På Knut havde Elses brev virket som et granatskud, der sprængte hans tanker til alle sider. Han havde ikke anet, at tingen kunde se således ud. Han skalv af medlidenhed, og i hans bryst nagede frygten for, at den hele indlæggelse på hospitalet dog havde vært et fejlgreb. Men i denne sag turde han ikke handle på egen hånd. Han var straks gået med brevet til dr. Tvede.
«Hvad skal vi gøre?» spurgte Knut med et lønligt håb om at se Tvede lige så usikker og rede til at opgive sagen som han selv.
287«Du skal holde ud,» svarede Tvede alvorlig. «En afbrydelse af kuren nu kan kun gøre skade.»
«Men denne fortsatte sjælelige og legemlige lidelse –?»
«Ja, jeg forstår ikke, hvorfor Hieronimus beholder hende på sin afdeling. Det er åbenbart ikke stedet.»
«Eller han ikke manden. Jeg begynder at tro, at der har stået en kamp mellem ham og Else, og at Hieronimus i den er bleven den lille. Nu holder han hende tilbage for at knække hende.»
Tvede rystede tvilende på hodet. «Nu skriver vi begge til overlægen på Sct. Jørgen,» sa han, «dér må det gå bedre.»
– «Vil Du tale med Else? Jeg får jo ikke lov – det vilde vel heller ikke nytte noget nu.»
«Ja.»
– Samme dag blev Tvede syg. Han sendte Knut et par ord om, at det var ham umuligt at søge Else før om et par dage. Knut følte på sig hele udsættelsens jammer. Han skrev et brev til Else. I forblommede vendinger skulde det bringe trøst, i alt fald svar inden den af Else fastsatte frist. Men brevet blev til trods for Knuts indstændige anmodning foreløbig liggende i Hieronimus’ lomme.
288– Endelig søndag morgen fik Knut Hieronimus’ erklæring om, at nu kunde overflytningen til Sct. Jørgen foregå. Hans hustrus tilstand havde imidlertid forværret sig. Hun var meget syg, og den samtale, han havde lovet måtte ske inden flytningen, vilde han bestemt fraråde. Der vilde kun komme en oprivende scene ud deraf, som vilde skade hende.
For første gang var der for øvrigt noget både meddelsomt og venligt i professorens tone.
«De behøver ikke at indlægge deres hustru på første pleje på Sct. Jørgen,» sa han bl. a. «Det er kun rigfolk, der benytter den. Anden pleje dèr svarer til første pleje her.»
Knut takkede for underretningen. Han vidste ikke den gang, at den var urigtig.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.
Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.
Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
