hun gik dernæst over til at skildre tilstanden, ikke som den virkelig var, men som hun håbed, at professoren kunde tåle at høre den skildret uden at geråde i raseri. Hun nævnte sin fortvarende 231søvnløshed, og umuligheden af at kunne sove på et sådant sted, larmen af de syge, de mange lyde o. s. v. Tilsidst bad hun om, at hendes mand måtte bli underrettet om hendes indtrængende ønske om at komme derfra snarest muligt.

Da brevet var færdigt, tog frk. Stenberg det, og gik straks til professoren med det.

Bagefter klædte Else sig på og gik ud på cellegangen, hvor en stram lugt slog hende imøde.

Lugten kom fra den nederste celle, hvor frk. Suenson og Madonna-Hansen under spøg og latter var ifærd med at vaske Bella Holms hode. De skrubbed løs, som var det en grydebund, der skulde blankskures.

Else trådte nærmere. I en vandspand på gulvet lå en mængde lange hår.

«Har Dere klippet hende?» spurgte Else.

«Det var vi nok nødt til, sådan som det vrimled. Men nu skal det utøj få sin bekomst. Lugten af det der», Suenson hældte noget af en flaske i vandfadet på sengebordet – «kunde slå okser ihjel». Suenson nøs.

Bella Holm, som Madonna-Hansen holdt fast om nakke og skuldre, sad urolig og slog med armen, og lod den krummede hånd glide 232gjennem luften med bevægelser af fingrene, som gjaldt det at fange noget.

«I må da ved gud la mig få lov til at ta min kanariefugl,» sa hun med et tonefald, som når veninder for spøg bebrejder hinanden noget. «Se så! der fløj den».

Else blev stående og så til. Bella Holm fægted og fanged, og snakte om fugle og hvide høns.

«Så», sa frk. Suenson og gik med vandfadet og vaskespanden. «Jeg vil ind og skifte tøj fra øverst til nederst. Det skal være gjort på et øjeblik.»

Madonna-Hansen tog tepperne af sengen og trak ned Bella Holms chemise. Else så et par magre, mørke ben med spidse knæ og flade knudede fødder.

«Kom, så går vi», sa derpå Madonna-Hansen. Men inden hun og Else havde nået døråbningen, var Bella Holm sprunget frem af sengen, og gik langs væggen på jagt efter kanarifuglen.

Madonna-Hansen lukked og låste celledøren, og Else gik op over gangen.

I fru Fogs celle sad der en herre på en stol foran sengen. Han holdt hatten i hånden og betragted det gule ubevægelige mumieansigt med et blik fuldt af vemod og kjærlighed.

233«Det er hendes søn», hvisked Madonna–Hansen.

«Men De sa jo, at ingen fik besøg på denne gang».

«Nej. Men undtagelser skér der jo altid i livet. Der er blevet sendt bud efter ham.»

«Skal hun da dø?»

«Ja, der kan ikke være længe til.»

Else gik ind til fru Syverts og overraskedes ved at finde hende stående ved vinduet i en hvid og blåstribet bomuldsmorgenkjole. Den lange brune flette hang hende ned ad ryggen.

«Å, er det Dem, fru Kant», sa hun glad, da Else rørte ved hendes arm. «Jeg trode, det var en af de andre. Her står jeg og sér efter min mand. Jeg kàn ikke begribe, at han ikke kommer».

«Nu har De da fåt lov til at stå op. Er De glad for det?»

«Ja. Men jeg fryser i denne tynde kjole. Er det virkelig sandt, at det er Dem, som er gift med hr. Kant?»

«Ja.»

«Han ser da forresten ud til at skulle havt en ganske anden slags kone. Ja, for jeg kjender ham», fru Syverts nikked livlig.

«Hvad slags kone da?»

234«Et blondt lille hængetræ med fløjelsbånd om håret og nakkeknude. En, som sa søde, tøde dasse du. Nu skal jeg skrive til min mand».

«Bed ham så sende Dem en varmere kjole», sa Else og gik ud igjen på cellegangen, hvor hun spaserte op og ned. Herren ved fru Fogs seng sad fremdeles i samme Stilling, og mumieansigtet syntes livløst.

Lidt efter gik Else ind til bedstemor, som havde fået bronchitis og skulde holde sengen.

«Ja, ser De, nu har de lagt mig tilsengs», sa bedstemor smilende og nikkende, «men jeg dør s’gunte for det. Jeg er født i februar den 17de. Hvor længe er det siden?»

«Ja, det kommer an på, hvad årstal det var», sa Else.

«Nej, se det har nu’nte så mejet at sige, for forrige år stod kålen så rig og frodig. Men må man inte være glad og gud taknemmelig for sådant et rent og dejligt sted at være på?»

Da Else på sin vej nedover gangen kom forbi barselspatientens celle, vinked denne, som sad oprejst i sengen, på hende. Else gik derind.

«Barnet», sa hun og greb krampagtig Elses hånd.

235«Barnet har det godt. Det sa jeg Dem jo også forleden.»

«Jamen, det måtte mejet heller være dødt.»

«Nej, nu snakker De over Dem. De vil jo dog, at Deres søde lille barn skal leve?»

Barselspatienten så ufravendt på Else, og i hendes blik kom der noget hårdt og vredt: «Vi har så mange iforvejen, og præsten siger, at gud herren skal kræve hver barnesjæl af vores hånd.»

«Tænk ikke på det», sa Else. «Se nu bare til at bli frisk. Så går det nok godt altsammen».

«Men det var denne gryde», hvisked barselspatienten, «denne store, sorte gryde. Der stak så mange barnehoder op, og Knu’ssen havde ikke penge».

«Så, så, læg Dem nu pént ned.»

«Kommer De snart ind igjen?»

«Ja. I aften.»

Da Else forlod barselspatienten, keg hun ind i fru Fogs celle. Den fremmede herre sad der i samme stilling som før. Med ét rejste han sig stille, satte hatten på gulvet, la sig på knæ med hænderne for øjnene og bored ansigtet ned i sengens hvide uldtæppe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.