«Hvis De vil se liget, må de komme nu, fru Kant», frk. Suenson stod i døren og vinked og hvisked til Else, som rejste sig, og så fulgtes de ad ind i fru Fogs celle, hvis dør frk. Suenson trak til.
Liget lå på en bar sækkelærredsmadrats, 255liksom selvmordersken, indsvøbt i et lagen, der slutted tæt til legemet og skarpt viste dets omrids, og det forekom Else så lidet, som om det kunde være et halvvoksent barns.
Frk. Suenson slog lagenet tilside, og Else veg gysende tilbage. Fru Fogs legeme var et fuldstændigt skelet, overtrukket af grågul, gjennemsigtig hud. Panden og hodet en kranie, underkjæven var sunken, så munden stod åben, og hagen hvilte på brystet. Skuldrenes og albuernes knokler syntes unaturlig store, og maven var sammenskrumpen og indsunken. På brystkassen, der stod højt op, var på kryds og tværs tegnet brede blå streger.
«Hvad er det?» spurgte Else og pegte på stregerne.
«Det er noget, som lægerne undertiden tegner på ligene. Jeg véd ikke rigtig hvorfor.»
«Hvad må dette menneske ikke ha lidt for at kunne være bleven så udtæret», tænkte Else, mens hun betragted det afskrækkende syn.
«Så», sa frk. Suenson, og la lagenet tilbage. «Nu kommer de og bringer hende bort. Der er allerede anmældt en ny patient til cellen.» –
Else gik tilbage til sit værelse, hvor hun sad og tænkte på fru Fog. Dette menneskeliv, som nu var afsluttet. Hvordan mon det havde 256vært? Død på dette sted alene, mellem fremmede, uden en kjær hånd til at lukke hendes øjne. Og dog havde hun jo en søn, som havde sét kjærligt og vedmodsfuldt på hende, og havde knælet ved hendes leje. Han vilde sikkert uendelig gjerne vært hos hende i hendes sidste stund. Men livet regned nok ikke med, hvad vi vilde og ønsked. –
Kanske skulde hun også selv engang ligge og dø alene og forladt på et fremmed sted, og hendes søn, som kanske vilde være det éneste, hun havde tilbage i verden, skulde ikke kunne være hos hende. – Hendes søn, søde lille Tage – hun bøjed sig helt sammen og gråd sugende længselstårer efter barnet. Bare hun endda havde kunnet få høre lidt om ham. Nu var det 18 dager siden hun havde forladt ham derhjemme.
Om barnepigen kunde få lov til at besøge hende, siden Knut ikke vilde? – Å Knut, Knut – hun blev ved at græde.
Ja, hun vilde endnu engang skrive til professoren, ydmyge sig for ham, som de sa, og be om lov til at se barnepigen.barnepigen.] rettet fra: barnepigen (trykkfeil)
Om eftermiddagen fik hun blæk og pen og skrev blandt andet –: «Men selv om jeg også er sindssyg, så kan jeg ikke forstå, at det skal være Deres opgave, som har at byde og råde 257over mig, at berede mig så megen pine og lidelse som muligt. Bare det, at være berøvet min personlige frihed er en utålelig lidelse, og så dette, at jeg intet får se til eller høre om barnet» … Hun bad så tilsidst indstændigt om, at barnepigen måtte få lov til at komme.
Frk. Stenberg gik øjeblikkelig med brevet, og kom igjen med den besked, at professoren havde fåt det, men at han skulde rejse bort imorgen, og ikke vilde komme der før iovermorgen.
Hjærtet sank i Elses bryst ved tanken på denne udsættelse. Men derved var jo intet at gjøre. Nu havde hun ialtfald dette håb at leve på sålænge. Hun tog sit arbejde og satte sig ved vinduet, men kunde ikke tåle at hækle på grund af hodepinen, som hun stadig led af. Tandpinen blev også ved nat og dag, mere eller mindre hæftig, og hun fik fremdeles morfinindsprøjtninger. Hun la hækletøjet fra sig, og sad stille med hænderne i skjødet.
Så hørte hun højrøstet tale og skrigende gråd fra cellegangen, og da hun kom derud, så hun frk. Stenberg trække afsted med fru Syverts, der skreg og satte sig til modværge.
«Hvad synes De, fru Kant! Nu skal jeg tvinges tilsengs igjen!» råbte fru Syverts, da de 258var kommen ind i cellen. «Jeg vil ikke, jeg vil ikke!» hun rev sig løs, og tramped med fødderne. «Jeg blir gal af at ligge på den marterbænk!»
Uden at sige et eneste ord tog frk. Stenberg fast om hende, trykked hende ned på sengekanten, og knapped op hendes kjole.
Fru Syverts gråd og skjændte lidt, så blev hun stille, og hjalp med en stivt stirrende mine selv til med afklædningen.
«Hvorfor skal hun iseng igjen?» spurgte Else.
«Det er professorens ordre.»
«Hvorlænge skal jeg nu ligge her igjen», mumled fru Syverts, da hun var kommen tilsengs. Pludselig knytted hun hænderne og skreg: «Hvorfor kan I ikke lige godt straks forgive mig? Det er jo dog det, I vil», hun brød ud i hulken og vendte sig mod væggen.
«Hun havde skrevet et brev til sin mand, som professoren ikke syntes om. Det var så forstyrret.»
«Stakkels menneske», sa Else. «Nu havde hun det dog så godt».
I fru Fogs celle var den nye patient allerede installeret. Else gik ind og så på hende.
Det var et 40-årigt fruentimmer med et 259rødt plumt ansigt, tyk sprukken mund og et mørkt, kortklippet hår, som strutted ud under natkappen. I den ene tinding var der et stort hvidt ar. Hun lå med lukkede øjne, og syntes at sove.
Pludselig sad hun med en lynsnar bevægelse oprejst i sengen, og langed en knyttet, gusten næve ud efter Elses ansigt, idet hun udstødte en strøm af de groveste skjældsord. Else blev så forfærdet, at hun fløj baglæns ud af cellen.
Straks efter keg hun, med kun hodet stukket indenfor dørkarmen nysgjerrig ind igjen til hende. Fruentimmeret lå rolig på puden og syntes atter at sove. Men ligeså pludselig som forrige gang sad hun igjen oprejst i sengen og trued til Elses ansigt, mens hun skjældte hende med de styggeste navne.
«Det var da et frygteligt menneske», sa Else til frk. Stenberg, og skyndte sig bort fra døren.
«Ja. Og hun heder madam From», lo frk. Stenberg. –
Nej, da var barselpatienten noget andet. Ikke at tale om bedstemor. Else var inde hos dem begge, før hun gik tilbage til sit værelse.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.
Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.
Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.