XXIX.

236Da reservelægen gik aftenstuegang, bad Else om flere af de gule hefter.

«Jeg må ikke for professoren.»

«Han er bange for, at det skal skade mig?» lo Else.

«Professoren vil, at De skal være lidt venligere først.»

«Nå, ja, det kan jeg godt like. Sådan vilde jeg også være i professorens sted. Akkurat sådan».

Den næste morgen varte det længere end vanligt, før stuegangen kom. Else, der havde siddet og hæklet ved vinduet, la arbejdet fra sig og gik ud på cellegangen.

«Jeg svarte, at jeg vilde ikke blande mig i fru Lunds affærer», sa Bella Holm, der stansed i sin jagt langs væggen, da Else så ind til hende. Hun var i chemise og kort trøje, og ansigtet var endnu mere sortblåt og opsvulmet end før.

«Nej, for man skal holde sig borte fra andres sager», vedblev hun henvendt til Else. «Hvad kommer det de andre ved, hvor mange snapse jeg har drukket til mine måltider? Jeg drikker aldrig snaps uden ved måltiderne, og da 237kan det jo ikke skade. Og jeg synes også, det er højst besynderligt af fru Lund, at hun vilde være med til at flytte min komode.»

«Flytted hun Deres komode?» spurgte Else.

«Ja, De sér vel selv. Er her nogen komode?»

Bella Holm så sig om til alle sider. «Man er da ikke bleven blind – Ih nej, se der er kanariefuglen!» hun løb op til vinduet.

«I seng med sig», kommanderte sygeplejersken, der var kommen til.

«Ja, ja, ja, nu går jeg jo i seng», svarte Bella Holm i en tone, der mildt bebrejded sygeplejersken hendes urimelighed.

«Man kan dog straks høre, at det er et dannet menneske», sa sygeplejersken.

Else gik ind til fru Syverts, der sad oprejst i sengen og redte sit hår. Bedstemor stod bøjet over hende og snakked og hvisked. Else hented fra gangen en stol til bedstemor.

«Hvor De ligner min nordmand», sa fru Syverts til Else med et spillende smil, mens hun rensed kammen fra de afredte hår, som hun vikled sammen og omhyggelig gjemte i en stump avispapir. «Jeg så det øjeblikkelig den første morgen». Hun tørred kammen af med avispapir, pusted på den og la den på sengebordet.sengebordet] rettet fra: sengehordet (trykkfeil) «Bare jeg nu havde havt lidt vaskevand», 238sa hun og betragted misfornøjet sine fingre.

«Jeg søgte Dem i Deres værelse», ElseElse] rettet fra: Eise (trykkfeil) vendte sig om. Der stod komtessen i sin sorte blondebesatte kjole.

«Hvad skal hun her», udbrød fru Syverts og pegte på komtessen. «Sådan en!»

«Vi er alle søstre for gud», sa komtessen med sin milde, stille stemme og la sin hånd på fru Syverts skulder. «Jeg beder for Dem til Jesus. Kjender De Jesus?»

«Man er da både døbt og konfirmeret, skulde jeg tro», sa fru Syverts. «Men De må ikke røre ved mig, jeg er fedtet på fingrene».

«Å ja, Jesus, Jesus», pludred bedstemor og rysted sit lille natkappehode.

«Nå, her er nok hél siesta», Else og komtessen fôr sammen og vendte sig. Hieronimus stod i cellen i sin lange hvide kittel. Lyset fra den klare februarsol, der titted ind gjennem vinduet, faldt lige på hans ansigt, og Else blev slået af hans øjnes rene blå farve. Hun, som havde troet, at hans øjne var blege og vandkolde. – Og så mild og indtagende hans mine kunde være. Hun blev betat, næsten fortumlet, som når man en tidlig vårdag på sin spaseretur gjennem skoven pludselig vejrer forår i luften.

239«Jeg vil gjerne tale med Dem, fru Kant,» sa han med et fint lidet smil og gik hurtigt ud af cellen. Else fulgte efter og tænkte på Thorgrens stjerneskud.

«Jeg har fået Deres brev», sa han, da de sad i hendes værelse, «og læst det opmærksomt. Og ikke det alene, men jeg har loyalt lagt det frem for Deres mand og Deres huslæge. Nu får vi se.»

«Tak», sa Else og så på ham med et blik, der sa endnu mere tak end hendes ord.

«Så hører De formodentlig fra Deres mand med det første.»

Else takked atter.

«Vil De forresten ikke gjerne se Deres huslæge? Der er intet ivejen for, at han kan besøge Dem.»

Else tøved med svaret. Det var Knut, hun vilde se. Andet brød hun sig ikke om.

«Ham har De da tillid til?» spurgte professoren.

«Ja. Han har vært min huslæge i 10 år. Men jeg føler ingen trang til at se ham.»

«Nå ikke? De har interesse af patienterne, forekommer det mig?»

«Ja. Bedstemor er så sød.»

«Nå ja. Godmorgen.»

240Else var fuld af håb og forventning. Hieronimus havde lagt brevet frem for Knut og Tvede. Der kunde ikke være tvil om, hvad der så vilde ske. Allerede i dag vilde Knut komme og hente hende. Så var han alligevel en mand, som han skulde være, den Hieronimus. Hans foregående adfærd? Nå ja, den forstod hun ikke, og derfor strøg hun en streg over den.

Men både den dag og den næste gik til ende, uden at der skete noget af det, som Else gik og vented på. Langsomt forstod hun, at hun igjen havde tat fejl.

Den tredje dags aften, da Hieronimus ved stuegangen havde siddet lidt, sa hun med et: «Min mand og dr. Tvede har altså fulgt professorens råd og besluttet, at jeg skal bli her?»

«Hja,» kom det med bredt velbehag.

Else grunded lidt. Så sa hun: «Det er altså professorens mening, at jeg er sindssyg?»

«Hja.»

Dette «hja», udtalt på denne skånselløst glade måde virked som et piskeslag, og samtidig var det, som om fodfæstet under hende brast. Hvad var der at gjøre? Intet. Hun var i hans vold.

«Ja», sa hun og rejste sig. «Når professoren og min mand og dr. Tvede siger, at jeg er sindssyg, 241så er jeg sindssyg», hun gik op og ned på gulvet. «Men så har jeg vært sindssyg hele mit liv».

«Det har De måske også.»

«Ja, det har De måske også», mumled Else stille hen for sig. «Hvem véd?»

«Hos de fleste mennesker kan man vel finde et eller andet, der, når det endelig skal være, kan stemples som sindssyge», sa hun højt og så på Hieronimus.

«Jeg har i disse dage gjort bekjendtskab med Deres produktion», sa Hieronimus. «Den interesse for det abnorme, som Deres billeder viser, er ikke tiltalende».

Interesse for det abnorme, tænkte Else. Var det da ikke professorens interesse for det abnorme, som havde skabt hans autoritet og stillet ham på denne plads?

«Deres billeder er for mig et absolut bevis for, at De er abnorm. Ja, jeg går altså ud fra, at De i Deres arbejder har søgt at gjengi Deres eget sjæleliv?»

Else svarte ikke. Bare så på ham.

«Og så det, at De aldrig sover. Det er også et sikkert tegn på sindssyge.»

«Har min mand ikke bedt om at få se mig?»

242«Nej, det har han ikke ytret noget om.»

Dette svar føltes som et knivstik i hjærtet. Hun gik atter på gulvet, men måtte sætte sig, fordi knæerne skjalv så stærkt.

«Jeg forstår det ikke», sa hun omsider, og tørred sveden af sin pande. «Han sa til mig, at jeg skulde være her en 8–10 dager.»

«Hm.»

Igjen dette «hm», der gjorde hende til løgner. Men nu ænsed hun det ikke. Hendes tanker kredsed som svidende flammer om dette ene, at Knut ikke havde villet se hende.

«Jeg forstår det ikke», gjentog hun. «Er der da skét noget, mens jeg har vært her, noget, som jeg ikke véd?»

«Nej. Men nu, da Deres mand har fåt Dem på afstand, ser han ganske anderledes roligt og rigtigt på Dem.»

«Er han da sint på mig?»

«Sint. De mener vred? Man er ikke vred på den, som man føler medlidenhed med», det kom med mild og værdig højhed.

Else sa intet. Dette var hendes livs sværeste stund.

«Tænk Dem om», sa Hieronimus, idet han rejste sig og gik hen i hjørnet af værelset, hvor han stilled sig op med albuen støttet mod 243væggen og hånden under kinden. «De har jo brugt at kaste Dem nøgen i gulvet og hyle og vride Dem?»

«Aldrig!» sa Else. «Nøgen? Det var mig umuligt at gjøre det.»

«Nå ja, så måske det har vært med klæderne på.»

Knut havde ikke villet se hende! Knut havde ikke villet se hende! skreg det inde i brystet på Else. Hvad var alt andet mod dette? «Det er dog det sidste, man griber til at lægge sin kone ind på 6te afdeling», havde reservelægen sagt. Skulde Knut ha narret og forrådt hende?

«De har i det hele tat vært sådan, at der ingen tvil levnes om Deres tilstand.»

«Det var fortvilelse, fordi jeg ikke fik mit arbejde til.»

«Men det véd De ikke selv», fortsatte Hieronimus. «De har jo bagefter ikke kunnet huske det».

«Jo, jeg har kunnet huske det. Men jeg har undertiden ladt sådan, fordi det var mig så pinligt.»

«Nå ja, det sa jeg også til Deres mand!» udbrød Hieronimus triumferende.

«Skal jeg bli her længe?»

«Hja! Meget længe!» Det var igjen dette 244fede velbehagelige i Hieronimus’ stemme, der for Else satte ham i klasse med en bøddel, som frydes ved sin gjerning.

«Kan jeg ikke bli bragt et andet sted hen?»

«Jo til Sct. Jørgen!» kom det snerrende.

«Ja. Så vil jeg heller til Sct. Jørgen. Jo før jo heller.»

Hieronimus gik.

«Professoren var længe hos Dem iaften.»

Else, der sad foroverbøjet med ansigtet skjult i hænderne, letted hodet og nikked til komtessen.

«Var han god at tale med, ja?»

Else gjengav professorens og hendes samtale.

«Men Du gode gud!» udbrød komtessen forfærdet. «Når han gjør Dem til sindssyg, så kan han jo også sige det samme om mig – Skjønt det er så umuligt at tænke det!» Hun gik lidt på gulvet med korslagte arme og stansed så igjen foran Else, idet hun sa: «Forlangte De da ikke, at han skulde bevise Dem, hvori Deres sindssygdom bestod?»

Else rysted hodet: «Det interesserer mig ikke at høre den mands mening. Desuden havde jeg mere end nok med det, han sa».

«Det er oprørende», ytred komtessen. «Men jeg vil spørge ham om det imorgen».

245«Det skulde De ikke», sa Else. «Hvis De vil følge mit råd, så spør De heller ikke om Dem selv. Det er spildte ord. Hvad mig angår, så har han sikkert så nogenlunde straks besluttet sig til at anse mig for sindssyg. Og jeg var jo også syg, da jeg kom her. Med lidt god vilje kan man vist forsvare at la det være sindssyge.»

«Deres ro er unaturlig», sa komtessen.

«Ja pyt, dette med sindssyge» – Else rokked hjælpeløst med hodet. «Men at min mand ikke har villet se mig» –

«Kom ind til mig, så skal jeg læse et kapitel i bibelen for Dem», komtessen tog Else ved hånden.

Else rejste sig viljeløs og fulgte hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.