Professor Hieronimus

av Amalie Skram

XXX.

Den nat, som påfulgte, blev for Else den skrækkeligste af alle de skrækkelige nætter dernede. Det var ikke denne sansesløse angst, der før havde drevet hende til vanviddets grænser. Deliristernes rasen og Bella Holms puslen og snakken i cellen ved siden af forekom hende nu, som det skulde så være. Det var heller ikke det, at Hieronimus havde dekreteret, at hun 246skulde være sindssyg. Hvad brød hun sig om det? Hun var jo ikke sindssyg og blev det aldrig i dette liv! Havde hendes hjærne holdt stand under opholdet i det hieronimuske helvede, hun, som var kommen derind i en så ynkelig forfatning – hvad skulde så kunne gjøre hende sindssyg? Men det var dette, at Knut ikke havde villet se hende. At han altså for at bli af med hende, havde narret og lokket hende til at gå godvillig herned. – – Det havde han jo dog ikke behøvet.

Det kjendtes, som om sjælen var lagt på stejle og hjul. Hun, som før havde troet, at hun var på lidelsens højeste tinde – Nu først var hun nået derop.

Og Tage, barnet, gutten derhjemme, hvad skulde det bli til med ham?

Hun skulde altså sendes til «Sct. Jørgen», hun også. Hun mindedes, hvor det var faret gryssende gjennem hende dengang i cellen, da frk. Stenberg havde sagt om en patient, at hun skulde til «Sct. Jørgen». Men «Sct. Jørgen?» Ja herregud, skulde hun holdes indespærret, så hellere alle andre steder end her, hvor Hieronimus var kommandant.

Denne Hieronimus – dette mærkelige menneske! Ja, det måtte være sådan, at hans stilling 247var gåt ham til hodet som en rus. Ikke et eneste spørgsmål om hendes indre tilstand havde han gjort hende. Ikke et ymt om, hvordan det arted sig, når hun fik sine fornemmelser i baghodet. Og om hvordan det havde vært fat med hende hernede, om hvordan rædslerne og håbløsheden og søvnløshedens nedbrydende indflydelse havde vært på nippet til at gjøre det af med hende for bestandig, derom havde han ikke den fjerneste anelse. Som en gammeldags skolemester, der ved prygl og rå behandling søger at tugte og knægte de oprørske og uvorne disciple – sådan havde han behandlet hende.

Og så bildte han sig ind, at han vidste besked! Voved at sige ganske kortfattet og frejdig: «De er sindssyg og skal holdes indespærret på «Sct. Jørgen». Og det på denne glubske, glade måde med en mine, som om han svælgte en lækkerbidsken.

Gad vidst, om ikke derunder skjultes et forsøg på at bringe hende til raseri, til at fremkalde en paroxysme, der kunde bruges til end yderligere bevis for hendes sindssyge. For de beviser, han havde, måtte jo forekomme endog ham selv noget svævende: Hun havde i sin produktion vist interesse for det abnorme, hun skulde ha 248kastet sig i gulvet og jamret sig, og hun kunde ikke sove på 6te afdeling.

Ja, ja, ja, det fik nu være det samme. Hieronimus var en nød, som hun altså ikke kunde knække. Han havde vel sine teorier, hvorefter han handled. Stakkels Hieronimus, en eller anden dag vilde han stå blank og bar.

Men Knut! Knut, som ikke havde villet se hende.

Bare hun dog snart kunde komme herfra! Sygeplejerskerne vilde hun forresten savne. De, som hjalp hende fra time til time over elendigheden. Men tænk at slippe for synet af Hieronimus!

*

«Jeg vil gjerne ha, at De skal se Deres huslæge», sa Hieronimus til Else en dag senere. «Så får De høre, at det ikke bare er mig, som finder, at De bør sendes til «Sct. Jørgen», men også og især dr. Tvede og Deres mand. Jeg har derfor git besked om, at dr. Tvede må komme ind til Dem, nårsomhelst han mælder sig.»

«De bør også gå ned og spasere i haven,» vedblev Hieronimus. «For at vænne Dem til 249luften. På «Sct. Jørgen» kommer De ud hver dag.» –

«Kom nu med», sa komtessen til Else om eftermiddagen. Hun var i overtøj, færdig til turen. «Man skylder sit legeme det, selv om man er på et sådant sted.»

Else, der mange gange før var blet opfordret til at spasere, gik denne gang med for at føje komtessen.

Men da hun efter tyve minutters forløb kom op igjen, lovte hun sig selv, at det skulde være første og sidste gang. Gå der op og ned på det af et højt plankeværk omgivne stykke jord, som de kaldte have, med to gange mellem de nøgne træer, fulgt og påpasset som den arrestant, hun var, og med gjenbohusenes alle vinduer gloende nær –, nej – det var en ny dråbe i det malurtbæger, hun daglig måtte tømme.

Næste morgen, da Else vilde ud på cellegangen, så hun en frem med herre mellem to af de hvidkitlede kandidater forsvinde i en af cellerne. Else havde kun den ene tanke at gjemme sig for dette fremmede menneske. Hun skyndte sig tilbage til sit værelse.

Men hvad var dog det? Kom de ind? – Hun hørte de ukjendte skridt nærme sig, og flygted 250dreven af angst og uro, op til vinduet, hvor hun vendte ryggen til værelset.

«Her er en bekendt, som gjerne vil hilse på Dem, fru Kant», sa en af kandidaterne nede fra døren.

Else blev stående. Blodet strømmed til hjærtet, og hun måtte gribe i vinduesposten efter støtte.

«Goddag fru Kant,» sa en fremmed stemme tæt ved.

Else vendte sig om.

Der stod en tykladen mørkhåret herre og smilte meget.

«Jeg er her for at bese afdelingen, og så vilde jeg gjerne sige goddag til Dem med det samme. De kjender mig da vel igjen?»

«Nej», stammed Else.

«Jo vist gjør De så – Det er jo Anton Ringe, som De så tit var sammen med hos Hahns.»

Jo, nu kjendte hun ham. «De har forandret Dem meget», sa hun af bare forfjamskelse.

«Naturligvis. Ti tolv år, det er da ikke så underligt», og Else læste i hans blik: De skulde vide, hvordan De selv har forandret Dem.

«Jeg er mediciner, husker De nok», herren blev ved at smile og smile formodentlig i mangel 251af anden måde at tilkjendegive sin velvilje på. «Så går jeg på hospitalerne».

«Å ja», sa Else, der ønsked, hun kunde vært sunken i jorden.

«Hvordan har De det forresten?»

«Å jo», Else syntes, stedet hun stod på var glødende.

«Nå ja, det kan vel gå over igjen. Adjø da fru Kant», han rakte hånden. «Det var morsomt at se Dem».

Morsomt at se Dem, Else kasted sig ned i den store stol og gråd.

«Nå, De har jo havt besøg i dag», sa reservelægen, da han kom om aftenen.

Else så på ham med et harmfuldt blik.

«Nå ja, det var gjort for at glæde Dem.»

«Glæde mig? Ja naturligvis! Her, hvor alt, hvad der sker, skyldes hensynet til, hvad der kan glæde mig! Min mand måtte jeg ikke se, det tålte jeg gudbevares ikke, men dette fremmede menneske, som jeg har truffet i selskabslivet, dengang mine vilkår var som andres!» Hendes ansigt skjalv af tilbagetrængt gråd.

«Ja, det var også forkert, fru Kant», sa reservelægen alvorlig, «men det var, som sagt, gjort i den bedste mening.»

«Den bedste mening!» Kunde hun med 252kanoner og krudtminering sprænge denne modbydelige frase ud af verden.

Dagen efter var Else atter i bad. Frøken Bøhn, som nu havde dagvagt istedetfor frk. Ræder, fulgte med.

«Her er altså bare det ene baderum til 6te afdeling?» sa Else, da hun klædte sig på. «Og her bader de allesammen, hvad slags sygdomme de end har? Også forbryderne, som er indlagt til observation?»

«Ja.»

«Hun, Konradi Schøller, som kvalte gutten, har altså også badet i dette samme kar. Var De med hende?»

Frk. Bøhn nikked.

«Opdaged De så ikke, at hun var en mand?»

«Nej, for jeg så slet ikke på hende. Når hun lå i sengen, faldt det mig et par ganger ind, at hun ligned et mandfolk over skuldrene. Men hvem kunde tænkt» –

Det skal være sidste gang jeg går i bad her, sa Else til sig selv.

Oppe på cellegangen gik Bella Holm i hospitalstøj og bukked sig hvert øjeblik efter noget på gulvet.

«Jeg siger Dem, der lå et kronestykke der», 253sa hun til Else. «Når man ser et kronestykke ligge og flyde, så tar man det dog ved gud op.»

«Hun er jo lige dårlig, som da hun kom,» bemærked Else til sygeplejersken.

«Ja, for hun har endnu ikke sovet. Det varer længe denne gang.»

– Om natten lå Else stille og urørlig time efter time og grubled og sørged over dette, at Knut ikke havde villet se hende. Hjærtet føltes som et eneste sår. Og Tage, søde, dejlige lille Tage – skulde også hans hjærte vendes fra hende?

Da hun om formiddagen kom ud på cellegangen, gik hun ind til fru Fog, der lå med lukkede øjne og armene stivt udstrakt ovenpå tæppet. «Det er da umuligt, at hun kan være i live», tænkte Else og bøjed sig ned for at lytte efter hendes åndedrag.

Så slog fru Fog øjnene op og så på Else med et stort skrigende blik. Else kjendte det risle koldt igjennem sig. Hvem skulde tænkt, at denne mumie kunde se sådan?

Fru Fogs læber bevægedes sagte, og blikket skreg og bad, hænderne løftedes og søgte famlende efter hinanden.

«Ja», sa Else og hvisked ind i hendes øre. «Vi skal bede sammen?»

254Øjnene nikked.

Else tog fru Fogs hænder og hjalp dem til at folde sig sammen. Så folded hun sine egne og læste Fadervor. Og mumieansigtets bedende øjne så hele tiden ind i Elses.

Da bønnen var tilende, faldt fru Fogs øjne langsomt til, mens en trækning som af et smil bæved om den indsunkne mund. Hendes åndedræt var næsten lydløst. Else stod lidt og så på hende.

Ti minutter senere, da Else var på vej tilbage til sit værelse, så hun atter ind til fru Fog, der lå som før. En klar gul farve havde bredt sig over hendes ansigt, så det lyste mat.

«Skulde man nu ikke tro, at hun var død?»

«Hun er død», sa frk. Suenson.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Professor Hieronimus

I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.

Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.

Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.