Professor Hieronimus

av Amalie Skram

XXXII.

260Else gik op og ned inde hos sig selv, urolig og forventningsfuld. Iaften kom Hieronimus til stuegangen. Så fik hun høre, hvad han svarte på brevet. Nu var klokken 4. Om halvtredje time kunde han være der.

Uf, denne tyngende mathed! Træt lod hun sig synke ned i stolen, læned sig tilbage med hånden over øjnene, og sank hen i en døs, hvoraf hun kort efter vaktes ved lyden af, at nogen kom ind.

Foran hende stod Hieronimus i overfrakke og handsker.

Hun rejste sig hurtig, skjælvende over hele legemet.

Hieronimus satte sig på chaiselonguen, og Else indtog sin forrige plads.

«De har atter skrevet til mig», begyndte Hieronimus i uvelvillig tone. «De bruger altfor stærke udtryk.»

Else vidste ikke, om hun hørte rigtig. Hun, som havde gjort sig slig umage for at finde de mildest mulige udtryk.

«De taler om pine og lidelse, og om, at De er berøvet friheden», vedblev Hieronimus spottende. 261«De har mere frihed, end der bekommer Dem vel».

Else vilde svare, men så stod dr. Tvede midt på gulvet.

«Nå, se der har vi doktoren», udbrød Hieronimus.

Tvede hilste først på professoren, så på Else.

«Hvorledes har De det, fru Kant?» spurgte Tvede og så opmærksomt på Else.

«Tak», sa Else. Hun kunde ikke få mere frem. Munden skjalv i gråd.

«Hvordan går det med søvnen?»

Else rysted hodet. «Jeg kan ikke sove her. Her er så forfærdelig lydt».

«Det er overdrivelse. Her er ikke lydt», sa Hieronimus bøst.

«Og så gjør de syge spektakler», vedblev Else, som ufravent så på Tvede.

«Spektakler», udbrød Hieronimus. «Jeg synes, her er roligt, jeg», han sendte Tvede et blik, der tog ham til vidne. «Den, som har gjort mest spektakler, er såmæn fru Kant», kom det så snærrende.

Else snapped lydeligt efter vejret, så forfærdet blev hun over Hieronimus’ ord. Det var, som hun skulde synke sammen under vægten af denne løgnagtige anklage. Men så fôr den tanke gjennem 262hende: Han vil fremkalde et udbrud hos Dig, for at Tvede kan få se din sindssyge, og hun svarte rolig, om end med dirrende stemme: «Når jeg undtar den første aften, da jeg gråd og bad og var fortvivlet, fordi jeg ingenting forstod» – hun måtte stanse, ordene sad fast på hendes tunge.

«Nå ja, nu kan De jo tale med doktoren,» Hieronimus rejste sig, og forlod værelset på sin hurtigste, mest vimsende måde.

Tvede kom hen til Else og rakte hende begge sine hænder. «Jeg sér, hvor forpint De er», sa han.

«Er det virkelig sandt, at jeg skal til «Sct. Jørgen», spurgte Else, såsnart hun kunde få stemmen op.

«Ja. Der får De det så godt.»

«De og Knut er altså enig med Hieronimus. Har De da så’n tillid til ham? De så nu, hvordan han er.»

«Som læge har jeg tillid til ham. Som menneske kjender jeg ham ikke.»

«Hvorfor vil Knut ikke se mig?»

Tvedes små øjne blev lidt større. «Vil han ikke se Dem! Han har ikke fåt lov hos professoren.»

263«Er det virkelig sandt?» Else pusted ud i usigelig lettelse. «De ikke narre mig.»

«Jeg forsikrer Dem, fru Kant. Deres mand har vært fortvilet, fordi han ikke fik komme ind til Dem.»

«Å gudskelov, gudskelov», Else trykked Tvedes hænder, og gråd med ansigtet mod hans skulder. «De har tat en sten fra mit hjærte.»

Tvede blev ved med at forsikre om, hvor ude af det Knut havde vært, netop fordi han ikke fik se hende.

«Han lyver altså, Hieronimus,» sa så Else og tørred øjnene. «Javist lyver han, foruden alt det andet fæle han gjør! Det, han sa om mine spektakler, var det frækkeste opspind, som det faldt ham ind var hensigtsmæssigt at sige i øjeblikket.»

Tvede svarte ikke.

«Hvad sa Knut, da han havde læst mit brev?»

«Hvilket brev?»

«Det, jeg skrev til professoren, som han har lagt frem for Dem og for Knut»

«Vi har ikke sét noget brev, hverken jeg eller Deres mand.»

«Er De vis på det?»

«Ja, fru Kant.»

264«En ny løgn altså! Og endda vil De la mig bli i denne mands hænder?»

«Nej. Vi vil ha Dem til Sct. Jørgen så fort som muligt.»

«Å nej. Ikke til Sct. Jørgen», bad Else. «Hvorfor skal jeg spærres inde mellem sindssyge? Jeg har havt nok af det her. Og jeg er ikke sindssyg på den måde, at det er nødvendigt eller rigtigt at indespærre mig, når jeg ikke selv vil.»

Tvede rysted hodet. Det så ud til, at samtalen pinte ham.

«Tag mig herfra straks, og lad mig komme hjem, bare såmeget, jeg får se gutten og pakke min kuffert», bad Else ihærdigt og grædende. «Så skal jeg rejse, hvorhen De og Knut vil. Men ikke til et nyt galehus.»

«Nej, jeg tør ikke tro Dem,» sa Tvede bedrøvet. «Kommer De først hjem, så –. De gjør ikke, hvad De siger. Da den lille var syg nu i vinter, havde De lovet mig ikke at stå op om natten og gå ind til ham, men De gjorde det alligevel».

Hvad har det med dette at gjøre, tænkte Else jamrende og blev ved at bede for sig. Hun fortalte også om den fremmede læges besøg.

«Ja, det synes jeg ikke burde finde sted 265her», sa Tvede misbilligende. «Det må jo ha vært pinligt for Dem, fru Kant.»

«Pinligt!» Else vendte øjnene mod loftet. «Hvad tror De, det har vært for mig at ligge derinde i cellen mellem lutter vanvittige, uden søvn dag og nat, og hvad tror De, det fremdeles er?»

Tvede så på hende med et medlidende blik, hvori Else dog tillige læste tvil og en fast vilje til ikke at la sig røre.

«Vil De så idetmindste love mig at fortælle alt til Knut, hvorledes Hieronimus har pint mig og løjet og sagt, at Knut ikke vilde se mig?» sa Else tilsidst.

«Ja, fru Kant», Tvede tog atter hendes hænder.

«Fortælle, at jeg har vært i celle, og at jeg fremdeles lever mellem vanvittige, og at jeg næsten aldrig har sovet, og at de slipper fremmede ind til mig, der står og beglôr mig som en anden raritet. Vil De det?»

«Ja, ja. Altsammen.»

«Kan De så ikke be professoren om at Knut skal få komme?»

«Bed heller selv.»

Else hørte Hieronimus’ skridt på cellegangen. «Der er han», hvisked hun hastig. «Men så 266må De hjælpe mig, sige, at det ikke er sandt, at Knut ikke har villet se mig, rigtig skjænde på ham» –

«Nå,» sa Hieronimus, og så fikserende fra den ene til den anden.anden] rettet fra: aneen (trykkfeil)

Else tilkasted Tvede et bedende blik.

«Fru Kant vil så gjerne se sin mand», sa Tvede med en betoning, der underdanigst bad professoren om undskyldning.

«Nå ja, hvis Hr. Kant vil se hende, så for mig gjerne. Naturligvis. Men jeg har rigtignok fået det modsatte indtryk.»

«Jo, det vil han dog nok», sa Tvede. Hans tone var så vaklende, hans mine så usikker, at Else blev bange for, at han dog havde narret hende.

«Vil De så ikke også se den lille?» spurgte Hieronimus med et pludseligt omslag i blik og stemme.

Atter snapped Else efter vejret, men denne gang var det af glæde.

«Tusen tak», sa hun.

«Så skal vi se til at få arrangere det. Foreløbig kan jo den pige komme, som De så gjerne vil se.»

«Tusen tak», gjentog Else.

Tvede gik sammen med Hieronimus. Da 267Else rakte Tvede hånden til farvel, smilte hun over hele ansigtet. – –

«Nej, men hvad er han dog for en person!» komtessen kom ind med et næsten ophidset udtryk på sit milde ansigt. «At tænke sig, at han har frækhed nok til at sige, at den, der har gjort mest spektakler, er fru Kant! Jeg stod derude og hørte det.»

«Ja,» sa frk. Stenberg, der også var kommen til. «Professoren må vel ha en mening med det, som vi ikke fatter.»

Professoren er en tølper og en løgner, tænkte Else med foragt. Men hvad gjorde det? Nu skulde de jo komme, både Knut og Tage. Hun fortalte glædestrålende nyheden.

«Det med barnet forstår jeg ikke», sa frk. Stenberg. «Her kommer aldrig børn på hospitalet, men det må jo professoren om.»

*

I brevet til Hieronimus havde Else givet sit ord på, at hun, hvis pigen fik komme, ikke skulde bruge hende som hemmeligt bud- eller brevbringer, hvad hun vidste var forbudt. Men nu tog hun i sit sind løftet tilbage. Ligeoverfor en mand, der som Hieronimus løj på hende og 268skjældte hende ud i Tvedes påhør, havde hun ingen forpligtelse til at holde sit ord. For sikkerheds skyld vilde hun ha et brev i beredskab, til Inger kom og be hende gi Knut det. Kanske vilde Hieronimus trække det ud med Knuts besøg. Det så jo ud, som han fandt glæde i at pine hende. Og Tvedes holdning havde ikke vakt noget håb hos hende. Han havde ligeoverfor Hieronimus sét altfor meget ud som en undergiven.

Ude på det gule bord i gangen fandt hun et stykke papir, og blæk og pen var blet stående hos hende siden forleden. Hun satte sig straks til at skrive, men hvergang hun hørte skridt, måtte hun skyndsomst skjule papiret under sit hækletøj. Så godt som det i en fart lod sig gjøre, skildred hun tilstanden, og brugte med vilje ikke stærke ord, for at Knut ikke skulde tro, at hun overdrev. Alligevel blev brevet et skrig om hjælp fra en sjæl i nød, en brændende bøn om at han straks måtte komme. At han ialtfald, hvis han fastholdt bestemmelsen om at sende hende til «Sct. Jørgen», hvad hun energisk protesterte mod, absolut måtte se hende først. Under mange afbrydelser havde hun fåt skrevet papiret fuldt. Så la hun det sammen og stak det ind på sit bryst.

269For første gang siden hun kom derned var den tyngende pine over brystet borte. Hun gik ud og spasérte på cellegangen. Hvergang hun kom forbi madam Froms dør, rejste denne sig overende, og udstødte forbitrede skjældsord.

«De virker på hende som et rødt klæde på en gal tyr», sa frk. Stenberg og stødte celledøren til.

«Hun er styg den derinde», sa bedstemor, idet hun pegte på madam Froms dør, og skutted sig. Så smilte hun over hele ansigtet og pludred nikkende: «Nu skal bedstemor rejse.»

«Skal hun rejse?»

«Hun skal over på den rolige gang», svarte frk. Suenson. «Der kommer en ny i hendes celle».

Else tog en rørende afsked med bedstemor. På den rolige gang fik Else ikke lov til at komme.

«Hvem skal nu gi Dem kaffe, bedstemor?»

«Ja, kaffe ja», bedstemor lo lydløst. «Vores rare frue kommer nok med kaffe til bedstemor», hun nikked tillidsfuldt. –

Fru Syverts lå i sengen og skjændte højrøstet. «I er komediantspillere tilhobe», sa hun, da Else kom ind til hende. «Og hvis den endda var morsom, den komedie, I laver! Men jeg gider 270ikke se på den. Den kjeder mig, ligefrem kjeder mig.»

«Vær nu blot rolig», sa Else, og tog hendes hånd. «Så får De snart stå op igjen.»

«Jeg kommer aldrig op!» skreg fru Syverts og brast i gråd. «Jeg er så ulykkelig, så ulykkelig. De gjør mig gal her!»

Else keg gjennem glasgluggen i celledøren ind til Bella Holm. Hun lå rolig i sengen og sov.sov.] rettet fra: sov (trykkfeil)

Men barselpatienten sad oprejst i sengen og gråd, så tårerne i stride strømme flød ned over hendes ansigt.

«Har De intet lommetørklæde?» spurgte Else da barselpatienten tørred sig i lagenet.

Hun så et øjeblik uforstående på Else, og gråd så atter.

Else gav hende sit lommetørklæde.

«Sikken en klud», sa barselpatienten og holdt lommetørklædet ud fra sig. Så klumped hun det sammen i hånden, og stak det ind under hodepuden. –

«Nu kommer jo Deres mand, hører jeg», sa reservelægen ved aftenstuegangen. «Så blir De vel forsonet med professoren?»

«Ja, og barnet», sa Else glad.

271«Har professoren sagt det?» spurgte reservelægen tvilende.

«Ja. Forresten må De slet ikke tænke, jeg tror det, før jeg sér det», tilføjed Else. Hun var så glad og fuld af håb i aften, at hun havde råd til at lade, som om hun var vantro. Selv om professoren narred hende, så havde hun jo brevet, som Inger skulde bringe, gjemt derinde på brystet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Professor Hieronimus

I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.

Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.

Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.